KOMMISSIONENS BESLUTNING af 14. juli 1998 om støtteordninger i Tyskland, hvorunder der kan ydes støtte under iagttagelse af anmeldelseskravet i de multisektorale rammebestemmelser for regionalstøtte til store investeringsprojekter (meddelt under nummer K(1998) 2271) (Kun den tyske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (98/639/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, særlig artikel 93, stk. 2, første afsnit,

efter at have givet de interesserede parter lejlighed til at fremsætte deres bemærkninger, jf. ovennævnte artikel, og

ud fra følgende betragtninger:

I - PROCEDURE

(1) Ved skrivelse nr. SG(98) D/1975 af 5. marts 1998 foreslog Kommissionen, i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 1, de tyske myndigheder en passende foranstaltning vedrørende et anmeldelseskrav i de nye rammebestemmelser for statsstøtte, nærmere betegnet de nye multisektorale rammebestemmelser for regionalstøtte til store investeringsprojekter (1).

(2) I samme brev meddelte Kommissionen de tyske myndigheder og alle øvrige medlemsstater, at de multisektorale rammebestemmelser ville træde i kraft den 1. september 1998 og i første omgang gælde i tre år, samt at alle støttede projekter, som opfyldte anmeldelseskravet, og som endnu ikke var blevet endeligt godkendt af medlemsstaternes kompetente myndigheder den 1. august 1998, skulle anmeldes i overensstemmelse hermed.

(3) Kommissionen bad også de tyske myndigheder og de øvrige medlemsstater om inden tyve arbejdsdage efter datoen for nævnte brev at meddele, om de kunne tilslutte sig indførelsen af de multisektorale rammebestemmelser, for så vidt som de vedrører anmeldelsesproceduren i EF-traktatens artikel 93, stk. 3.

(4) Som svar på Kommissionens brev af 5. marts 1998 meddelte de tyske myndigheder ved brev af 31. marts 1998, at de af forskellige grunde ikke kunne acceptere indførelsen af de nye multisektorale rammebestemmelser.

(5) Ved brev af 28. maj 1998 (SG(98) D/4197) underrettede Kommissionen Tyskland om sin beslutning af 20. maj 1998 om at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 93, stk. 2, med hensyn til alle de støtteordninger i Tyskland, hvorunder der kan ydes støtte, som er omfattet af anmeldelseskravet i de multisektorale rammebestemmelser, herunder programmet for forbedring af regionale økonomiske strukturer (»Rahmenplan der Gemeinschaftsaufgabe Verbesserung der regionalen Wirtschaftsstruktur«) og skattestøtteordningen (»Investitionszulagengesetz«).

(6) I forbindelse med indledningen af proceduren undersøgte Kommissionen de argumenter, som Tyskland havde fremført for at begrunde, hvorfor det ikke kunne erklære sig indforstået med det nye anmeldelseskrav, der er fastsat i de multisektorale rammebestemmelser. Efter at have gennemgået disse bemærkninger konkluderede Kommissionen, at der ikke var noget grundlag for at acceptere Tysklands afslag.

(7) Ved ovennævnte brev bad Kommissionen den tyske regering om at fremsætte sine bemærkninger inden to uger efter modtagelsen af skrivelsen. I overensstemmelse med EF-traktatens artikel 93, stk. 2, blev de øvrige medlemsstater og interesserede parter underrettet gennem offentliggørelse af skrivelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende (2) og opfordret til at fremsætte deres bemærkninger.

(8) Den tyske regering indsendte sine bemærkninger til Kommissionen i henhold til proceduren ved brev af 12. juni 1998.

(9) Der blev ikke modtaget bemærkninger fra de øvrige medlemsstater eller fra interesserede tredjeparter.

II - KOMMENTARER FRA DEN TYSKE REGERING

(10) I brevet af 12. juni 1998 anførte de tyske myndigheder, at de allerede ved flere lejligheder i forbindelse med udtalelser (»Stellungnahmen«), udveksling af korrespondance og bilaterale samtaler med Europa-Kommissionen havde redegjort for deres holdning til de multisektorale rammebestemmelser for regionalstøtte til store investeringsprojekter. De havde sammenfattet holdningen i meddelelsen af 31. marts 1998.

