RÅDETS HENSTILLING af 6. juli 1998 om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politikker (98/454/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 103, stk. 2,

som henviser til henstillingen fra Kommissionen,

som henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Cardiff den 15. og 16. juni 1998, og

som tager i betragtning, at Europa-Parlamentet har vedtaget en beslutning om Kommissionens henstilling,

HENSTILLER:

1. HOVEDMÅLSÆTNINGER: EN VELLYKKET ØMU, VELSTAND OG BESKÆFTIGELSE,

Indførelsen af euroen den 1. januar 1999 markerer en ny fase i den europæiske integrationsproces og i tilrettelæggelsen af medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politik.

Medlemsstaternes ihærdige og troværdige bestræbelser, især i løbet af de sidste to år, på at gennemføre politikker rettet mod tilvejebringelse af en høj grad af vedvarende økonomisk konvergens i Fællesskabet har givet konkrete resultater.

For det første fordi disse bemærkelsesværdige bestræbelser og resultater med hensyn til konvergens dannede baggrund for, at Rådet for Den Europæiske Union i dets sammensætning af stats- og regeringschefer den 3. maj 1998 besluttede, at elleve medlemsstater opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af euroen.

For det andet fordi disse bestræbelser har affødt et makroøkonomisk policy-mix, der er befordrende for vækst og beskæftigelse.

Imidlertid er det i mange medlemsstater ikke hidtil lykkedes at mindske ledigheden tilstrækkeligt.

Siden sommeren 1997, hvor de foregående overordnede økonomiske retningslinjer blev vedtaget, har et stadig mere robust og bredt funderet økonomisk opsving fået fodfæste i Fællesskabet, og det er sket i sammenhæng med en historisk lav inflation. Takket være den ledige kapacitet, der i øjeblikket er til rådighed i de fleste medlemsstater, og udsigterne til en sund stigning i investeringerne, navnlig investeringerne i maskiner mv., skulle der være mulighed for en solid vækst, som ikke hæmmes af kapacitetsbegrænsninger, og som ikke giver anledning til inflationsspændinger, hvis lønudviklingen - som ventet - forbliver rimelig. Desuden er de underliggende økonomiske fundamentale forhold sunde og i fortsat bedring, efterspørgselsudviklingen tegner sig lysere, og tilliden til den økonomiske udvikling vokser til stadighed. De finansielle og økonomiske begivenheder i Asien vil formentlig kun få en begrænset indvirkning på Fællesskabets vækstudsigter, forudsat at krisen hverken forværres eller spreder sig til andre lande i regionen.

Med udgangspunkt i et forstærket opsving ventes det, at beskæftigelsen vil stige en anelse, hvilket igen kan føre til et mindre fald i ledigheden frem til 1999 i Fællesskabet som helhed. Det vil udgøre et første, om end beskedent, skridt i retning af det høje beskæftigelsesniveau, der er sat som et mål i Amsterdam-traktatens artikel 2.

Det nuværende beskæftigelsesniveau i Fællesskabet skyldes ikke blot den høje ledighed (omkring 18 mio. personer i 1997), men også de ringe beskæftigelsesudsigter over lange perioder, som har holdt mange mennesker tilbage fra at søge arbejde. Mange af disse personer modtager i dag andre overførselsindkomster. Jobskabelsen skal således absorbere ikke blot de ledige, men også den stigende erhvervsfrekvens og stadig en vis demografisk stigning i arbejdsstyrken.

Den øgede beskæftigelse på mellemlang og lang sigt vil medføre en betydelig lettelse for medlemsstaternes offentlige finanser og sociale sikringsordninger. Desuden vil den bidrage til effektivt at bekæmpe fattigdom og social udstødelse.

Med hensyn til den økonomiske politik består opgaven i at skabe de rette betingelser for dels en yderligere styrkelse af opsvinget, dels en udvidelse af dette opsving til en selvbærende, ikke-inflationær økonomisk vækstproces på mellemlang og lang sigt, som er en forudsætning for en væsentlig og holdbar forøgelse af beskæftigelsen. Der vil være behov for en styrket makroøkonomisk og strukturel indsats og en stringent gennemførelse af de vedtagne retningslinjer for beskæftigelsen i 1998 for at tackle en række vigtige udfordringer, samtidig med at økonomierne i Fællesskabet får mulighed for bedre at tilpasse sig forandringer i årene fremover.

Euroens indførelse vil ikke i sig selv løse arbejdsløshedsproblemet i Fællesskabet. Men som led i løsningen af ovennævnte opgaver vil den stabilitetsorienterede ramme, som Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) udgør, bidrage til at fastholde et policy-mix, der er gunstigt for væksten og beskæftigelsen.

På det makroøkonomiske område bør såvel regeringerne som arbejdsmarkedets parter på deres respektive områder gøre den nødvendige indsats for at støtte stabilitetsmålsætningen for den fælles monetære politik.

Samtidig er der behov for strukturelle politikker og reformer på vare-, tjeneste- og arbejdsmarkedet for at bane vej for en vækst uden spændinger, styrke konkurrenceevnen, omsætte væksten i beskæftigelse og gøre væksten mere miljøvenlig.

Mere generelt er der behov for, at det indre marked, som alle medlemsstaterne er ansvarlige for, fungerer bedre.

Kun hvis denne policy-strategi forfølges med beslutsomhed af alle aktører og gennemføres på velkoordineret vis i overensstemmelse med resolutionen fra Det Europæiske Råd i Luxembourg, vil ØMU'en - i overensstemmelse med traktatens artikel 2 - kunne udnyttes fuldt ud og bidrage til at opfylde de overordnede målsætninger for EU, herunder en bæredygtig og ikke inflationær vækst, som respekterer miljøet, et højt beskæftigelsesniveau og en højnelse af levestandarden.

2. ET VÆKST- OG STABILITETSORIENTERET MAKROØKONOMISK POLICY-MIX

For at nå ovennævnte mål er det afgørende, at medlemsstaterne på det makroøkonomiske område viderefører den vækst- og stabilitetsorienterede strategi, der er anbefalet i de tidligere retningslinjer, og som er begyndt at bære frugt.

