KOMMISSIONENS BESLUTNING af 30. april 1996 om statsstøtte til La Seda de Barcelona i El Prat de Llobregat i Catalonien og Alcalá de Henares i Madrid (Kun den spanske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (96/655/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 93, stk. 2, første afsnit,

under henvisning til aftalen om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),

under henvisning til ovenstående artikler givet de interesserede parter en frist til at fremsætte deres bemærkninger, og

ud fra følgende betragtninger:

I

Den 30. november 1994 besluttede Kommissionen at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 93, stk. 2, med hensyn til:

- aftalen mellem Fondo de Garantía Salarial (herefter benævnt Fogasa) og La Seda de Barcelona SA (herefter benævnt LSB), ifølge hvilken LSB i løbet af en bestemt periode skulle tilbagebetale et beløb på 1 221 136 511 pta. svarende til Fogasas udbetalinger af det beløb i lønninger og fratrædelsesgodtgørelse, LSB skyldte sine tidligere ansatte

- aftalen om, at Institut Català de Finances (herefter benævnt ICF) skulle stille en garanti på 1,7 mia. pta. til dækning af tre af LSB's lån og de påløbne renter

- Comunidad de Madrids beslutning om at stille en garanti på 1 mia. pta. til dækning af et lån optaget af LSB samt påløbne renter

- forslaget fra Comunidad de Madrid om at yde redningsstøtte til LSB, indtil omstruktureringsplanen blev revideret, og Kommissionens undersøgelse blev afsluttet.

Kommissionen oplyste ved vedtagelsen af denne beslutning, at den på baggrund af de oplysninger, den spanske regering havde forelagt, ikke kunne afgøre, om aftalen mellem Fogasa og LSB indeholdt statsstøtte.

Desuden kunne Kommissionen ikke afgøre, om garantierne fra henholdsvis ICF og Comunidad de Madrid indeholdt statsstøtte. Da LSB imidlertid var kriseramt, kom Kommissionen til den konklusion, at begge statsgarantier indeholdt i hvert fald et element af statsstøtte. Eftersom der er tale om omfattende samhandel inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) med alle de produkter, LSB fremstiller, fandt Kommissionen, at garantierne kunne fordreje konkurrencen. Da omstruktureringsplanen, som man ville støtte med garantierne, ikke syntes at kunne genoprette LSB's rentabilitet, syntes omstruktureringsstøtten ikke at opfylde betingelserne for godkendelse eller at være forenelige med rammebestemmelser for støtte til kunstfiberindustrien. Derfor fandt Kommissionen, at garantierne var uforenelige med fællesmarkedet og EØS-aftalens funktion.

Desuden kunne Kommissionen ikke godkende forslaget fra Comunidad de Madrid om at yde redningsstøtte til LSB, selv om det opfyldte betingelserne for godkendelse, da den spanske regering ikke havde givet Kommissionen tilstrækkelige oplysninger til at afgøre, om støtten, der var givet i form af en garanti, opfyldte betingelserne for godkendelse af statsstøtte. Derfor fandt Kommissionen, at forslaget om redningsstøtte ligeledes var uforeneligt med fællesmarkedet og EØS-aftalens funktion.

Ved skrivelse af 27. december 1994 meddelte Kommissionen den spanske regering, at den havde besluttet at indlede proceduren i EF-traktatens artikel 93, stk. 2. De øvrige medlemsstater og andre interesserede blev underrettet herom ved offentliggørelse af skrivelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende (1).

II

Ved skrivelse af 21. februar 1995 fremsatte den spanske regering sine bemærkninger til Kommissionens beslutning om at indlede proceduren efter traktatens artikel 93, stk. 2, og oplyste, at Comunidad de Madrid havde stillet en garanti på 1 mia. pta. til dækning af et af LSB's lån og påløbne renter.

Ved skrivelse af 19. maj 1995 anmodede Kommissionen den spanske regering om at klarlægge spørgsmålet om ejendomsretten til LSB og udbad sig detaljerede oplysninger om de forskellige aftaler. Den spanske regering bad ved skrivelse af 27. juli 1995 om en længere frist til at svare, hvilket Kommissionen gav ved skrivelse af 2. august 1995. Kommissionen opfordrede senere ved skrivelse af 6. oktober 1995 den spanske regering til at svare.

Ved skrivelse af 20. oktober 1995 beskrev den spanske regering på ny LSB's seneste historie og afgav en del af de ønskede oplysninger. Ved skrivelse af 26. oktober 1995 fremsendte den spanske regering kopier af forskellige dokumenter, og ved skrivelse af 27. november 1995 fulgte teksten til LSB's reviderede omstruktureringsplan. Endelig oplyste den spanske regering ved skrivelse af 5. februar 1996 Kommissionen om den nyligt indgåede aftale om ejendomsretten til aktierne i LSB, som AKZO NV havde solgt i juli 1991.

Ved skrivelse af 26. september 1995 og parallelt med meddelelsen om beslutningen om at indlede proceduren efter traktatens artikel 93, stk. 2, opfordrede Kommissionen den spanske regering til at fremsætte sine kommentarer til forlydender i pressen om, at de catalanske myndigheder havde givet LSB et kapitaltilskud, og at Comunidad de Madrid antagelig ville gøre det samme. Ved skrivelse af 20. december 1995 oplyste den spanske regering, at LSB havde anmodet sine aktionærer om at tillade en kapitalforøgelse på 2 mia. pta. Imidlertid havde den spanske regering ikke kendskab til, at de catalanske myndigheder ville investere i LSB, medens Comunidad de Madrid ikke havde planer herom.

III

I sine bemærkninger gentog den spanske regering, at LSB, der er Spaniens største producent af syntetiske og celluloseholdige fibre og garner, var blevet ramt af den alvorlige økonomiske krise i Spanien 1991-1993, der havde forstærket virkningerne af den tiltagende internationale konkurrence i kunstfibersektoren. Den høje rente, presset på priserne og afmatningen i efterspørgslen på nogle af LSB's produkter gav et fald i virksomhedens fortjeneste og tvang i juli 1991 LSB's hovedaktionær, AKZO NV, til at sælge hele sin aktiepost (57,508 % af aktiekapitalen, svarende til 2 895 566 900 pta.) for en symbolsk pris på 1 pta. Den efterfølgende retssag om salgskontraktens gyldighed førte til forvirring om, hvem der ejede LSB, hvis bestyrelse havde været kontrolleret af AKZO. Noteringen af LSB aktier blev suspenderet, indtil retstvisten var afklaret.

