Rådets udtalelse af 31. januar 2000 om Sveriges opdaterede konvergensprogram, 1999-2002
EF-Tidende nr. C 060 af 02/03/2000 s. 0005 - 0005
RÅDETS UDTALELSE af 31. januar 2000 om Sveriges opdaterede konvergensprogram, 1999-2002 (2000/C 60/05) RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker(1), særlig artikel 9, stk. 3, under henvisning til Kommissionens henstilling, og efter høring af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg - AFGIVET FØLGENDE UDTALELSE: Den 31. januar 2000 gennemgik Rådet Sveriges opdaterede konvergensprogram, som dækker perioden 1999-2002. Rådet konstaterer med tilfredshed, at det ifølge det opdaterede program forventes, at det offentlige overskud vil blive fastholdt i hele perioden frem til 2002, efterhånden som myndighederne gør yderligere fremskridt i retning af deres målsætning på mellemlangt sigt om et budgetoverskud på 2 % af BNP over konjunkturforløbet. Rådet mener, at dette mål er passende og glæder sig over, at der i programmet lægges vægt på makroøkonomisk stabilitet. Rådet konstaterer endvidere med tilfredshed, at gældskvoten forventes at falde i programperioden til 52 % af BNP i 2002. Forbedringen af de offentlige finanser i Sverige har været imponerende: et budgetunderskud på ca. 12 % af BNP i 1993 er blevet vendt til et overskud på over 2 % af BNP i 1998. Konsolideringen af de offentlige finanser har, sammen med justeringen fra et højinflations- til et lavinflationsklima, lagt grunden for en solid økonomisk vækst, hvis resultater vil blive høstet i den periode, som programmet dækker. Det opdaterede programs forsigtige prognoser for den økonomiske vækst, navnlig hen imod slutningen af perioden, øger sandsynligheden for, at de fastsatte mål for de offentlige finanser nåes. De overskud, der stiles efter i det opdaterede program, giver en tilstrækkelig stor sikkerhedsmargen for den samlede offentlige sektor i forhold til referenceværdien på 3 % af BNP under normale omstændigheder. Rådet mener derfor, at Sverige fortsat opfylder kravene i stabilitets- og vækstpagten. Inflationen har været lav siden 1996, og Sverige lever fortsat rigeligt op til dette konvergenskriterium. Det er den almindelige opfattelse, at det faktiske output har ligget under eller tæt på det potentielle output i en årrække, men dette vil ændres i fremtiden, og der må ikke slækkes på indsatsen for at holde inflationen under kontrol. Fortsat løntilbageholdenhed er af allerstørste betydning, måske navnlig i Sverige, og lønforhandlingerne for 2001 vil blive en stor udfordring i en situation med den seneste høje økonomiske vækst. I denne sammenhæng noterer Rådet sig, at den finanspolitiske linje kan gå hen og blive for aktivitetsstimulerende i 1999 i den nuværende situation med høj vækst. Udviklingen i de lange renter i Sverige de seneste år afspejler med al tydelighed den gunstige udvikling i de fundamentale økonomiske forhold, der forventes at fortsætte i fremtiden. Spændet mellem de svenske lange renter og eurorenterne har været forholdsvis stabilt i 1999, og Sverige har opfyldt rentekriteriet. Skønt den svenske krone har udvist mindre volatilitet de seneste år, gentager Rådet, at Sverige må vise, at det er i stand til at overholde en vis paritet mellem den svenske krone og euroen i en tilstrækkelig lang periode uden alvorlige spændinger. Med henblik herpå, og som nævnt i Rådets udtalelse om 1998-konvergensprogrammet(2), forventer Rådet, at Sverige beslutter at tilslutte sig ERM2 på et passende tidspunkt. For at opnå en bæredygtig økonomisk vækst gennemføres strukturelle foranstaltninger med henblik på at styrke økonomiens udbudsside. I denne sammenhæng konstaterer Rådet med tilfredshed, at strategien i det opdaterede program er i overensstemmelse med de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker, og det gælder især indsatsen for at mindske den meget tunge skattebyrde. Med henblik herpå er både bistands- og beskatningssystemerne blevet gransket, og der er blevet taget skridt til at reformere velfærdsstaten. Rådet hilser disse bestræbelser velkommen og opfordrer den svenske regering til beslutsomt at gå videre med disse initiativer. (1) EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1. (2) Rådets udtalelse af 8. februar 1999 om Sveriges konvergensprogram for 1998-2001 (EFT C 68 af 11.3.1999, s. 4).