31996R1628

Rådets forordning (EF) nr. 1628/96 af 25. juli 1996 om bistand til Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Den Føderative Republik Jugoslavien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien

EF-Tidende nr. L 204 af 14/08/1996 s. 0001 - 0005


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1628/96 af 25. juli 1996 om bistand til Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Den Føderative Republik Jugoslavien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 235,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (2), og

ud fra følgende betragtninger:

Økonomisk udvikling, genskabelse af civilsamfundet og samarbejde mellem republikkerne i det tidligere Jugoslavien i overensstemmelse med den regionale løsning, som Rådet har fastlagt, er uadskilleligt forbundet med fred og stabilitet i Balkan-regionen;

der bør igangsættes arbejder med henblik på reparation og genopbygning af infrastrukturen sideløbende med de politiske og økonomiske reformer;

Fællesskabet har besluttet af bidrage til denne indsats på de betingelser, Rådet har fastsat;

det ønsker at gøre sin støtte betinget af, at de politiske og økonomiske krav, der er nedfældet i de fredsaftaler, som blev undertegnet den 14. december 1995 i Paris, imødekommes, særlig hvad angår menneskerettighederne;

for at fremme en forsoning mellem de forskellige parter og for at modvirke, at der på ny opstår konflikter, er det nødvendigt i særlig grad at sætte ind med foranstaltninger, der har en økonomisk og social målsætning, navnlig beskæftigelse, genskabelse af civilsamfundet og flygtninges og fordrevne personers tilbagevenden og reintegration;

for at sikre en effektiv forvaltning af de i denne forordning fastsatte foranstaltninger og for at kunne iværksætte foranstaltninger på mellemlang sigt bør der fastlægges en flerårig strategi indtil den 31. december 1999;

i forbindelse med Fællesskabets bistand skal der sikres størst mulig gennemskuelighed ved gennemførelsen af den økonomiske støtte og streng kontrol med anvendelsen af midlerne;

et finansielt referencegrundlag som omhandlet i punkt 2 i erklæringen af 6. marts 1995 fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, indsættes i denne forordning for hele programmets varighed, uden at dette berører budgetmyndighedens beføjelser i henhold til traktaten;

disse foranstaltninger vil kunne bidrage til at virkeliggøre Fællesskabets mål, og traktaten indeholder for de pågældende foranstaltninger ingen anden hjemmel end artikel 235 -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Fællesskabet iværksætter bistandsforanstaltninger i overensstemmelse med de særlige betingelser, Rådet har fastsat, navnlig projekter, programmer og samarbejdsforanstaltninger med henblik på genopbygning, flygtninges og fordrevne personers tilbagevenden og økonomisk og regionalt samarbejde i Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Den Føderative Republik Jugoslavien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien i overensstemmelse med kriterierne i denne forordning.

Det finansielle referencegrundlag for gennemførelsen af denne forordning er 400 mio. ECU for perioden 1996-1999.

De årlige bevillinger godkendes af budgetmyndigheden inden for rammerne af de finansielle overslag.

Fællesskabets finansiering i henhold til denne forordning har form af gavebistand.

Artikel 2

Denne forordning bygger på overholdelse af de demokratiske principper og retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, der er et væsentligt element heri. De særlige betingelser, som Rådet har fastsat for gennemførelsen af samarbejdet med det tidligere Jugoslavien, er også et væsentligt element i denne forordning.

Artikel 3

Regionale og internationale organisationer, offentlige og halvoffentlige organer, organisationer for virksomhedsstøtte, private erhvervsdrivende, kooperativer, gensidige selskaber, sammenslutninger, fonde og ikke-statslige organisationer kan deltage i gennemførelsen af projekter, programmer og samarbejdsforanstaltninger, der finansieres i henhold til denne forordning.

Artikel 4

1. Målet med projekterne, programmerne og samarbejdsforanstaltningerne er at støtte genopbygningen, at fremme flygtninges tilbagevenden, forsoningen og det regionale økonomiske samarbejde og at skabe økonomiske og sociale forhold, der kan danne grundlag for modtagerlandenes udvikling.

