KOMMISSIONENS BESLUTNING af 13. marts 1996 om skattemæssige afskrivningsfordele for tyske selskaber (Kun den tyske udgave er autentisk) (Tekst af betydning for EØS) (96/369/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 93, stk. 2, første afsnit,

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),

efter at have opfordret de berørte parter til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med ovennævnte artikler, under hensyntagen til disse bemærkninger, og

ud fra følgende betragtninger:

SAGSFREMSTILLING

I

Ved brev af henholdsvis 7. marts, 16. august, 8. december 1988 og 9. april 1991 anmodede Kommissionen med henvisning til traktatens artikel 93, stk. 1, den tyske regering om oplysninger om den støtte, de tyske myndigheder har ydet til de tyske luftfartsselskaber. Den tyske regering besvarede disse henvendelser ved skrivelser af henholdsvis 13. april 1988, 1. marts 1989 og 22. august 1991, hvori der navnlig blev redegjort for den særlige afskrivningsordning, der blev indført ved § 82f i den tyske skattelov (»Einkommensteuerdurchführungsverordnung«).

Ved brev af 5. maj og 28. juli 1992 anmodede Kommissionen de tyske myndigheder om nærmere oplysninger om baggrunden for denne ordning, dens gennemførelsesbestemmelser, de økonomiske konsekvenser heraf og de af afskrivningsordningen if. § 82f omfattede virksomheder. Den tyske regering besvarede de to breve ved brev af henholdsvis den 16. juni og den 3. september 1992.

Ved hjælp af de således indsamlede oplysninger har det været muligt for Kommissionen at danne sig et nøjagtigt indtryk af den foreliggende afskrivningsordning. Denne ordning blev indført i den tyske skattelovgivning i 1965 for at styrke konkurrenceevnen hos de luftfartsselskaber, der er udsat for international konkurrence, som det fremgår af den trettende rapport om statsstøtte, dateret den 11. november 1991 til den tyske Forbundsdag (Bundestag). Den har siden vist sig at være et effektivt middel til ydelse af finansiel støtte, og blev derfor forlænget for en periode på fem år indtil den 31. december 1994 ved »Steuerbereinigungsgesetz« fra 1986. Ved brev af 8. september 1993 (jf. nedenfor) blev Kommissionen underrettet om, at ordningen ville blive forlænget i en periode på fem år indtil den 31. december 1999.

Det er nødvendigt her at forklare, hvorledes bestemmelserne i § 82f er udformet, og hvorledes de anvendes. Som i de fleste andre medlemsstater i Fællesskabet er der i henhold til den tyske skattelovgivning to forskellige generelle afskrivningsmetoder for aktiver, som den skattepligtige virksomhed på visse betingelser frit kan vælge mellem, dvs. den lineære afskrivningsmetode og den degressive afskrivningsmetode. Med § 82f blev der indført en tredje ordning, hvis brug er mere specifik, og som supplerer anvendelsen af den lineære afskrivning, hvorimod den ikke kan anvendes sammen med den degressive afskrivning af det pågældende aktiv. Denne ekstraordinære afskrivningsordning gælder især for luftfartøjer, der anvendes til erhvervsmæssig international transport af varer eller personer eller anden servicevirksomhed i udlandet. Den omfatter kun luftfartøjer, der er indregistreret i Tyskland, og som i øvrigt ikke må afhændes inden for en periode af seks år efter erhvervelsen. Når alle de nævnte betingelser er opfyldt, har ejerne af luftfartøjerne mulighed for i året efter anskaffelsen og de følgende fire år at foretage en ekstraordinær afskrivning på højst 30 % af de samlede anskaffelsesomkostninger. Dette ekstraordinære afskrivningsbeløb kan udnyttes fuldt ud i løbet af det første år eller fordeles efter eget valg over de første fem år.

Denne ekstraordinære afskrivning, som kommer oven i den normale lineære afskrivning, bevirker, at det skattepligtige beløb i det pågældende år nedsættes. Den kan imidlertid ikke medføre, at aktivet nedskrives til mere end 100 % af anskaffelsesværdien, og den påvirker ikke afskrivningsperiodens længde. Når den ekstraordinære afskrivningsordning anvendes, bliver aktivets restværdi derefter afskrevet i forhold til dets sandsynlige restanvendelsesperiode. Det er vigtigt at understrege, at afskrivning af et aktiv principielt bygger på en vurdering af aktivets sandsynlige levetid, som det overlades til den skattepligtige at foretage. Den normale afskrivningsperiode for et fly ligger på mellem 10 og 15 år afhængig af luftfartsselskabet.

