31998R0020

Kommissionens forordning (EF) nr. 20/98 af 7. januar 1998 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2200/96 for så vidt angår støtte til foreløbigt anerkendte producentsammenslutninger

EF-Tidende nr. L 004 af 08/01/1998 s. 0040 - 0043


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 20/98 af 7. januar 1998 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2200/96 for så vidt angår støtte til foreløbigt anerkendte producentsammenslutninger

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2200/96 af 28. oktober 1996 om den fælles markedsordning for frugt og grøntsager (1), ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2520/97 (2), særlig artikel 48, og

ud fra følgende betragtninger:

I artikel 14 i forordning (EF) nr. 2200/96 fastsættes det, at der kan indrømmes nye producentsammenslutninger eller producentsammenslutninger, der ikke er anerkendt i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 1035/72 (3), senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1363/95 (4), en overgangsperiode på højst fem år til at opfylde de betingelser for anerkendelse, der er fastsat i artikel 11 i forordning (EF) nr. 2200/96; i Kommissionens forordning (EF) nr. 478/97 (5) fastsættes betingelserne for indrømmelse af foreløbig anerkendelse til producentsammenslutninger;

for at fremme dannelse af producentorganisationer fastsættes det også i ovennævnte artikel 14, at medlemsstaterne i de fem år, der følger efter datoen for den foreløbige anerkendelse, kan indrømme de foreløbigt anerkendte producentsammenslutninger to former for støtte, den ene til afholdelse af udgifterne til oprettelse og administration, den anden til dækning af en del af de investeringer, der er nødvendige for anerkendelsen, og som er opført som sådanne i deres anerkendelsesplan;

for at lette korrekt anvendelse af ordningen om støtte til dækning af udgifterne til oprettelse og administration bør denne støtte ydes i form af et fast beløb; for at overholde de budgetmæssige bindinger bør der indføres et loft for dette faste beløb; for at tage hensyn til de forskellige økonomiske behov hos producentsammenslutninger af forskellig størrelse bør dette faste beløb tilpasses under hensyntagen til producentsammenslutningens salgbare produktion; da Kommissionens forordning (EØF) nr. 2118/78 (6) ikke længere finder anvendelse, bør nævnte forordning ophæves;

for de investeringer, der er støtteberettigede i forbindelse med nærværende forordning, bør anvendes de udvælgelseskriterier, der er fastsat af Kommissionen på grundlag af artikel 8 i Rådets forordning (EF) nr. 951/97 af 20. maj 1997 om forbedring af vilkårene for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter (7), for at opnå sammenhæng mellem de forskellige foranstaltninger, der er omfattet af EF-finansiering;

den i denne forordning fastsatte støtte bør ophøre, når medlemsstatens anerkendelse af producentorganisationen indtræder; for at tage hensyn til den flerårige karakter af finansieringen af investeringerne kan investeringer, hvortil der ydes investeringsstøtte i henhold til denne forordning, dog indgå i de driftsprogrammer, der er omhandlet i artikel 15 i forordning (EF) nr. 2200/96;

i tilfælde af fusion kan der fortsat ydes støtte til de producentsammenslutninger, der fremkommer ved fusionen;

for at sikre en korrekt anvendelse af den i denne forordning fastsatte støtte bør medlemsstaten kontrollere, at ydelsen af støtten er behørigt begrundet under hensyntagen til en eventuel tidligere ydelse af igangsætningsstøtte til producentsammenslutningen og producenters eventuelle flytning mellem producentsammenslutninger og/eller producentorganisationer; medlemsstaterne skal også sørge for at undgå, at dobbeltfinansiering på EF-plan eller nationalt plan undgås for foranstaltninger og/eller aktioner, hvortil der ydes EF-finansiering i henhold til denne forordning;

der bør fastlægges kontrol- og sanktionsprocedurer;

i artikel 14, stk. 7, i forordning (EF) nr. 2200/96 omtales en særordning for Portugal; der bør fastsættes bestemmelser med henblik på at overholde denne særordning;

Forvaltningskomitéen for Frugt og Grøntsager har ikke afgivet udtalelse inden for den af formanden fastsatte frist -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. Ved denne forordning fastsættes gennemførelsesbestemmelserne for ydelse af den i artikel 14, stk. 2, i forordning (EF) nr. 2200/96 omhandlede støtte til foreløbigt anerkendte producentsammenslutninger.

