31989D0248

89/248/EKSF: Kommissionens beslutning af 30. marts 1989 om godkendelse af aftalerne om levering af fast brændsel fra Ruhrkohle AG til seks stålværker (Kun den tyske udgave er autentisk)

EF-Tidende nr. L 101 af 13/04/1989 s. 0035 - 0038


*****

KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 30. marts 1989

om godkendelse af aftalerne om levering af fast braendsel fra Ruhrkohle AG til seks staalvaerker

(Kun den tyske udgave er autentisk)

(89/248/EKSF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE

FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab, saerlig artikel 65,

under henvisning til den ansoegning, som Ruhrkohle paa egne vegne og paa vegne af de paagaeldende staalvaerker indsendte den 4. november 1988, og

ud fra foelgende betragtninger:

I. FAKTISKE OMSTAENDIGHEDER

A. Staalvaerksaftalen af 1969

(1) Ruhrkohle AG (RAG) indgik med virkning fra 1. januar 1969 en raekke leveringsaftaler med staalvaerkerne (»Huetten«) Salzgitter Huettenwerk AG, Hoesch AG, Fried. Krupp Huettenwerke AG, Ilseder Huette, August Thyssen-Huette AG, Mannesmann, AG, Rheinische Stahlwerke og Kloeckner-Werke AG, hvorved disse forpligtede sig til at daekke hele deres forbrug af fast braendsel i bedrifter inden for det faelles marked ved indkoeb hos RAG. Ved de samme aftaler forpligtede RAG sig til at levere fast braendsel i tilsvarende omfang (»staalvaerksaftaler«).

(2) Staalvaerksaftalerne var et led i de foranstaltninger, som blev truffet i 1969 af 23 tyske kulminevirksomheder i forstaaelse med Forbundsrepublikken Tysklands regering, og som foerte til stiftelsen af RAG. I denne forbindelse udskilte de beroerte virksomheder (modervirksomheder) deres kulminedrift, som de overdrog til RAG; til gengaeld herfor fik de aktier i RAG svarende til vaerdien af de materielle anlaegsaktiver, som de havde overdraget til RAG. For de kulminevirksomheder, som paa tidspunktet for stiftelsen af RAG ogsaa drev staalvaerker, resulterede overdragelsen af deres bjergvaerksaktiver i, at de mistede deres eget kul, som tjente som grundlag for deres staalproduktion. Med henblik paa viderefoerelsen af disse traditionelle forbindelser mellem kul- og staalproduktion paa den maade og i det omfang, de ville have udviklet sig, hvis kulminedriften ikke var blevet overdraget til RAG, blev der indgaaet ensartede staalvaerksaftaler mellem RAG og de respektive modervirksomheder.

(3) De vaesentligste bestemmelser i disse aftaler er:

RAG beregner for hver af disse aftagere en aftalepris, som fastsaettes efter en ensartet metode. Denne pris beregnes under hensyntagen til, at indfoerslen til Forbundsrepublikken Tyskland af billigt kokskul fra tredjelande er begraenset ved lov. For at staalvaerksaftaleparterne ikke skal stilles ringere i konkurrencemaessig henseende end staalindustrien i de oevrige medlemsstater, fastsaettes aftaleprisen derfor saaledes, at aftaleparterne opnaar indkoebspriser svarende til de priser, de skulle have betalt, hvis de ligeledes ville importere kul fra tredjelande (»konkurrenceprisen«). For hoejovnskoks gaelder noget tilsvarende under hensyntagen til forarbejdningskomkostningerne i koksvaerkerne. Med hensyn til disse bestemmelser gaar begge parter ud fra, at forskellen mellem RAG's produktionsomkostninger og konkurrenceprisen daekkes ved hjaelp af statsstoette. RAG har forbeholdt sig ret til at anvende staalvaerksaftalerne paa passende vis, hvis ordningen med daekning af differencen mellem produktionsomkostninger og konkurrencepris ved hjaelp af statsstoette bortfalder eller ikke laengere er tilstraekkelig i forhold til den samlede maengde. I saa fald vil kokskulleverancerne blive indskraenket eller ophoere, medens koksleverancerne vil blive opretholdt med koks fremstillet paa grundlag af kul fra tredjelande.