Det skal bemærkes, at bestemmelserne i § 82f ikke kun omhandler luftfartøjer, men også handelsskibe og fiskerbåde i henhold til nogle mindre restriktive betingelser end for luftfartøjer. Ifølge rapporten til Forbundsdagen fra den 11. november 1991 virker ordningen fremmende på investeringslysten, fordi den gør det muligt for virksomhederne at undgå for store udsving i deres regnskabsresultater og skattepligtige overskud. I samme rapport skønnes det, at alle de luftfartsselskaber og rederier, der er omfattet af ordningen vil opnå en skattefordel svarende til 10 mio. DM på årsbasis. Den tyske regering har dog ikke kunnet vise, hvorledes dette beløb fordeler sig på de forskellige virksomheder.

I den maritime sektor er der indtil videre rejst indsigelse imod § 82f inden for rammerne af direktiverne om statsstøtte til skibsbygningsindustrien. Den seneste beslutning, som Kommissionen har truffet i denne forbindelse vedrørende året 1995, går tilbage til 1. marts 1995 og blev oversendt til de tyske myndigheder den 6. marts 1995 (sag N 641/93).

II

Ved brev af 21. april 1993 meddelte Kommissionen med hjemmel i traktatens artikel 93, stk. 1, den tyske regering, at den skønnede, at den ekstraordinære afskrivningsordning i medfør af § 82f udgjorde en eksisterende støtte af skattemæssigt art, der berører samhandelen mellem medlemsstaterne og forvrider konkurrencen inden for fællesmarkedet. Skrivelsen blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende (1). Kommissionen fastslog endvidere, at støtten ikke kunne betragtes som forenelig med bestemmelserne i traktatens artikel 92, stk. 2 og 3, og foreslog i samme skrivelse den tyske regering, at den skulle bringe ordningen for den civile luftfartssektor til ophør senest den 1. januar 1994. Som følge af, at der ikke foreligger oplysninger, der kan bevise den pågældende støttes forenelighed med fællesmarkedet, meddelte Kommissionen tillige den tyske regering, at den forbeholdt sig ret til at indlede proceduren i traktatens artikel 93, stk. 2, i denne sag, der registreret under nr. E 4/93.

Den 28. juli 1993 svarede den tyske regering Kommissionen, at den ikke havde til hensigt at bringe den i § 82f omhandlede ordning til ophør, da den anså den for at være forenelig med fællesmarkedet efter artikel 92, stk. 3. Den understregede, at denne ordning, der gør det muligt for de tyske luftfartsselskaber at opnå en mere jævn fordeling af skattebyrden, udgør en del af en samlet tysk beskatningsordning, og at afskaffelsen heraf ensidigt ville skade de tyske selskaber, da der fandtes tilsvarende ordninger i de andre medlemsstater. Den tyske regering fremhævede også, at ordningen stimulerede selskaberne til at anskaffe nye og mindre forurenende maskiner, og at den dermed både fremmede beskyttelsen af miljøet og den europæiske flyindustri.

Ved brev af 8. september 1993 gav den tyske regering i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3, desuden Kommissionen meddelelse om en yderligere forlængelse af den ekstraordinære afskrivningsordning i medfør af § 82f for tidsrummet fra 1. januar 1995 til 31. december 1999. Denne ekstra forlængelse, der er en følge af bestemmelserne i § 1 og 8 i »Standortsicherungsgesetz«, er blevet betragtet som en anmeldt statsstøtte og blev derfor registreret i Kommissionens generalsekretariat den 12. oktober 1993 under nummeret N 640/93. I anmeldelsen fremførte de tyske myndigheder ønsket om at opretholde konkurrenceevnen for selskaber, der er etableret i Tyskland, og om at støtte regionale transportvirksomheder. De anførte på ny argumentet om, at denne ordning tilskynder til erhvervelse af nye maskiner, der er mere miljøvenlige. I den forbindelse vurderede de for tidsrummet 1995 til 1999 det årlige nedslag i skat til 10 mio. DM, som luftfartssektoren vil drage fordel af som følge af § 82f-ordningen.

