KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 8. september 1999

om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81

(IV/34.010 Nederlandse Vereniging van Banken (GSA-aftalen af 1991), IV/33.793 Nederlandse Postorderbond, IV/34.234 Verenigde Nederlandse Uitgeversbedrijven og IV/34.888 Nederlandse Organisatie van Tijdschriften Uitgevers/Nederlandse Christelijke Radio Vereniging)

(meddelt under nummer K(1999) 2056)

(Kun den nederlandske udgave er autentisk)

(1999/687/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86(1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1216/1999(2), særlig artikel 2,

under henvisning til begæringen om negativattest og anmeldelsen med henblik på fritagelse, som den 10. juli 1991 er indsendt i overensstemmelse med artikel 2 og 4 i forordning nr. 17,

under henvisning til de klager, der den 21. januar 1991, 7. juni 1991, 13. september 1991, 10. februar 1992 og 31. oktober 1993 blev indgivet i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17,

under henvisning til Kommissionens beslutning af 11. juni 1993 om at indlede procedure i denne sag,

efter at have givet de berørte parter lejlighed til at udtale sig om de af Kommissionen fremsatte klagepunkter, jf. artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17, og Kommissionens forordning nr. 99/63/EØF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Rådets forordning nr. 17(3),

efter at have givet interesserede tredjemænd lejlighed til at fremkomme med bemærkninger om den omstændighed, at Kommissionen i overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, i forordning nr. l7 agter at indtage et positivt standpunkt med hensyn til den anmeldte aftale(4),

efter høring af Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål, og

ud fra følgende betragtninger:

I. SAGSFREMSTILLING

Anmeldelsen

(1) Den 10. juli 1991 anmeldte Nederlandse Vereniging van Banken (herefter benævnt "NVB") på vegne af sine medlemmer en aftale om indførelse af en fælles giroopkrævningsservice (herefter benævnt "GSA-aftalen") med begæring om negativattest subsidiært fritagelse i henhold til traktatens artikel 81, stk. 3(5). Giroopkrævningsservice er et betalingsmiddel, der i vidt omfang anvendes af virksomheder (beløbsmodtagere) ved periodisk tilbagevendende indbetalinger fra kunderne, for eksempel energi- og telefonregninger, forsikringspræmier og abonnementer.

(2) Anmeldelsen vedrører faktisk en ændret udgave af en tidligere GSA-aftale, nemlig GSA-aftalen af 1985. Ændringen drejer sig navnlig om indførelse af et interbankgebyr for behandling af giroblanketter på 0,30 NLG (0,14 euro) pr. behandlet blanket. Dette interbankgebyr skal ifølge GSA-aftalen betales af beløbsmodtagerens bank (den krediterende bank) til aftagerens bank (den debiterende bank). Dette gebyr er tænkt som en delvis godtgørelse af omkostningerne ved den debiterende banks behandling af giroblanketterne.

Klagerne

(3) I perioden 1991-1993 modtog Kommissionen diverse klager fra storforbrugere af giroopkrævningsservicen, nemlig fra en brancheorganisation for postordrefirmaer (Nederlandske Postorderbond)(6), en organisation, der varetager trafikanters interesser og yder service til sine medlemmer (ANWB), en paraplyorganisation af navnlig velgørenhedsorganisationer på nationalt niveau (Centraal Bureau Fondsenwerving), en virksomhed, der udgiver tidsskrifter og fagblade (Verenigde Nederlandse Uitgeversbedrijven, VNU)(7), en organisation, der varetager nederlandske tidsskriftudgiveres interesser (Nederlandse Organisatie van Tijdschriften Uitgevers, NOTU) og et tv-radiospredningsorgan (Nederlandse Christelijke Radio Vereniging, NCRV)(8).

(4) Klagerne omhandler især de restriktive virkninger af det ved GSA-aftalen af 1991 multilateralt fastsatte interbankgebyr, der ifølge klagerne bør betegnes som en prisaftale mellem bankerne efter traktatens artikel 81, stk. 1. Visse klagere betragter desuden de krediterende bankers, ifølge klagerne, systematiske viderefakturering af interbankgebyret til erhvervslivets brugere af giroopkrævningsservicen som en samordnet praksis efter denne artikel. Endvidere skulle der ifølge nogle klagere være tale om en overtrædelse af traktatens artikel 82, idet de store banker angiveligt misbruger deres individuelle eller kollektive dominerende stilling ved at pålægge erhvervsmæssige brugere af giroopkrævningsservicen urimelige gebyrer.

Parterne i den anmeldte aftale

(5) GSA-aftalen er undertegnet af ABN AMRO Bank NV, Coöperatieve Centrale Raiffeisen-Boerenleenbank BA, ING Bank NV (tidligere NMB Postbank Groep NV), Postbank NV (der siden 1992 har været en del af ING Bank, men drives under eget navn), Nederlandse Spaarbankbond og Interpay/BankGiroCentrale (tidligere BankGiroCentrale). Derudover har et stort antal banker (58 ved udgangen af 1997) undertegnet en såkaldt tiltrædelseserklæring, hvori de erklærer, at de påtager sig alle rettigheder og forpligtelser i forbindelse med GSAaftalen over for underskriverne af GSA-aftalen og de øvrige banker, som har underskrevet en tiltrædelseserklæring. Navnene på de banker, der er tilsluttet GSA, er anført i bilag I.

(6) ABN AMRO Bank NV (herefter benævnt "ABN AMRO") er et helejet datterselskab under ABN AMRO Holding NV, der er oprettet efter en fusion af Algemene Bank Nederland NV (ABN Bank) og Amsterdam-Rotterdam Bank NV (AMRO Bank). Antallet af erhvervskonti beløb sig i 1998 til ca. 3,85 millioner, heraf ca. 270000 erhvervsmæssige løbende konti. ABN AMRO's balancesum beløb sig i 1997 til 836,4 milliarder NLG (380,2 milliarder euro). Dermed er ABN AMRO Nederlandenes største bank, målt efter balancesummen(9).

(7) Coöperatieve Centrale Raiffeisen-Boerenleenbank BA (herefter benævnt "Rabobank") er et kooperativ med 445 banker som andelshavere. Hver af disse banker har retlig status som kooperativ. De erhvervsmæssige debitorer blandt klientellet bliver automatisk medlemmer af foreningen. Private kan også blive medlem af den. Antallet af kontoindehavere i Rabobank beløb sig i 1998 til ca. 6,1 millioner, heraf 0,6 millioner erhvervsmæssige kontoindehavere. Balancesummen beløb sig ved udgangen af 1998 til 423 milliarder NLG (192,3 milliarder euro). Rabobank er dermed den næststørste bank i Nederlandene, målt i forhold til balancesummen(10).

(8) ING Bank opstod den 1. januar 1992 som følge af en fusion af forsikringsselskabet Nationale Nederlanden NV og NMB-Postbank Groep. Sidstnævnte er også opstået ved en fusion, tre år tidligere, af Nederlandsche Middenstandsbank NV (NMB) og Postbank, tidligere en statsejet virksomhed. Antallet af private kontoindehavere i ING beløb sig i 1998 til ca. 1,2 millioner, og antallet af erhvervsmæssige kontoindehavere beløb sig til ca. 205000. Postbank, der er en del af ING Bank, men drives under eget navn og har eget girosystem, havde i 1998 7,1 million private og 560000 erhvervsmæssige kontoindehavere. ING Banks konsoliderede balancesum i løbet af 1998 beløb sig (inklusive BBL) til ca. 630 milliarder NLG (286,5 milliarder euro)(11).