2. De i stk. 1 omhandlede projekter, programmer og samarbejdsforanstaltninger retter sig navnlig mod følgende områder:

- projekter vedrørende regionalt samarbejde og godt naboskab og grænseoverskridende projekter

- genopbygning af infrastrukturer og andre individuelle eller kollektive faciliteter, der er berørt af krigen

- konsolidering af demokratiet og civilsamfundet

- flygtninges tilbagevenden

- integration eller reintegration af flygtninge, fordrevne personer og krigsveteraner i arbejdslivet

- forberedelse af produktionsapparatet til reaktiveringen af økonomien

- udviklingen af den private sektor, navnlig mindre virksomheder, og fremme af investeringer

- styrkelse af ikke-statslige organisationer samt kulturelle institutioner og uddannelsesinstitutioner.

Artikel 5

De foranstaltninger, der skal finansieres, udvælges navnlig på baggrund af en vurdering af de potentielle modtageres ønsker, sagens hastende karakter, den reelle kapacitet til absorption af bistanden, virkningerne for flygtninges og fordrevne personers tilbagevenden og for forsoningen mellem parterne ved samtidig deltagelse i fælles projekter. Støtten ydes så vidt muligt decentralt.

Artikel 6

1. Med henblik på at sikre sammenhæng i samarbejdsforanstaltningerne og forbedre komplementariteten og effektiviteten heraf udveksler medlemsstaterne og Kommissionen alle nyttige oplysninger om de finansieringer, som de agter at bevilge. Der kan i forbindelse med denne informationsudveksling søges muligheder for samfinansiering. Der søges i forbindelse med denne informationsudveksling muligheder for komplementaritet, navnlig gennem samfinansiering eller parallel finansiering.

2. Medlemsstaterne og Kommissionen meddeler tillige, bl.a. i det i artikel 12 omhandlede udvalg, hinanden de oplysninger, de ligger inde med, om anden bilateral eller multilateral bistand til de i denne forordning omhandlede stater. Med henblik herpå etablerer medlemsstaterne og Kommissionen et system for gensidig information.

Artikel 7

Finansieringsafgørelserne og de dermed forbundne aftaler og kontrakter indeholder bl.a. bestemmelser om Kommissionens tilsyn og finanskontrol og Revisionsrettens revision, i givet fald på stedet.

Artikel 8

1. De i denne forordning omhandlede foranstaltninger kan dække udgifter til indførsel af varer og tjenesteydelser, de nødvendige lokale udgifter til fuldførelse af projekterne og programmerne samt rentegodtgørelse for lån fra Den Europæiske Investeringsbank. Fællesskabets finansiering må ikke anvendes til at betale skatter og afgifter og til at erhverve fast ejendom.

For aftaler og kontrakter til gennemførelse af de foranstaltninger, Fællesskabet finansierer i medfør af denne forordning, skal der i modtagerstaten gælde en skatte- og toldordning, der ikke er mindre gunstig end den, denne stat anvender over for det mest begunstigede land eller den mest begunstigede internationale organisation, der har til opgave at fremme den økonomiske udvikling.

2. Drifts- og vedligeholdelsesudgifter på stedet i forbindelse med projekterne kan dækkes inden for grænser, der på forhånd fastsættes for hver foranstaltning; dette gælder dog kun i startfasen, og finansieringen heraf vil gradvis blive nedtrappet.

3. For så vidt angår investeringsprojekter, kombineres Fællesskabets finansiering med modtagerens egne midler eller med andre finansieringskilder. Fællesskabets bidrag til finansieringen, inklusive lån af Den Europæiske Investeringsbanks egne midler, må højst udgøre 80 % af de samlede investeringsudgifter.

Artikel 9

Deltagelse i udbud og kontrakter er på samme betingelser åben for alle fysiske og juridiske personer i medlemsstaterne og modtagerstaterne.

Deltagelse af fysiske eller juridiske personer i stater omfattet af PHARE-programmet kan i det enkelte tilfælde tillades af Kommissionen, hvis de pågældende programmer eller projekter kræver særlige former for bistand, som findes netop i disse stater.

Som juridiske personer i en medlemsstat, en modtagerstat eller en stat omfattet af PHARE-programmet betragtes juridiske personer, der er stiftet i overensstemmelse med lovgivningen i en medlemsstat, en modtagerstat og en stat omfattet af PHARE-programmet, og som har deres centrale forvaltning eller deres hovedvirksomhed på de områder, hvor traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab finder anvendelse, eller i modtagerstaterne eller i staterne omfattet af PHARE-programmet, eller som har deres vedtægtsmæssige hjemsted dér, forudsat at deres aktiviteter har en vedvarende, faktisk forbindelse til økonomien i de nævnte områder eller stater.

