RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1950/97 af 6. oktober 1997 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af sække og poser af polyethylen eller polypropylen med oprindelse i Indien, Indonesien og Thailand og endelig opkrævning af den indførte midlertidige told

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1), særlig artikel 9,

under henvisning til forslag fremsat af Kommissionen efter konsultationer i det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

I. MIDLERTIDIGE FORANSTALTNINGER

(1) Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 45/97 (2) (i det følgende benævnt »forordningen om midlertidig told«) blev der indført en midlertidig told på importen til Fællesskabet af sække og poser henhørende under KN-kode 6305 32 81 og 6305 33 91 og med oprindelse i Indien, Indonesien og Thailand. Gyldighedsperioden for den midlertidige antidumpingtold blev ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1168/97 (3) forlænget med maksimalt tre måneder.

II. EFTERFØLGENDE PROCEDURE

(2) Efter at der var truffet midlertidige antidumpingforanstaltninger, fremsatte en række interesserede parter skriftlige bemærkninger.

(3) De parter, der anmodede om at blive hørt af Kommissionen, fik lejlighed dertil.

(4) Kommissionen vedblev med at indhente og efterprøve alle de oplysninger, som den anså for nødvendige til brug for sine endelige konklusioner.

(5) Parterne blev underrettet om de væsentlige forhold og betragtninger, der dannede grundlag for ønsket om at henstille, at der blev pålagt en endelig antidumpingtold og foretaget endelig opkrævning af de beløb, der var sikret ved hjælp af midlertidig told. Desuden blev der indrømmet dem en frist efter meddelelsen herom til at fremsætte deres bemærkninger.

(6) De mundtlige og skriftlige bemærkninger fra de interesserede parter blev taget i betragtning, og der blev taget hensyn til dem i de endelige konklusioner, forudsat at de blev anset for relevante.

III. DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE

(7) Nogle eksportører bestred den konklusion i forordningen om midlertidig told, at »leno bags« skulle anses for omfattet af antidumpingtolden. De fremførte på ny argumentet i betragtning 8 i forordningen om midlertidig told. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at det forhold, at »leno bags« ikke helt kan udskiftes med alle de andre typer af den pågældende vare, ikke udgør nogen hindring for, at de kan betragtes som én vare. Det må snarere anses for tilstrækkeligt, at disse varetyper har samme grundlæggende fysiske karakteristika og samme grundlæggende anvendelse. Dette er klart tilfældet for »leno bags« sammenholdt med andre typer polyolefinsække, som er omfattet af undersøgelsen. De foreløbige konklusioner vedrørende beskrivelsen af den pågældende vare bekræftes derfor.

(8) Desuden har de pågældende eksportører ikke ret i deres påstand om, at erhvervsgrenen i Fællesskabet ikke fremstiller »leno bags«. Selv om det ikke er nødvendigt, at en varetype fremstilles af erhvervsgrenen i Fællesskabet, for at den kan være omfattet af en antidumpingprocedure, har undersøgelsen vist, at tre af de samarbejdsvillige producenter i Fællesskabet også fremstiller og sælger »leno bags«. Erhvervsgrenen i Fællesskabet fremstiller således samme vare som fastlagt i artikel 1, stk. 4, i forordning nr. 384/96 (i det følgende benævnt »grundforordningen«).

(9) En importør anmodede om, at fleksible mellemstore bulkbeholdere af vævet stof af vægt 120 g/m² og derunder (såkaldte »big bags«) ikke skulle være omfattet af proceduren. Det blev i den sammenhæng hævdet, at »big bags« indtil begyndelsen af 1995 kun kunne fremstilles ved hjælp af vævet stof af vægt 120 g/m² og derover. Den teknologiske udvikling har imidlertid ført til, at vævet stof af vægt kun 100 g/m² nu kan benyttes til fremstilling af »big bags«. Desuden oplyste den pågældende importør, at »big bags« af vægt 120 g/m² og derunder er lette at identificere, fordi de er omfattet af en separat KN-kode.