(9) Nederlandse Spaarbankbond er en forening af sparekasser. De fem tilsluttede sparekasser, nemlig Fortis Bank, SNS Bank Nederland, Samenwerkende Groninger Bondsspaarbanken, Stichting Nutsspaarbank og Stichting Bondsspaarbank, er selvstændige virksomheder. Nederlandse Spaarbankbond har underskrevet GSA-aftalen af 1991 på vegne af de tilsluttede sparekasser. Antallet af kontoindehavere er i alt på godt 2,5 millioner. De tilsluttede sparekassers samlede balancesum androg i 1998 ca. 115 milliarder NLG (52,3 milliarder euro)(12).

(10) Interpay Nederland (herefter benævnt "Interpay") er en facilitet til brug for pengeoverførsler mellem bankerne og giroinstitutionerne, der blandt andet tager sig af den centraliserede behandling af overførselsordrer. Interpay er et fællesforetagende bestående af næsten alle almindelige banker, Rabobank og medlemmerne af Nederlandse Spaarbankbond. Det blev oprettet den 1. januar 1994, ved en fusion af Bank Giro Centrale (BGC) (ansvarlig for behandling af girotransaktioner og den oprindelige underskriver af GSA-aftalen), BeaNet (ansvarlig for behandlingen af transaktioner via kontantautomater) og Eurocard Nederland (ansvarlig for behandlingen af kreditkorttransaktioner). Interpay styrer bankernes betalingssystem, med undtagelse af Postbank NV der som nævnt har eget girosystem. I forbindelse med bestræbelserne på at oprette et landsdækkende betalingssystem er forbindelsen mellem Interpay-systemet og Postbank-systemet imidlertid blevet væsentligt forbedret. I 1998 blev næsten 2 milliarder girotransaktioner foretaget via Interpay BGC til en samlet sum af 2728 milliarder NLG (1240 milliarder euro). Antallet af behandlede giroblanketter var i 1998 217 millioner med en værdi af 84,9 milliarder NLG (38,6 milliarder euro). Ca. 70 banker er tilsluttet Interpay(13).

(11) NVB blev oprettet den 8. maj 1989 med det vedtægtsmæssige formål at fremme interesserne, både de nationale og de internationale, hos kreditinstitutter i Nederlandene og bankvæsenet i Nederlandene i almindelighed. Næsten alle banker, der drives i Nederlandene, herunder også filialer af udenlandske banker, er medlem af NVB. NVB har anmeldt GSA-aftalen på vegne af sine medlemmer, men har i øvrigt ingen andel i aftalen.

Giroopkrævningssystemet

Generelt

(12) Anmeldelsen og klagerne drejer sig om det nederlandske giroopkrævningssystem. Dette system er beregnet på indenlandske indbetalinger, dvs. betalinger mellem debitorer og (forretningsmæssige) kreditorer, som har en løbende konto i Nederlandene, af en regelmæssigt tilbagevendende og obligatorisk karakter i situationer, hvor der er tale om en virksomhed med en relativt stor og fast kundekreds, og hvor indbetaleren og beløbsmodtageren ikke møder hinanden direkte ("fjernbetaling"). Eksempler herpå er betaling af abonnementer, energi- og telefonregninger, leverancer (med distribueret betaling), forsikringer o.lign. Giroopkrævningssystemet bruges således ikke af detailhandelen og hotel- og restaurationsbranchen, hvor der er tale om personlig kontakt mellem debitor og kreditor.

Giroopkrævningssystemets virkemåde

(13) Giroopkrævningssystemet, der kom på markedet i slutningen af halvfjerdserne som et fælles betalingsprodukt fra Postbank og de øvrige banker, fungerer som følger (se skema i bilag II). Den virksomhed, der beslutter at bruge giroop. krævningssystemet (beløbsmodtager eller kreditor) indgår en kontrakt med sin bank (den krediterende bank). I denne kontrakt opstilles betingelserne for virksomhedens brug af giroopkrævningssystemet. Efter eller samtidig med levering af produktet eller tjenesteydelsen sender virksomheden en giroblanket til kunden (debitor). Giroblanketterne, som beløbsmodtageren kan bestille i standardformat hos banken eller direkte fra trykkeriet, forkodes mest muligt af virksomheden. I den mest forkodede form indeholder giroblanketten allerede virksomhedens kontonummer, kundens kontonummer, det forfaldne beløb og betalings-id. Disse oplysninger trykkes endvidere i talkoder på giroblanketten. Kunden behøver så bare at underskrive og sende blanketten til sin egen bank.

(14) Kundens bank (den debiterende bank) konverterer koderne til elektroniske data ved hjælp af specielle maskiner (optiske læsere) og debiterer kundens konto. Jo flere relevante oplysninger der er indkodet på blanketten, jo mere automatisk kan behandlingen foregå. Oplysninger, som ikke er indkodet, må omsættes manuelt til elektronisk form(14).

(15) Derefter giver den debiterende bank de (elektroniske) oplysninger, der er nødvendige for kreditering af virksomhedens konto, videre til det relevante giroclearinginstitut, nemlig girocentralen for henholdsvis Postbank og Interpay (for de øvrige banker). I den forbindelse skelnes der ikke mellem transaktioner inden for samme bank (dvs. transaktioner hvor kreditor og debitor har samme bank) og transaktioner bankerne imellem. Ifølge bankerne undgår man således opsplitning af oplysninger. Girocentralerne sorterer alle indkomne girotransaktioner efter kreditorkonto og sender derefter disse oplysninger, om nødvendigt via det korresponderende girosystem, til de pågældende krediterende banker.

Fordele ved giroopkrævningssystemet

(16) Fordelen ved giroopkrævningssystemet frem for andre betalingsinstrumenter, som for eksempel almindelige overførsler og checks, er, at behandlingen af blanketterne og effektuering af overførslen i vidt omfang kan foregå automatisk. Udgifterne til behandling er således relativt lave, samtidig med at transaktionen kan udføres hurtigere. Giroopkrævningssystemet har også administrative fordele for de beløbsmodtagere, som arbejder med automatiserede administrationssystemer. De kan modtage data vedrørende de behandlede giroblanketter gennem banken i form af et elektronisk medium (tape eller diskette) og ved hjælp heraf foretage automatiseret opdatering af egen administration. Dette giver besparelser, fordi betalingerne ikke længere skal indføres særskilt i kreditors eget regnskabssystem enkeltvis. Desuden får beløbsmodtagerne deres penge hurtigere.

Udvikling af giroopkrævningssystemet

(17) I Nederlandene bruger man i udstrakt grad giroblanketter som betalingsmiddel. I 1998 blev der via Interpay BGC behandlet ca. 217 millioner giroblanketter til et samlet beløb af ca. 84,9 milliarder NLG (38,9 milliarder euro)(15). Postbanks girocentral behandlede i 1998 [...](16). Jiroblanketter til en samlet værdi af [...]*(17). I perioden 1985-1998 steg antallet af virksomheder som har indgået kontrakt om brugen af giroblanketter, fra 54140 til 97676(18).

(18) De tre største banker, der er tilknyttet giroopkrævningssystemet, er Postbank, ABN-AMRO og Rabobank. Disse tre banker tegnede sig, ifølge deres egne oplysninger, i 1998 for ca. 91 % af giroopkrævningskontrakterne, 86 % af antallet af debiteringer, 70 % af antallet af krediteringer, 87 % af værdien af debiteringerne og 50 % af værdien de krediteringerne(19).