I tilfælde af samfinansiering kan Kommissionen i hvert enkelt tilfælde tillade, at statsborgere fra andre lande deltager i udbuddene eller kontrakterne. I så fald er det en forudsætning for tredjelandsvirksomheders deltagelse, at der foreligger gensidighed fra disse landes side over for Fællesskabet.

Tjenestekontrakter indgås ved begrænset udbud undtagen for transaktioner på op til 200 000 ECU, for hvilke der kan anvendes underhåndsaftaler.

Artikel 10

1. Finansieringsafgørelser for beløb på over 2 mio. ECU træffes efter proceduren i artikel 12, stk. 2. Det i artikel 12 omhandlede udvalg holdes informeret om foranstaltninger, der finansieres med beløb på under 2 mio. ECU.

2. Afgørelser om ændring af afgørelser, der er truffet efter proceduren i artikel 12, træffes af Kommissionen uden høring af udvalget, når de ikke medfører væsentlige ændringer med hensyn til de oprindelige projekters og foranstaltningers art, eller når de med hensyn til finansieringselementet ikke bevirker en stigning på over 20 % af den oprindelige forpligtelsesafgørelses samlede beløb og ikke overstiger 4 mio. ECU. Udvalget skal underrettes om alle ændrede afgørelser.

Artikel 11

De foranstaltninger, der er omhandlet i denne forordning, og som finansieres over De Europæiske Fællesskabers budget, forvaltes af Kommissionen i henhold til artikel 12.

Kommissionen afholder udgifterne i henhold til finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

Fra 1. januar 1998 skal Kommissionen endvidere overholde de regler, der er gengivet i bilaget til denne forordning, og som vedrører indgåelsen af kontrakter ved udbud, navnlig begrænset udbud, i forbindelse med foranstaltninger på de områder, der er nævnt i artikel 4, stk. 2, andet, sjette og syvende led. Dette bilag kan ændres af Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen, som denne kan forelægge fra den 1. juli 1997.

Artikel 12

1. Kommissionen bistås af et udvalg, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand, i det følgende benævnt »udvalget«.

2. Kommissionens repræsentant forelægger udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver en udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyn til, hvor meget det pågældende spørgsmål haster. Det udtaler sig med det flertal, der er fastsat i traktatens artikel 148, stk. 2, for vedtagelse af de afgørelser, som Rådet skal træffe på forslag af Kommissionen. Ved afstemninger i udvalget tillægges de stemmer, der afgives af repræsentanterne for medlemsstaterne, den vægt, der er fastlagt i nævnte artikel. Formanden deltager ikke i afstemningen.

3. a) Kommissionen vedtager de påtænkte foranstaltninger, når de er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse.

b) Hvis foranstaltningerne ikke er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse, eller hvis der ikke er afgivet nogen udtalelse, forelægger Kommissionen straks Rådet et forslag til de foranstaltninger, der skal træffes. Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

Har Rådet ved udløbet af en frist på tre måneder, regnet fra forslagets forelæggelse for Rådet, ikke truffet nogen afgørelse, vedtages de foreslåede foranstaltninger af Kommissionen.

4. Udvalget kan undersøge ethvert andet spørgsmål vedrørende gennemførelsen af denne forordning, der kan forelægges det af dets formand, også efter anmodning fra en repræsentant for en medlemsstat, og især ethvert spørgsmål vedrørende planlægningen af aktionerne, den almindelige gennemførelse og samfinansieringen.

5. Udvalget vedtager sin forretningsorden med kvalificeret flertal.

Artikel 13

1. Kommissionen sørger for en korrekt gennemførelse af projekterne og overholdelse af de aftalebetingelser, på hvilke projekterne og foranstaltningerne gennemføres.

2. Kommissionen foretager en evaluering af de vigtigste afsluttede projekter for at fastslå, om de mål, der blev fastlagt ved behandlingen af projekterne, er nået, og for at fastlægge de ledende principper til sikring af større effektivitet og synlighed af fremtidige aktiviteter. Kommissionen forelægger regelmæssigt resultaterne for det udvalg, der er omhandlet i artikel 12.

