31999D0880

1999/880/EF: Rådets beslutning af 17. december 1999 om bemyndigelse af medlemsstaterne til at anvende eller fortsat anvende de gældende punktafgiftsnedsættelser eller -fritagelser for visse typer mineralolie, når disse benyttes til særlige formål, i overensstemmelse med proceduren i direktiv 92/81/EØF

EF-Tidende nr. L 331 af 23/12/1999 s. 0073 - 0077

RÅDETS BESLUTNING

af 17. december 1999

om bemyndigelse af medlemsstaterne til at anvende eller fortsat anvende de gældende punktafgiftsnedsættelser eller -fritagelser for visse typer mineralolie, når disse benyttes til særlige formål, i overensstemmelse med proceduren i direktiv 92/81/EØF

(1999/880/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 92/81/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier(1), særlig artikel 8, stk. 4,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til at indføre fritagelse for eller nedsættelse af punktafgiften på mineralolier, hvis særlige politiske hensyn taler derfor;

(2) medlemsstaterne har underrettet Kommissionen om, at de har til hensigt fortsat at anvende visse fritagelser eller nedsættelser af denne type, der allerede er omhandlet i deres skattelovgivning, eller at indføre fritagelser eller nedsættelser, som proceduren i nævnte artikel 8, stk. 4, skal anvendes på;

(3) de øvrige medlemsstater er underrettet herom;

(4) særlige politiske hensyn taler for, at visse fritagelser og nedsættelser fortsat bør finde anvendelse indtil den 31. december 2000; der bør i visse tilfælde være mulighed for en videreførelse efter denne dato; Kommissionen undersøger regelmæssigt nedsættelserne eller fritagelserne for at sikre, at de er forenelige med det indre markeds funktion og andre mål i traktaten;

(5) da nærværende beslutning med virkning fra den 1. januar 2000 erstatter bl.a. beslutning 97/425/EF(2), bør sidstnævnte beslutning ophæves -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

I overensstemmelse med artikel 8, stk. 4, i Rådets direktiv 92/81/EØF og med forbehold af de forpligtelser, der gælder efter Rådets direktiv 92/82/EØF af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for mineralolier(3), tillades det følgende medlemsstater fortsat at anvende punktafgiftsnedsættelser eller -fritagelser som anført nedenfor indtil den 31. december 2002 og at videreføre dem automatisk i perioder på to år, medmindre Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen inden disse perioders udløb træffer beslutning om, hvorvidt visse af eller alle disse undtagelser skal ophæves eller ændres:

1. Kongeriget Belgien:

- for køretøjer til lokal, offentlig personbefordring

- for flydende gas (LPG), naturgas og methan

- for luftfart, der ikke er omfattet af artikel 8, stk. 1, litra b), i direktiv 92/81/EØF

- for sejlads i private lystfartøjer.

2. Kongeriget Danmark:

- for luftfart, der ikke er omfattet af artikel 8, stk. 1, litra b), i direktiv 92/81/EØF

- ved delvis tilbagebetaling til virksomheder, forudsat at afgifterne er i overensstemmelse med Fællesskabets bestemmelser, og at den erlagte afgift, der ikke tilbagebetales, ikke er lavere end de minimumssatser for punktafgiften eller kontrolafgiften på mineralolier, der er fastsat i fællesskabslovgivningen

- for køretøjer til lokal, offentlig personbefordring

- ved nedsættelse af afgiftssatsen for diesel for at fremme brugen af mere miljøvenlige brændstoffer, når sådanne incitamenter er knyttet til bestemte tekniske specifikationer, som f.eks. massefylde, svovlindhold, destillationsinterval, flammepunkt og indeks, og forudsat at disse satser ikke er lavere end de minimumssatser for punktafgiften på mineralolier, der er fastsat i fællesskabslovgivningen.

