31998D0175

98/175/EF: Kommissionens afgørelse af 3. marts 1998 om afslutning af antidumpingproceduren vedrørende importen af visse magnetplader (3,5" disketter) med oprindelse i Canada, Macao og Thailand

EF-Tidende nr. L 063 af 04/03/1998 s. 0032 - 0033


KOMMISSIONENS AFGØRELSE af 3. marts 1998 om afslutning af antidumpingproceduren vedrørende importen af visse magnetplader (3,5″ disketter) med oprindelse i Canada, Macao og Thailand (98/175/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1), ændret ved forordning (EF) nr. 2331/96 (2), særlig artikel 9 og 23,

efter høring af Det Rådgivende Udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Den 6. april 1995 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende (3) om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen til Fællesskabet af visse magnetplader (3,5″ disketter) med oprindelse i Canada, Indonesien, Macao og Thailand og iværksatte en undersøgelse.

Undersøgelsen vedrørende dumping omfattede perioden fra den 1. marts 1994 til den 28. februar 1995 (i det følgende benævnt »undersøgelsesperioden«).

For Indonesiens vedkommende er resultaterne af denne undersøgelse omhandlet i Kommissionens forordning (EF) nr. 502/98 (4).

1. Canada

(2) Det fremgik af undersøgelsen, at importen fra Canada steg fra 3,8 mio. enheder i 1992 til 22,3 mio. enheder i undersøgelsesperioden. I forhold til den samlede import til Fællesskabet af den pågældende vare i undersøgelsesperioden, 834 mio. enheder, kan importen fra Canada i henhold til artikel 9, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 (i det følgende benævnt »grundforordningen«) eller bestemmelserne i artikel 5, stk. 8, i WTO's antidumpingaftale ikke anses for at være årsag til den væsentlige skade, der er påført EF-erhvervsgrenen.

2. Macao

(3) En undersøgelse, som Kommissionen for nylig gennemførte vedrørende oprindelsen af 200 mio. 3,5″ disketter, der er importeret til Fællesskabet fra Macao siden 1993, viste, at alle disketter, der eksporteredes fra Macao i undersøgelsesperioden, i virkeligheden havde oprindelse enten i Taiwan eller i Folkerepublikken Kina. Der var følgelig ikke tale om nogen eksport af den af denne procedure omfattede vare med oprindelse i Macao, og det er derfor ikke påkrævet at undersøge spørgsmålet om dumping og skade.

3. Thailand

(4) Kommissionen fastslog, at 8,9 mio. disketter (eller 20 % af de samlede mængder, som de thailandske selskaber eksporterede i undersøgelsesperioden) kunne anses for at have oprindelse i Thailand. Endvidere fandt Kommissionen på grundlag af en særskilt undersøgelse, som omfattede, men ikke var begrænset til, undersøgelsesperioden, ingen beviser for, at der var tale om anden eksport af thailandsk oprindelse. På dette grundlag udgjorde eksporten af den pågældende vare med oprindelse i Thailand mindre end 1 % af det samlede forbrug i Fællesskabet i undersøgelsesperioden, og den er derfor i henhold til artikel 9, stk. 3, i grundforordningen at betragte som ubetydelig.

4. Konklusioner

(5) Det følger af ovenstående, at beskyttelsesforanstaltninger mod importen af 3,5″ disketter med oprindelse i Canada, Macao og Thailand er unødvendige. Proceduren bør derfor i overensstemmelse med artikel 9, stk. 2, i grundforordningen afsluttes med hensyn til importen fra disse tre lande -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Eneste artikel

Antidumpingproceduren vedrørende importen af visse magnetplader (3,5″ disketter) med oprindelse i Canada, Macao og Thailand afsluttes herved.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. marts 1998.

På Kommissionens vegne

Leon BRITTAN

Næstformand

(1) EFT L 56 af 6. 3. 1996, s. 1.

(2) EFT L 317 af 6. 12. 1996, s. 1.

(3) EFT C 84 af 6. 4. 1995, s. 4.

(4) Se side 4 i denne Tidende.