*****

KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 18. juli 1988

om en procedure i henhold til EOEF-Traktatens artikel 86

(Sag nr. IV/30.178 Napier Brown - British Sugar)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

(88/518/EOEF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE

FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab,

under henvisning til Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i Traktatens artikel 85 og 86 (1), senest aendret ved Akten vedroerende Spaniens og Portugals Tiltraedelse, saerlig artikel 3, stk. 1,

under henvisning til den begaering, der den 19. september 1980 blev indgivet til Kommissionen i medfoer af artikel 3 i forordning nr. 17 af bl.a. Napier Brown and Company og senere aendret og udvidet, hvori det blev gjort gaeldende, at British Sugar PLC havde overtraadt konkurrencereglerne,

under henvisning til Kommissionens beslutning af 3. juli 1986 om at indlede en procedure i denne sag,

efter at have givet de beroerte parter lejlighed til at udtale sig vedroerende de af Kommissionen fremfoerte klagepunkter, jf. artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17, og Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (2),

efter hoering af Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal, og

ud fra foelgende betragtninger:

SAGSFREMSTILLING

A. Indledning

(1) Denne beslutning er vedtaget i anledning af en begaering indgivet i medfoer af artikel 3 i forordning nr. 17 af Napier Brown and Company Ltd (i det foelgende benaevnt »NB«) og en raekke andre britiske sukkergrossister. Den i begaeringen fremsatte klage blev udvidet af NB i midten af 1985. NB haevdede, at British Sugar PLC, der tilhoerer den store multinationale gruppe S & W Berisford, i strid med EOEF-Traktatens artikel 86 havde misbrugt den dominerende stilling, selskabet indtager paa det britiske marked for stoedt melis.

B. Parterne

(2) British sugar PLC (i det foelgende benaevnt »BS«), der har hjemsted i Peterborough, Det Forenede Kongerige, er den stoerste producent og saelger af sukker i Det Forenede Kongerige og den eneste, der producerer roesukker i Det Forenede Kongerige. British Sugar havde i 1984/85 en omsaetning paa 637 712 000 £ og et overskud foer skat paa 53 564 000 £.

BS er et datterselskab af S & W Berisford PLC (i det foelgende benaevnt »Berisford«). Berisford overtog BS i august 1982, efter at Monopolies and Mergers Commission havde foretaget en undersoegelse af den paataenkte fusion. I sin rapport afgav MMC indstilling om, at fusionen blev godkendt, og at dens potentielle negative foelger for samfundsmaessige interesser blev afhjulpet ved, at Berisford forpligtede sig til:

- at ophoere med at forhandle Tate & Lyle-sukker og -sukkerprodukter, dog saaledes, at Berisford fortsat kunne koebe sukker til brug for fremstillingen af Berisfords og BS' egne produkter

- at BS skulle viderefoeres som et saerskilt datterselskab uden stoerre aendringer i selskabets aktiviteter eller formaal.

I 1981 blev ovennaevnte betingelser godkendt af ministeriet, og fusionen blev gennemfoert. I overensstemmelse med de forpligtelser, selskabet havde indgaaet, solgte Berisford sin britiske grossistvirksomhed, S & W Berisford (Sugar) Ltd, til NB. Berisfords interesser i sukkersektoren paa nuvaerende tidspunkt bestaar saaledes udelukkende i, at Berisford producerer sukker via BS og koeber og saelger sukker for egen regning paa verdensmarkedet gennem sine datterselskaber, J. H. Rayner Ltd i London, Lonray Inc i New York, Etlafric SA i Paris og Intertransazuckerhandels GmbH i Muenchen.

(3) Ved Sugar Act af 1956 fik BS monopol paa at fremstille roesukker i Det Forenede Kongerige. Paa dette tidspunkt begraensede BS frivilligt sin produktion af raffineret sukker til 640 000 tons, og enhver overskydende maengde sukkerroer blev solgt til sukkerroersraffinaderierne. Da Det Forenede Kongerige tiltraadte EF, blev det britiske sukkermarked underlagt den faelles markedsordning for sukker.

Som den eneste britiske roesukkerproducent har BS faaet tildelt hele den britiske basismaengde for sukker i henhold til EF's markedsordning for sukker og er saaledes det eneste britiske selskab, der fremstiller sukker paa basis af roer.

(4) NB er den stoerste sukkergrossist i Det Forenede Kongerige. Virksomheden beskaeftiger sig med koeb og salg af sukker (herunder ogsaa import og transport), baade som regulaer og som formidlende grossist. NB havde i 1985 en omsaetning paa 300 398 479 £ og et overskud foer skat paa 1 512 817 £ af de ordinaere aktiviteter.

Som sukkergrossist koeber og videresaelger NB sukker paa to maader: dels som regulaer grossist ved at opkoebe sukker i loes maengde og videresaelge det til andre kunder mod et pristillaeg, og dels som formidlende grossist, hvor virksomhedens opgave bestaar i at soege at opnaa de bedst mulige vilkaar for de kunder, der afgiver en ordre via NB. Herfor modtager grossisten et vederlag. Grossisten kan vaelge at levere sukkeret til kunden ved hjaelp af egne transportfaciliteter. NB raader dog ikke selv over transportfaciliteter til dette formaal.

(5) Ved udgangen af 1984 blev 39 % af aktierne i NB opkoebt af Whitworths Holdings Limited (i det foelgende benaevnt »Whitworths«). Whitworths er et selskab, der beskaeftiger sig med import og salg af forskellige produkter, saasom toerrede frugter, ris, noedder og specialsukker. Som led i ovennaevnte aktieopkoeb gik Whitworths ind paa, at det i fremtiden var NB og ikke Whitworths selv, der skulle varetage salget af alt sukker af maerket »Whitworths«. Dette gjaldt stoedt melis, hvidt sukker og specialsukker.

C. Produktet

(6) Det produkt, denne beslutning omhandler, er stoedt melis fremstillet paa basis af sukkerroer eller sukkerroer.

Dette sukker saelges enten til detailhandelen eller til brug i industrien. Sukker til brug i industrien saelges enten uemballeret i bulkpartier eller i 50 kg's saekke. Til detailhandelen saelges sukkeret emballeret, normalt i 1 kg's poser. Egenskaberne ved stoedt melis er de samme, uanset om det anvendes i detailhandelen eller i industrien, og uanset om det er fremstillet af sukkerroer eller sukkerroer. Detailsukker er i realiteten industrisukker emballeret til detailsalg.

D. Klagen

(7) I henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 indgav NB og en raekke andre britiske sukkergrossister den 19. september en formel klage til Kommissionen over, at BS handlede i strid med EOEF-Traktatens artikel 86.

Den oprindelige klage var baseret paa paastande om, at BS ved at tilskynde kunderne til at handle direkte med BS i stedet for at gaa gennem grossister misbrugte sin dominerende stilling. Dette stridsspoergsmaal, som var hovedindholdet i de specifikke paastande, som blev fremsat i ovennaevnte oprindelige klage, blev delvis afgjort gennem forhandlinger eller elimineret gennem en raekke aendringer i situationen. NB fastholdt imidlertid, at BS fulgte en praksis, som i sidste instans tog sigte paa at traenge grossisterne ud af det britiske sukkermarked.

(8) I oktober 1983 besluttede NB at forsoege sig som regulaer grossist inden for detailpakket sukker, hvilket grossister tidligere kun havde gjort i stoerre maalestok inden for industrisukker. NB anmodede BS om levering af 50 000 tons detailsukker (Silver Spoon). Efter langvarige forhandlinger konstaterede NB, at det var umuligt at naa til enighed med BS om levering af dette sukker. BS indgik derfor aftale med Whitworths om at pakke industrisukker af maerket Whitworths i detailpakninger. Med henblik herpaa koebte NB 25 000 tons industrisukker i bulkparti af BS til levering i perioden juli til december 1985 (1), hvoraf en del var beregnet til at blive

pakket i detailpakninger. Paa koebstidspunktet var BS uvidende om, hvad dette sukker skulle bruges til.

NB begyndte at saelge sit nye maerke omkring midten af 1985, og sagen traadte kort efter ind i en »ny fase«, da NB paastod, at BS soegte at traenge NB ud af markedet for detailsukker. Denne »nye fase« i sagen begyndte rent faktisk den 26. juli 1985, da NB for foerste gang henledte Kommissionens opmaerksomhed paa de problemer, virksomheden havde med hensyn til pakning, efter sigende paa grund af BS' handlemaade. NB har senere udvidet sin formelle klage ved at haevde, at BS ivaerksatte en raekke foranstaltninger, deriblandt de nedennaevnte, for at traenge NB ud af detailsukkermarkedet. Det var paa baggrund af disse paastaaede foranstaltninger, at NB den 20. december 1985 indgav begaering om foreloebige forholdsregler, der kunne beskytte NB's vitale interesser, indtil Kommissionen havde truffet endelig afgoerelse i sagen.

