31998D0677

98/677/EF: Rådets afgørelse af 18. maj 1998 om indgåelse af en protokol om tilpasning af handelsaspekterne i Europaaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Litauen på den anden side for at tage hensyn til Republikken Finlands, Kongeriget Sveriges og Republikken Østrigs tiltrædelse af Den Europæiske Union og resultaterne af landbrugsforhandlingerne under Uruguay-runden, også forbedringerne af den eksisterende præferenceordning

EF-Tidende nr. L 321 af 30/11/1998 s. 0001 - 0002


RÅDETS AFGØRELSE af 18. maj 1998 om indgåelse af en protokol om tilpasning af handelsaspekterne i Europaaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Litauen på den anden side for at tage hensyn til Republikken Finlands, Kongeriget Sveriges og Republikken Østrigs tiltrædelse af Den Europæiske Union og resultaterne af landbrugsforhandlingerne under Uruguay-runden, også forbedringerne af den eksisterende præferenceordning (98/677/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 113 sammenholdt med artikel 228, stk. 2, første punktum,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

Protokollen om tilpasning af handelsaspekterne i Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Litauen på den anden side bør godkendes for at tage hensyn til Republikken Finlands, Kongeriget Sveriges og Republikken Østrigs tiltrædelse af Den Europæiske Union og resultaterne af landbrugsforhandlingerne under Uruguay-runden, også forbedringerne af de eksisterende præferenceordninger;

Kommissionen bør bemyndiges til at træffe gennemførelsesforanstaltninger til protokollen, særlig i forbindelse med landbrugsbasisprodukter og forarbejdede landbrugsprodukter;

ved forordning (EF) nr. 1926/96 (1), (EF) nr. 921/96 (2) og (EF) nr. 304/97 (3) har Fællesskabet fremskyndet anvendelsen af de foranstaltninger, der er fastsat i protokollen, for så vidt angår henholdsvis landbrugsbasisprodukter og forarbejdede landbrugsprodukter, tekstilvarer og fiskerivarer; der bør derfor vedtages passende bestemmelser, der kan sikre en harmonisk overgang mellem de præferenceordninger, der anvendes i henhold til de pågældende forordninger, og præferenceordningerne i protokollen -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Protokollen om tilpasning af handelsaspekterne i Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Litauen på den anden side for at tage hensyn til Republikken Finlands, Kongeriget Sveriges og Republikken Østrigs tiltrædelse af Den Europæiske Union og resultaterne af landbrugsforhandlingerne under Uruguay-runden, også forbedringerne af de eksisterende præferenceordninger, i det følgende benævnt »protokollen«, godkendes herved på Fællesskabets vegne.

Teksten til protokollen er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

1. Kommissionen vedtager nærmere bestemmelser for anvendelsen af denne afgørelse efter proceduren i artikel 23 i forordning (EØF) nr. 1766/92 (4) eller, efter omstændighederne, i de relevante bestemmelser i andre forordninger om fælles markedsordninger, i forordning (EF) nr. 3448/93 (5) eller i forordning (EF) nr. 2178/95 (6).

2. Fra tidspunktet for denne afgørelses ikrafttrædelse anses de forordninger, som Kommissionen har udstedt på grundlag af artikel 5 i forordning (EF) nr. 1926/96 med henblik på iværksættelsen af indrømmelser vedrørende de produkter, der er omfattet af protokollen, for at være udstedt på grundlag af stk. 1.

Artikel 3

1. Kommissionen vedtager bistået af Toldkodeksudvalget, der er nedsat ved artikel 247 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 (7), efter proceduren i stk. 2 de bestemmelser vedrørende anvendelsen af de toldkontingenter og toldlofter, der er fastsat i de nye bilag til Europaaftalen, samt de tekniske ændringer og tilpasninger, der er blevet nødvendige på grund af ændringerne i koderne i den kombinerede nomenklatur og Taric eller som følge af Rådets indgåelse af aftaler, protokoller eller brevvekslinger mellem Fællesskabet og Litauen.

2. Kommissionens repræsentant forelægger udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver en udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyntagen til, hvor meget det pågældende spørgsmål haster. Udvalget udtaler sig med det flertal, der er fastsat i traktatens artikel 148, stk. 2, for vedtagelse af de afgørelser, som Rådet skal træffe på forslag af Kommissionen. Under afstemninger tillægges de stemmer, der afgives af repræsentanterne for medlemsstaterne, den vægt, der er fastlagt i nævnte artikel. Formanden deltager ikke i afstemningen.

Kommissionen vedtager foranstaltningerne, der umiddelbart finder anvendelse. Hvis de ikke er i overensstemmelse med den af udvalget afgivne udtalelse, underrettes Rådet dog straks af Kommissionen om disse foranstaltninger. I så fald gælder følgende:

- Kommissionen kan udsætte gennemførelsen af de foranstaltninger, den har truffet afgørelse om, i tre måneder regnet fra datoen for denne underretning

- Rådet kan, med kvalificeret flertal, træffe en anden afgørelse inden for det tidsrum, der er nævnt i første led.

3. Udvalget kan undersøge alle spørgsmål i forbindelse med anvendelsen af toldkontingenter og toldlofter, der rejses af dets formand enten på dennes eget initiativ eller på anmodning af en medlemsstat.

4. Så snart toldlofterne er nået, kan Kommissionen vedtage en forordning om genindførelse af de gældende toldsatser for tredjelande indtil udgangen af det pågældende kalenderår.

Artikel 4

Formanden for Rådet foranstalter på Fællesskabets vegne den notifikation, der er omhandlet i artikel 7 i protokollen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. maj 1998.

På Rådets vegne

C. SHORT

Formand

(1) EFT L 254 af 8.10.1996, s. 1.

(2) EFT L 126 af 24.5.1996, s. 1.

(3) EFT L 58 af 27.2.1997, s. 25.

(4) EFT L 181 af 1.7.1992, s. 21. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 923/96 (EFT L 126 af 24.5.1996, s. 37).

(5) EFT L 318 af 20.12.1993, s. 18.

(6) EFT L 223 af 20.9.1995, s. 1.

(7) EFT L 302 af 14.10.1992, s. 1.