31997R2634

Rådets forordning (EF) nr. 2634/97 af 18. december 1997 om ændring af forordning (EØF) nr. 805/68 om den fælles markedsordning for oksekød

EF-Tidende nr. L 356 af 31/12/1997 s. 0013 - 0013


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 2634/97 af 18. december 1997 om ændring af forordning (EØF) nr. 805/68 om den fælles markedsordning for oksekød

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 43,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (2), og

ud fra følgende betragtninger:

Artikel 13 i forordning (EØF) nr. 805/68 (3) indeholder bestemmelser om ydelse af eksportrestitutioner; udførsel af levende dyr, for hvilke der ydes EF-midler, bør ske på en sådan måde, at dyrenes velfærd sikres; erfaringen viser, at dette ikke altid er tilfældet; ydelse af eksportrestitutioner bør derfor gøres betinget af, at dyrevelfærdsnormerne i fællesskabsbestemmelserne vedrørende transport af dyr overholdes, navnlig Rådets direktiv 91/628/EØF af 19. november 1991 om beskyttelse af dyr under transport (4); det er derfor nødvendigt at ændre nævnte artikel 13 med henblik herpå;

af praktiske grunde er det nødvendigt, at Kommissionen fastsætter gennemførelsesbestemmelser med hensyn til indførsel i tredjelande -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Artikel 13 i forordning (EØF) nr. 805/68 ændres således:

1) I stk. 9 tilføjes følgende afsnit:

»Endvidere er ydelse af restitutionen ved udførsel af levende dyr betinget af, at fællesskabsbestemmelserne vedrørende dyrevelfærd overholdes, navnlig bestemmelserne vedrørende beskyttelse af dyr under transport.«

2) I stk. 12 tilføjes følgende afsnit:

»For så vidt angår stk. 9, sidste afsnit, kan gennemførelsesbestemmelserne også omfatte betingelser vedrørende indførsel i tredjelande.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. december 1997.

På Rådets vegne

F. BODEN

Formand

(1) EFT C 160 af 27. 5. 1997, s. 7.

(2) EFT C 339 af 10. 11. 1997.

(3) EFT L 148 af 28. 6. 1968, s. 24. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 2321/97 (EFT L 322 af 25. 11. 1997, s. 25).

(4) EFT L 340 af 11. 12. 1991, s. 17. Direktivet er senest ændret ved forordning (EF) nr. 1255/97 (EFT L 174 af 2. 7. 1997, s. 1).