2. I denne forordning forstås ved:

a) »foreløbigt anerkendt producentsammenslutning«: en producentsammenslutning, som er ny eller ikke var anerkendt i henhold til forordning (EØF) nr. 1035/72 inden ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 2200/96, og som medlemsstaten har indrømmet foreløbig anerkendelse i henhold til forordning (EF) nr. 478/97

b) »producent«: de i artikel 1, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 412/97 (8) omhandlede producenter

c) »anerkendelsesplan«: den af producentsammenslutningen forelagte trindelte anerkendelsesplan, jf. bestemmelserne i forordning (EF) nr. 478/97, hvis godkendelse bevirker, at den i artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 2200/96 nævnte frist på højst fem år begynder

d) »afsat produktion«: den produktion, som hidrører fra medlemmerne af en producentsammenslutning for den kategori af produkter, for hvilken den foreløbige godkendelse er indrømmet, og

- som er blevet leveret til den pågældende producentsammenslutning og faktisk er blevet solgt ved dennes mellemkomst eller forarbejdet af denne

- som er blevet solgt i overensstemmelse med artikel 11, stk. 1, litra c), nr. 3, andet og tredje led, i forordning (EF) nr. 2200/96, efter at sammenslutningen har givet tilladelse

- som er blevet solgt direkte af medlemmerne på de i artikel 11, stk. 1, litra c), nr. 3, første og fjerde led, i forordning (EF) nr. 2200/96 fastsatte betingelser.

Den afsatte produktion omfatter ikke produkter, som hidrører fra medlemmerne af andre producentorganisationer eller -sammenslutninger og er afsat gennem ovennævnte producentsammenslutning i overensstemmelse med artikel 11, stk. 1, litra c), nr. 3, andet og tredje led, i forordning (EF) nr. 2200/96

e) »værdien af den afsatte produktion«: værdien af den afsatte produktion, beregnet »ab producentsammenslutning« eller som »emballeret eller tilberedt, men ikke forarbejdet produkt«.

Artikel 2

1. Den i artikel 14, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 2200/96 omhandlede støtte ydes til udgifter til oprettelse og drift af producentsammenslutningen i form af et fast støttebeløb.

2. Den i stk. 1 omhandlede støtte fastsættes for hver producentsammenslutning på grundlag af dens årlige afsatte produktion og:

a) er i første, andet, tredje, fjerde og femte år lig med 5 %, 5 %, 4 %, 3 % og 2 % af den afsatte produktion, dog højst 1 000 000 ECU for denne produktion

b) er i første, andet, tredje, fjerde og femte år lig med 2,5 %, 2,5 %, 2,0 %, 1,5 % og 1,5 % af enhver værdi, der overstiger 1 000 000 ECU for den afsatte produktion

c) er pr. producentsammenslutning begrænset til højst:

- 100 000 ECU det første år

- 100 000 ECU det andet år

- 80 000 ECU det tredje år

- 60 000 ECU det fjerde år

- 50 000 ECU det femte år

d) udbetales i årlige rater i en periode på højst syv år efter datoen for den foreløbige anerkendelse, idet årene regnes fra den 1. januar året efter den foreløbige anerkendelse.

Artikel 3

1. Den i artikel 14, stk. 2, litra b), i forordning (EF) nr. 2200/96 omhandlede støtte ydes direkte eller via kreditinstitutter i form af lån med særlige karakteristika til dækning af en del af udgifterne til investeringer i forbindelse med iværksættelse af de aktioner og foranstaltninger, der er nævnt i den i artikel 4, stk. 1, i forordning (EF) nr. 478/97 omhandlede anerkendelsesplan.

Investeringer, som kan skabe konkurrenceforvridning i producentsammenslutningens øvrige erhvervsaktiviteter, og investeringer, som ikke overholder de udvælgelseskriterier, der er vedtaget af Kommissionen på grundlag af artikel 8, stk. 3, i forordning (EF) nr. 951/97, er ikke omfattet.

2. Investeringer, som direkte eller indirekte gavner producentsammenslutningens øvrige erhvervsaktiviteter, finansieres i det omfang, hvori de udnyttes af de sektorer eller for de produkter, som er omfattet af den foreløbige anerkendelse af producentsammenslutningen.

