INTERINSTITUTIONEL OVERENSKOMST af 22. december 1998 om fælles retningslinjer for EF-lovgivningens affattelse (1999/C 73/01)

EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION OG KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til den erklæring (nr. 39) om kvaliteten af EF-lovgivningens affattelse, der blev vedtaget på regeringskonferencen den 2. oktober 1997, og som er knyttet som bilag til slutakten til Amsterdam-traktaten, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) En klar, enkel og præcis affattelse af EF's retsakter er en forudsætning for EF-lovgivningens gennemsigtighed og for, at den kan forstås af borgerne og erhvervslivet; dette er også nødvendigt for, at EF-lovgivningen iværksættes korrekt og anvendes ensartet i medlemsstaterne;

(2) i overensstemmelse med Domstolens retspraksis kræver retssikkerhedsprincippet, der er en del af EF's retsorden, at EF-lovgivningen er klar og præcis, og at borgerne kan forudse, hvorledes den anvendes; når der er tale om en bestemmelse, der har retsvirkninger af økonomisk art, og som pålægger borgerne byrder, gælder dette krav i særlig grad, således at borgerne kan få et nøjagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der pålægges dem;

(3) der bør derfor efter fælles overenskomst fastlægges retningslinjer for kvaliteten af EF-lovgivningens affattelse; disse retningslinjer skal vejlede såvel EF's institutioner i forbindelse med vedtagelsen af retsakter som de personer, der inden for institutionerne er med til at udarbejde og affatte retsakter, både de oprindelige tekster og de ændringer af dem, som foretages under lovgivningsproceduren;

(4) retningslinjerne bør ledsages af foranstaltninger, som skal sikre, at de anvendes korrekt, og som vedtages af hver institution for sit vedkommende;

(5) institutionernes juridiske tjenester, herunder de juridiske sprogeksperter, bør spille en større rolle i forbedringen af kvaliteten af affattelsen af EF's retsakter;

(6) retningslinjerne skal supplere de bestræbelser, institutionerne udfolder for at gøre EF's lovgivning mere tilgængelig og mere forståelig, navnlig ved hjælp af officiel kodificering af lovtekster samt omarbejdning og forenkling af eksisterende tekster;

(7) disse retningslinjer skal betragtes som institutionernes interne retningslinjer; de er ikke retligt bindende -

EFTER FÆLLES OVERENSKOMST VEDTAGET DISSE RETNINGSLINJER:

Generelle principper

1. EF's retsakter affattes klart, enkelt og præcist.

2. Retsakter affattes under hensyn til, hvilken type retsakt der er tale om, og navnlig, om den pågældende type retsakt er bindende (forordning, direktiv, afgørelse, beslutning, henstilling m.m.).

3. Ved affattelsen af retsakter tages der hensyn til, hvilke personer retsakten skal finde anvendelse på, således at de pågældende klart kan forstå deres rettigheder og forpligtelser, samt til, hvem der får ansvaret for iværksættelsen af retsakten.

4. Bestemmelserne i retsakter formuleres koncist, og deres indhold bør så vidt muligt være ensartet. For lange artikler og sætninger, unødigt komplicerede formuleringer og overdreven brug af forkortelser bør undgås.

5. Under hele processen forud for vedtagelsen affattes udkast til retsakter i udtryk og sætningsstrukturer, der tager hensyn til, at EF-lovgivningen er flersproget, ligesom begreber og terminologi, der er specifikke for et nationalt retssystem, bør anvendes med omtanke.

6. Den anvendte terminologi skal være konsekvent, således at der bliver overensstemmelse både mellem bestemmelserne i den enkelte retsakt og mellem denne retsakt og allerede eksisterende retsakter, især inden for samme område.

Samme begreber gengives med samme udtryk, der så vidt muligt ikke afviger fra den mening, de har i almindeligt, juridisk eller teknisk sprog.

Retsaktens forskellige dele

7. Alle EF's retsakter af generel karakter opstilles efter en standardstruktur (titel, præambel, dispositiv del og eventuelt bilag).

8. Titlen skal indeholde en så kortfattet og fuldstændig angivelse af retsaktens genstand som muligt, og den må ikke være vildledende med hensyn til den dispositive dels indhold. Titlen kan i givet fald efterfølges af en forkortet titel.

9. Henvisningerne skal angive retsaktens retsgrundlag og de vigtigste trin i den procedure, der har ført til vedtagelsen af den.