Strategien omfatter følgende tre hovedelementer:

- en monetær politik, der er orienteret mod prisstabilitet

- en vedholdende indsats for at opnå og fastholde en sund budgetstilling, der er i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagten

- en udvikling i de nominelle lønninger, der er forenelig med prisstabilitetsmålet; samtidig bør reallønsudviklingen være i overensstemmelse med produktivitetsstigningerne og tage hensyn til behovet for at øge investeringsafkastet for at skabe flere job.

Jo mere den monetære politiks opgave med at opretholde prisstabiliteten støttes af hensigtsmæssige budgetpolitikker og en passende lønudvikling, jo mere sandsynligt er det, at de monetære vilkår vil virke fremmende på vækst og beskæftigelse.

Det overordnede makroøkonomiske policy-mix i euro-området vil især være resultatet af et samspil mellem den fælles monetære politik på den ene side og de specifikke budgetudviklinger og løntendenser i de deltagende lande på den anden. Sidstnævnte bliver genstand for en nøjere overvågning og koordinering af de økonomiske politikker for at opnå et passende policy-mix i hele euro-området og i hvert af de deltagende lande.

For de lande, der ikke indfører den fælles mønt i første omgang, bliver der lige så stort behov for stabilitetsorienterede makroøkonomiske politikker. Den tætte og dybe økonomiske og monetære indbyrdes afhængighed mellem medlemsstaterne i og uden for euro-området og behovet for at sikre større konvergens og et velfungerende indre marked vil kræve, at alle medlemsstaterne inddrages i samordningen af de økonomiske politikker.

3. PRISSTABILITET

Prisstabilitet er en vigtig forudsætning for realiseringen af en holdbar økonomisk vækst på mellemlang sigt. Efter de senere års imponerende fremskridt har Fællesskabet som helhed opnået en høj grad af prisstabilitet. Det er nødvendigt, at alle politikker tager sigte på troværdighed og overensstemmelse med vedvarende prisstabilitet.

I det forestående euro-område, hvor den gennemsnitlige inflation, målt efter det harmoniserede forbrugerprisindeks, er faldet til under 2 %, er det nødvendigt, at alle de deltagende medlemsstater fører en økonomisk politik, der tager hensyn til prisstabiliteten, således at der skabes vækstfremmende monetære vilkår. De skal også undgå for store inflationsforskelle, der ellers vil skabe konkurrenceevneproblemer.

Den gennemsnitlige inflation er også faldet til under 2 % i Danmark, Sverige og Det Forenede Kongerige. Opgaven består i at opretholde monetære og økonomiske politikker, der fortsat giver prisstabilitet.

Grækenland har gjort betydelige fremskridt i retning af prisstabilitet i de seneste år. Kombineret med landets budgetkonsolideringsbestræbelser i de seneste år lettede dette drakmens indtræden i valutakursmekanismen (ERM) i marts 1998. ERM-medlemskabet vil bidrage til at bedre landets inflationsudvikling yderligere. Der er imidlertid behov for en øget indsats for at modvirke de inflationsmæssige konsekvenser af devalueringen af drakmen efter dens indtræden i ERM og for at opnå prisstabilitet hurtigst muligt.

4. OVERGANGEN TIL EUROEN

En problemfri overgang til euroen den 1. januar 1999 er nødvendig for at sikre, at ØMU'en indføres under de bedst mulige betingelser. Det vigtigste formål med den monetære politik, som de deltagende medlemsstaters centralbanker fører i de sidste måneder af 1998, hvor de har ansvaret for den monetære politik, er at sikre, at den nuværende høje grad af prisstabilitet fastholdes på nationalt plan og dermed for det fælles euro-område som helhed. De officielle rentesatser vil have nået det fælles euro-områdes sats inden udgangen af 1998. Dette vil være i overensstemmelse med en situation, hvor valutakurserne svarer til de forudannoncerede kurser, dvs. de nuværende bilaterale centralkurser i ERM.

Fra den 1. januar 1999 får den uafhængige Europæiske Centralbank (ECB) og det uafhængige Europæiske System af Centralbanker (ESCB) ansvaret for den fælles monetære politik på euro- området.

De medlemsstater, der ikke indfører den fælles mønt fra begyndelsen, bevarer kompetencen over deres nationale monetære politikker og er også forpligtet til at føre en stabilitetsorienteret monetær politik. I henhold til traktatens artikel 109 M skal disse medlemsstater behandle deres valutakurspolitik som et spørgsmål af fælles interesse. ERM 2 skal danne rammen om de monetære forbindelser mellem de medlemsstater, der deltager i mekanismen, og euro-området fra og med 1999, og skal støtte deres konvergensbestræbelser. Deltagelse i ERM 2 bliver frivillig, men det forventes, at de medlemsstater, der ikke tilslutter sig euroen, vil deltage.

5. SUNDE OFFENTLIGE FINANSER

5.1. Generelle retningslinjer

Trods betydelige konsolideringsbestræbelser i næsten alle medlemsstaterne er der behov for yderligere fremskridt i de fleste lande, for at sikre opfyldelse af stabilitets- og vækstpagtens mål på mellemlang sigt om budgetstilling tæt på balance eller med overskud. Dette vil gøre det muligt for medlemsstaterne at klare normale konjunktursituationer og samtidig holde underskuddet på deres offentlige finanser inden for referenceværdien på 3 % af bruttonationalproduktet (BNP). I henhold til traktaten skal konsolideringen også sikre, at gældskvoter på over 60 %, fortsat mindskes tilstrækkeligt og nærmer sig referenceværdien med en tilfredsstillende hastighed. Disse krav gælder for alle medlemsstaterne af følgende grunde:

i) Sunde budgetpolitikker vil ved at skabe lave og stabile inflationsforventninger gøre det lettere for den fælles monetære politik og ikke-euro-medlemsstaternes monetære politikker at opretholde prisstabilitet. Under de nuværende konjunkturforhold vil en yderligere nedbringelse af underskuddene på de offentlige finanser bidrage til at fastholde det økonomiske opsving og vil kunne åbne mulighed for vedvarende gunstige monetære vilkår og dermed fremme investeringerne.

