32000D0096

2000/96/EF: Kommissionens beslutning af 22. december 1999 om hvilke overførbare sygdomme EF-nettet gradvis skal dække i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 2119/98/EF (meddelt under nummer K(1999) 4015)

EF-Tidende nr. L 028 af 03/02/2000 s. 0050 - 0053


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 22. december 1999

om hvilke overførbare sygdomme EF-nettet gradvis skal dække i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 2119/98/EF

(meddelt under nummer K(1999) 4015)

(2000/96/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 2119/98/EF af 24. september 1998 om oprettelse af et net til epidemiologisk overvågning af og kontrol med overførbare sygdomme i Fællesskabet(1), særlig artikel 3, litra a) til e), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ifølge beslutning nr. 2119/98/EF skal der oprettes et EF-dækkende net med henblik på bedre forebyggelse af og kontrol i Fællesskabet med de kategorier af overførbare sygdomme, der er anført i bilaget til den pågældende beslutning; nettet skal bruges til epidemiologisk overvågning af de pågældende sygdomme og til oprettelse af et system for tidlig varsling og reaktion;

(2) for så vidt angår epidemiologisk overvågning, skal nettet oprettes ved gennem alle tekniske midler at sætte Kommissionen og de instanser og/eller myndigheder, der i den enkelte medlemsstat og under dennes ansvar er kompetente på nationalt plan, og som har til opgave at indsamle oplysninger om epidemiologisk overvågning af overførbare sygdomme, i permanent forbindelse med hinanden;

(3) de sygdomme og sundhedsspørgsmål, den epidemiologiske overvågning på fællesskabsplan skal omfatte, bør afspejle Fællesskabets aktuelle behov, navnlig den ekstra gennemslagskraft på fællesskabsplan;

(4) listen over de sygdomme og sundhedsspørgsmål, der udvælges til at blive overvåget, bør ajourføres under hensyntagen til ændringer i sygdomshyppighed og til forekomster af nye overførbare sygdomme, der er til fare for folkesundheden;

(5) Kommissionen bør stille relevante oplysninger til rådighed for EF-nettet og påse, at der er overensstemmelse og komplementaritet i forhold til relevante fællesskabsprogrammer og -initiativer;

(6) nærværende beslutning bør anvendes uanset Rådets direktiv 92/117/EØF af 17. december 1992 om beskyttelsesforanstaltninger over for specifikke zoonoser og specifikke zoonotiske agenser hos dyr og i animalske produkter for at forhindre levnedsmiddelbårne infektioner og forgiftninger(2), senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/72/EF(3);

(7) nærværende beslutning bør gøre det lettere at integrere EF-nettet, oprettet ved beslutning nr. 2119/98/EF, med andre systemer for hurtig varsling, der er etableret på nationalt plan eller på fællesskabsplan, vedrørende sygdomme og særlige sundhedsspørgsmål, som systemet for tidlig varsling og reaktion på fællesskabsplan skal omfatte; EF-nettet bør derfor med henblik på gennemførelsen af beslutningen fungere ved hjælp af EUPHIN-HSSCD (Health Surveillance System for Communicable Diseases within the European Public Health Information Network), der omfatter tre dele:

a) et system for tidlig varsling og reaktion til indberetning af nærmere angivne farer for befolkningen, som indsendes af de kompetente sundhedsmyndigheder, der i hver medlemsstat afgør, hvilke foranstaltninger der er påkrævet for at beskytte folkesundheden

b) udveksling af oplysninger mellem godkendte instanser og myndigheder i medlemsstaterne vedrørende folkesundhed

c) specifikke net mellem godkendte instanser og myndigheder i medlemsstaterne vedrørende sygdomme udvalgt til epidemiologisk overvågning;

(8) udviklingen af ny, relevant teknologi følges regelmæssigt og tages i betragtning med henblik på forbedringer af den elektroniske udveksling af oplysninger;

(9) af logistiske grunde kan ikke alle overførbare sygdomme og særlige sundhedsspørgsmål straks dækkes af et sygdomsspecifikt overvågningsnet; for at EF-nettet kan begynde at arbejde og få erfaring, bør medlemsstaternes kompetente myndigheder formidle relevante oplysninger, de ligger inde med;

(10) de i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 7 i beslutning nr. 2119/98/EF -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

De overførbare sygdomme og særlige sundhedsspørgsmål, der i henhold til beslutning nr. 2119/98/EF skal omfattes af epidemiologisk overvågning i EF-nettet, er anført i bilag I. Overføringen gennemføres på en omkostningseffektiv måde, hvor der tages hensyn til sygdommens art, de eksisterende net og den ekstra gennemslagskraft på fællesskabsplan.

Artikel 2

Kriterierne for udvælgelsen af de sygdomme og særlige sundhedsspørgsmål, der skal omfattes af epidemiologisk overvågning i EF-nettet, er anført i bilag II.

Artikel 3

Med henblik på den tekniske gennemførelse af nærværende beslutning fungerer fællesskabsnettet indtil videre ved hjælp af EUPHIN-HSSCD (Health Surveillance System for Communicable Diseases) inden for The European Public Health Information Network.

Artikel 4

EF-nettet oprettes ved at tilpasse og integrere relevante eksisterende fællesskabsstøttede overvågningsnet og ved at etablere nye net for sygdomme, der endnu ikke er omfattet af overvågningsnet. Hvis en sygdom forekommer i så få tilfælde, at et sygdomsspecifikt overvågningsnet ikke kan etableres, udveksles overvågningsdata inden for EF-nettet på grundlag af indberetninger af tilfælde.