E. Meddelelsen af klagepunkter og tilsagnene fra BS

(9) Som led i ivaerksaettelsen af foreloebige forholdsregler sendte Kommissionen den 8. juli 1986 BS en meddelelse af klagepunkter. BS tilboed derefter ved skrivelse af 5. august 1986 at afgive et tilsagn for at imoedekomme disse klagepunkter. Kommissionen accepterede dette tilsagn ved skrivelse af 7. august 1986, hvori den anfoerte, at: -

»Kommissionens accept af dette tilsagn foregriber ikke Kommissionens endelige stillingtagen, der under alle omstaendigheder vil munde ud i en endelig beslutning.«

(10) Derefter, i oktober 1986, meddelte BS Kommissionen, at selskabet agtede at ivaerksaette omfattende foranstaltninger for at bringe sin praksis i overensstemmelse med konkurrencereglerne (et saakaldt »compliance programme«) og sikre, at det i fremtiden opfyldte alle sine forpligtelser efter Traktatens artikel 85, stk. 1, og specielt artikel 86. Disse foranstaltninger er blevet ivaerksat (1). Som led i dette »compliance programme« holder BS hvert aar et moede, hvor der goeres status over programmets gennemfoerelse, og efter hvilket der udarbejdes en rapport, hvoraf et eksemplar sendes til Kommissionen. Kommissionen er ikke efter det af BS afgivne tilsagn blevet bekendt med forhold, der tyder paa, at BS fortsat har misbrugt sin dominerende stilling som beskrevet nedenfor.

Kommissionen anerkender, at hverken BS' tilsagn i forbindelse med Kommissionens klagepunkter som led i de foreloebige forholdsregler eller ivaerksaettelsen af ovennaevnte foranstaltninger paa nogen maade er udtryk for, at BS har erkendt sig skyldig med hensyn til de paastande, som blev fremfoert i klagepunkterne.

F. Genstanden for denne beslutning

(11) Denne beslutning omhandler den del af NB's begaering, der stoettes paa anbringender om, at BS, efter at NB udstrakte sin virksomhed til ogsaa at omfatte detailsukker, bl.a.:

- naegtede at saelge sukker til NB

- foerte en prispolitik, der havde til formaal at traenge NB ud af markedet for detailsukker

- naegtede at levere sukker ab fabrik

- naegtede at levere udelukkende roesukker til NB

- tilboed »gruppe- eller loyalitetsrabatter« til en indkoebsgruppe, der blandt sine medlemmer talte NB-kunder, for at faa alle i gruppen til kun at koebe sukker hos British Sugar.

(12) Denne beslutning omhandler desuden BS' »aggressive kundehvervning«, et punkt, som ikke var indeholdt i Napier Browns klage, men hvorom Kommissionens tjenestemaend fik visse oplysninger under en kontrolundersoegelse hos BS.

G. Aggressiv kundehvervning (»de-listing«)

(13) Kommissionen blev bekendt med de omstaendigheder, der beskrives i dette afsnit, gennem visse dokumenter, som Kommissionens tjenestemaend tog kopi af under et kontrolbesoeg hos BS. Skoent Kommissionen ikke agter at vedtage nogen beslutning efter artikel 85, stk. 1, eller artikel 86 i anledning af nedennaevnte omstaendigheder, har den fundet det noedvendigt at beskrive nogle af de foranstaltninger, der blev truffet af BS, for derved at faa sat BS' overordnede strategi ved den praksis, som efter Kommissionens opfattelse er at betragte som misbrug af selskabets dominerende stilling, ind i den rette sammenhaeng.

(14) Whitworths pakker industrisukker for NB i detailpakninger. NB saelger derefter dette sukker under Whitworths' maerke.

(15) Kommissionen har fastslaaet, at samtidig med, at NB begyndte at operere paa detailmarkedet, indfoerte BS en politik, der gik ud paa at aflaegge besoeg hos de stoerste forhandlere af sukker i detailleddet og tilbyde dem et eller flere BS-produkter til favorable priser paa den betingelse, at den paagaeldende kunde ophoerte med eller naegtede at foere Whitworths-produkter (»de-listing«).

(1) EFT nr. 13 af 21. 2. 1962, s. 204/62.

(2) EFT nr. 127 af 20. 8. 1963, s. 2268/63.

(1) Kontrakt 1/338 og 1/340 dateret 21. februar 1985.

(1) Teksten til dette program kan faas hos Kommissionen, Bruxelles (tlf. (02) 235 23 64).

(16) BS ville saaledes afgive tilbud, der ikke noedvendigvis afhang af kundens beredvillighed til at daekke hele sit behov for et eller flere produkter hos BS, men derimod af, at kunden gik med til ikke laengere at koebe nogen af Whitworths' produkter. Af interne papirer, hvoraf der blev taget en kopi under kontrolbesoeget hos BS, fremgaar, at BS droeftede og overvejede en saadan fremgangsmaade. Andre papirer viser, at BS ogsaa soegte at foere denne politik ud i livet, og senere forsoeg paa at faa kunderne til at ophoere med at foere Whitworths-produkter omfattede ikke blot stoedt melis, men ogsaa specialsukker og toerrede frugter, hvor Whitworths traditionelt har vaeret en foerende producent.

(17) Papirer fundet hos BS, der viser, at BS soegte at gennemfoere denne politik, omfatter et dokument med overskriften »Whitworths-aktionen«, hvori det med hensyn til sukker af Whitwortsmaerket hedder:

»De er godt repraesenteret inden for Browns, Dems m.v. Find ud af deres styrke hos kunderne og kom med konkrete forslag til at faa dem ud. De bliver noedt til at vaere aggressiv. Jeg ved godt, at der allerede er gjort en stor indsats. Hold mig orienteret, tak.

. . . . .

Hvis det skal lykkes os at afvise Whitworths-truslen, bliver vi NOEDT til at angribe paa alle fronter. Tiden er inde til at tage haardt fat!«

(18) Papirer fra BS, der viser, at BS derefter soegte at gennemfoere denne politik, omfatter referatet af et moede, der blev afholdt efter notatet om »Whitworths-aktionen«. I dette referat er opfoert de stoerste aftagere af specialsukker, med angivelse af, om de er kunder hos Whitworths eller ej. Blandt disse er foelgende af saerlig interesse:

»[ . . . . ] (1) - Helt ude.

[ . . . ] - Er der endnu. Vort forslag gaar ud paa eneleverancer (p.t. T & L og Whitworths). NTG maa gaa i gang nu.

Ab fabrik/en gros - Whitworths staar staerkt. Vi har gode kundelister, men daarlig distribution. NGT/SP maa tage det op paa naeste forhandlingsmoede.«

(19) Heraf fremgaar klart, at BS foerte en politik, der tog sigte paa hurtigt at traenge NB ud af detailsukkermarkedet med alle til raadighed vaerende midler. Kommissionen har imidlertid ikke paavist noget tilfaelde, hvor dette lykkedes. Paa baggrund heraf finder Kommissionen det i denne sag ikke noedvendigt ved en beslutning at fastslaa, at BS misbrugte sin dominerende stilling ved denne adfaerd.

H. De paastaaede former for misbrug

Leveringsnaegtelse

(20) NB gjorde i sin klage gaeldende, at BS konsekvent naegtede at saelge industrisukker til NB med det resultat, at NB var noedt til at koebe til hoejere priser hos selskaber i andre EF-lande, og at formaalet med denne leveringsnaegtelse var at traenge NB ud af detailsukkermarkedet.

(21) Kontrakterne mellem BS og NB af 21. februar 1985 om levering af sukker i perioden juli til december 1985 udloeb i december 1985. Med hensyn til leverancer efter december 1985 meddelte NB den 3. oktober 1985 telefonisk BS, at man ville faa brug for mere sukker, efterfulgt af en formel skriftlig ordre paa 30 000 tons sukker af 17. oktober 1985. BS underrettede derefter Kommissionen om, at BS ville tage stilling til denne anmodning efter sit moede med GD IV, som skulle finde sted den 28. november 1985. Kommissionen meddelte BS, at Kommissionen ikke ville godtage nogen paastand fra BS om, at man havde solgt hele A/B-kvoten i perioden mellem NB's leveringsanmodning og BS' moede med Kommissionen, som begrundelse for at naegte at levere sukker til NB.

(22) Paa det ovennaevnte moede med Kommissionens tjenestegrene gav BS foelgende forklaringer:

- under den foregaaende kontrakt havde NB afvist flere sukkerpartier under henvisning til, at de enkelte sukkerkorn var alt for store sammenholdt med BS' almindeligt tilgaengelige typeanalyser. BS tilboed derfor at levere 30 000 tons sukker med speciel kornstoerrelse om aaret mod et pristillaeg paa mindst 26,32 £ pr. ton i forhold til prisen paa standardmelis (femaarig kontrakt med garanti) og med levering fra omkring juli 1986, naar der kunne installeres specialudstyr til sortering.

