95/138/EF: Kommissionens beslutning af 30. marts 1995 om kontrolmetoder til bevarelse af hollandske kvægbesætningers status som officiellt tuberkulosefri (Tekst af betydning for EØS)
EF-Tidende nr. L 091 af 22/04/1995 s. 0053 - 0054
KOMMISSIONENS BESLUTNING af 30. marts 1995 om kontrolmetoder til bevarelse af hollandske kvægbesætningers status som officielt tuberkulosefri (Kun den nederlandske udgave er autentisk) (Tekst af betydning for EØS) (95/138/EF) KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets direktiv 64/432/EØF af 26. juni 1964 om veterinærpolitimæssige problemer ved handel inden for Fællesskabet med kvæg og svin (1), senest ændret ved akten vedrørende Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse, særlig artikel 3, stk. 14, og ud fra følgende betragtninger: Over 99,9 % af kvægbesætningerne i Nederlandene er erklæret officielt fri for tuberkulose, jf. artikel 2, litra d), i direktiv 64/432/EØF, og har opfyldt betingelserne for denne status i mindst ti år; i mindst de sidste seks år er der årligt for hver 10 000 besætninger kun fundet tuberkulose hos kvæg i en besætning; alle kreaturer, der slagtes i Nederlandene, bliver undersøgt af en embedsdyrlæge efter slagtningen; som forudsætning for bevarelse af status som officielt tuberkulosefri bør der fastlægges kontrolforanstaltninger til at sikre, at denne status er effektiv; foranstaltningerne skal passe til den særlige sundhedssituation for kvægbesætninger i Nederlandene; de i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Veterinærkomité - VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING: Artikel 1 1. Der etableres et identifikationssystem, således at de enkelte kreaturer kan spores tilbage til oprindelses- og transitbesætningen. 2. Alle slagtede dyr skal undersøges af en embedsdyrlæge efter slagtningen. 3. Enhver mistanke om tuberkulose hos et levende, selvdødt eller slagtet dyr skal indberettes til myndighederne. 4. I det enkelte mistænkte tilfælde foretager myndighederne de nødvendige undersøgelser for at bekræfte eller afkræfte mistanken, herunder sporing af oprindelses- og transitbesætninger. Såfremt der ved kødkontrollen eller slagtningen findes læsioner, der giver anledning til mistanke om tuberkulose, skal myndighederne indsende sådanne læsioner til laboratorieundersøgelse. 5. Oprindelsesbesætningernes status som officielt tuberkulosefri og transit af mistænkte dyr skal suspenderes, indtil kliniske eller laboratoriemæssige undersøgelser eller tuberkulinprøver har udelukket tilstedeværelsen af kvægtuberkulose. 6. Hvis mistanken om tuberkulose bekræftes ved tuberkulinprøver eller ved kliniske eller laboratoriemæssige undersøgelser, tilbagekaldes oprindelses- og transitbesætningernes status som officielt tuberkulosefri. Artikel 2 Status som officielt tuberkulosefri tilbageholdes fortsat, indtil - samtlige dyr, der er anset for angrebet, er blevet fjernet fra besætningen - lokaler og inventar er blevet desinficeret - samtlige øvrige, over seks uger gamle kreaturer har reageret negativt på mindst to officielle, intradermale tuberkulinprøver i henhold til bilag B til direktiv 64/432/EØF; den første prøve foretages mindst seks måneder efter, at det angrebne dyr har forladt besætningen, og den anden mindst seks måneder efter den første. Artikel 3 Oplysninger om ny- eller reinficerede besætninger skal sammen med en epidemiologisk rapport straks meddeles Kommissionen; ved en ny- eller reinficeret besætning forstås en oprindelses- eller transitbesætning, der har rummet et kreatur, der har reageret positivt for tilstedeværelse af Mycobacterium bovis. Artikel 4 Denne beslutning er rettet til Kongeriget Nederlandene. Udfærdiget i Bruxelles, den 30. marts 1995. På Kommissionens vegne Franz FISCHLER Medlem af Kommissionen (1) EFT nr. 121 af 29. 7. 1964, s. 1977/64.