På denne baggrund besluttede Kommissionen den 8. december 1993 at indlede proceduren i traktatens artikel 93, stk. 2, i disse to sager. Indledningen af proceduren omfattede både forlængelsen af den pågældende skattebestemmelse til den 31. december 1994 (sag E 4/93) og den nye forlængelse for perioden 1. januar 1995-31. december 1999, som blev meddelt den 8. september 1993 (sag N 640/93). Kommissionen begrundede sin beslutning om at indlede proceduren med først at understrege, at den skattemæssige foranstaltning, der er indført ved § 82f, udgjorde en statsstøtte efter EF-traktatens artikel 92, stk. 1, idet der er tale om en skattemæssig foranstaltning af sektorspecifik karakter, samtidig med at der er tale om en undtagelsesbestemmelse i forhold til det generelle tyske skattesystem. Den fandt desuden, at der ikke var nogle af de undtagelser, der er fastsat i artikel 92, stk. 3, særlig litra c), som kan finde anvendelse i den foreliggende sag.

Ved brev af 31. december 1993 underrettede Kommissionen den tyske regering om sin beslutning om at indlede proceduren og opfordrede den til at fremsætte sine bemærkninger. Dette brev blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende (2), og de øvrige medlemsstater samt andre interesserede parter blev opfordret til at fremsætte deres bemærkninger i henhold til traktatens bestemmelser i artikel 93, stk. 2.

Kommissionen traf imidlertid ikke nogen endelig beslutning i denne dobbeltsag inden den 31. december 1994. Forlængelsen indtil dato af den pågældende foranstaltning (sag E 4/93), som altså udgjorde en konkret foranstaltning, er derfor de facto blevet accepteret af Kommissionen. Den 10. marts 1995 fremsendte Kommissionen en skrivelse herom til de tyske myndigheder.

III

Efter indledningen af proceduren fremlagde Tyskland ved brev af 24. januar 1994 (meddelelse af 19. januar 1994) og 28. februar 1994 (meddelelse af 18. februar 1994), og fire andre berørte parter, Airbus Industrie, det britiske luftfartsselskab British Midland, den tyske sammenslutning Arbeitsgemeinschaft Deutscher Luftfahrt-Unternehmen (ADL) og den tyske selskab Hapag-Lloyd Fluggesellschaft mbH. deres bemærkninger. Airbus Industrie nævner den statsstøtte, der er blevet givet til den amerikanske luftfartsindustri via ordningen med »Foreign Sales Corporations« og anbefaler Kommissionen at udvise stor forsigtighed i denne sag. British Midland finder, at den skattemæssige foranstaltning i henhold til § 82f er en form for støtte, som er uforenelig med fællesmarkedet som følge af de fordele, som den giver de tyske transportselskaber på det liberaliserede fællesmarked inden for den civile luftfart. Den tyske regering samt de to øvrige berørte parter fastholder derimod, at den pågældende foranstaltning dels ikke udgør nogen statsstøtte efter traktatens artikel 92, stk. 1, dels at den under alle omstændigheder ville falde ind under undtagelsen i artikel 92, stk. 3, litra b) og c). De fremhæver i denne forbindelse flere forhold, som er en gentagelse af de argumenter, som den tyske regering tidligere har fremlagt, og som kan sammenfattes således:

- der findes tilsvarende støtteordninger i de andre medlemsstater. Kommissionen kan derfor ikke gribe ind over for en enkelt medlemsstat uden at krænke ligebehandlingsprincippet

- der findes også tilsvarende regler i tredjelande, bl.a. USA, og det vismandsudvalg, som Kommissionen udpegede i 1993, har netop foreslået foranstaltninger, som fremmer accelereret afskrivning af fly i medlemsstaterne, for at give Fællesskabets selskaber mulighed for at kæmpe imod konkurrencen fra selskaber i tredjelande

- det er ikke godtgjort, at foranstaltningen forvrider konkurrencen og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, idet den ikke forbedrer de tyske luftfartselskabers stilling på fællesmarkedet. Desuden er det tyske skattesystem sammenlignet med ordningerne i andre medlemsstater generelt ret ugunstigt over for virksomheder

- ordningen med ekstraordinær afskrivning giver ikke virksomhederne nogen fordel i forhold til systemerne med lineær eller degressiv afskrivning; det samlede afskrivningsbeløb er det samme, og det tyske statsbudget påvirkes i sidste instans heller ikke af formindskede skatteindtægter, idet betalingen af skatten blot udskydes

- § 82f, hvis virkninger ligner virkningerne af degressiv afskrivning, er en generel foranstaltning inden for den tyske skattelovgivning

- § 82f udgør en integreret del af hele det tyske skattesystem, og Kommissionen kan ikke sætte spørgsmålstegn ved det i henhold til bestemmelserne om statsstøtte, så længe der mangler en harmonisering af skattelovgivningen på fællesskabsplan, hvilket i det foreliggende tilfælde skulle give anledning til at anvende traktatens artikel 101

- foranstaltningen har til formål at beskytte miljøet og begunstige den civile luftfart og flyindustrien i Fællesskabet, ved at anspore virksomhederne til at købe nye og mindre forurenende maskiner.