3. Forbundsrepublikken Tyskland:

- ved brug af affaldsgas som brændsel til opvarmning

- for prøver af mineralolie, der anvendes til analyse, produktionsprøver eller andre videnskabelige formål

- for spildolie, der genanvendes som brændsel, enten direkte efter genvinding eller efter en oparbejdningsproces for spildolie, hvor genanvendelsen er afgiftspligtig.

4. Den Hellenske Republik:

- for køretøjer til lokal, offentlig transport

- for LPG og melhan til industrielt brug

- for de nationale væbnede styrker

- ved afgiftsfritagelse for brændstoffer, der anvendes til drift af de officielle køretøjer, der benyttes af premierministerens departement og den nationale politistyrke.

5. Kongeriget Spanien:

- for LPG anvendt som motorbrændstof i køretøjer til lokal, offentlig personbefordring

- for LPG anvendt som motorbrændstof i hyrevogne

- for spildolie, der genanvendes som brændsel, enten direkte efter genvinding eller efter en oparbejdningsproces for spildolie, hvor genanvendelsen er afgiftspligtig.

6. Den Franske Republik:

- for luftfart, der ikke er omfattet af artikel 8, stk. 1, litra b), i direktiv 92/81/EØF

- for spildolie, der genanvendes som brændsel, enten direkte efter genvinding eller efter en oparbejdningsproces for spildolie, hvor genanvendelsen er afgiftspligtig

- for brændstoffer, der benyttes af hyrevogne inden for grænserne af en årlig kvote

- i forbindelse med visse foranstaltninger, der har til formål at yde bistand i områder, der affolkes.

7. Irland:

- for luftfart, der ikke er omfattet af artikel 8, stk. 1, litra b), i direktiv 92/81/EØF

- for sejlads i private lystfartøjer

- for køretøjer til lokal, offentlig personbefordring

- for LPG, naturgas og melhan anvendt som motorbrændstof

- for spildolie, der genanvendes som brændsel, enten direkte efter genvinding eller efter en oparbejdningsproces for spildolie, hvor genanvendelsen er afgiftspligtig.

- ved fremstilling af aluminiumoxid i Shannon-området

- for motorkøretøjer, der benyttes af handicappede.

8. Den Italienske Republik:

- for luftfart, der ikke er omfattet af artikel 8, stk. 1, litra b), i direktiv 92/81/EØF

- for køretøjer til lokal, offentlig personbefordring

- for brændstoffer, der benyttes af hyrevogne

- ved brug af affaldsgas som brændsel til opvarmning

- for methan anvendt som motorbrændstof

- ved forbrug i områderne Val d'Aosta og Gorizia

- for de nationale væbnede styrker

- for ambulancer.

9. Storhertugdømmet Luxembourg:

- for køretøjer til lokal, offentlig personbefordring

- for LPG, naturgas og methan.

10. Kongeriget Nederlandene:

- for LPG, naturgas og methan

- for prøver af mineralolie, der anvendes til analyse, produktionsprøver eller andre videnskabelige formål

- for de nationale væbnede styrker.

11. Republikken Østrig:

- for LPG anvendt som motorbrændstof i køretøjer til lokal, offentlig personbefordring.

12. Republikken Portugal:

- for luftfart, der ikke er omfattet af artikel 8, stk. 1, litra b), i direktiv 92/81/EØF

- ved afgiftsfritagelse for LPG, naturgas og methan anvendt som brændstof til lokal, offentlig personbefordring

- ved nedsættelse af afgiftssatsen for brændselsolie, der forbruges i den selvstyrende region Madeira; nedsættelsen må ikke overstige ekstraomkostningerne ved transport af brændselsolien til forbrugsstedet

- for spildolie, der genanvendes som brændsel, enten direkte efter genvinding eller efter en oparbejdningsproces for spildolie, hvor genanvendelsen er afgiftspligtig.