Artikel 5

For hver specifik overvågningsstruktur, der integreres i eller etableres inden for EF-nettet, fastlægges det, hvordan de enkelte tilfælde skal defineres, hvilken art og type data og oplysninger der skal indsamles og videresendes, og hvilke relevante metoder der skal anvendes til epidemiologisk og mikrobiologisk overvågning. Det fastlægges ligeledes, hvordan de enkelte tilfælde skal defineres, og hvilke metoder der skal anvendes til overvågning, for sygdomme, som der kun udveksles oplysninger om ved indberetninger af tilfælde.

Artikel 6

For overførbare sygdomme og særlige sundhedsspørgsmål udvalgt til epidemiologisk overvågning, der endnu ikke er omfattet af specifikke EF-overvågningsnet, skal de ansvarlige myndigheder i medlemsstaterne imidlertid via EF-nettet formidle de relevante oplysninger, de ligger inde med, og som er konstateret via deres nationale overvågningssystemer.

Artikel 7

Relevante oplysninger om overførbare sygdomme, der ikke er opført i bilag I, formidles via EF-nettet i henhold til artikel 4 i beslutning nr. 2119/98/EF, hvis det skønnes nødvendigt for at beskytte folkesundheden i Fællesskabet.

Artikel 8

Når der etableres specifikke overvågningsnet for zoonoser, hvor der kræves overvågning af tilfælde hos mennesker i henhold til direktiv 92/117/EØF, foregår overvågningen ifølge bestemmelserne i beslutning nr. 2119/98/EF, og de data, der kræves i forbindelse med anvendelsen af direktiv 92/117/EØF, stilles i fuldt omfang til rådighed i det øjemed. Det fastlægges i den forbindelse, hvordan de enkelte tilfælde skal defineres, og hvilke metoder der skal anvendes til overvågning af sygdomme hos mennesker, således at de indsamlede data så vidt muligt også kan bruges som led i anvendelsen af direktiv 92/117/EØF.

Artikel 9

Medlemsstaternes kompetente myndigheder underretter Kommissionen om andre sygdomme og særlige sundhedsspørgsmål, som der på fællesskabsplan gradvis bør etableres epidemiologisk overvågning af på grundlag af kriterierne i bilag II.

Artikel 10

Denne beslutning får virkning fra 1. januar 2000.

Artikel 11

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. december 1999.

På Kommissionens vegne

David BYRNE

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 268 af 3.10.1998, s. 1.

(2) EFT L 62 af 15.3.1993, s. 38.

(3) EFT L 210 af 10.8.1999, s. 12.

BILAG I

1. OVERFØRBARE SYGDOMME OG SÆRLIGE SUNDHEDSSPØRGSMÅL, SOM EF-NETTET GRADVIS SKAL DÆKKE

1.1. Overvågning inden for EF-nettet af de sygdomme/sundhedsspørgsmål, der er anført nedenfor, foregår ved hjælp af standardiseret indsamling og analyse af data på en måde, der fastlægges for de enkelte sygdomme/sundhedsspørgsmål, når specifikke overvågningsnet er blevet etableret.

2. SYGDOMME

2.1. Sygdomme, som kan forebygges ved vaccination

Difteri

Infektioner med Haemophilus influenza type B

Influenza

Mæslinger

Fåresyge

Kighoste

Børnelammelse

Røde hunde

2.2. Seksuelt overførte sygdomme

Chlamydia-infektioner

Gonokok-infektioner

HIV-infektion

Syfilis

2.3. Viral hepatitis

Hepatitis A

Hepatitis B

Hepatitis C

2.4. Levnedsmiddel- og vandbårne sygdomme og sygdomme, som hidrører fra miljøet

Botulisme

Campylobacteriose

Cryptosporidiose

Giardiasis

Infektion med E. coli

Leptospirose

Listeriose

Salmonellose

Shigellose

Toxoplasmose

Trichinose

Yersiniose

2.5. Andre sygdomme

2.5.1. Sygdomme, som overføres via ikke-konventionelle agenser

Transmissible spongiforme encephalopatier - variant af Creutzfeld-Jakobs sygdom

2.5.2. Luftbårne sygdomme

Legionellose

Meningokok-sygdomme

Pneumokok-infektioner

Tuberkulose

2.5.3. Zoonoser (undtagen dem, der er omhandlet i punkt 2.4)

Brucellose

Echinococcose

Rabies

2.5.4. Alvorlige udefra kommende sygdomme

Kolera

Malaria

Pest

Virale hæmoragiske febre

3. SÆRLIGE SUNDHEDSSPØRGSMÅL

3.1. Nosokomielle infektioner

3.2. Antimikrobiel resistens

BILAG II

KRITERIER FOR UDVÆLGELSE AF OVERFØRBARE SYGDOMME ELLER SÆRLIGE OMRÅDER, SOM DEN EPIDEMIOLOGISKE OVERVÅGNING SKAL DÆKKE INDEN FOR NETTET

1. Sygdomme, som forårsager, eller som kan forårsage, betydelig sygelighed og/eller dødelighed i Fællesskabet som helhed, særlig i tilfælde af, at forebyggelsen af sygdommene nødvendiggør en fælles koordineret indsats.

2. Sygdomme, hvor udveksling af oplysninger vil kunne give tidligt varsel om farer for folkesundheden.

3. Sjældne og alvorlige sygdomme, som eventuelt ikke bliver erkendt på nationalt plan, og hvor en samling af data centralt gør det muligt at opstille hypoteser med udgangspunkt i et bredere videngrundlag.

4. Sygdomme, som der findes effektive forebyggende foranstaltninger mod til gavn for sundhedsbeskyttelsen.

5. Sygdomme, for hvilke det gælder, at en sammenligning mellem medlemsstaterne kan bidrage til evaluering af nationale programmer og fællesskabsprogrammer.