*****

KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 26. september 1990

om fastsaettelse af referencemetoderne til undersoegelse for restkoncentrationer af tungmetaller og arsen

(90/515/EOEF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE

FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab,

under henvisning til Raadets direktiv 64/433/EOEF af 26. juni 1964 om sundhedsmaessige problemer vedroerende handelen med fersk koed inden for Faellesskabet (1), senest aendret ved direktiv 89/662/EOEF (2), saerlig artikel 4, stk. 1, litra b),

under henvisning til udtalelse fra Den Videnskabelige Veterinaerkomité, og

ud fra foelgende betragtninger:

Ifoelge artikel 4, stk. 1, litra b), i direktiv 64/433/EOEF skal der fastsaettes referencemetoder til vurdering af resultaterne af undersoegelser for restkoncentrationer;

ved artikel 1 i Kommissionens beslutning 89/610/EOEF af 14. november 1989 om fastsaettelse af referencemetoderne og listen over nationale referencelaboratorier for paavisning af restkoncentrationer (3), udelukkes tungmetaller og arsen fra beslutningens anvendelsesomraade;

i henhold til artikel 8, stk. 3, andet afsnit, i Raadets direktiv 86/469/EOEF af 16. september 1986 om undersoegelse af dyr og fersk koed for restkoncentrationer (4) skal alle positive resultater af analyser af officielle proever i tilfaelde af indsigelse bekraeftes ved hjaelp af referencemetoder, som er udarbejdet i henhold til artikel 4, stk. 1, litra b), i direktiv 64/433/EOEF;

ved fastsaettelsen af referencemetoder skal der ogsaa defineres referenceanalysemetoder og kriterier for anvendelse af analyserne;

de i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Staaende Veterinaerkomité -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Foelgende referenceanalysemetoder anvendes til bekraeftelse af forekomsten af restkoncentrationer:

1) arsen:

- atomabsorptionsspektrometri (AAS) (grafitovn eller hydridgenereringsteknik)

- kolorimetri (efter kompleks dannelse)

2) cadmium og bly:

- atomabsorptionsspektrometri (grafit-/ eller flammeovn) (AAS)

- differentialpuls-anodestripningsvoltametri (DPASV)

3) kviksoelv: kold flammeloes atomabsorptionsspektrometri (AAS).

Artikel 2

Den valgte referenceanalysemetode skal fortrinsvis vaere baseret paa atomabsorptionsspektrometri (AAS) og skal have en paavisningsgraense, som hoejst er lig med rutineanalysemetodens.

Artikel 3

Kriterierne for anvendelsen af referenceanalysemetoderne er anfoert i bilaget.

Artikel 4

Denne beslutning tages op til fornyet gennemgang inden den 1. januar 1996 for at tage hensyn til udviklingen i den videnskabelige og tekniske viden.

Artikel 5

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 26. september 1990.

Paa Kommissionens vegne

Ray MAC SHARRY

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. 121 af 29. 7. 1964, s. 2012/64.

(2) EFT nr. L 395 af 30. 12. 1989, s. 13.

(3) EFT nr. L 351 af 2. 12. 1989, s. 39.

(4) EFT nr. L 275 af 26. 9. 1986, s. 36.

BILAG

1.

DEFINITIONER OG GENERELLE KRITERIER

1.1.

Parametre

De i bilaget til Raadets direktiv 85/591/EOEF (1) fastlagte parametre, som er defineret i denne rapport, finder anvendelse paa referencemetoderne til analyse for restkoncentrationer af tungmetaller og arsen.

1.2.

Definitioner

1.2.1.

Analysand: en bestanddel af en proeveoploesning, hvis indhold skal maales. Betegnelsen »analysand« omfatter i givet fald derivater af analysanden, der dannes under analysen.

1.2.2.

Standardstof: et veldefineret stof af anerkendt analytisk renhed, som skal anvendes til fremstilling af kalibreringsoploesninger og kalibreringskurver.

1.2.3.