13. Republikken Finland:

- for luftfart, der ikke er omfattet af artikel 8, stk. 1, litra b), i direktiv 92/81/EØF

- for sejlads i private lystfartøjer

- ved afgiftsfritagelse for methan og LPG til alle formål

- ved nedsættelse af afgiftssatsen for diesel og gasolie til opvarmning, forudsat at satserne ikke er lavere end de minimumssatser for punktafgiften på mineralolier, der er fastsat i fællesskabslovgivningen

- ved nedsættelse af afgiftssatsen for reformuleret blyfri og blyholdig benzin, forudsat at satserne ikke er lavere end de minimumssatser for punktafgiften på mineralolier, der er fastsat i fællesskabslovgivningen.

14. Kongeriget Sverige:

- ved nedsættelse af afgiftssatsen for mineralolier, der benyttes til industrielle formål, forudsat at satserne ikke er lavere end de minimumssatser for punktafgiften på mineralolier, der er fastsat i fællesskabslovgivningen

- ved afgiftsfritagelse for biologisk fremstillet methan og andre affaldsgasser

- ved nedsættelse af afgiftssatsen for diesel alt efter miljøklassifikation.

15. Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland:

- for luftfart, der ikke er omfattet af artikel 8, stk. 1, litra b), i direktiv 92/81/EØF

- for køretøjer til lokal, offentlig personbefordring

- for LPG, naturgas og methan anvendt som motorbrændstof

- for sejlads i private lystfartøjer

- for spildolie, der genanvendes som brændsel, enten direkte efter genvinding eller efter en oparbejdningsproces for spildolie, hvor genanvendelsen er afgiftspligtig.

Artikel 2

I overensstemmelse med artikel 8, stk. 4, i Rådets direktiv 92/81/EØF og med forbehold af de forpligtelser, der gælder efter direktiv 92/82/EØF, tillades det følgende medlemsstater at anvende eller fortsat at anvende punktafgiftsnedsættelser eller -fritagelser som anført nedenfor indtil den 31. december 2000, medmindre Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen inden denne dato træffer beslutning om, hvorvidt visse af eller alle disse undtagelser skal ændres eller videreføres for en yderligere bestemt periode:

1. Kongeriget Belgien:

- for spildolie, der genanvendes som brændsel, enten direkte efter genvinding eller efter en oparbejdningsproces for spildolie, hvor genanvendelsen er afgiftspligtig.

- ved nedsættelse af afgiftssatsen for svær brændselsolie for at fremme brugen af mere miljøvenlige brændstoffer. Nedsættelsen skal specifikt knyttes til svovlindholdet, og satsen kan under ingen omstændigheder være lavere end 6,5 EUR pr. ton.

2. Kongeriget Danmark:

- ved anvendelse af forskellige punktafgiftssatser for benzin leveret fra benzinstationer udstyret med genindvindingssystem for benzindampe og for benzin leveret fra andre benzinstationer, forudsat at de anvendte satser ikke er lavere end de minimumssatser for punktafgiften på mineralolier, der er fastsat i fællesskabslovgivningen.

3. Den Hellenske Republik:

- ved anvendelse af forskellige afgiftssatser på blyfri benzin efter forskellige miljøkategorier, forudsat at de anvendte satser ikke er lavere end de minimumssatser for punktafgiften på mineralolier, der er fastsat i fællesskabslovgivningen.

4. Kongeriget Spanien:

5. Den Franske Republik:

- ved nedsættelse af afgiftssatsen for svær brændselsolie for at fremme brugen af mere miljøvenlige brændstoffer. Nedsættelsen skal specifikt knyttes til svovlindholdet, og afgiftssatsen for svær brændselsolie må ikke være lavere end den minimumssats for afgiften på svær brændselsolie, der er fastsat i fællesskabslovgivningen

- ved afgiftsfritagelse for gas anvendt som motorbrændstof til offentlig transport efter en årlig kvote.