ii) Sunde budgetstillinger vil være med til at holde de lange renter lave og dermed fremme private investeringer. Hvis regeringerne absorberer en mindre del af den private opsparing, eller hvis de yder et positivt bidrag til besparelser i økonomien, kan der - alt andet lige - ske en stigning i investeringsraten uden pres på betalingsbalancen og de lange renter.

iii) I mange lande har de offentlige finanser ikke genvundet det råderum, der er nødvendigt for at klare en eventuel ugunstig økonomisk udvikling. Efter indførelsen af den fælles valuta vil tilpasningen til en negativ konjunkturudvikling og landespecifikke forstyrrelser i vidt omfang afhænge af budgetpolitikken, og det vil derfor være af allerstørste betydning at sikre, at de automatiske stabilisatorer får mulighed for at slå fuldt igennem. En sund budgetpolitik vil med al sandsynlighed også gøre stabilisatorerne mere effektive. En velunderbygget budgetdisciplin vil styrke de økonomiske aktørers tillid til, at et stigende underskud under en recession ikke vil være til permanent skade for de offentlige finanser, og derved kan eventuelle negative virkninger, der måtte stamme fra de finansielle markeder, forhindres.

iv) Endelig vil budgetter, der er tæt på at være i balance eller udviser et overskud, muliggøre en hurtig nedbringelse af den offentlige gældskvote - der stadig er relativt høj i mange medlemsstater. Dette vil mindske gældsbetjeningsbyrden og lette omlægningen af de offentlige udgifter. Det kan også gøre det lettere at nedsætte skattebyrden og gøre det muligt at tage fat på alle aspekter af de sociale sikringsordninger på baggrund af befolkningernes stigende gennemsnitsalder.

På denne baggrund er det vigtigt, at medlemsstaterne skaber sikre forventninger om, at budgettilpasningen vil fortsætte. De har således givet tilsagn om:

i) at sikre, at de nationale budgetmål for 1998 opfyldes fuldt ud, om nødvendigt ved rettidigt at foretage korrigerende indgreb

ii) hvis de økonomiske betingelser udvikler sig mere positivt end forventet, at benytte lejligheden til yderligere at konsolidere deres budgetter med henblik på at nå det mellemfristede mål om offentlige finanser, der er tæt på balance, eller som udviser et overskud, som fastsat i stabilitets- og vækstpagten

iii) at forelægge deres stabilitets- og konvergensprogrammer senest ved udgangen af 1998, således at Kommissionen og Rådet får mulighed for at evaluere alle disse programmer, inklusive, den samlede budgetsituation og policy-mixet i euro-området, ved begyndelsen af ØMU'ens tredje fase

iv) i fornødent omfang at sikre et yderligere støt fald i den offentlige gæld og en hensigtsmæssig gældsforvaltningsstrategi med henblik på at mindske de offentlige finansers sårbarhed.

Timingen, omfanget og sammensætningen af budgettilpasningerne er afgørende for deres evne til at øve varig indflydelse på den offentlige budgetstilling og til at forbedre den økonomiske dynamik, konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Skønt der vil være behov for at skræddersy tilpasningerne til de specifikke forhold i de enkelte medlemsstater, er der i tidligere retningslinjer blevet peget på en række generelle principper. Nærværende retningslinjer bekræfter og bygger på disse principper, samtidig med at medlemsstaternes kompetence til at føre deres budgetpolitikker respekteres:

i) Nedbringelse af budgetunderskud bør i de fleste medlemsstater bygge på en afdæmpning af de offentlige udgifter snarere end på skattestigninger.

ii) For at øge den økonomiske effektivitet og fremme økonomisk dynamik er en lettelse af det samlede skattetryk ønskelig i de fleste medlemsstater. Skattereformer sætter også markederne i stand til at fungere mere effektivt og fremmer ved en styrkelse af investeringerne skabelsen af varige konkurrencedygtige job.

iii) I de tilfælde, hvor det offentlige underskud eller den offentlige gældskvote stadig ligger på et højt niveau, må en eventuel skattenedsættelse ikke bremse nedbringelsen af underskuddet.

iv) Budgetkonsolideringen bør gennemføres på en rimelig og retfærdig måde. Den skal sigte på en effektivisering af udgiftssiden på de offentlige budgetter, hvorved den også styrker økonomiens udbudsside. Med henblik herpå bør de foranstaltninger, der træffes, fokusere på en bedre kontrol med eller en omlægning af det offentlige forbrug, offentlige pensionsforpligtelser, sundhedsvæsenet, arbejdsmarkedsforanstaltninger og subsidier. De senere år har der desuden været tendens til at reducere de offentlige investeringer i forhold til BNP, skønt en del af dette fald afspejler et skift i retning af privat finansiering og drift af offentlige infrastrukturinvesteringer. I det omfang, der er mulighed for det, og uden at bringe den fornødne ekstra nedbringelse af de offentlige underskud i fare, bør udgifter til produktive investeringer og andre produktive aktiviteter, såsom menneskelig kapital og aktive arbejdsmarkedsinitiativer, fremmes. En sådan omlægning vil på grund af sine positive virkninger på vækst og beskæftigelsesegnethed med al sandsynlighed føre til en stigning i beskæftigelsen og/eller en mindskelse af den del af befolkningen i den arbejdsdygtige alder, der modtager sociale overførselsindkomster, hvilket vil bidrage til at forbedre budgetstillingen på mellemlang sigt.

På samme måde som medlemsstaterne skal Fællesskabet også fortsat opretholde en streng budgetdisciplin. En streng budgetdisciplin skal anvendes på alle kategorier af de finansielle overslag, samtidig med at aftalen mellem institutionerne om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren overholdes.

5.2. Landespecifikke retningslinjer

i) Medlemsstater, der deltager i euro-området

I Belgien har gunstige økonomiske vækstbetingelser medvirket til, at budgetmålene i konvergensprogrammet er blevet fremrykket et år. Det er vigtigt at sikre, at regeringens mål om at opretholde et overskud på den primære saldo på 6 % af BNP på det mellemlange sigt gennemføres, således at der sker en hurtig reduktion af gældskvoten, der fortsat ligger på et meget højt niveau. Der er behov for en strammere styring af overførslerne til husholdningerne og specielt af udgifterne i sundhedsvæsenet.

