31995D0114

95/114/EF: Rådets Beslutning af 30. marts 1995 om tilladelse til Forbundsrepublikken Tyskland og Storhertugdømmet Luxembourg til at anvende en undtagelse fra artikel 3 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter

EF-Tidende nr. L 080 af 08/04/1995 s. 0046 - 0046


RÅDETS BESLUTNING af 30. marts 1995 om tilladelse til Forbundsrepublikken Tyskland og Storhertugdømmet Luxembourg til at anvende en undtagelse fra artikel 3 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter (95/114/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (1), særlig artikel 27,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

I henhold til artikel 27, stk. 1, i sjette direktiv 77/388/EØF kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til at indføre særlige foranstaltninger, der fraviger bestemmelserne i nævnte direktiv, for at forenkle afgiftsopkrævningen eller for at undgå visse former for svig eller unddragelse;

ved officielle skrivelser, som Kommissionen har modtaget henholdsvis den 4. juli og den 17. august 1994, har Forbundsrepublikken Tyskland og Storhertugdømmet Luxembourg anmodet om tilladelse til at indføre en særlig foranstaltning, som vedrører opførelsen og vedligeholdelsen af en motorvejsbro over Mosel-floden nord for Perl og Schengen, som vil forbinde den tyske motorvej A 8 fra Saarbrücken i vestlig retning med den luxembourgske motorvej A 13 fra motorvejskrydset Dudelange i østlig retning;

i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3, i sjette direktiv 77/388/EØF blev de øvrige medlemsstater den 16. september 1994 underrettet om anmodningerne fra Forbundsrepublikken Tyskland og Storhertugdømmet Luxembourg;

uden en særlig foranstaltning vil det for hver eneste levering og ydelse i forbindelse med opførelsen og vedligeholdelsen af den pågældende bro skulle fastslås, om beskatningsstedet er Tyskland eller Luxembourg; en sådan beskatningsordning vil i praksis være særdeles kompliceret;

den omhandlede undtagelse skal forenkle afgiftsopkrævningen i forbindelse med opførelsen og vedligeholdelsen af den pågældende bro;

undtagelsen vil ikke påvirke beskatningen af det endelige forbrug og har således ingen negativ virkning på Fællesskabets egne indtægter fra merværdiafgift -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

I forbindelse med motorvejsbroen over Mosel-floden nord for Perl og Schengen, som vil forbinde den tyske motorvej A 8 fra Saarbrücken i vestlig retning med den luxembourgske motorvej A 13 fra motorvejskrydset Dudelange i østlig retning, tillades det, som en undtagelse fra artikel 3 i direktiv 77/388/EØF, Forbundsrepublikken Tyskland og Storhertugdømmet Luxembourg at anse hele byggepladsen for at ligge på Storhertugdømmet Luxembourgs område under hele opførelsen og efter broens færdiggørelse at anse broen for at ligge på Forbundsrepublikken Tysklands område.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland og Storhertugdømmet Luxembourg.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. marts 1995.

På Rådets vegne

E. ALPHANDÉRY

Formand

(1) EFT nr. L 145 af 13. 6. 1977, s. 1. Direktivet er senest ændret ved direktiv 94/76 EF (EFT nr. L 365 af 31. 12. 1994, s. 53).