Indførelse af interbankgebyret

(19) Ifølge NVB, der som omtalt har anmeldt GSA-aftalen på vegne af bankerne, førte afstemningen af de to eksisterende giroindbetalingssystemer i Nederlandene, nemlig Interpay (oprindelig Bank Giro Centrale) og Postbanks system, i bestræbelserne på at oprette et nationalt betalingssystem, Nationaal Betalingscircuit, til en øget brug af giroopkrævningssystemet (og dermed en stigning i de absolutte udgifter til behandlingen)(20). For at ét indbetalingssystem kunne fungere optimalt, var det ifølge NVB nødvendigt, at den debiterende bank udførte arbejde, nemlig konvertering af skriftlige betalingsordrer til elektronisk form, for den krediterende bank. GSA-aftalen (og navnlig det deri indførte ensartede interbankgebyr) er ifølge NVB udtryk for den erkendelse, at den krediterende bank profiterer af tjenester, som udføres af den debiterende bank, og forholdsmæssigt bidrager til godtgørelsen af de udgifter, som disse tjenester medføre(21).

Den oprindeligt anmeldte aftale

(20) GSA-aftalen, der den 1. juli 1991 trådte i kraft på ubestemt tid, er ifølge sit væsen en ændret udgave af GSA-aftalen af 1985 (der ikke er anmeldt til Kommissionen som sådan). Ændringen vedrører navnlig indførelsen af bestemmelsen om en ensartet godtgørelse for behandlingen af giroblanketter, udført af den debiterende bank, på 0,30 NLG (0,14 euro) pr. behandlet giroblanket, som betales af den krediterende bank (interbankafregning). I den forbindelse fastsættes det udtrykkeligt, at de tilknyttede banker fortsat har fuldkommen frihed til at opkræve gebyr af andre end den krediterende bank for behandling af giroblanketter.

(21) Niveauet for interbankgebyret blev i 1991 fastsat på grundlag af de faktiske omkostninger ved at omsætte betalingsoplysninger til elektronisk form i den bank, der ifølge NVB havde den mest effektive behandlingsmetode. I betragtning af at bankerne forudsætter, at fordelene ved den debiterende banks behandling i lige høj grad kommer den krediterende og den debiterende bank til gode, er interbankgebyret fastsat til halvdelen af den debiterende banks behandlingsomkostninger.

(22) GSA-aftalen bestemmer yderligere, at de tilsluttede har pligt til at bruge bestemte blanketter og specifikationer ved den tekniske udveksling. Derudover påpeges nogle emner, som kræver nærmere bestemmelser. Specifikationer og nærmere bestemmelser desangående er ikke indeholdt i anmeldelsen og er derfor ikke genstand for nærværende procedure.

(23) Endvidere omfattede den oprindeligt anmeldte udgave af aftalen en bestemmelse om, at tilsluttede bør afholde sig fra at tilkende beløbsmodtagere særlige fordele i forbindelse med krediteringer på en bestemt konto. Det var desuden oprindelig de tilsluttede forbudt selv at iværksætte deres egen giroopkrævningsprocedure i aftalens løbetid.

(24) I modsætning til den tidligere GSA-aftale af 1985 er den anmeldte GSA-aftale underskrevet af de enkelte banker og ikke af NVB. Et sekretariat, BGC, overvåger, at aftalen overholdes.

Ændringer i den oprindeligt anmeldte aftale efter samråd med Kommissionen

(25) I begyndelsen af 1992 anførte Kommissionens tjenestegrene under et samråd med de banker, der var tilsluttet GSA-aftalen, at de havde indvendinger mod tre konkurrencebegrænsende elementer i den anmeldte aftale, som under alle omstændigheder ville umuliggøre en fritagelse. For det første drejede det sig om forbuddet mod at tilkende beløbsmodtagere særlige fordele med den begrundelse, at de havde en bestemt kreditorkonto (artikel 4), for det andet forbuddet mod at iværksætte egen giroopkrævningsprocedure (artikel 14) og for det tredje det ensartede interbankgebyr (artikel 5).

(26) Ifølge bankerne blev de to første bestemmelser i sin tid medtaget i den tidligere GSA-aftale for at sikre sammenkoblingen af de to girosystemer, Postbanks system på den ene side og BGC's på den anden side, med hensyn til det integrerede betalingsprodukt giroopkrævning. De to bestemmelser blev af parterne ikke længere anset for uundværlige og blev derefter slettet med virkning fra 26. marts 1992.

(27) Ligeledes blev pr. 26. marts 1992 den tredje bestemmelse, det faste interbankgebyr, ændret. Individuelle banker må for fremtiden på bilateral basis træffe aftale om et lavere beløb end 0,30 NLG (0,14 euro) som godtgørelse for behandlingen af en giroblanket. Det faste interbankgebyr blev derved til et maksimumbeløb. I den forbindelse understregedes det endnu en gang, at såvel debiterende som krediterende banker har lov til også at opkræve gebyr fra andre involverede for behandlingen af giroblanketter. Den ændrede tekst i artikel 5 lyder som følger: "Til godtgørelse af de udgifter, som det debiterende institut pådrager sig, til gavn for det krediterende institut, i forbindelse med behandlingen af giroblanketter inden for rammerne af GSA skal - med forbehold for et eventuelt lavere beløb, som måtte være aftalt bilateralt af individuelle banker - det debiterende institut opkræve et beløb på 0,30 NLG pr. behandlet giroblanket hos det krediterende institut.

Dette beløb er fastsat på grundlag af de konstaterede udgifter i forbindelse med den mest effektive behandling af giroblanketter og skal tilpasses påviste ændringer i udgifterne. En beslutning herom kan træffes på forslag fra enhver af de GSA-tilsluttede institutter, idet forslaget skal være vedlagt dokumentation til bekræftelse af den påståede ændring i de omtalte udgifter.

Omkostningsgodtgørelsen i henhold til denne artikel overlader det til det enkelte institut, som er tilsluttet GSA-aftalen (debiterende og krediterende institutter) at fastsætte deres politik med hensyn til at opkræve gebyr af andre for behandling af giroblanketter i henhold til GSA-aftalen."

Proceduren

Afslag på begæring om foreløbige forholdsregler

(28) Kommissionen har ved sin beslutning af 7. februar 1992 givet afslag på begæringen fra en af klagerne, Nederlandse Postorderbond, om foreløbige forholdsregler. Kommissionen mente i den forbindelse blandt andet, at den påstand, at anvendelse af GSA-aftalen medfører alvorligt tab for medlemmerne af Nederlandse Postorderbond, ikke er korrekt, i betragtning af at opkrævningen af interbankgebyret er afhængig af de pågældende bankers individuelle beslutninger. Endvidere anså Kommissionen det i første omgang ikke for godtgjort, at de nederlandske banker er blevet enige om eller i kraft af samordnet praksis er gået over til i alle tilfælde at opkræve interbankgebyret hos beløbsmodtagerne. Lige så lidt er der efter Kommissionens mening tale om alvorligt og uopretteligt tab, i betragtning af at medlemmerne af Nederlandse Postorderbond helt eller delvis kan opkræve de gebyrer, som bankerne har beregnet sig, hos deres kunder eller tilbagesøge pengene ved at indbringe sagen for en national domstol, såfremt det fastslås, at disse opkræves uretmæssigt. Der er ikke anlagt sag mod denne beslutning.

Klagepunkter af 14. juni 1993

(29) Den 14. juni 1993 tilsendte Kommissionen NVB klagepunkter, hvori den fremførte, at det i GSA-aftalen multilateralt fastsatte interbankgebyr udgør en overtrædelse af traktatens artikel 81, stk. 1, og at betingelserne for fritagelse på grundlag af artikel 81, stk. 3, ikke er opfyldt. Den 20. juni 1997 trak Kommissionen disse klagepunkter tilbage.

