31997R2345

Rådets forordning (EF) nr. 2345/97 af 24. november 1997 om nedsættelse af toldsatsen ved indførsel under WTO- toldkontingentet for levende kvæg

EF-Tidende nr. L 326 af 28/11/1997 s. 0001 - 0002


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 2345/97 af 24. november 1997 om nedsættelse af toldsatsen ved indførsel under WTO-toldkontingentet for levende kvæg

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 113,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

Fællesskabet har i Verdenshandelsorganisationen (WTO) forpligtet sig til årligt at åbne et toldkontingent for 169 000 stykker levende kvæg; toldsatsen ved indførsel under dette kontingent består af en værditold på 16 % og et specifikt beløb på 582 ECU pr. ton;

ved Rådets forordning (EF) nr. 2179/95 af 8. august 1995 om autonom og midlertidig tilpasning af visse landbrugsindrømmelser i Europaaftalerne og om ændring af forordning (EF) nr. 3379/94 om åbning og forvaltning af visse EF-toldkontingenter i 1995 for visse landbrugsprodukter og øl, for at tage hensyn til den landbrugsaftale, som er indgået under de multilaterale handelsforhandlinger i Uruguay-rundens regi (1) og ved Rådets forordning (EF) nr. 3066/95 af 22. december 1995 om visse indrømmelser i form af EF-toldkontingenter for en række landbrugsprodukter og om autonom og midlertidig tilpasning af visse landbrugsindrømmelser i Europaaftalerne for at tage hensyn til den landbrugsaftale, som er indgået under de multilaterale handelsforhandlinger i Uruguay-rundens regi (2), er der åbnet mulighed for at nedsætte det specifikke beløb, der betales ved indførsel under toldkontingentet for 169 000 stykker levende kvæg, til 399 ECU pr. ton for dyr med oprindelse i de associerede lande i Central- og Østeuropa; nedsættelsen blev gennemført for disse lande fra den 1. juli 1995;

i henhold til forordning (EF) nr. 1926/96 (3) behandles importprodukter med oprindelse i Estland, Letland og Litauen på samme måde fra den 1. juli 1996;

under hensyn til Fællesskabets internationale forpligtelser i WTO bør det sikres, at indførsel fra alle lande nyder godt af den nedsatte toldkontingentsats, når en nedsættelse er blevet eller vil blive gennemført, for så vidt angår indførsel fra de associerede lande i Centraleuropa og de baltiske lande; nedsættelsen bør derfor gælde for indførsel af levende kvæg fra alle lande -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Nedsættelsen af den importtold, der betales under EF-toldkontingentet for 169 000 stykker levende kvæg med oprindelse i Polen, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Rumænien og Bulgarien samt Estland, Letland og Litauen, gælder for al indførsel under det pågældende toldkontingent uanset dyrenes oprindelse.

Artikel 2

Kommissionen vedtager gennemførelsesbestemmelserne til denne forordning efter proceduren i artikel 27 i Rådets forordning (EØF) nr. 805/68 af 27. juni 1968 om den fælles markedsordning for oksekød (4).

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes på de indførsler, for hvilke der er udstedt licenser for perioden 1. juli 1995 til 30. juni 1997.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. november 1997.

På Rådets vegne

J. POOS

Formand

(1) EFT L 223 af 20. 9. 1995, s. 29.

(2) EFT L 328 af 30. 12. 1995, s. 31. Forordningen er ændret ved forordning (EF) nr. 1595/97 (EFT L 216 af 8. 8. 1997, s. 1).

(3) EFT L 254 af 8. 10. 1996, s. 1.

(4) EFT L 148 af 28. 6. 1968, s. 24. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 2222/96 (EFT L 296 af 21. 11. 1996, s. 50).