31999R1924

Kommissionens forordning (EF) nr. 1924/1999 af 8. september 1999 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 577/98 om gennemførelse af en stikprøveundersøgelse vedrørende arbejdsstyrken i Fællesskabet, for så vidt angår programmet med ad hoc-moduler i arbejdsstyrkeundersøgelsen for perioden 2000-2002

EF-Tidende nr. L 238 af 09/09/1999 s. 0014 - 0015


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1924/1999

af 8. september 1999

om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 577/98 om gennemførelse af en stikprøveundersøgelse vedrørende arbejdsstyrken i Fællesskabet, for så vidt angår programmet med ad hoc-moduler i arbejdsstyrkeundersøgelsen for perioden 2000-2002

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 577/98 af 9. marts 1999 om gennemførelse af en stikprøveundersøgelse vedrørende arbejdsstyrken i Fællesskabet(1), særlig artikel 4, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til artikel 4, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 577/98 fastsættes der hvert år et flerårigt program med ad hoc-moduler;

(2) de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Det Statistiske Program, der er nedsat ved Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom(2) -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I bilaget til denne forordning er der fastsat et program med ad hoc-moduler for perioden 2000-2002.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. september 1999.

På Kommissionens vegne

Yves-Thibault DE SILGUY

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 77 af 14.3.1998, s. 3.

(2) EFT L 181 af 28.6.1989, s. 47.

BILAG

UNDERSØGELSE VEDRØRENDE ARBEJDSSTYRKEN

Flerårigt program med ad hoc-moduler

1) Overgang fra skole til arbejdsliv

Liste over variabler: jf. Kommissionens forordning (EF) nr. 1925/1999 af 8. september 1999 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 577/98 om gennemførelse af en stikprøveundersøgelse vedrørende arbejdsstyrken i Fællesskabet for så vidt angår specifikationer for år 2000 - ad hoc - modulet om overgangen fra skole til arbejdsliv(1).

Referenceperiode: andet kvartal 2000 (tredje kvartal 2000 for Italien).

Berørte medlemsstater og regioner: alle, undtagen Tyskland.

Stikprøve: personer, der har forladt uddannelsessystemet inden for de sidste fem eller ti år (herunder personer, der har forladt uddannelsessystemet i højst et år og efterfølgende har genoptaget uddannelsen); hvis stikprøveenheden er en enkeltperson, er det ikke nødvendigt med oplysninger om husstanden.

Indberetning: inden den 31. marts 2001.

2) Arbejdstid og mønster herfor

Liste over variabler: udarbejdes inden marts 2000.

Referenceperiode: andet kvartal 2001.

Berørte medlemsstater og regioner: endnu ikke fastlagt.

Stikprøve: som for standardmodulerne, men hvis stikprøveenheden er en enkeltperson, er det ikke nødvendigt med oplysninger om husstanden.

Indberetning: inden den 31. marts 2002.

3) Beskæftigelse af handicappede

Liste over variabler: udarbejdes inden marts 2001.

Referenceperiode: andet kvartal 2002.

Berørte medlemsstater og regioner: endnu ikke fastlagt.

Stikprøve: handicappede, og hvis stikprøveenheden er en enkeltperson, er det ikke nødvendigt med oplysninger om husstanden.

Indberetning: inden den 31. marts 2003.

(1) Se side 16 i denne Tidende.