Bemærkninger fra interesserede parter

(30) I en meddelelse, som blev offentliggjort den 9. september 1997 efter artikel 19, stk. 3 i forordning nr. 17, har Kommissionen tilkendegivet, at den agter at indtage et positivt standpunkt med hensyn til den anmeldte aftale. I denne forbindelse henviste Kommissionen specielt til bankernes beslutning om at informere de erhvervsmæssige brugere formelt om interbankgebyrets standardkarakter og størrelse samt eventuelle ændringer heri. Desuden henviste Kommissionen til bankernes beslutning om, efter Kommissionens anmodning, periodisk at undersøge interbankgebyrets størrelse under hensynstagen til en rapport udarbejdet af en uafhængig ekspert vedrørende kostprisen ved brug af den mest effektive fremgangsmåde.

Efter denne offentliggjorte meddelelse har Kommissionen modtaget (fælles) bemærkninger fra Nederlandse Postorderbond, ANWB, Centraal Bureau Fondsen Werving, Verenigde Nederlandse Uitgeversbedrijven, Nederlandse Organisatie van Tijdschriften Uitgevers og Nederlandse Christelijke Radio Vereniging (alle klagere i denne sag, se nr. 3, og herefter benævnt "klagerne")(22). Disse bemærkninger var underskrevet af OverlegOrgaan Nutsvoorzieningen og Gebruikersplatform Betalingsverkeer.

(31) Bemærkningerne fra klagerne kan sammenfattes som følger. For det første mener de, at interbankgebyret i GSA-aftalen i realiteten er i uoverensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/5/EF af 27. januar 1997 om grænseoverskridende pengeoverførsler(23), der tager udgangspunkt i, at ordregiveren påtager sig udgifterne i forbindelse med en pengeoverførsel fra sin konto, medmindre andet er aftalt med banken. Desuden mener klagerne, at der ikke var nogen legitim grund til indførelsen af interbankgebyret, navnlig ikke integreringen af de to allerede eksisterende betalingssystemer i Nederlandene. Klagerne bestrider endvidere, at den krediterende bank profiterer af tjenester, der udføres af den debiterende bank. Efter deres mening bør omkostningerne i forbindelse med behandling af betalingsordren, så som forberedelsen af betalingen, afholdes af den debiterende bank. Klagerne hævder, at det medfører en forkert omkostningsfordeling, idet de omkostninger, som rettelig burde påhvile ordregiveren, overføres til beløbsmodtageren.

II. RETLIG VURDERING

Det relevante marked

Det relevante produktmarked

(32) Giroopkrævningssystemet er kun i begrænset omfang underlagt konkurrence fra andre betalingssystemer. I betragtning af at giroopkrævningssystemet er beregnet på situationer, hvor der ikke er nogen direkte kontakt mellem kreditor og debitor ("fjernbetaling"), udgør såkaldte "betalinger over disken", som for eksempel sedler og mønter og kreditkort som PINpas (nationalt kreditkort) og "chipknip/chipper" (det nationale elektroniske møntsystem), intet reelt alternativ til giroopkrævningssystemet. Betalingsmidler, som i princippet er velegnede til fjernbetaling, er: overførsel (simpel bankgiro-ordre), checks, elektronisk bankvirksomhed og automatisk betalingsservice. Imidlertid kan ingen af disse, dog til en vis grad med undtagelse af automatisk betalingsservice, betragtes som et reelt alternativ til giroopkrævning. Det er der følgende grunde til.

(33) Simpel overførsel og checks, hvor ordrerne afgives i papirform, udgør intet reelt alternativ, fordi de dermed forbundne omkostninger ved behandlingen er relativt høje. Omsætningen af de skriftlige oplysninger til elektroniske data i forbindelse med behandling af transaktionen er relativt kostbar. Endvidere medfører de to betalingsmidler administrative ulemper for beløbsmodtagerne i sammenligning med giroopkrævning. Elektronisk bankvirksomhed er lige så lidt et reelt alternativ, fordi relativt få privatkunder råder over det nødvendige apparatur (personlig computer med modem).

(34) Kun den automatiske betalingsservice er, til en vis grad, et reelt alternativ til giroopkrævningssystemet. Den automatiske betalingsservice er ligesom giroopkrævning navnlig velegnet til regelmæssigt tilbagevendende indbetalinger. I dette system giver kunden beløbsmodtageren fuldmagt til i forbindelse med visse indbetalinger at debitere sin konto direkte uden forudgående ordre. Kunden kan, såfremt det ønskes, senere annullere sådanne debiteringer.

(35) Der er imidlertid også forskelle mellem giroopkrævning og den automatiske betalingsservice. Detailbanker tilbyder i almindelighed både giroopkrævning og automatisk betalingsservice. Men for bankerne er behandlingen af betalingsoverførsler væsentligt billigere end behandlingen af girooverførsler, fordi de relevante data for effektuering af betalingen allerede leveres i elektronisk form af beløbsmodtagerne. Der er således ikke længere behov for en omformning af trykte oplysninger til elektroniske data. Betalingstransaktionen foregår helt elektronisk, og der bruges ingen blanket. Det er derfor helt naturligt, at banker kan tilbyde kreditorerne produktet automatisk betalingsservice billigere end produktet giroopkrævning.

(36) Endvidere gør forskellige karakteristika sig gældende for de to betalingsinstrumenter, som kan medføre, at debitor foretrækker enten indbetaling pr. giroopkrævning eller pr. automatisk betalingsservice. Især følgende betragtninger kan spille en rolle. For det første skal kunden ved giroopkrævning for hver betaling give særskilt ordre om betaling til sin bank ved at underskrive giroblanketten og fremsende den til banken. Kunden har endvidere mulighed for med giroblanketten at henvende sig direkte i banken og indbetale det skyldige beløb direkte mod ekstra gebyr (for eksempel ved utilstrækkelig saldo på den løbende konto). Kunden har således ved en giroopkrævning mere kontrol over tidspunktet og måden, hvorpå udbetalingen foregår, end ved automatisk betalingsservice, hvor kontrollen først finder sted bagefter. Nogle kunder vil af disse grunde foretrække giroopkrævningssystemet frem for betalingsservice. En fordel for kunden (og for kreditor) ved betalingsservice er så igen, at betalingen altid finder sted rettidigt, hvorved man undgår bøder for forsinket betaling, samt at kunden ikke selv skal foretage sig noget.

(37) For det andet kan debitors valg mellem de to betalingssystemer afhænge af forholdet mellem kunden og virksomheden. I praksis viser det sig, at kunder navnlig er villige til at bruge automatisk betalingsservice, hvis der er tale om et langvarigt forhold til en virksomhed, som kunden desuden har stor tillid til, for eksempel offentlige værker. I andre tilfælde, hvor forholdet er af mere tidsbegrænset karakter, for eksempel tidsskriftabonnementer, er brugen af automatisk betalingsservice væsentlig mindre. I nogle situationer, for eksempel ved den månedlige indfrielse af lån og præmiebetaling til visse assurandører, har kunden intet valg, fordi det kræves, at man bruger automatisk betalingsservice.