- BS var klar over, at selskabet ikke ville have ubegraensede maengder sukker til raadighed til salg som foelge af EF's markedsordning for sukker, og ventede at ville loebe toer for sukker i loebet af produktionsaaret 1985/86, da selskabet havde haft usaedvanlig stor efterspoergsel fra kunderne i loebet af produktionsaarets foerste maaneder. For at sikre kontinuiteten i leverancerne til kunderne havde BS indfoert en kvotaordning, saaledes at alle kunder kun maatte koebe for samme beloeb, som de havde koebt for (og altsaa ikke blot indgaaet kontrakt paa) i det foregaaende produktionsaar. For NB's vedkommende

ville denne kvotaordning resultere i foelgende tilbud fra BS: under kontrakt nr. 1/338 og 1/340 om leverancer i perioden juli til december 1985 havde NB paa grundlag af de beregninger, der anvendes ved denne ordning, aftaget 17 148 tons i sukkerproduktionsaaret 1984/85 (1. oktober til 30. september). Hvis NB ikke tog imod tilbuddet paa sukker med speciel kornstoerrelse, ville virksomheden derfor have ret til at koebe 17 148 tons i 1985/86, hvoraf NB allerede havde bestilt 10 000 tons i perioden mellem oktober og december under kontrakt 1/338 og 1/340. BS kunne saaledes indgaa en ny tillaegskontrakt om standardsukker paa i alt 17 148 10 000 tons = 7 148 tons til levering i sukkerproduktionsaaret 1985/86.

Dette tilbud blev af BS sendt til NB ved skrivelse af 11. december 1985, og tilbuddet blev derefter formaliseret ved fremsendelse af kontrakt nr. 1/872 og 1/873.

(23) Med henblik paa naermere efterproevning af NB's paastande fremsatte Kommissionen en begaering om oplysninger i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17 og foretog derefter en kontrolundersoegelse hos BS i henhold til artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 17. Efter disse kontrolundersoegelser har Kommissionen fastslaaet, at BS' naegtelse af at daekke NB's behov for industrisukker ikke kan begrundes med mangel paa sukker. Den af BS indfoerte kvotaordning var unoedvendig; den blev gennemfoert paa en maade, der virkede diskriminerende over for NB, og den blev udelukkende indfoert for at retfaerdiggoere BS' leveringsnaegtelse.

Denne leveringsnaegtelse kan desuden ikke retfaerdiggoeres med BS' tilbud paa levering af sukker med speciel kornstoerrelse. Kommissionen har efter at have gennemgaaet dette tilbud i lyset af alle kendte omstaendigheder draget den konklusion, at tilbuddet ligesom kvotaordningen var unoedvendigt og kun blev afgivet i et forsoeg paa at retfaerdiggoere BS' naegtelse af at levere standardindustrisukker til NB.

De faktiske omstaendigheder, hvorpaa Kommissionen stoetter disse konklusioner, er foelgende:

a) Visse papirer, som Kommissionen fandt under kontrolbesoeget hos BS, viser, at BS overvejede og droeftede at naegte at levere sukker til NB. I et notat skrevet af BS' marketings- og salgsdirektoer (1) og arkiveret under »Whitworths« hedder det:

»NB/Whit.

. . . . .

NB - kontinentet

- omkostninger

- ophaev kontrakten

- ingen ny kontrakt

- T & L ingen ny aftale«.

Dette notat stammer ifoelge denne direktoer fra omkring august 1985. Det viser, at BS paa det tidspunkt overvejede at naegte levering til NB. Det er i denne sammenhaeng, at man boer se nedennaevnte omstaendigheder, der viser, at kvotaordningen udelukkende blev indfoert for at retfaerdiggoere denne leveringsnaegtelse.

b) Til trods for, at BS' administrerende direktoer (2) under et moede med Kommissionens tjenestegrene i slutningen af november 1985 udtalte, at kvotaordningen havde vaeret og ville vaere ens for alle BS' kunder, blev Kommissionen senere bekendt med, at BS med visse kunder havde indgaaet kontrakter om salg af vaesentligt mere sukker i produktionsaaret 1985/86 end i 1984/85.

I visse tilfaelde var kontrakterne om disse oegede leverancer af industrisukker blevet indgaaet saa sent som i oktober 1985, som var den maaned, hvor NB anmodede BS om yderligere leverancer af industrisukker.

c) Forskellige papirer, hvoraf der blev taget kopier under kontrolbesoeget hos BS, viser, at BS selv efter den formelle indfoerelse af kvotaordningen aktivt tilboed sukker, specielt detailsukker, til andre kunder og i saerdeleshed til kunder eller tidligere kunder, hos NB.

At BS oenskede at oege sit salg til kunderne fremgaar f.eks. af referatet af et moede i selskabets Sales Production Coordination Committee den 14. november 1985:

»Detail

i) SP bekraeftede, at salget i periode 1 havde ligget 4 000 tons under prognosen - man regnede med, at der i periode 2 kun ville blive tale om 1 000 tons mindre end prognosen trods den generelle tilbagegang paa det britiske marked paa ca. 6 %.

ii) Til trods herfor skulle prognosen paa [ . . . ] for i aar kunne holde.

iii) SP opsummerede de stoerste kunders situation saaledes:

[ . . . ] - vi daekker hele behovet, forhandlingerne fortsaetter

[ . . . ] - vi sidder paa [ . . . ] hos dem, og der goeres alt for at oege det til [ . . . ]

[ . . . ] - vi har nu [ . . . ] af deres samlede behov og haaber paa at kunne oege det til [ . . . ]

Eneleverancer: [ . . . ] og vi kan kun haabe paa at bevare vores position hos dem.«

d) Visse papirer fra BS, hvoraf der blev taget kopier under kontrolbesoeget, viser, at den »mangel paa sukker«, som BS paaberaaber sig som begrundelse for indfoerelsen af kvotaordningen, rent faktisk ikke blev opfattet som et reelt problem af BS. Selv om leverancerne til kunder i industrien var stoerre end aaret foer, blev dette opvejet af tilbagegangen i detailsektoren, saaledes at der ikke reelt var tale om nogen knaphed.

I et papir med titlen »Status over sukkersalget« (30. december 1985) hedder det:

»Med den nuvaerende aktivitet anslaas aarets salg til industrien til ca. [ . . . ] tons. [ . . . ] af prognosen fra foer kampagnen er nu forhandlet igennem. Alligevel er det endnu ikke muligt at sige, hvilke virkninger den nuvaerende aktivitet faar for hele aaret, da der endnu er mulighed for et daarligt udfald af kundeforhandlingerne i andet halvaar.

Som foelge heraf ligger den sidste aarsprognose (januar 1986) for salget til industrien paa [ . . . ], hvilket er [ . . . ] mere end prognosen foer kampagnen, der var paa [ . . . ] tons.

Detailsalget laa [ . . . ] tons under prognosen. Dette afspejler nettotilbagegangen i kundekredsen. Vi har tabt tre kunder, der var med i prognosen foer kampagnen paa [ . . .], og de tegner sig tilsammen for [ . . . ] om aaret. Til gengaeld har vi ogsaa vundet nogle, og nettoresultatet bliver [ . . . ] under aarsprognosen (januar 1986) paa [ . . . ] tons. Salgsafdelingen regner med, at dette kan udlignes senere.«

I en rapport til et bestyrelsesmoede den 28. februar 1986 hedder det endvidere:

»Salg + marketing

a) Detail

De seneste prognoser viser en tilbagegang i detailsalget for 1985/86 paa ca. 6 % i forhold til aaret foer, hvis den nuvaerende kundekreds holder. Som foelge af NB's klage til EF-Kommissionen er mulighederne for at vinde nye kunder for at opveje denne nedgang ret begraensede.

b) Industrien

Fortsat staerke tendenser, og salget i 1985/86 skulle mindst naa op paa det forventede, hvilket vil sige en stigning paa 4 % fra aaret foer. Importen er fortsat paa lavt blus og holdes desuden nede af de nuvaerende prisforskelle mellem kontinentet og UK.«

e) Det materiale, Kommissionen har fremskaffet, viser, at kvotaordningen i realiteten kun blev anvendt over for NB, eftersom BS var villig til at levere til andre kunder og endog koebe hos andre producenter, hvis det var noedvendigt for at kunne levere over kvoten. For eksempel beskrives BS' maal med hensyn til salg af sukker i et internt notat til BS' administrerende direktoer (januar 1986) saaledes:

»udbygge kundekredsen og oege markedsandelen ud over kvotabegraensningerne ved selv at koebe sukker, forsvare detailleverancer over for NB, oege avancen ved salg til industrien over interventionsprisen.«

f) Et papir fra BS viser, at kvotaordningen i praksis blev anvendt paa en diskriminerende maade, idet NB ikke engang fik tilbudt den maengde sukker, virksomheden havde ret til i henhold til kvotaordningen. Hvis kvotaordningen var blevet korrekt anvendt, skulle NB ifoelge BS' egne beregninger have leveret sukker for samme beloeb i 1985/86, som virksomheden havde koebt og aftaget i den foregaaende saeson. I et internt BS-papir hedder det imidlertid:

»plus-faktorer

efter december 1985 - [ . . . . . . ]

minus-faktorer

efter december 1985 - [ . . . . . . ]

NB [ . . . ]«

g) BS' kvotaarrangement kunne faa betydelige virkninger for en af selskabets kunder, der oenskede at koebe mere sukker fra BS i 1985/86 end i 1984/85, eftersom BS som foelge af kvotaordningen ville have vaeret noedt til at naegte at levere sukker til den paagaeldende kunde ud over kvoten. Man skulle derfor forvente, at et ansvarsbevidst selskab ville have underrettet sine faste kunder om sin kvotaordning, saaledes at de kunne indrette sig efter den.