I Tyskland er der behov for at fortsætte nedbringelsen af det offentlige underskud i de kommende år. Subsidierne, overførslerne til husholdningerne og det offentlige forbrug bør dæmpes yderligere. Der er behov for en fortsat indsats for at nedbringe de offentlige udgifter, hvis regeringen skal realisere sin målsætning om inden år 2000 at reducere udgifterne til 46 % af BNP, hvilket var udgiftsniveauet før Tysklands forening. Tyskland har behov for at fremskynde budgettilpasningen for sikkert at bringe gældskvoten ind i en faldende bane og for hurtigt igen at bringe den ned under referenceværdien på 60 % af BNP i den nærmeste fremtid.

I Spanien vil en fastholdelse af den nuværende budgetpolitik give mulighed for at reducere underskuddet i de kommende år, til dels i lyset af de gunstige økonomiske vækstbetingelser. Spanien vil imidlertid fortsat have brug for at gøre en indsats for at fremskynde realiseringen af den mellemfristede målsætning om en budgetstilling tæt på balance eller med overskud. De nuværende konjunkturer i den spanske økonomi og den nuværende ekspansions holdbarhed vil nemlig kræve, at det mål hurtigt nås. Udgifterne skal styres nøjere, hvis regeringen skal realisere sin målsætning om at reducere udgifterne til under 42 % af BNP inden år 2000.

I Frankrig skal budgettilpasningsbestræbelserne fortsætte i 1999 og især i årene derefter for at overholde forpligtelserne i stabilitets- og vækstpagten. Disse konsolideringsbestræbelser er også nødvendige for at stabilisere gældskvoten og for at bringe den ind i en nedadgående bane. Kontrollen med overførslerne til husholdningerne og det offentlige forbrug skulle bidrage til at nedbringe underskuddet.

I Irland forventes det offentlige budget at udvise stigende overskud i de kommende år, og gældskvoten forventes at falde til under 6 % af BNP i 1998 og fortsætte med at falde derefter. I betragtning af den nuværende stærke vækst og muligheden for overophedning bør merindtægterne i forhold til budgettet for 1998 bruges til at øge budgetoverskuddet. I Irland er det desuden nødvendigt at føre en stram finanspolitik for at reducere risikoen for overophedning. Det bemærkes, at regeringen er besluttet på at foreslå et budget for 1999, hvis formål først og fremmest er at sikre en fortsat lav inflation i Irland.

Efter med held at have reduceret det offentlige underskud til under referenceværdien på 3 % af BNP 1997 har Italien behov for yderligere at øge budgetkonsolideringsindsatsen for at opfylde forpligtelserne i stabilitets- og vækstpagten. For at sikre en hurtig nedbringelse af gældskvoten er det vigtigt at sørge for, at det store overskud på den primære saldo på 5,5 % af BNP opretholdes på mellemlang sigt som fastsat i den treårsplan som det italienske parlament har godkendt. Dette, som understøttes af privatiseringsindtægter, vil sikre et fortsat fald i gældskvoten.

Luxembourg forventes at fastholde et budgetoverskud i de kommende år, samtidig med at landets gældskvote fortsat vil ligge på et meget lavt niveau.

Nederlandene skal undgå, at den nuværende budgetstilling forværres. I betragtning af de gunstige økonomiske vækstvilkår, der forventes i de kommende år, bør underskuddet bringes yderligere ned for at opfylde forpligtelserne i stabilitets- og vækstpagten. Budgetpolitikken bør derfor ikke slækkes, og det offentlige underskud bør ikke få lov til igen at vokse. Budgettilpasningen bør fastholdes for at sikre en yderligere fortsat reduktion af gældskvoten.

Østrig bør fortsætte sine konsolideringsbestræbelser i de kommende år for at realisere målsætningen om en budgetstilling tæt på balance eller med overskud. Østrig skal udøve stram budgetkontrol og undgå yderligere pres på budgettet. På grund af reformen af familiebeskatningen for nylig, der byggede på en dom fra forfatningsdomstolen, og på baggrund af den planlagte skattereform vil der blive behov for yderligere betydelige budgetkonsolideringsbestræbelser. Der erindres også om, at gældskvoten skal holdes i en faldende tendens.

Portugal bør udnytte de muligheder, som de gunstige økonomiske vækstbetingelser i de kommende år giver, til at forbedre budgetstillingen yderligere for at opfylde forpligtelserne i stabilitets- og vækstpagten. Dette ville også bidrage til at forebygge risikoen for overophedning. Budgettilpasningen bør i stigende grad fokusere på de primære udgifter. Gældskvoten forventes at falde til 6 % af BNP i 1998 og at fortsætte med at falde i de kommende år.

I Finland forventes budgettet at udvise overskud i 1998, og der sigtes på øgede overskud i de kommende år. Finland planlægger at indføre en indkomstskattereduktion i 1999. Denne foranstaltning bør implementeres på en sådan måde, at processen med yderligere budgettilpasninger fortsættes.

ii) Medlemsstater, der ikke indfører euroen fra januar 1999

Danmark forventes at stramme finanspolitikken yderligere og at øge budgetoverskuddene i de kommende år. Skatteindtægterne vil fortsat ligge højt, mens de offentlige investeringer vil blive yderligere reduceret. På baggrund af de voksende budgetoverskud forventes gældskvoten at falde til under 60 % af BNP i 1998 og at fortsætte med at falde i de kommende år.

Grækenland har gjort betydelige fremskridt med at reducere de store uligevægte i de offentlige finanser i de seneste år. Dets underskud faldt til 4 % af BNP i 1997, og forventes at falde til under traktatens referenceværdi i 1998, medens den offentlige gældskvote efter at have holdt sig praktisk taget uændret siden 1993 begyndte at falde i 1997. Grækenland bør fortsætte sin budgetkonsolideringsindsats, specielt ved resolut at implementere de foranstaltninger, som regeringen bebudede, da drakmen trådte ind i valutakursmekanismen, for at sikre en problemfri og velordnet deltagelse og virkeliggøre regeringens erklærede hensigt om at tilslutte sig euro-området i 2001. Disse foranstaltninger omfatter en yderligere reduktion af de primære udgifter, udvidede privatiseringsplaner, omfattende rationalisering af den offentlige sektor og reform af socialsikringssystemet på mellemlang sigt.