(11) De tyske myndigheder uddybede fire specifikke punkter som Kommissionen efter deres opfattelse ikke har taget tilstrækkelig hensyn til og vurderet i sidstnævntes brev af 28. maj 1998, nemlig:

a) Til trods for at Kommissionen mener, at rammebestemmelserne gav en tilstrækkelig grad af forudsigelighed gennem anvendelsen af tre klart definerede kriterier, kunne selv en potentiel støttemodtager med kendskab til alle relevante forhold ikke forudsige, hvordan Kommissionen ville vurdere disse forhold, og hvilken beslutning den ville træffe i enkeltsager. Som Europa-Kommissionen selv nævnte i brevet af 28. maj 1998, har Kommissionen et skøn i forbindelse med anvendelsen af EF-traktatens artikel 93, stk. 3.

b) Navnlig for så vidt angår konkurrencefaktoren ville det ikke være klart for den potentielle støttemodtager, hvordan Kommissionen ville vurdere den reelle markedssituation. Europa-Kommissionen havde anført, at den i forbindelse med vurderingen ville tage hensyn til den relevante sektor/undersektor. Med denne meget formelle fremgangsmåde ville der ikke blive taget hensyn til, at inden for den relevante sektor kan forskellige undersegmenter udvise forskellig dynamik, således at en vurdering, der afviger fra vurderingen for sektoren som helhed, kunne være berettiget - afhængig af produktets særlige egenskaber.

c) Mens Kommissionen anførte, at jobskabelsen ville blive begunstiget ved hjælp af kapitalintensitetsfaktoren, blev varigheden og konkurrenceevnen i forbindelse med disse job ikke fremhævet i tilstrækkelig grad. Dette gjaldt især for placeringer i områder med høje lønomkostninger, som f.eks. Forbundsrepublikken Tyskland.

d) Det fremgik tydeligt af Europa-Kommissionens erklæringer, at der heller ikke med hensyn til regionalvirkningsfaktoren ville blive tilstrækkelig retssikkerhed og forudsigelighed for den potentielle støttemodtager. Som Europa-Kommissionen selv indrømmede, burde det på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet, være muligt at fastslås, hvordan det individuelle projekt ville påvirke den direkte og indirekte jobskabelse. Mens Kommissionen havde påpeget, at denne faktor ikke ville resultere i en støttereduktion, men give en vis kompensation for virkningen af de andre faktorer, og at der i den forbindelse var planlagt særlige foranstaltninger vedrørende efterfølgende tilsyn, kunne en efterfølgende stigning i støtteintensiteten på baggrund af resultaterne af tilsynet ikke længere påvirke en investeringsbeslutning, men ville blot resultere i, at virksomheder, der alligevel ville have investeret, fik fordel af støtte. En efterfølgende reduktion af tidligere godkendt støtte ville sætte spørgsmålstegn ved grundlaget for investorens økonomiske beregninger; dette var så meget mere tvivlsomt som de anførte krav - i det mindste med hensyn til indirekte jobskabelse - ikke udelukkende lå inden for støttemodtagerens indflydelsessfære.

(12) De tyske myndigheder konkluderede, at Kommissionen ikke havde været i stand til at fjerne deres betænkeligheder med hensyn til de multisektorale rammebestemmelser, og at de derfor fortsat ikke kunne tilslutte sig, at de indførtes.

III - VURDERING AF DE KOMMENTARER, DER ER MODTAGET FRA DEN TYSKE REGERING

Generelt

(13) Det hedder i EF-traktatens artikel 93, stk. 1, at Kommissionen sammen med medlemsstaterne foretager en løbende undersøgelse af de støtteordninger, som findes i disse stater. Den foreslår dem sådanne foranstaltninger, som fællesmarkedets funktion eller gradvise udvikling kræver.

(14) Kommissionen har i en årrække forsøgt at få udarbejdet nye regler for kontrol med regionalstøtte til store investeringsprojekter. Kommissionens planer om at indføre horisontale rammebestemmelser for kontrol med statsstøtte til sådanne projekter blev første gang omtalt i dens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget, »En politik til forbedring af industriens konkurrenceevne i EU« (3). Senere henvistes der i Rådets resolution af 23. november 1994 om styrkelsen af konkurrenceevnen i Fællesskabets industri (4) udtrykkeligt til behovet for at overveje en horisontal fremgangsmåde.

