31997D0788

97/788/EF: Rådets beslutning af 17. november 1997 om ligestilling af tredjelandes kontrol med vedligeholdelsesavl

EF-Tidende nr. L 322 af 25/11/1997 s. 0039 - 0043


RÅDETS BESLUTNING af 17. november 1997 om ligestilling af tredjelandes kontrol med vedligeholdelsesavl (97/788/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 70/457/EØF af 29. september 1970 om den fælles sortsliste over landbrugsplantearter (1), særlig artikel 21, stk. 1, litra b),

under henvisning til Rådets direktiv 70/458/EØF af 29. september 1970 om handel med grøntsagsfrø (2), særlig artikel 32, stk. 1, litra b),

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

Rådet konstaterede ved beslutning 92/420/EØF (3), at den officielle kontrol med vedligeholdelsesavl i visse tredjelande frembyder samme garanti som medlemsstaternes kontrol; beslutningen ophører med at gælde den 30. juni 1997;

det har vist sig, at ovennævnte kontrol, der foretages i de i beslutning 92/420/EØF omhandlede tredjelande, fortsat frembyder samme garanti som medlemsstaternes kontrol, uanset det forhold, at den tidligere Tjekkiske og Slovakiske Føderative Republik er blevet erstattet af Den Tjekkiske Republik og Den Slovakiske Republik;

for så vidt angår Republikken Korea, der er omfattet af ovennævnte beslutning, er der blevet anmodet om supplerende oplysninger; der er også blevet anmodet om supplerende oplysninger fra Forbundsrepublikken Jugoslavien;

disse lande bør derfor indrømmes en kortere ligestillingsperiode for at tage hensyn til den tid, der er nødvendig for, at disse oplysninger kan nå at blive indsendt og vurderet;

en undersøgelse af, hvorledes der i visse andre lande føres officiel kontrol med vedligeholdelsesavl for supplerende sorter, har vist, at denne kontrol frembyder samme garanti som medlemsstaternes kontrol;

den ligestilling, der er indrømmet disse lande, bør udvides til også at omfatte disse supplerende sorter;

det forekommer formålsløst at opretholde den ligestilling, der er indrømmet Republikken Bosnien-Herzegovina, da der her ikke dyrkes nogen sorter af interesse for Fællesskabet;

denne beslutning udelukker ikke, at Fællesskabets konstateringer af ligestilling ophæves, eller at forlængelse af gyldighedsperioden afslås, såfremt de betingelser, de byggede på, ikke er eller ikke længere bliver opfyldt; i denne forbindelse bør der også indhentes yderligere praktiske oplysninger om frø af de sorter, som vedligeholdes i det pågældende tredjeland, når der foretages EF-sammenligningsprøver;

det kan forventes, at nogle af de tekniske og administrative bestemmelser i bilaget ofte vil skulle tilpasses; for at forenkle den fremgangsmåde, der for øjeblikket gælder for ændringer af bilaget, bør fremgangsmåden med Den Stående Komité for Frø og Plantemateriale henhørende under Landbrug, Havebrug og Skovbrug anvendes -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den officielle kontrol med vedligeholdelsesavl, der foretages i de lande og af de myndigheder, som er opført på listen i bilaget, for de arter, der er omfattet af de heri nævnte direktiver og for de pågældende lande, frembyder samme garantier som medlemsstaternes kontrol.

Artikel 2

Tekniske og administrative tilpasninger, som skal foretages i bilaget, vedtages efter fremgangsmåden i artikel 23 i direktiv 70/457/EØF og i artikel 40 i direktiv 70/458/EØF, dog med undtagelse af tilpasninger, der vedrører kolonne 1 i skemaet.

Artikel 3

Denne beslutning anvendes for Republikken Koreas og Forbundsrepublikken Jugoslaviens vedkommende fra 1. juli 1997 til 30. juni 1999; for de øvrige tredjelande opført i bilaget anvendes den fra 1. juli 1997 til 30. juni 2002.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. november 1997.

På Rådets vegne

F. BODEN

Formand

(1) EFT L 225 af 12. 10. 1970, s. 1. Direktivet er senest ændret ved tiltrædelsesakten af 1994.

(2) EFT L 225 af 12. 10. 1970, s. 7. Direktivet er senest ændret ved direktiv 96/72/EF (EFT L 304 af 27. 11. 1996, s. 10).

(3) EFT L 231 af 13. 8. 1992, s. 22.

BILAG

>TABELPOSITION>