I Sverige forventes de offentlige budgetter at udvise et overskud i 1998, og der forventes øgede overskud i de kommende år. Sverige sigter på et budgetoverskud på 2 % af BNP over konjunkturcyklen. De offentlige udgifter skal fortsat undergives streng kontrol.

I Det Forenede Kongerige er det planen, at budgettet skal nå en stilling tæt på balance inden årtiets slutning. For at nå denne stilling bør Det Forenede Kongerige nøje implementere de annoncerede budgetforanstaltninger. De offentlige udgifter bør fortsat styres stramt. Finanspolitikken i Det Forenede Kongerige bør også tage hensyn til, at der er behov for at tilvejebringe de planlagte generelle stabilitetsbetingelser for den britiske økonomi.

6. LØNUDVIKLING

Udviklingen i de samlede lønninger og lønforskelle har væsentlige virkninger for inflation, vækst, beskæftigelse og vækstens beskæftigelsesindhold. I ØMU'en - med det fælles pengepolitiske regime - vil forbindelsen mellem lønninger og beskæftigelse blive tydeligere og mere direkte. På den anden side vil troværdige og stabilitetsorienterede makroøkonomiske rammer bidrage til at skabe en passende lønadfærd.

Ansvaret for lønfastsættelsen vil fortsat påhvile arbejdsmarkedets parter på nationalt, regionalt og sektormæssigt plan eller på et endnu mere decentralt plan i overensstemmelse med deres respektive traditioner. Som understreget i resolutionen fra Amsterdam om »vækst og beskæftigelse« er det arbejdsmarkedets parters ansvar at forene hensynet til et højt beskæftigelsesniveau og rimelige lønaftaler og at opbygge en egnet institutionel ramme for løndannelsen.

Hvis lønudviklingen skal bidrage til et beskæftigelsesvenligt policy-mix, bør arbejdsmarkedets parter fortsat følge en ansvarlig linje og indgå lønaftaler i medlemsstaterne i overensstemmelse med følgende generelle regler:

i) Den samlede nominelle lønudvikling skal være i overensstemmelse med prisstabilitet. Lønstigninger i hele euro-området, som ikke er forenelige med prisstabilitet, vil uundgåeligt føre til en stramning af de monetære forhold i euro-området med heraf følgende negative virkninger for vækst og beskæftigelse. For høje nominelle lønstigninger i et land eller en region vil ikke nødvendigvis have en betydelig virkning på inflationen i hele Den Monetære Union, men vil, via deres virkning på enhedslønomkostningerne, forværre det pågældende lands eller den pågældende regions konkurrenceevne og beskæftigelsesvilkår.

ii) Reallønsstigninger set i forhold til væksten i arbejdsproduktiviteten bør tage hensyn til behovet for, hvor det er nødvendigt, at styrke - og efterfølgende fastholde rentabiliteten af kapacitetsforøgende og beskæftigelsesskabende investeringer. Dette betyder, at mulighederne for reallønsstigninger vil være begrænsede i lande, hvor væksten i den samlede arbejdsproduktivitet er aftagende. Mere specifikt bør nedsættelse af arbejdstiden ikke resultere i en stigning i de reale enhedslønomkostninger. For at en forbedret rentabilitet kan resultere i højere investeringer i EU, er det vigtigt at skabe et investeringsfremmende miljø med hensyn til efterspørgselsudvikling, arbejdsmarkedsvilkår, beskatning og det overordnede regelsæt.

iii) Lønaftalerne bør tage større hensyn til forskelle i produktivitetsniveauer alt efter kvalifikationer, færdigheder og geografiske områder. I denne sammenhæng og hvor det er hensigtsmæssigt, bør indslusningslønninger for unge, lavtuddannede eller langtidsarbejdsløse fastsættes på en sådan måde, at de øger de pågældendes muligheder på arbejdsmarkedet; de gavnlige virkninger af lavere indslusningslønninger kunne blive yderligere forstærket af foranstaltninger til fremme af arbejdskraftens tilpasningsevne.

iv) »Lønefterligningsvirkninger« skal undgås, hvilket betyder, at lønomkostningsforskelle mellem medlemsstaterne fortsat bør afspejle forskelle i arbejdsproduktiviteten. Som følge af eksistensen af en fælles valuta vil forskelle i lønniveauer mellem medlemsstaterne blive mere gennemsigtige. Dette kan føre til en vis forøgelse af arbejdskraftmobiliteten, men kan også give anledning til lønkrav i lavtlønslande for at lukke gabet til lande med højere lønninger. En stigning i lønningerne, der er hurtigere, end produktivitetsniveauerne i et land tilsiger, fører til en forringelse af konkurrenceevnen og investeringsrentabiliteten og resulterer derfor i en forringet tiltrækningskraft som produktionssted. Det vil gå ud over landets handelsresultater, investeringerne vil blive væk, og arbejdsløsheden vil stige.

Overholdelse af disse krav indebærer ikke, at lønudviklingen bør være ensartet overalt i euro-området. Der vil sandsynligvis være forskelle i produktivitetsvæksten og dermed for råderummet for reallønsudviklingen. Der skal desuden tages hensyn til forskelle i arbejdsmarkedssituationer og økonomiske betingelser. I ØMU'en vil løntilpasning nødvendigvis spille en vigtigere rolle i tilpasningen til ændrede økonomiske omstændigheder, specielt for så vidt angår landespecifikke forstyrrelser, således at der kræves en højere tilpasningsgrad i løndannelsesprocessen.