Certificeret referencestof: en stofproeve eller et tilberedt stof, hvoraf en eller flere egenskaber er bestemt med tilstraekkelig noejagtighed til, at det kan anvendes til kalibrering af et apparat eller efterproevning af en maalemetode. Certificeringen skal vaere baseret paa teknisk tilfredsstillende procedurer. Hvis der ikke er noget certificeret referencestof, kan de relevante parametre vurderes ved en analyse af proeveoploesningen tilsat en kendt maengde analysand. Ved anvendelsen af dette dokument anvendes der referencestoffer til efterproevning af analysens rigtighed.

Bemaerk:

Der kan faas certificerede referencestoffer til efterproevning af metoder til undersoegelse for tungmetaller og arsen i muskler, lever og nyrer hos: Faellesskabets Referencebureau, Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, Bruxelles.

1.2.4.

Selektivitet: en metodes evne til at skelne mellem analysanden og andre stoffer. Denne egenskab afhaenger foerst og fremmest af det anvendte maaleprincip, men kan variere afhaengigt af, hvilken gruppe forbindelser eller matrixer der anvendes. En specifik metode er en metode, der udviser den stoerste grad af selektivitet.

1.2.5.

Rigtighed: i dette dokument benyttes rigtighed om gennemsnitsvaerdiens rigtighed. Den definition, der skal anvendes, er fastlagt i ISO 3534-1977 under 2.83 (gennemsnitvaerdiens rigtighed: graden af overensstemmelse mellem den sande vaerdi og den gennemsnitlige vaerdi, som ville blive opnaaet ved anvendelse af forsoegsmetoden et meget stort antal gange).

De vigtigste begraensninger for rigtighed er baade tilfaeldige fejl og systematiske fejl, skoent tilfaeldige fejl ser ud til at udlignes, og gennemsnitsvaerdiens rigtighed naermer sig den systematiske fejl, naar resultatet stammer fra et meget stort antal forsoeg.

Med henblik paa gennemgang af en metode paa grundlag af skriftlig dokumentation skal antallet af forsoeg derfor anfoeres.

Det maal for rigtighed, der skal anvendes, er forskellen mellem et certificeret referencestofs maalte gennemsnitsvaerdi og dets certificerede vaerdi, udtrykt i procent af den certificerede vaerdi.

1.2.6.

Praecision: repeterbarhed (i samme laboratorium) og reproducerbarhed (i samme laboratorium og i andre laboratorier); variation.

Den statistiske betegnelse »praecision« skal anvendes i henhold til definitionen i ISO 3534-1977, 2.84 (praecision: graden af overensstemmelse mellem resultater, der er opnaaet ved at anvende forsoegsmetoden flere gange under naermere fastsatte betingelser).

I henhold til bilaget til direktiv 85/591/EOEF skal praecisionsvaerdierne for analysemetoder, der skal anvendes i henhold til direktivets bestemmelser, fastlaegges paa grundlag af en faellesafproevning, saa vidt muligt udfoert i henhold til ISO 5725-1986. Repeterbarhed og reproducerbarhed er defineret i ISO 5725-1986. Til gennemfoerelse af saadanne afproevninger skal der anvendes proevestoffer med analysandindhold, der ligger i naerheden af det toleranceniveau, som skal fastholdes.

Indtil en metodes reproducerbarhed er blevet fastslaaet ved en faellesafproevning, er det til foreloebig udvaelgelse af mulige metoder paa grundlag af skriftlig dokumentation noedvendigt, at der foreligger oplysninger om repeterbarhed, genfinding og opnaaede resultater med certificerede referencestoffer. Betegnelsen repeterbarhed, som anvendes her, er defineret i ISO 3534-1977, 2.85 a). Repeterbarhed: graden af overensstemmelse mellem paa hinanden foelgende resultater, der opnaas med den samme metode paa identisk proevestof og under de samme betingelser (samme person, samme apparatur, samme laboratorium og med korte tidsintervaller).

Det maal for repeterbarhed, der skal anvendes, er variationskoefficienten som defineret i ISO 3534-1977, 2.35 (variationskoefficient: forholdet mellem standardafvigelsen og det aritmetiske gennemsnits absolutte vaerdi).

1.2.7.