(10) Denne anmodning kunne ikke imødekommes. For det første omfattede klagen alle sække fremstillet af strimler af polyethylen eller polypropylen, ikke af trikotage, af vævet stof af vægt 120 g/m² og derunder. Der sondredes ikke mellem »big bags« og andre typer sække. For det andet har »big bags« og andre typer sække, som er omfattet af undersøgelsen, samme grundlæggende fysiske/kemiske karakteristika og samme anvendelse, idet de består af samme råstof og anvendes til emballering og forsendelse af varer. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at definitionen af varen - selv om en bestemt type af den pågældende vare ikke fandtes eller ikke blev anvendt i særlig vid udstrækning i undersøgelsesperioden - også omfatter varetyper, som er udviklet senere, forudsat at disse typer har de samme grundlæggende fysiske/kemiske/teknologiske karakteristika og samme anvendelse.

(11) Det blev i betragtning 6 i forordningen om midlertidig told anført, at den pågældende vare henhører under KN-kode 6305 31 81 og 6305 33 91. Det er imidlertid blevet klart for Kommissionen, at de af denne undersøgelse omfattede sække og poser kan henhøre under KN-kode 3923 21 00, 3923 29 10 og 3923 29 90 og samtidig være dækket af beskrivelsen af den pågældende vare, hvis de er fremstillet af et vævet stof, som enten har form af en strimmel, der er bredere end 5 mm, eller lamineret på begge sider i et sådant omfang, at det er synligt med det blotte øje. Sække og poser, der falder ind under beskrivelsen af den pågældende vare og henhører under andre KN-koder end de foreløbigt angivne, er derfor også omfattet af denne undersøgelse. Konklusionerne i den midlertidige forordning om told vedrørende definitionen af den pågældende vare og samme vare bekræftes derfor.

IV. DUMPING

1. Normal værdi

a) Indien

(12) Tre indiske eksporterende producenter har rejst indsigelse mod den metode, der er benyttet ved fastlæggelsen af, om deres salg fandt sted i normal handel. De hævdede, at der skulle have været benyttet månedlige produktionsomkostninger frem for årlige omkostninger ved fastlæggelsen af omfanget af det tabsgivende salg, eftersom udgifterne til råstoffer steg kraftigt i undersøgelsesperioden. Da råstofferne tegner sig for den største del af de samlede produktionsomkostninger for den pågældende vare, blev omfanget af salg under enhedsomkostningerne beregnet på ny på grundlag af de månedlige produktionsomkostninger for de selskaber, der fremlagde disse oplysninger.

(13) En række indiske eksporterende producenter rejste indsigelse mod den måde, hvorpå Kommissionen havde anvendt artikel 2, stk. 4, i grundforordningen. De anmodede om, at de vejede gennemsnitlige salgspriser blev sammenlignet med de vejede gennemsnitsomkostninger for den pågældende varetype uden at udelukke salg, der blev foretaget med tab. Selv om nogle priser var lavere end omkostningerne på salgstidspunktet, lå den gennemsnitlige salgspris for den pågældende vare over de vejede gennemsnitsomkostninger.

Det skal bemærkes, at det i henhold til artikel 2, stk. 4, tredje afsnit, i grundforordningen er fast praksis, at den normale værdi kun baseres på alle salg, herunder tabsgivende, hvis de følgende to betingelser er opfyldt:

- de vejede gennemsnitlige produktionsomkostninger er lavere end den vejede gennemsnitlige salgspris for en given vare, og

- den indenlandske tabsgivende solgte mængde er på mindre end 20 % af den samlede solgte mængde.

Da enhver anden fremgangsmåde ville have stredet mod artikel 2, stk. 4, måtte de indiske eksportørers anmodning afvises.

(14) En indisk eksporterende producent, som solgte den pågældende vare i utilstrækkelige mængder på sit hjemmemarked, og som eksporterede varetyper, der blev solgt af andre producenter/eksportører i det pågældende land, hævdede, at beregningen af den normale værdi snarere skulle have været fastsat ved en bogholderimæssig kalkule end baseret på de priser, som blev forlangt af andre producenter i Indien.

