31999D0386

1999/386/EF: Rådets afgørelse af 7. juni 1999 om Det Europæiske Fællesskabs foreløbige anvendelse af aftalen om det internationale program for bevarelse af delfiner

EF-Tidende nr. L 147 af 12/06/1999 s. 0023 - 0023


RÅDETS AFGØRELSE

af 7. juni 1999

om Det Europæiske Fællesskabs foreløbige anvendelse af aftalen om det internationale program for bevarelse af delfiner

(1999/386/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 37 sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første punktum, og stk. 3, første afsnit,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Fællesskabet har beføjelse til at vedtage foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne og til at indgå aftaler med andre lande eller internationale organisationer;

(2) Fællesskabet er kontraherende parti i De Forenede Nationers havretskonvention, der forpligter alle medlemmerne af det internationale samfund til at samarbejde om bevarelsen og forvaltningen af havets biologiske ressourcer;

(3) Fællesskabet har undertegnet aftalen om gennemførelse af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 for så vidt angår bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande;

(4) på det 35. mellemstatslige møde om bevarelse af tunfisk og delfiner i den østlige del af Stillehavet vedtoges i februar 1998 aftalen om det internationale program for bevarelse af delfiner;

(5) aftalen har blandt andet til formål gradvis at nedbringe den utilsigtede delfindødelighed i forbindelse med tunfiskeri med snurpenot i den østlige del af Stillehavet til et niveau, som nærmer sig nul, gennem fastsættelse af årlige begrænsninger og at sikre tunbestandenes bestandighed på lang sigt i aftaleområdet;

(6) Fællesskabets fiskere befisker tunbestandene i aftaleområdet, og det er i Fællesskabets interesse at spille en aktiv rolle ved gennemførelsen af aftalen;

(7) Rådet vedtog den 26. april 1999, at Fællesskabet skal undertegne aftalen om det internationale program for bevarelse af delfiner;

(8) i henhold til aftalens artikel XIV skal Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk (IATTC) spille en integrerende rolle ved at koordinere aftalens gennemførelse, og mange gennemførelsesforanstaltninger vil blive gennemført inden for rammerne af IATTC; det er derfor nødvendigt, at Fællesskabet tiltræder IATTC snarest muligt;

(9) Fællesskabet har allerede indledt proceduren med henblik på tiltrædelse af nævnte organisation, men denne tiltrædelse risikerer at blive forsinket af tekniske årsager; det er derfor nødvendigt, at aftalen om det internationale program for bevarelse af delfiner anvendes foreløbigt for i overgangsperioden at beskytte EF-fartøjernes interesser i forbindelse med fiskeri i området;

(10) undertegnelsen og den foreløbige anvendelse af aftalen er de første skridt med henblik på Fællesskabets senere godkendelse i overensstemmelse med de procedurer, der er fastlagt herfor i traktaten -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

I overensstemmelse med aftalens artikel XXIX anvendes aftalen om det internationale program for bevarelse af delfiner foreløbigt af Det Europæiske Fællesskab fra den 1. juni 1999.

Artikel 2

Formanden for Rådet udpeger den person, der er beføjet til at give Amerikas Forenede Staters regering som depositar for aftalen meddelelse om Fællesskabets foreløbige anvendelse af aftalen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 7. juni 1999.

På Rådets vegne

E. BULMAHN

Formand