31998R1804

Rådets forordning (EF) nr. 1804/98 af 14. august 1998 om fastsættelse af autonom told for restprodukter fra fremstilling af majsstivelse henhørende under KN-kode 2303 10 19 og 2309 90 20 og om oprettelse af et toldkontingent for indførsel af restprodukter fra fremstilling af majsstivelse (corn gluten feed) henhørende under KN-kode 2303 10 19 og 2309 90 20 med oprindelse i USA

EF-Tidende nr. L 233 af 20/08/1998 s. 0001 - 0002


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1804/98 af 14. august 1998 om fastsættelse af autonom told for restprodukter fra fremstilling af majsstivelse henhørende under KN-kode 2303 10 19 og 2309 90 20 og om oprettelse af et toldkontingent for indførsel af restprodukter fra fremstilling af majsstivelse (corn gluten feed) henhørende under KN-kode 2303 10 19 og 2309 90 20 med oprindelse i USA

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 113,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

USA har besluttet fra den 1. juni 1998 at anvende en beskyttelsesforanstaltning i form af en kvantitativ restriktion af indførslen af hvedegluten fra bl.a. Fællesskabet;

foranstaltningen er til stor skade for de berørte EF-producenter og påvirker balancen mellem indrømmelser og forpligtelser som følge af WTO-aftalerne; kontingentet vil i betydelig grad begrænse Fællesskabets udførsel af hvedegluten til USA med et eksporttab for Fællesskabet på mindst 13,65 mio. ECU om året;

USA og Fællesskabet har ført konsultationer i henhold til artikel 12 i WTO-aftalen om beskyttelsesforanstaltninger, men der er ikke fundet en tilfredsstillende løsning;

i henhold til artikel 8, stk. 2, i aftalen om beskyttelsesforanstaltninger har et eksportørmedlem ret til at suspendere anvendelsen af væsentligt tilsvarende indrømmelser eller andre forpligtelser, såfremt Rådet for Handel med Varer ikke afviser dette;

suspensionen af væsentligt tilsvarende handelsindrømmelser bør anvendes med hensyn til samme sektor; restprodukter fra fremstilling af majsstivelse (corn gluten feed), der henhører under KN-kode 2303 10 19 og 2309 90 20, er landbrugsprodukter;

oprettelsen af et toldkontingent med en toldsats på 5 ECU/metrisk ton for 2 730 000 tons restprodukter fra fremstilling af majsstivelse (corn gluten feed) henhørende under KN-kode 2303 10 19 og 2309 90 20 med oprindelse i USA, der hvert år indføres til Det Europæiske Fællesskab, udgør en væsentligt tilsvarende handelsindrømmelse; der bør fastsættes en autonom told for at sikre, at kontingentet overholdes;

Fællesskabet gav den 29. juli 1998 Rådet for Handel med Varer skriftlig meddelelse om denne suspension; Rådet for Handel med Varer har ikke udtalt sin afvisning inden for den frist på 30 dage, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, i aftalen om beskyttelsesforanstaltninger;

denne forordning tager ikke stilling til, om den af USA anvendte beskyttelsesforanstaltning er forenelig med WTO-aftalerne; i henhold til artikel 8, stk. 2 og 3, i aftalen om beskyttelsesforanstaltninger bør suspensionen anvendes fra den 1. juni 2001 til det tidspunkt, hvor USA ophæver beskyttelsesforanstaltningen; suspensionen bør straks anvendes fra det tidspunkt, hvor WTO's Instans til Bilæggelse af Tvister beslutter, at USA's beskyttelsesforanstaltning er uforenelig med WTO-aftalerne;

forordningen bør revideres i lyset af udviklingen navnlig på markedet for hvedegluten i USA;

gennemførelsesbestemmelserne til denne forordning bør vedtages i henhold til artikel 23 i Rådets forordning (EØF) nr. 1766/92 af 30. juni 1992 om den fælles markedsordning for korn (1) -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. Den autonome told for restprodukter fra fremstilling af majsstivelse henhørende under KN-kode 2303 10 19 og 2309 90 20 fastsættes til 50 ECU/metrisk ton.

2. Den bundne toldsats anvendes ikke for restprodukter fra fremstilling af majsstivelse (corn gluten feed) henhørende under KN-kode 2303 10 19 og 2309 90 20 med oprindelse i USA.

Artikel 2

1. For perioden 1. juni til 31. maj åbnes der hvert år et toldkontingent for indførsel af 2 730 000 tons restprodukter fra fremstilling af majsstivelse (corn gluten feed) henhørende under KN-kode 2303 10 19 og 2309 90 20 med oprindelse i USA.

2. Toldsatsen for dette toldkontingent er på 5 ECU/metrisk ton.

Artikel 3

For at de i artikel 1 omhandlede produkter kan forsendes frit, kan det kræves, at der fremlægges bevis for deres oprindelse.

Artikel 4

Efter den i artikel 5 nævnte procedure vedtager Kommissionen de bestemmelser, der er nødvendige for at suspendere toldsatsen til nultold, så snart der er indført 2 730 000 tons restprodukter fra fremstilling af majsstivelse (corn gluten feed) henhørende under KN-kode 2303 10 19 og 2309 90 20 med oprindelse i USA.

Artikel 5

Kommissionen vedtager eventuelle gennemførelsesbestemmelser til denne forordning efter proceduren i artikel 23 i forordning (EØF) nr. 1766/92.

Artikel 6

Eventuelle ændringer af denne forordning vedtages efter proceduren i artikel 5.

Artikel 7

1. Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

2. Denne forordning anvendes fra:

- den 1. juni 2001, eller

- femtedagen efter den dato, hvor WTO's Instans til Bilæggelse af Tvister beslutter, at den af USA indførte beskyttelsesforanstaltning er uforenelig med WTO-aftalerne

alt efter hvilken dato der kommer først, og til den dato, hvor beskyttelsesforanstaltningen ophæves af USA. I sidstnævnte tilfælde offentliggør Kommissionen i De Europæiske Fællesskabers Tidende en meddelelse, der angiver datoen for den beslutning, som træffes af WTO's Instans til Bilæggelse af Tvister.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. august 1998.

På Rådets vegne

W. SCHÜSSEL

Formand

(1) EFT L 181 af 1. 7. 1992, s. 21. Forordningen er senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 923/96 (EFT L 126 af 24. 5. 1996, s. 37).