I slutningen af 1991 besluttede LSB i erkendelse af sine økonomiske vanskeligheder og nødvendigheden af at forbedre konkurrenceevnen, at man var nødt til at omstrukturere de forretningsmæssige aktiviteter og udarbejde en omstruktureringsplan. Selv om den samlede værdi af LSB's aktiver oversteg 40 mia. pta., bevirkede usikkerheden om ejendomsretten til virksomhedens aktiemajoritet, og det, at salget af AKZO's store aktiepost havde medført, at LSB i virkeligheden ikke havde nogen bestyrelse, at virksomheden kom til at lide under manglen på passende ledelse. LSB blev fuldstændig lammet, ude af stand til at forhandle med sine normale finansieringskilder og oparbejdede desuden gæld hos sine leverandører. LSB besluttede derfor at anmode om statsgarantier for at optage lån på normale markedsvilkår og gennemføre omstruktureringsplanen. LSB begyndte at iværksætte denne plan i 1992, men planens foranstaltninger var blevet revideret bl.a. med henblik på en tilpasning til Kommissionens kommentarer i dens skrivelser af 2. august 1993 og 27. december 1994. I sidstnævnte skrivelse underrettede Kommissionen den spanske regering om sin beslutning om at indlede proceduren efter traktatens artikel 93, stk. 2.

Omstruktureringen ville indebære en betydelig nedskæring af LSB's arbejdsstyrke gennem en kombination af egentlige afskedigelser og frivillig fratrædelse.

>TABELPOSITION>

En del af omkostningerne ved nedskæringen af arbejdsstyrken blev dækket i kraft af aftalen med Fogasa, hvorefter LSB skulle tilbagebetale de beløb med renter, som Fogasa havde udbetalt på virksomhedens vegne, og som svarede til de tidligere ansattes lovlige fordringer i form af lønninger og fratrædelsesgodtgørelse. Resten af omkostningerne ved nedskæringen af arbejdsstyrken blev finansieret dels med et lån optaget med de lånegarantier, ICF og Comunidad de Madrid havde stillet, dels med virksomhedens egne ressourcer.

Den fuldstændige gennemførelse af den reviderede omstruktureringsplan ville betyde følgende ændringer af LSB's produktionskapacitet:

>TABELPOSITION>

Et flertal af LSB's aktionærer har for nylig udpeget en ny bestyrelse, hvorefter situationen i virksomheden er blevet normaliseret, hvad angår den daglige ledelse af de forretningsmæssige aktiviteter og beslutningstagningen. Selv om der endnu ikke er afsagt endelig dom i sagen om ejendomsretten til de aktier, der tidligere tilhørte AKZO, har parterne desuden indgået en aftale: 12,6 % forbliver hos den oprindelige køber, 24,9 % tilhører det private selskab Inversiones Ibersuizas S.L., medens resten (20 %) svarer til en nedskæring af LSB's aktiekapital.

Aftale mellem Fogasa og LSB, ifølge hvilken LSB i løbet af en bestemt periode skal tilbagebetale et beløb på 1 221 136 511 pta. svarende til Fogasas udbetalinger af det beløb i lønninger og fratrædelsesgodtgørelse, LSB skyldte sine tidligere ansatte

Den spanske regering oplyste, at Fogasa er et selvstændigt organ under arbejds- og socialministeriet, der finansieres gennem kontingent fra arbejdsgiverne. Fogasas fornemste opgave er at udbetale enhver form for løn eller fratrædelsesgodtgørelse, som konkurs- eller kriseramte virksomheder skylder sine tidligere ansatte. Fogasa yder ikke lån til virksomhederne, men tildeler de tidligere ansatte de beløb, de har lovligt krav på, og indgår en aftale med virksomhederne om tilbagebetaling med renter af de samlede beløb, Fogasa har udbetalt på deres vegne.

I 1992 afskedigede LSB som afslutning på sin vedvarende omstrukturering 447 ansatte, som virksomheden derfor skyldte løn og fratrædelsesgodtgørelse. I henhold til kongeligt dekret nr. 505/1985 af 6. marts om organisationen og funktionen af lønmodtagernes garantifond, ændret ved arbejds- og socialministeriets bekendtgørelse af 20. august 1985, undersøgte Fogasa hver enkelt fordring fra LSB's tidligere ansatte og indfriede de fordringer, der blev betragtet som legitime. Senere indgik Fogasa og LSB den 12. juni 1992 en aftale om, at LSB skulle tilbagebetale 1 221 136 511 pta. til Fogasa i kvartalsvise rater over otte år. Dette beløb omfatter den sum på i alt 939 335 777 pta. (hvoraf 233 828 880 pta. svarede til løn og 705 506 897 pta. til fratrædelsesgodtgørelse), Fogasa udbetalte til LSB's tidligere ansatte, samt 281 800 734 pta. i renter af dette beløb påløbet i denne periode til en rentesats på 10 %, hvilket var den såkaldt legale rentesats pr. 30. juli 1992. Den spanske regering oplyste, at pr. den 31. maj 1995 havde LSB tilbagebetalt 55 573 431 pta. Desuden krævede man, at LSB indledningsvis betalte et beløb tilbage til Fogasa til dækning af administrative omkostninger i forbindelse med udarbejdelsen af aftalen, der trådte i kraft den 30. juli 1992.

LSB stillede sikkerhed i form af et privilegeret pant i nogle grunde og bygninger på El Retamar-anlægget i Alcalá de Henares ved Madrid. Efter en teknisk efterprøvning af de oplysninger, LSB havde afgivet, accepterede Fogasa, at værdien af disse ejendomme var 8 mia. pta.

På baggrund heraf fandt den spanske regering, at aftalen ikke indeholdt statsstøtte.

Aftale om, at ICF skulle stille en garanti på 1,7 mia. pta. til dækning af tre af LSB's lån og de påløbne renter

Den spanske regering oplyste, at bestyrelsen for ICF, der tilhører Generalitat de Catalunya, den 30. januar 1992 godkendte en lånegaranti til LSB. Tidligere havde ICF ved kontrakt af 21. februar 1992 stillet denne garanti for tre lån til LSB på et samlet beløb på 1,5 mia. pta. plus påløbne renter, der maksimalt måtte beløbe sig til 200 mio. pta. I henhold til garantien skulle ICF overtage LSB's gæld, hvis LSB ikke opfyldte sine låneforpligtelser.