3. Kommissionen underretter hvert kvartal Europa-Parlamentet og Rådet om bistandens gennemførelse, navnlig om den i stk. 2 nævnte evaluering og om anvendelsen af de i artikel 4 omtalte betingelser. Den forelægger desuden Europa-Parlamentet og Rådet en beretning herom senest den 30. april hvert år.

Artikel 14

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den finder anvendelse indtil den 31. december 1999.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. juli 1996.

På Rådets vegne

H. COVENEY

Formand

(1) EFT nr. C 179 af 22. 6. 1996, s. 5.

(2) Udtalelse afgivet den 19. juli 1996 (endnu ikke offentliggjort i Tidende).

BILAG

Principperne for tildeling af aftaler efter indkaldelse af bud, navnlig ved begrænset udbud

1. Kommissionen er formand for alle bedømmelseskomitéer og udpeger et tilstrækkeligt antal vurderingsmænd, inden der rettes opfordring til at byde. En af vurderingsmændene bør komme fra modtagerinstitutionen i modtagerlandene. Alle vurderingsmænd underskriver en erklæring om deres upartiskhed.

2. Buddet bedømmes på grundlag af enten den tekniske kvalitet og prisen eller en vægtning af de to kriterier, der i så fald meddeles i alle frie udbud. Den tekniske bedømmelse udføres navnlig efter følgende kriterier: den organisation, den tidsplan, de metoder og den arbejdsplan, der foreslås til levering af tjenesteydelserne; kvalifikationer, erfaring og færdigheder hos det personale, der foreslås til levering af tjenesteydelserne, og brug af lokale virksomheder eller eksperter, deres integrering i projektet og deres bidrag til projektresultaternes holdbarhed.

3. Tilbudsgivere, hvis bud ikke er antaget, underrettes skriftligt herom med angivelse af årsagerne hertil og navnet på den virksomhed, hvis bud er antaget.

4. Fysiske eller juridiske personer, der er involveret i udarbejdelsen af et projekt, kan ikke deltage i selve projektet. Hvis en deltagende tilbudsgiver ansætter sådanne personer i en hvilken som helst egenskab inden seks måneder efter afslutningen af deres medvirken i udbudsproceduren, kan den pågældende tilbudsgiver udelukkes fra at deltage i projektet. Tilbudsgivere, der er optaget på den begrænsede liste, er udelukket fra at deltage i bedømmelsen af buddet.

5. Kommissionen sikrer, at alle handelsmæssigt følsomme oplysninger vedrørende frie udbud forbliver fortrolige.

6. I tilfælde af indgåelse af aftale i henhold til begrænset udbud, jf. artikel 116 i finansforordningen for De Europæiske Fællesskaber, skal alle skriftlige interessetilkendegivelser registreres af Kommissionen, som lægger denne registrering til grund, når den udarbejder den begrænsede liste.

7. Når Kommissionen udarbejder den begrænsede liste, skal den lade virksomhedens, organisationens eller institutionens kvalifikationer, interesse og muligheder for at påtage sig opgaven være en rettesnor. Antallet af virksomheder, organisationer og institutioner på en begrænset liste afhænger af projektets størrelse og kompleksitet og bør give størst mulige valg, der så vidt muligt skal omfatte repræsentanter for modtagerlandet.

Virksomheder, organisationer og institutioner, der skriftligt har tilkendegivet deres interesse, orienteres om, hvorvidt de er blevet optaget på den begrænsede liste.

8. Hvert år giver Kommissionen det i denne forordnings artikel 12 omhandlede udvalg en oversigt over de virksomheder, organisationer og institutioner, der er blevet udvalgt.

9. Ved begrænset udbud skal der være mindst 60 kalenderdage mellem udvalgets endelige udtalelse og meddelelsen om udbuddet. I hastende tilfælde kan Kommissionen afkorte denne frist, forudsat at der sendes en detaljeret begrundelse herfor til udvalget.

Ved begrænset udbud skal der fastsættes en frist på mindst 60 kalenderdage fra datoen for afsendelse af opfordringen til at afgive bud. I hastende tilfælde kan denne frist afkortes, men den må ikke være på mindre end 40 kalenderdage. Kommissionen kan i undtagelsestilfælde forlænge denne frist, forudsat at der sendes en detaljeret begrundelse herfor til udvalget. Alle ændringer af fristen skal meddeles de berørte virksomheder, organisationer eller institutioner rettidigt.