31996R1763

Kommissionens forordning (EF) nr. 1763/96 af 11. september 1996 om overgangsforanstaltninger for forvaltningen af basisarealerne i de nye tyske delstater og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1000/94

EF-Tidende nr. L 231 af 12/09/1996 s. 0008 - 0009


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1763/96 af 11. september 1996 om overgangsforanstaltninger for forvaltningen af basisarealerne i de nye tyske delstater og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1000/94

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 1765/92 af 30. juni 1992 om indførelse af en støtteordning for producenter af visse markafgrøder (1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1575/96 (2), særlig artikel 16, og

ud fra følgende betragtninger:

I artikel 2, stk. 6, i forordning (EØF) nr. 1765/92 er der fastsat en nedsættelse af det areal, der kan udbetales godtgørelse for, samt en ikke godtgjort ekstraordinær jordudtagning i det tilfælde, hvor de støtteansøgninger, som producenterne har indgivet, overstiger det regionale basisareal;

omstillingen fra den planøkonomi, der bestod i de nye tyske delstater inden Tysklands forening, til markedsøkonomi blev praktisk talt foretaget uden overgangsperiode; reformen indtrådte derfor på et tidspunkt, hvor landbrugsstrukturen var under fuld omlægning; tabet af de traditionelle markeder i østlandene førte til et betydeligt og uventet fald i den animalske produktion på det tidspunkt, hvor forordning (EØF) nr. 1765/92 blev vedtaget, og således til en nedgang i de arealer, der tidligere blev anvendt til foderproduktion;

i denne situation blev der fundet en løsning for at undgå, at de nuværende reglers strenghed fører til en fiasko ved landbrugets omstrukturering i de nye tyske delstater, uden for så vidt definitivt at forøge det basisareal, der er en hovedbestanddel i reformen af markafgrøderne; løsningen har form af en overgangsforanstaltning for midlertidig og degressiv udvidelse af basisarealet i fire etaper fra produktionsåret 1993/94; overgangsforanstaltningen blev fastsat ved forordning (EF) nr. 1000/94 (3);

de forhold, der førte til vedtagelsen af forordning (EF) nr. 1000/94, består fortsat; under disse forhold er en forlængelse af overgangsperioden berettiget;

for klarhedens skyld bør forordning (EF) nr. 1000/94 erstattes med virkning fra produktionsåret 1996/97;

de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Fælles Forvaltningskomité for Korn, Fedtstoffer og Tørret Foder -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Med henblik på anvendelse af artikel 2, stk. 6, i forordning (EØF) nr. 1765/92 forøges det i Kommissionens forordning (EF) nr. 1098/94 (4) fastsatte basisareal midlertidigt for de nye tyske delstater som angivet i bilaget.

Artikel 2

1. For produktionsårene 1998/99, 1999/2000, 2000/01 og 2001/02 nedsættes i tilfælde af overskridelse af det i forordning (EF) nr. 1098/94 fastsatte basisareal det areal, der er berettiget til godtgørelse, pr. producent i samme produktionsår proportionalt med overskridelsen med henholdsvis 10 %, 20 %, 30 % og 40 % for de pågældende produktionsår inden for de i bilaget til nærværende forordning angivne grænser.

2. Den i stk. 1 omhandlede nedsættelse kommer oven i den nedsættelse, der eventuelt foretages efter overskridelsen af basisarealet efter artikel 1.

Artikel 3

Forordning (EF) nr. 1000/94 ophæves med virkning fra 1. juli 1996.

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes fra produktionsåret 1996/97.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. september 1996.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. L 181 af 1. 7. 1992, s. 12.

(2) EFT nr. L 206 af 16. 8. 1996, s. 1.

(3) EFT nr. L 111 af 30. 4. 1994, s. 67.

(4) EFT nr. L 121 af 12. 5. 1994, s. 12.

BILAG

>TABELPOSITION>