(1) I den offentliggjorte udgave af denne beslutning udelades visse af tallene herefter i medfoer af bestemmelserne i artikel 21 i forordning nr. 17 om bevarelse af forretningshemmeligheder.

(1) En ny salgsdirektoer tiltraadte i midten af 1986.

(2) En ny administrerende direktoer tiltraadte i midten af 1986.

I et svar paa en begaering i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 om oplysninger angaaende de kunder, som BS havde underrettet om kvotaordningen, svarende BS, at selskabet havde underrettet tre sukkergrossister samt [ . . . ] (et selskab, som BS solgte mere til i 1985/86 end aaret foer) og [ . . . ]. I realiteten gav BS imidlertid kun disse virksomheder og sukkergrossister foelgende besked: »da vi maaske faar leveringsproblemer i 1986, er det vigtigt, at vi droefter det forinden, hvis det maaske bliver aktuelt med stoerre maengder.«

Den omstaendighed, at BS ikke ulejligede sig med at underrette sine faste kunder om kvotaordningen, tyder paa, at kvotaordningen i realiteten kun var beregnet paa NB.

h) Interne papirer fra BS fra januar 1986 viser, at BS foerst tre maaneder efter, at kvotaordningen blev indfoert, interesserede sig for, om den blev anvendt over for andre kunder end NB, og at indfoerelsen af denne kvotaordning ikke var begrundet i mangel paa sukker, men derimod i de skridt, Kommissionen havde taget.

Nedenstaaende notat af 23. januar 1986 blev af marketings- og salgsdirektoeren sendt til den administrerende direktoer og salgschefen for industrisukker:

»Industrisukker - henvendelser fra nye kunder

Vedlagt to henvendelser, vi har faaet. Vi maa vaere opmaerksomme paa, at muligheden for et forsoeg paa at »fange os« ikke kan udelukkes under de nuvaerende omstaendigheder, og at disse henvendelser kan vaere foretaget med dette formaal. Jeg mener, at det er vores normale praksis at lade saadanne sager gaa videre til grossister, og anmoder Dem om at soerge for, at dette sker i disse to tilfaelde.

Vi er enedes om ikke at offentliggoere vore kvotaordninger af indlysende kommercielle grunde. Det er imidlertid noedvendigt at vaere meget forsigtige med behandlingen af anmodninger om ekstraleverancer fra kunder, fordi vi kunne skade os selv ved at efterkomme dem uoverlagt. Det er slet ikke min mening, at salgsfolkene skal afholde sig fra at soege kundekredsen udvidet og oege de maengder, vi kan saelge med avance, og jeg haaber, vi kan finde en maade, hvorpaa vi kan daekke alle kundernes behov uden at skade os selv. Jeg regner med, at De personligt tager stilling til anmodninger om ekstraleverancer og holder mig orienteret herom.«

i) Denne leveringsnaegtelse kan ikke retfaerdiggoeres med BS' tilbud paa »sukker med speciel kornstoerrelse«, eftersom det af de faktiske omstaendigheder fremgaar, at NB ikke havde anmodet om et saadant tilbud, og at BS desuden maa have afgivet det velvidende, at NB ikke kunne koebe og anvende dette sukker til de af BS tilbudte priser.

I betragtning af, at selv en lille forskel i priserne paa sukker (der jo er en raavare) betyder meget for, hvorvidt en grossist kan videresaelge sukkeret til en kunde i industrien eller med fortjeneste pakke det til detailsalg og saelge det i konkurrence med andre producenter af detailsukker, maa BS ved afgivelsen af dette tilbud paa specialsukker have vaeret klar over, at NB ikke kunne acceptere det, da NB ikke ville have vaeret i stand til at saelge sukkeret videre med en avance, hverken til detailhandelen eller til kunder i industrien paa regulaer grossistbasis.

BS' prispolitik

(24) NB paastaar, at BS i tidsrummet fra begyndelsen af 1985 til 1986 underboed NB's detailsukkerpriser over for kunder eller potentielle kunder i et omfang, som en virksomhed, der pakker sukker i Det Forenede Kongerige, ikke paa laengere sigt kunne have overlevet uden en indenlandsk leverandoer af industrisukker, hvorved BS kunstigt holdt en urealistisk lille prisforskel mellem industrisukker og detailsukker med det formaal at traenge NB ud af markedet. NB goer endvidere gaeldende, at BS indtil udgangen af 1986 naegtede at levere andet end faerdigemballeret sukker til nogensomhelst kunde, der videresolgte det paa det relevante marked.

K o m m i s s i o n e n s k o n s t a t e r i n g e r i f o r b i n d e l s e m e d B S ' p r i s p o l i t i k

a) BS' prispolitik i relation til salg af detailsukker

(25) I en sag som denne, hvor en virksomhed haevdes at indtage en dominerende stilling paa markedet for saavel en raavare som et faerdigprodukt, og hvor det endvidere paastaas, at den dominerende virksomhed opretholder en kunstigt lille prisforskel mellem prisen paa raavaren (industrisukker) og faerdigproduktet (detailsukker), maa det dominerende selskabs prispolitik primaert vurderes ud fra forskellen mellem salgsprisen paa selskabets raavare og prisen paa dets faerdigprodukt, det vil i dette tilfaelde sige forskellen mellem BS' pris paa industrisukker og selskabets pris paa detailsukker (pakkemargen). (26) Nedenfor anfoeres pakkemargenen ifoelge oplysningerne fra NB og BS (angivet i £/ton) i paagaeldende perioder:

1.2.3 // // // // // NB // BS // // // // Pakkeomkostninger (inkl. eventuelle lager- og finansieringsomkostninger) // [ . . . ] (1) // [ . . . ] // Transportudgifter // [ . . . ] // [ . . . ] // Reklame // [ . . . ] // [ . . . ] // Avance // [ . . . ] // [. . .] // I alt // [ . . . ] // [ . . . ] // // //

(1) Dette beloeb ville vaere blevet reduceret med [ . . . ] / ton, hvis NB kun havde faaet leveret roesukker til pakning i detailpakninger.

Det maa bemaerkes, at den stoerste forskel ifoelge oplysningerne fra NB og BS ligger i transportomkostningerne. Dette skyldes, at BS anvender et prissystem, der er baseret paa franko-levering. Den af BS beregnede margen (selskabets margen i forhold til prisen paa industrisukker, hvori der i forvejen er indregnet et standardgebyr for levering af dette industrisukker), bestaar saaledes simpelthen af BS' omkostninger ved at levere detailsukker udover omkostningerne ved at levere industrisukker. NB maatte derimod betale et standardgebyr for at faa leveret industrisukker fra BS, som var indregnet i prisen (BS naegtede at lade NB selv afhente sukkeret), og desuden daekke transportomkostningerne ved at levere detailsukker.

(27) NB fik i denne periode tilbudt og leveret industrisukker fra BS til [ . . . ] /ton.

[ . . . ], som er eller var NB's stoerste kunder, fik af BS tilbudt sukker i detailpakninger til en nettopris paa [ . . . ], [ . . . ], som var fast kunde hos BS, og som NB soegte at erhverve, fik ogsaa af BS tilbudt sukker i detailpakninger til [ . . . ] (se tabellerne nedenfor).

Udover den meget fordelagtige pris paa [ . . . ], som [ . . . ] accepterede paa et bestyrelsesmoede den 17. december 1985, opnaaede [ . . . ] desuden, at denne pris blev anvendt tilbagevirkende fra den [ . . . ], hvilket skete i form af en kontantrabat udbetalt direkte til [ . . . ].

[ . . . ], som modtog tilbuddet paa [ . . . ]/ton i [ . . . ], opnaaede, at denne pris blev anvendt med tilbagevirkende kraft fra den [ . . . ].

