RÅDETS HENSTILLING af 22. december 1995 om harmonisering af midlerne til bekæmpelse af ulovlig indvandring og ulovlig beskæftigelse og om forbedring af de hertil beregnede kontrolmidler (96/C 5/01)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel K.3, stk. 2,

som henviser til Den Franske Republiks initiativ af af 22. december 1994,

som henviser til henstillingen af 1. juni 1993 fra EF-medlemsstaternes ministre med ansvar for indvandring om kontrol med og udsendelse af tredjelandsstatsborgere, som opholder sig eller arbejder uden tilladelse i en medlemsstat,

som henviser til henstillingen af 30. november 1992 fra EF-medlemsstaternes ministre med ansvar for indvandring om medlemsstaternes praksis ved udsendelse af personer, og

som tager følgende i betragtning:

I henhold til traktatens artikel K.1, stk. 2 og 3, er politikken over for tredjelandsstatsborgere og især bekæmpelsen af ulovlig indvandring, ulovligt ophold og ulovligt arbejde et spørgsmål af fælles interesse og hører derfor ind under de samarbejdsområder for medlemsstaterne, der er nævnt i traktatens afsnit VI;

de medlemsstater, der er udsat for en stigning i den ulovlige indvandring, har allerede vedtaget særlige foranstaltninger for at sikre bedre styring af befolkningsbevægelserne og for at forhindre, at udlændige, som er indrejst eller opholder sig ulovligt på deres område, forbliver der uretmæssigt;

for at denne indsats kan blive effektiv, er det nødvendigt at indføre indbyrdes samordnede og sammenhængende foranstaltninger;

selv om der allerede er vedtaget henstillinger om principperne for den praksis, der skal følges med hensyn til udsendelse, bør denne indbyrdes tilnærmelse fortsættes, ved at medlemsstaterne opfordres til at følge en række principper, som skal sikre bedre kontrol med den situation udlændige på deres område befinder sig i;

denne henstilling overholder Fællesskabets bestemmelser, konventionen af 4. november 1950 til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, særlig artikel 3 og 14, og Genèvekonventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling som ændret ved New York-protokollen af 31. januar 1967,

HENSTILLER til medlemsstaterne, at de foretager en yderligere harmonisering af midlerne til kontrol med udlændige for at undersøge, om de opfylder de betingelser, der er fastsat i bestemmelserne om indrejse, ophold og beskæftigelse, på grundlag af følgende retningslinjer:

1. Denne henstilling finder ikke anvendelse på borgere i Den Europæiske Union og statsborgere i de EFTA-medlemsstater, der er parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, samt medlemmer af deres familie, der er omfattet af fællesskabsretten.

2. Når en udlændig underkastes identitetskontrol i overensstemmelse med national lovgivning, skal der, i det mindste i de tilfælde, hvor det tyder på, at der er tale om ulovligt ophold, foretages en undersøgelse af opholdssituationen. Det kan navnlig være tilfældet i følgende situationer:

- identitetskontrol i forbindelse med efterforskning af lovovertrædelser eller retsforfølgning heraf

- identitetskontrol for at hindre krænkelse af den offentlige orden eller sikkerhed

- identitetskontrol for at bekæmpe ulovlig indrejse eller ulovligt ophold i visse områder (f.eks. grænseområder og havne, lufthavne og banegårde, der er åbne for international trafik), uden at dette i øvrigt berører grænsekontrollen.

3. Udlændige bør i henhold til den nationale lovgivning over for de ansvarlige myndigheder kunne fremvise en bekræftelse af deres tilladelse til at opholde sig på den medlemsstats område, hvor de befinder sig, f.eks. dokumentation for, at de har tilladelse til at opholde sig der.

4. Hvis opholds- eller arbejdssituationen ifølge den nationale lovgivning er en forudsætning for, at en udlænding kan opnå en ydelse fra det offentlige i en medlemsstat navnlig på områderne sundhed, pension samt familie- og arbejdsydelser, vil den først kunne indrømmes, når det er blevet undersøgt, om den pågældende eller hans familie er berettiget til den pågældende ydelse under hensyn til deres opholds- og arbejdssituation. En undersøgelse af opholds- eller arbejdssituationen er ikke nødvendigt i de tilfælde, hvor en offentlig myndigheds indgriben er nødvendigt af bydende humanitære årsager.

