31995D0543

95/543/EF: Kommissionens beslutning af 11. december 1995 vedrørende en anmodning fra Det Forenede Kongerige til Kommissionen om at måtte undtage visse transportoperationer fra Rådets direktiv 89/684/EØF om erhvervsuddannelse for visse førere af køretøjer, der transporterer farligt gods ad vej (Kun den engelske tekst er autentisk)

EF-Tidende nr. L 305 af 19/12/1995 s. 0065 - 0066


KOMMISSIONENS BESLUTNING af 11. december 1995 vedrørende en anmodning fra Det Forenede Kongerige til Kommissionen om at måtte undtage visse transportoperationer fra Rådets direktiv 89/684/EØF om erhvervsuddannelse for visse førere af køretøjer, der transporterer farligt gods ad vej (Kun den engelske tekst er autentisk) (95/543/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 89/684/EØF af 21. december 1989 om erhvervsuddannelse af visse førere af køretøjer, der transporterer farligt gods ad vej, særlig artikel 3 (1), og

ud fra følgende betragtninger:

Det Forenede Kongerige sendte den 26. juni 1995 Kommissionen en skrivelse, hvori den anmoder Kommissionen om i henhold til artikel 3 i førnævnte direktiv at tillade undtagelse for en periode på to år, der senere kan forlænges at regne fra datoen for beslutningens vedtagelse, fra direktivet af transport af MDI diphenylmethan-4,4' diisocyanat eller methylenebis-4phenyl isocyanat; de engelske myndigheder har til hensigt at kræve, at sådan transport begrænses til at foregå inden for landets grænser;

de andre bestemmelser, der generelt gælder for transport af dette produkt, særlig hvad angår klassificering, emballering og etikettering, hører ikke under direktivets anvendelsesområde og påvirkes derfor ikke af anmodningen om undtagelse;

Det Forenede Kongeriges anmodning vedrører transporter i hjemlandet, som er af en sådan art, at der er minimal fare og forureningsrisiko forbundet hermed;

dette produkt blev klassificeret under klasse 6.1, pakkegruppe III i henhold til FN 2489, da det tilsyneladende var giftigt at indånde; de data, hvorpå dette bygger, blev dog opnået under kunstige forhold, idet man anvendte en indåndelig aerosol, der overhovedet ikke ligner de forhold, der forekommer under transport, hvor der slet ikke kan forekomme sådanne koncentrationer i tilfælde af en transportulykke; stoffet bør derfor ikke længere betragtes som værende farligt at transportere;

denne anmodning bør derfor imødekommes -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Det Forenede Kongerige har tilladelse til at foretage en undtagelse fra direktiv 89/684/EØF for førere af køretøjer, der foretager transport inden for landets grænser af MDI, også benævnt diphenylmethan-4,4' diisocyanat eller methylenebis-4phenyl isocyanat på betingelse af, at operationerne udføres af køretøjer, der er registreret i Det Forenede Kongerige, og som kun kører inden for landets grænser.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. december 1995.

På Kommissionens vegne

Neil KINNOCK

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. L 398 af 30. 12. 1989, s. 33.