KOMMISSIONENS BESLUTNING af 4. december 1996 om støtte ydet af Belgien i henhold til Maribel bis/ter-ordningen (Kun den franske og den nederlandske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (97/239/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 93, stk. 2, første afsnit,

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 61, stk. 1, første afsnit,

efter at have givet de interesserede parter en frist til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med disse artikler, og

ud fra følgende betragtninger:

I

Ved skrivelse af 9. juli 1996 (1) meddelte Kommissionen den belgiske regering, at den havde besluttet at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 93, stk. 2, vedrørende støtte ydet inden for rammerne af Maribel bis/ter-ordningen til virksomheder, der hovedsagelig har aktiviteter i de sektorer, der er mest udsatte for international konkurrence.

Som svar på Kommissionens anmodning fremsat ved skrivelse af 4. februar 1994, havde de belgiske myndigheder ved skrivelse af 29. marts 1994 underrettet Kommissionen om de ændringer, der var foretaget af Maribel-ordningen, derefter kaldt Maribel bis, med det formål at indrømme de virksomheder »der er mest udsatte for international konkurrence« yderligere fordele i forhold til den oprindelige Maribel-ordning. Kommissionen modtog den 12. september 1994 og den 7. marts, 16. august, 28. september og 18. december 1995 yderligere oplysninger. På grundlag af de modtagne oplysninger kunne Kommissionen konkludere følgende.

Maribel-ordningen, der ikke er en tidsbegrænset ordning, blev indført ved den belgiske lov af 29. juni 1981 om de almindelige principper for lønmodtageres socialsikring. I henhold til lovens artikel 35 har arbejdsgivere ret til en reduktion af socialsikringsbidraget for hver af de specialarbejdere, de beskæftiger. Reduktionen blev oprindeligt fastsat til 6,17 % af de pågældende lønmodtageres løn. Da der var tale om en generel og automatisk ordning, blev den ikke betragtet som faldende ind under EF-traktatens 92, stk. 1. Ved kongelig anordning af 12. februar 1993 blev reduktionen af socialsikringsbidraget fastsat til et kvartalsbeløb på 1 875 bfr. pr. ansat specialarbejder, dvs. 7 500 bfr. om året.

En ny ændring, indført ved kongelig anordning af 14. juni 1993 under betegnelsen »Maribel bis«, betød en forhøjelse af kvartalsbeløbene fra 1 875 bfr. til 6 250 bfr. (8 437 bfr. siden den 1. januar 1994 - »Maribel ter«) for arbejdsgivere, der hovedsagelig har aktiviteter i de sektorer, der er mest udsatte for international konkurrence. Reduktionen i disse sektorer har derfor siden den 1. januar 1994 (1. april 1994 for de omfattede transportaktiviteter) udgjort 33 748 bfr. årlig pr. specialarbejder. Den støtte, der ydes til disse virksomheder, som er forskellen mellem basisreduktionen og den forhøjede reduktion, beløber sig således årligt til 26 248 bfr. pr. specialarbejder.

For virksomheder med under 20 ansatte er den kvartalsvise reduktion i henhold til kongelig anordning af 12. februar 1993 for hver af de første fem medarbejdere 2 825 bfr. (3 000 bfr. siden 1. juli 1993). For de virksomheder, der er mest udsatte for international konkurrence, steg dette beløb fra 7 200 bfr. i Maribel bis-ordningen til 9 300 bfr. i Maribel ter-ordningen. Der er imidlertid tale om en støtte, der falder ind under de minimis-reglerne, og som derfor ikke er omfattet af EF-traktatens artikel 92. (Nettostøtten, dvs. forskellen mellem reduktionerne for de andre virksomheder og reduktionerne for disse små virksomheder, overskrider ikke 1 744 ECU i en treårig periode).

Ifølge de yderligere oplysninger, der er indhentet hos de belgiske myndigheder, anvendes den forhøjede reduktion på de virksomheder, hvis vigtigste aktiviteter er udvinding og forarbejdning af andre materialer end brændstoffer og deraf afledte produkter, samt virksomheder inden for den kemiske industri, metalforarbejdningsindustrien, den finmekaniske og optiske industri og en række andre industrier inden for formgivning og forarbejdning samt visse tjenesteydelser og transportaktiviteter, herunder international landevejstransport.