RAG er forpligtet til at behandle sine aftaleparter i overensstemmelse med princippet om mestbegunstigelse.

Staalvaerkene maa ikke lade andre virksomheder foretage forkoksningen mod betaling og ikke forpagte koksvaerkskapacitet. De skal forelaegge eventuelle planer om oprettelse eller udvidelse af deres egen koksvaerkskapacitet for RAG og fastlaegge de deraf foelgende udgifter i samraad med RAG.

(4) Staalvaerksaftalerne havde en loebetid paa tyve aar og kunne opsiges med fem aars varsel, foerste gang til den 31. december 1988. De skulle hver gang forlaenges med ét aar, saafremt de ikke var blevet opsagt fem aar foer udloebet.

(5) Staalvaerksaftalerne var ved stiftelsen af RAG en integrerende del af den sammenslutning, som blev godkendt af Kommissionen den 27. november 1969 i overensstemmelse med EKSF-Traktatens artikel 66, stk. 2. (6) I aftaleperioden fra 1969 til 1988 aendrede de beroerte staalvaerkers formuemaessige stilling sig delvis. De staalvaerker, der i oejeblikket er omfattet af »staalvaerksaftalen«, er:

Krupp Stahl AG, Bochum,

Mannesmann AG, Duesseldorf,

Thyssen Stahl AG, Duisburg,

Stahlwerke Peine-Salzgitter AG, Salzgitter,

Hoesch Stahl AG, Dortmund,

Kloeckner Stahl GmbH, Duisburg.

(7) Afhaengigt af konjunkturforholdene inden for staalindustrien beroerer staalvaerksaftalen ca. 16 til 18 mio. tons af den aarlige efterspoergsel efter kokskul og koks (koks omregnet til stenkul) i Forbundsrepublikken Tyskland.

B. Tillaegsaftale til staalvaerksaftalen

(8) De beroerte virksomheders ansoegning tager sigte paa at saette den i staalvaerksaftalen fastsatte opsigelsesordning ud af kraft og at forlaenge aftalen i aendret form til den 31. december aar 2000.

(9) I den nye staalvaerksaftale (»tillaegsaftale til staalvaerksaftalen«) er staalvaerkernes pligt til at daekke 100 % af deres forbrug ved indkoeb hos RAG opgivet. Staalvaerkernes ret til i begraenset omfang ogsaa at koebe hos udenforstaaende virksomheder fremgaar af bilag 1 til tillaegsaftalen til staalvaerksaftalen og en fortolkning heraf, som RAG har erklaeret for bindende. Ifoelge tillaegsaftalen staar det aftaleparterne frit for at benytte andre forsyningskilder, naar det drejer sig om koeb af specialbraendstoffer og fast braendsel, som ikke er stenkul eller stenkulsprodukter (f. eks. petroleumskoks og brunkulsstoev). Staalvaerkerne skal blot give RAG lejlighed til at afgive et alternativt tilbud, som de dog ikke er forpligtet til at acceptere, selv om det i teknisk og oekonomisk henseende kan maale sig med tilbuddet fra tredjemand.

(10) En anden faktor, som bevirker, at RAG ikke laengere er eneleverandoer for aftalestaalvaerkerne, er, at virksomheden har indgaaet en aftale med kulminevirksomheden Auguste Victoria, ifoelge hvilken sidstnaevnte i hele tillaegsaftalens loebetid og paa dennes vilkaar kan levere begraensede maengder til RAG, som afskrives paa de i denne aftale fastsatte maengder.

(11) Tillaegsaftalen til staalvaerksaftalen har en loebetid paa tolv aar og forlaenges stiltiende med ét aar, medmindre den opsiges fire aar foer udloebet.

