31995Y1230(02)

Rådets resolution af 20. december 1995 om indførelse af krav om sundhedsbeskyttelse i fællesskabets politikker

EF-Tidende nr. C 350 af 30/12/1995 s. 0002 - 0003


RÅDETS RESOLUTION af 20. december 1995 om indførelse af krav om sundhedsbeskyttelse i fællesskabets politikker (95/C 350/02)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 129, stk. 1, tredje afsnit,

som henviser til de retsakter, som Fællesskabet har vedtaget vedrørende folkesundheden, eller som har betydning for folkesundheden,

som tager følgende i betragtning:

Rådet og sundhedsministrene, forsamlet i Rådet, vedtog den 11. november 1991 en resolution om grundlæggende valg i sundhedspolitikken, hvori det understreges, at Rådet må have mulighed for at drøfte indvirkningerne på sundhedsområdet af alle afgørelser, der træffes på fællesskabsplan;

Rådet og sundhedsministrene, forsamlet i Rådet, vedtog den 27. maj 1993 en resolution om den fremtidige indsats inden for folkesundhed, som bl.a. indeholder nogle retningslinjer, der skal sikre, at sundhedspolitiske hensyn indgår med den fornødne vægt i drøftelser og beslutninger, der vedrører andre fællesskabsområder, og etablere mekanismer, som egner sig til dette formål;

Europa-Parlamentet vedtog den 19. november 1993 en beslutning om sundhedspolitik efter Maastricht, hvori det anmoder Kommissionen om at påtage sig et særligt ansvar med hensyn til samordningen af alle de forskellige aspekter af sundhedspolitikken og at analysere og vurdere andre politikkers følger for sundheden;

Kommissionen har i sin meddelelse af 24. november 1993 om rammerne for en indsats til fremme af folkesundheden understreget, at de sundhedsrisici, den enkelte udsættes for, når man ser bort fra genetisk, fysisk og mentalt betingede sundhedsrisici, både stammer fra den livsstil, man har valgt, og de umiddelbare omgivelser og især fra en kombination af sociale, økonomiske og kulturelle betingelser, som danner den generelle baggrund for den enkeltes liv; det præciseres, at foranstaltninger til beskyttelse af enkeltpersoners sundhed derfor skal være rettet mod begge disse »miljøer«;

i Rådets resolution af 2. juni 1994 om Fællesskabets indsats til fremme af folkesundheden, som er en opfølgning af Kommissionens ovennævnte meddelelse, hedder det, at Rådet er enigt om, at der må tages yderligere hensyn til, hvorledes kravene til sundhedsbeskyttelse skal indgå som led i Fællesskabets politik på andre områder;

i Kommissionens rapport af 29. maj 1995 om indførelse af krav om sundhedsbeskyttelse i Fællesskabets politikker fastlægges det, hvilke fællesskabspolitikker der har betydning for sundheden og det understreges, at mangfoldigheden af politikker og foranstaltninger med indvirkning på sundheden gør det vanskeligt at få et samlet overblik over følgerne heraf for borgernes sundhed; rapporten konkluderer, at det er nødvendigt, at der iværksættes i sundhedsmæssig henseende kohærente, afbalancerede og effektive politikker, som i forbindelse med fællesskabsaktioner skal supplere de sociale og økonomiske interesser;

Rådet bør i forbindelse med ethvert forslag underrettes om dets følger for beskyttelsen af sundheden så betids, at det kan tage hensyn dertil ved vedtagelsen heraf;

i betragtning af omfanget af sundhedsproblemerne er det nødvendigt, at der foregår et samarbejde mellem medlemsstaterne, og at der sker en overordnet, koordineret og tværsektoriel samordning af deres politikker og deres programmer inden for sundhedsbeskyttelse, under hensyntagen til de forskelligartede situationer inden for Fællesskabet, der findes mellem medlemsstater og mellem socioøkonomiske grupper;

NOTERER SIG MED TILFREDSHED Kommissionens meddelelse om indførelse af krav om sundhedsbeskyttelse i Fællesskabets politikker, der udgør et vigtigt skridt hen imod fuld gennemførelse af bestemmelserne i artikel 129;

UNDERSTREGER PÅ NY nødvendigheden af, at alle Fællesskabets aktiviteter, der har en sundhedsmæssig dimension, samordnes, gøres kohærente og supplerer hinanden;

UNDERSTREGER PÅ NY, at det for at sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau for Den Europæiske Unions borgere er nødvendigt, at der især ved forebyggende foranstaltninger, herunder sundhedsfremme, gøres noget for at forøge den forventede levetid, reducere antallet af tidlige dødsfald, forøge antallet af sygdomsfrie år, reducere eller begrænse de negative følger af sygdom og handicap, fremme sund livsstil, sunde fysiske og sociale omgivelser og generelt forbedre livskvaliteten;

MENER, at Fællesskabet for at bidrage til at nå disse mål bør være meget opmærksom på følgerne for sundheden af dets aktiviteter inden for bl.a. følgende politikker:

- økonomisk politik, især skattepolitik

- socialpolitik, herunder beskæftigelsesspørgsmål

- fri bevægelighed for varer og personer

- landbrugspolitik og levnedsmiddelpolitik

- forbrugerbeskyttelse

- forskning og teknologisk udvikling

- miljø

- transport;

ER ENIGT OM, at der skal etableres nogle mere hensigtmæssige informations- og samordningsmekanismer, som giver Rådet mulighed for at blive underrettet om, hvilke følger forslagene til fællesskabsaktioner vil få for sundheden, så det kan træffe passende foranstaltninger.

OPFORDRER Kommissionen til:

- at sikre en hurtigere og mere gennemsigtig vurdering af de forskellige fællesskabspolitikkers følger for menneskers sundhed;

- i sit årlige arbejdsprogram at pege på alle de forslag, som vil kunne få følger for beskyttelsen af sundheden;

- derefter at udarbejde årsrapporter om indførelsen af krav om sundhedsbeskyttelse i Fællesskabets politikker og i den sammenhæng bl.a. se på initiativer, der er taget på ovennævnte områder.