Paavisningsgraense: det mindste maalte indhold, paa grundlag af hvilket det med rimelig statistisk sikkerhed er muligt at paavise analysandens tilstedevaerelse. Paavisningsgraensen skal angives som f.eks. mg/kg eller mg/kg (analysand/produkt) tillige med den proevemaengde (i g), som normalt anvendes til analysen. Paavisningsgraensen bestemmes ved blindproever (n 20) og svarer numerisk til tre gange gennemsnitsvaerdiens standardafvigelse. En blindproeve defineres som den fuldstaendige analyseprocedure, hvor proeveoploesningen udelades eller erstattes med en tilsvarende maengde destilleret vand.

1.2.8.

Foelsomhed: et maal for en metodes evne til at skelne mellem smaa forskelle i indholdet af analysand. I dette dokument defineres foelsomhed som kalibreringskurvens haeldning (respons/koncentration) ved det givne niveau.

1.2.9.

Praktisk anvendelighed: en ikke-standardiseret egenskab ved en analysemetode. Den afhaenger af formaalet med metoden og bestemmes af diverse krav, som f.eks. produktivitet og omkostninger. For referencemetoders vedkommende er de fleste aspekter af praktisk anvendelighed uvaesentlige sammenlignet med de andre kriterier, der er defineret i dette dokument. Det er normalt tilstraekkeligt, at de reagenser og det udstyr, der kraeves, kan faas i handelen.

1.2.10.

Anvendelsesomraade: en fortegnelse over de produkter, som den udvalgte metode kan anvendes paa i den foreliggende form eller med mindre aendringer.

1.2.11.

Andre kriterier, som vaelges i forbindelse med bestemmelsen af tungmetaller og arsen

1.2.11.1.

Kvantitativ bestemmelse

1.2.11.1.1.

Kvantitativ bestemmelsesgraense: det laveste indhold af analysand, som kan paavises med rimelig statistisk sikkerhed. Hvis baade rigtighed og praecision er konstant i et koncentrationsomraade omkring paavisningsgraensen, svarer den kvantitative bestemmelsesgraense bestemt ved blindproever (n 20), jf. 1.2.7 numerisk til seks gange gennemsnitsvaerdiens standardafvigelse.

1.2.11.1.2.

Rigtighed: ved gentagne analyser af et certificeret referencestof maa gennemsnitsvaerdiens afvigelse fra den certificerede vaerdi, udtrykt i procent af den certificerede vaerdi, ikke overskride graenserne ± 10 %.

1.2.11.1.3.

Praecision udtrykt som repeterbarhed: ved gentagne analyser af en proeveoploesning maa gennemsnittets variationskoefficient (C.V.) (1.2.6) ikke overskride foelgende vaerdier:

C.V.

- gennemsnit over 10 mg/kg og op til 100 mg/kg 0,20

- gennemsnit over 100 mg/kg og op til 1 000 mg/kg 0,15

- gennemsnit over 1 000 mg/kg 0,10

1.2.11.1.4.

Kalibreringskurver

Hvis metoden afhaenger af en kalibreringskurve, skal foelgende oplysninger gives:

- ved en lineaer kalibreringskurve, de omraader, inden for hvilke der er et lineaert forhold mellem indholdet af analysand i standardoploesningerne og maaleinstrumentets signal (kalibreringskurvens lineaere omraade);

- hvis den kvantitative bestemmelse er baseret paa en ikke-lineaer kalibreringskurve, den matematiske formel, som beskriver kalibreringskurven;

- acceptable omraader, inden for hvilke maaleinstrumentets signal for en standardoploesning inden for kalibreringskurvens arbejdsomraade, kan variere fra dag til dag;

- en kopi af en repraesentativ kalibreringskurve med alle datapunkter og angivelser af de omraader, hvor kurven kan anvendes (arbejdsomraade). 1.2.11.2.

Foelsomhed over for paavirkninger

For alle forsoegsbetingelser, som kan variere i praksis (f. eks. reagensernes stabilitet, proeveoploesningens sammensaetning, pH, temperatur), skal alle aendringer, som kan paavirke analyseresultaterne, angives. I metodebeskrivelsen skal det ogsaa angives, hvordan eventuelle paavirkninger kan imoedegaas. Hvis det er muligt, skal der beskrives en maade at bekraefte indholdet paa. Det er af stoerste betydning, at paavirkninger fra matrixbestanddele undersoeges. Derfor skal den stoerste proevemaengde, som ikke har nogen indflydelse paa den kvantitative bestemmelse af analysanden (efter passende dekomponering og oprensning), i hvert fald angives.

