31996D0088

96/88/EF: Rådets afgørelse af 19. december 1995 om Det Europæiske Fællesskabs godkendelse af konventionen om kornhandel og konventionen om fødevarehjælp, der tilsammen udgør den internationale kornoverenskomst af 1995

EF-Tidende nr. L 021 af 27/01/1996 s. 0047 - 0048


RÅDETS AFGØRELSE af 19. december 1995 om Det Europæiske Fællesskabs godkendelse af konventionen om kornhandel og konventionen om fødevarehjælp, der tilsammen udgør den internationale kornoverenskomst af 1995 (96/88/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 113 og 130 Y, sammenholdt med artikel 228, stk. 2, første punktum, og stk. 3, første afsnit,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (2), og

ud fra følgende betragtninger:

Konventionen om kornhandel og konventionen om fødevarehjælp, der tilsammen udgør den internationale kornoverenskomst af 1995, er blevet forhandlet med henblik på at træde i stedet for den internationale hvedeoverenskomst af 1949; oprindelig var overenskomsten åben for undertegnelse og deponering af ratifikations-, accept- og godkendelsesinstrumenter indtil den 30. juni 1995; overenskomsten blev sat i kraft med virkning fra den 1. juli 1995 ved afgørelse truffet af regeringskonferencen i London den 6. juli 1995; ved denne lejlighed blev fristen for deponering af ovennævnte instrumenter forlænget til den 30. juni 1996;

efter Rådets afgørelse af 29. juni 1995 (3) undertegnede Fællesskabet den 30. juni 1995, med forbehold af senere godkendelse, de to konventioner, der tilsammen udgør nævnte overenskomst; nu bør disse konventioner godkendes;

efter traktatens artikel 130 U skal Fællesskabets politik med hensyn til udviklingssamarbejde fremme en bæredygtig økonomisk og social udvikling i udviklingslandene, deres harmoniske og gradvise integration i verdensøkonomien og bekæmpelse af fattigdommen i disse lande;

anvendelsen af den internationale kornoverenskomst af 1995 indebærer bl.a., for så vidt angår fødevarehjælp, såvel en indsats fra Fællesskabet som fra medlemsstaterne;

alle medlemsstaterne har tilkendegivet, at de har til hensigt at blive kontraherende parter i konventionen om fødevarehjælp -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Konventionen om kornhandel af 1995 og konventionen om fødevarehjælp af 1995, der tilsammen udgør den internationale kornoverenskomst af 1995, godkendes herved på Det Europæiske Fællesskabs vegne.

Teksten til konventionerne er knyttet som bilag til denne afgørelse.

Artikel 2

Formanden for Rådet bemyndiges til at udpege den person, der er beføjet til at undertegne de to konventioner og til at deponere godkendelsesinstrumenterne.

Artikel 3

Det Europæiske Fællesskab deponerer i forbindelse med undertegnelsen af konventionen om kornhandel og deponeringen af godkendelsesinstrumentet herfor følgende erklæring:

»Republikken Østrig, Republikken Finland og Kongeriget Sverige, der er blevet medlemsstater i Det Europæiske Fællesskab den 1. januar 1995, tiltræder ikke længere individuelt denne konvention, men vil være omfattet af Fællesskabets tiltrædelse af konventionen. Det Europæiske Fællesskab forpligter sig derfor også til at udøve de rettigheder og opfylde de forpligtelser, der ifølge denne konvention gælder for disse tre lande.«

Artikel 4

Denne afgørelse offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. december 1995.

På Rådets vegne

L. ATIENZA SERNA

Formand

(1) EFT nr. C 191 af 25. 7. 1995, s. 4.

(2) EFT nr. C 287 af 30. 10. 1995.

(3) EFT nr. C 204 af 9. 8. 1995, s. 1.