10. Betragtningerne har til formål koncist at begrunde de væsentligste bestemmelser i den dispositive del uden at gengive eller omskrive teksten. De må ikke indeholde normative bestemmelser eller politiske ønsker.

11. Betragtningerne nummereres.

12. Den dispositive del af en bindende retsakt må hverken indeholde bestemmelser uden normativ karakter, som f.eks. ønsker eller politiske erklæringer, eller bestemmelser, der gentager eller omskriver passager eller artikler fra traktaterne eller bekræfter en gældende retsregel.

Den dispositive del må ikke indeholde bestemmelser, som angiver indholdet af andre artikler, eller som gentager retsaktens titel.

13. Der indsættes i givet fald i begyndelsen af den dispositive del en artikel, der fastlægger retsaktens genstand og anvendelsesområde.

14. Når udtryk, der anvendes i den disponible del, ikke er entydige, bør der i én enkelt artikel i begyndelsen af retsakten gives en definition af sådanne udtryk. En definition må ikke indeholde selvstændige normative elementer.

15. Den dispositive del opstilles så vidt muligt efter en standardstruktur (genstand og anvendelsesområde, definitioner, rettigheder og forpligtelser, bestemmelser om tildeling af gennemførelsesbeføjelser, procedurebestemmelser, gennemførelsesforanstaltninger samt overgangsbestemmelser og afsluttende bestemmelser).

Den inddeles i artikler og - afhængigt af dens længde og kompleksitet - i afsnit, kapitler og afdelinger. Hvis en artikel indeholder en liste, bør hvert element på denne liste angives ved et nummer eller et litra frem for et led.

Interne og eksterne henvisninger

16. Henvisninger til andre retsakter bør så vidt muligt undgås. Henvisninger skal indeholder præcise angivelser af de retsakter eller bestemmelser, der henvises til. Krydshenvisninger (henvisning til en retsakt eller en artikel, som selv henviser til den første bestemmelse) og kaskadehenvisninger (henvisning til en bestemmelse, som henviser til en anden bestemmelse) skal ligeledes undgås.

17. En henvisning i den dispositive del af en bindende retsakt til en ikke-bindende retsakt gør ikke sidstnævnte retsakt bindende. Hvis forfatterne ønsker at gøre hele en ikke-bindende retsakt elle en del af den bindende, skal teksten så vidt muligt gengives som en del af den bindende retsakt.

Ændringsretsakter

18. Enhver ændring af en retsakt skal være klar. Ændringer udformes således, at de kan indsættes i den retsakt, der skal ændres. Udskiftning af hele bestemmelser (en artikel eller en af dens underopdelinger) skal foretrækkes frem for indsættelse eller udeladelse af punktummer, sætningsled eller ord.

En ændringsretsakt må ikke indeholde selvstændige substansbestemmelser, som ikke indgår i den således ændrede retsakt.

19. En retsakt, som ikke har til hovedformål at ændre en anden retsakt, kan i slutningen indeholde ændringer af andre retsakter, som er en følge af de nye bestemmelser. Er der tale om betydelige ændringer, bør der vedtages en særskilt ændringsretsakt.

Afsluttende bestemmelser, ophævelsesbestemmelser og bilag

20. Bestemmelser om datoer, frister, undtagelser, fravigelser og forlængelser samt overgangsbestemmelser (især vedrørende retsaktens følger for allerede bestående retsforhold) og afsluttende bestemmelser (retsaktens ikrafttræden, gennemførelsesdato og gyldighedsperiode) affattes præcist.

Bestemmelser om frister for retsakters gennemførelse og anvendelse skal indeholde et tidspunkt angivet ved dato/måned/år. For så vidt angår direktiver angives disse tidspunkter således, at der sikres passende tid til gennemførelsen.

21. Retsakter og bestemmelser, som er blevet forældet, skal ophæves udtrykkeligt. Vedtagelsen af en ny retsakt bør medføre udtrykkelig ophævelse af enhver retsakt eller bestemmelse, der ikke længere finder anvendelse, eller som er blevet uden genstand som følge af den nye retsakt.

22. Retsaktens tekniske elementer indarbejdes i bilag, som der henvises særskilt til i retsaktens dispositive del. Bilag må ikke indeholde nye rettigheder eller forpligtelser, som ikke er indeholdt i den dispositive del.