I henhold til artikel 2, stk. 1, i grundforordningen baseres den normale værdi normalt på de indenlandske priser. Hvis en eksportør ikke har tilstrækkeligt store indenlandske salg i normal handel, skal den normale værdi fastsættes på grundlag af andre eksportørers salgspriser for samme vare, fordi det må antages, at brugen af andre eksportørers priser giver en mere nøjagtig normal værdi end den, der fastsættes ved en bogholderimæssig kalkule baseret på produktionsomkostningerne. Kun hvis der ikke finder noget repræsentativt indenlandsk salg sted fra andre producenter, eller hvis sådanne salgspriser ikke er egnede, kan den normale værdi fastsættes ved en bogholderimæssig kalkule i henhold til artikel 2, stk. 3, i grundforordningen. De pågældende eksportører fremlagde dog ikke nogen begrundelse for, at brugen af andre eksportørers priser ikke skulle være egnet.

b) Indonesien

(15) En indonesisk eksporterende producent hævdede, at det vejede gennemsnit af de normale værdier, der var fastlagt for de øvrige indonesiske producenter, ikke skulle anvendes på ham, fordi den ikke var repræsentativ for en bestemt type sække, og foreslog, at denne varetype holdes uden for beregningen af den normale værdi, eller at den normale værdi fastsættes ved en bogholderimæssig kalkule. Dette ønske kunne ikke imødekommes af de samme årsager som de i betragtning 10 i forordningen om midlertidig told fastsatte.

c) Konklusion

(16) De øvrige konklusioner i betragtning 14-24 i forordningen om midlertidig told vedrørende fastsættelsen af den normale værdi bekræftes.

2. Eksportpris

(17) Der blev ikke fremført nogen nye argumenter vedrørende fastsættelsen af eksportpriser. Konklusionerne i betragtning 20 i forordningen om midlertidig told bekræftes derfor.

3. Sammenligning

a) Indien

(18) Fire indiske eksporterende producenter bestred, at der skulle medtages bankomkostninger i låneomkostningerne med henblik på tilpasning af eksportprisen. De hævdede, at de ikke tog hensyn dertil ved fastsættelsen af eksportprisen. Det skal bemærkes, at bankomkostningerne i disse sager er nøje forbundet med låneomkostningerne og derfor skal medregnes ved fastlæggelsen af disse. Dette ønske kunne derfor ikke imødekommes.

(19) De fleste producenter/eksportører hævdede, at der var taget utilstrækkeligt hensyn til toldgodtgørelser med den begrundelse, at der var opkrævet importafgift, for hvilken der skulle have været givet toldgodtgørelse, af alle i indlandet erhvervede råstoffer, og at de modtog toldgodtgørelse ved eksporten af den pågældende vare, uanset om råstofferne havde oprindelse på de pågældende landes hjemmemarkeder eller blev importeret fra tredjelande.

Det skal i den sammenhæng bemærkes, at producenterne/eksportørerne ikke fremlagde noget afgørende bevis til underbygning af påstanden om, at al polyethylen og polypropylen, som blev benyttet til fremstilling af sække og poser, herunder de i indlandet solgte, indeholdt importerede råstoffer, for hvilke der var betalt told i henhold til artikel 2, stk. 10, litra b), i grundforordningen. Som fastsat i betragtning 24 i forordningen om midlertidig told vedrørende indførelse af en midlertidig antidumpingtold blev der kun indrømmet en tilpasning som følge af toldgodtgørelse, hvor det var dokumenteret, at der rent faktisk var opkrævet importafgifter for samme vare og de materialer, der fysisk var indarbejdet deri, og som de pågældende producenter/eksportører havde solgt på deres hjemmemarkeder med henblik på forbrug i disse lande.

b) Indonesien

(20) De indonesiske eksporterende producenter hævdede, at der skulle tages hensyn til en toldgodtgørelse på grundlag af den hidtidige praksis og det forhold, at toldfritagelsen for polyethylen- og polypropylenharpiks, som benyttes til fremstilling af sække, der eksporteres, påstås at give sig udslag i, at importafgifterne overvæltes på den harpiks, som fysisk indarbejdes i de sække, der sælges på hjemmemarkedet.