(38) De ovennævnte forskelligheder tyder således på, at automatisk betalingsservice ikke uden videre kan betragtes som substituerbar med giroopkrævning. Men ud over disse forskellige karakteristika er prisen også en faktor, som man bør tage i betragtning(24). Forskelle i de gebyrer, som banker og/eller beløbsmodtagere opkræver hos deres kunder (debitorer) for brugen af de to betalingssystemer, kan således være en faktor i kundens valg mellem giroopkrævning og betalingsservice. Kort efter at GSA-aftalen var kommet i stand i juli 1991, gik bankerne over til at opkræve gebyrer hos kunderne (kreditorerne) for brugen af giroopkrævning. Nogle beløbsmodtagere, for eksempel mange postordrefirmaer og avis- og tidsskriftudgivere, opkræver de omkostninger, som påføres dem, helt eller delvis ved at arbejde med differentierede priser, alt efter om kunden gør brug af giroopkrævninger eller af automatisk betalingsservice, for eksempel ved at yde rabat ved betaling pr. automatisk betalingsservice. Såfremt betaling pr. betalingsservice er billigere for dem end betaling pr. giroopkrævning, må det formodes, at nogle kunder (debitorer) vil se bort fra deres indvendinger mod betalingsservice. Der findes imidlertid ingen tal til støtte herfor på grund af den omstændighed, at det ikke er alle beløbsmodtagere, der fakturerer omkostninger (synligt) for brugen af giroopkrævning, og at disse omkostninger, hvis de gør det, som oftest ikke er særlig store.

(39) Man ved dog, at brugen af giroopkrævning siden 1992 gradvis er dalet lidt. Således udgjorde antallet af giroopkrævningsordrer (herunder til velgørende formål ("actie-accept")), der blev behandlet via Interpay/BGC, i 1991 ca. 237 millioner (med en samlet værdi på 101 milliarder NLG) og i 1998 ca. 217 millioner (altså et fald på ca. 7,6 % på fire år). I den samme periode er brugen af automatisk betalingsservice steget kraftigt. I 1991 var antallet af betalingsservice-ordrer ca. 227 millioner (med et samlet beløb på ca. 224 milliarder HFL), i 1998 ca. 534 millioner (altså en stigning på ca. 135 %)(25). Den øgede brug af automatisk betalingsservice kan navnlig, tilskrives bankers og leverandørers oplysningskampagner (under mottoet "Betaling efter mål"), som sigter mod at fremme brugen af billigere betalingsinstrumenter. Ifølge Interpay øges brugen af betalingsservice på bekostning af giroopkrævning, navnlig hos den private debitor, og på bekostning af manuelle overførsler(26).

(40) Som konklusion, kan det fastslås, at det trods væsensforskelligheder mellem giroopkrævning og automatisk betalingsservice må antages, at debitorer i tilfælde af en relativ prisstigning på produktet giroopkrævning i forhold til automatisk betalingsservice i et vist omfang vil gå over til automatisk betalingsservice. Den omstændighed, at der har været et gradvist fald i giroopkrævninger siden 1992, kort efter at man begyndte at opkræve gebyr for giroopkrævning hos kreditorerne, som eventuelt kunne viderefakturere dem til debitorerne, kunne tyde herpå. Det er også af betydning, at den kampagne, "betaling efter mål", som bankerne og leverandørerne tydeligvis har ført med held, har forårsaget en nedgang i giroopkrævning til fordel for den automatiske betalingsservice. Den automatiske betalingsservice bør således til en vis grad betragtes som et substitut for giroopkrævning. Giroopkrævning og automatisk betalingsservice bør derfor betragtes som det relevante produktmarked.

Det relevante geografiske marked

(41) Da giroopkrævning er et indenlandsk betalingssystem, hvilket vil sige beregnet på betalinger mellem debitorer og kreditorer med konto i en bank i Nederlandene, som er tilsluttet giroopkrævningssystemet, er det nederlandske marked det geografisk relevante marked.

Artikel 81, stk. 1

Aftale mellem virksomheder

(42) De banker, som har underskrevet henholdsvis GSA-aftalen og en tiltrædelseserklæring, er virksomheder efter traktatens artikel 81, stk. 1. GSA-aftalen er derfor en aftale mellem virksomheder efter artikel 81, stk. 1.

Begrænsning af konkurrencen

Sammenhæng mellem relationerne inden for firepartsaftaler

(43) Som det er tilfældet med de fleste betalingssystemer, er der i princippet fire parter involveret i giroopkrævningssystemet: debitor (ordregiveren), kreditor (den begunstigede/beløbsmodtageren), debitors bank og kreditors bank(27). Hver part har en direkte relation til to andre parter. For eksempel har den krediterende bank på den ene side en direkte relation til den debiterende bank, som kommer til udtryk i GSA-aftalen, og på den anden side en direkte relation til beløbsmodtageren, som er fastsat i giroopkrævningskontrakten. De forskellige relationer i firepartsbetalingssystemet bør ses i indbyrdes forbindelse med hinanden. Prisaftaler inden for én af relationerne kan fremkalde en reaktion inden for de andre relationer og dermed have konsekvenser for brugen af betalingssystemet som sådant.

(44) Den anmeldte aftale vedrørende kompensation for udgifterne til behandling af giroopkrævninger har direkte indflydelse på relationen krediterende-debiterende bank (interbank-relationen). Bankernes indbyrdes prisaftale kan imidlertid også have konsekvenser for såvel relationen krediterende bank-kreditor som for relationen kreditor-debitor, og dermed for hvordan giroopkrævningssystemet som sådant fungerer. Den krediterende bank kan nemlig beslutte at opkræve udgifterne til interbank-konteringen ved en forhøjelse af den kommission, den opkræver hos kreditor. Kreditor kan på sin side beslutte at opkræve disse ekstra udgifter hos kunden, der gør brug af giroopkrævning. I så fald kan kunderne beslutte sig til at skifte til et andet betalingssystem, som tilbydes af deres egen eller en konkurrerende bank.

(45) Denne potentielle strøm af aktioner og reaktioner er et afgørende kendetegn ved betalingssystemer som giroopkrævningssystemet, hvilket der bør tages højde for ved undersøgelsen af, om der er tale om konkurrencebegrænsninger: når der er tale om en prisrestriktion i en af de fire relationer i et betalingssystem, så som en multilateral fakturering bankerne imellem, er det tilstrækkeligt kun at se på virkningerne i relationen; man må se på virkningerne i alle relationer og dermed på virkningerne for betalingssystemet som sådant.

Den multilaterale interbank-godtgørelse

(46) Teknisk set kan et ensartet giroopkrævningssystem, dvs. et betalingssystem som kreditorer og debitorer kan gøre brug af, uanset hvilken bank de har konto i, kun eksistere på et bestemt multilateralt grundlag. Derfor kræver et velfungerende system kollektive aftaler om tekniske specifikationer og proceduremæssige aspekter af behandlingen af transaktioner. Desuden er det fra et praktisk synspunkt nødvendigt, at der er enighed mellem de banker, der er involveret i transaktionen, om den eventuelle indbyrdes fakturering af omkostninger: skal der faktureres eller ej, og i bekræftende fald: hvor meget. I betragtning af de særlige kendetegn ved et betalingssystem som giroopkrævningssystemet bør sådanne forhandlinger naturligvis føres på forhånd, dvs. inden bankerne rent faktisk tager betalingssystemet i anvendelse til behandling af betalingstransaktioner, som er foretaget af deres kunder. Et betalingssystem kræver trods alt, at der fra det øjeblik, betalingstransaktionen sættes i gang af debitorer og kreditorer, også er sikkerhed for, at transaktionen omgående gennemføres af de pågældende banker. Eftersom valget af de banker, der udfører transaktionen, bestemmes af de respektive kontoindehavere, som gør brug af produktet giroopkrævning, er bankerne fra det øjeblik så at sige blevet "tvungne partnere", dvs. partnere, som er forpligtet til at samarbejde med hinanden. Forhandlinger om prisen er derfor kun reelle, hvis de finder sted i forvejen. Såfremt bankerne beslutter sig for indførelse af et interbankgebyr, kan man i princippet træffe aftale om dets størrelse både bilateralt og multilateralt.