6. Irland:

- ved anvendelse af forskellige afgiftssatser på blyfri benzin efter forskellige miljøkategorier, forudsat at de anvendte satser ikke er lavere end de minimumssatser for punktafgiften på mineralolier, der er fastsat i fællesskabslovgivningen.

7. Den Italienske Republik:

- for spildolie, der genanvendes som brændsel, enten direkte efter genvinding eller efter en oparbejdningsproces for spildolie, hvor genanvendelsen er afgiftspligtig.

8. Storhertugdømmet Luxembourg:

- for spildolie, der genanvendes som brændsel, enten direkte efter genvinding eller efter en oparbejdningsproces for spildolie, hvor genanvendelsen er afgiftspligtig

- ved nedsættelse af afgiftssatsen for svær brændselsolie for at fremme brugen af mere miljøvenlige brændstoffer. Nedsættelsen skal specifikt knyttes til svovlindholdet, og satsen kan under ingen omstændigheder være lavere end 6,5 EUR pr. ton.

9. Republikken Østrig:

- for naturgas og methan

- for spildolie, der genanvendes som brændsel, enten direkte efter genvinding eller efter en oparbejdningsproces for spildolie, hvor genanvendelsen er afgiftspligtig.

10. Den Portugisiske Republik:

- ved anvendelse af forskellige afgiftssatser på blyfri benzin efter forskellige miljøkategorier, forudsat at de anvendte satser ikke er lavere end de minimumssatser for punktafgiften på mineralolier, der er fastsat i fællesskabslovgivningen

- ved nedsættelse af afgiftssatsen for svær brændselsolie for at fremme brugen af mere miljøvenlige brændstoffer. Nedsættelsen skal specifikt knyttes til svovlindholdet, og afgiftssatsen på svær brændselsolie må ikke være lavere end den minimumssats for afgiften på svær brændselsolie, der er fastsat i fællesskabslovgivningen.

11. Republikken Finland:

- for spildolie, der genanvendes som brændsel, enten direkte efter genvinding eller efter en oparbejdningsproces for spildolie, hvor genanvendelsen er afgiftspligtig.

12. Kongeriget Sverige:

- ved anvendelse af forskellige afgiftssatser på blyfri benzin efter forskellige miljøkategorier, forudsat at de anvendte satser ikke er lavere end de minimumssatser for punktafgiften på mineralolier, der er fastsat i fællesskabslovgivningen

- ved nedsættelse af afgiftssatsen for mineralolier, der benyttes til industrielle formål, ved indførelse af både en lavere sats end standardsatsen og en nedsat sats for energiintensive virksomheder, forudsat at satserne ikke er lavere end de minimumssatser for punktafgiften på mineralolier, der er fastsat i fællesskabslovgivningen, og ikke giver anledning til konkurrenceforvridning

- for luftfart, der ikke er omfattet af artikel 8, stk. 1, litra b), i direktiv 92/81/EØF.

13. Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland:

- ved nedsættelse af afgiftssatsen for diesel for at fremme brugen af mere miljøvenlige brændstoffer

- ved anvendelse af forskellige afgiftssatser på blyfri benzin efter forskellige miljøkategorier, forudsat at de anvendte satser ikke er lavere end de minimumssatser for punktafgiften på mineralolier, der er fastsat i fællesskabslovgivningen.

Artikel 3

I overensstemmelse med artikel 8, stk. 4, i Rådets direktiv 92/81/EØF og med forbehold af de forpligtelser, der gælder efter direktiv 92/82/EØF, tillades det følgende medlemsstater at anvende eller fortsat at anvende punktafgiftsnedsættelser eller -fritagelser som anført nedenfor indtil den 31. december 2000, medmindre Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen inden denne dato træffer beslutning om, hvorvidt visse af eller alle disse undtagelser skal ændres eller videreføres i en yderligere bestemt periode:

1. Kongeriget Danmark:

- ved anvendelse af forskellige afgiftssatser på benzin, forudsat at de anvendte satser er i overensstemmelse med forpligtelserne i henhold til direktiv 92/82/EØF, særlig de minimumssatser for punktafgiften på mineralolier, der er fastsat i direktivets artikel 3 og 4

- ved anvendelse af differentierede punktafgiftssatser for dieselolie, forudsat at de anvendte satser er i overensstemmelse med forpligtelserne i henhold til direktiv 92/82/EØF, særlig de minimumssatser for punktafgiften på mineralolier, der er fastsat i direktivets artikel 5.