De eksporterende producenter har ikke fremlagt noget afgørende bevis på, at al den polyethylen- og polypropylenharpiks, der blev anvendt til fremstilling af sække og poser, herunder de i indlandet solgte, indeholdt importerede råstoffer, for hvilke der blev betalt told i henhold til artikel 2, stk. 10, litra b), i grundforordningen. Der blev derfor ikke foretaget nogen tilpasning for toldgodtgørelser.

c) Thailand

(21) De thailandske eksporterende producenter hævdede, at der som følge af de store prisforskelle mellem de råstoffer, der havde oprindelse på hjemmemarkedet og blev anvendt til salg i indlandet af den pågældende vare, og de råstoffer, der havde oprindelse på eksportmarkedet og blev anvendt til eksport til tredjelande, skulle indrømmes en godtgørelse i henhold til artikel 2, stk. 10, litra k), i grundforordningen. De thailandske eksporterende producenter hævdede, at den toldgodtgørelsesordning, der blev benyttet i Thailand, gav sig udslag i store forskelle mellem udgifterne til råstoffer til eksportvaren og udgifterne til råstoffer til den vare, der blev solgt i indlandet, og derfor øvede indflydelse på sammenligneligheden mellem de indenlandske salgspriser og eksportpriserne.

Det skal bemærkes, at den tilpasning, hvorom der anmodes, har tilknytning til toldgodtgørelser og importafgifter, og at den udtømmende reguleres af artikel 2, stk. 10, litra b), i grundforordningen. De eksporterende producenter har imidlertid ikke fremlagt noget afgørende bevis for, at al den polyethylen og polypropylen, der anvendes til fremstilling af sække og poser, herunder de i indlandet solgte, indeholdt importerede råstoffer, for hvilke der blev betalt told i henhold til artikel 2, stk. 10, litra b), i grundforordningen.

4. Dumpingmargen

a) Generelt

(22) Da der ikke er fremført nogen nye argumenter vedrørende fastlæggelsen af dumpingmargenen, bekræftes den metode, der er fastsat i betragtning 25-36 i forordningen om midlertidig told.

b) Indien

(23) En enkelt indisk eksporterende producent bestred konklusionerne i betragtning 27 i forordningen om midlertidig told gående ud på, at der kun skulle fastsættes én dumpingmargen for to forbundne selskaber. Det blev hævdet, at selskabet er en særskilt økonomisk enhed med separat produktion, administration og marketing, og at det fremstillede en helt anden vare.

På baggrund af forholdene i henhold til forordningen om midlertidig told, der for det meste ikke blev anfægtet af selskabet, og for at undgå en risiko for omgåelse af antidumpingforanstatningerne blev beslutningen om kun at fastsætte én dumpingmargen for de pågældende to indiske producenter/eksportører imidlertid opretholdt.

(24) De vejede gennemsnitlige dumpingmargener, som endeligt fastsættes for de samarbejdsvillige indiske producenter/eksportører, udtrykt i procent af prisen frit Fællesskabets grænse er følgende:

>TABELPOSITION>

(25) Den endeligt fastsatte dumpingmargen for andre indiske eksportører end dem, der udviste samarbejdsvilje i forbindelse med denne undersøgelse, udtrykt i procent af prisen frit Fællesskabets grænse, er på 36,0 %.

(26) Plastics and Linoleums Export Promotion Council in India bestred bemærkningen i betragtning 29 i forordningen om foreløbig told om, at der i høj grad var tale om manglende samarbejdsvilje. Da de samarbejdsvillige eksportører tegnede sig for rundt regnet 57 % af den samlede eksport, var der altså 43 % af eksportørerne, som ikke udviste samarbejdsvilje. I overensstemmelse med gældende praksis anses dette for høj grad af manglende samarbejdsvilje. Denne anmodning kunne derfor ikke accepteres, og metoden i betragtning 29 i forordningen om midlertidig told blev som følge heraf opretholdt.

