31999D0568

1999/568/EF: Kommissionens beslutning af 27. juli 1999 om opstilling af miljøkriterierne for tildeling af Fællesskabets miljømærke til elektriske pærer (meddelt under nummer K(1999) 2439) - (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. L 216 af 14/08/1999 s. 0018 - 0022


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 27. juli 1999

om opstilling af miljøkriterierne for tildeling af Fællesskabets miljømærke til elektriske pærer

(meddelt under nummer K(1999) 2439)

(EØS-relevant tekst)

(1999/568/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 880/92 af 23. marts 1992 om en EF-ordning for tildeling af et miljømærke(1), særlig artikel 5, stk. 1, andet afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I artikel 5, stk. 1, første afsnit, i forordning (EØF) nr. 880/92 fastsættes det, at betingelserne for tildeling af miljømærket fastlægges for hver produktgruppe for sig;

(2) i artikel 10, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 880/92 fastsættes det, at produktets indvirkning på miljøet vurderes ud fra de specifikke kriterier for produktgrupperne;

(3) med beslutning 95/533/EF(2) opstillede Kommissionen miljøkriterier for elektriske pærer med én fatning, der i henhold til artikel 3 udløb den 30. november 1998;

(4) med beslutning 96/337/EF(3) fastlagde Kommissionen miljøkriterier for tildeling af Fællesskabets miljømærke til elektriske pærer med to fatninger, der i henhold til artikel 3 udløb den 7. maj 1999;

(5) det anses for hensigtsmæssigt at fastlægge en enkelt produktgruppe til erstatning for de adskilte produktgrupper for pærer med én fatning og pærer med to fatninger;

(6) det er hensigtsmæssigt at vedtage en ny beslutning om fastlæggelse af miljøkriterier for denne produktgruppe for at gøre det muligt for producenter og importører af elektriske pærer i Fællesskabet at deltage i Fællesskabets miljømærkeordning;

(7) det er hensigtsmæssigt at revidere de kriterier, der blev fastlagt ved beslutning 95/533/EF og 96/337/EF for at energiklassifikationen kan udtrykkes på en måde, der er i overensstemmelse med Kommissionens direktiv 98/11/EF(4), der gennemfører Rådets direktiv 92/75/EØF(5) med hensyn til energimærkning af husholdningslamper og for at tilpasse kravene til energiforbrug, gennemsnitlig levetid og kviksølvindhold til den teknologiske udvikling og markedsudviklingen;

(8) i overensstemmelse med artikel 6 i forordning (EØF) nr. 880/92 har Kommissionen hørt de vigtigste interessegrupper i et samrådsforum;

(9) de i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i medfør af artikel 7 i forordning (EØF) nr. 880/92 -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Ved produktgruppen "elektriske pærer" (i det følgende benævnt "produktgruppen") forstås:

- "elektriske pærer med én fatning", alle elektriske pærer til generelle belysningsformål og med en enkelt bajonet-, gevind- eller stiftfatning. Pærerne skal kunne tilsluttes til det offentlige elnet og skal være udbudt til salg til offentligheden

- "elektriske pærer med to fatninger", alle elektriske pærer til generelle belysningsformål og med fatninger i begge ender. Dette indebærer principielt alle lineære lysstofrør. Rørene skal kunne tilsluttes det offentlige elnet.

Artikel 2

Produktgruppens indvirkning på miljøet og dens brugsegnethed vurderes på grundlag af de specifikke miljø- og brugsegnethedskriterier i bilaget.

Artikel 3

Produktgruppedefinitionen og kriterierne for produktgruppen gælder fra den 1. juli 1999 til den 1. juli 2002. Hvis der den 1. juli 2002 imidlertid endnu ikke er vedtaget en ny beslutning om miljøkriterier for denne produktgruppe, forlænges denne gyldighedsperiode i stedet til den dag, hvor den nye beslutning vedtages, dog senest den 1. juli 2003.

Artikel 4

For administrative formål tildeles produktgruppen kodenummeret "008".

Artikel 5

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. juli 1999.

På Kommissionens vegne

Ritt BJERREGAARD

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 99 af 11.4.1992, s. 1.

(2) EFT L 302 af 15.12.1995, s. 42.

(3) EFT L 128 af 29.5.1996, s. 24.

(4) EFT L 71 af 10.3.1998, s. 1.

(5) EFT L 297 af 13.10.1992, s. 16.

BILAG

A. RAMMEBESTEMMELSER

For at en elektrisk pære kan tildeles et miljømærke, skal kriterierne i dette bilag være opfyldt, og prøvningerne foretaget inden ansøgning som anført i kriterierne. Der kan eventuelt anvendes andre prøvningsmetoder, hvis det ansvarlige organ, der skal vurdere ansøgningen, accepterer dem som ligeværdige.

Kriterierne sigter mod at fremme:

- Reduktion af miljøskader eller -risici i forbindelse med energianvendelse (global opvarmning, forsuring, udtømning af ikke fornyelige ressourcer) gennem mindsket energiforbrug

- Reduktion af miljøskader eller -risici i forbindelse med anvendelse af kviksølv ved at mindske elektriske pærers kviksølvindhold og ved at forlænge deres gennemsnitlige levetid

- Reduktion af miljøskader eller -risici ved at fremme anvendelsen af genbrugsmateriale i emballagen og forlænge dets gennemsnitlige levetid.