De nærmere vilkår for lånene er følgende:

- Caja de Ahorros de Cataluña gav LSB et lån på 750 mio. pta., der skulle tilbagebetales kvartalsvis over fem år med forfaldsdato den 31. marts 1999 med en afdragsfri periode på to år og en rentesats på 15 % det første år og variabel rente i den resterende periode med interbankrenten i Madrid (MIBOR) som referencesats samt oprettelsesomkostninger på 0,25 %.

- Caja de Ahorros y Pensiones de Barcelona/Caja General de Ahorro Popular gav LSB et lån på 500 mio. pta., der skulle tilbagebetales kvartalsvis over fem år med forfaldsdato den 31. marts 1999, en afdragsfri periode på to år og en rentesats på 15 % det første år og variabel rente i den resterende periode med MIBOR +1,5 % som referencesats samt oprettelsesomkostninger på 0,25 %.

- Banca Catalana SA gav LSB et lån på 250 mio. pta., der skulle tilbagebetales kvartalsvis over fem år med forfaldsdato den 27. marts 1999, en afdragsfri periode på to år og en rentesats svarende til MIBOR +1 % samt oprettelsesomkostninger på 0,5 %.

LSB er i færd med at afdrage hovedstolen og betale renterne i overensstemmelse med den tidsplan, der er aftalt i de forskellige låneaftaler.

Hvad garantien angår, betalte LSB ICF oprettelsesomkostninger på 0,5 % af garantisummen, dvs. 8,5 mio. pta. LSB betaler desuden en årlig præmie på 1,75 % af garantisummen, der forfalder den 1. januar og den 1. juli, svarende til de administrative omkostninger og som kompensation for risikoen ved at stille garantien. Den 31. december 1994 havde LSB betalt 82 926 825 pta. til ICF i form af denne årlige præmie.

Som sikkerhed gav LSB ICF privilegeret pant i to bygninger i El Prat de Llobregat i Catalonien. Da garantien blev stillet, vurderede ICF de to bygninger til 9,269 mia. pta., medens LSB satte deres værdi til 25 980 374 330 pta.

Betingelserne for pantet giver ICF absolut forrang for alle andre kreditorer, og skulle LSB gå konkurs, vil ICF som pantekreditor have ret til ikke at deltage i kreditorakkord uden derved at miste sine rettigheder som kreditor. Denne ret omhandles i den spanske handelslovs artikel 900, stk. 1. Mere generelt har pantekreditorer i henhold til den spanske handelslov forrang for andre kreditorer med hensyn til den pågældende del af gælden i forhold til deres prioritetsrækkefølge.

Den spanske regering meddelte, at hvis LSB havde anmodet om en lignende garanti i et privat pengeinstitut i stedet for ICF, ville betingelserne have svaret til dem, man opnåede, der var rimelige og tilpasset de gældende markedsvilkår.

På baggrund heraf mente den spanske regering, at aftalen ikke indeholdt statsstøtte.

Comunidad de Madrids beslutning om at stille en garanti på maksimalt 1 mia. pta. til dækning af et lån optaget af LSB samt de påløbne renter

Den spanske regering meddelte, at Comunidad de Madrid den 21. april 1993 havde besluttet at godkende en lånegaranti til LSB, eftersom man fandt, at virksomheden ellers ikke ville kunne rejse den nødvendige kapital til en fuldstændig gennemførelse af sin omstruktureringsplan, hvilket ville have fået alvorlige følger for virksomhedens kommende rentabilitet og mere konkret for de ansatte på fabrikken i Alcalá de Henares. Imidlertid udløb gyldigheden af beslutningen om at godkende garantien, inden den kunne tildeles. Derfor vedtog Comunidad de Madrid den 21. juli 1994 en ny beslutning om at stille en garanti for et lån til LSB. Ved aftale af 16. september 1994 stillede Comunidad de Madrid derefter en garanti for et lån på 1 mia. pta. plus påløbne renter, som LSB havde optaget i Bankinter, SA. Dette lån afdrages kvartalsvis gennem fem år med forfaldsdato den 28. september 1999 med en afdragsfri periode på to år og en rente svarende til MIBOR +0,5 %. I henhold til statsgarantien overtager Comunidad de Madrid LSB's gæld, hvis virksomheden ikke overholder sine forpligtelser i forbindelse med lånet.

LSB betalte ingen oprettelsesomkostninger til Comunidad de Madrid, men virksomheden skal betale en årlig præmie på 0,75 % af garantisummen til dækning af administrative omkostninger og som kompensation for risikoen ved at stille garantien.

Som sikkerhed tilbød LSB, at Comunidad de Madrid kunne få pant i to af virksomhedens bygninger i Alcalá de Henares, hvoraf den mest værdifulde var den, LSB i henhold til aftalen med Fogasa havde givet Fogasa pant i. Ifølge LSB's vurdering på tidspunktet for tildelingen af garantien var den samlede værdi af de to ejendomme 12 274 165 000 pta., medens Comunidad de Madrid på grundlag af LSB's vurdering anslog deres samlede værdi til 11 442 000 000 pta. Den spanske regering tilføjede, at Comunidad de Madrid i henhold til aftalen kunne kræve alternative eller supplerende garantier, hvis den fandt det nødvendigt.

På baggrund heraf mente den spanske regering, at aftalen ikke indeholdt statsstøtte.

Forslag fra Comunidad de Madrid om at yde redningsstøtte til LSB, indtil omstruktureringsplanen blev revideret, og Kommissionens undersøgelse blev afsluttet

Som allerede nævnt stillede Comunidad de Madrid ved aftale af 16. september 1994 en garanti for lån til LSB på trods af, at Kommissionen var i færd med at analysere foreneligheden af bl.a. beslutningen om at godkende denne garanti, og at den stadig ikke havde en kopi af den reviderede omstruktureringsplan. Derfor opgav man idéen om at yde redningsstøtte.

IV

Ved skrivelse af 3. april 1995 anmodede Kommissionen AKZO Nobel NV, det tidligere AKZO NV, om oplysninger om virksomhedens interesser i LSB. AKZO svarede ved skrivelser af 2., 9. og 15. maj 1995.