Da arbejdsmarkedets parter generelt er ansvarlige for at opnå en lønudvikling, der er forenelig med opnåelse og fastholdelse af en høj beskæftigelse, og dermed spiller en væsentlig rolle for at sikre et passende makroøkonomisk policy-mix, er det væsentligt at styrke dialogen på arbejdsmarkedet på alle relevante niveauer. På nationalt plan vil det eventuelt være hensigtsmæssigt, at regeringerne i højere grad interesserer sig for at fremme en dialog og fremme forståelsen af den policystrategi, der udvikles i de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politikker. På Fællesskabsplan vil Kommissionen fortsætte med at udvikle den sociale dialog, specielt om makroøkonomiske spørgsmål. Inden for rammerne af en styrket økonomisk-politisk samordning er der desuden behov for at etablere en høj grad af troværdighed og skabe et tillidsklima mellem de vigtigste aktører, som kunne blive forbedret ved en regelmæssig dialog mellem arbejdsmarkedets parter på den ene side og på den anden side de myndigheder, der er ansvarlige for den økonomiske politik.

7. STRUKTURPOLITIK FOR VÆKST OG BESKÆFTIGELSE

Strukturpolitikken spiller en afgørende rolle for at fremme økonomisk stabilitet, forbedre produktiviteten og øge beskæftigelsesniveauet. Strukturpolitikkens rolle er at bidrage til at sikre en spændingsfri makroøkonomisk vækstproces, at forbedre Fællesskabets konkurrenceevne, at øge vækstens beskæftigelsesindhold og at gøre væksten mere miljøvenlig. Hvis strukturpolitikken skal være virkelig effektiv, skal den harmonere med en sund makroøkonomisk politik.

Strukturpolitik drejer sig om at forbedre den måde, markederne fungerer på; hvor de indebærer budgetomkostninger er det afgørende, at de holdes under kontrol og ikke ødelægger mulighederne for at fastholde en sund budgetstilling. De økonomiske fordele vil først vise sig gradvis på længere sigt.

På baggrund af utilstrækkelige fremskridt i implementeringen af strukturreformer på vare-, tjeneste- og specielt arbejdsmarkederne i de fleste medlemsstater er der behov for en fortsat og intensiveret indsats for at fjerne ofte dybt rodfæstede strukturmangler. Medlemsstaternes tilpasning til landespecifikke økonomiske forstyrrelser vil i et betydeligt omfang komme til at afhænge af deres vare-, tjeneste- og faktormarkeders fleksibilitet og tilpasningsevne. ØMU'en vil også forstærke konkurrencepresset på virksomhederne som følge af elimineringen af valutakursændringer inden for euro-området og øget prisgennemsigtighed.

7.1. Vare-, tjeneste- og kapitalmarkeder

For at bevare og fremme Fællesskabets konkurrenceevne, beskæftigelse og levestandard i en verden med frihandel og konstante teknologiske ændringer er det vigtigt, at medlemsstaterne og Fællesskabet intensiverer deres indsats for at forbedre effektiviteten på vare-, tjeneste- og kapitalmarkederne. Denne indsats bør ske på fire hovedområder.

i) Reformer med henblik på at forbedre det indre marked

Forbedringen af det indre markeds virkemåde er af afgørende betydning for en vellykket ØMU. Trods betydelige fremskridt er der fortsat en række store problemer. Den lovgivningsmæssige ramme for det indre marked er stadig ufuldkommen, hovedsagelig som følge af at der ikke er foretaget en fuldstændig gennemførelse af fællesskabsdirektiverne på nationalt plan. Indsatsen for at reducere omfanget af manglende implementering af direktiverne for det indre marked bør videreføres energisk i de fleste medlemsstater, som det fremgår af den resultattavle for det indre marked »Scoreboard«, som Kommissionen har udarbejdet. I erkendelse af denne udfordring blev Kommissionen og medlemsstaterne enige om en handlingsplan for det indre marked i juni 1997, hvorefter medlemsstaterne inden 1. januar 1999 vil lukke de alvorligste resterende lovgivningsmæssige gab. Blandt de områder, der kræver en yderligere indsats, kan specielt nævnes offentlige indkøb og gensidig anerkendelse.

Indsatsen bør nu fokusere på at sikre en hurtig implementering af handlingsplanen og på at overvåge fremskridtene i retning af et effektivt indre marked. Til dette formål er der lavet en resultattavle for det indre marked, der offentliggøres hvert halve år. I formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde i Luxembourg blev det desuden både fremhævet, at det er vigtigt at være opmærksom på de nationale økonomiske udviklinger og politikker, som kan hindre det indre marked i at fungere tilfredsstillende, og at der er behov for samordning med sigte på at skabe skattereformer for at øge effektiviteten og for at eliminere skadelig skattekonkurrence. På dette område bør behandlingen af skatteincitamenter harmonere med EF-reglerne for statsstøtte, ligesom det bør overvåges, at reglerne i medlemsstaterne er i overensstemmelse med principperne om fair skattekonkurrence. Dette er en af hovedopgaverne for den opfølgningsgruppe, der blev nedsat den 1. december 1997.

Det indre marked og den altomfattende globalisering øver et stærkt pres for at forbedre konkurrenceevnen, men denne er også knyttet til de nationale politikker og EF-politikkerne inden for forskning og udvikling (F& U) og specielt informationssamfundet. I denne forbindelse er det vigtigt hurtigt at implementere de foranstaltninger i handlingsplanen, som fremmer innovation og en bred udbredelse af nye teknologier. Med hensyn til virksomhedernes kommunikationsmiljø er der også behov for at øge indsatsen inden for nationale infrastrukturprojekter, idet der både bør fastholdes et passende niveau af offentlige investeringer og udfoldes bestræbelser for at etablere joint ventures med den private sektor, når det er hensigtsmæssigt. Indsatsen bør også fokusere på at tilskynde til at skabe en iværksætterkultur og fremme iværksætterlysten, hvilket er en nøglefaktor for at stimulere væksten, beskæftigelsen og konkurrenceevnen i Fællesskabet.

ii) Reformer med henblik på at øge konkurrencen

Inden for konkurrencepolitikken har Kommissionen erkendt behovet for at strømline og decentralisere håndhævelsen af kartelreglerne for at øge effektiviteten og reducere omkostningerne for virksomhederne. Medlemsstaterne bør også yde et betydeligt bidrag til at realisere målsætningen om en mere effektiv håndhævelse af kartelreglerne ved at revidere deres love, sådan at de nationale konkurrencemyndigheder kan anvende kartelreglerne effektivt. Med hensyn til statsstøtte er der behov for, at Kommissionen fører en stram kontrol, og at medlemsstaterne udøver en streng selvdisciplin.