[ . . . ] udtalte, at naar en bestemt aftale om levering af sukker udloeber, og forhandlingerne om fremtidige leverancer endnu ikke er afsluttet, er det almindelig praksis, at sukkeret fortsat leveres til den gamle pris, men saaledes, at den nye pris tilbagedateres til det tidspunkt, hvor den foregaaende aftale udloeb.

I den her omhandlede sag blev den pris, [ . . . ] skulle betale til BS, reguleret den [. . . , . . .] og [ . . . ], men der var ikke nogen konkret kontrakt, der udloeb den [ . . . ]. I betragtning af, at prisen blev tilbagedateret til en oejensynlig fiktiv dato og ikke den dato, hvor forhandlingerne om en ny leveringsaftale startede, maa disse prisnedslag betragtes som en supplerende prisreduktion, der blev ydet med det formaal at tage [ . . . ] fra NB. I realiteten koebte [ . . . ] i denne periode [ . . . ] tons sukker over et tidsrum paa omkring [ . . . ] maaned og modtog et nedslag paa [ . . . ]. Under forudsaetning af, at [ . . . ] medlemmerne koebte for tilsvarende beloeb aaret efter, ville dette vaere ensbetydende med en reel nettopris (naar nedslaget medregnes) paa [ . . . ]/ton.

(28) Nedenstaaende tabel viser prisbevaegelser og tilbud i relation til disse tre selskaber [ . . . ].

Priser tilbudt [ . . . ] ved koeb af stoedt melis til detailsalg (ifoelge [ . . . ] svar paa artikel 11-skrivelsen, baseret paa maksimale leveringsmaengder og saertilbud omregnet til aarsbasis):

1.2.3.4 // // // // // Tilbudsdato // Tilbudsgiver // Pris // Ordre afgivet // // // // // // // // // . . . // . . . // . . . // . . . // // // // // . // . // . // . // . // . // . // . // . // . // . // . // // // // // // // // // // // // // . . . // . . . // . . . // . . . //

// // // // // // // (ifoelge [ . . . ] ):

1.2.3.4 // // // // // Tilbudsdato // Tilbudsgiver // Pris // Ordre afgivet // // // // // // // // // . . . // . . . // . . . // . . . // // // // // . // . // . // . // . // . // . // . // . // . // . // . // // // // // // // // // // // // // . . . // . . . // . . . // . . . // // // // // // // //

Priser tilbudt [ . . . ] ved koeb af stoedt melis til detailsalg (ifoelge [ . . . ] ):

1.2.3.4 // // // // // Tilbudsdato // Tilbudsgiver // Pris // Ordre afgivet // // // // // // // // // . . . // . . . // . . . // . . . // // // // // . // . // . // . // . // . // . // . // . // . // . // . // // // // // // // // // // // // // . . . // . . . // . . . // . . . //

// // // // // // // (29) British Sugar har desuden solgt stoedt melis i 1 kg's poser under prisen paa [ . . . ]/ton til nedennaevnte selskaber.

[ . . . ]

Det er ikke noedvendigt at foranstalte yderligere undersoegelser for at faa oplysning om alle de virksomheder, som BS har solgt stoedt melis i 1 kg's poser til eller under en pris paa [ . . . ]/ton.

(30) Hvis det antages, at BS' pakkemargen paa [ . . . ] er korrekt (dvs. uden indregning af en avance), ville NB ikke uden at tabe paa det kunne saelge sukker i detailpakker (ved brug af industrisukker koebt hos BS) til under [ . . . ], selv hvis NB antages at naa op paa samme effektivitet som BS. Med detailpriser paa under [ . . . ] ville NB og enhver anden virksomhed, der arbejder med samme effektivitet som BS, ikke have en tilstraekkelig stor prismargen til at kunne pakke og saelge sukker til detailhandelen, ikke engang uden at indregne nogen avance.

(31) Visse tilbud fra BS til NB's kunder eller potentielle kunder, hvor BS underboed NB's priser, blev ikke afgivet for at matche NB's tilbud som paastaaet af BS.

I et memorandum fra BS' marketings- og salgsdirektoer til den administrerende direktoer og andre topchefer af 8. april 1985 hedder det desuden:

»Hidtil har Whitworths/NB ikke haft succes med deres forsoeg paa at afsaette deres stoedte melis hos nogen stoerre kunde, men de har i noget, der ligner ren desperation, givet [ . . . ] et tilbud, der ligger langt under vor pris. Vi har derfor ingen anden mulighed end at reagere med en ny pris, der er endnu lavere end konkurrentens tilbud.«

I lyset heraf og under hensyntagen til, at BS underboed NB's tilbud til ovennaevnte kunder, kan Kommissionen ikke godtage paastanden om, at BS ikke var vidende om, at selskabet rent faktisk underboed NB.

b) Franko-priser

(32) Indtil august 1986 var der ikke mulighed for at faa leveret ab fabrik fra BS.

Paa moeder mellem BS og Kommissionens tjenestegrene i november 1986 lovede BS at tilbyde sukker leveret ikke blot franko, men ogsaa til ab fabrik priser og indvilligede i at undersoege, hvordan dette bedst kunne arrangeres.

dedrefter forelagde BS som et led i selskabets foernaevnte »compliance programme« Kommissionen en ordning, der gik ud paa, at koeberne nu kan vaelge mellem selv at afhente sukkeret eller faa det leveret af British Sugar. Denne ordning er blevet ivaerksat.

Kun roesukker. Diskrimination

(33) NB har klaget over, at skoent kontrakten for perioden september 1985 til marts 1986 omhandlede stoedt melis af type »701«, hvilket NB haevder udelukkende kan vaere roesukker, naegtede BS at garantere, at der kun ville blive leveret roesukker, selv om dette var specificeret i NB's ordrer afgivet i henhold til denne kontrakt, og leverede ofte roersukker koebt hos Tate & Lyle. NB goer gaeldende, at dette maa betragtes som diskrimination, eftersom andre kunder efter anmodning herom kun faar leveret roesukker.

Uanset hvad der skal forstaas ved »701-sukker«, kan det fastslaas, at det i kontrakterne mellem BS og NB fra februar 1986 (kontrakt nr. 1/872 og 1/873) var specificeret, at der ikke kunne gives garanti for levering af udelukkende roesukker.

(34) NB's oenske om kun at faa leveret roesukker skyldes, at virksomheden af EF kan faa refunderet omkostningerne ved oplagring af roesukker fremstillet inden for EF, men ikke omkostningerne ved oplagring af praeferenceroersukker.

(35) En formel begaering om oplysninger i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 blev fremsendt til de virksomheder, der modtager EF-stoette til oplagring af sukker i Det Forenede Kongerige. [ . . ., . . ., . . . og . . . ] fastholdt, at de faar leveret roesukker fra BS, naar de anmoder herom. En virksomhed, [ . . . ], svarede, at den i en lang aarraekke havde haft en aftale med BS om, at alt sukker leveret af dem skal vaere fremstillet paa basis af britiske roer. Dette blev aftalt efter Rowntrees anmodning. Virksomheden fremlagde en kopi af et brev fra BS af 22. marts 1983, der bekraeftede dette.

NB oenskede ikke at koebe dette industrisukker udelukkende for at pakke det i detailpakninger, men ogsaa for at videresaelge det til sine kunder som led i sin normale grossistvirksomhed. Det er derfor klart, at NB i det mindste i denne henseende er direkte konkurrent til [ . . . ], der i denne periode havde mulighed for at oplagre det hos BS koebte sukker og opnaa EF-refusionen, hvilket NB ikke havde mulighed for. Det er ogsaa klart, at BS helt afgjort kunne levere stoerre maengder roesukker, hvis selskabet oenskede det - f.eks. til [ . . . ]. Kommissionen kan derfor ikke godtage, at BS skulle have uovervindelige vanskeligheder med at levere roesukker til NB.

Loyalitetsrabatter eller gruppebonus

K o m m i s s i o n e n s k o n s t a t e r i n g e r i r e l a t i o n t i l B S ' t i l b u d o m l o y a l i t e t s r a b a t t e r

(36) [ . . . ] er en indkoebsforening bestaaende af [ . . . ] kooperative selskaber.

Foer NB begyndte at operere paa detailmarkedet, plejede alle de kooperative selskaber at koebe stoedt melis fra den landsdaekkende indkoebsforening CWS, da BS og T & L ikke handlede med medlemmerne paa individuel basis.

(37) I juni 1986 besluttede to medlemmer af gruppen, [ . . . ], at begynde at koebe stoedt melis i 1 kg's poser hos NB, der gik ind paa at saelge direkte til individuelle kooperativer i stedet for kun til CWS.

NB's tilbud til [ . . . ] (nettopriser) var som foelger:

[ . . . ]

[ . . . ]

(38) Da BS blev klar over, at man havde mistet to af de i alt syv kunder i denne indkoebsforening, sendte selskabet foelgende tilbud direkte til [ . . . ]-gruppen, med virkning fra [ . . . ]:

i) Pris uanset antal medlemmer i gruppen, der koeber hos BS: [ . . . ]

ii) Loyalitetsrabat (gruppebonus): [ . . . ], men kun hvis alle medlemmerne af [ . . . ]-gruppen koeber stoedt melis udelukkende hos BS (dvs. en nettopris paa [ . . . ] ).

