Kommissionens forordning (EF) nr. 1972/1999 af 15. september 1999 om ændring af forordning (EØF) nr. 3600/92 om de nærmere bestemmelser for iværksættelsen af første fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler
EF-Tidende nr. L 244 af 16/09/1999 s. 0041 - 0041
KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1972/1999 af 15. september 1999 om ændring af forordning (EØF) nr. 3600/92 om de nærmere bestemmelser for iværksættelsen af første fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler(1), senest ændret ved Kommissionens direktiv 1/1999/EF(2), særlig artikel 8, stk. 2, og ud fra følgende betragtninger: (1) Nyvurderingen af aktive stoffer, der allerede var på markedet to år efter meddelelsen af direktiv 91/414/EØF, jf. direktivets artikel 8, stk. 2, tilrettelægges af Kommissionen inden for et samarbejdsbaseret og koordineret program, der er fastlagt ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 3600/92(3), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1199/97(4), og inden for hvilket medlemsstaterne udfører specifikke opgaver, der bidrager til den videnskabelige og tekniske vurdering, der ligger til grund for regelfastsættelsen på fællesskabsplan; (2) det er nødvendigt, at interesserede parter så tidligt som muligt får adgang til ajourførte oplysninger vedrørende forsøg og undersøgelser, for hvilke der foreligger krav om databeskyttelse, og vedrørende forsøg og undersøgelser, der senere kan være påkrævet for at afslutte vurderings- og beslutningsprocessen for det pågældende aktive stof; disse oplysninger bør stilles til rådighed af den rapporterende medlemsstat; (3) Kommissionens forordning (EØF) nr. 3600/92 bør derfor ændres for at sikre interesserede parter adgang til sådanne oplysninger; (4) de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Plantesundhed - UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING: Artikel 1 Artikel 7, stk. 3, andet afsnit, andet punktum, i forordning (EØF) nr. 3600/92 affattes således: "Den rapporterende medlemsstat stiller efter specifik anmodning nedenstående oplysninger til rådighed eller giver interesserede parter adgang til at gøre sig bekendt med dem: - de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, litra d), dog bortset fra oplysninger, der er accepteret som fortrolige i overensstemmelse med direktivets artikel 14 - det aktive stofs navn - indholdet af det rene aktive stof i det fremstillede produkt - listen over data, der måtte være påkrævet til overvejelse af det aktive stofs eventuelle optagelse i direktivets bilag I, først som indeholdt i den rapporterende medlemsstats rapport og dernæst som færdiggjort efter Kommissionens høring af de eksperter, der er omhandlet i det følgende afsnit." Artikel 2 Denne forordning træder i kraft den 1. oktober 1999. Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 15. september 1999. På Kommissionens vegne Franz FISCHLER Medlem af Kommissionen (1) EFT L 230 af 9.8.1991, s. 1. (2) EFT L 21 af 28.1.1999, s. 21. (3) EFT L 366 af 15.12.1992, s. 10. (4) EFT L 170 af 28.6.1997, s. 19.