4.3.1994   

DA

De Europæiske Fællesskabers Tidende

L 61/27


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 23. februar 1994

om nedsættelse af et rådgivende koordineringsudvalg for bekæmpelse af svig

(94/140/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og

ud fra følgende betragtninger :

En hensigtsmæssig forvaltning af Fællesskabets finansielle midler indebærer blandt andet, at svig til skade for Fællesskabets budget bekæmpes effektivt ;

det er først og fremmest medlemsstaterne, der har ansvaret for at træffe konkrete foranstaltninger til bekæmpelse af svig, og der er behov for et snævert samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen ;

ifølge artikel 209 A i traktaten skal medlemsstaterne træffe de samme foranstaltninger til bekæmpelse af svig, der skader Fællesskabets finansielle interesser, som til bekæmpelse af svig, der skader deres egne finansielle interesser, med henblik herpå skal de med bistand fra Kommissionen samordne deres indsats for at beskytte Fællesskabets finansielle interesser og bekæmpe svig ;

Kommissionen har ligeledes som led i sine generelle opgaver et stort ansvar for, at Fællesskabets budget gennemføres korrekt, og at traktatens bestemmelser overholdes ;

Kommissionen bør derfor rådgives af et udvalg bestående af repræsentanter for medlemsstaterne, som kan høres i alle spørgsmål vedrørende forebyggelse, samarbejde mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og Kommissionen, bekæmpelse af svig og alle andre spørgsmål vedrørende den retlige beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser ;

de eksisterende udvalgs arbejdsopgaver er begrænset til bestemte sektorer, og de ændres ikke; der er imidlertid behov for et samlet overblik over problemerne vedrørende svig til skade for Fællesskabets budget, der bør derfor nedsættes et udvalg, der kan tage hele problematikken op til behandling ;

da udvalget således skal dække alle aspekter af problematikken, og hver medlemsstat skal være passende repræsenteret og på en måde, der er i overensstemmelse med dens forvaltningsmæssige struktur, bør udvalget bestå af to repræsentanter for hver medlemsstat —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE :

Artikel 1

Der nedsættes ved Kommissionen et rådgivende koordineringsudvalg for bekæmpelse af svig, herefter benævnt »udvalget«.

Artikel 2

1.   For at forbedre tilrettelæggelsen af bekæmpelsen af svig kan udvalget høres af Kommissionen om alle spørgsmål vedrørende forebyggelse og bekæmpelse af svig og uregelmæssigheder samt alle spørgsmål om samarbejde mellem medlemsstaterne indbyrdes og med Kommissionen, såfremt disse spørgsmål overskrider de enkelte sektorielle udvalgs beføjelser.

Udvalget kan høres af Kommissionen om alle spørgsmål vedrørende den retlige beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser.

2.   Ethvert medlem af udvalget kan anmode Kommissionen om, at udvalget høres om et spørgsmål, der henhører under udvalgets kompetence.

Artikel 3

1.   Udvalget består af to repræsentanter for hver medlemsstat, der kan bistås af to personer ansat i de pågældende tjenestegrene.

2.   Udvalgets formandskab varetages af en repræsentant for Kommissionen.

3.   Der kan nedsættes arbejdsgrupper for at lette udvalgets arbejde.

Artikel 4

1.   Udvalgets sekretariatsopgaver varetages af Kommissionen.

2.   Formanden kan indbyde enhver person, der har særlig kompetence på et område, som er sat på dagsordenen, til at deltage i arbejdet som ekspert. Eksperter deltager kun i drøftelserne af de spørgsmål, der har givet anledning til deres tilstedeværelse.

3.   Repræsentanter for de pågældende tjenestegrene i Kommissionen deltager i udvalgets møder.

4.   Udvalget træder sammen efter indkaldelse fra Kommissionen.

Artikel 5

1.   Udvalget drøfter spørgsmål, som Kommissionen har ønsket udtalelse om. Afstemning finder ikke sted.

2.   Anmoder Kommissionen udvalget om udtalelse, kan den fastsætte en frist for, hvornår udtalelsen skal være afgivet.

3.   Synspunkter fremsat af medlemsstaternes repræsentanter optages i mødereferatet.

Artikel 6

Deltagerne er forpligtet til ikke at videregive oplysninger, som de gennem deres arbejde i udvalget eller arbejdsgrupperne har fået kendskab til, hvis Kommissionen over for udvalget har tilkendegivet, at den ønskede udtalelse eller det forelagte spørgsmål har fortrolig karakter, jf. i øvrigt traktatens artikel 214.

Artikel 7

Denne afgørelse får virkning fra den 1. mars 1994.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. februar 1994.

På Kommissionens vegne

Peter SCHMIDHUBER

Medlem af Kommissionen