2. Forbundsrepublikken Tyskland:

- ved anvendelse af forskellige afgiftssatser på brændstof, der anvendes af forarbejdningsindustrierne i overensstemmelse med forpligtelserne i henhold til direktiv 92/82/EØF, særlig minimumssatserne i artikel 3 og 4.

3. Den Franske Republik:

- ved forbrug på Korsika, forudsat at de anvendte satser ikke er lavere end de minimumssatser for punktafgiften på mineralolier, der er fastsat i fællesskabslovgivningen

- ved en forskellig dieselafgiftssats for erhvervskøretøjer, forudsat at satsen ikke er lavere end den minimumssats, der er fastsat i fællesskabslovgivningen

- ved anvendelse af forskellige afgiftssatser på et nyt brændstof bestående af en vandfrostvæske/dieselemulsion stabiliseret med overfladeaktive stoffer, forudsat at de anvendte satser er i overensstemmelse med forpligtelserne i henhold til direktiv 92/82/EØF, særlig de minimumssatser for punktafgiften på mineralolier, der er fastsat i direktivets artikel 5

- ved fritagelse for svær brændselsolie, der anvendes som brændsel ved fremstillingen af aluminiumoxid i byen Gardanne.

4. Den Italienske Republik:

- afgiftsfritagelse for mineralolier, der anvendes som brændstof ved produktionen af aluminiumoxid på Sardinien

- ved nedsættelse af afgiftssatsen for brændselsolie til produktion af damp og for gasolie, der benyttes i ovne til tørring og aktivering af molekylesigter i Reggio Calabria, forudsat at satsen ikke er lavere end de minimumssatser for punktafgiften på mineralolier, der er fastsat i fællesskabslovgivningen

- ved nedsættelse af afgiftssatsen for benzin, der forbruges i området Friuli-Venezia Giulia, forudsat at satsen ikke er lavere end den minimumssats, der er fastsat i fællesskabslovgivningen

- ved nedsættelse af afgiftssatsen for mineralolier, der forbruges i områderne Udine og Trieste, forudsat at satserne ikke er lavere end de minimumssatser, der er fastsat i fællesskabslovgivningen

- ved nedsættelse af afgiftssatserne for fyringsolie og LPG til brændselsolie, der distribueres gennem net til særlig ugunstigt stillede geografiske områder, i overensstemmelse med forpligtelserne i henhold til direktiv 92/82/EØF, særlig minimumssatsen i artikel 5 og 7.

5. Kongeriget Nederlandene:

- ved nedsættelse af afgiftssatserne for diesel til erhvervskøretøjer, forudsat at satserne ikke er lavere end de minimumssatser, der er fastsat i fællesskabslovgivningen

- ved forskellige afgiftssatser på LPG, der benyttes som motorbrændstof i køretøjer til offentlig transport.

6. Republikken Finland:

- naturgas anvendt som motorbrændstof.

Artikel 4

Rådets beslutning 1997/425/EF ophæves med virkning fra den 1. januar 2000.

Artikel 5

Denne beslutning anvendes fra den 1. januar 2000.

Artikel 6

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. december 1999.

På Rådets vegne

K. HEMILÄ

Formand

(1) EFT L 316 af 31.10.1992, s. 12.

(2) EFT L 182 af 10.7.1992, s. 22.

(3) EFT L 316 af 31.10.1992, s. 19.