Artikel 4

1. Indrømmelse af anerkendelsen bevirker, at ydelsen af støtte i henhold til artikel 2 og 3 afbrydes.

2. Hvis der indgives et driftsprogram i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EF) nr. 411/97 (9), sikrer medlemsstaten, at der ikke sker dobbeltfinansiering af de foranstaltninger, der finansieres gennem anerkendelsesplanen.

3. De investeringer, hvortil der ydes støtte til de i artikel 3 omhandlede investeringsudgifter, vil kunne optages i driftsprogrammerne, for så vidt som arten af disse investeringer er i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EF) nr. 411/97.

Artikel 5

1. Ansøgninger om refusion vedrørende støtte til de i artikel 2 og 3 omhandlede omkostninger, som vedrører udgifter udbetalt af medlemsstaten i løbet af kalenderåret til alle de pågældende sammenslutninger, indgives samlet til Kommissionen senest den 30. juni året efter.

2. Enhver ansøgning om støtte skal ledsages af en skriftlig erklæring fra producentorganisationen om,

- at den overholder og vil overholde bestemmelserne i forordning (EF) nr. 2200/96, i forordning (EF) nr. 478/97 samt i nærværende forordning, og

- at den hverken direkte eller indirekte vil modtage eller har modtaget dobbelt finansiel EF-støtte eller national støtte til de foranstaltninger og/eller aktioner, hvortil EF yder finansiel støtte i henhold til nærværende forordning.

Artikel 6

1. Den i artikel 2 og 3 i nærværende forordning omhandlede støtte kan ydes eller fortsat ydes til foreløbigt anerkendte producentsammenslutninger, jf. forordning (EF) nr. 478/97, der opstår ved fusion af en foreløbigt anerkendt producentsammenslutning, jf. forordning (EF) nr. 478/97, og en eller flere:

a) foreløbigt anerkendte producentsammenslutninger, jf. forordning (EF) nr. 478/97, og/eller

b) anerkendte producentorganisationer, jf. forordning (EØF) nr. 1035/72, og/eller

c) anerkendte producentorganisationer, jf. artikel 11 i forordning (EF) nr. 2200/96.

2. Ved beregningen af størrelsen af den i stk. 1 omhandlede støtte træder den producentsammenslutning, der er resultatet af fusionen, i stedet for sine komponenter.

Artikel 7

Medlemsstaterne vurderer producentsammenslutningernes berettigelse til støtte i henhold til denne forordning med henblik på at fastslå, at ydelse af støtte er behørigt begrundet under hensyntagen til vilkårene og datoen for eventuel tidligere ydelse af offentlig støtte til de producentsammenslutninger eller -organisationer, hvorfra medlemmerne af de pågældende producentsammenslutninger kommer, samt til eventuelle medlemsbevægelser mellem producentsammenslutninger/-organisationer.

Artikel 8

De støtteberettigede udgifter, der afholdes af medlemsstaterne til den i artikel 2 og 3 omhandlede støtte, er støtteberettigede under EUGFL, Udviklingssektionen.

Artikel 9

Det bidrag, Fællesskabet gennem EUGFL, Udviklingssektionen, yder til den i artikel 2 omhandlede støtte, er på:

- 75 % af de offentlige støtteberettigede udgifter i regionerne under mål 1 og 6, og

- 50 % af de offentlige støtteberettigede udgifter i de øvrige regioner.

Artikel 10

1. Det bidrag, der ydes gennem EUGFL, Udviklingssektionen, udtrykt i subventionsækvivalent opgjort i kapital, kan i forhold til de i artikel 3 omhandlede støtteberettigede investeringsudgifter højst udgøre:

- 50 % i regionerne under mål 1 og 6, og

- 30 % i de øvrige regioner.

2. De berørte medlemsstater skal forpligte sig til at deltage i de i artikel 3 omhandlede investeringsudgifter i et omfang af mindst 5 % af de støtteberettigede udgifter.

3. Modtagerne af støtten til de i artikel 3 omhandlede investeringsudgifter skal deltage i et omfang af mindst:

- 25 % af de støtteberettigede udgifter i regionerne under mål 1 og 6, og

- 45 % af udgifterne i de øvrige regioner.