Ved atomabsorptionsspektrometri, saerlig med grafitovnsteknikken, kan der opnaas forkerte (for hoeje) vaerdier paa grund af utilstraekkelig baggrundskorrektion. Referencemetoderne skal derfor omfatte detaljerede oplysninger om det anvendte baggrundskorrektionssystems effektivitet. Generelt betragtes baggrundskorrektion baseret paa Zeeman-princippet for oejeblikket som mest paalidelig, men deuteriumlampe og Smith Hieftje-korrektorer kan ogsaa opfylde behovet.

1.2.11.3.

Forholdet mellem tilladte maksimumsniveauer og analysegraenser

For grundstoffer med et fastsat tilladt maksimumsniveau maa den kvantitative bestemmelsesgraense ikke overstige det niveau minus tre gange den standardafvigelse, som metoden udviser for en proeveoploesning paa det godkendte maksimumsniveau.

Der er opfoert typiske restkoncentrationsniveauer i forskellige proevestoffer i EF's haandbog over forsoegsdata for referencemetoder (som vil blive offentliggjort).

2.

KRITERIER FOR KVANTITATIV BESTEMMELSE AF RESTKONCENTRATIONER AF TUNGMETALLER OG ARSEN

2.1.

Generelt krav

Laboratorier, der udfoerer analyser til kvantitativ bestemmelse af tungmetaller og arsen, skal drage omsorg for, at kriterierne for fortolkning af resultaterne opfyldes i overensstemmelse med dette afsnit. Kriterierne gaelder for identifikation og kvantitativ bestemmelse af analysanden og tager sigte paa at undgaa falske positive resultater. Analyseresultaterne skal opfylde de kriterier, der er fastlagt for den anvendte analysemetode, for at kunne foere til en positiv konklusion.

2.2.

Fortolkning af resultater: definition af et positivt og et negativt resultat

2.2.1.

Positivt resultat: hvis det maalte indhold af analysand i proeveoploesningen efter analysemetoden er lig med eller overstiger det fastsatte tilladte maksimumsniveau plus n gange standardafvigelsen svarende til den maksimumsvariationskoefficient, der er tilladt for metoden, jf. afsnit 1.2.11.1.3, for det paagaeldende niveau, har proeveoploesningen et indhold, der overstiger det tilladte maksimumsniveau. Resultatet af analysen er »positivt«.

2.2.2.

Negativt resultat: hvis det maalte indhold af analysand i proeveoploesningen efter analysemetoden er lavere end det fastsatte tilladte maksimumsniveau plus n gange standardafvigelsen svarende til den maksimumsvariationskoefficient, der er tilladt for metoden, jf. afsnit 1.2.11.1.3., for det paagaeldende niveau, anses proeveoploesningen for at have et indhold, der ligger under det tilladte maksimumsniveau. Resultatet af analysen er »negativt«.

Bemaerk 1: et negativt resultat beviser ikke, at det sande indhold af analysand er under det tilladte maksimumsniveau.

Bemaerk 2: n's vaerdi boer fastsaettes ud fra den risiko, som myndighederne kan acceptere for falske positive eller falske negative resultater.

2.3.

Almindelige betragtninger vedroerende analysemetoden som helhed

2.3.1.

Tilberedning af proeveoploesningen

Proeveoploesningen fremstilles og haandteres paa en saadan maade, at sammensaetningen ikke aendres som foelge af f.eks. udtoerring, fordampning, forringelse eller forurening.

2.3.2.

Foelsomhed over for paavirkninger

Der gives oplysninger som anfoert under 1.2.11.2 (Foelsomhed over for paavirkninger).

2.3.

Generelle kriterier for analysemetoden som helhed

2.3.3.1.

Metodens selektivitet angives (1.2.4) tillige med paavisningsgraensens (1.2.7) og den kvantitative bestemmelsesgraenses (1.2.11.1.1) numeriske vaerdi for den paagaeldende analysand og matrix.