(12) I tillaegsaftalen til staalvaerksaftalen er der taget hensyn til, at efterfoelgende omstaendigheder saasom beslutninger truffet af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber eller andre beslutninger kan goere det umuligt at opfylde aftalen. Der endvidere endivdere taget hensyn til, at ordningen med at daekke differencen mellem produktionsomkostningerne og konkurrenceprisen ved hjaelp af statsstoette kan blive aendret. Baggrunden herfor, er, at Kommissionens beslutning nr. 2064/86/EKSF af 30. juni 1986 om faellesskabsregler for statsstoette til kulindustrien (1) udloeber pr. 31. december 1993, og at det staar hen i det uvisse, om der vedtages bestemmelser til afloesning af denne beslutning.

II. RETLIG VURDERING

Artikel 65, stk. 1

(13) Artikel 65, stk. 1, forbyder bestemte former for konkurrencebegraensende aftaler og samordnet praksis. Aftalerne mellem RAG og de involverede staalvaerker falder ind under bestemmelserne i artikel 65, stk. 1, af foelgende grunde:

RAG og dets aftaleparter er virksomheder i den i Traktatens artikel 80 naevnte forstand.

Den normale konkurrence begraenses ved, at aftalestaalvaerkerne er forpligtet til at koebe alt fast braendsel hos RAG, bortset fra specialbraendstoffer og fast braendsel, som ikke er stenkul eller stenkulsprodukter.

Ved bestemmelsen om, at der ikke kan foretages forkoksning hos andre selskaber eller forpagtes koksvaerkskapacitet, hindrer RAG staalvaerkerne i at producere hoejovnskoks. RAG oever endvidere indflydelse paa staalvaerkernes beslutninger om udvidelse og oprettelse af egen koksvaerkskapacitet, idet staalvaerkerne er forpligtet til at traeffe aftale med RAG om frister for varsel og i givet fald om udligningen af omkostningerne for RAG i forbindelse med saadanne investeringer.

De af aftalen omfattede staalvaerker er desuden blevet enige med RAG om en prisberegningsmetode, som sammen med mestbegunstigelsen foerer til afstemte priser. Den mestbegunstigelsesret, som RAG har indroemmet dem, influerer endvidere paa RAG's prisdannelse i forhold til andre staalvaerker i Faellesskabet.

(14) Aftalerne mellem RAG og de staalvaerker, paa hvis vegne RAG har indgivet ansoegningen, er saaledes forbudt efter artikel 65, stk. 1.

Artikel 65, stk. 2

(15) I henhold til artikel 65, stk. 2, kan Kommissionen, for saa vidt angaar bestemte produkter, godkende aftaler om specialisering og om faelles indkoeb eller salg og dertil svarende aftaler, saafremt de i denne artikel naevnte betingelser er opfyldt.

(16) Den aftale, som aftaleparterne har truffet i overensstemmelse med principperne i tillaegsaftalen til staalvaerksaftalen, svarer noeje til den i foregaaende stykke naevnte aftaletype, saerlig i henseende til rationaliseringen af produktionen og faelles indkoeb.

(17) RAG forsyner aftalestaalvaerkerne med stenkul, der kan forkokses, eller med hoejovnskoks eller med begge produkter afhaengigt af staalvaerkernes egen koksvaerkskapacitet. inden for rammerne af de aftalte maengder kan RAG paa basis af tillaegsaftalen til staalvaerksaftalen foretage en langfristet planlaegning af produktionen af kul, der kan forkokses, og af hoejovnskoks, idet der dog maa tages hensyn til efterspoergslen, som afspejler sig i ordresituationen inden for staalindustrien, og de i nr. 9 naevnte muligheder for at benytte andre forsyningskilder. Paa grund af de hoeje kapitalomkostninger inden for kulindustrien og den utilfredstillende indtjening, som har kunnet noteres i flere aartier som foelge af konkurrencen fra tredjelande og andre energiformer, og paa grund af den staerkt faldende efterspoergsel i forskellige forbrugssektorer, maa kulminevirksomhederne bestraebe sig paa saa vidt muligt at tilpasse kapaciteten til efterspoergslen. Men i Forbundsrepublikken Tyskland maa de samtidig drage omsorg for, at deres muligheder for at levere kokskul er tilstraekkelige til fuldt ud at daekke staalvaerkernes behov, eftersom de tyske staalvaerker i princippet ikke har andre muligheder for at skaffe sig det noedvendige braendstof. Dette skyldes dels, at indfoerslen til Forbundsrepublikken af kokskul fra tredjelande - bortset fra kokskul til forbrug i koksvaerker beliggende ved kysten (ca. 2 % af forbruget i Forbundsrepublikken Tyskland) - er begraenset, dels, at aftalestaalvaerkerne ikke kan skaffe sig egnet faellesskabskul (kokskul) til en konkurrencedygtig pris, enten fordi de oevrige producentlande i Faellesskabet selv har behov for dette kul, eller paa grund af det staerke behov for stoette. Langfristede aftaler, som daekker den stoerst mulige andel af aftalestaalvaerkernes samlede forbrug, kan derfor sikre forsyningen af disse staalvaerker og samtidig begraense RAG's produktionsomkostninger til et minimum. Aftalen resulterer derfor i en maerkbar forbedring af produktionen af stenkul, der kan forkokses og af hoejovnskoks.