(47) I det foreliggende tilfælde har bankerne besluttet sig for et ensartet multilateralt gebyr, om end dette gebyr siden 1992 har udgjort et maksimumsbeløb. Det er også muligt, at nogle banker tager initiativet ved bilateralt at træffe aftale om gebyrer, og at de andre banker derefter søger tilslutning hos en af disse banker, således at denne række bilaterale gebyrer også gælder for dem(28). Banker skulle også multilateralt kunne nå til enighed om en bestemt formel til beregning af en interbank-godtgørelse med forskellige parametre fra bank til bank(29).

(48) Det er Kommissionens opfattelse, at en aftale om et bilateralt interbank-gebyr normalt falder uden for anvendelsesområdet for artikel 81, stk. 1. En aftale om et multilateralt interbank-gebyr udgør derimod en begrænsning af konkurrencen, som falder under artikel 81, stk. 1, idet bankernes frihed til selv at fastsætte deres egen gebyrpolitik derved begrænses væsentligt(30). Heraf følger, at den multilateralt fastsatte interbank-godtgørelse, som er omhandlet i GSA-aftalens artikel 5, går så vidt, at konkurrencen begrænses efter artikel 81, stk. 1, fordi den begrænser friheden hos de banker, der er tilsluttet aftalen, til i bilaterale forhandlinger at fastsætte størrelsen af en godtgørelse for behandling af giroblanketter(31).

(49) Praksis viser, at bilaterale forhandlinger om interbank-godtgørelse af den elektroniske behandling af giroblanketter er teknisk mulige. Således eksisterede der, inden GSA-aftalen trådte i kraft, bilaterale aftaler mellem visse store banker om en godtgørelse af disse omkostninger.

(50) Ganske vist kan de banker, der er tilsluttet GSA-aftalen, siden ændringen af det faste gebyr til et maksimumgebyr den 26. marts 1992, træffe aftale om en (lavere) interbank-gebyr for behandlingen af giroblanketterne. Imidlertid har ingen af bankerne hidtil benyttet sig af denne mulighed. Ændringen af roterbank-gebyret fra et fast gebyr til et maksimumgebyr har derfor ikke haft nogen praktisk betydning.

(51) I sin meddelelse om grænseoverskridende kreditoverførsler påpegede Kommissionen, at den begrænsning af konkurrencen, som den ensartede interbank-godtgørelse udgør, sandsynligvis også vil have til følge, at bankers adfærd over for deres kunder vil blive påvirket i ugunstig retning. I giroopkrævningssystemet har interbank-godtgørelsen en konkurrencebegrænsende virkning på relationen (krediterende) banker-kunder, eftersom det står fast, at krediterende banker systematisk viderefakturerer den interbank-godtgørelse, de skal betale, til kunderne (beløbsmodtagerne). De gebyrer, som de forskellige banker opkræver hos beløbsmodtagerne for behandling af giroblanketter, er ganske vist ikke ensartede, men på grund af viderefaktureringen af interbank-godtgørelsen er de anvendte gebyrer stort set strukturelt forhøjede på næsten samme måde. Interbankgebyret fungerer således i realiteten som et mindstebeløb for tarifering af kunderne.

(52) Af svarene på en anmodning om oplysninger af 23. december 1991 til de tre store banker, fremgår det, at ingen af de tre banker inden indførelsen af interbankgebyret fakturerede erhvervskunder (direkte) for omkostningerne ved brugen af giroopkrævning, og at et gebyr på 0,45 HFL (tilskrivning uden bilag) blev indført bagefter, af ABN AMRO fra 1. juli 1991 (datoen for ikrafttrædelse af GSA-aftalen af 1991), af Rabobank fra 1. september 1991 (om end gebyret på 0,45 HFL udgjorde et minimumsgebyr, afhængigt af antal, art og informationsydelse) og af den daværende NMB Postbank Groep pr. 1. januar 1992(32). I den forbindelse bekræftede NMB Postbank udtrykkeligt, at erhvervskunden blev faktureret for halvdelen af omkostningerne ved at overføre giroblanketterne til elektronisk form, med andre ord et beløb svarende til interbank-godtgørelsen(33). Af sagens akter fremgår det, at også Rabobank, ABN AMRO og andre deltagere i GSA-aftalen viderefakturerer hele interbank-godtgørelsen(34).

(53) Der har ikke været tegn på, at bankerne har truffet aftale om systematisk viderefakturering af interbank-gebyret. GSA-aftalen giver dem udtrykkelig frihed til selv at vælge, om de vil viderefakturere eller ej. Men når banker træffer individuel beslutning om at viderefakturere det pågældende gebyr, er det en direkte følge af GSA-aftalens eksistens, eftersom denne pålægger den krediterende bank en økonomisk omkostning, som ikke fandtes tidligere. Uden interbank-gebyr er der ikke noget at viderefakturere. I den forstand har den aftalte interbank-godtgørelse en konkurrencebegrænsende virkning på relationen krediterende bankbeløbsmodtager.

(54) Den konkurrencebegrænsende virkning af den multilaterale interbank-godtgørelse på relationen krediterende bank-kunde forstærkes ved, at hver af de tilsluttede banker har indført et tilsvarende gebyr for girotransaktioner inden for samme bank som for girotransaktioner mellem to banker, selv om GSA-aftalen kun gælder for transaktioner mellem to banker. Herved bliver det umuligt for erhvervslivets beløbsmodtagere at undgå gebyret for brugen af giroblanketter. Ved manglende gebyrpålægning eller ved et lavere gebyr for girooverførsler inden for samme bank ville de ellers have haft mulighed for at åbne en konto hos flere banker med det formål i højere grad at benytte sig af betalingsoverførsler inden for samme bank og således undgå de (højere) gebyrer for girooverførsler mellem to banker.

(55) Begrænsningen af konkurrencen er mærkbar, fordi alle banker, som i Nederlandene er tilsluttet giroopkrævningssystemet, er bundet af GSA-aftalen. Aftalen er markedsdækkende. En tilstrækkeligt kraftig konkurrence mellem systemer kan begrænse følgerne af et interbank-gebyr for de gebyrer, der pålægges kunderne, i hvert fald for så vidt der ikke i de andre systemer findes sammenlignelige interbanktariffer(35). Det eneste alternativ til giroopkrævningsservicen, nemlig til en vis grad den automatiske betalingsservice, indebærer imidlertid også en interbank-godtgørelse.

(56) GSA-aftalen er derfor en aftale, der har til formål og også til følge, at konkurrencen inden for fællesmarkedet hindres, begrænses eller fordrejes, navnlig ved direkte eller indirekte fastsættelse af købs- eller salgspriser, jf. traktatens artikel 81, stk. 1, litra a).

I meddelelsen efter artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17, har Kommissionen tilkendegivet, at den agter at indtage et positivt standpunkt med hensyn til GSA-aftalen. I betragtning af EF-Domstolens dom af 21. januar 1999, Bagnasco Banca Popolare di Novara (forenede sager C-215/96 og C-216/96)(36) er Kommissionen kommet til den konklusion, at GSA-aftalen ikke falder ind under anvendelsesområdet for artikel 81, stk. 1, eftersom kravet om en mærkbar effekt på samhandlen mellem medlemsstaterne ikke er opfyldt. Dette kan forklares på følgende måde.

Påvirkning af handelen mellem medlemsstaterne

Generelt

(57) For at kunne påvirke handelen mellem medlemsstater skal en aftale mellem virksomheder ifølge fast retspraksis på grundlag af en række objektive retlige eller faktiske omstændigheder gøre det muligt med en tilstrækkelig grad af sikkerhed at forudse, at den kan udøve direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel indflydelse på handelsstrømmene mellem medlemsstaterne på en måde, som kan skade opnåelsen af formålene med et fælles marked mellem medlemsstaterne(37). Påvirkningen af handelen mellem medlemsstater er i reglen en følge af forskellige faktorer, som ikke nødvendigvis hver især er af afgørende betydning(38).