AKZO oplyste, at virksomheden, inden den afhændede sin aktieandel i juli 1991 i egenskab af hovedaktionær i LSB, havde ydet en vis økonomisk støtte til omstruktureringen. En del af denne støtte bestod af garantier, hvormed LSB kunne rejse yderligere midler i private banker og dermed undgå umiddelbare likviditetsproblemer. Bankerne indfriede disse garantier kort efter AKZO's salg af aktierne, og AKZO betalte gælden og gav afkald på sine rettigheder til en kapital på 3,7 mia. pta. Selv om AKZO på ingen måde havde stillet garantier for LSB's øvrige gæld, ydede virksomheden på ny støtte ved at overtage finansieringen af 57,5 % af den udestående bankgæld, der ikke var omfattet af garantier. Ved subrogation blev AKZO dermed kreditor i LSB for et beløb på 4 117 141 026 pta., og med et lån, der var underordnet gælden, plus renter, stillede AKZO dette beløb til rådighed for LSB indtil den 1. september 1993 og gav afkald på sin ret til renter i samme periode. Ifølge AKZO gav dette bidrag LSB en rimelig økonomisk struktur, som skulle gøre det muligt for virksomheden at gennemføre den nødvendige omstrukturering. På dette tidspunkt forventede AKZO pr. 1. september 1993 at kunne anvende markedsrente og en normal tilbagebetalingsplan.

Imidlertid blev AKZO i september 1993 underrettet om, at LSB's økonomiske situation var yderligere forværret, og at der kun var sket små fremskridt med omstruktureringen. For at forebygge likviditetsproblemer forlængede AKZO den afdragsfri periode til september 1994. På virksomhedens opfordring og efter at have konsulteret Generalitat de Catalunya besluttede AKZO i december 1994 at eftergive det underordnede lån og dermed give LSB mulighed for at forbedre sin gældskoefficient og koncentrere sig om mere rentable aktiviteter. AKZO meddelte, at beslutningen om at give afkald på renter af det underordnede lån og eftergive hovedstolen ikke var ledsaget af nogen form for økonomisk erstatning eller kompenserende foranstaltninger fra de spanske myndigheders side. Den eftergivne gæld blev bogført som »ekstraordinære indtægter« i LSB's regnskab for 1994 og indgik i indtjeningen for dette regnskabsår.

V

I forbindelse med proceduren efter artikel 93, stk. 2, indgik der bemærkninger fra British Polyolefin Textiles Association (BPTA), International Rayon & Synthetic Fibres Committee (CIRFS) og Hoechst Trevira GmbH & Co. KG.

BPTA gav udtryk for sin opbakning bag rammebestemmelser for støtte til kunstfiberindustrien og modsatte sig på det bestemteste enhver form for støtte til producenter af fibre og garner, selv under anvendelse af retningslinjerne, af den grundlæggende årsag, at enhver støtte til produktion af en type fiber i en konkret virksomhed vil få følger for de øvrige producenter, uanset om de fremstiller den samme fiber som støttemodtageren. BPTA undrede sig desuden over, at LSB havde haft brug for statsgarantier.

CIRFS, som LSB er medlem af, og Hoechst Trevira gik helhjertet ind for gennemførelsen af retningslinjerne og forbud mod enhver form for støtte, der ikke var forenelig hermed. Hoechst Trevira påpegede desuden, at selv om den gennemsnitlige udnyttelsesgrad af kapaciteten til produktion af industrielle polyesterfibre i Europa var forbedret fra 66 % i 1993 til 78 % i 1994, ville en ny forbedring af denne procentsats blive svækket af virkningerne af Allied Signal Fibres Europa SA's installation af ny produktionskapacitet i Frankrig. Hoechst Trevira fremlagde desuden sine egne overslag over den kommende kapacitet.

Ved skrivelse af 14. november 1995 fremsendte Kommissionen disse bemærkninger til den spanske regering, der ved skrivelse af 7. februar 1996 igen forklarede, under hvilke omstændigheder statsgarantierne var blevet givet, og gav udtryk for, at efter dens opfattelse indeholdt hverken garantiaftalerne eller aftalen mellem Fogasa og LSB statsstøtte. Den spanske regering meddelte samtidig, at den fuldstændige gennemførelse af omstruktureringsplanen ville føre til en nettoreduktion af LSB's produktionskapacitet og vedlagde en kopi af den relevante side i den reviderede omstruktureringsplan.

VI

Kommissionen skal tage stilling til, om betingelserne i aftalen mellem Fogasa og LSB indeholder statsstøtte som omhandlet i EF-traktatens artikel 92, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, og om de garantier, der blev stillet af ICF og Comunidad de Madrid, indeholder statsstøtte.

Aftale mellem Fogasa og LSB, ifølge hvilken LSB i løbet af en bestemt periode skal tilbagebetale et beløb på 1 221 136 511 pta. svarende til Fogasas udbetalinger af det beløb i lønninger og fratrædelsesgodtgørelse, LSB skyldte sine tidligere ansatte

Kommissionen vil ikke rejse indsigelse mod Fogasas indgreb, eftersom det indfriede de lovlige fordringer, nogle af LSB's tidligere ansatte havde, svarende til løntilgodehavender og fratrædelsesgodtgørelse. Denne del af aftalen indeholder ingen elementer af statsstøtte. Disse forholdsregler, der skal beskytte de ansattes rettigheder, er forenelige med traktatens artikel 3, litra j).

Imidlertid er virksomhedernes forpligtelser i henhold til reglerne på arbejdsmarkedet eller de kollektive overenskomster med fagforeningerne om udbetaling af kompensation for afskedigelse eller førtidspensionering en del af deres sædvanlige omkostninger, som de må dække med deres egne midler. Enhver form for statstilskud til sådanne omkostninger bør betragtes som statsstøtte, uanset om udbetalingerne er foretaget direkte til virksomheden eller til de ansatte gennem et statsligt organ.

Ifølge kongeligt dekret nr. 505/1985 og dets gennemførelsesbestemmelser er den rentesats, LSB skal betale i henhold til aftalen med Fogasa, den legale rente, som var på 10 % ved ikrafttrædelsen. Generelt når Kommissionen skal tage stilling til, om en rentesats svarer til markedsvilkårene, foretager den en sammenligning med den referencerente, den pågældende medlemsstat havde fastsat på daværende tidspunkt. Denne rentesats er imidlertid endnu ikke fastsat for Spaniens vedkommende. I henhold til Rådets resolution af 20. oktober 1971 (2) skal Kommissionen derfor foretage en sammenligning mellem den gennemsnitlige rente på det pågældende marked, der i dette tilfælde er den gennemsnitlige rente i private banker i Spanien for lån over en periode på mere end tre år. Det er denne sats, Kommissionen tidligere har anvendt ved sammenligninger, når den har skullet afgøre, om der var tale om statsstøtte i forbindelse med aftaler mellem Fogasa og bestemte private virksomheder (3).