Den tyske regering er blevet gjort bekendt med bemærkningerne fra de øvrige berørte parter. Den fremsatte kommentarer til disse bemærkninger ved brev af 3. maj 1994 til Kommissionen.

Den tyske regering har desuden fremsat nye bemærkninger i denne sag ved brev af 11. august 1994, 12. januar (meddelelse af 18. oktober 1994), 2. februar og 4. oktober 1995 (meddelelse af 28. september 1995).

RETLIG VURDERING

IV

Vedrørende den pågældende foranstaltnings beståen frem til den 31. december 1994

Forlængelsen af bestemmelserne i § 82f til den 31. december 1994 med hensyn til den civile luftfart, som først var genstand for et forslag om foranstaltninger, og derpå indledning af nærværende procedure, udgør en konkret støtte efter traktatens artikel 93, stk. 1. En endelig beslutning, som Kommissionen træffer over for en konkret støtte, får først virkning fra tidspunktet for dens vedtagelse. Da Kommissionen ikke vedtog nogen endelig beslutning i denne sag inden den 31. december 1994, bør proceduren afsluttes, idet den nu er uden formål.

Det følger heraf, at de berørte tyske virksomheder kan anvende bestemmelserne i § 82f for så vidt angår deres skattepligtige indtægter vedrørende året 1994, som er blevet angivet i løbet af året 1995.

V

Vedrørende forlængelsen af den pågældende foranstaltning fra 1. januar 1995 til 31. december 1999

I henhold til traktatens artikel 92, stk. 1, og artikel 61, stk. 1, i EØS-aftalen er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, henholdsvis deltagerne i aftalen.

I det foreliggende tilfælde giver den ekstraordinære afskrivningsordning i henhold til bestemmelserne i § 82f »Einkommenssteuerdurchführungsverordnung« de begunstigede virksomheder mulighed for, hvis de opfylder visse betingelser, at nedbringe deres skattepligtige overskud og dermed det beløb, der normalt ville danne basis for skattefastsættelsen, hvis ikke denne ordning eksisterede. Den giver derfor de pågældende virksomheder en finansiel fordel, der ydes direkte over den tyske stats budget.

Det er rigtigt, som det også fremhæves af de tyske myndigheder og to af de øvrige berørte parter, at anvendelsen af denne ekstraordinære afskrivningsordning ikke bevirker, at skatten svarende til størrelsen af de ekstraordinære afskrivninger bortfalder, men blot at den udsættes. Imidlertid består den fordel, der er ved at anvende § 82f, ligesom ved den degressive afskrivningsordning netop i, at betalingen af skatten udsættes. Selv om den samlede sum af de nominelle beløb, der er indbetalt i skat til det tyske skattevæsen i løbet af den periode, hvor et aktiv er blevet afskrevet, er den samme, uanset hvilken afskrivningsmetode der er blevet anvendt, gælder dette ikke for summen af de tilbagediskonterede værdier af skattebeløbene, hvor der tages hensyn til renten. I sidste instans og alt andet lige er den nettokontantfordel, der opstår ved anvendelse af den degressive afskrivning eller ordningen i henhold til § 82f, yderst reel i forhold til anvendelsen blot af den lineære afskrivningsmetode og især for de virksomheder, der har overskud, også selv om fordelen er mindre, end det ved en umiddelbar betragtning ser ud til.