(15) Kommissionen og medlemsstaterne har med jævne mellemrum drøftet indholdet i de nye rammebestemmelser. Som resultat af disse drøftelser fremlagde Kommissionen på det multilaterale møde mellem medlemsstaternes statsstøtteeksperter i Bruxelles den 15. januar 1997 et revideret udkast til regler under betegnelsen »Multisektorale rammebestemmelser for kontrol med regionalstøtte til store investeringsprojekter«. Efter dette møde, hvor et stort flertal af medlemsstaterne reagerede positivt på Kommissionens reviderede forslag, hørte Kommissionen medlemsstaterne om de tekniske detaljer i forslaget ved brev af 25. februar 1997 og afholdt en række bilaterale drøftelser med medlemsstaterne, herunder også Tyskland. Indførelsen af de multisektorale rammebestemmelser prioriteredes også højt i Kommissionens handlingsplan for det indre marked, som Det Europæiske Råd godkendte på mødet den 16. og 17. juni i Amsterdam.

(16) Som Kommissionen bemærkede i forbindelse med indledningen af proceduren, gjorde den en betydelig indsats i løbet af 1997 for at tage hensyn til Tysklands forbehold over for udkastet til rammebestemmelser, til trods for at Tyskland ikke svarede skriftligt på Kommissionens brev af 25. februar 1997, hvori alle medlemsstater blev opfordret til at kommentere bestemte elementer i teksten. Derefter foregik der flere bilaterale drøftelser mellem Kommissionen og de tyske myndigheder, som medførte, at Kommissionen foretog visse ændringer i udkastet. Disse bilaterale kontakter omfattede bl.a. et møde den 15. juli 1997, hvorefter der foregik en brevveksling (Kommissionens breve af 28. juli 1997 og 15. december 1997 samt brev fra de tyske myndigheder til Kommissionen af 24. november 1997).

(17) I betragtning af de indrømmelser, som de fleste eller alle medlemsstater måtte gøre for at nå til enighed, gjorde Kommissionen det under disse bilaterale og multilaterale drøftelser klart, at de multisektorale rammebestemmelser kun ville blive indført på forsøgsbasis i tre år, og at Kommissionen inden udløbet af denne periode ville foretage en grundig undersøgelse af rammebestemmelsernes virkninger og anvendelsesområde, herunder spørgsmålet om de skal forlænges, ændres eller ophæves.

(18) Ved brev af 5. marts 1998 foreslog Kommissionen hver enkelt medlemsstat, herunder Tyskland, at der i medfør af traktatens artikel 93, stk. 1, indføres passende foranstaltninger for statsstøtte ved hjælp af et krav om forudgående anmeldelse, som er fastsat i de multisektorale rammebestemmelser.

(19) Tyskland har på intet tidspunkt under proceduren bestridt Kommissionens ret til at fremsætte et sådant forslag. Tyskland har endog tilkendegivet over for Kommissionen, at de støtter målsætningen med at undgå sektorspecifikke regler gennem en horisontal fremgangsmåde. Tyskland indvender imidlertid, at i en række henseender er bestemmelserne i de multisektorale rammebestemmelser utilfredsstillende, og at Kommissionen ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til de tidligere fremførte betænkeligheder. Det er Tysklands vægring ved at acceptere det anmeldelseskrav, der er indeholdt i de multisektorale rammebestemmelser, der er genstanden for nærværende procedure.