c) Indonesien

(27) De dumpingmargener, der blev beregnet for indonesiske producenter/eksportører i betragtning 31, 32 og 33 i forordningen om midlertidig told, bekræftes endeligt. Dumpingmargenerne udtrykt i procent af prisen frit Fællesskabets grænse er derfor følgende:

i) for samarbejdsvillige producenter/eksportører i stikprøven:

>TABELPOSITION>

ii) for samarbejdsvillige producenter uden for stikprøven: 28,3 %

iii) for andre indonesiske producenter/eksportører end dem, der deltog i denne undersøgelse: 56,0 %.

d) Thailand

(28) En enkelt thailandsk eksporterende producent rejste indsigelse mod sammenligningen af den vejede gennemsnitlige normale værdi og eksportprisen for enkelttransaktioner ud fra den betragtning, at der kun var få transaktioner, der afveg føleligt fra den vejede gennemsnitlige salgspris, og at disse få transaktioner vedrørte priser, der var mærkbart højere end den vejede gennemsnitlige eksportpris. En fornyet gennemgang af beregningerne bekræftede dette, og den vejede gennemsnitlige normale værdi blev derfor sammenlignet med den vejede gennemsnitlige eksportpris. Sammenligningsmetoden blev også ændret for de øvrige thailandske eksportørers vedkommende, og da der blev konstateret en lignende situation for yderligere to selskaber, blev det besluttet også at sammenligne den vejede gennemsnitlige normale værdi med den vejede gennemsnitlige eksportpris for disse selskabers vedkommende.

(29) De vejede gennemsnitlige dumpingmargener, som endeligt fastsættes for de samarbejdsvillige thailandske producenter/eksportører, udtrykt i procent af prisen frit Fællesskabets grænse, er følgende:

>TABELPOSITION>

Den endeligt fastsatte dumpingmargen for andre thailandske eksportører end dem, der udviste samarbejdsvilje i forbindelse med denne undersøgelse, udtrykt i procent af prisen frit Fællesskabets grænse, er på 60,8 %.

e) Nye eksportører i Indien

(30) Tre indiske selskaber, som ikke eksporterede den pågældende vare til Fællesskabet i undersøgelsesperioden, har anmodet om at blive behandlet som nye eksportører. Efter at have sikret, at alle betingelserne i artikel 11, stk. 4, i grundforordningen var opfyldt, nåede Kommissionen til den konklusion, at den vejede gennemsnitlige dumpingmargen på 10,5 %, der var beregnet for de samarbejdsvillige indiske selskaber, skulle anvendes på disse tre nye eksportører.

V. ERHVERVSGRENEN I FÆLLESSKABET

(31) Plastics and Linoleums Export Promotion Council in India (PLEPCI) satte spørgsmålstegn ved klagernes adkomst med den begrundelse, at kun fire af de oprindelige otte klagere plus en yderligere klager, der senere tilsluttede sig klagen, udfyldte Kommissionens spørgeskema, og hævdede, at Kommissionen ikke fremlagde et grundlag for sin konklusion om den klagende erhvervsgrens repræsentativitet som fastsat i betragtning 37 i forordningen om midlertidig told.

(32) Denne kritik blev ikke støttet med noget afgørende bevis for, at Kommissionens konklusioner på dette område var forkerte. Som nævnt i betragtning 37 i forordningen om midlertidig told var det i løbet af undersøgelsen blevet undersøgt, om de samarbejdsvillige klagende producenter i Fællesskabet stadig tegnede sig for en betydelig del af Fællesskabets samlede produktion af den pågældende vare i henhold til artikel 4, stk. 1, i grundforordningen. Det fremgik af denne undersøgelse, at de samarbejdsvillige producenter, som var nævnt i betragtning 4 i forordningen om midlertidig told, tegnede sig for ca. 75 % af den anslåede samlede produktion af samme vare i Fællesskabet. Definitionen af den klagende erhvervsgren som erhvervsgrenen i Fællesskabet i forbindelse med denne procedure som angivet i betragtning 37 i forordningen om midlertidig told bekræftes derfor.