(39) [ . . . ] gik derefter ind paa at begynde at koebe hos British Sugar, medens [ . . . ] naegtede dette. BS accepterede, at de [ . . . ] medlemmer, der koebte hos BS, under disse omstaendigheder kunne faa indroemmet denne gruppebonus.

RETLIG VURDERING

Artikel 86

(40) I henhold til artikel 86 er en eller flere virksomheders misbrug af en dominerende stilling paa Faellesmarkedet eller en vaesentlig del heraf uforenelig med Faellesmarkedet og forbudt i den udstraekning, samhandelen mellem medlemsstater herved kan paavirkes.

A. Det relevante marked

(41) For at kunne fastslaa, hvorvidt BS indtager en dominerende stilling efter artikel 86, er det noedvendigt foerst at definere det relevante marked. Det relevante marked er her det geografiske omraade og det produktmarked, inden for hvilket den paagaeldende virksomheds oekonomiske indflydelse i forhold til dens kunder og konkurrenter skal vurderes.

Det relevante produktmarked

(42) Det relevante produktmarked er markedet for stoedt melis. Dette marked kan opdeles i to delmarkeder, nemlig markedet for sukker til detailhandelen og markedet for sukker til brug i industrien.

Specialsukker, flydende sukker og sirup anvendes ikke til samme formaal som stoedt melis, daekker ikke samme behov og indgaar derfor ikke i det relevante produktmarked, eftersom de ikke ud fra forbrugernes synsvinkel kan traede i stedet for stoedt melis.

Industrifremstillede sukkererstatninger som f.eks. saccharin, cyclamat eller aspartam konkurrerer kun med natursukker paa et begraenset antal felter, f.eks. som slankemidler, og hoerer saaledes ikke hjemme paa det samme marked som stoedt melis (1).

Det relevante geografiske marked

(43) I EF (2) faar hver enkelt medlemsstat tildelt en basismaengde for roesukker, som det enkelte land derefter fordeler mellem de roeforarbejdende virksomheder ved en kvotering. Dette sukker betegnes

som A/B-sukker. BS faar tildelt hele den britiske basiskvote (for oejeblikket 1 144 000 tons om aaret), eftersom selskabet er den eneste roeforarbejdende virksomhed i landet. Denne »kvote« udgoer den maksimale maengde sukker produceret af BS, som selskabet maa saelge i EF, da der findes en ordning med interventionspriser for sukker solgt inden for EF. Denne kvote kan ogsaa afsaettes uden for EF med eksportrestitution. Enhver maengde sukker, der produceres ud over denne kvote, skal afsaettes uden for EF uden eksportrestitution (C-sukker) eller overfoeres til naeste aars A/B-kvote. Nogle sukkerforhandlere, der oplagrer sukker, kan faa omkostningerne ved sukkeroplagring refunderet af EF. Denne refusion ydes kun ved oplagring af roesukker.

Den britiske basismaengde daekker nogenlunde halvdelen af landets samlede behov for sukker. Den resterende del af efterspoergslen daekkes hovedsagelig ved import af sukkerroer fra AVS-landene i henhold til Lomé-protokollen (1). Disse sukkerroer raffineres af Tate & Lyle PLC (i det foelgende benaevnt T & L). Tilsammen producerer BS og T & L sukker nok til at daekke hele den britiske efterspoergsel.

(44) Igennem de seneste fem aar har importeret sukker tegnet sig for ca. 5 til 10 % af det samlede britiske forbrug. Dette tal forekommer at vaere en hovedsaglig strukturbetinget oevre graense for importen, der ikke kan ventes at ville blive stoerre af foelgende grunde:

i) Som foelge af Den Engelske Kanal, der virker som en naturlig barriere i form af oegede transportomkostninger, kan britiske sukkerproducenter beregne sig et pristillaeg i forhold til prisen paa sukker i den oevrige del af EF. Den britiske pris saettes af BS generelt til lidt under den pris, hvor det kan betale sig at importere og saelge sukker fra kontinentet. I en betaenkning fra et udvalg nedsat af det britiske parlament (House of Lords Select Committee on Sugar Policy) (2) anfoeres punkt 9 i overensstemmelse hermed foelgende:

»Det er denne import fra EF-lande, der er bestemmende for markedspriserne i Det Forenede Kongerige, saaledes at baade roe- og roersukkerprisen saettes til lige under importprisen. Der er total mangel paa priskonkurrence, eftersom hele Tate & Lyles raffineringsmargen daekkes af den britiske markedspris, og selskabet har ikke raad til at saenke priserne vaesentligt, medens BS saenker priserne i det omfang, det er noedvendigt for at faa afsat sin oegede produktion, men ikke mere end det. I denne situation har brugerne af industrisukker vaeret villige til at importere fra kontinentet for derved at skaffe sig en tredje forsyningskilde.«

MMC tilsluttede sig denne konklusion i sin anden rapport (punkt 16.25).

ii) Det er endnu vanskeligere at importere sukker til detailhandelen fra andre EF-lande, end det er at importere industrisukker, fordi dette kraever poser med saerlige engelske paaskrifter, og fordi transporten fordyres af, at leveringsmaengderne generelt er mindre for sukker til detailhandelen end for sukker til industrien. Dette blev erkendt af MMC i begge rapporter.

iii) Udover fragtomkostningerne er ogsaa det britiske punds stilling af betydning. Hvis det britiske pund er staerkt i forhold til andre EF-valutaer, bliver det billigere at importere. Valutakursudsving kan paavirke prisen med op til 15 £/ton i begge retninger. Selvom EF's system med monetaere udligningsbeloeb har til formaal at begraense kursudsvingenes virkninger mest muligt, eliminerer de ikke alle skaevheder. For eksempel blev det britiske pund i de foerste tre maaneder af 1986 svaekket i forhold til de oevrige EF-landes valutaer, hvilket fordyrede importen. I betragtning af de store forskelle i priserne paa importeret sukker er der derfor ikke noget selskab, der i stoerre maalestok vil satse paa at daekke deres sukkerbehov ved import. I visse perioder kan det dog navnlig paa grund af kursudsving betale sig at importere sukker, hvilket grossisterne da ogsaa goer.

iv) Mange kunder har ofte brug for at faa leveret stoerre maengder sukker, og det ville derfor vaere noedvendigt at have lagre af importeret sukker i Storbritannien med deraf foelgende meromkostninger.

v) Som anfoert af MMC i den anden rapport ville det ved import af stoerre maengder sukker vaere noedvendigt at saette prisen vaesentligt hoejere i Storbritannien end paa kontinentet, fordi potentielle eksportoerer maa ventes at ville forlange en betydelig merpris for at eksportere stoerre maengder sukker til Storbritannien, idet de maatte frygte for, at britiske producenter ville goere gengaeld ved selv at begynde at eksportere.

(45) BS har som foelge heraf en margen til at fastsaette de britiske priser, nemlig forskellen mellem EF-interventionsprisen for sukker og den pris, hvortil der vil blive importeret stoerre maengder til det britiske marked. Selskabet kan saaledes vaelge at saette prisen lige under den pris, hvor det ikke kan betale sig at importere fra kontinentet (undtagen i perioder, hvor valutaudsving goer det rentabelt), og dette var faktisk tilfaeldet i den her omhandlede periode.

(46) Hvert aar importeres der dog sukker i mindre maengder til Storbritannien, og importen udgoer mellem 5 og 10 % af det samlede aarlige salg. Dette skyldes hovedsagelig, at alle stoerre aftagere af sukker har brug for ogsaa at have en forsyningskilde uden for Storbritannien for at sikre kontinuiteten i forsyningerne, hvis der opstaar knaphed, saaledes som det var tilfaeldet i 1974/75, og for at have et alternativ til britiske producenter. Grossisterne importerer desuden sukker, naar det kan betale sig.

(47) Som foelge heraf har import til det britiske marked snarere virket som et supplement til indenlandsk produceret sukker end som et fuldt konkurrence dygtigt alternativ.

(48) Den eneste del af Det Forenede Kongerige, hvor situationen er anderledes, er Nordirland. Der fremstilles ikke sukker i Nordirland, og som foelge af de store transportomkostninger importeres stoerstedelen af forsyningerne fra Irland.

(49) Denne konstatering stoettes af MMC's anden rapport (punkt 16.27). Kommissionen fastslaar derfor, at med henblik paa artikel 86 maa det relevante marked defineres som markedet for stoedt melis til detailhandelen og industrien i Storbritannien, som er en vaesentlig del af Faellesmarkedet.