Ifølge statistiske oplysninger fra Banco de España var den gennemsnitlige rentesats, som private banker i 1992 anvendte for lån over en periode på over tre år, 17,28 %, hvilket ligger væsentligt over den rente, der blev fastsat i aftalen mellem Fogasa og LSB. Desuden indeholder aftalen ikke bestemmelser om morarente. Derfor svarer aftalevilkårene ikke til de gældende markedsvilkår på det tidspunkt, hvor parterne underskrev aftalen.

Selv om LSB desuden skulle have tilbagebetalt 413 307 741 pta. pr. 31. maj 1995 ifølge den tidsplan, der blev fastsat i aftalen, nåede man faktisk kun op på 55 573 431 pta. Det vil sige, at LSB på dette tidspunkt havde en restance på i alt 357 734 310 pta. og dermed ikke opfyldte aftalens betingelser. Imidlertid har Fogasa ikke besluttet sig for at indløse pantet, selv om denne mulighed overvejes i kongeligt dekret nr. 505/1985 og dets gennemførelsesbestemmelser. Denne adfærd svarer ikke til en normal investors handlemåde under almindelige markedsvilkår.

Dermed indeholder aftalen statsstøtte efter EF-traktatens artikel 92, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, der er ulovlig, eftersom Kommissionen ikke i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3, blev underrettet om planen om at yde støtte, inden den blev iværksat. Kommissionen er ikke i stand til at afgøre det præcise omfang af den ulovlige statsstøtte, der blev givet i forbindelse med aftalen, men den svarer mindst til den finansielle gevinst ved, at LSB i henhold til aftalen kun skulle betale en rentesats på 10 %.

Aftale om, at ICF skulle stille en garanti på maksimalt 1,7 mia. pta. til dækning af tre af LSB's lån og påløbne renter

Eftersom ICF finansieres af Generalitat de Catalunya, har garantien karakter af statslig garanti. I henhold til aftalen betaler LSB en årlig præmie til ICF for tildelingen af garantien, og man kan sige, at den rentesats, LSB skal betale for de lån, virksomheden har opnået takket været garantien, minus den årlige præmie til ICF svarer til den rentesats, en privat garant ville have givet en virksomhed uden finansielle vanskeligheder på et frit marked. Desuden hedder det i kontrakten, at hvis garantien indfries, vil ICF kunne inddrive et hvilket som helst beløb, der er udbetalt under garantien, ved at indløse sine pant i den faste ejendom, hvis værdi ICF anslog til mere end garantisummen. Endelig dækker garantien ikke hele LSB's gæld, og den er af begrænset varighed.

Derfor accepterer Kommissionen, at det er sandsynligt, at en privat garant, der driver virksomhed på normale markedsvilkår, ville have været villig til at stille en garanti på vilkår, der svarer til statsgarantien. Imidlertid har den spanske regering ikke hævdet, at der faktisk fandtes en garant, der var villig hertil. Tidligere har den spanske regering tværtimod ved flere lejligheder fremført, at LSB så sig nødsaget til at anmode om en statsgaranti for at opnå forretningsmæssige lån på grund af usikkerheden om ejendomsretten til de aktier, der tidligere havde tilhørt AKZO NV, og den deraf følgende lammelse af virksomhedens daglige drift og den manglende tillid til, at den ville være i stand til at opfylde sine finansielle forpligtelser over for kreditorerne. Derfor må Kommissionen konkludere, at uden statsgarantien ville LSB ikke have kunnet opnå lån i den private sektor på lignende vilkår, og at ingen forretningsmæssig garant ville have været villig til at stille en garanti på vilkår, der kan sammenlignes med statsgarantien. Eftersom garantien indebærer, at ICF forpligter sig til at overtage LSB's forpligtelser, hvis virksomheden ikke selv kan opfylde dem, ændrede tildelingen af garantien de private kreditorers opfattelse af risikoen ved at yde virksomheden lån. Dermed gav statsgarantien LSB mulighed for at rejse midler til at omstrukturere sine forretningsmæssige aktiviteter, og disse midler ville virksomheden ellers ikke have kunnet råde over.

Dermed indeholder aftalen statsstøtte som omhandlet i EF-traktatens artikel 92, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, der ligesom statsstøtten i henhold til aftalen mellem Fogasa og LSB er ulovlig, eftersom Kommissionen ikke i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3, blev underrettet om planen om at stille garanti, inden den blev iværksat. Kommissionen er imidlertid stadig ikke i stand til at afgøre det præcise omfang af den ulovlige statsstøtte, der blev givet i forbindelse med aftalen.

Comunidad de Madrids beslutning om at stille en garanti på maksimalt 1 mia. pta. til dækning af et lån optaget af LSB samt de påløbne renter

Den spanske regering meddelte, at LSB så sig nødsaget til at anmode om en ny statsgaranti fra Comunidad de Madrid på grund af den fortsatte usikkerhed om ejendomsretten til de aktier, der tidligere tilhørte AKZO NV.

Derfor må Kommissionen efter at have fulgt et ræsonnement svarende til det, man fulgte ved vurderingen af den aftale, hvorefter ICF stillede garanti for en række af LSB's lån, konkludere, at uden statsgarantien fra Comunidad de Madrid er det meget usandsynligt, at virksomheden ville have opnået lån i Bankinter SA eller i et hvilket som helst andet finansieringsinstitut på tilsvarende vilkår, og ingen privat garant ville have været villig til at stille garanti på vilkår, der svarede til statsgarantien. Eftersom denne garanti indebar, at Comunidad de Madrid forpligtede sig til at overtage LSB's forpligtelser, hvis virksomheden ikke selv kunne opfylde dem, påvirkede den kreditors opfattelse af risikoen ved at yde LSB lån. Dermed gjorde garantien det muligt for virksomheden at rejse nye midler til at omstrukturere sine forretningsmæssige aktiviteter på vilkår, som den ikke kunne have fået adgang til på anden måde.

