31999D0291

1999/291/EF, EKSF, Euratom: Rådets afgørelse af 26. april 1999 om ændring af afgørelse 88/591/EKSF, EØF, Euratom om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans med henblik på at åbne mulighed for, at Retten sættes af en enkelt dommer

EF-Tidende nr. L 114 af 01/05/1999 s. 0052 - 0053


RÅDETS AFGØRELSE

af 26. april 1999

om ændring af afgørelse 88/591/EKSF, EØF, Euratom om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans med henblik på at åbne mulighed for, at Retten sættes af en enkelt dommer

(1999/291/EF, EKSF, Euratom)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 168 A,

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, særlig artikel 32d,

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 140 A,

under henvisning til anmodning fra Domstolen,

under henvisning til udtalelse fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Siden oprettelsen af Retten i Første Instans er dens arbejdsbyrde steget væsentligt, og sagerne om intellektuel ejendomsret, navnlig anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker(2) vil på ny medføre en væsentlig forøgelse af arbejdsbyrden;

(2) for at gøre det muligt for Retten at behandle det øgede antal sager må alle muligheder tages i brug for at forbedre effektiviteten i den måde, hvorpå Retten med den nuværende sammensætning fungerer, inden det overvejes at øge antallet af medlemmer af Retten;

(3) erfaringerne fra forskellige nationale retssystemer i medlemsstaterne viser, at i et vist antal tilfælde tilsiger hverken karakteren af de retlige og faktiske spørgsmål, der skal tages stilling til, sagens betydning eller særlige omstændigheder i øvrigt, at sagen i første instans afgøres af et dommerkollegium, og at antallet af sager, der afgøres af en retsinstans, kan øges væsentligt, når visse sager kan afgøres af en enkelt dommer;

(4) på samme måde tilsiger hverken de retlige eller faktiske problemer i visse sager, som indbringes for Retten i Første Instans, sagernes betydning eller særlige omstændigheder i øvrigt, at disse sager behandles af tre dommere;

(5) Rådets afgørelse 88/591/EKSF, EØF, Euratom af 24. oktober 1998 om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans(3) bør ændres i overensstemmelse hermed -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

I artikel 2, stk. 4, i afgørelse 88/591/EKSF, EØF, Euratom tilføjes i slutningen af tredje punktum: "eller af en enkelt dommer".

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på femtendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Udfærdiget i Luxembourg, den 26. april 1999.

På Rådets vegne

J. FISCHER

Formand

(1) EFT C 328 af 26.10.1998, s. 167.

(2) EFT L 11 af 14.1.1994, s. 1.

(3) EFT L 319 af 25.11.1988, s. 1. Afgørelsen er senest ændret ved tiltrædelsesakten af 1994.