Bemaerk: Disse oplysninger kan faas fra forsoegsdata og ud fra teoretiske betragtninger.

(1) EFT nr. L 372 af 31. 12. 1985, s. 50.

2.3.3.2.

Det positive eller negative resultat af analysen kan man kun stole paa, naar betingelserne med hensyn til kvantitativ bestemmelsesgraense er overholdt for den paagaeldende analysand og matrix.

2.3.3.3.

Analysekvalitetskontrol

Referenceproeveoplysninger, der indeholder med sikkerhed kendte maengder af analysand, skal gennemgaa hele analyseproceduren samtidig sammen med hver enkelt serie proeveoploesninger, der analyseres. Hvis der ikke foreligger egnede certificerede referencestoffer eller referenceproeveoploesninger, skal metoden efterproeves ved genfindingsforsoeg, der udfoeres parallelt med hver enkelt serie proeveoploesninger, der analyseres (se ogsaa afsnit 1.2.11.1.2 og 1.2.11.1.3 vedroerende krav om rigtighed og praecision).

2.4.

Kriterier for dekomponering af proeveoploesninger

Afhaengigt af det maalesystem, der skal anvendes, kan det vaere noedvendigt med en mere eller mindre fuldstaendig foraskning af det organiske stof i proeveoploesningen. Dekomponeringen kan foregaa ved toer foraskning eller vaad foraskning i et aabent system eller under tryk.

Glasvarer og andet udstyr skal rengoeres med saerlig omhu, naar der skal bestemmes spor af grundstoffer; for hver metode skal der redegoeres for, hvorledes rengoeringen skal foregaa.

Da dekomponeringen ofte involverer manipulationer, der kan vaere farlige, skal hver metode indeholde et afsnit om sikkerhed.

2.4.1.

Reagenser

Mineralske syrer, hydrogenperoxid og foraskningsmidler, f. eks. magnesiumnitrat, skal vaere af stor renhed, generelt bedre end analytisk rene. Flere fabrikanter fremstiller kemikalier, der er specielt egnede til bestemmelse af spor af tungmetaller. Hver ny serie af et reagens skal ved et blindforsoeg undersoeges for det faktiske indhold af det grundstof, som skal maales, og resultaterne skal sammenlignes med resultaterne for en tidligere serie.

2.4.2.

Undersoegelse for tab af analysand

Eventuelle tab af analysander som foelge af, at der findes eller dannes flygtige forbindelser eller uoploeseligt bundfald, skal kontrolleres. Dette goeres bedst ved at analysere et certificeret referencestof, hvis matrix svarer saa noeje som muligt til proeveoploesningen, som skal analyseres, og derudover ved genfindingsforsoeg med det faktiske proevestof. Hvis der ikke foreligger noget egnet certificeret referencestof, maa der udfoeres genfindingsforsoeg paa forskellige niveauer.

2.4.3.

Toer foraskning (anvendes ikke ved bestemmelse af kviksoelv)

Det er vigtigt at have noeje kontrol over temperaturen ved toer foraskning for at undgaa tab af analysand ved fordampning. Det er af vaesentlig betydning at have en muffelovn med en programmerbar temperaturregulator for at opnaa repeterbare foraskningsbetingelser.

I foerste fase af foraskningen, indtil ca. 350 °C, skal temperaturstigningen foregaa langsomt med omkring 50 °C i timen for at undgaa, at det organiske stof i proeveoploesningen braender, hvilket resulterer i lokalt meget hoejere temperaturer (indtil 800 til 900 °C) og dermed tab af analysand.

Hvis der ikke anvendes foraskningsmidler, maa maksimumsforaskningstemperaturen ikke overstige 450 til 500 °C.

Hvis der tilsaettes foraskningsmidler, f. eks. svovlsyre, magnesiumnitrat, magnesiumoxid, til proeveoploesningen, kan der anvendes hoejere foraskningstemperaturer uden tab af de paagaeldende grundstoffer. Hvis der anvendes foraskningsmidler, kan det imidlertid volde problemer med hensyn til at faa asken oploest.