VI. SKADE

(33) PLEPCI satte spørgsmålstegn ved det forhold, at der ikke i forordningen om midlertidig told var fremlagt nogen tal for antallet af ansatte, som var beskæftiget med fremstilling af den pågældende vare, og anmodede om nærmere oplysninger om den i betragtning 51 i samme forordning nævnte beskæftigelsesnedgang på 16,9 %. Det skal i forbindelse med dette krav blot nævnes, at beskæftigelsestallet var opgjort på grundlag af de svar, som erhvervsgrenen i Fællesskabet havde givet på spørgeskemaet. Beskæftigelsen i Fællesskabet inden for fremstilling af samme vare faldt fra 767 i 1992 til 637 i undersøgelsesperioden, dvs. med 16,9 %.

(34) Da der ikke er fremført noget andet argument vedrørende skaden for erhvervsgrenen i Fællesskabet, bekræfter Rådet konklusionen vedrørende skaden og den konklusion, at denne erhvervsgren som anført i betragtning 38-52 i forordningen om midlertidig told har lidt væsentlig skade i henhold til artikel 3 i grundforordningen, navnlig på baggrund af den negative udvikling med hensyn til produktion, kapacitetsudnyttelse, markedsandel, priser, rentabilitet, investeringer og beskæftigelse i hele den periode, der er omfattet af undersøgelsen af skaden.

VII. ÅRSAGEN TIL SKADE

(35) PLEPCI hævdede, at Kommissionen havde registreret en nedgang på 3,9 % i den vejede gennemsnitlige salgspris for erhvervsgrenen i Fællesskabet i undersøgelsesperioden, men ikke havde gjort rede for den rolle, som prisfaldet for råstoffer til fremstilling af samme vare havde spillet for denne negative prisudvikling, og at priserne på råstofferne faldt med mere end en tredjedel fra 1991 til 1993. Desuden hævdede det, at der er et sammenfald mellem det drastiske fald i priserne på råstoffer i 1993 og de tab, som erhvervsgrenen i Fællesskabet led i løbet af det pågældende år.

(36) I løbet af undersøgelsen viste de foreliggende oplysninger ikke, at den påståede udvikling i priserne på råstoffer spillede en vigtig rolle for udviklingen i salgspriserne på fællesskabsmarkedet fra 1992 til første kvartal 1995, dvs. den samlede undersøgelsesperiode. Da PLEPCI ikke fremlagde overbevisende dokumentation eller oplysninger, som kunne tyde på noget andet, kan denne påstand ikke tages i betragtning.

(37) Desuden skal det bemærkes, at enhver nedgang i omkostningerne ved råstofferne - modsat hvad erklæringen fra PLEPCI antyder - på den ene eller den anden måde ville have haft gunstig indvirkning på rentabiliteten for erhvervsgrenen i Fællesskabet, navnlig fordi råstoffer kan tegne sig for op til en tredjedel af de samlede omkostninger for erhvervsgrenen i Fællesskabet ved fremstillingen af den pågældende vare. Konklusionerne i betragtning 49 i forordningen om midlertidig told viser imidlertid, at dette ikke var tilfældet.

(38) PLEPCI anmodede også om nærmere oplysninger om Kommissionens konklusioner vedrørende de klagende producenters lagre, salg og produktion fra 1994 til undersøgelsesperioden, idet det hævdede, at det var ulogisk at påstå, at salgsmængde og produktion for erhvervsgrenen i Fællesskabet var vokset, medens lagrene i samme periode var faldet.

Hvad angår dette argument, bekræftes det, at lagrene var svagt faldende fra 1994 til undersøgelsesperioden. Dette skyldtes, at erhvervsgrenens salg på fællesskabsmarkedet var nogenlunde stabilt (-46 tons), medens eksporten til lande uden for Fællesskabet i samme periode var voksende.

(39) Endelig hævdede PLEPCI, at den af undersøgelsen omfattede import ikke kunne anses for at have forvoldt nogen væsentlig skade for erhvervsgrenen i Fællesskabet, fordi fællesskabsproducenternes priser og markedsandel fra 1994 til undersøgelsesperioden var vokset, medens der var konstateret faldende markedsandel for de af undersøgelsen omfattede importører som følge af svagt stigende importpris.