iii) Lovgivningsmæssige reformer

Hensigtsmæssige regelsæt og rammer er en betingelse for at øge de europæiske virksomheders produktivitet og konkurrenceevne. Regeringerne og Kommissionen har derfor ansvaret for løbende at gennemgå eksisterende bestemmelser for at vurdere deres hensigtsmæssighed og for at reducere omkostningerne ved at implementere og overvåge dem og for at øge deres gennemsigtighed og håndhævelse. Dette gælder også for miljølovgivningen og bestemmelser, der skulle være incitamentbaseret, således at de økonomiske agenter kan nå veldefinerede miljømål på en omkostningseffektiv måde. Da der fortsat er store forskelle i reguleringsmæssig praksis mellem landene, har internationale organer indledt forskellige former for benchmarking til identificering af de bedste reguleringsmæssige praksis. Sådan benchmarking kan føre til en betydelig forbedring af regelsættet for virksomhederne. Hvad angår Kommissionen kunne denne samordne sådanne initiativer på basis af bidrag fra medlemsstaterne.

Administrative regler og tunge procedurer har en tendens til navnlig at være en stor byrde for små og mellemstore virksomheder, specielt i opstartsfasen. Det første område, hvor en sådan benchmarking kunne iværksættes, er derfor administrative regler for opstart af virksomheder. På tilsvarende måde bør det prioriteres højt at identificere og fjerne eventuelle resterende ubegrundede regelbarrierer for udvikling af venturekapital og nye finansielle produkter, specielt sådanne produkter, der kan hjælpe til at finansiere små og mellemstore virksomheder.

Der er behov for specielt at være opmærksom på jobskabelsen på lokalt plan og nye aktiviteter i forbindelse med behov, som markedet endnu ikke har tilfredsstillet, og som har en vigtig afsmitningsvirkning både med hensyn til økonomisk aktivitet og social sammenhængskraft. For fuldt ud at udnytte mulighederne på disse områder er der behov for at udvikle gunstigere regel- og skatterammer.

iv) Finansielle markeder

ØMU'en vil medføre store ændringer på de europæiske finansielle markeder. De vil resultere i store og meget likvide euromarkeder. Det er vigtigt, at de nationale myndigheder træffer de nødvendige foranstaltninger for at fjerne retlige og finansielle hindringer for markedsintegrationen. Da segmenteringen mellem medlemsstaternes finansielle markeder bliver mindre i ØMU'en, vil enhver form for ineffektivitet blive mere synlig i den skærpede konkurrence mellem de finansielle institutioner i euro-området. De nye finansielle euromarkeder vil sandsynligvis desuden blive attraktive for finansielle institutioner uden for Europa. Det er derfor vigtigt, at alle aktører er fuldstændig forberedt til ØMU'en, hvis de nye finansielle euromarkeders potentiale skal udnyttes fuldt ud.

Med henblik på at forbedre disse reformers effektivitet bør de følges nøje og om nødvendigt samordnes på EU-plan gennem en regelmæssig multilateral overvågning, der således kan supplere den igangværende makroøkonomiske multilaterale overvågning. For at sikre vedholdende fremskridt med de økonomiske reformer bør medlemsstaterne og Kommissionen fremlægge korte årlige rapporter, der viser deres politikker med sigte på at gøre deres produkt-, tjeneste- og kapitalmarkeder mere effektive. Disse rapporter vil danne grundlag for overvågning af reformindsatsen på fællesskabsplan og give et input til de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politikker, første gang fra næste år. Kommissionen vil også udarbejde en udvidet resultattavle med indikatorer for den effektive markedsintegration, herunder prisforskelle, og implementeringen af foranstaltningerne i forbindelse med det indre marked.

7.2. Arbejdsmarkeder

Det er muligt at gennemføre en varig reduktion af den nuværende høje arbejdsløshed og øge beskæftigelsen i Fællesskabet. Det forudsætter imidlertid en ihærdig og utrættelig anvendelse af en bred vifte af gensidigt forstærkende foranstaltninger, der ofte først giver positive resultater på det mellemlange til lange sigt. Den makroøkonomiske politik bør i samspil med strukturpolitiske tiltag sikre, at der opnås en lang periode med en stærk, ikke-inflationær vækst, understøttet af kapacitetsforøgende investeringer. De nødvendige foranstaltninger i den forbindelse er det centrale i disse og tidligere overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politikker. En løsning af Fællesskabets beskæftigelsesproblemer forudsætter imidlertid en sideløbende og omfattende modernisering af Fællesskabets arbejdsmarkeder med henblik på at øge beskæftigelsesindholdet i væksten og sikre arbejdsstyrkens beskæftigelsesegnethed. Sidstnævnte element i Fællesskabets strategi for høj beskæftigelse blev uddybet i beskæftigelsesretningslinjerne fra Luxembourg.

Beskæftigelsesretningslinjerne - der er baseret på at forbedre beskæftigelsesegnetheden, at udvikle iværksætterlysten, at fremme virksomhedernes og deres ansattes tilpasningsevne samt at fremme lige muligheder - vil blive implementeret via de nationale handlingsplaner for beskæftigelse. Disse planer, der tilpasses til de specifikke nationale omstændigheder, skal integrere beskæftigelsesforanstaltningerne i en strategi for en sund makroøkonomisk politik, der omfatter budgetkonsolidering i overensstemmelse med kravene i vækst- og stabilitetspagten. De skal endvidere danne grundlag for foranstaltninger, der både tager sigte på at reducere mismatch-problemer på arbejdsmarkedet og på at øge virksomhedernes evne til at reagere på økonomiske ændringer. På denne måde vil de nationale handlingsplaner blive benyttet som et vigtigt redskab med henblik på at styrke Fællesskabets vækst- og beskæftigelsespotentiale, og som sådan vil de utvivlsomt udgøre en væsentlig bestanddel i de fremtidige overordnede retningslinjer for den økonomiske politik.

