Rådets Forordning (EF) nr. 307/97 af 17. februar 1997 om ændring af forordning (EØF) nr. 3528/86 om beskyttelse af skovene i Fællesskabet mod luftforurening
EF-Tidende nr. L 051 af 21/02/1997 s. 0009 - 0010
RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 307/97 af 17. februar 1997 om ændring af forordning (EØF) nr. 3528/86 om beskyttelse af skovene i Fællesskabet mod luftforurening RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 43, under henvisning til forslag fra Kommissionen (1), under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (2), under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg (3), og ud fra følgende betragtninger: Anvendelsesperioden for Rådets forordning (EØF) nr. 3528/86 af 17. november 1986 om beskyttelse af skovene i Fællesskabet mod luftforurening (4) udløb den 31. december 1996; skoven spiller en væsentlig rolle for bevarelsen af den fundamentale balance, navnlig ved dens indflydelse på jordbund, vandressourcer, klima, fauna og flora; den økologiske balance er uomgængeligt nødvendig for et bæredygtigt landbrug og forvaltningen af landdistrikterne; bevarelsen af skovøkosystemerne er vigtig for deres økonomiske, økologiske og sociale funktioner og bidrager især til at beskytte den sociale funktion for de mennesker, som arbejder i landbruget og i landdistrikterne; Fællesskabet og dets medlemsstater har på internationalt plan under de tværeuropæiske ministerkonferencer om beskyttelse af Europas skove, som blev afholdt henholdsvis i Strasbourg i 1990 og i Helsinki i 1993, forpligtet sig til at gennemføre en vedvarende undersøgelse af skader på skove; foranstaltningerne i forordning (EØF) nr. 3528/86 bidrager til at opfylde disse forpligtelser; resultaterne af de systematiske undersøgelser viser, at der er klare tendenser i den geografiske og tidsmæssige fordeling af skader på skovene i hele Fællesskabet; medlemsstaterne har oprettet observationsområder, hvor der foretages intensiv og permanent overvågning af skovøkosystemerne; kun ved at videreføre denne overvågning over en længere periode vil det være muligt at få større indsigt i årsagssammenhængen mellem ændringer i skovøkosystemerne og de faktorer, der påvirker disse økosystemer; skader på skovene som følge af forskellige faktorer, herunder luftforurening og ugunstige meteorologiske begivenheder, er problematiske for udviklingen af et bæredygtigt landbrug og forvaltningen af landdistrikterne; derfor medvirker beskyttelsen af skovene mod luftforurening direkte til at nå målene i traktatens artikel 39, stk. 1, litra b); derfor bør foranstaltningerne i forordning (EØF) nr. 3528/86 videreføres i yderligere fem år, således at aktionen kommer til at løbe i 15 år fra den 1. januar 1987; et finansielt referencebeløb som omhandlet i punkt 2 i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens erklæring af 6. marts 1995 indsættes i denne forordning for hele programmets gyldighedsperiode, hvilket ikke berører budgetmyndighedens beføjelser i henhold til traktaten; forordning (EØF) nr. 3528/86 bør ændres i overensstemmelse hermed - UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING: Artikel 1 Artikel 11, i forordning (EØF) nr. 3528/86 affattes således: »Artikel 11 1. Aktionen skal løbe i femten år fra den 1. januar 1987. 2. Det finansielle referencebeløb til gennemførelse af aktionen anslås til 40 mio. ECU for perioden 1997-2001. De årlige bevillinger godkendes af budgetmyndigheden indenfor rammerne af de finansielle overslag. 3. Inden udløbet af den i stk. 1 nævnte periode forelægger Kommissionen Rådet en beretning om denne forordnings anvendelse, eventuelt ledsaget af et forslag om videreførelse.« Artikel 2 Denne forordning træder i kraft på dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 17. februar 1997. På Rådets vegne J. VAN AARTSEN Formand (1) EFT nr. C 268 af 14. 9. 1996, s. 7. (2) EFT nr. C 33 af 3. 2. 1997. (3) Udtalelse afgivet den 27. november 1996 (endnu ikke offentliggjort i Tidende). (4) EFT nr. L 326 af 21. 11. 1986, s. 2. Forordningen er senest ændret ved forordning (EØF) nr. 2157/92 (EFT nr. L 217 af 31. 7. 1992, s. 1).