Omkostningerne til Maribel-ordningen beløb sig i 1995 til 18 mia. bf. (465,1 mio. ECU). Heraf udgør 11,4 mia. bf,. 294,59 mio. ECU) omkostningerne i forbindelse med forhøjelsen, dvs. støttebeløbet.

To virksomheder har over for Kommissionen reageret på indførelsen af forhøjede reduktioner for visse virksomheder. Den første anførte, at støtte til de sektorer i den belgiske økonomi, der er mest udsatte for international konkurrence, må være uforenelig med EF-traktatens artikel 92. Den anden klagede over den forskelsbehandling, der er indbygget i indrømmelsen af den forhøjede reduktion, som den pågældende virksomhed var udelukket fra, og den krævede selv at blive støtteberettiget.

Kommissionen besluttede at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 93, stk. 2, efter at have konstateret, at de forhøjede reduktioner i Maribel bis/ter-ordningerne udgør støtte, der falder ind under anvendelsesområdet for EF-traktatens artikel 92, stk. 1, og da det i betragtning af de oplysninger, som Kommissionen rådede over, ikke var muligt at anvende undtagelserne i artikel 92, stk. 2 og 3.

Inden for rammerne af proceduren opfordrede Kommissionen de belgiske myndigheder til at fremsende deres bemærkninger. Den opfordrede ligeledes de andre medlemsstater og andre interesserede parter til at fremsende deres bemærkninger ved at offentliggøre indledningen af proceduren i De Europæiske Fællesskabers Tidende (2).

Kommissionen modtog de belgiske myndigheders bemærkninger ved skrivelse af 5. august 1996, der blev registreret den 8. august 1996.

Kommissionen har ligeledes modtaget bemærkninger fra den nederlandske regering samt fra flere nederlandske arbejdsgiverforeninger og faglige organisationer. Disse bemærkninger blev fremsendt til de belgiske myndigheder ved skrivelse af 26. september 1996 og 1. oktober 1996. Kommissionen modtog den 17. oktober 1996 de belgiske myndigheders kommentarer hertil.

II

De belgiske myndigheders bemærkninger kan resumeres som følger:

- De belgiske myndigheder foreslår en ændring af ordningen, således at der »udarbejdes en ny ordning, der er helt anderledes end den nuværende, samtidig med at man forfølger de samme mål«. Ifølge forslaget skal den forhøjede reduktion (Maribel majoré) indrømmes arbejdsgivere, der væsentligst har aktiviteter i de sektorer, der falder ind under følgende klassificeringskoder i NACE:

- landbrug, jagt, skovbrug og fiskeri (hovedafdeling A og B)

- råstofudvinding (hovedafdeling C)

- fremstillingsvirksomhed (hovedafdeling D)

- transport, oplagringsvirksomhed og kommunikation (hovedafdeling I).

- De retfærdiggør ordningen på følgende måde:

- Begrænsning af ordningen til udelukkende at omfatte specialarbejdere »begrundes med selve ordningens art og indretning«, da »den sociale sikringsordning og tillægsordningen, arbejdsretten og arbejderes organisation er fundamentalt forskellig fra funktionærers. Det følger bl.a. heraf, at arbejdere er meget mere udsatte for afskedigelse og langtidsledighed end funktionærer«. På samme måde skyldes begrænsningen til industrien, at »industrien beskæftiger de fleste arbejdere og lavtlønnede, hvilket skyldes det lave kvalifikationsniveau«.

- Formålet med en forhøjelse af reduktionen er endvidere at »fremme jobskabelsen i industrien for at undgå, at grundlaget for den belgiske økonomi i fremtiden i for høj grad ensidigt hviler på servicesektoren«.

- Princippet med en fast reduktion fremmer en fordeling af det til rådighed værende arbejde og oprettelse af deltidsstillinger.

- Udelukkelse af byggesektoren skyldes, at denne sektor har en særlig fordelagtig social sikrings- og beskatningsordning.