Det anbefales de ansvarlige organer at tage hensyn til gennemførelse af anerkendte miljøstyringsordninger, såsom EMAS eller ISO 14001, når ansøgningerne og overensstemmelse med kriterierne i dette bilag vurderes (NB: det er ikke et krav at gennemføre sådanne styringsordninger).

B. NØGLEKRITERIER

1. Energieeffektivitet

Pærer med én fatning skal kunne klassificeres enten som A eller som B i henhold til energimærket som fastlagt i Kommissionens direktiv 98/11/EF af 27. januar 1998, bilag IV. Kompakt-lysstofrør med magnetisk forkoblingsenhed kan ikke komme i betragtning til miljømærke.

Pærer med to fatninger skal kunne klassificeres som A i henhold til energimærket som fastlagt i Kommissionens direktiv 98/11/EF, bilag IV.

2. Gennemsnitlig levetid og lysstyrke

Både pærer med én og to fatninger skal have en gennemsnitlig levetid på over 10000 timer.

>TABELPOSITION>

3. Kviksølv

Pærer med én fatning skal have et gennemsnitligt(1) kviksølvindhold på under 6 mg.

Pærer med to fatninger med en gennemsnitlig levetid på under 20000 timer, men over 10000 timer, skal have et gennemsnitligt kviksølvindhold på under 7,5 mg.

Pærer med to fatninger med en gennemsnitlig levetid lig med eller over 20000 timer skal have et gennemsnitligt kviksølvindhold på under 10 mg.

Kviksølvindholdet prøves efter den metode, der er beskrevet i tillægget til denne beslutning.

4. Emballage

Der må ikke anvendes laminater og kompositplast.

For pærer med én fatning skal kartonemballagen indeholde mindst 65 vægtprocent genbrugsmateriale.

For pærer med to fatninger skal kartonemballagen indeholde mindst 80 vægtprocent genbrugsmateriale.

For pærer med én og to fatninger gælder EN standard 50285. Pærerne prøves efter EN 60064, EN 60901, EN 60969, EN 60081 og CIE 84 alt efter type. Hvis levetidstesten ikke er afsluttet, accepteres den på emballagen anførte driftslevetid under afventning af resultatet af testen. Resultatet af testen skal meddeles det ansvarlige organ, så snart det foreligger, og under alle omstændigheder senest 18 måneder efter indsendelsen af ansøgningen om mærket.

C. KRITERIER FOR BRUGSEGNETHED

5. Produktinformation

Følgende information skal ledsage produktet:

For pærer med én fatning:

i) Lysdæmpere

Pærer, der ikke fungerer i forbindelse med lysdæmpere, skal mærkes således.

ii) Størrelse og form

Den relative størrelse og form af et kompakt-lysstofrør skal vises sammenlignet med en almindelig glødelampe.

iii) Bortskaffelse

Forbrugerinformation (i form af et piktogram eller på anden måde) på emballagen skal gøre opmærksom på den mest hensigtsmæssige bortskaffelsesmåde, herunder relevante gældende bestemmelser.

For pærer med to fatninger:

i) "Rørets miljømæssige egenskaber forbedres, når det anvendes sammen med højfrekvens-elektronisk kontroludstyr som anført i EN 60929".

ii) Forbrugerinformation (i form af et piktogram eller på anden måde) på emballagen skal gøre opmærksom på den mest hensigtsmæssige bortskaffelsesmåde, herunder relevante gældende bestemmelser.

(1) Det gennemsnitlige tal vedrører det gennemsnitlige testede kviksølvindhold i en test foretaget på ti pærer, idet pærerne med det højeste og med det laveste indhold fjernes fra prøven.

Tillæg

METODE TIL PRØVNING AF KVIKSØLVINDHOLD

Lysbuerøret skilles først fra den omgivende plast og tilhørende elektronik. Tilledningerne klippes af så tæt ved glasset som muligt. Lysbuerøret anbringes i et stinkskab og skæres i mindre stykker. Stykkerne anbringes i en solid plastflaske af passende størrelse og med skruelåg, hvori hældes en porcelænskugle med en diameter på 1 tomme (ca. 2,5 cm) samt 25 ml ren koncentreret salpetersyre (70 %). Flasken lukkes og rystes i nogle få minutter for at omdanne lysbuerøret til fine partikler, idet skruelåget løsnes med mellemrum for at eliminere enhver mulighed for overtryk. Man lader flaskens indhold reagere i 30 minutter, hvorunder indholdet rystes med mellemrum.

Derefter filtreres flaskens indhold gennem et syrefast filtrerpapir og opsamles i en 100 ml målekolbe. Derefter tilsættes kaliumdichromat, så slutkoncentrationen bliver på 1000 ppm med hensyn til chrom. Derefter fyldes op til mærket med rent vand.

Der fremstilles en række standarder inden for et koncentrationsområde på op til 200 ppm kviksølv. Opløsningerne analyseres med flammeatomabsorption ved en bølgelængde på 253,7 nm med baggrundskorrektion. På grundlag af de opnåede resultater og kendskab til opløsningens rumfang kan det oprindelige kviksølvindhold i pæren beregnes.

Tilpasninger af enkeltheder i prøvningsmetoden kan aftales med det ansvarlige organ, hvis de er nødvendige af tekniske grunde, og anvendes efterfølgende konsekvent.