De tyske myndigheder og de øvrige berørte parter anfører ligeledes, at selv om der tages hensyn til de tilbagediskonterede værdier af de udsatte skattebetalinger, er den samlede fordel ved den udsatte skattebetaling ved at anvende ordningen i henhold til § 82f ikke større end den, der opnås ved at anvende den degressive afskrivningsmetode. Selv om man går ind på denne tankegang, tager dette argument imidlertid ikke hensyn til den fordel der er i forbindelse med den store fleksibilitet ved anvendelsen af bestemmelserne i § 82f. Virksomhederne har ikke altid interesse i at vælge den degressive afskrivningsmetode. Det gælder navnlig virksomheder, der arbejder med tab. Mens valget mellem den degressive afskrivning og den lineære afskrivning udelukkende sker ved erhvervelsen af aktivet, er det derimod muligt at anvende de ekstraordinære afskrivninger i henhold til § 82f på ethvert tidspunkt i løbet af de fem første år efter erhvervelsen. Dette er den egentlige fordel ved bestemmelserne i § 82f i forhold til den degressive afskrivningsmetode - og især i forhold til den lineære. Denne fleksibilitet i anvendelsen giver f.eks. de luftfartsselskaber, der er omfattet af ordningen, mulighed for lettere at foretage ændringer i styringen af deres flåde. Den giver dem især mulighed for efter eget valg at øge afskrivningsbeløbet i de år, hvor overskuddet er stort. Ved således at spille på det beløb, der afsættes til afskrivninger i år med overskud og år med underskud, kan virksomhederne ikke kun sprede, med også mindske deres skattepligtige indkomst, og i visse tilfælde helt undgå beskatning. I henhold til den tyske skattelovgivning kan virksomhederne overføre deres tab uendeligt til de følgende regnskabsår, hvor der er overskud, hvorimod der ikke altid er mulighed for at overføre overskud til eventuelle fremtidige tab. Disse kan kun modregnes i de ikke-udloddede overskud fra de to foregående år op til et beløb på 10 mio. DM. Det må derfor konkluderes, at de fordele, som virksomheder får i henhold til bestemmelserne i § 82f, som indfører en mulighed for supplerende afskrivning udover den degressive og den lineære metode, ikke kan benægtes.

De tyske myndigheder og de berørte tredjeparter fremfører endvidere, at afskrivningsmetoden i henhold til § 82f er en generel foranstaltning i den tyske skattelovgivning, og at den indgår i hele det tyske skattesystem. Den kan derfor kun behandles på grundlag af traktatens artikel 101 inden for rammerne af harmoniseringsbestræbelser på fællesskabsplan, og ikke i henhold til traktatens artikel 92 og 93.

For at sondre mellem statsstøtte og generelle foranstaltninger kan Kommissionen i henhold til traktaten kun benytte et særegenhedskriterium, idet statsstøtte i artikel 92 defineres som foranstaltninger, der begunstiger »visse virksomheder eller visse produktioner«. Inden for samme medlemsstat bør derfor den behandling, der gives de virksomheder, der er omfattet af den pågældende foranstaltning, sammenlignes med den generelle ordning, der gælder for virksomheder, der objektivt befinder sig i samme situation. Selv om hver foranstaltning bør vurderes for sig, finder Kommissionen i henhold til Domstolens retspraksis generelt, at man som statsstøtte må betragte foranstaltninger, hvis afvigende karakter i forhold til den generelle regel ikke er begrundet i systemets art eller økonomi (Domstolens dom af 2. juli 1974, sag 173/73, Italien mod Kommissionen) (3). På skatteområdet finder Kommissionen, at foranstaltninger, hvis særlige træk indebærer en afvigelse fra den generelle regel, ikke skal betragtes som statsstøtte, forudsat at deres økonomiske hensigtsmæssighed gør dem nødvendige eller funktionelle for at systemet kan virke effektivt. Dette skal normalt indebære, at der ikke er nogen forskelsbehandling med hensyn til anvendelsesområdet, som skal bygge på objektive og horisontale kriterier eller betingelser, ligesom de skal være tidsmæssigt ubegrænset.

I nærværende sag må det imidlertid konstateres, at bestemmelserne i § 82f på flere måder har et meget begrænset anvendelsesområde. Den finder kun anvendelse på nogle præcist definerede aktiver, der kan afskrives: handelsskibe, fiskerskibe og luftfartøjer, med udelukkelse af alle andre aktiver. For så vidt angår luftfartøjer er foranstaltningen afhængig af, at følgende tre betingelser er opfyldt: Anvendelse til forretningsmæssige formål for international transport af varer eller personer eller til andre tjenesteydelser, der udføres i udlandet; selskaberne skal være registreret i Tyskland; aktivet må ikke afhændes inden for en periode på seks år efter erhvervelsen. I betragtning af disse forskellige begrænsninger må bestemmelserne i § 82f betragtes som en undtagelse fra de generelle foranstaltninger, som den degressive eller lineære afskrivningsmetode udgør. Ovennævnte rapport til Forbundsdagen indeholder i øvrigt en indrømmelse af, at bestemmelserne har til formål at fremme tre sektorer inden for den tyske økonomi (søtransport, fiskeri, civil luftfart), som især er udsat for international konkurrence. Desuden er disse sektormæssige bestemmelser ikke tidsmæssigt ubegrænset, idet de regelmæssigt forlænges for nogle år. Derudover hviler de ikke på objektive kriterier og synes på ingen måde at være uundværlige for, at det tyske skattesystem kan fungere tilfredsstillende. Rent faktisk er der ingen fysiske kendetegn ved luftfartøjerne eller deres anvendelsesvilkår på markedet, eller noget som helst andet element, som gør det nødvendigt, for at luftfartøjerne kan afskrives effektivt, at anvende en anden afskrivningsmetode end den degressive eller lineære metode. Kommissionen finder derfor, at den omtalte afskrivningsmetode ikke er berettiget i kraft af systemets art eller økonomi. Det følger heraf, at der kan gøres indsigelse mod den pågældende ordning på grundlag af traktatens artikel 92.

