31997D0416

97/416/EF: Rådets beslutning af 30. juni 1997 om ophævelse af afgørelsen om et uforholdsmæssigt stort underskud i Nederlandene

EF-Tidende nr. L 177 af 05/07/1997 s. 0023 - 0023


RÅDETS BESLUTNING af 30. juni 1997 om ophævelse af afgørelsen om et uforholdsmæssigt stort underskud i Nederlandene (97/416/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 104 C, stk. 12,

under henvisning til henstilling fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

Anden fase i gennemførelsen af Den Økonomiske og Monetære Union begyndte den 1. januar 1994; ifølge traktatens artikel 109 E, stk. 4, skal medlemsstaterne i denne anden fase bestræbe sig på at undgå uforholdsmæssigt store underskud;

der findes en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, hvorefter der træffes en afgørelse om et uforholdsmæssigt stort underskud, og hvorefter denne afgørelse ophæves, når det uforholdsmæssigt store underskud er blevet korrigeret; i anden fase bestemmes proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud af artikel 104 C, bortset fra stk. 1, 9 og 11; protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten, indeholder de nærmere bestemmelser vedrørende implementeringen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud; forordning (EF) nr. 3605/93 (1), indeholder detaljerede regler og definitioner med henblik på anvendelsen af bestemmelserne i nævnte protokol;

Rådet fastslog på grundlag af en henstilling fra Kommissionen i henhold til bestemmelserne i artikel 104 C, stk. 6, at der forelå et uforholdsmæssigt stort underskud i Nederlandene; Rådet rettede derpå i henhold til artikel 104 C, stk. 7, henstilling til Nederlandene med henblik på at bringe denne situation til ophør;

i henhold til traktatens artikel 104 C, stk. 12, ophæver Rådet sin afgørelse om et uforholdsmæssigt stort underskud, når det uforholdsmæssigt store underskud i den pågældende medlemsstat efter Rådets opfattelse er blevet korrigeret;

ved ophævelsen af afgørelsen handler Rådet på grundlag af en henstilling fra Kommissionen; på grundlag af de data, Kommissionen har tilvejebragt efter indberetning fra Nederlandene i marts 1997 i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 3605/93, kan der drages følgende konklusioner:

Budgetunderskuddet øgedes moderat i 1994 og 1995 til 4 % af BNP, hvilket til dels skyldtes ekstraordinære udgifter i forbindelse med reformen af den sociale boligsektor, men denne udvikling er senere vendt. For 1996 henstillede Rådet, at underskuddet blev reduceret markant til under 2,8 % af BNP; underskuddet blev faktisk nedbragt til 2,4 % af BNP, hvilket ligger under traktatens referenceværdi. Det ventes at falde til ca. 2,3 % af BNP i 1997. Ifølge Nederlandenes ajourførte konvergensprogram kan budgetunderskuddet falde yderligere til 1,5 % af BNP i 1998.

Vækstdynamikken og faldet i underskuddet har nu ledt den offentlige bruttogældskvote i nedadgående retning: efter at have toppet med 80,5 % af BNP i 1993 faldt gældskvoten til 78,5 % i 1996.

Underskuddet lå under traktatens referenceværdi i 1996 og ventes at forblive herunder i 1997 og at falde yderligere på mellemlang sigt; bruttogældskvoten er for øjeblikket for nedadgående og ventes at aftage i stadig stigende grad i de kommende år -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Det følger af en generel vurdering, at det uforholdsmæssigt store underskud i Nederlandene er blevet korrigeret.

Artikel 2

Rådets beslutning af 26. september 1994 om et uforholdsmæssigt stort underskud i Nederlandene ophæves.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Nederlandene.

Udfærdiget i Luxembourg, den 30. juni 1997.

På Rådets vegne

A. NUIS

Formand

(1) Rådets forordning (EF) nr. 3605/93 af 22. november 1993 om gennemførelse af den protokol om proceduren med uforholdsmæssige store underskud, der er bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EFT nr. L 332 af 31. 12. 1993, s. 7).