Medlemsstaternes foranstaltninger bør lægge vægten på en forebyggende strategi, der fokuserer på aktive foranstaltninger for at øge udbuddet af en adækvat, veluddannet og velkvalificeret arbejdsstyrke. Sådanne aktive foranstaltninger bør kombineres med bestræbelser for at øge incitamentet til at søge og skabe job via en gennemgang af strukturen i og forvaltningen af skatteordninger og sociale ordninger.

i) Aktiv arbejdsmarkedspolitik

Over en femårsperiode skal medlemsstaterne tackle ungdomsarbejdsløsheden og forhindre langtidsledighed ved at tilbyde alle arbejdsløse unge og voksne en ny start, inden de når en arbejdsløshedsperiode på henholdsvis 6 og 12 måneder. Dette kræver en større indsats fra arbejdsformidlingerne, for at de kan levere en effektiv tjeneste. Sådanne foranstaltninger bør kombineres med ledsageforanstaltninger som videreuddannelse og om fornødent løntilskud og nedsættelse af sociale bidrag, specielt for lavtuddannede. Det vil derfor være vigtigt at koncentrere arbejdsformidlingernes knappe ressourcer på dem, der har størst brug for hjælp til at finde et job.

Langtidsarbejdsløsheden er særlig stor i Belgien, Irland, Italien og Spanien, mens ungdomsarbejdsløsheden er høj i Finland, Frankrig, Grækenland, Italien og Spanien. Det vil være nødvendigt for disse medlemsstater at gøre en særlig indsats for at overholde retningslinjerne.

ii) Skatter og socialsikringsbidrag

I mere end 15 år har den voksende samlede skattebyrde og den strukturelle udvikling i skattesystemerne (skatter og socialsikringsbidrag) i medlemsstaterne været ugunstig for beskæftigelsen. Som følge af væksten i den samlede skattebyrde og socialsikringsbidragene er der drevet en stadig større kile ind mellem, hvad arbejdstagerne modtager, og hvad virksomhederne betaler. Denne større kile hæmmer økonomisk effektivitet, vækst og dermed i sidste instans jobskabelsen. Dens virkninger er specielt skadelige i den nedre ende af lønskalaen, idet den medfører, at lavt betalte job, der ikke kræver nogen kvalifikationer, udkonkurreres af markedet, og at der sker en vækst i de aktiviteter, der betales sort. I betragtning af disse skadelige virkninger er det vigtigt, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at vende denne tendens, f.eks. ved en reform af socialsikrings- og skattesystemerne. Sådanne foranstaltninger bør imidlertid ikke sætte budgetkonsolideringen over styr. Foranstaltningernes virkning på beskæftigelsen vil blive forstærket, hvis de ledsages af aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger inden for uddannelse, lærlingeordninger, faglig uddannelse samt efter- og videreuddannelse. For at gøre skattesystemet mere beskæftigelsesvenligt bør medlemsstaterne også om fornødent undersøge, om det er ønskeligt at lægge skat på energi eller forurenende emissioner eller at træffe andre skattemæssige foranstaltninger. Alle sådanne ændringer bør tage hensyn til konkurrencevirkninger og eventuelle yderligere byrder med hensyn til person- og selskabsbeskatning.

iii) Velfærdsreformer

Velfærdssystemerne trænger til at blive reformeret for at øge incitamenterne til, mulighederne for og ansvaret for at finde job og, mere generelt, for at forbedre arbejdsmarkedets virkemåde. Dette betyder, at der skal ske et skift fra passiv indkomstopretholdelse til velfærdsstøtte gennem arbejde. I nogle lande giver det imidlertid kun små fordele at tage et job sammenlignet med at modtage sociale overførselsindkomster, specielt for lavindkomstlønmodtagere med lange arbejdsløshedsperioder: kombineres dagpenge, boligsikring og børnepasningshjælp, kan det i nogle tilfælde resultere i en nettokompensationsgrad på over 80 % i Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Nederlandene, Sverige og Det Forenede Kongerige.

Hvis det skal betale sig at arbejde, er der brug for en dobbelt strategi. For det første kunne der være tale om at gennemføre reformer for at forøge den disponible løn. Det Forenede Kongeriges »welfare-to-work« er et interessant tiltag. For det andet kunne der for så vidt angår de sociale ydelser være tale om en forsigtig tilpasning af tildelingskriterier, jobsøgnings- og uddannelseskrav og, i nogle tilfælde, justering af ydelsernes tidsprofil. Mange lande har opnået positive resultater på dette felt. Samspillet mellem forskellige sociale ordninger bør imidlertid undersøges for at sikre, at det altid kan betale sig at tage arbejde sammenlignet med at modtage ydelser. Generelt bør de sociale ordninger og skattesystemerne ses i sammenhæng med arbejdsmarkedsordningerne. Medlemsstaterne - og specielt medlemsstater med et dobbelt sikkerhedsnet i form af både relativt gavmilde sociale ordninger og en høj grad af beskyttelse mod afskedigelser - bør gennemgå deres relevante lovgivning med sigte på at forlige sikkerhed og fleksibilitet, samtidig med at de gør deres sociale ordninger mere effektive.

iv) Arbejdstiden

Det er vigtigt, at ordninger med henblik på en nedsættelse af arbejdstiden gennemføres på en sådan måde, at de ikke undergraver tilpasningsevnen og resulterer i en reduktion af arbejdskraftudbud og produktion. Hvor det er muligt kan beskæftigelsen fremmes gennem mere fleksible arbejdstider på det makroøkonomiske plan. I denne sammenhæng viser nogle initiativer, at aftaler, der kombinerer en reduktion af arbejdstiden med jobskabelse, kan medføre positive resultater, forudsat at enhedslønomkostningerne ikke stiger. En anden tilgang til at øge arbejdsindholdet i væksten kunne være at tilskynde til maksimal adgang til frivilligt deltidsarbejde og nye former for beskæftigelse. Mulighederne på dette område er helt klart meget forskellige i medlemsstaterne i betragtning af de meget store forskelle i andelen af deltidsarbejdstagere, som man kan observere i øjeblikket. På disse områder er der behov for, at der på EU-plan tilskyndes til at foretage udveksling af erfaringer og de bedste metoder.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. juli 1998.

På Rådets vegne

R. EDLINGER

Formand