I øvrigt gav Kommissionen allerede i sin beslutning om anvendelsen af bestemmelserne i § 82f på den maritime sektor, som blev fremsendt til den tyske regering den 11. november 1994 i sag NN 102/94, udtryk for den opfattelse, at de pågældende bestemmelser ikke udgjorde nogen generel foranstaltning, men en støtte efter traktatens artikel 92, og aftalens artikel 61. Denne beslutning har de tyske myndigheder ikke anfægtet.

Hertil kommer, at den fordel, som bestemmelserne i § 82f giver og som frem for alt udelukkende vedrører de luftfartøjer, der anvendes på internationale ruter, påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne i betragtning af lufttransportens art og dens internationale dimension. Denne påvirkning af samhandelen er endnu mere udtalt, siden Rådets forordning (EØF) nr. 2407/92 (4), (EØF) nr. 2408/92 (5) og (EØF) nr. 2409/92 (6) (tredje luftfartspakke) om liberalisering af Fællesskabets marked for den civile lufttrafik trådte i kraft den 1. januar 1993. Desuden forvrider den ekstraordinære afskrivning i henhold til § 82f konkurrencen inden for fællesmarkedet, for så vidt som den udelukkende begunstiger de internationale transportaktiviteter, især inden for EF, der udføres af tyske luftfartsselskaber, hvis konkurrencemæssige position styrkes i forhold til de øvrige EF-luftfartsselskaber, der ikke kan drage fordel af tilsvarende støtteforanstaltninger. Kun luftfartsselskaber, der er skattepligtige i Tyskland, kan omfattes af ordningen. Ligeledes udelukkes selskaber, der er registreret i andre medlemsstater end Tyskland, idet § 82f forudsætter, at luftfartøjerne skal være registreret i Tyskland. Det er her nødvendigt at understrege, at de tyske myndigheder i lighed med de andre medlemsstaters myndigheder kræver, at de luftfartsselskaber, de udsteder licens til, registrerer deres maskiner i det nationale register i henhold til artikel 8 i forordning (EØF) nr. 2407/92. Imidlertid kan de tyske myndigheder i henhold til nævnte forordnings artikel 4 kun udstede licens til selskaber, der har deres hovedvirksomhed i Tyskland. Heraf følger, at det kun er de luftfartsselskaber, der både er skattepligtige i Tyskland og har deres hovedvirksomhed der, der vil kunne drage fordel af bestemmelserne i § 82f.

På grundlag af ovenstående betragtninger må Kommissionen konkludere, at bestemmelserne i § 82f udgør statsstøtte efter traktatens artikel 92, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 61, stk. 1. Det forhold at der skulle eksistere lignende skatteordninger i de andre medlemsstater, har ingen indflydelse på denne vurdering, da sådanne eventuelle ordninger også fra Kommissionens side vil kunne gøres til genstand for proceduren i traktatens artikel 93 (Domstolens dom af 22. marts 1977, sag 78/76 - Steinike & Weinling mod Forbundsrepublikken Tyskland) (7). Det fremgår i øvrigt af de oplysninger, som Kommissionen er i besiddelse af, at ingen andre medlemsstater end Tyskland har indført en sådan ordning med ekstraordinære afskrivninger. Det har heller ikke indflydelse på Kommissionens opfattelse af, at der er tale om støtte, at der eventuelt findes lignende skattemæssige bestemmelser i tredjelande, hvilket i øvrigt ikke er fastslået eller at vismandsudvalget, som Kommissionen har udpeget, og hvis konklusioner imidlertid ikke på nogen måde forpligter Kommissionen, har udtalt sig for foranstaltninger, der fremmer hurtig afskrivning af fly i medlemsstaterne, idet den pågældende foranstaltning jo kun er til fordel for visse virksomheder (Domstolens dom af 7. juni 1988, sag 57/86, Den Hellenske Republik/Frankrig) (8).