(58) Det er endvidere fast retspraksis, at traktatens artikel 81, stk. 1, kun finder anvendelse på aftaler, hvis det kan fastslås, at de kan påvirke handelen mellem medlemsstaterne mærkbart(39).

(59) Med hensyn til besvarelse af spørgsmålet hvorvidt GSA-aftalen, og navnlig bestemmelsen vedrørende interbankgebyret, kan påvirke handelen mellem medlemsstaterne, bør følgende faktorer, i betragtning af Domstolens ovennævnte retspraksis, tages i betragtning.

GSA-aftalen af 1991 berører Nederlandenes territorium i sin helhed

(60) Udgangspunktet bør være, at GSA-aftalen, og denne bestemmelse om interbankgebyr i særdeleshed, omfatter det nederlandske område i sin helhed. Alle banker i Nederlandene, som ønsker at tilbyde giroopkrævning vil i realiteten være nødsaget til at tiltræde GSA-aftalen. For i betragtning af at kreditorer og debitorer ikke nødvendigvis har konto i samme bank, må bankerne sikre sig, at den giroblanket, der bruges af deres kunder, også bliver accepteret af kundens modparts bank.

(61) Domstolen har i flere domme fastslået, at en konkurrencebegrænsende adfærd, som omfatter hele området i en medlemsstat, ifølge selve sin natur styrker opdelingen i nationale markeder, hvorved den hæmmer den økonomiske integration, som tilstræbes med traktaten(40). Dette er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt til at konkludere, at der er tale om en mærkbar virkning på handelen mellem medlemsstaterne. Der er også andre faktorer, der må tages i betragtning. I den forbindelse er følgende kendsgerninger af betydning(41).

Økonomisk aktivitet, som berøres af giroopkrævningssystemet

(62) Deltagelse i giroopkrævningssystemet er ikke begrænset til virksomheder med hjemsted i Nederlandene (beløbsmodtagere) og private (ordregivere), men er åben for enhver, der har en løbende konto hos en bank, som er tilsluttet giroopkrævningssystemet. Men de økonomiske aktiviteter, som betaling pr. giro vedrører, er for størstedelens vedkommende begrænset, ved kontraktmæssige bestemmelser eller på grund af deres art, til nederlandsk område, for eksempel levering af varer og tjenesteydelser (gas, elektricitet, telefon)(42). Med hensyn til efterspørgselen efter giroopkrævning (dvs. kunder - kreditorer og debitorer - som, gør brug af giroopkrævning som betalingsinstrument) må det derfor konkluderes, at giroopkrævning kun i ringe omfang har grænseoverskridende karakter.

Ikke-nederlandske bankers tilslutning

(63) Ikke alene efterspørgselen efter, men også udbuddet af produktet giroopkrævning (dvs. banker der tilbyder giroopkrævning) bør tages i betragtning. Det står fast, at underafdelinger (filialer)(43) og datterselskabers(44) af ikke-nederlandske banker i betydeligt omfang er tilsluttet giroopkrævningssystemet. Ifølge oplysning fra NVB, var 58 banker ved udgangen af 1997 tilsluttet giroopkrævningssystemet, heraf 27 udenlandske banker. Af disse udenlandske banker stammede ti fra medlemsstaterne (fem datterselskaber og fem filialer). Disse udenlandske bankers andel i giroopkrævningssystemet er imidlertid relativt lille. Af de i alt næsten 100000 giroopkrævningskontrakter i 1997 tegnede de store banker (ABN AMRO, Rabo, ING Bank og Postbank) sig for langt størstedelen (ca. 91 %). De udenlandske bankers andel i antallet af indgåede giroopkrævningskontrakter androg mindre end 1 %. Også udenlandske bankers andel i antallet af behandlede girotransaktioner er meget lille: mindre end 1 % for debiteringer og mindre end 5 % for krediteringer(45).

Betydningen af tilslutning til GSA-aftalen for ikke-nederlandske banker

(64) Medio 1997 var i alt 115 banker aktive på det nederlandske marked, heraf 68 nederlandske banker og 47 udenlandske banker (nemlig 19 EF-banker (dvs. udenlandske banker med hjemsted i medlemsstater) og 28 ikke-EU-banker)(46). Godt og vel en tredjedel af de udenlandske banker, som er aktive i Nederlandene, tilbyder således ikke giroopkrævning. Hvad angår de 27 udenlandske banker, som tilbyder giroopkrævning, og som har tilsluttet sig GSA-aftalen, kan man, i betragtning af det produkts relativt ringe betydning for dem (se betragtning 63), vanskeligt sige, at udbuddet af produktet giroopkrævning har betydning for deres beslutning om at indtræde på det nederlandske marked.

(65) I betragtning af samtlige ovennævnte faktorer må det konkluderes, at GSA-aftalen ikke anses for at påvirke handelen mellem medlemsstaterne mærkbart -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Efter de forhold den har kendskab til, finder Kommissionen ingen anledning til i henhold til traktatens artikel 81, stk. 1, at skride ind over for den af De Nederlandse Vereniging van Banken (NVB) anmeldte GSA-aftale af 1991.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til: De Nederlandse Vereniging van Banken Singel 236 NL - 1016 AB Amsterdam

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. september 1999.

På Kommissionens vegne

Karel VAN MIERT

Medlem af Kommissionen

(1) EFT 13 af 21.2.1962, s. 204/62.

(2) EFT L 148 af 15.6.1999, s. 5.

(3) EFT 127 af 20.8.1963, s. 2268/63.

(4) EFT C 273 af 9.9.1997, s. 12.

(5) NVB anmeldte i 1991 GS-aftalen på vegne af medlemmerne, men er ikke selv part i aftalen. NVB har påtegnet GSA-aftalen af 1991 "til efterretning".

(6) Klage af 21. januar 1991 (sag IV/33.793).

(7) Klager af henholdsvis 7. juni 1991, 13. september 1991 og 10. februar 1992 (sag IV/34.234).

(8) Fælles klage af 21. oktober 1993 (sag IV/34.888).

(9) NVB's skrivelse af 25. marts 1997 (sagsakt 34.010, s. 711) og ABN AMRO's skrivelse af 11. februar 1999.

(10) Rabobanks skrivelse af 17. februar 1999.

(11) INGs skrivelse af 17. februar 1999.

(12) Nederlandse Spaarbankbond's skrivelse af 18. februar 1999.

(13) Skrivelse fra NVB's advokat af 27. marts 1997 og Interpay's skrivelse af 18. februar 1999.

(14) I øjeblikket arbejder flere banker på at forbedre den mere avancerede billedteknologi som erstatning for optisk læsning. Beløbsmodtagere, som ønsker at modtage et giroopkrævningsdokument efter behandling (brugere af giroopkrævning med mange bilag), har siden begyndelsen af 1996 fået kopier (imageprints) af giroblanketter i elektronisk form (Interpay's årsberetning 1996).

(15) Interpay's skrivelse af 18. februar 1999.

(16) Visse dele af denne tekst er blevet redigeret for at undgå, at fortrolige oplysninger afsløres; disse dele er angivet af skarpe parenteser og angivet med en asterisk.

(17) ING Banks skrivelse af 17. februar 1999.

(18) Se fodnote 8, Interpay's skrivelse af 18. februar 1999 og ING Banks skrivelse af 17. februar 1999.

(19) Se fodnote 8.

