31997D0852

97/852/EF: Kommissionens beslutning af 3. december 1997 om en dispensationsanmodning fra Luxembourg i henhold til artikel 8, stk. 2, litra c, i Rådets direktiv 70/156/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil (Kun den franske udgave er autentisk)

EF-Tidende nr. L 350 af 20/12/1997 s. 0089 - 0089


KOMMISSIONENS BESLUTNING af 3. december 1997 om en dispensationsanmodning fra Luxembourg i henhold til artikel 8, stk. 2, litra c, i Rådets direktiv 70/156/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil (Kun den franske udgave er autentisk) (97/852/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 70/156/EØF af 6. februar 1970 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil (1), senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/27/EF (2), særlig artikel 8, stk. 2, litra c, og

ud fra følgende betragtninger:

Luxembourg har den 15. april 1997 afsendt en dispensationsanmodning, som Kommissionen har modtaget den 21. april 1997, og som var ledsaget af en rapport med det i nævnte artikel 8, stk. 2, litra c, krævede indhold; anmodningen omhandlede montering af fem typer af en tredje stoplygte på seks køretøjstyper; de pågældende stoplygter er af kategori ECE S3 som nævnt i ECE-regulativ nr. 7 og monteres efter forskrifterne i ECE-regulativ nr. 48;

ifølge den fremførte begrundelse kan bestemmelserne i Rådets direktiv 76/758/EØF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om markeringslygter, positionslygter fortil, baglygter og stoplygter på motordrevne køretøjer og på påhængskøretøjer dertil (3), senest ændret ved Kommissionens direktiv 97/30/EF (4), og i Rådets direktiv 76/756/EØF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om montering af lygter og lyssignaler på motordrevne køretøjer og påhængsvogne dertil (5), senest ændret ved Kommissionens direktiv 97/28/EF (6), ikke opfyldes af sådanne stoplygter og monteringen af dem, hvilket er korrekt; beskrivelserne af prøver og prøveresultater samt overensstemmelsen med regulativ nr. 7 og 48 garanterer imidlertid, at sikkerhedsniveauet er tilfredsstillende;

de pågældende EF-direktiver vil blive ændret, således at sådanne stoplygter kan produceres og monteres;

foranstaltningen i nærværende beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg for tilpasning til den tekniske udvikling, som er nedsat ved direktiv 70/156/EØF -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den anmodning, som Luxembourg har indgivet vedrørende dispensation for produktion af fem typer af en tredje stoplygte af kategori ECE S3 som nævnt i ECE-regulativ nr. 7 og montering af sådanne lygter efter forskrifterne i ECE-regulativ nr. 48 på de køretøjstyper, de er bestemt for, imødekommes.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til Storhertugdømmet Luxembourg.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. december 1997.

På Kommissionens vegne

Martin BANGEMANN

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 42 af 23. 2. 1970, s. 1.

(2) EFT L 233 af 25. 8. 1997, s. 1.

(3) EFT L 262 af 27. 9. 1976, s. 54.

(4) EFT L 171 af 30. 6. 1997, s. 25.

(5) EFT L 262 af 27. 9. 1976, s. 1.

(6) EFT L 171 af 30. 6. 1997, s. 1.