Undersøgelse af Tysklands indvendinger

(20) For det første hævder Tyskland uden at fremføre nye argumenter, at rammebestemmelserne giver den potentielle støttemodtager utilstrækkelig forudsigelighed. Kommissionen kan ikke acceptere dette argument. Kommissionen mener tværtimod, at de multisektorale rammebestemmelser bør give en tilstrækkelig grad af forudsigelighed og gennemsigtighed gennem anvendelsen af de tre vurderingskriterier. Eftersom de potentielle støttemodtagere har et indgående kendskab til deres sektorer og undersektorer samt til deres relative stilling inden for disse, er Kommissionen overbevist om, at de som helhed bør være i stand til med rimelig nøjagtighed at forudsige de sandsynlige resultater af Kommissionens anvendelse af konkurrencefaktoren. Med hensyn til kapitalintensitetsfaktoren vil dette kræve en beregning af størrelsen af den påtænkte kapital divideret med det forventede antal skabte/bevarede direkte arbejdspladser, hvor Kommissionen forventer, at resultatet normalt vil være ret forudsigeligt. Hvad angår anvendelsen af regionalvirkningsfaktoren, vil Kommissionen blive nødt til at basere sin vurdering på de oplysninger, som medlemsstaten selv har indsendt i overensstemmelse med den standardanmeldelsesformular, der er vedlagt rammebestemmelserne. Da disse oplysninger uundgåeligt vil være baseret på oplysninger fra den potentielle støttemodtager, burde resultatet af Kommissionens analyse af denne faktor stort set også være forudsigeligt. Spørgsmålet om efterfølgende tilsyn behandles senere.

(21) Kommissionen er endvidere af den opfattelse, at rammebestemmelserne ikke - således som Tyskland synes at ønske - vil få nogen indvirkning på Kommissionens skøn i forbindelse med anvendelsen af EF-traktatens artikel 93, stk. 3, som er fast retspraksis (5), se f.eks. Domstolens dom af 15. juni 1993 i sag C 225/91, Matra mod Kommissionen. På det tidspunkt hvor en påtænkt støtte anmeldes til Kommissionen, har ingen potentiel støttemodtager retlig sikkerhed for, at støtten vil blive godkendt. Dette princip gælder bl.a. for planlagt regional investeringsstøtte til sektorer med egne rammebestemmelser (f.eks. motorkøretøjer, kunstfibre, stål). Endvidere har medlemsstaterne i en række tilfælde været nødt til at acceptere en reduktion i det påtænkte støtteniveau som en betingelse for Kommissionens godkendelse. Ved at fastsætte gennemsigtige og målelige kriterier i de multisektorale rammebestemmelser mener Kommissionen imidlertid, at den er i færd med at indføre en fremgangsmåde, der bør resultere i en højere grad af forudsigelighed.

(22) For det andet anfører Tyskland, at omstændighederne i de individuelle sager kan nødvendiggøre en mere fleksibel fremgangsmåde fra Kommissionens side, end rammebestemmelserne tillader, med hensyn til i hvor høj grad den sektor/undersektor, der benyttes ved anvendelsen af konkurrencevurderingsfaktoren, er opsplittet.

(23) Kommissionen accepterer ikke gyldigheden af dette argument. Den fremgangsmåde, der foreslås af Tyskland, vil uundgåeligt medføre risiko for uenighed om det undersegment, Kommissionen har udvalgt ved vurderingen. Den kan medføre nøjagtig den form for usikkerhed og uforudsigelighed, som de tyske myndigheder påstår, at de ønsker at undgå. Der skal henvises til, at det allerede hedder i rammebestemmelserne, at sektoren/undersektoren vil blive vurderet på det mest opsplittede niveau, for hvilke der findes objektive EF-dækkende data. Med hensyn til undersøgelsen af, hvorvidt der er tale om strukturel overkapacitet eller ej, hedder det udtrykkeligt i fodnote 13, at sektoren eller undersektoren afgrænses efter den lavest mulige inddeling i NACE-klassifikationen.

(24) Desuden hedder det i afsnit 3.4, at hvis der ikke foreligger tilstrækkelige oplysninger om kapacitetsudnyttelsen, vil Kommissionen undersøge, om investeringen finder sted på et vigende marked, og at Kommissionen i denne forbindelse vil sammenligne udviklingen i forbruget af det (de) pågældende produkter) med fremstillingsindustriens vækstrate i EØS som helhed. En sådan analyse vil under alle omstændigheder tage hensyn til den seneste udvikling på markedet for det (de) pågældende produkter). Med hensyn til Kommissionens vurdering af, om der skal ske en reduktion i det tilladte støtteniveau som følge af eksistensen af en høj markedsandel (dvs. over 40 %) for det pågældende produkt, hedder det tydeligt i afsnit 3.6, at der kan være undtagelser fra den generelle regel, f.eks. når virksomheden gennem egentlig innovation skaber et nyt produktmarked.

