31996D0392

96/392/EF: Rådets Beslutning af 20. juni 1996 om ændring af beslutning 94/807/EF om et særprogram for forskning og teknologisk udvikling, herunder demonstration, inden for samarbejde med tredjelande og internationale organisationer (1994-1998)

EF-Tidende nr. L 163 af 02/07/1996 s. 0043 - 0044


RÅDETS BESLUTNING af 20. juni 1996 om ændring af beslutning 94/807/EF om et særprogram for forskning og teknologisk udvikling, herunder demonstration, inden for samarbejde med tredjelande og internationale organisationer (1994-1998) (96/392/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 130 I, stk. 4,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (2),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg (3), og

ud fra følgende betragtninger:

Forskningens og den teknologiske udviklings internationalisering kræver, at Fællesskabet udvikler og anvender en strategi for internationalt FTU-samarbejde, som er i overensstemmelse med traktatens mål; Kommissionen har forelagt en meddelelse om udsigterne for internationalt samarbejde inden for forskning og teknologisk udvikling;

det er vigtigt, at det videnskabelige og teknologiske samarbejde med de nye uafhængige stater i det tidligere Sovjetunionen (NUS) videreføres som led i den almindelige omlægningsproces i disse lande for at medvirke til at stabilisere deres videnskabelige potentiel;

Kommissionen forelagde den 18. maj 1995 en meddelelse om udsigterne for det videnskabelige og teknologiske samarbejde med de nye uafhængige stater i det tidligere Sovjetunionen og især om Fællesskabets deltagelse i den internationale sammenslutning for fremme af samarbejde med forskere i NUS (INTAS);

Europa-Parlamentet udtrykte i sin beslutning af 27. oktober 1995 sin støtte til Fællesskabets deltagelse i INTAS fra 1995 og frem til det fjerde rammeprograms afslutning;

Rådets beslutning 94/807/EF (4) om et særprogram for forskning og teknologisk udvikling, herunder demonstration, inden for samarbejde med tredjelande og internationale organisationer bekræfter Fællesskabets deltagelse i INTA's pilotfase og påpeger, at Fællesskabets deltagelse i INTAS efter den 31. december 1995 kræver, at Rådet træffer en afgørelse herom;

Rådet enedes den 30. oktober 1995 om, at Fællesskabet skulle deltage i INTAS efter den 31. december 1995 og indtil afslutningen af perioden for det fjerde rammeprogram (31. december 1998), på visse betingelser og under forudsætning af, at INTAS's funktion forbedres yderligere, navnlig for i højere grad af afspejle den betydning, Fællesskabets deltagelse må tillægges;

visse af ovennævnte betingelser er allerede opfyldt, navnlig er INTAS's vedtægter blevet ændret således, at afgørelser, der skal træffes med to-tredjedeles flertal af generalforsamlingen, træffes med Fællesskabets samtykke repræsenteret af Kommissionen og således, at Kommissionen forestår formandskabet på INTAS's generalforsamling;

forlængelsen af INTAS vil ikke danne præcedens inden for andre områder, hvor Fællesskabet har videnskabeligt og teknisk samarbejde med tredjelande;

Kommissionen vil foreslå standardprocedurer for udførelse af internationalt forskningssamarbejde i fremtidige rammeprogrammer;

Fællesskabet bør stadig stille passende og stabil finansiering til rådighed for INTAS; det er vigtigt, at INTAS's finansieringsgrundlag udvides, ikke mindst at der skaffes flere bidrag;

der bør i forbindelse med Fællesskabets finansiering af INTAS's aktiviteter tages hensyn til, at der også er behov for samarbejde med andre områder, som har strategisk betydning for Fællesskabet, det gælder navnlig Central- og Østeuropa og Middelhavsområdet -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

I Rådets beslutning 94/807/EF, bilag I, afsnit A, punkt 2, under overskriften »Samarbejde med de central- og østeuropæiske lande og de nye uafhængige stater i det tidligere Sovjetunionen« affattes det afsnit, der begynder med »den internationale sammenslutning for fremme af samarbejde . . .« og slutter med ». . . at Rådet træffer afgørelse herom«, således:

»- Fællesskabets deltagelse i den internationale sammenslutning for fremme af samarbejde med forskere i de nye uafhængige stater i den tidligere Sovjetunionen (INTAS), som ikke mindst består i et finansielt bidrag på ca. halvdelen af de midler, der årligt tildeles til samarbejde med de nye uafhængige stater under dette program og for aktiviteter, som er i overensstemmelse med dets målsætninger.«

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Luxembourg, den 20. juni 1996.

På Rådets vegne

P. BERSANI

Formand

(1) EFT nr. C 21 af 25. 1. 1996, s. 26.

(2) EFT nr. C 65 af 4. 3. 1996, s. 201.

(3) Udtalelse afgivet den 25. 4. 1996 (endnu ikke offentliggjort i Tidende).

(4) EFT nr. L 334 af 22. 12. 1994, s. 109.