III

Den nederlandske regering og de nederlandske arbejdsgiverforeninger og faglige organisationer mener, at den forhøjede reduktion for virksomheder, der væsentligst har aktiviteter i en af de sektorer, der er mest udsat for international konkurrence, er en stor fordel for disse, og at det skader de konkurrerende nederlandske virksomheder. De mener, at støtten er uforenelig med fællesmarkedet.

IV

Den belgiske regering har ved ikke at foretage en forudgående anmeldelse af de bestemmelser under Maribel bis, der udgør statsstøtte, tilsidesat den forpligtelse til forudgående anmeldelse, der påhviler den efter EF-traktatens artikel 93, stk. 3. Støtte ydet på dette grundlag er derfor ulovlig.

Den fordel, der følger af Maribel bis/ter, og som indebærer, at det kun er visse særlige aktiviteter, der indrømmes en forhøjet reduktion af socialsikringsbidrag, indebærer en fordel, som udgør statsstøtte efter EF-traktatens artikel 92, stk. 1. Da ordningen kun lader visse virksomheder drage fordel af ordningen, lettes disse for en del af deres omkostninger og får økonomiske fordele, der forbedrer deres konkurrenceevne. Da ordningen udtrykkeligt begrænser den yderligere reduktion til virksomheder, der væsentligst har aktiviteter i en af de sektorer, der er mest udsat for international konkurrence, vil disse virksomheder pr. definition konkurrere med udenlandske virksomheder, herunder virksomheder i andre medlemsstater, og den omhandlede støtte påvirker derfor samhandelen mellem medlemsstaterne.

Støtten kan ikke falde ind under undtagelserne i EF-traktatens artikel 92, stk. 2 og 3.

De undtagelser, der gives mulighed for efter artikel 92, stk. 2, finder ikke anvendelse, da støtten hverken vedrører enkelte forbrugere, skader forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder eller visse områder i Tyskland.

Undtagelsen efter artikel 92, stk. 3, litra a), kan ikke finde anvendelse, da støtten vedrører hele Belgien.

Undtagelsen efter artikel 92, stk. 3, litra b), kan ikke finde anvendelse, da støtten ikke vedrører et projekt af fælleseuropæisk interesse eller tjener til at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i den belgiske økonomi.

Undtagelsen efter artikel 92, stk. 3, litra c), kan heller ikke finde anvendelse af følgende grunde. Da der er tale om støtte i form af reducerede socialsikringsbidrag, fremfører de belgiske myndigheder, at der er tale om en beskæftigelsesfremmende foranstaltning. Denne fortolkning kan ikke godtages i det foreliggende tilfælde. Kommissionen har i sine retningslinjer for beskæftigelsesstøtte (3), opstillet de kriterier, den anvender ved vurdering af beskæftigelsesstøtte efter undtagelsen i artikel 92, stk. 3, litra c). Støtte efter den omhandlede ordning falder ikke ind under nogen af de kategorier, som Kommissionen kan indtage en positiv holdning over for: der er ikke tale om jobskabelse i små og mellemstore virksomheder eller i regionalstøtteberettigede regioner eller ansættelse af visse kategorier af arbejdstagere, der har særlig vanskeligt ved (igen) at komme ind på arbejdsmarkedet. Støtten tager heller ikke sigte på jobdeling.

Ifølge disse retningslinjer kan Kommissionen tillade visse former for støtte til jobbevarelse i tilfælde af naturkatastrofer og andre usædvanlige begivenheder, og på visse betingelser i regioner, der er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i artikel 92, stk. 3, litra a). Når støtte til jobbevarelse indgår i en redningsplan og/eller omstruktureringsplan for kriseramte virksomheder, kan Kommissionen ligeledes godkende støtten, efter at have foretaget en vurdering på basis af de gældende retningslinjer på området (4).

Den støtte, der ydes efter Maribel bis/ter-ordningen indgår ikke i nogen af disse kategorier. Der er i realiteten tale om driftsstøtte til de pågældende uden nogen form for social eller økonomisk modydelse fra disse, da den forhøjede reduktion ydes permanent for alle virksomhedernes specialarbejdere, selv om beskæftigelsen har været faldende.