Om noedvendigt gentages foraskningen i kort tid, efter at der er tilsat salpetersyre til asken, indtil der ikke er flere synlige kulpartikler i asken.

For at mindske risikoen for forurening, maa ovnens foring ikke indeholde stoerre maengder af de grundstoffer, som skal bestemmes.

2.4.4.

Foraskning under tryk med mineralske syrer

Ved foraskning under tryk anvendes der forholdsvis store maengder reagenser, hvilket betyder, at deres forureningsniveauer skal vaere saa lave som muligt (jf. 2.4.1). Under foraskningen skal de oxiderende betingelser opretholdes for at undgaa forkulning; i tilfaelde af forkulning skal der straks tilsaettes nogle faa ml oxiderende syre (salpetersyre, perchlorsyre). En staerkt forkullet proeveoploesning er meget vanskelig at foraske yderligere; forkulning kan ogsaa resultere i tab af analysander (arsen, kviksoelv) ved fordampning. Hvis det endelige foraskningsprodukt efter fortynding skal analyseres direkte ved flamme-AAS eller grafitovn-AAS, paavirker tilstedevaerelsen af restkoncentrationer af organiske stoffer med lav molekylevaegt maaske ikke maalingen. I disse tilfaelde kan det vaere tilstraekkeligt at foraske med blandinger af svovlsyre/salpetersyre, foraskningsprodukter, der skal analyseres ved DPASV, eller hvorfra analysanden skal ekstraheres med organiske kompleksdannere, maa ikke indeholde restkoncentrationer af organisk stof. I disse tilfaelde foretages den endelige foraskning med perchlorsyre og/eller hydrogenperoxid. 2.4.5.

Foraskning under tryk

Der maa kun anvendes specielt konstruerede trykbeholdere og ovne til disse metoder. Isaer skal mikroboelgeapparatur vaere af en specielt konstrueret type til laboratoriebrug. Denne oplysning skal tydeligt anfoeres i protokoller for referencemetoder, hvori anvendelsen af disse metoder anbefales eller tillades.

Den stoerste hindring for at anvende denne metode er, at der kun kan foraskes en lille maengde analyseproeve i de mest almindelige typer trykforaskningsbomber, der kan faas i handelen.

Normalt kan foraskningsprodukterne efter fortynding analyseres direkte ved flamme-AAS eller grafitovn-AAS. Der kraeves supplerende foraksning med perchlorsyre og/eller hydrogenperoxid, hvis foraskningsproduktet skal analyseres ved DPASV eller skal underkastes ekstraktion med organiske kompleksdannere.

2.5.

Kriterier for atomabsorptionsspektrometri (AAS)

Normalt skal spektrometeret indstilles i overensstemmelse med fabrikantens anvisninger. Hele apparaturet skal kontrolleres for, om det maaler korrekt, foer og efter hver serie proeveoploesningsmaalinger, ved at der analyseres standardoploesninger og udarbejdes en kalibreringskurve ud fra resultaterne. I det omfang det er muligt, skal resultaterne kontrolleres, ved at maalingerne gentages paa en alternativ absorptionslinje. Hvis den kvantitative bestemmelse foretages efter metoden med tilsaetning af standardoploesninger, maa man soerge for at holde sig inden for kurvens lineaere omraade.

2.5.1.

Flamme-AAS

Kalibreringsstandarder skal tilberedes i en oploesningsmatrix, der svarer saa noeje som muligt til matrixen i maaleoploesninger af proeven (f. eks. med hensyn til syrekoncentration) for at sikre sammenlignelig instrumentudvisning.

Hvis der anvendes en adskillelsesprocedure, som f. eks. ekstraktion, til at adskille analysanden fra paavirkninger eller til opkoncentrering, skal hver fases effektivitet kontrolleres for hver ny type proeveoploesningsmatrix.

Selv om baggrundsabsorption ser ud til ikke at udgoere et naer saa stort problem med flamme-AAS som med grafitovn-AAS, skal det alligevel altid kontrolleres, hvorvidt der kraeves baggrundskorrektion.

2.5.2.

