32000D0586

Rådets afgørelse af 28. september 2000 om indførelse af en procedure til ændring af artikel 40, stk. 4 og 5, artikel 41, stk. 7, og artikel 65, stk. 2, i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser

EF-Tidende nr. L 248 af 03/10/2000 s. 0001 - 0002


Rådets afgørelse

af 28. september 2000

om indførelse af en procedure til ændring af artikel 40, stk. 4 og 5, artikel 41, stk. 7, og artikel 65, stk. 2, i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser

(2000/586/RIA)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 31, litra b), artikel 32 og artikel 34,

under henvisning til initiativ fra Storhertugdømmet Luxembourg(1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Den 24. juni 1997 vedtog regeringen for Kongeriget Belgien, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Den Italienske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig, Den Portugisiske Republik, Republikken Finland og Kongeriget Sverige en protokol om ændring af artikel 40, 41 og 65 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985, der blev undertegnet i Schengen den 19. juni 1990 (i det følgende benævnt "protokollen"), ved at indføre en forenklet procedure for ændring af henvisninger i disse artikler til "polititjenestemænd", "myndigheder" og "kompetente ministerier".

(2) Den 1. maj 1999, dvs. på datoen for ikrafttrædelsen af Amsterdam-traktaten, der bl.a. integrerer Schengen-reglerne i Den Europæiske Union, var protokollen ikke trådt i kraft.

(3) Protokollen indgår ikke i Schengen-reglerne, således som de er integreret i Den Europæiske Union.

(4) Efter integrationen af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union kan medlemsstaterne ikke længere ændre den konvention, der blev undertegnet i Schengen den 19. juni 1990, om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (i det følgende benævnt "Schengen-konventionen").

(5) Efter integrationen af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union er der fortsat behov for en forenklet procedure for ændring af henvisningerne til "polititjenestemænd", "myndigheder" og "kompetente ministerier", hvorved Rådet kan tillade hver enkelt medlemsstat at ændre henvisningen tiI dens "polititjenestemænd", "myndigheder" og "kompetente ministerier" i bestemmelserne i artikel 40, stk. 4 og 5, artikel 41, stk. 7, og artikel 65, stk. 2, i Schengen-konventionen (som suppleret med bestemmelserne i aftalerne om tiltrædelse af Schengen-konventionen), hvis interne ændringer og omorganiseringer gør, at den nuværende henvisning ikke længere er nøjagtig, uden at Rådet formelt ændrer henvisningerne.

(6) Enhver ændring af ovennævnte bestemmelser, som ikke blot skyldes interne ændringer eller omorganiseringer, men indebærer en udvidelse af de beføjelser, der gives i artikel 40 og 41, til andre "polititjenestemænd" og "myndigheder", bør vedtages i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i traktaten.

(7) Det Forenede Kongerige vil deltage i denne afgørelse i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, i Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om anmodningen fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at deltage i visse bestemmelser i Schengenreglerne(3) for så vidt nærværende afgørelse vedrører de bestemmelser i Schengen-reglerne, der er anført i nævnte afgørelse.

(8) Denne afgørelse udgør en videre udvikling af de bestemmelser, om hvilke der bemyndiges et tættere indbyrdes samarbejde i protokollen om integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og som hører under et af de områder, der er omfattet af artikel 1 i Rådets afgørelse 1999/437/EF af 17. maj 1999 om visse gennemførelsesbestemmelser til den aftale, som Rådet for Den Europæiske Union har indgået med Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengen-reglerne(4) -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

1. Hver enkelt medlemsstat kan ændre henvisningerne i artikel 40, stk. 4 og 5, artikel 41, stk. 7, og artikel 65, stk. 2, i Schengen-konventionen til "polititjenestemænd", "myndigheder" og "kompetente ministerier" med hensyn til medlemsstatens egne polititjenestemænd, myndigheder og kompetente ministerier, når de eksisterende referencer som følge af interne ændringer eller omorganiseringer ikke længere er nøjagtige.

2. Medlemsstaten giver Generalsekretariatet for Rådet meddelelse om enhver sådan ændring i henhold til stk. 1, og dette videresender meddelelsen til alle Rådets medlemmer.

3. Rådet sikrer, at alle sådanne ændringer offentliggøres i Tidende.

4. Ændringen får virkning dagen efter offentliggørelsen i Tidende.

Artikel 2

Proceduren i artikel 1 finder også anvendelse på ændringer, som allerede er foretaget i henhold til artikel 1.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. september 2000.

På Rådets vegne

D. Vaillant

Formand

(1) EFT C 131 af 12.5.2000, s. 7.

(2) Udtalelse af 14.6.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(3) EFT L 131 af 1.6.2000, s. 43.

(4) EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31.