Endvidere er der pr. definition tale om støtte, der først og fremmest har til formål at nedbringe omkostningerne for virksomheder, der enten eksporterer eller konkurrerer med importerede varer fra udenlandske virksomheder, dvs. væsentligst fra andre medlemsstater. Det skal i den forbindelse bemærkes, at den belgiske regering i sin erklæring om »en global beskæftigelsesplan«, der blev fremsendt til Kommissionen den 27. december 1993, bl.a. fremhævede en forringet eksportsituation for at begrunde den forhøjede reduktion af de sociale sikringsbidrag.

Den nuværende støtte inden for rammerne af Maribel bis/ter-ordningen er således en ren driftsstøtte til virksomhederne, der har til formål at forbedre deres internationale konkurrenceevne til skade for deres konkurrenter i de øvrige medlemsstater. En sådan støtte risikerer at ændre vilkårene for de konkurrerende virksomheder i de andre medlemsstater og har ingen fællesskabsinteresse. Støtten er derfor uforenelig med fællesmarkedet.

V

De bemærkninger, som de belgiske myndigheder fremsatte i skrivelse af 5. august 1996 og 17. oktober 1996, giver anledning til følgende kommentarer.

Som det fremgår af Kommissionens meddelelse om kontrol med statsstøtte og nedbringelse af arbejdskraftomkostninger, der blev fremsendt til medlemsstaterne ved skrivelse af 13. september 1996 (5), betyder den omstændighed, at reduktionerne udelukkende gælder for specialarbejdere ikke i sig selv, at ordningen må opfattes som statsstøtte, da den ikke er rettet mod en bestemt virksomhedskategori. Det vil sige, at når de belgiske myndigheder begrunder denne begrænsning »med selve ordningens art og indretning«, er det ikke relevant i det foreliggende tilfælde.

Hvad angår begrænsningen til visse sektorer, i dette tilfælde væsentligst industrien, kan foranstaltningen derimod ikke retfærdiggøres som beskæftigelsesstøtte til specialarbejdere, idet det må konstateres, at kun 47 % af disse er berørt af den forhøjede reduktion (582 516 ud af 1 235 954 - tal pr. 30. juni 1993), og da det på den anden side er klart, at de andre dele af økonomien, der beskæftiger 53 % af den manuelle arbejdskraft, omfatter visse sektorer inden for byggevirksomhed, som har særdeles mange ansatte i denne kategori. Begrænsningen til visse sektorer betyder således, at der tale om en meget selektiv foranstaltning, og den bevirker, at den yderligere fordel er forbeholdt de virksomheder, der er mest udsatte for international konkurrence (6), selv om vendingen »de sektorer, der er mest udsatte for international konkurrence« ikke er udtrykkeligt anvendt. Dette bekræftes i øvrigt af indholdet af den skrivelse, som de belgiske myndigheder fremsendte til Kommissionen den 9. august 1995, hvori det hedder »Hvad angår den »face lifting«, der er tale om i artikel 1 i den kongelige anordning, dvs. fjernelsen af vendingen »der væsentligst har aktiviteter i de sektorer, der er mest udsatte for international konkurrence«, giver det ingen problemer for Rijksdienst voor sociale verzekering (RSZ), hvad angår beskrivelsen af de pågældende arbejdsgivere, da en henvisning til NACE-koden er tilstrækkelig«.

Formålet med ordningen er således ikke at hjælpe specialarbejdere som sådan, og der er ikke tale om en beskæftigelsesfremmende foranstaltning, men om en lettelse af de omkostningsbyrder, der er pålagt virksomhederne, uanset om disse bidrager til at fremme beskæftigelsen. Støtten ydes nemlig fortsat for hver ansat specialarbejder i den givne virksomhed, selv om beskæftigelsen har været faldende i det forløbne år.