Det skal i denne forbindelse fremhæves, at Domstolen allerede har udtalt, at det forhold, at en medlemsstat ved at indføre en præferencerediskonteringssats til fordel for visse varer skulle have til hensigt at tilnærme denne sats til de satser, der anvendes i de øvrige medlemsstater, ikke fjerner denne foranstaltnings karakter af støtte (Domstolens dom af 10. december 1969, forenede sager 6 og 11/69, Kommissionen mod Frankrig) (9).

Det er derfor nødvendigt at undersøge den pågældende foranstaltning med henblik på bestemmelserne i traktatens artikel 92, stk. 2 og 3, og EØS-aftalens artikel 61, stk. 2 og 3.

VI

Traktatens artikel 92, stk. 2, og EØS-aftalens artikel 61, stk. 2, finder ikke anvendelse på foranstaltningen i § 82f, da der hverken er tale om støtte af social karakter til enkelte forbrugere, eller en støtte hvis formål det er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder. Der er heller ikke tale om støtte til økonomien i visse områder af Tyskland, som berøres af dette lands tidligere deling, idet foranstaltningen bl.a. vedrører hele det tyske område. De tyske myndigheder har i øvrigt på ingen måde påberåbt sig denne bestemmelse.

Traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) og c), og EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra a) og c), i den del, der vedrører støtte til områder, kan ikke finde anvendelse i det foreliggende tilfælde, idet støtten ikke er beregnet til at fremme udviklingen af visse økonomiske regioner. Som allerede anført er der tale om sektorbestemt støtte, som finder anvendelse på hele det tyske område, som desuden er blandt de mest velstillede medlemsstater i Fællesskabet. Bestemmelserne i litra b) i samme stykke finder heller ikke anvendelse, idet den pågældende støtte ikke har til formål at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i den tyske økonomi.

I deres bemærkninger anmoder de tyske myndigheder og to af de øvrige berørte parter om, at den ekstraordinære afskrivning i henhold til § 82f kan falde ind under de undtagelser, der er fastsat i bestemmelserne i traktatens artikel 92, stk. 3, litra b), og EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra b), som værende støtte til fremme af virkeliggørelsen af et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse, samt bestemmelserne i litra c) i samme stykke i den del, der vedrører støtte til visse erhvervsgrene. I denne forbindelse anfører de, at der er tale om en investeringsstøtte, der skal tilskynde til anskaffelse af nye maskiner, der er mindre forurenende, og som skal gavne den europæiske flyindustri. De understreger også, at der er behov for at fremme udviklingen af den europæiske civile luftfart eller endnu bedre udviklingen af den internationale lufttransport.

Kommissionen mener imidlertid ikke, at den pågældende skattemæssige støtte kan anses for at være forenelig med de pågældende bestemmelser i artikel 92, stk. 3, litra b) og c), og i EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra b) og c). For det første skal det bemærkes, at den pågældende støtte ikke er knyttet til et bestemt projekt eller program, og at den heller ikke udtrykkeligt er forbeholdt indkøb af luftfartøjer af en særlig type eller med særlige miljømæssige egenskaber. Desuden synes de forskellige målsætninger eller positive virkninger af foranstaltningen som beskrevet af de tyske myndigheder og de øvrige berørte parter især at være virkninger af en foranstaltning, som er truffet ensidigt af den tyske stat uden for rammerne af enhver form for fællesskabsaktion. Hvad angår traktatens artikel 92, stk. 3, litra b), og EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra b), om vigtige projekter, har Kommissionen imidlertid fastsat som nødvendig betingelse for eventuelt at kunne blive omfattet af disse bestemmelser, at følgende fire kriterier skal være opfyldt:

- støtten skal fremme et projekt. Ved »fremme«, forstås en aktion, der bidrager til projektets gennemførelse

- der skal være tale om et konkret præcist og veldefineret projekt

- projektet skal være væsentligt både kvantitativt og kvalitativt. Især fremhæves betydningen af det kvalitative.

- projektet skal være være af fælles europæisk interesse, og som sådan være til fordel for hele EF.

I nærværende sag synes de forhold som de tyske myndigheder anfører, hvis de i det hele taget kan beskrives som et projekt, hverken at være præcise eller veldefinerede. Den pågældende foranstaltning vil derfor ikke kunne være omfattet af de pågældende bestemmelser.