Uanset om vilkårene kunne betragtes som forretningsmæssige, indeholdt den aftale, hvormed Comunidad de Madrid stillede en statsgaranti, desuden elementer af statsstøtte som omhandlet i EF-traktatens artikel 92, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 61, stk. 1. Støtten er endvidere ulovlig, eftersom Kommissionen ikke i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3, blev underrettet om forslaget om at stille garantien, inden den blev iværksat. Kommissionen er heller ikke her i stand til at fastslå det nøjagtige omfang af den ulovlige statsstøtte.

Forslag fra Comunidad de Madrid om at yde redningsstøtte til LSB, indtil omstruktureringsplanen blev revideret, og Kommissionens undersøgelse blev afsluttet

Eftersom den spanske regering opgav forslaget om at yde redningsstøtte til LSB, er spørgsmålet om regnskaberne ikke længere relevant.

VII

Når det er påvist, at der er tale om ulovlig statsstøtte i aftalen mellem Fogasa og LSB og de aftaler, hvorved ICF og Comunidad de Madrid stillede garantier for en række af LSB's lån samt de påløbne renter, skal Kommissionen afgøre, om denne støtte er forenelig med fællesmarkedet og EØS-aftalens funktion.

I traktatens artikel 92, stk. 1, hedder det, at bortset fra bestemmelser om det modsatte er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet. På lignende måde hedder det i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, at medmindre andet er fastsat, er denne form for støtte uforenelig med EØS-aftalens funktion.

Der er tale om samhandel mellem medlemsstaterne og EØS-landene med alle de produkter, LSB fremstiller (f.eks. i 1994 ca. 40 000 tons industrielt polyamidgarn og ca. 75 000 tons industrielt polyestergarn), hvorved enhver form for støtte til virksomheden vil styrke dens position i forhold til konkurrenterne i samhandelen mellem medlemsstaterne og dermed fordreje konkurrencen.

Derfor skal Kommissionen tage stilling til, om nogle af de bestemmelser i traktaten og EØS-aftalen, der gør det muligt at betragte statsstøtten som forenelig med fællesmarkedet og EØS-aftalen, kan finde anvendelse.

Statsstøtten indgår i de aftaler, der skal styrke LSB's omstrukturering med henblik på at genoprette virksomhedens rentabilitet på lang sigt ved hjælp af en omstruktureringsplan, hvis fulde gennemførelse vil medføre sociale udgifter og investeringsomkostninger. Derfor skal støtten vurderes i lyset af Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (4). Heri fastslås det, at støtten skal være nært forbundet med en passende omstruktureringsplan, der kan genoprette virksomhedens rentabilitet på længere sigt, og at den skal indeholde foranstaltninger, der så vidt muligt modvirker de uheldige følger, støtten kan få for konkurrenterne. I andre af bestemmelserne hedder det endvidere, at støttens størrelse og intensitet skal begrænses til det absolut nødvendige for at gennemføre omstruktureringen, og stå i forhold til de fordele, der forventes opnået fra Fællesskabets synspunkt.

Hvad angår den første betingelse, er der gennem omstruktureringen sket en gradvis nedskæring af LSB's arbejdsstyrke, hvorved de øvrige ansattes arbejdspladser er blevet sikret, og virksomheden er i færd med en rationalisering af sine forretningsmæssige aktiviteter, hvorved den skiller sig af med dem, der ikke længere er rentable, og omstrukturerer dem, der kan gøres konkurrencedygtige igen, på grundlag af realistiske overslag over de kommende produktionsvilkår og udviklingen på de pågældende produktmarkeder. Med hensyn hertil beskriver planen den nuværende og kommende situation på de forskellige markeder og LSB's situation på hvert af dem og lægger en strategi, hvori indgår de specifikke investeringer, der er nødvendige for at gøre virksomheden rentabel igen inden for en rimelig tidsfrist. Dermed ser den reviderede plan ud til på ny at kunne bringe LSB i en position, hvor virksomheden kan konkurrere på markedet ved egen kraft uden at få nye offentlige kapitaltilførsler. Denne konklusion bekræftes af de oplysninger, den spanske regering har stillet til rådighed, om virksomhedens nuværende finansielle situation, hvoraf det fremgår af en sammenligning af tallene for 1994 og 1995, at der har været tale om en stigning i omsætningen og indtjeningen, når man ser bort fra de uovertrufne resultater, LSB opnåede i 1994 som følge af AKZO's beslutning om at eftergive det underordnede lån på 4 117 141 026 pta. Dermed er den første betingelse for at godkende omstruktureringsstøtten opfyldt.

Hvad angår den anden betingelse, at omstruktureringsplanen skal indeholde foranstaltninger, der så vidt muligt modvirker de uheldige følger, støtten kan få for konkurrenterne, skal Kommissionen vurdere, hvilken virkning planen vil få for LSB's produktionskapacitet. I dette tilfælde skal Kommissionen sammenligne den kapacitet, LSB vil få efter omstruktureringen, med kapaciteten den 12. juni 1992, hvor den første aftale om gennemførelse af planen trådte i kraft, og den dato, hvor aftalen mellem Fogasa og LSB blev undertegnet. Bilag 1 til den spanske regerings skrivelse af 6. oktober 1993 indeholdt oplysninger om LSB's produktionskapacitet i 1992.

LSB's kapacitet inden iværksættelsen af omstruktureringsplanen fremgik ikke af den reviderede udgave af planen, der blot omtalte den »installerede kapacitet« uden at fastslå, hvornår virksomheden nåede denne kapacitet. Ikke desto mindre fremgår det tydeligt af planen, at LSB allerede havde foretaget en betydelig nedskæring af sin kapacitet til fremstilling af polyestertekstilgarn, inden man påbegyndte den markedsanalyse, der førte til udarbejdelse af en omstruktureringsplan. Imidlertid indgår den pågældende kapacitet i planens oplysninger om LSB's »installerede kapacitet«. Desuden har den spanske regering ikke på noget tidspunkt antydet, at de oplysninger, den tidligere har fremlagt om virksomhedens kapacitet i 1992, skulle være ukorrekte eller ufuldstændige. Selv om disse oplysninger var angivet i Kommissionens meddelelse om indledning af proceduren efter traktatens artikel 93, stk. 2, fremsatte hverken LSB eller andre interesserede bemærkninger herom. Kommissionen må derfor konkludere, at LSB's produktionskapacitet inden iværksættelsen af omstruktureringsplanen er den, der fremgår af bilag 1 til den spanske regerings skrivelse af 6. oktober 1993, og ikke den, der betegnes som »installeret kapacitet« i virksomhedens reviderede omstruktureringsplan.