B. Dominerende stilling

BS' dominerende stilling paa det britiske sukkermarked

(50) Spoergsmaalet, hvorvidt BS indtager en dominerende stilling paa det britiske marked for industri- og detailsukker, maa afgoeres ud fra foelgende faktorer:

i) M a r k e d s a n d e l e n p aa d e t b r i t i s k e s u k k e r m a r k e d

Ifoelge tal oplyst af NB havde BS i 1984/85 en andel paa 58 % af det relevante marked (stoedt melis i Storbritannien), Tate & Lyle besad 37 %, og import tegnede sig for 5 %. Disse tal stemmer overens med BS' egne skoen over selskabets markedsandel (som angivet i anmeldelsen af BS' »compliance programme«), som BS har sat til ca. 58 % i 1984/85.

I MMC's anden rapport blev BS' markedsandel anslaaet til mellem 57 og 61 % af det samlede marked for stoedt melis (punkt 2.66 i rapporten).

ii) M u l i g h e d e r n e f o r k o n k u r r e n c e p aa d e t r e l e v a n t e m a r k e d

Tate & Lyle

(51) Den omstaendighed, at Tate & Lyle beskaeftiger sig med raffinering af sukkerroer, bevirker, at dette selskab er vaesentligt ringere stillet end BS. Som foelge af EF's prisstrukturer er der stoerre omkostninger ved at raffinere roersukker end ved at forarbejde roesukker, hvilket indebaerer, at T & L i prismaessig henseende maa afpasse sine priser efter konkurrentens. Dette blev erkendt af House of Lords Select Committee on EEC Sugar Policy, der i 1980 udtalte:

»Der er i forvejen for lidt priskonkurrence paa det britiske marked, eftersom EF-prissystemet indebaerer, at Tate & Lyles avance ved fortsat at raffinere og saelge roersukker i Det Forenede Kongerige bliver for lille, medmindre markedsprisen ligger et godt stykke over interventionsprisen, medens samme prisstruktur giver BS en meget paen avance (13 £/ton for 1978/79-produktionen mod Tate & Lyles 2 £/ton).

Udvalget har noteret sig, at sukkerbrugerne klager over manglende priskonkurrence paa det britiske marked, eftersom det til trods for paastanden om haard konkurrence inden for dette marked ser ud til, at den britiske markedspris dikteres af den pris, hvortil der kan importeres sukker fra kontinentet. Det forekommer desuden, at en af de to stoerste sukkerleverandoerer paa markedet er ude af stand til at konkurrere effektivt som foelge af sit omkostningsniveau, fordi EF's interventionsprissystem for sukkerroer giver roersukkerraffinaderierne en utilstraekkelig raffineringsmargen.«

(52) Kommissionen er enig i denne udtalelse fra parlamentsudvalget og finder, at den situation, der laa til grund herfor, ikke har aendret sig vaesentligt siden 1981. Ogsaa MMC pegede i sin anden rapport (punkt 16.37 og 16.59) paa, at BS er prisfoerende, og at T & L som foelge af den relativt ubetydelige margen ved raffinering af roersukker blot foelger trop.

(1) For naermere enkeltheder vedroerende de forskellige soedemidler, der findes i handelen, og deres saerlige egenskaber henvises til punkt 2.59 til 2.75 i Monopolies and Mergers Commissions rapport om bestaaende og paataenkte fusioner mellem Tate & Lyle PLC eller Ferruzzi Finanziaria SpA og S & W Beresford (HMSO Cm 89) (i det foelgende benaevnt »anden MMC - rapport«).

(2) For en mere indgaaende behandling af de mekanismer og ordninger, der er gaeldende paa EF's sukkermarked, henvises til Monopolies and Mergers Commissions rapport af 25. marts 1981 om den paataenkte fusion mellem S & W Beresford og British Sugar Corporation Limited (ISBN 0 10 224181 3) (i det foelgende benaevnt »den foerste MMC-rapport«) samt til den anden MMC-rapport.

(1) Protokol nr. 3 om AVS-sukker, knyttet til Lomé-Konventionen AVS/EOEF undertegnet den 28. februar 1975, indeholdt i protokol nr. 7 til den tredje AVS/EOEF-Konvention undertegnet i Lomé den 8. december 1984.

(2) House of Lords session 1979/80, 44th Report Select Committee on the European Communities »EEC Sugar Policy« - 19 March 1980.

(53) Kommissionen maa derfor drage den konklusion, at BS er prisfoerende paa det relevante marked, medens T & L afpasser sine priser efter BS. Kommissionen godtager - som paapeget af MMC - at T & L, der saelger nogenlunde ligesaa meget sukker som BS, er konkurrent til BS i relation til individuelle kunder. I betragtning af, at T & L »ikke er i stand til paa egen haand at gennemfoere prisforhoejelser og paa grund af sin finansielle situation heller ikke oensker at tage initiativ til generelle prisfald« (1), finder Kommissionen imidlertid ikke, at denne marginale konkurrence er til hinder for, at BS indtager en dominerende stilling paa det relevante marked.

Import

(54) Import af sukker laegger en begraensning paa den pris, BS kan beregne for britisk produceret sukker, og giver dermed BS en margen for fastsaettelse af de britiske priser. I den omhandlede periode satte BS de britiske priser lige under det niveau, hvor det kunne betale sig at importere. Importeret sukker har derfor paa det britiske marked virket som et supplement til britisk produceret sukker, snarere end som et fuldstaendigt konkurrencedygtigt alternativ. I lyset heraf finder Kommissionen, at konkurrencen fra importeret sukker i den her omhandlede periode ikke hindrede BS i at indtage en dominerende stilling efter artikel 86.

iii) BS' m u l i g h e d e r f o r a t g e n n e m f oe r e e n s i d i g e p r i s f o r hoe j e l s e r, s o m f oe l g e s a f r e s t e n a f m a r k e d e t

(55) Den 1. juli 1986 forhoejede BS sine priser paa detailsukker over for alle kunder med 10 £/ton. BS forhoejede derefter prisen paa detailsukker med yderligere 10 £/ton den 20. oktober 1986. BS var i stand til at holde disse prisforhoejelser, og de andre producenter af detailsukker forhoejede ogsaa deres priser tilsvarende.

Dette viser, at BS »er i stand til at bestemme priserne paa en stor del af de paagaeldende produkter« (2) og desuden »er i stand til i vid udstraekning at handle uafhaengigt af sine konkurrenter og kunder og i sidste instans ogsaa af forbrugerne« (3).

iv) H i n d r i n g e r f o r a d g a n g t i l m a r k e d e t

Roesukker

I henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 1785/81 (4), senest aendret ved forordning (EOEF) nr. 1107/88 (5) og (EOEF) nr. 193/82 (6) har den britiske regering mulighed for, men ikke pligt til, at fordele den britiske basismaengde paa sukker blandt forskellige producenter. Det er for oejeblikket BS, der har faaet tildelt hele den britiske basiskvote. Det forekommer usandsynligt, at den britiske regering skulle tildele en ny producent en del af kvoten, eftersom BS allerede raader over tilstraekkeligt moderne og effektiv kapacitet til at producere hele den britiske basismaengde.

(56) BS raader over et avanceret integreret produktionssystem og varetager alle produktionsstadier, ligefra levering af froe til landmaendene og til salg af det faerdige sukker. Med dette veletablerede, avancerede og integrerede system er det vanskeligt for en ny producent, der kun arbejder paa ét produktionsstadie, at klare sig.

(57) Der er for roesukkers vedkommende saaledes betydelige hindringer for nye producenters adgang til markedet. Allerede den kendsgerning, at der siden 1936 ikke er dukket nye roesukkerproducenter op i Det Forenede Kongerige, til trods for at BS hele tiden har haft overskud, viser, at der er tale om reelle og betydelige hindringer.

Roersukker

(58) Det forekommer usandsynligt, at nogen ny virksomhed skulle soege at traenge ind paa markedet ved at importere og raffinere sukkerroer i betragtning af de store omkostninger, roersukkerproducenterne i oejeblikket har i forhold til roesukkerproducenter.

Import

(59) Som det fremgaar af det ovenstaaende, er importeret sukker snarere et supplement til britisk produceret sukker end et fuldt konkurrencedygtigt alternativ.

Konklusion

(60) I betragtning af BS' store markedsandel paa det relevante marked, de vigtigste konkurrenters manglende muligheder for at konkurrere effektivt med BS, hindringerne for adgang til det britiske sukkermarked og BS' bevislige muligheder for ensidigt at paavirke priserne paa britisk sukker maa Kommissionen drage den konklusion, at BS besidder en dominerende stilling efter artikel 86 paa det relevante marked - stoedt melis til detailhandelen og industrien i Storbritannien.