Grafitovn-AAS

Matrixmodifikation kombineret med anvendelse af L'vov platform-atomisering kan give mulighed for kvantitativ bestemmelse ved hjaelp af en kalibreringskurve baseret paa maaling af vandige standardoploesninger. For at undgaa hoeje blindvaerdier skal de reagenser, der anvendes til matrixmodifikation, vaere af den stoerst mulige renhed.

Manglende effektiv og paalidelig baggrundskorrektion er hovedaarsagen til fejl ved grafitovn-AAS. Derfor maa det omhyggeligt kontrolleres, om baggrundskorrektionen ved maalingen er effektiv. Resultaterne skal i det omfang, det er noedvendigt, kontrolleres ved, at maaleoploesningen fortyndes to eller tre gange og maales igen.

2.5.3.

Kold flammeloes atomabsorptionsspektrometri til bestemmelse af kviksoelv

Paa grund af tab ved fordampning kan toer foraskning ikke anvendes som dekomponeringsteknik til bestemmelse af kviksoelv. Flygtige organiske stoffer i maaleoploesningen kan resultere i falske positive resultater. Denne mulighed maa udelukkes, ved at der analyseres to proever af hver proeveoploesning med og uden et roer fyldt med palladiumchlorid paa glasuld forbundet i gasstroemmen mellem oploesningen og detektorens absorptionscelle. Naar palladiumchlorid-roeret er koblet ind, opstaar der ingen top. Hvis maalingen er baseret paa absorption af frit kviksoelv paa guldnet efterfulgt af termisk desorption, kan kontrollen med palladiumchlorid udelades.

2.5.4.

Hydridgenereringsatomabsorptionsspektrometri til bestemmelse af arsen (As)

Organiske forbindelser, der indeholder arsen, kan vaere meget stabile og kraever en meget omhyggelig oxidativ dekomponering for at sikre, at der opnaas korrekte resultater med hensyn til samlet As. Vaad foraskning skal indbefatte og foraskni under tryk skal efterfoelges af en endelig foraskningsfase med perchlorsyre, hydrogenperoxid eller andre staerke oxiderende reagenser, som kaliumpermanganat. Toer foraskning med en blanding af magnesiumnitrat/magnesiumoxid som foraskningsmiddel egner sig ogsaa til bestemmelse af arsen.

Ved denne teknik maa man vaere klar over, at absorptionstoppenes hoejder og arealer kan blive kraftigt paavirket af matrixbestanddele i maaleoploesninger, og der kraeves normalt kvantitativ bestemmelse ved hjaelp af metoden med tilsaetning af standardoploesninger. Udbyttet af AsH3 og den hastighed, hvormed det dannes i saltsyreoploesning med NaBH4, afhaenger af arsenets oxidationstrin, idet AsIII normalt reagerer hurtigere end AsV. Under foraskningen kan der dannes AsV. Proeveoploesningerne skal tilberedes saadan, at tilstedevaerende As omdannes til AsIII eller AsV, og maalingen skal kalibreres med AsIII-oploesninger eller AsV-oploesninger afhaengigt af det enkelte tilfaelde. 2.6.

Kriterier for differentialpuls-anodestripningsvoltametri (DPASV)

Det er af stoerste betydning, at det organiske stof i proeveoploesninger destrueres fuldstaendigt, foer der foretages bestemmelser ved DPASV. I den henseende er toer foraskning meget velegnet. I voltamogrammerne skal toppe, der stammer fra cadmium og bly, vaere helt adskilt. Der maa ikke findes nogen brede signaler i voltamogrammet som foelge af tilstedevaerelsen af organiske stoffer. Tophoejderne kan ved DPASV blive paavirket af uorganiske matrixbestanddele. Derfor maa der foretages kvantitativ bestemmelse ved hjaelp af metoden med tilsaetning af standardoploesninger. Metodebeskrivelsen skal indeholde et eksempel paa et typisk voltamogram af en proeveoploesning.

2.7.

Kriterier for kolorimetriske metoder (til undersoegelse for arsen)

Som i forbindelse med hydridgenereringsteknikken er det af stoerste betydning, at alle organiske stoffer, herunder organiske arsenforbindelser, destrueres fuldstaendigt (jf. 2.5.4).