Gennemførelsen af den reviderede omstruktureringsplan vil ikke medføre ændringer af LSB's kapacitet til fremstilling af polyamidpolymergranulat (der fortsat vil være 3 000 tons, dvs. samme niveau som i 1992), men vil betyde en nedskæring af kapaciteten til fremstilling af polyesterpolymergranulat (fra 52 000 tons i 1992 til 34 000 tons) og til fremstilling af viskosetekstilgarner (fra 4 200 tons i 1992 til 3 700 tons). Disse kapacitetsnedskæringer kan betragtes som tilstrækkelige til at begrænse de uheldige virkninger af omstruktureringsstøtten mest muligt for de virksomheder, LSB konkurrerer med, hvis det er muligt at gennemføre dem uden at bringe målet med omstruktureringsplanen i fare, nemlig at genoprette LSB's rentabilitet.

Imidlertid falder de øvrige produkter, LSB fremstiller, ind under anvendelsesområdet for rammebestemmelser for støtte til kunstfiberindustrien, der blev indført i 1977 for at undgå tildeling af støtte, der fører til en forøgelse af produktionskapaciteten i sektoren. Rammebestemmelserne er blevet revideret flere gange siden indførelsen, hvorfor statsstøtten i hver af de foreliggende aftaler skal vurderes i forhold til 1993-1996-udgaven af rammebestemmelserne (5), som var gyldig på den dato, hvor Kommissionen indledte den nuværende procedure efter traktatens artikel 93, stk. 2, og som stadig gjaldt den 27. november 1995, hvor de spanske myndigheder tilsendte Kommissionen de sidste oplysninger, den skulle bruge for at undersøge støttens forenelighed.

I 1993-1996-udgaven af rammebestemmelserne blev det fastslået, at godkendelse af investeringsstøtte altid er betinget af en betydelig nedskæring af støttemodtagerens produktionskapacitet, dvs. virksomhedens samlede kapacitet til fremstilling af fibre og garner omfattet af rammebestemmelserne.

For at fastslå, om en nedskæring på ca. 25 % er betydelig som krævet i rammebestemmelserne, må Kommissionen analysere sagen i detaljer uden at overse virksomhedens beliggenhed eller virkningerne for sektoren.

I første række er målet med den fulde gennemførelse af planen som allerede nævnt at genoprette LSB's rentabilitet på længere sigt og dermed at sikre de resterende ansattes arbejdspladser. LSB ligger i El Prat de Llobregat i Catalonien og i Alcalá de Henares ved Madrid. Efter Spaniens tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber fandt man, at disse områder opfyldte kravene for adgang til finansiering under strukturfondenes mål nr. 2, der tager sigte på omstilling i regioner, der er hårdt ramt af den industrielle tilbagegang.

I anden række vil den fulde gennemførelse af den reviderede omstruktureringsplan medføre en reduktion af kapaciteten til fremstilling af polyamidtekstilgarn i EØS på 2 %, en reduktion på under 0,5 % af kapaciteten til fremstilling af tekstilpolyestergarn i EØS og en nedskæring på 1,5 af kapaciteten til fremstilling af stapelfibre i EØS, medens der bliver tale om en forøgelse på under 1 i EØS af kapaciteten til produktion af industrielt polyamidgarn og en forøgelse på ca. 1 i EØS af kapaciteten) og til produktion af industrielt polyestergarn i EØS. Ud over alle andre ændringer, der kan påvirke produktionen og kapaciteten i EØS, vil de allerede omtalte ændringer nedskære kapaciteten til fremstilling af de pågældende produkter i EØS med ca. 1 % (fra ca. 1,65 mio. tons i 1992 til ca. 1,63 mio. tons) og forbedre den gennemsnitlige udnyttelsesgrad af kapaciteten til fremstilling af disse produkter, der i 1992 var på ca. 77,5 %. Dermed vil enhver negativ følgevirkning af den planlagte forøgelse af LSB's kapacitet til fremstilling af industrigarner blive rigeligt opvejet af den planlagte nedskæring af kapaciteten til fremstilling af tekstilgarner og stapelfibre.

På baggrund heraf kan man betragte nettonedskæringen af LSB's kapacitet til fremstilling af kunstfibre og -garner, der er omfattet af rammebestemmelserne, som betydelig, takket være den fulde gennemførelse af omstruktureringsplanen. Dermed stemmer den statsstøtte, der indgik i aftalen med Comunidad de Madrid om en garanti for et lån til LSB, med den gældende udgave af rammebestemmelserne.

Således vil den fulde gennemførelse af foranstaltningerne i den reviderede omstruktureringsplan så vidt muligt opveje de negative følger af støtten for konkurrenterne uden at ødelægge LSB's muligheder for igen at blive rentabel. Dermed er den anden betingelse for godkendelse af omstruktureringen opfyldt.

Hvad angår den tredje betingelse, der siger, at støtten skal begrænses til det absolut nødvendige for at gennemføre omstruktureringen, er omfanget af statsstøtten i aftalen mellem Fogasa og LSB direkte forbundet med antallet af tidligere LSB-ansatte, som Fogasa udbetalte resterende løn og fratrædelsesgodtgørelse til. På lignende måde har statsstøtten i aftalerne med ICF og Comunidad de Madrid om at stille garantier for LSB's lån ikke i sig selv en umiddelbar finansiel værdi for virksomheden, men den er med til at gøre det lettere at opnå de lån på forretningsmæssige vilkår, den finder nødvendige for at finansiere omstruktureringsplanen. Derfor vil omstruktureringsstøtten i aftalerne ikke give LSB et uforholdsmæssigt stort cashflow, som virksomheden kan anvende til aggressive, markedsfordrejende aktiviteter eller til nye investeringer uden forbindelse med omstruktureringsprocessen. Dermed er den tredje betingelse for at godkende omstruktureringsstøtten opfyldt.

Det kan konkluderes, at hvis LSB gennemfører den reviderede omstruktureringsplan fuldt ud, og den parallelle nedskæring af kapaciteten er endelig, opfylder statsstøtten i aftalerne betingelserne i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder.