Det mål, som de belgiske myndigheder fremfører, nemlig at »fremme jobskabelsen i industrien for at undgå, at grundlaget for den belgiske økonomi i fremtiden i for høj grad ensidigt hviler på servicesektoren«, kan ikke nås ved hjælp af foranstaltninger, der er uforenelige med EF-traktaten. Endvidere svarer det anvendte middel i det foreliggende tilfælde ikke til det angivne mål, da der - som nævnt ovenfor - er tale om driftsstøtte til virksomheder og ikke om jobskabelse.

Endelig nævner de belgiske myndigheder også, at de belgiske arbejdsgiveres socialsikringsbidrag selv med den forhøjede reduktion i Maribel bis/ter-ordningen stadig er klart højere end bidragene i Nederlandene, hvorfor den omhandlede reduktion ikke er konkurrencefordrejende.

Dette argument kan ikke godtages. Kommissionen har altid haft den holdning, der i øvrigt er udtrykkeligt godtaget af EF-Domstolen (7), at selv om de generelle vilkår, hvorunder virksomhederne udøver deres aktiviteter, kan variere fra en medlemsstat til en anden, kan en medlemsstat imidlertid ikke isolere et særligt aspekt af disse generelle vilkår, f.eks. de sociale sikringsbidrag, og kompensere herfor ved en nedsættelse af de ekstraomkostninger, der følger heraf for medlemsstatens egne virksomheder i forhold til konkurrenterne i andre medlemsstater, og samtidig se bort fra andre aspekter, der kan begunstige medlemsstatens egne virksomheder.

VI

De belgiske myndigheder har i de bemærkninger, de inden for rammerne af proceduren har fremsendt til Kommissionen, nævnt muligheden af at indføre en ny og anderledes ordning, der dog skulle have de samme målsætninger. Hvis de belgiske myndigheder træffer en sådan beslutning, skal udkastet til en sådan ordning anmeldes til Kommissionen efter EF-traktatens artikel 93, stk. 3, således at Kommissionen kan tage stilling til, om det er foreneligt med fællesmarkedet -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den forhøjede reduktion af socialsikringsbidragene for specialarbejdere, der efter Maribel bis/ter-ordningen indrømmes arbejdsgivere, der væsentligst har aktiviteter i en af de sektorer, der er mest udsatte for international konkurrence, udgør en ulovlig statsstøtte, da den ikke på forhånd er blevet anmeldt til Kommissionen som foreskrevet i EF-traktatens artikel 93, stk. 3. Støtten er endvidere uforenelig med fællesmarkedet efter bestemmelserne i EF-traktatens artikel 92, stk. 1, og den kan ikke falde ind under nogen af undtagelserne i artikel 92, stk. 2 og 3.

Artikel 2

Belgien træffer de nødvendige foranstaltninger for uden ophør at bringe de i artikel 1 nævnte forhøjede reduktioner af socialsikringsbidragene til ophør og sikre, at de pågældende virksomheder tilbagebetaler den ulovligt udbetalte støtte. Tilbagebetalingen skal ske i overensstemmelse med de i belgisk ret gældende procedurer og bestemmelser, med påløbne renter indtil datoen for den faktiske tilbagebetaling, beregnet fra datoen for støtteydelsen med en sats, der svarer til den referencesats, der på denne dato anvendes til beregning af nettosubventionsækvivalenten for regionalstøtte i Belgien.

Artikel 3

Belgien underretter to måneder efter datoen for meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om de foranstaltninger, Belgien har truffet for at efterkomme beslutningen.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Belgien.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. december 1996.

På Kommissionens vegne

Karel VAN MIERT

Medlem af Kommissionen

(1) SG(96) D/6225.

(2) EFT nr. C 227 af 6. 8. 1996, s. 8.

(3) EFT nr. C 334 af 12. 12. 1995, s. 7.

(4) Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (EFT nr. C 368 af 23. 12. 1994, s. 12).

(5) SG(96) D/8024.

(6) Se Kommissionens meddelelse om kontrol med statsstøtte og nedbringelse af arbejdskraftomkostninger, punkt 21 og 22 (SG(96) D/8024).

(7) Dom af 10. december 1969 i de forenede sager 6 og 11-69. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Franske Republik og dom af 2. juli 1974 i sag 171/73. Den Italienske Republik mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Sml. 1974, s. 709.