(40) Det skal i den sammenhæng påpeges, at undersøgelsen af skaden dækkede perioden fra den 1. januar 1992 til den 31. marts 1995, dvs. en periode på mere end tre år. En partiel trend i en del af denne periode skal derfor ses i lyset af den overordnede trend i hele den af undersøgelsen omfattede periode. Da PLEPCI's konklusioner kun baseres på en begrænset periode inden for den af skadesundersøgelsen omfattede periode, har dets argumentation kun begrænset værdi, uanset den overordnede trend i hele perioden.

(41) Det bekræftes, at markedsandelen for erhvervsgrenen i Fællesskabet voksede med 0,2 % - og at priserne steg svagt - i undersøgelsesperioden sammenholdt med 1994. Alligevel mistede erhvervsgrenen i Fællesskabet markedsandel - ligesom dens salgspriser faldt - i den periode, der er taget i betragtning ved undersøgelsen af skaden, dvs. fra 1992 til afslutningen på undersøgelsesperioden som angivet i betragtning 47 og 48 i forordningen om midlertidig told. Skønt markedsandelen for den pågældende import faldt med 1,8 %, medens priserne for den steg med 2,5 % i undersøgelsesperioden sammenholdt med 1994, henledes opmærksomheden desuden på, at importens markedsandel fra 1992 til undersøgelsesperioden, dvs. hele den periode, der blev taget i betragtning ved vurderingen af skaden, voksede med 13,8 procentpoint, dvs. med 46 %, medens importprisen faldt med 3,3 %. Dets argument kunne derfor ikke accepteres.

(42) Da der ikke er fremført nye, væsentlige argumenter vedrørende konklusionerne i betragtning 53-72 i forordningen om midlertidig told, bekræftes de foreløbige konklusioner om det forhold, at der er forvoldt væsentlig skade på erhvervsgrenen i Fællesskabet.

VIII. FÆLLESSKABETS INTERESSER

(43) Der mindes om, at det i betragtning 73 ff. i forordningen om midlertidig told blev oplyst, at der var foretaget en vurdering af de forskellige interesser, herunder interesserne for erhvervsgrenen, brugerne og importørerne i Fællesskabet, og at der ikke var noget særligt forhold, der gjorde det bydende nødvendigt ikke at træffe antidumpingforanstaltninger. Tværtimod blev det konkluderet, at det af hensyn til Fællesskabets rimelige interesser er nødvendigt, at erhvervsgrenen i Fællesskabet beskyttes mod illoyal handelspraksis i form af import til dumpingpris af varer med oprindelse i Indien, Indonesien og Thailand.

(44) Da der ikke er fremført nye argumenter vedrørende den analyse af Fællesskabets interesser, der blev foretaget i forordningen om midlertidig told, bekræftes de foreløbige konklusioner.

IX. ANTIDUMPINGFORANSTALTNINGER

(45) På grundlag af de ovenstående konklusioner vedrørende dumping, skade, årsagssammenhæng og Fællesskabets interesser er det overvejet, hvilken form og hvilket niveau antidumpingforanstaltningerne skal have for at fjerne de handelsfordrejende virkninger af den skadelige dumping og genskabe effektive konkurrencevilkår på fællesskabsmarkedet.

(46) Da de prisniveauer, ved hvilke de skadelige virkninger af importen ville være fjernet, var højere end dumpingmargenen for alle de af undersøgelsen omfattede lande, blev dumpingmargenen benyttet ved fastlæggelsen af foranstaltningernes omfang.

(47) På det ovennævnte grundlag bør der indføres endelig told i form af værditold.