Det er ikke desto mindre et ufravigeligt krav, at omstruktureringsstøtten udelukkende bidrager til at genoprette støttemodtagerens rentabilitet i overensstemmelse med planen og ikke anvendes til at forøge kapaciteten, medmindre dette regnes for afgørende for at nå målet, og det indgår i den omstruktureringsplan, støtten ydes til. Derfor kræver Kommissionen generelt, at der forelægges årsrapporter om gennemførelsen af sådanne planer.

Endelig har Kommissionen meddelt, at den kun vil godkende statsgarantier, hvis kontrakten indeholder nærmere betingelser for deres indfrielse, der tillader garanten at geninddrive de beløb, der er udbetalt som garanti.

Aftalerne med ICF og Comunidad de Madrid indeholder sådanne bestemmelser, hvorfor Kommissionen ikke har grund til at formode, at garanterne ikke vil indløse de panter, de har fået for at stille garantierne, hvis LSB ikke opfylder sine forpligtelser over for kreditorerne i forbindelse med de garanterede lån.

Dermed opfylder alle elementer af statsstøtte i aftalerne de nøjagtige kriterier for undtagelsen i traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), og EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), der tillader støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. Støtten er dermed forenelig med fællesmarkedet og EØS-aftalens funktion.

VIII

Hvis LSB ikke tilbagebetaler hele det beløb, Fogasa har udbetalt til virksomhedens tidligere ansatte, inden den tidsfrist, der er fastsat i aftalen, samt alle de påløbne renter i henhold til aftalen, og hvis Fogasa beslutter ikke at indløse det pant, LSB har stillet som sikkerhed, og ikke iværksætter andre foranstaltninger for at inddrive hele det beløb, virksomheden skylder, vil Kommissionen være nødsaget til at vurdere, om der er tale om ny støtte til LSB, og i givet fald tage stilling til, om den er forenelig med fællesmarkedet og EØS-aftalens funktion. Det samme gør sig gældende, hvis LSB ikke afdrager hovedstolen og betaler renterne af alle de lån, virksomheden har opnået takket være ICF's og Comunidad de Madrids garantier, eller en del heraf, og mindst en af garanterne overtager LSB's gæld uden at indløse de panter, virksomheden har stillet som sikkerhed for garantierne, eller hvis en hvilken som helst foranstaltning for at geninddrive hele det pågældende beløb ikke iværksættes.

Kommissionen må imidlertid igen understrege, at den ikke har grund til at formode, at LSB ikke vil opfylde sine forpligtelser til at afdrage hovedstolen og betale renterne af de lån, virksomheden har opnået takket være ICF's og Comunidad de Madrids garantier, eller at der er mulighed for, at virksomheden ikke vil opfylde sin forpligtelse til at tilbagebetale hele det beløb, Fogasa har udbetalt til virksomhedens tidligere ansatte, samt de påløbne renter, inden den tidsfrist, der er fastsat i aftalen med Fogasa -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

1. Under forudsætning af, at betingelserne i stk. 2 og 3 opfyldes, er statsstøtteelementerne i nedenstående aftaler forenelige med fællesmarkedet i medfør af EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), og med EØS-aftalens funktion i medfør af aftalens artikel 61, stk. 3, litra c):

- aftalen mellem Fondo de Garantía Salarial og La Seda de Barcelona SA, ifølge hvilken virksomheden i løbet af en bestemt periode skal tilbagebetale et beløb på 1 221 136 511 pta. svarende til Fondo de Garantía Salarials udbetalinger af det beløb i lønninger og fratrædelsesgodtgørelse, virksomheden skyldte sine tidligere ansatte

- aftalen om, at Institut Català de Finances skulle stille en garanti på maksimalt 1,7 mia. pta. til dækning af tre af La Seda de Barcelonas lån og de påløbne renter

- aftalen om, at Comunidad de Madrids skulle stille en garanti på maksimalt 1 mia. pta. til dækning af et lån optaget af Seda de Barcelona samt de påløbne renter.

2. Efter den fulde gennemførelse af den omstruktureringsplan, den spanske regering forelagde Kommissionen ved skrivelse af 27. november 1995, må La Seda de Barcelona SA's kapacitet til fremstilling af enhver form for stapelfibre og industri- eller tekstilgarner på basis af polyamid, polyester, polypropylen eller akryl pr. 31. december 1999 ikke overstige 67 000 tons.

3. Senest tre måneder efter afslutningen af indeværende regnskabsår og senest tre måneder efter afslutningen af hvert af de efterfølgende regnskabsår, og indtil Kommissionen er overbevist om, at La Seda de Barcelona har gennemført den reviderede omstruktureringsplan fuldt ud, forelægger Kongeriget Spanien hvert år Kommissionen en rapport om a) udviklingen i virksomhedens gennemførelse af planen, herunder oplysninger om kapaciteten til fremstilling af hver af de produkter, den fremstiller, opgjort i tons, b) modtagelse af enhver form for støtte efter datoen for denne beslutning, c) virksomhedens finansielle situation, d) det samlede beløb, virksomheden har tilbagebetalt i henhold til aftalen med Fondo de Garantía Salarial, og de samlede beløb, virksomheden har afdraget og betalt i rente af de lån, der er opnået med garantierne fra Institut Català de Finances og Comunidad de Madrid, samt det samlede beløb, virksomheden har betalt til Institut Català de Finances og Comunidad de Madrid i årlig præmie for at have stillet lånegarantien.

Artikel 2

Kongeriget Spanien underretter senest to måneder efter datoen for denne meddelelse Kommissionen om, hvilke foranstaltninger det har truffet for at gennemføre bestemmelserne i artikel 1, stk. 2 og 3.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Spanien.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. april 1996.

På Kommissionens vegne

Karel VAN MIERT

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. C 253 af 29. 9. 1995, s. 3.

(2) EFT nr. C 111 af 4. 11. 1971, s. 1.

(3) EFT nr. L 5 af 8. 1. 1991, s. 18.

(4) EFT nr. C 368 af 23. 12. 1994, s. 12.

(5) EFT nr. C 346 af 30. 12. 1992, s. 2. Gyldighedsperioden af denne udgave af rammebestemmelserne er blevet forlænget to gange, jf. EFT nr. C 224 af 12. 8. 1994, s. 4, og EFT nr. C 142 af 8. 6. 1995, s. 4.