31998D0407

98/407/EF: Kommissionens beslutning af 16. juni 1998 om beskyttelsesforanstaltninger over for toskallede bløddyr og fiskerivarer, der har oprindelse i eller kommer fra Tyrkiet, og om ophævelse af beslutning 97/806/EF (meddelt under nummer K(1998) 1620) (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. L 180 af 24/06/1998 s. 0015 - 0016


KOMMISSIONENS BESLUTNING af 16. juni 1998 om beskyttelsesforanstaltninger over for toskallede bløddyr og fiskerivarer, der har oprindelse i eller kommer fra Tyrkiet, og om ophævelse af beslutning 97/806/EF (meddelt under nummer K(1998) 1620) (EØS-relevant tekst) (98/407/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 90/675/EØF af 10. december 1990 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for tredjelandsprodukter, der føres ind i Fællesskabet (1), senest ændret ved direktiv 96/43/EF (2), særlig artikel 19, og

ud fra følgende betragtninger:

EF-inspektioner i Tyrkiet har vist, at der er mangler ved infrastrukturen og hygiejnen i virksomheder, der har med fiskerivarer og toskallede bløddyr at gøre, og at der ikke er garantier nok for effektiviteten af myndighedernes kontrol; produktionen og forarbejdningen af toskallede bløddyr i dette land indebærer risici for folkesundheden;

toskallede bløddyr i enhver form og alle ferske fiskerivarer, der har oprindelse i eller kommer fra Tyrkiet, bør derfor ikke længere tillades ført ind i EF;

som en midlertidig foranstaltning kan import af forarbejdede eller frosne fiskerivarer tillades indtil den 30. september 1998;

der bør derfor udtages prøver af forarbejdede og frosne fiskerivarer, der har oprindelse i eller kommer fra Tyrkiet, når de frembydes til import på EF's grænsekontrolsteder, til påvisning af, at de ikke udgør nogen risiko for folkesundheden;

import af fiskerivarer og toskallede bløddyr fra virksomheden Dardanel Onentas Gida Sanayias (kode nr. 181) blev allerede forbudt ved Kommissionens beslutning 97/806/EF (3); denne virksomhed blev derefter besøgt af et EF-inspektionshold, som konkluderede, at visse dele af virksomheden og navnlig konservesafdelingen opfylder hygiejnekravene i Rådets direktiv 91/492/EØF (4), og 91/493/EØF (5);

beslutning 97/806/EF af 26. november 1997 om beskyttelsesforanstaltninger over for fiskerivarer med oprindelse i Tyrkiet bør ophæves, fordi disse foranstaltninger er omfattet af nærværende beslutning;

en revision af denne beslutning afhænger af de garantier, som Tyrkiets myndigheder giver, og af resultaterne af den undersøgelse, som medlemsstaterne foretager, når de importerer varer fra Tyrkiet;

de i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Veterinærkomité -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Denne beslutning gælder for toskallede bløddyr, pighuder, sækdyr, havsnegle og fiskerivarer, der har oprindelse i eller kommer fra Tyrkiet.

Artikel 2

Medlemsstaterne forbyder

1) import af toskallede bløddyr, pighuder, sækdyr og havsnegle i enhver form, og

2) import af ferske fiskerivarer

der har oprindelse i eller kommer fra Tyrkiet.

Artikel 3

Medlemsstaterne foretager en mikrobiologisk undersøgelse af alle sendinger frosne eller forarbejdede fiskerivarer, der har oprindelse i eller kommer fra Tyrkiet, efter hensigtsmæssige prøvetagningsplaner og påvisningsmetoder for at sikre, at de pågældende varer ikke udgør nogen fare for menneskers sundhed. Undersøgelsen skal bl.a. gennemføres til konstatering af forekomst af Salmonellae, Vibrio cholerae og parahaemolitycus tillige med Clostridium sp i fiskerivarer på dåse som indikator for dårlig varmebehandling.

Artikel 4

Medlemsstaterne tillader ikke import til deres område eller forsendelse til andre medlemsstater af de i artikel 1 nævnte varer, medmindre resultaterne af den i artikel 3 nævnte undersøgelse er gunstige.

Artikel 5

Alle udgifter i forbindelse med anvendelsen af denne beslutning afholdes af afsenderen, modtageren eller disses repræsentant.

Artikel 6

Beslutning 97/806/EF ophæves.

Artikel 7

Medlemsstaterne ændrer de foranstaltninger, de anvender, når det gælder import fra Tyrkiet, for at efterkomme denne beslutning. De underretter straks Kommissionen herom.

Artikel 8

Denne beslutning tages op til revision inden den 30. september 1998 på grundlag af de garantier, der modtages fra Tyrkiet.

Artikel 9

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. juni 1998.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 373 af 31. 12. 1990, s. 1.

(2) EFT L 162 af 1. 7. 1996, s. 1.

(3) EFT L 330 af 2. 12. 1997, s. 21.

(4) EFT L 268 af 24. 9. 1991, s. 1.

(5) EFT L 268 af 24. 9. 1991, s. 15.