Undersøgelsen foretages af den tjeneste, der udbetaler ydelsen, om nødvendigt med bistand fra de myndigheder, der er ansvarlige for bl.a. udstedelse af opholds- eller arbejdstilladelser under overholdelse af den nationale lovgivning, især lovgivningen om beskyttelse af oplysninger.

Medlemsstaterne bør sikre, at de centrale eller lokale myndigheder, der skal udbetale ydelser til udlændinge, bliver gjort opmærksom på betydningen af bekæmpelsen af ulovlig indvandring, for at tilskynde dem til under overholdelse af den nationale lovgivning at meddele de kompetente myndigheder regelstridige forhold vedrørende opholdet, som de har kunnet konstatere som led i udførelsen af deres opgaver.

De myndigheder, der er ansvarlige for at udstede opholdstilladelser, bør også gøres opmærksom på risikoen for pro forma-ægteskaber.

5. De arbejdsgivere, som ønsker at ansætte udlændige, bør opfordres til at undersøge, om disses opholds- og arbejdssituation er lovlig, ved at anmode om fremvisning af det dokument, der viser, at de har opholds- og arbejdstilladelse i medlemsstaten.

Medlemsstaterne vil kunne fastsætte, at arbejdsgiverne om nødvendigt, især under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i den nationale lovgivning for beskyttelse af oplysninger, har ret til at foretage en kontrol ved henvendelse til de myndigheder, der bl.a. er ansvarlige for udstedelse af opholds- eller arbejdstilladelse, og som har tilladelse til at meddele dem de relevante oplysninger efter procedurer, som sikrer fortrolighed i fremsendelsen af personoplysninger.

6. Enhver person, som er kendt for i henhold til den pågældende medlemsstats nationale ret at beskæftige en udenlandsk statsborger uden tilladelse, bør idømmes passende sanktioner.

7. De myndigheder, der er ansvarlige for at give tilladelse til ophold, bør kunne træffe foranstaltninger, der gør det muligt at undersøge, om de personer, som er blevet nægtet fortsat ophold på medlemsstatens område, også af sig selv har forladt området.

8. Hver medlemsstat bør overveje at oprette et centralt udlændingeregister med oplysninger om udlændinges administrative situation for så vidt angår ophold, bl.a. med angivelse af nægtelse af ophold og udsendelsesforanstaltninger. Et sådant register skal fungere under overholdelse af reglerne i Europarådets konvention 108 af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger.

9. Medlemsstaterne bør sikre sig, at opholdsdokumenter, der udstedes til udlændige, frembyder tilstrækkelige garantier mod forfalskning eller misbrug - især ved farvefotokopiering - og bør efter behov ændre dem med dette for øje.

10. Medlemsstaterne bør træffe de nødvendige foranstaltninger til at styrke og forbedre midlerne til identifikation af illegale udlændinge, som hverken er i besiddelse af rejsedokumenter eller identitetsdokumenter.

Når en illegal udlænding tilbageholdes eller kan blive tilbageholdt i de tilfælde, der er fastsat i punkt II i henstillingen af 30. november 1992 fra EF-medlemsstaternes ministre med ansvar for indvandring om medlemsstaternes praksis ved udsendelse af personer, bør tilbageholdelsesperioden især benyttes til at tilvejebringe de rejsedokumenter, der er nødvendige for udsendelsen af udlændinge, som ikke er i besiddelse af nogen form for dokumenter. De konsulære myndigheder i den pågældende udlændings seneste opholdsland eller det land, i hvilket han er statsborger, bør foretage det supplerende identificeringsarbejde med henblik på at tilvejebringe et rejsedokument.

Udlændige, som har planlagt deres illegalitet ved navnlig at nægte at forevise rejsedokumenter, bør kunne idømmes sanktioner. I særlige tilfælde kan sådanne sanktioner idømmes i henhold til straffeloven.

Medlemsstaterne gør status over opfølgningen af kapitel III.2 i ovennævnte henstilling af 30. november 1992 om medlemsstaternes praksis med hensyn til udsendelse af personer.

Rådet gennemgår med regelmæssige mellemrum, f.eks. en gang om året, de fremskridt, der er gjort iharmoniseringen på de områder, der er omfattet af denne henstilling.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. december 1995

På Rådets vegne

L. ATIENZA SERNA

Formand