Hvad angår traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), og EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), om støtte til visse erhvervsgrene leder begrænsningerne med hensyn til støttens anvendelsesområde, som dels kun er flyselskaber, der beskattes, og som har deres hovedvirksomhed i Tyskland, dels kun luftfartøjer, der benyttes inden for international transport, snarere til den konklusion i nærværende sag, at der er tale om en ændring af samhandelsvilkårene i en grad, som er i strid med den fælles interesse; og dette gælder navnlig i betragtning af den øgede betydning, som lufttrafikken har fået på det liberaliserede fællesmarked for civil luftfart. Det skal her nævnes, at den tredje luftfartspakke har afsluttet de liberaliseringsbestræbelser, der i flere år er blevet gennemført inden for den civile luftfart i Fællesskabet. Der er derved blevet skabt et indre marked, hvis gode funktion modarbejdes af en ordning med skattefordele over for selskaber i en enkelt medlemsstat. Desuden har Kommissionen i sin meddelelse om anvendelsen af EF-traktatens artikel 92 og 93 og EØS-aftalens artikel 61 på statsstøtte i luftfartssektoren (10) nøje defineret, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at støtte til et luftfartsselskab kan betragtes som forenelig med den fælles interesse i henhold til bestemmelserne i artikel 92, stk. 3, litra c). En sådan mulighed er kun åben, når det drejer sig om støtte, der ydes til virksomheder i vanskeligheder, når støtten er en integreret del af et program, der omfatter egnede foranstaltninger til at genoprette de pågældende virksomheders finansielle levedygtighed og konkurrenceevne inden for en rimelig frist. I nærværende sag tager støtten på ingen måde sigte på at redde en særlig virksomhed, og den ledsages ikke af nogen omstrukturerings- eller genopretningsplan for en eller flere præcist identificerede virksomheder.

Det fremgår af samtlige ovennævnte betragtninger, at den pågældende støtteforanstaltning ikke opfylder betingelserne for fritagelse efter traktatens artikel 92, stk. 2 og 3, og i EØS-aftalens artikel 61, stk. 2 og 3. Det må derfor pålægges Tyskland at afstå fra gennemførelsen af denne støtte, som er uforenelig med fællesmarkedet.

Endelig bør Kommissionens beslutning af 29. november 1995, som blev meddelt de tyske myndigheder den 15. december 1995 og som omhandlede samme emne, trækkes tilbage, idet den tyske udgave af den pågældende beslutning, som indholdsmæssigt er identisk med nærværende beslutning, indeholdt mange materielle fejl -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Forlængelsen fra den 1. januar 1995 til den 31. december 1999 af § 82f-ordningen i den tyske skattelovgivning (»Einkommensteuerdurchführungsverordnung«), hvorved der indføres en ekstraordinær afskrivningsordning til fordel for luftfartøjer, udgør en statsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet efter EF-traktatens artikel 92 og EØS-aftalens artikel 61.

Artikel 2

Tyskland skal ophæve den i artikel 1 nævnte støtteforanstaltning med virkning fra den 1. januar 1995.

Artikel 3

Tyskland skal inden to måneder efter meddelelsen af denne beslutning meddele Kommissionen, hvilke foranstaltninger der er truffet for at efterkomme den.

Artikel 4

Proceduren angående den fortsatte beståen frem til den 31. december 1994 af de bestemmelser i den tyske skattelov, som er nævnt i artikel 1, afsluttes.

Artikel 5

Kommissionens beslutning af 29. november 1995, der blev meddelt de tyske myndigheder den 15. december 1995, tilbagekaldes.

Artikel 6

Denne beslutning er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. marts 1996.

På Kommissionens vegne

Neil KINNOCK

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. C 289 af 26. 10. 1993, s. 2.

(2) EFT nr. C 16 af 19. 1. 1994, s. 3.

(3) Sml. 1974, s. 709, præmis 33.

(4) EFT nr. L 240 af 24. 8. 1992, s. 1.

(5) EFT nr. L 240 af 24. 8. 1992, s. 8.

(6) EFT nr. L 240 af 24. 8. 1992, s. 15.

(7) Sml. 1977, s. 595, præmis 24.

(8) Sml. 1988, s. 2855, præmis 10.

(9) Sml. 1969, s. 523, præmis 21.

(10) EFT nr. C 350 af 10. 12. 1994, s. 5.