Bilag opstilles efter en standardstruktur, og

VEDTAGET FØLGENDE GENNEMFØRELSESFORANSTALTNINGER:

Institutionerne træffer de interne organisatoriske foranstaltninger, som de finder nødvendige for at sikre, at disse retningslinjer anvendes korrekt.

Institutionerne skal især:

a) pålægge deres juridiske tjenester senest 12 måneder efter offentliggørelsen af nærværende retningslinjer at udarbejde en fælles praktisk vejledning til brug for de personer, som arbejder med affattelsen af lovtekster

b) tilrettelægge deres respektive interne procedurer således, at deres juridiske tjenester, herunder deres juridiske sprogeksperter, i god tid og hver for deres institution kan fremsætte forslag med henblik på anvendelsen af disse retningslinjer

c) fremme oprettelsen af redaktionsenheder inden for de af deres organer eller tjenestegrene, der deltager i lovgivningsprocessen

d) sikre, at deres tjenestemænd og ansatte bliver uddannet i affattelse af tekster af juridisk karakter, og især, at de bliver gjort opmærksom på de virkninger, flersprogetheden har på kvaliteten af affattelsen

e) fremme samarbejdet med medlemsstaterne om at forbedre forståelsen for de særlige hensyn, der må tages ved affattelsen af sådanne tekster

f) fremme udvikling og forbedring af edb-værktøjer til støtte for affattelsen af tekster af juridisk karakter

g) fremme et godt samarbejde mellem de af deres respektive tjenestegrene, der er ansvarlige for kvaliteten af affattelsen

h) pålægge deres respektive juridiske tjenester regelmæssigt at udarbejde en rapport for den institution, de hører under, om de gennemførelsesforanstaltninger, der er truffet i medfør af litra a)-g).

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. december 1998.

For Europa-Parlamentet

Formand

>REFERENCE TIL EN FILM>

For Rådet for Den Europæiske Union

Formand

>REFERENCE TIL EN FILM>

For Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Formand

>REFERENCE TIL EN FILM>

Erklæring fra Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet er af den opfattelse, at en EF-retsakt skal være forståelig i sig selv (»self-explaining«), og at institutionerne og/eller medlemsstaterne derfor ikke bør vedtage fortolkende erklæringer.

Der er ingen hjemmel i traktaterne for vedtagelse af fortolkende erklæringer, og sådanne erklæringer er uforenelige med fællesskabsrettens karakter.

Erklæringer fra Rådet

Ligesom Europa-Parlamentet mener Rådet, at alle EF-retsakter bør være forståelige i sig selv. Vedtagelse af fortolkende erklæringer vedrørende retsakter bør derfor så vidt muligt undgås, og indholdet af eventuelle erklæringer bør i givet fald indarbejdes i selve retsakten.

Det skal dog anføres, at hvis fortolkende erklæringer vedtaget af EF-lovgiveren ikke modsiger den pågældende retsakt, og hvis de offentliggøres (som fastsat i artikel 151, stk. 3, i EF-traktaten, som ændret ved Amsterdam-traktaten), er de forenelige med EF-retten.

Rådet finder det ønskeligt, at de generelle principper for god affattelse, der afledes af de fælles retningslinjer for EF-lovgivningens affattelse, i givet fald danner udgangspunkt for affattelsen af de retsakter, der vedtages i henhold til afsnit V og VI i traktaten om Den Europæiske Union.

Rådet mener, at det for at gøre EF-beslutningsprocessen mere gennemskuelig vil være ønskeligt, at Kommissionen bestemmer, at begrundelserne for dens forslag til retsakter fremover udsendes til en bred offentlighed med de mest egnede midler (f.eks. offentliggørelse i C-udgaven af De Europæiske Fællesskabers Tidende, elektronisk formidling e.l.).

Rådet mener, at Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer bør intensivere sit arbejde med uformel konsolidering af retsakterne og sørge for bedre offentliggørelse af disse tekster sideløbende med lovgiverens officielle kodificering af retsakterne for at gøre EF-lovgivningen lettere tilgængelig, når der er foretaget mange eller omfattende ændringer. Det bør også sammen med de andre institutioner undersøges, om der eventuelt skal gøres noget for at lette en mere struktureret anvendelse af omarbejdningsteknikken, således at kodificeringen og ændringerne af en retsakt kan samles i én lovtekst.