95/217/EF: Kommissionens udtalelse af 12. juni 1995 til den nederlandske regering om et forslag til midlertidig lov om fordelingen af fragten i nord-syd transporten af indre vandveje
EF-Tidende nr. L 134 af 20/06/1995 s. 0039 - 0040
KOMMISSIONENS UDTALELSE af 12. juni 1995 til den nederlandske regering om et forslag til midlertidig lov om fordelingen af fragten i nord-syd transporten af indre vandveje (95/217/EF) I henhold til artikel 1 i Rådets beslutning af 21. marts 1962 om indførelse af en fremgangsmåde til forudgående undersøgelse og forhandling om visse administrative eller ved lov fastsatte bestemmelser, som medlemsstaterne påtænker at udstede på transportområdet (1), ændret ved beslutning 73/402/EØF (2), har den nederlandske regering i skrivelse af 15. juli 1994 meddelt Kommissionen et forslag til midlertidig lov om fordelingen af fragten i nord-syd transporten ad indre vandveje. Kommissionen modtog den nederlandske regerings skrivelse den 25. juli 1994. Den nederlandske regering meddelte lovforslaget til de andre medlemsstater den 12. september 1994. I henhold til artikel 2 i Rådets førnævnte beslutning fremsætter Kommissionen følgende udtalelse: 1) Kommissionen konstaterer, at formålet med den påtænkte lov er at indføre en midlertidig fragtordning for en del af godstransporten ad indre vandveje fra Nederlandene til Belgien eller Frankrig med henblik på en gradvis deregulering af dette marked, samtidig med, at dets stabilitet bevares. I lovforslaget indføres der med henblik på befragtning en turnusordning med fordeling af lasten, der bliver obligatorisk, og som skal forvaltes af en offentlig myndighed. Der vil blive fastsat nærmere bestemmelser om tarifferne og transportbetingelserne samt om forvaltningen af systemet og dets funktion. I øvrigt indføres der i lovforslaget en liberalisering af priserne og transportbetingelserne for en del af den af loven omfattede trafik, og der tilskyndes til oprettelse af handelssammenslutninger. Loven udløber den 1. januar 2000 eller på et tidligere tidspunkt fastsat ved kongelig anordning. Lovforslagets system med transportfordeling afløser den fakultative turnusordning, som for øjeblikket forvaltes af flodskipperforeningen »Vereniging Tourbeurt Noord-Zuid«, som hermed ophører med at fungere. Systemet kommer til at dække størsteparten af den fragttransport, der for øjeblikket finder sted efter turnusordningen. 2) Kommissionen bemærker, at der i lovforslaget er fastsat mulighed for, at loven kan ophæves, såfremt der vedtages fællesskabsbestemmelser om liberalisering af befragtningssystemerne med turnusordning. 3) Ud fra et økonomisk synspunkt finder Kommissionen, at indførslen af et nyt midlertidigt system for fordelingen af den obligatoriske fragt som fastsat i lovforslaget ikke må være en hindring for gennemførelsen af en liberalisering af flodmarkedet som anbefalet i dens rapport af 9. juni 1994 om markedsordningen for indre sejlads og fragtsystemer med turnusordning. Man kan kun forestille sig et sådant system, hvis der gives garanti for, at den pågældende markedssektor går over til en definitiv ordning med fri konkurrence inden for et overskueligt tidsrum. Formålet med den påtænkte udvidelse af turnusordningen for befragtningen er at større fragtmængder skal omfattes. Kommissionen hilser den delvise liberalisering og styrkelse af den selvstændige bådfart, som lovforslaget indebærer, velkommen. Den bemærker også, at den påtænkte lov er midlertidig. I henhold til lovforslaget skal ordningen ophæves pr. 1. januar 2000, hvilket vil være foreneligt med de mål for liberaliseringen af flodmarkedet, som Kommissionen anbefalede i den førnævnte rapport, og vil kunne harmoniseres med den i en anden medlemsstat planlagte tidsplan for liberaliseringen af dette marked. Kommissionen bemærker imidlertid, at forpligtelsen til skiftevis befragtning til faste tariffer og på bestemte betingelser er hovedreglen i lovforslaget, og at der kun tales om liberalisering i form af en fravigelse fra denne. For i højere grad at sikre, at sektoren bliver liberaliseret inden det tidspunkt, der er fastsat for afviklingen af ordningen, anbefaler Kommissionen den nederlandske regering at ændre lovforslaget, således at det først som generelt princip fastlægger liberaliseringen af nord-syd markedet og dernæst som fravigelse fra dette princip for et begrænset tidsrum indtil den 1. januar 2000 fastlægger de nærmere vilkår for det påtænkte system for fordeling af fragten. Desuden anbefaler den nederlandske regering under overholdelse af fællesskabsrettens bestemmelser at iværksætte positive ledsageforanstaltninger, der kan lette den sociale tilpasning, som den påtænkte liberalisering nødvendiggør. 4) For bedre at sikre en effektiv overgang til en ordning med fri konkurrence inden for den fastsatte frist og begunstige handelssamarbejdet mellem de pågældende flodtransportvirksomheder anmoder Kommissionen den nederlandske regering om at foretage følgende ændringer i lovforslaget: - i artikel 11, stk. 2, giver lovforslaget transportministeren mulighed for at undtage en del af den transport, der udføres af handelssammenslutninger, fra turnusordningen. Kommissionen anmoder om, at denne mulighed bliver obligatorisk for sådanne transporter, og at denne forpligtelse indføres i lovteksten - i artikel 12 fastsætter lovforslaget mulighed for befragtning gennem en licitationsprocedure. Kommissionen anmoder om, at udvælgelsen af både ved lodtrækning efter denne procedure afløses af en procedure med udvælgelse af både baseret på de af transportvirksomhederne tilbudte priser. 5) Under hensyntagen til ovennævnte faktorer og betingelser finder Kommissionen, at dette lovforslag er foreneligt med den generelle transportpolitik. 6) Kommissionen anmoder under alle omstændigheder den nederlandske regering om at give den meddelelse om gennemførelsesbestemmelserne til den påtænkte lov, inden de træder i kraft, navnlig dem, der er fastsat i artikel 7, 9, 10, 12 og 14, som den forbeholder sig ret til at udtale sig om. 7) Kommissionen underretter de andre medlemsstater om denne udtalelse. Udfærdiget i Bruxelles, den 12. juni 1995. På Kommissionens vegne Neil KINNOCK Medlem af Kommissionen (1) EFT nr. 23 af 3. 4. 1962, s. 720/62. (2) EFT nr. L 347 af 17. 12. 1973, s. 48.