31995R0797

Kommissionens forordning (EF) nr. 797/95 af 7. april 1995 om fastsættelse af udligningsstøtten for EF- bananer, der er markedført i 1994, og af forskuddet for 1995 og om undtagelse fra forordning (EØF) nr. 1858/93, for så vidt angår fristen for udbetaling af restbeløbet af støtten

EF-Tidende nr. L 080 af 08/04/1995 s. 0019 - 0020


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 797/95 af 7. april 1995 om fastsættelse af udligningsstøtten for EF-bananer, der er markedsført i 1994, og af forskuddet for 1995 og om undtagelse fra forordning (EØF) nr. 1858/93, for så vidt angår fristen for udbetaling af restbeløbet af støtten

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 404/93 af 13. februar 1993 om den fælles markedsordning for bananer (1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 3290/94 (2), særlig artikel 12, stk. 6, og artikel 14,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 3813/92 af 28. december 1992 om den regningsenhed og de omregningskurser, der skal anvendes i den fælles landbrugspolitik (3), senest ændret ved forordning (EF) nr. 150/95 (4), særlig artikel 12 og artikel 13, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

Ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 1858/93 (5), ændret ved forordning (EF) nr. 796/95 (6), er der fastsat gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 404/93, for så vidt angår reglerne om støtte til udligning af indkomsttab;

ifølge artikel 12 i forordning (EØF) nr. 404/93 beregnes udligningsstøtten på grundlag af forskellen mellem den faste referenceindtægt for bananer, der produceres og markedsføres i Fællesskabet, og den gennemsnitlige produktionsindtægt opnået på EF-markedet i det pågældende år; der ydes supplerende støtte til et produktionsområde, hvis den gennemsnitlige produktionsindtægt ligger betydeligt under EF-indtægtsgennemsnittet;

priserne for bananer, der blev produceret og markedsført i Fællesskabet i andet halvår af 1994, var af en sådan størrelse, at den gennemsnitlige pris leveret første udskibningshavn i resten af EF, med fradrag af gennemsnitsomkostningerne ved transport og levering frit om bord, var lavere end størrelsen af den faste referenceindtægt, der er fastsat i artikel 2, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1858/93; der bør derfor fastsættes udligningsstøtte for 1994;

den gennemsnitlige produktionsindtægt ved markedsføring af bananer produceret på Madeira viste sig som følge af de meget ugunstige produktionsbetingelser at ligge betydeligt under EF-gennemsnittet i andet halvår af 1994; der bør derfor ydes en supplerende støtte for denne bananproduktion;

enhedsbeløbet for forskuddet og for sikkerheden for de mængder bananer, der markedsføres i et givet år, beregnes i forhold til den støtte, der blev udbetalt det foregående år, jf. artikel 4, stk. 2 i forordning (EØF) nr. 1858/93;

i artikel 11 i forordning (EØF) nr. 1858/93 er det fastsat, at ved omregningen af forskudsbeløbene og restbeløbet af støtten anvendes den landbrugsomregningskurs, der er gældende den første dag i hver af de markedsføringsperioder, for hvilke beløbene er ydet; både for det restbeløb, der skal udbetales for 1994, og for det første forskud for 1995 ligger den udløsende begivenhed for landbrugsomregningskursen forud for den 1. februar; ved disse beløbs fastsættelse bør der derfor tages hensyn til, at omregningskursen implicerer en justeringsfaktor på 1,207509;

det endelige beløb for udligningsstøtten for 1994 har ikke kunnet fastlægges så tidligt, at det har kunnet udbetales inden for de frister, der er fastsat i artikel 10 i forordning (EØF) nr. 1858/93; der bør derfor fastsættes en betalingsfrist for restbeløbet af udligningsstøtten på to måneder fra datoen for denne forordnings offentliggørelse;

for at få fuld virkning bør denne forordning træde i kraft på datoen for offentliggørelsen;

de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Bananer -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. Udligningsstøtten som omhandlet i artikel 12 i forordning (EØF) nr. 404/93 for EF-bananer, der henhører under KN-kode ex 0803 , med undtagelse af pisang, og som blev markedsført i frisk tilstand i andet halvår af 1994, fastsættes til 17,2 ECU/100 kg.

2. Det i stk. 1 omhandlede støttebeløb forhøjes med 4 ECU/100 kg for bananer produceret i regionen Madeira.

3. Enhedsbeløbet for forskuddet for EF-bananer, der er markedsført i januar og februar 1995, fastsættes til 12 ECU/100 kg. Den hermed forbundne sikkerhed er på 6 ECU/100 kg.

For bananer, der markedsføres i de øvrige måneder af 1995, fastsættes enhedsbeløbet for forskuddet og sikkerheden til henholdsvis 14,49 ECU/100 kg og 7,24 ECU/100 kg.

Artikel 2

Som undtagelse fra artikel 10 i forordning (EØF) nr. 1858/93 udbetaler de nationale myndigheder restbeløbet af støtten for 1994 inden for de to måneder, der følger efter nærværende forordnings offentliggørelse.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. april 1995.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. L 47 af 25. 2. 1993, s. 1.

(2) EFT nr. L 349 af 31. 12. 1994, s. 105.

(3) EFT nr. L 387 af 31. 12. 1992, s. 1.

(4) EFT nr. L 22 af 31. 1. 1995, s. 1.

(5) EFT nr. L 170 af 13. 7. 1993, s. 5.

(6) Se side 17 i denne Tidende.