31998D0310

98/310/EF: Rådets beslutning af 1. maj 1998 om ophævelse af afgørelsen om et uforholdsmæssigt stort underskud i Frankrig

EF-Tidende nr. L 139 af 11/05/1998 s. 0014 - 0014


RÅDETS BESLUTNING af 1. maj 1998 om ophævelse af afgørelsen om et uforholdsmæssigt stort underskud i Frankrig (98/310/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 104 C, stk. 12,

under henvisning til henstilling fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

Anden fase i gennemførelsen af Den Økonomiske og Monetære Union begyndte den 1. januar 1994; ifølge traktatens artikel 109 E, stk. 4, skal medlemsstaterne i denne anden fase bestræbe sig på at undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud;

der findes en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, hvorefter der træffes en afgørelse om, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud, og hvorefter denne afgørelse ophæves, når det uforholdsmæssigt store underskud er blevet korrigeret; i anden fase bestemmes proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud af traktatens artikel 104 C, undtagen stk. 1, 9 og 11; protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten, indeholder de nærmere bestemmelser om gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud; forordning (EF) nr. 3605/93 (1) indeholder detaljerede regler og definitioner med henblik på anvendelsen af nævnte protokol;

på grundlag af en henstilling fra Kommissionen fastslog Rådet den 26. september 1994 i overensstemmelse med traktatens artikel 104 C, stk. 6, at der forelå et uforholdsmæssigt stort underskud i Frankrig; i overensstemmelse med artikel 104 C, stk. 7, rettede Rådet en henstilling til Frankrig med henblik på at bringe denne situation med et forholdsmæssigt stort underskud til ophør (2);

i henhold til traktatens artikel 104 C, stk. 12, ophæver Rådet sin afgørelse om et uforholdsmæssigt stort underskud, i det omfang det uforholdsmæssigt store underskud i den pågældende medlemsstat efter Rådets opfattelse er blevet korrigeret;

når Rådet ophæver afgørelsen, sker det på grundlag af en henstilling fra Kommissionen; på grundlag af de data, der er tilvejebragt af Kommissionen efter indberetning fra Frankrig inden den 1. marts 1998 i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 3605/93, kan der drages følgende konklusioner:

Det offentlige underskud i Frankrig er faldet væsentligt siden 1994, og i 1997 udgjorde det 3,0 % af BNP, hvilket svarer til traktatens referenceværdi; underskuddet forventes at falde endnu en anelse til 2,9 % af BNP i 1998, og regeringen regner med at nedbringe underskuddet yderligere til 2,3 % af BNP i 1999.

Den offentlige gældskvote har været stigende og udgjorde 58,0 % af BNP i 1997, men den har aldrig oversteget traktatens referenceværdi på 60 % af BNP.

Underskuddet var lig med traktatens referenceværdi i 1997 og forventes at falde til under denne værdi i 1998; den offentlige gældskvote ligger fortsat under traktatens referenceværdi -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Det følger af en samlet vurdering, at det uforholdsmæssigt store underskud i Frankrig er blevet korrigeret.

Artikel 2

Rådets afgørelse af 26. september 1994 om et uforholdsmæssigt stort underskud i Frankrig ophæves.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Den Franske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 1. maj 1998.

På Rådets vegne

G. BROWN

Formand

(1) EFT L 332 af 31. 12. 1993, s. 7.

(2) Rådets henstillinger af 7. november 1994, 24. juli 1995, 16. september 1996 og 15. september 1997.