(25) For det tredje hævder Tyskland, at kapitalintensitetsfaktoren ikke tager hensyn til varigheden og konkurrenceevnen i forbindelse med de skabte arbejdspladser og heller ikke til økonomier med høje lønomkostninger som f.eks. Tyskland.

(26) Kommissionen kan ikke acceptere disse argumenter. Kommissionen mener ikke, at den ifølge rammebestemmelserne skulle have pligt til at danne sig en opfattelse af, hvorvidt de skabte arbejdspladser kan opretholdes på længere sigt, hvilket mere passende bør være op til de pågældende myndigheder i medlemsstaten. Under alle omstændigheder fastsættes det i de nye retningslinjer for regionalstøtte, som Kommissionen vedtog den 16. december 1997 (6), at regional investeringsstøtte i forbindelse med skabelse af arbejdspladser er betinget af, at disse arbejdspladser opretholdes i mindst fem år. Med hensyn til konkurrenceevnen i forbindelse med arbejdspladserne er Kommissionen også af den opfattelse, at dette hovedsagelig er et spørgsmål, som medlemsstaterne skal afgøre i forbindelse med deres regionalpolitik.

(27) Efter Kommissionens mening er der ingen grund til at antage, at medlemsstaterne på en eller anden måde gennem rammebestemmelserne skulle blive tilskyndet til at yde støtte til projekter, som skaber flere, men mindre konkurrencedygtige arbejdspladser, end det ellers ville have været tilfældet. Det understreges, at det ikke er Kommissionens hensigt at straffe skabelsen af højteknologiske arbejdspladser, men i stedet at reducere mulighederne for alvorlige konkurrenceforvridning som følge af, at der ydes alt for høj støtte til meget store investeringsprojekter, og fordi arbejdspladser andre steder i EF bringes i fare. Virksomheder med en forholdsvis høj kapitalandel i de samlede omkostninger opnår en betydelig reduktion i enhedsomkostningerne ved modtagelse af støtte og kan derved opnå en betydelig konkurrencefordel i forhold til konkurrenter, der ikke modtager støtte. Jo mere kapitalintensivt det støttede investeringsprojekt er, jo mere konkurrenceforstyrrende vil virkningerne af kapitaltilskuddet være.

(28) Samtidig ønsker Kommissionen, at de ringere stillede dele af EF, herunder de nye tyske delstater, fortsat skal være attraktive, ved at sikre at projekter, der skaber et betydeligt antal både direkte og indirekte arbejdspladser i de pågældende regioner, får en velvillig behandling. Dette er i overensstemmelse med konklusionerne af Luxembourg-topmødet om beskæftigelse, der blev afholdt i november 1997.

(29) Det skal ligeledes påpeges, at de nye regler ikke vil resultere i et forbud mod støtte i individuelle sager, men snarere i en eventuel tilpasning til de maksimalt tilladelige regionalstøtteniveauer, der normalt er tilladt i henhold til den relevante støtteordning, i overensstemmelse med de anførte tre vurderingskriterier. I praksis er det sådan, at meget store projekter, der udføres i EF, som helhed ofte ikke modtager støtte efter den maksimale støttesats, der er tilladt i henhold til regionalstøtteordningerne. I betragtning af anmeldelsestærsklerne forventes de nye rammebestemmelser endvidere kun at gælde for et forholdsvist lille antal projekter og vil kun i de færreste tilfælde krænke medlemsstaternes frihed til at anvende regionalpolitikken i langt de fleste tilfælde.

(30) Kommissionen gør også opmærksom på, at regionalvirkningsfaktoren er baseret på forholdet mellem indirekte arbejdspladser og direkte arbejdspladser, der er skabt som følge af en investering i den (de) pågældende støttede region(er). I tilfælde, hvor der kun skabes få direkte arbejdspladser gennem en stærkt kapitalintensiv investering, kan projektet derfor ikke desto mindre få ret til en »bonus«, forudsat at der i det mindste også skabes et beskedent antal yderligere indirekte arbejdspladser.