(18) Der er ikke noget, der tyder paa, at tillaegsaftalen til staalvaerksaftalen indebaerer begraensninger, som gaar ud over det, der er noedvendigt af hensyn til forbedringen af produktionen og forsyningen. Som foelge af lempelsen af bestemmelsen om, at aftalestaalvaerkerne har pligt til at daekke deres samlede behov ved indkoeb hos RAG, har andre producenter i et vist omfang faaet mulighed for at levere, saafremt de kan afgive konkurrencedygtige tilbud.

(19) Aftalen giver heller ikke de involverede parter mulighed for at bestemme priserne for de paagaeldende produkter. Aftaleprisen er et resultat af faktorer, som RAG og dets aftaleparter ikke har nogen indflydelse paa, nemlig priserne paa kul indfoert fra tredjelande og stoerrelsen af den stoette, som skal udligne forskellen mellem RAG's omkostninger og provenu.

(20) Den i aftalen fastsatte begraensning af produktionen af hoejovnskoks er ikke af en saadan stoerrelsesorden, at den beroerer en vaesentlig del af produktionen af hoejovnskoks i det faelles marked. Ved stiftelsen af RAG bevarede de staalproducerende modervirksomheder denne produktion, for saa vidt som de havde deres egne koksvaerker, medens de oevrige kulminevirksomheder overdrog deres produktion af hoejovnskoks til RAG sammen med deres kulminedrift. Denne fremgangsmaade er i overensstemmelse med Kommissionens beslutning af 27. november 1969. Den davaerende koksvaerkskapacitet passede til forholdene paa tidspunktet for stiftelsen af RAG og indgaaelsen af den i staalvaerksaftalen fastsatte forpligtelse til at levere hoejovnskoks. Det er normalt, at denn type anlaeg vedligeholdes og fornyes i perioder paa over tyve aar. Udviklingen i staalvaerkernes behov for joejovnskoks, som skal fastslaas loebende i staalvaerksaftalens gyldighedstid, viser en synkende tendens. Den i tillaegsaftalen til staalvaerksaftalen fastsatte forpligtelse for staalvaerkerne til i givet fald at begraense produktionen af egne koks skal derfor kun tillaegges underordnet betydning.

(21) Spoergsmaalet, om de involverede parter, saerlig RAG, gennem aftalen undrager sig en egentlig konkurrence fra andre virksomheder paa det faelles marked, boer under henvisning til de under nr. 17 naevnte oplysninger om produktionen af kokskul og om hoejovnskoks fremstillet af faellesskabskul besvares benaegtende. For fuldstaendighedens skyld boer dette spoergsmaal dog ogsaa omfatte leverandoerer af stenkul, som staalvaerkerne eventuelt anvender som supplement til kokskul (sinterkul), og hoejovnskoks, som er fremstillet af kul fra tredjelande. (22) Staalvaerker har brug for sinterbraendstof, enten mager stenkul (ikke kokskul) eller stenkulskoks (koksgrus) for at omdanne finkornet malm til malm i passende dimensioner, inden det anbringes i hoejovnen. Beslutningen om anvendelsen af det ene eller det andet braendstof traeffer staalvaerkerne i overensstemmelse med deres tekniske forudsaetninger. Ud fra dette syspunkt afviser staalvaerksaftaleparterne at anvende stenkul, som omdannes til sinters. Efter deres erfaring kan det ikke udelukkes, at der af de gasformede bestanddele af stenkul dannes tjaere, som bundfaelder sig i de elektrofiltre, der er anbragt paa sinteranlaeggene, hvorved der opstaar brandfare. De anvender derfor udelukkende koksgrus. Dette dannes i deres egne koksvaerker, for saa vidt som de selv fremstiller hoejovnskoks, hvilket er tilfaeldet for fire af de seks staalvaerksaftaleparter. Behovet for koksgrus, som de to andre virksomheder i overensstemmelse med aftalen maa daekke ved inkoeb hos RAG, er af en saadan stoerrelsesorden, at der kan ses helt bort fra det.

