1999/802/EF: Rådets afgørelse af 22. oktober 1999 om godkendelse af ændringerne til konventionen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening og til protokollen om forebyggelse af forurening af Middelhavet ved dumpning fra skibe og luftfartøjer (Barcelona-konventionen)
EF-Tidende nr. L 322 af 14/12/1999 s. 0032 - 0043
RÅDETS AFGØRELSE af 22. oktober 1999 om godkendelse af ændringerne til konventionen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening og til protokollen om forebyggelse af forurening af Middelhavet ved dumpning fra skibe og luftfartøjer (Barcelona-konventionen) (1999/802/EF) RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 175, stk. 1, sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første punktum, og stk. 3, første afsnit, under henvisning til forslag fra Kommissionen, under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(1), og ud fra følgende betragtninger: 1) Fællesskabet er kontraherende part i konventionen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening, i det følgende benævnt "Barcelona-konventionen"(2); Fællesskabet har ligeledes indgået fire af de protokoller, der er vedtaget som led i Barcelona-konventionen, nemlig protokollen om forebyggelse af forurening af Middelhavet ved dumpning(3), protokollen om samarbejde om bekæmpelse af forurening med olie og andre skadelige stoffer(4), protokollen om landbaseret forurening(5) og protokollen om særligt beskyttede områder(6); 2) Kommissionen har på Fællesskabets vegne, i den af parterne i Barcelona-konventionen nedsatte arbejdsgruppe, deltaget i forhandlingerne om revisionen af Barcelona-konventionen og af protokollen om forebyggelse af forurening af Middelhavet ved dumpning fra skibe og luftfartøjer, i det følgende benævnt "protokollen"; 3) det påhviler Fællesskabet at engagere sig på internationalt plan på de områder, der er omfattet af den reviderede tekst til konventionen og protokollen, og som henhører under dets beføjelser; 4) i medfør af traktatens artikel 174 bidrager Fællesskabets politik på miljøområdet bl.a. til bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten og til fremme på internationalt plan af foranstaltninger til løsning af de regionale og globale miljøproblemer; 5) anvendelsesområdet for ændringerne til Barcelona-konventionen og til protokollen henhører i hvert fald delvis under Fællesskabets beføjelser; Fællesskabet har således vedtaget flere direktiver på dette område og er endvidere kontraherende part i talrige internationale konventioner på området; Fællesskabet sørger i denne forbindelse for, at indgåelsen af disse internationale aftaler ikke er i strid med eller ændrer anvendelsesområdet for den gældende fællesskabsret; 6) Fællesskabets tiltrædelse af den reviderede tekst til Barcelona-konventionen og til protokollen bidrager til opfyldelsen af de i traktatens artikel 174 fastsatte mål; 7) den reviderede tekst til Barcelona-konventionen og til protokollen blev vedtaget og åbnet for undertegnelse på de befuldmægtigedes konference i Barcelona, den 9. og 10. juni 1995; 8) Fællesskabet har, sammen med medlemsstaterne, undertegnet den reviderede tekst til Barcelona-konventionen og til protokollen om forebyggelse af forurening af Middelhavet ved dumpning fra skibe og luftfartøjer - TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE: Artikel 1 Ændringerne til konventionen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening og til protokollen om forebyggelse af forurening af Middelhavet ved dumpning fra skibe og luftfartøjer godkendes på Fællesskabets vegne. Teksten til ændringerne er knyttet til denne afgørelse. Artikel 2 Rådets formand er bemyndiget til på Fællesskabets vegne at meddele godkendelsen af ændringerne til konventionen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening og til protokollen om forebyggelse af forurening af Middelhavet ved dumpning fra skibe og luftfartøjer, i overensstemmelse med artikel 16 i konventionen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening(7). Artikel 3 Denne afgørelse offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Den træder i kraft på dagen for dens vedtagelse. Udfærdiget i Luxembourg, den 22. oktober 1999. På Rådets vegne S. MÖNKÄRE Formand (1) EFT C 219 af 30.7.1999, s. 186. (2) Afgørelse 77/585/EØF (EFT L 240 af 19.9.1977, s. 1). (3) Afgørelse 77/585/EØF (EFT L 240 af 19.9.1977, s. 1). (4) Afgørelse 81/420/EØF (EFT L 162 af 19.6.1981, s. 4). (5) Afgørelse 83/101/EØF (EFT L 67 af 12.3.1983, s. 1). (6) Afgørelse 84/132/EØF (EFT L 68 af 10.3.1984, s. 36). (7) Ikrafttrædelsesdatoen for ændringerne til konventionen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening og protokollen hertil om forebyggelse af forurening af Middelhavet ved dumpning fra skibe og luftfartøjer offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende på foranledning af Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union.