Artikel 11

1. De i artikel 8 omhandlede udgifter indgår i de i artikel 31 i Rådets forordning (EF) nr. 950/97 (10) omhandlede overslag. Med hensyn til udbetalingen af EF-støtten finder bestemmelserne i nævnte forordnings artikel 33 anvendelse.

2. Kommissionen fastsætter bestemmelserne vedrørende støtteansøgninger/tilbagebetaling efter høring af den i artikel 29 i Rådets forordning (EØF) nr. 4256/88 (11) omhandlede komité.

3. Kontrollen med støtten til de i artikel 2 og 3 omhandlede udgifter sker i overensstemmelse med artikel 23 i Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 (12).

Artikel 12

1. Såfremt det under en kontrol udført i overensstemmelse med afsnit VI i forordning (EF) nr. 2200/96 eller artikel 23 i forordning (EØF) nr. 4253/88 viser sig, at:

- værdien af den afsatte produktion i nærværende forordning er mindre end det beløb, der ligger til grund for beregningen af den finansielle støtte fra EF, eller

- den i nærværende forordning omhandlede støtte er blevet anvendt på en måde, som ikke er i overensstemmelse med de gældende bestemmelser eller med den godkendte anerkendelsesplan

skal modtageren tilbagebetale det dobbelte af det uretmæssigt udbetalte beløb, forhøjet med en rente svarende til perioden fra udbetalingen til modtagerens tilbagebetaling.

Rentesatsen er den på datoen for den uretmæssige udbetaling gældende rentesats, som anvendes i forbindelse med ecu-transaktioner foretaget af Det Europæiske Monetære Institut, og som offentliggøres i C-udgaven af De Europæiske Fællesskabers Tidende, forhøjet med 3 procentpoint.

2. Hvis forskellen mellem den faktisk udbetalte støtte og den retmæssige støtte udgør mere end 20 % af den retmæssige støtte, skal modtageren tilbagebetale hele den udbetalte støtte, forhøjet med den i stk. 1 nævnte rente.

3. Den del af de af medlemsstaterne tilbagesøgte beløb, der henhører under EUGFL, Udviklingssektionen, trækkes fra den følgende ansøgning om resten af refusionen, der indsendes til EUGFL, Udviklingssektionen, eller indsættes på en konto tilhørende Europa-Kommissionen.

4. Hvis en producentorganisation forsætligt eller som følge af grov uagtsomhed afgiver en urigtig erklæring inden for rammerne af denne forordning, udelukkes den fra at modtage finansiel EF-støtte i resten af den igangværende anerkendelsesplans gyldighedstid.

5. Stk. 1-4 anvendes uden at foregribe andre sanktioner, der vedtages i henhold til artikel 48 i forordning (EF) nr. 2200/96.

Artikel 13

Hvis de portugisiske myndigheder godtgør, at den støtte, der kan udbetales til en producentsammenslutning i Portugal i henhold til nærværende forordning, for et givet år er mindre end den støtte, der er fastsat i artikel 14, stk. 7, i forordning (EF) nr. 2200/96, forhøjes støttebeløbene i artikel 2, stk. 2, i et sådant omfang, at bestemmelserne i artikel 14 overholdes.

Artikel 14

Forordning (EØF) nr. 2118/78 ophæves.

Den anvendes dog fortsat for producentorganisationer, der har ansøgt om den i artikel 14 i forordning (EØF) nr. 1035/72 omhandlede støtte inden ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 2200/96, og i forbindelse med den beregning, der skal foretages i henhold til artikel 13.

Artikel 15

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. januar 1998.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 297 af 21. 11. 1996, s. 1.

(2) EFT L 346 af 17. 12. 1997, s. 41.

(3) EFT L 118 af 20. 5. 1972, s. 1.

(4) EFT L 132 af 16. 6. 1995, s. 8.

(5) EFT L 75 af 15. 3. 1997, s. 4.

(6) EFT L 246 af 8. 9. 1978, s. 11.

(7) EFT L 142 af 2. 6. 1997, s. 22.

(8) EFT L 62 af 4. 3. 1997, s. 16.

(9) EFT L 62 af 4. 3. 1997, s. 9.

(10) EFT L 142 af 2. 6. 1997, s. 1.

(11) EFT L 374 af 31. 12. 1988, s. 25.

(12) EFT L 374 af 31. 12. 1988, s. 1.