Faellesskabskoksvaerker, som ville levere hoejovnskoks fremstillet af kul fra tredjelande til de virksomheder, der er omfattet af tillaegsaftalen til staalvaerksaftalen, skulle opfylde to betingelser; de skulle have kapacitet til raadighed, og de skulle indkoebe kul fra tredjelande til priser, som er lavere end de priser, som RAG - i overensstemmelse med aftalen - beregner sig med henblik paa udligningen. Disse betingelser kan ifoelge de oplysninger, Kommissionen har til raadighed, kun opfyldes til stadighed, naar det drejer sig om marginale maengder eller om spotmaengder. Ud fra hensynet til ensartetheden af det hoejovnskoks, der er noedvendigt til forarbejdningen, samt ud fra hensynet til forsyningssikkerheden kan aftalestaalvaerkerne hverken vaere interesseret i den ene eller den anden loesning.

Aftalen giver saaledes ikke de involverede parter mulighed for at holde deres produkter uden for en egentlig konkurrence fra andre virksomheder paa det faelles marked.

(23) Kommissionen anser det for noedvendigt at begraense godkendelsen af den anmeldte aftale til periode indtil den 31. december 1997, idet denne periode maa anses for tilstraekkelig til at opfylde de under nr. 17 naevnte krav til planlaegningen.

(24) Aftalen opfylder de i artikel 65, stk. 2, fastsatte godkendelsesbetingelser, saafremt den begraenses tidsmaessigt som anfoert, og kan derfor godkendes.

(25) Som naevnt i nr. 3 og 12, fremgaar det af selve aftalen, at denne kun kan fungere, hvis der ydes statsstoette. Godkendelsen af denne aftale, i saerdeleshed godkendelsens gyldighedsperiode, foregriber paa ingen maade Kommissionens fremtidige beslutninger vedroerende statsstoette. Tilladelsen vil endvidere, saafremt der indtraeder en aendring i forholdene, kunne revideres, jf. Traktatens artikel 65, stk. 2, fjerde afsnit.

(26) Denne beslutning foregriber ikke Kommissionens vurdering af investeringsprogrammer i henhold til Traktatens artikel 54 -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den af Ruhrkohle AG og staalvaerkerne Krupp Stahl AG, Mannesmann AG, Thyssen Stahl AG, Stahlwerke Peine-Salzgitter AG, Stahlwerke Peine-Salzgitter AG, Hoesch Stahl AG, Kloeckner Stahl GmbH indgaaede aftale om levering og koeb af fast braendsel godkendes.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til foelgende virksomheder:

Ruhrkohle AG, Essen, Krupp Stahl AG, Bochem, Mannesmann AG, Duesseldorf, Thyssen Stahl AG, Stahlwerke Peine-Salzgitter AG, Salzgitter, Hoesch Stahl AG, Dortmund og Kloeckner Stahl GmbH, Duisburg.

Artikel 3

Denne beslutning traeder i kraft paa tidspunktet for dens meddelelse til de beroerte virksomheder. Den gaelder indtil den 31. december 1997.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 30. marts 1989.

Paa Kommissionens vegne

Sir Leon BRITTAN

Naestformand

(1) EFT nr. L 177 af 1. 7. 1986, s. 1.