31996R2275

Rådets Forordning (EF) nr. 2275/96 af 22. november 1996 om specifikke foranstaltninger for levende planter og blomsterdyrkningens produkter

EF-Tidende nr. L 308 af 29/11/1996 s. 0007 - 0008


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 2275/96 af 22. november 1996 om specifikke foranstaltninger for levende planter og blomsterdyrkningens produkter

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 43,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (2), og

ud fra følgende betragtninger:

Produktionen af levende planter og blomsterdyrkningens produkter er en vigtig økonomisk aktivitet i en lang række medlemsstater;

som følge af den voksende produktion i Fællesskabet og den øgede import fra tredjelande er udbuddet af disse produkter hastigt stigende; forbruget af disse produkter bør derfor stimuleres;

forbruget af EF-produkter i og uden for Fællesskabet kan øges bl.a. ved at give nuværende og potentielle forbrugere bedre information og ved bedre at tilpasse produktionen til forbrugernes krav;

de forskellige erhvervsgrene i sektoren spiller en særlig rolle i forbindelse med iværksættelsen af forbrugsfremmende foranstaltninger;

de specifikke foranstaltninger til forøgelse af forbruget bør fremmes gennem finansiel støtte fra Fællesskabet; det bør regelmæssigt vurderes, om de finansierede foranstaltninger opfylder deres formål;

de således planlagte foranstaltninger skal regulere markedet for levende planter og blomsterdyrkningens produkter; udgifterne til EF's medfinansiering skal derfor betragtes som en intervention i henhold til artikel 3 i Rådets forordning (EØF) nr. 729/70 af 21. april 1970 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (3) -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Fællesskabet kan deltage i finansieringen af foranstaltninger, der skal forøge forbruget af levende planter og blomsterdyrkningens produkter fra EF (KN-kode 06), og som foreslås og gennemføres af sammenslutninger, der er repræsentative for aktiviteterne i sektoren.

Artikel 2

1. Formålet med de i artikel 1 omhandlede foranstaltninger er at gennemføre reklame- og PR-kampagner, herunder tilrettelæggelse af og deltagelse i handelsmesser og andre kommercielle arrangementer i og uden for Fællesskabet.

Hvis der er behov for det, kan der forud for foranstaltningernes gennemførelse foretages markedsundersøgelser for at fastslå forbrugernes holdning og forbrugsmønstret, ligesom de erhvervsdrivende i sektoren i givet fald skal kunne tilbydes rådgivning om marketing.

2. Foranstaltningerne i artikel 1 må ikke vedrøre bestemte mærker eller tilgodese produkter fra en bestemt medlemsstat.

Artikel 3

1. Det finansielle bidrag fra Fællesskabet til de foranstaltninger, der er fastsat ved denne forordning, betragtes som en interventionsforanstaltning til regulering af landbrugsmarkederne i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 729/70.

2. Det finansielle bidrag fra Fællesskabet kan højst udgøre 60 % af de faktiske udgifter til foranstaltningerne.

Artikel 4

De i artikel 1 nævnte foranstaltninger kan indledningsvis højst finansieres af Fællesskabet i en periode på tre år. Der foretages en evalueringsundersøgelse i det sidste år. Formålet med undersøgelsen er at vurdere, i hvor høj grad de i artikel 1 nævnte mål er nået, og om det er hensigtsmæssigt at videreføre indsatsen.

Artikel 5

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger og gennemførelsesbestemmelserne til denne forordning henholdsvis defineres og vedtages efter proceduren i artikel 14 i Rådets forordning (EØF) nr. 234/68 af 27. februar 1968 om den fælles markedsordning for levende planter og blomsterdyrkningens produkter (4).

Artikel 6

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. november 1996.

På Rådets vegne

S. BARRETT

Formand

(1) EFT nr. C 216 af 26. 7. 1996, s. 14.

(2) Udtalelse afgivet den 15. november 1996 (endnu ikke offentliggjort i Tidende).

(3) EFT nr. L 94 af 28. 4. 1970, s. 13. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 1287/95 (EFT nr. L 125 af 8. 6. 1995, s. 1).

(4) EFT nr. L 55 af 2. 3. 1968, s. 1. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 3290/94 (EFT nr. L 349 af 31. 12. 1994, s. 105).