31999R2761

Kommissionens forordning (EF) nr. 2761/1999 af 22. december 1999 om ændring af forordning (EF) nr. 296/96 om de oplysninger, som medlemsstaterne skal fremsende, og om månedlig bogføring af de udgifter, der finansieres gennem Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen (EUGFL), og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2776/88

EF-Tidende nr. L 331 af 23/12/1999 s. 0057 - 0058


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 2761/1999

af 22. december 1999

om ændring af forordning (EF) nr. 296/96 om de oplysninger, som medlemsstaterne skal fremsende, og om månedlig bogføring af de udgifter, der finansieres gennem Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen (EUGFL), og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2776/88

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1258/1999 af 17. maj 1999 om finansiering af den fælles landbrugspolitik(1), navnlig artikel 4 og 5,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1259/1999 af 17. maj 1999 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte(2), navnlig artikel 11, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I forbindelse med indsendelsen af det dokument, som skal anvendes til bogføringen på fællesskabsbudgettet af de udgifter, der er betalt i maj og november, og som er omhandlet i artikel 3, stk. 5, i forordning (EF) nr. 296/96 af 16. februar 1996 om de oplysninger, som medlemsstaterne skal fremsende, og om månedlig bogføring af de udgifter, der finansieres gennem Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen (EUGFL), og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2776/88(3), senest ændret ved forordning (EF) nr. 2236/1998(4), bør medlemsstaterne som bilag vedlægge en tabel i form af et uddrag af hoveddebitorbogen, som indeholder summen af de konstaterede, men stadig udestående fordringer under EUGFL, Garantisektionen. I forbindelse med indsendelsen af det dokument, som skal anvendes til bogføringen på fællesskabsbudgettet af de udgifter, der er betalt i april og oktober, og som er omhandlet i artikel 3, stk. 5, i forordning (EF) nr. 296/96, bør medlemsstaterne også vedlægge tabeller, der viser en oversigt over de beløb, som er tilbageholdt ved anvendelse af artikel 3 og 4 i forordning (EF) nr. 1259/1999, og udnyttelsen af disse beløb i henhold til artikel 5, stk. 2, i samme forordning;

(2) i overensstemmelse med bestemmelsen i artikel 37, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1750/1999 af 23. juli 1999 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL)(5) suspenderer Kommissionen, efter at den har informeret de berørte medlemsstater, midlertidigt medlemsstaternes månedlige forskud for udgifter afholdt i henhold til forordning (EF) nr. 1750/1999, hvis de dokumenter, som er omhandlet i artikel 37, stk. 1, i nævnte forordning, ikke er modtaget senest den 30. september hvert år;

(3) medlemsstaterne kan anvende de beløb, som frigives ved de betalingsnedsættelser, der foretages på grundlag af artikel 3 og 4 i forordning (EF) nr. 1259/1999, til visse yderligere foranstaltninger som led i støtte til udvikling af landdistrikterne, som omhandlet i artikel 5, stk. 2, i nævnte forordning; de tilbageholdte beløb skal anvendes senest i løbet af det tredje regnskabsår efter tilbageholdelsen; de beløb, der ikke er anvendt ved periodens udløb, fratrækkes det sidste forskud i regnskabsåret; de hertil nødvendige bestemmelser bør indsættes i forordning (EF) nr. 296/96, og dennes titel bør ændres, således at der tages hensyn til dette nye element;

(4) EUGFL-komitéen og de fælles forvaltningskomitéer, som er fastsat i artikel 11 i forordning (EF) nr. 1259/1999, har ikke afgivet udtalelse inden for den af formanden fastsatte frist -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 296/96 foretages følgende ændringer:

1) Titlen til forordning (EF) nr. 296/96 affattes således: "Kommissionens forordning (EF) nr. 296/96 af 16. februar 1996 om de oplysninger, som medlemsstaterne skal fremsende, og om månedlig bogføring af de udgifter, der finansieres gennem Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen (EUGFL), og om fastsættelse af visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1259/1999".

2) I artikel 3 indsættes som stk. 6a: "6a. To gange årligt i forbindelse med indsendelsen af det i stk. 5 omhandlede dokument, som skal anvendes til bogføringen på fællesskabsbudgettet af de udgifter, der er betalt i maj og november for tabelen i punkt a) og april og oktober for tabellerne i punkt b), vedlægger medlemsstaterne følgende som bilag:

a) en tabel i form af et uddrag af hoveddebitorbogen, som indeholder summen af alle de konstaterede, men indtil ultimo april og ved regnskabsårets udgang stadig udestående fordringer under EUGFL, Garantisektionen

b) tabeller, der viser en oversigt over de beløb, som ultimo april og ved regnskabsårets udgang er tilbageholdt ved anvendelse af artikel 3 og 4, i forordning (EF) nr. 1259/1999, og udnyttelsen af disse beløb i henhold til artikel 5, stk. 2, i nævnte forordning."

3) I artikel 4 indsættes som stk. 6: "6. Hvis de dokumenter, som er omhandlet i artikel 37, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1750/1999, ikke er modtaget af Kommissionen senest den 30. september hvert år, suspenderer Kommissionen efter at have underrettet den pågældende medlemsstat herom udbetalingen af forskuddet for de udgifter, som i henhold til nævnte forordning er afholdt i august.

Hvis de pågældende dokumenter modtages mellem den 1. og den 15. oktober, vil forskuddet som tilsigtes i foregående afsnit blive udbetalt med lige så mange dages forsinkelse, som dokumenterne er modtaget for sent.

Hvis dokumenterne modtages efter den 15. oktober, suspenderes forskuddene for de afholdte udgifter i august, september og oktober i henhold til forordning (EF) nr. 1750/1999 indtil forskuddet for udgifterne i februar det efterfølgende år.

De suspenderede beløb er opført som en samlet forpligtelse for det regnskabsår, hvor de er blevet suspenderet."

4) Artikel 6 affattes således: "Artikel 6

1. De beløb, som tilbageholdes ved anvendelse af artikel 3 og 4 i forordning (EF) nr. 1259/1999, anvendes til betaling af yderligere fællesskabsstøtte til foranstaltninger senest ved udgangen af det tredje regnskabsår efter det regnskabsår, hvor tilbageholdelsen er foretaget, jf. artikel 5, stk. 2, i denne forordning.

2. De tilbageholdte beløb, som ikke er blevet udbetalt i overensstemmelse med stk. 1, skal fratrækkes forskuddene for udgifter for oktober i det pågældende regnskabsår."

5) I artikel 7, stk. 1, første afsnit, indsættes som litra c): "c) Ved meddelelsen af udgifter tages der ikke hensyn til de nedsættelser, som er foretaget ved anvendelse af artikel 3 og 4 i forordning (EF) nr. 1259/1999."

6) I artikel 8 ændres udtrykket "stk. 6" til udtrykket "stk. 6 og 6a".

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes for de udgifter, som afholdes fra den 1. januar 2000.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. december 1999.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 160 af 26.6.1999, s. 103.

(2) EFT L 160 af 26.6.1999, s. 113.

(3) EFT L 39 af 17.2.1996, s. 5.

(4) EFT L 281 af 17.10.1998, s. 9.

(5) EFT L 214 af 13.8.1999, s. 31.