31996D0717

96/717/EF: Kommissionens Beslutning af 29. november 1996 om EF-tilskud til driften af EF-referencelaboratoriet for visse fiskesygdomme (Statens Veterinære Serumlaboratorium, Århus, Danmark) (Kun den danske udgave er autentisk)

EF-Tidende nr. L 327 af 18/12/1996 s. 0040 - 0040


KOMMISSIONENS BESLUTNING af 29. november 1996 om EF-tilskud til driften af EF-referencelaboratoriet for visse fiskesygdomme (Statens Veterinære Serumlaboratorium, Århus, Danmark) (Kun den danske udgave er autentisk) (96/717/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets beslutning 90/424/EØF af 26. juni 1990 om visse udgifter på veterinærområdet (1), senest ændret ved beslutning 94/370/EF (2), særlig artikel 28, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

I bilag B til Rådets direktiv 93/53/EØF af 24. juni 1993 om minimumsfællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af visse fiskesygdomme (3), senest ændret ved akten vedrørende Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse, er Statens Veterinære Serumlaboratorium, Århus, Danmark, udpeget som EF-referencelaboratorium for visse fiskesygdomme, jf. bilag A til Rådets direktiv 91/67/EØF (4);

alle laboratoriets funktioner og pligter er anført i bilag C til direktiv 93/53/EØF; EF-tilskuddet gives på betingelse af, at laboratoriet gennemfører disse opgaver;

der bør ydes EF-tilskud til EF-referencelaboratoriet, så at det kan udføre nævnte opgaver;

af budgethensyn gives EF-tilskuddet for en periode på et år;

med henblik på kontrol bør artikel 8 og 9 i Rådets forordning (EØF) nr. 729/70 af 21. april 1970 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (5), senest ændret ved forordning (EØF) nr. 2048/88 (6), anvendes;

de i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Veterinærkomité -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

EF yder tilskud til Danmark med henblik på de opgaver, der skal udføres på EF-referencelaboratoriet for fiskesygdomme, der er omhandlet i bilag C til direktiv 93/53/EØF.

Artikel 2

Statens Veterinære Serumlaboratorium, Århus, Danmark, varetager de opgaver, som artikel 1 henviser til.

Artikel 3

EF-tilskuddet fastsættes til højst 100 000 ECU for perioden fra 1. januar til 31. december 1997.

Artikel 4

EF-tilskuddet ydes som følger:

- 70 % som forskud efter anmodning fra Danmark

- restbeløbet, når Danmark har forelagt bilag. Bilagene forelægges inden den 1. marts 1998.

Artikel 5

Artikel 8 og 9 i forordning (EØF) nr. 729/70 finder anvendelse med de fornødne ændringer.

Artikel 6

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Danmark.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. november 1996.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. L 224 af 18. 8. 1990, s. 19.

(2) EFT nr. L 168 af 2. 7. 1994, s. 31.

(3) EFT nr. L 175 af 19. 7. 1993, s. 23.

(4) EFT nr. L 46 af 19. 2. 1991, s. 1.

(5) EFT nr. L 94 af 28. 4. 1970, s. 13.

(6) EFT nr. L 185 af 15. 7. 1988, s. 1.