31998R1635

Rådets forordning (EF) nr. 1635/98 af 20. juli 1998 om fravigelse af visse bestemmelser i forordning (EØF) nr. 1765/92 om indførelse af en støtteordning for producenter af visse markafgrøder

EF-Tidende nr. L 210 af 28/07/1998 s. 0021 - 0022


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1635/98 af 20. juli 1998 om fravigelse af visse bestemmelser i forordning (EØF) nr. 1765/92 om indførelse af en støtteordning for producenter af visse markafgrøder

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 42 og 43,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1), og

ud fra følgende betragtninger:

Ifølge den støtteordning for producenter af visse markafgrøder, der blev indført ved forordning (EØF) nr. 1765/92 (2), skal producenterne, hvis de ønsker at modtage godtgørelser under den generelle ordning, udtage en forudfastsat procentdel af deres arealer med markafgrøder; procentdelen bør justeres i forhold til udviklingen i produktionen og på markedet;

siden ordningens indførelse er der genskabt en bedre ligevægt på kornmarkedet, navnlig som følge af et stigende internt forbrug; denne situation har sammen med meget små lagre og faste markedspriser medført, at satsen for obligatorisk jordudtagning for de foregående produktionsår blev fastsat på et væsentligt lavere niveau end det forudfastsatte niveau;

den seneste udvikling på kornmarkedet, såvel i Fællesskabet som på verdensplan, har resulteret i en modsatrettet tendens, navnlig hvad angår omfanget af de offentlige lagre og priserne på verdensmarkedet;

der bør tages hensyn til denne situation ved fastsættelsen af satsen for obligatorisk jordudtagning for produktionsåret 1999/2000; denne sats bør derfor fastsættes på et sådant niveau, at det undgås, at der atter opstår for store offentlige lagre lige inden den første anvendelsesperiode for Agenda 2000;

anvendelsen af bestemmelserne om ekstraordinær jordudtagning bør fortsat suspenderes; følgelig bør den sanktion, der er fastsat for overskridelse af et loft for vandede arealer, lempes; forhøjelsen i tilfælde af overførsel af jordudtagningsforpligtelsen justeres, og den bør ikke anvendes i tilfælde af overførsel til miljømæssigt følsomme områder -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

For produktionsåret 1999/2000 og uanset artikel 7 i forordning (EØF) nr. 1765/92:

- fastsættes den jordudtagningsforpligtelse, der er omhandlet i stk. 1 i nævnte artikel, til 10 %

- fastsættes den forhøjelse, der er omhandlet i stk. 7, andet led, i nævnte artikel, til 1 procentpoint. Der anvendes dog ingen forhøjelse på overførsler til et bestemt område, hvor de miljømæssige mål er nået.

Artikel 2

I tilfælde af en overskridelse af basisarealet i produktionsåret 1998/99 finder den i artikel 2, stk. 6, andet led, i forordning (EØF) nr. 1765/92 omhandlede ekstraordinære jordudtagning ikke anvendelse.

Artikel 3

For produktionsåret 1998/99 og uanset artikel 3, stk. 1, sjette afsnit, i forordning (EØF) nr. 1765/92 foretages der, hvis et loft for vandede arealer overskrides, altid en reduktion af godtgørelserne til satsen for vandede arealer, der er proportional med satsen for den konstaterede overskridelse.

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. juli 1998.

På Rådets vegne

W. MOLTERER

Formand

(1) EFT C 210 af 6. 7. 1998.

(2) EFT L 181 af 1. 7. 1992, s. 12. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 2309/97 (EFT L 321 af 22. 11. 1997, s. 3).