(48) I henhold til artikel 11, stk. 4, i grundforordningen kan der ikke som led i denne procedure indledes en undersøgelse vedrørende nye eksportører med henblik på at fastlægge individuelle dumpingmargener vedrørende Indonesien, da der blev benyttet stikprøver som led i den oprindelige undersøgelse. For at sikre ligebehandling af eventuelle nye eksportører og de selskaber, der deltog i denne undersøgelse, skal det dog fastslås, at der skal åbnes mulighed for at anvende den vejede gennemsnitlige told, som opkræves af de sidstnævnte selskaber, på alle nye eksportører, der ellers ville være berettiget til en fornyet undersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 4.

X. OPKRÆVNING AF DEN MIDLERTIDIGE TOLD

(49) På baggrund af størrelsen af de dumpingmargener, der blev fastlagt for de eksporterende producenter, og den alvorlige skade, der er påført erhvervsgrenen i Fællesskabet, anses det for nødvendigt endeligt at opkræve de beløb, som er sikret ved hjælp af midlertidig antidumpingtold for transaktioner med den pågældende vare, på den endelige tolds niveau -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. Der indføres en endelig antidumpingtold på importen af sække og poser af den art, der anvendes til emballage, ikke af trikotage, fremstillet af strimler af polyethylen eller polypropylen, af vævet stof af vægt 120 g og derunder pr. m² og med oprindelse i Indien, Indonesien og Thailand. Varen, som er beskrevet ovenfor, henhører under KN-kode 6305 32 81, 6305 33 91, ex 3923 21 00 (Taric-kode: 3923 21 00 * 10), ex 3923 29 10 (Taric-kode: 3923 29 10 * 10) og ex 3923 29 90 (Taric-kode: 3923 29 90 * 10).

2. I denne forordning fastsættes tolden til nedenstående satser beregnet af nettoprisen, frit Fællesskabets grænse, ufortoldet:

a) 36,0 % for sække og poser med oprindelse i Indien (Taric-tillægskode 8900) med undtagelse af import af den pågældende vare, som fremstilles af nedenstående selskaber, for hvilke tolden fastsættes således:

Indien:

>TABELPOSITION>

b) 56,0 % for sække og poser med oprindelse i Indonesien (Taric-tillægskode 8900) med undtagelse af import af den pågældende vare, som fremstilles af nedenstående selskaber, for hvilke tolden fastsættes således:

Indonesien:

>TABELPOSITION>

c) 60,8 % for sække og poser med oprindelse i Thailand (Taric-tillægskode 8900) med undtagelse af import af den pågældende vare, som fremstilles af nedenstående selskaber, for hvilke tolden fastsættes således:

Thailand:

>TABELPOSITION>

3. Medmindre andet er angivet, finder gældende bestemmelser for told anvendelse.

4. Dersom en indonesisk part forelægger Kommissionen fyldestgørende bevis for, at den ikke eksporterede de i artikel 1, stk. 1, beskrevne varer i undersøgelsesperioden, at den ikke har forbindelse med nogen eksportør eller producent, der er omfattet i de i denne forordning fastsatte foranstaltninger, og at den har eksporteret de pågældende varer efter undersøgelsesperioden eller har indgået en uigenkaldelig kontraktlig forpligtelse til at eksportere en betydelig mængde til Fællesskabet, kan Rådet med simpelt flertal på forslag af Kommissionen efter konsultationer i det rådgivende udvalg ændre artikel 1, stk. 2, litra b), ved for den pågældende part at fastsætte den told, der anvendes på samarbejdsvillige producenter/eksportører, der ikke indgår i stikprøven, dvs. 28,3 %.

Artikel 2

Det beløb, der er sikret ved hjælp af den midlertidige antidumpingtold i henhold til forordningen om midlertidig told, opkræves endeligt til den endeligt fastsatte toldsats.

Beløb, der er sikret ud over satsen for den endelige antidumpingtold, og som vedrører import af sække og poser, frigives.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Luxembourg, den 6. oktober 1997.

På Rådets vegne

J. POOS

Formand

(1) EFT L 56 af 6. 3. 1996, s. 1. Forordningen er ændret ved forordning (EF) nr. 2331/96 (EFT L 317 af 6. 12. 1996, s. 1).

(2) EFT L 12 af 15. 1. 1997, s. 8.

(3) EFT L 169 af 27. 6. 1997, s. 14.