(31) For det fjerde hævder Tyskland, at rammebestemmelserne ikke giver tilstrækkelig retssikkerhed og forudsigelighed med hensyn til regionalvirkningsfaktoren, at nogle af faktorerne ligger uden for støttemodtagerens kontrol, og de gør indsigelse mod bestemmelserne om efterfølgende tilsyn. Kommissionen erkender, at det ikke nødvendigvis vil være muligt på forhånd at angive et projekts nøjagtige virkninger med hensyn til direkte og indirekte jobskabelse, men er dog af den opfattelse, at i forbindelse med den type storstilede regionale investeringsprojekter, der er omfattet af rammebestemmelserne, er det realistisk at forvente, at støttemodtageren vil være i stand til at udarbejde realistiske skøn over arbejdspladser, der skabes direkte gennem projektet, såvel som indirekte skabte arbejdspladser (dvs. arbejdspladser, der skabes hos leverandører og kunder i den støttede region, hvor virksomheden er beliggende, eller i eventuelle tilstødende støtteberettigede regioner, dvs. regioner efter artikel 92, stk. 3, litra a) eller c)). Efter Kommissionens mening er det vigtigt at lægge større vægt på efterfølgende tilsynsordninger, end det hidtil har været tilfældet, for at sikre at Kommissionens beslutninger overholdes. Det skal ligeledes bemærkes, at eftersom de faktorer, der er knyttet til antallet af skabte arbejdspladser, er baseret på en række værdier, vil der i praksis være tale om bånd, inden for hvilke det faktiske antal skabte arbejdspladser kan variere fra det anmeldte antal, uden at det tilladte støtteniveau skal reduceres i forbindelse med det efterfølgende tilsyn. Endelig skal Kommissionen bemærke, at i modsætning til, hvad Tyskland tilsyneladende mener, er der ingen regel i rammebestemmelserne om, at det godkendte støttebeløb kan forhøjes på baggrund af det efterfølgende tilsyn. Det forhold, at et støttet projekt har været i stand til at skabe flere arbejdspladser end oprindeligt forudset, peger tværtimod på, at der ikke var behov for yderligere støtte.

IV - KONKLUSION

(32) Følgelig mener Kommissionen, at der ikke er grund til, at den ændrer den nødvendige foranstaltning vedrørende de multisektorale rammebestemmelser.

(33) Alle øvrige medlemsstater har ubetinget erklæret sig indforstået med, at anmeldelseskravet i de multisektorale rammebestemmelser indføres i en periode på tre år fra 1. september 1998, jf. Kommissionens forslag. Princippet om ligestilling mellem medlemsstaterne betyder, at Kommissionen ikke kan acceptere, at rammebestemmelserne ikke gælder i én medlemsstat.

(34) Kommissionen konkluderer derfor, at de nationale støtteordninger i Tyskland er uforenelige med fællesmarkedet efter EF-traktatens artikel 92, stk. 1, for så vidt som de ikke overholder de nødvendige foranstaltninger for statsstøtte, der blev meddelt Tyskland ved brev SG(98) D/1975 af 5. marts 1998.

(35) Som følge af Tysklands vægring ved at acceptere den nødvendige foranstaltning er Kommissionen - efter at have indledt og gennemført proceduren i EF-traktatens artikel 93, stk. 2 - berettiget til ved beslutning truffet i medfør af samme bestemmelse og på grundlag af betragtningerne i afsnit III at kræve, at de eksisterende støtteordninger ændres, idet Tyskland forpligtes til at overholde det krav om forudgående anmeldelse, der er fastsat i de multisektorale rammebestemmelser -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Tyskland skal i tidsrummet 1. september 1998 - 31. august 2001 i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 3, underrette Kommissionen om enhver påtænkt støtteforanstaltning, der opfylder de kriterier, der er defineret i punkt 2, »Anmeldelseskravet«, i Fællesskabets multisektorale rammebestemmelser for regionalstøtte til store investeringsprojekter.

Artikel 2

Tyskland underretter Kommissionen om de foranstaltninger, der er truffet til at efterkomme nærværende beslutning, inden to uger efter meddelelsen af den.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. juli 1998.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT C 107 af 7. 4. 1998, s. 7.

(2) EFT C 171 af 5. 6. 1998, s. 4.

(3) KOM(94) 319 endelig udg.

(4) EFT C 343 af 6. 12. 1994, s. 1.

(5) Sml. 1993, s. I-3203.

(6) EFT C 74 af 10. 3. 1998, s. 9.