(20) I 1997 blev sammenlægningen af bankernes betalingssystemer via Interpay og Postbank i Nationaal Betalings Circuit afsluttet (NVB's årsberetning 1998).

(21) Forklarende note ved anmeldelsen af 10. juli 1991 samt supplerende forklarende note af 17. september 1991.

(22) Skrivelse af 14. oktober 1997 (sagsakt 33.793, s. 794).

(23) EFT L 43 af 14.2.1997, s. 25.

(24) Kommissionens meddelelse om afgrænsning af det relevante marked i forbindelse med Fællesskabets konkurrenceret (EFT C 372 af 9.12.1997, s. 5).

(25) BGC's årsberetning 1993, Interpay's årsberetning 1996, Interpay's skrivelse af 18. februar 1999.

(26) Interpay's årsberetning 1996, s. 30-31.

(27) Debitor og kreditor kan have samme bank; i så tilfælde er der tale om en intrabank-transaktion.

(28) Således som det var tilfældet før ikrafttrædelsen af GSA-aftalen af 1991.

(29) Således som det var tilfældet med pengeautomater i Nederlandene indtil 1998.

(30) Meddelelse om anvendelse af EF's konkurrenceregler på grænseoverskridende pengeoverførsler (EFT C 251 af 27.9.1995, s. 3) punkt 40.

(31) Sml. Nederlandse Vereniging van Banken (Kommissionens beslutning 89/512/EØF, EFT L 253 af 30.8.1989, s. 1) betragtning 56. Retten i Første Instans fastslog den 17. september 1992, at NVB's anke over denne beslutning ikke kunne antages til realitetsbehandling (sag T-138/89, Sml. 1992 II, s. 2181).

(32) Af svarene fra diverse banker på anmodning om oplysninger af 5. august 1997 og af 18. januar 1999 fremgår det, at næsten alle disse banker i perioden 1997-1999 stadig opkræver de et standardgebyr på 0,45 HFL (tilskrivning uden bilag), om end det i praksis er muligt i nogen grad at afvige fra standardgebyret.

(33) Bilag 8 til svar fra NMB Postbank Groep af 29. januar 1992. Se også skrivelse fra ING Bank af 21. januar 1993 til en forretningsforbindelse.

(34) Se skrivelser til forretningsforbindelser fra ABN AMRO af 18. oktober 1991 og 24. oktober 1991, skrivelse fra ABN Bank Nederland af 4. juli 1991, skrivelse fra Rabobank Heerlen af 31. marts 1992, skrivelse fra Hollandse Koopmansbank af 6. februar 1992, skrivelse fra Bank Mendes Gans NV af 18. december 1991 og skrivelse fra Commerzbank Nederland NV af 13. november 1993.

(35) Se i denne forbindelse også punkt 41 og 42 i meddelelsen om grænseoverskridende pengeoverførsler (se fodnote 29).

(36) Endnu ikke offentliggjort i Sml.

(37) Se bl.a. Domstolens dom af 11. juli 1985, Remia/Kommissionen, sag 42/84, Sml. 1985, s. 2545.

(38) Se bl.a. Domstolens dom af 15. december 1994, DLG, sag C-250/92, Sml. 1994 I, s. 5641, præmis 54.

(39) Se bl.a. Domstolens dom af 17. juli 1997, Ferriere Nord/Kommissionen, sag C-219/95, Sml. 1997 I, s. 4411, præmis 19.

(40) Se bl.a. Domstolens domme af 17. oktober 1972, Cementhandelaren/Kommissionen (sag 8/72, Sml. 1972, s. 977), præmis 29, dom afsagt af Retten i Første Instans den 21. februar 1995, SPO/Kommissionen (sag T-29/92, Sml. 1995 II, s. 289) præmis 229.

(41) Se fodnote 34.

(42) Jf. Kommissionens beslutning 87/103/EØF, ABI, EFT L 43 af 13.2.1987, s. 51, betragtning 37.

(43) I forbindelse med de stærke finansielle forbindelser mellem udenlandske moderselskaber og deres filialer med hjemsted i Nederlandene må filialer betragtes som en forlængelse af de pågældende moderselskaber, uanset deres retlige status. Også disse filialers aktiviteter må derfor betragtes som en del af handelen mellem medlemsstaterne. Se Domstolens dom af 27. januar 1987, Verband der Sachversicherer/Kommissionen; sag 45/85, Sml. 1987, s. 458-460.

(44) Datterselskaber af udenlandske banker med hjemsted i Nederlandene betragtes af De Nederlandsche Bank som udenlandske banker, i hvert fald for så vidt ikke-hjemmehørende har interesser deri på 50 % eller derover (se DNB's årsberetning 1991 og svar fra DNB på anmodning om oplysninger af 5. august 1997). Også NVB selv anvender denne definition (se NVB's årsberetning 1998, s. 54). Af Bagnasco-dommen (se fodnote 35) fremgår det, at Domstolen ikke alene anser filialers, men også udenlandske bankers datterselskabers deltagelse for at være af betydning for spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om påvirkning af handelen mellem medlemsstaterne.

(45) NVB's skrivelse af 25. marts 1997 og af 8. marts 1999.

(46) Det drejer sig om almindelige banker, kooperative banker, sparekasser og hypotekbanker (bilag VI til NVB's skrivelse af 18. juli 1997).

BILAG I

Oversigt over de deltagende banker i GSA-aftalen

(31.12.1997)

1. ABN AMRO Bank NV

2. Aegon Bank NV

3. Asahi Bank (Nederland) NV

4. ASR Bank NV

5. AVCB Bank NV

6. Banco do Brasil SA

7. Banco do Estado de São Paulo SA

8. Banco Exterior de España SA

9. Bank Bercoop NV

10. Bank Brussel Lambert NV

11. Bank Insinger de Beaufort NV

12. Bank Labouchere NV

13. Bank Mendes Gans NV

14. NV Bank Nederlandse Gemeenten

15. Bank of America NT & SA

16. Bank of Tokyo-Mitsubishi (Holland) NV

17. Banque Artesia Nederland NV

18. Barclays Bank PLC

19. Chang Hwa Commercial Bank (Europe) NV

20. Citibank NA

21. Commerzbank Nederland NV

22. Crediet & Effectenbank NV

23. Dai-Ichi Kangyo Bank Nederland NV

24. NV De Indonesische Overzeese Bank

25. De Nederlandsche Bank NV

26. Delta Lloyd Bank NV

27. Demir-Halk Bank Nederland NV

28. Deutsche Bank AG

29. F. van Lanschot Bankiers NV

30. FGH Bank NV

31. Fortis Bank Nederland NV

32. Frieslandbank NV

33. Fuji Bank Nederland NV

34. Generale Bank Nederland NV

35. GWK Bank NV

36. Hollandse Koopmansbank NV

37. ING Bank NV

38. Kas-Associatie NV

39. KBC Bank Nederland NV

40. Koçbank Nederland NV

41. Korea Exchange Bank

42. Lloyds Bank PLC

43. MeesPierson NV

44. National Bank of Greece

45. Nederlandse Waterschapsbank NV

46. OHRA Bank NV

47. OV-Bank NV

48. Postbank NV

49. Rabobank Nederland

50. Roparco NV

51. San Paolo Bank

52. SBS-Agro Bank Nederland NV

53. SNS Bank Nederland NV

54. Staal Bankiers NV

55. Theodoor Gilissen Bankiers NV

56. Tokai Bank Nederland NV

57. Triodosbank NV

58. United Garanti Bank International NV

BILAG II

Fælles giroopkrævningsservice

("GSA")

>PIC FILE= "L_1999271DA.004002.EPS">