C. Misbrug af dominerende stilling

Leveringsnaegtelse

(61) BS naegtede at levere industrisukker til NB. NB anmodede om at faa leveret 30 000 tons industrisukker i sukkerproduktionsaaret 1985/86, men BS

var kun rede til at levere 7 148 tons, med tilboed i stedet at levere 30 000 tons sukker med speciel kornstoerrelse til en saa hoej pris, at NB ikke ville kunne bruge dette sukker. BS haevder, at afvisningen af at efterkomme NB's anmodning var begrundet i noedvendigheden af at gennemfoere en kvotaordning.

(62) Som det fremgaar at det ovenfor beskrevne bevismateriale, var den af BS indfoerte kvotaordning imidlertid ikke noedvendig, men kun ivaerksat for at retfaerdiggoere BS' leveringsnaegtelse.

BS naegtede at levere til NB med henblik paa at fortraenge NB som producent af sukker i detailpakninger. Det er klart, at naegtelsen af at levere til NB naturligt ville foere til, at NB hurtigere maatte traekke sig ud af markedet for sukker i detailpakninger. Det fremgaar saaledes af et haandskrevet papir fra BS' marketingsdirektoer, hvori det foreslaas at naegte at levere til NB, samt af andre dokumenter, som blev fremfundet hos BS, og som vedroerer BS' agressive kundehvervningspolitik, at BS' leveringsnaegtelse netop sigtede herpaa.

(63) NB kan ikke betragtes som ny kunde hos BS i relation til BS' leveringsnaegtelse. BS havde tidligere leveret industrisukker til NB (f. eks. 30 000 tons i 1984/85) - samme maengde og type, som NB havde anmodet om i den foreliggende sag. Den omstaendighed, at NB agtede at pakke en del af dette sukker i detailpakninger og saelge resten til kunder i industrien, saaledes som virksomheden tidligere havde gjort det, bevirker ikke, at NB kan betragtes som en ny kunde i relation til denne sag.

(64) Kommissionen finder derfor, at BS misbrugte sin dominerende stilling uden nogen objektiv noedvendighed ved at naegte at levere industrisukker til NB med det formaal eller den forudselige foelge at fremskynde elimineringen af NB fra det britiske marked for detailsukker og derved begraense konkurrencen paa dette marked.

Denne konklusion stoettes af Domstolens dom i de forenede sager 6 og 7/73, ICI og CSC mod Kommissionen (»Commercial Solvents«) (1), hvor Domstolen udtalte:

». . . en saadan virksomhed, som har en dominerende stilling paa omraadet for fremstilling af raamaterialer og af denne grund er i stand til at kontrollere leveringerne til fabrikanter af foelgeprodukter, kan imidlertid ikke, fordi den beslutter selv at paabegynde produktionen af disse foelgeprodukter, en beslutning, hvorved den selv bliver konkurrent til sine tidligere kunder, handle saaledes, at den eliminerer konkurrencen fra disse, i det foreliggende tilfaelde saaledes, at den eliminerer en af hovedproducenterne af ethambutol inden for Faellesmarkedet; da en saadan adfaerd er i strid med de maal, der er udtalt i Traktatens artikel 3, litra f), og videreudviklet i artikel 85 og 86, vil indehaveren af en dominerende stilling paa markedet for raamaterialer, der med henblik paa at forbeholde disse raamaterialer for sin egen produktion af foelgeprodukter naegter at levere til en kunde, der ogsaa producerer disse foelgeprodukter, med fare for at eliminere enhver konkurrence fra denne kunde, misbruge sin dominerende stilling i artikel 86's forstand. (Understregningen er foretaget af Kommissionen).

BS' prispolitik

i) BS' p r i s p o l i t i k f o r s a l g a f d e t a i l s u k k e r e f t e r N B ' s f r e m k o m s t p aa d e t a i l- s u k k e r m a r k e d e t

(65) Prisoplysningerne ovenfor viser, at BS ivaerksatte en prisnedsaettelsespolitik, der ikke levnede en virksomhed, der pakker og saelger detailsukker ligesaa effektivt som BS selv, en tilstraekkelig margen til at overleve paa laengere sigt.

(66) Naar et dominerende selskab, der har en dominerende stilling paa markederne for baade raavaren og det produkt, der fremstilles paa basis heraf, opretholder en saa lille margen mellem den pris, det beregner for foelgeproduktet, at denne margen ikke er tilstraekkelig stor til at afspejle det dominerende selskabs egne forarbejdningsomkostninger (i dette tilfaelde den margen, BS opretholder mellem priserne paa industri- og detailsukker sammenlignet med selskabets egne pakkeomkostninger) med det resultat, at konkurrencen paa markedet for foelgeproduktet begraenses, er der tale om misbrug af dominerende stilling (2).

I den foreliggende sag foerte BS' reduktion af margenen mellem sine priser paa industri- og detailsukker, saaledes at selskabet solgte detailsukker til en pris, der ikke laengere afspejlede dets egne forarbejdningsomkostninger, til et misbrug af dominerende stilling og en begraensning af konkurrencen efter artikel 86. Af de ovenfor beskrevne faktiske omstaendigheder fremgaar det klart, at hvis BS paa laengere sigt fastholdt denne margen, ville NB eller enhver anden virksomhed, der kunne pakke sukker til detailhandelen ligesaa effektivt som BS uden selv at fremstille industrisukker, have vaeret noedt til at traekke sig ud af det britiske marked for detailsuk

ker. Set i sammenhaeng med de andre former for misbrug, som er beskrevet ovenfor, og med den omstaendighed, at formaalet med eller den logiske og forudselige foelge af BS' opretholdelse af denne prispolitik ville vaere at traenge NB ud af det britiske marked for detailsukker, finder Kommissionen, at BS' prispolitik er at betragte som misbrug af dominerende stilling efter artikel 86.

(67) I sit skriftlige svar paa Kommissionens meddelelse af klagepunkter anfoerte BS, at der var visse dokumenter, som kun BS' advokater og ikke BS selv havde faaet indsigt i. Disse dokumenter viser meget detaljeret NB's omkostninger ved at pakke industrisukker i detailpakninger. BS goer gaeldende, at kun BS selv og ikke selskabets advokater vil kunne faa noget meningsfuldt ud af disse dokumenter, og at Kommissionen derfor ikke kan stoette sig paa disse tal.

(68) I forbindelse med dette spoergsmaal om aktindsigt maa Kommissionen bemaerke:

- at de paagaeldende dokumenter helt klart maa betragtes som forretningshemmeligheder, jf. artikel 20 i forordning nr. 17 (som NB har insisteret paa ikke videregives til BS), og at det derfor ville vaere urimeligt at give BS indsigt i dem

- at BS i meddelelsen af klagepunkter fik oplyst NB's omkostninger paa basis af en opdeling i hovedkategorier. De meget detaljerede oplysninger, det her drejer sig om, er gjort tilgaengelige for BS' advokater mod deres loefte om ikke at videregive detaljerede tal til BS selv. BS' advokater kunne derfor over for BS have bekraeftet, at Kommissionen er i besiddelse af dokumenter, som noeje stemmer overens med de samlede tal, der er angivet i klagepunkterne. BS kunne derfor helt klart ogsaa tage stilling til de samlede tal, der var indeholdt i Kommissionens meddelelse af klagepunkter.

I lyset heraf og i betragtning af, at tallene kun angives i klagepunkterne og i denne beslutning med det ene formaal at vise, at den logiske konsekvens af BS' fastholdelse af ovennaevnte prismargen ville have vaeret, at NB ville have vaeret noedt til at traekke sig ud af det britiske marked for detailsukker, finder Kommissionen, at BS' ret til at forsvare sig blev tilgodeset i denne sag.

ii) P r i s e r b e r e g n e t a b f a b r i k

(69) BS har anerkendt, at selskabet foer udgangen af 1986 naegtede at levere sukker til sine kunder, medmindre kunderne ogsaa acepterede, at BS selv varetog leveringen af sukkeret (om BS leverede sukkeret selv eller via tredjemand under kontrakt er her irrelevant). BS forbeholdt sig saaledes den selvstaendige, men naert beslaegtede funktion, som bestaar i at levere sukkeret, og som under normale omstaendigheder kunne varetages af en uafhaengig kontrahent paa egne vegne (som f. eks. en regulaer grossist, som leverer sukker til en tredjemand ved brug af egne transportfaciliteter).

Som anfoert af MMC under punkt 2.104 i den anden rapport, saelger grossister ogsaa for egen regning sukker koebt hos de to britiske producenter. Denne form for konkurrence kan ventes at afholde de britiske producenter fra at beregne sig for hoeje pristillaeg for distributionen (medmindre de naegter at levere sukker ab fabrik).

(70) Kommissionen er ikke bekendt med noget forhold, der skulle goere det objektivt noedvendigt for BS at forbeholde sig selv denne funktion, og den omstaendighed, at BS efter afgivelsen af sit tilsagn til Kommissionen har givet sine kunder mulighed for at vaelge mellem ab fabrik sukker og franko leveret sukker, viser, at der ikke forelaa en saadan noedvendighed.

(71) Kommissionen finder, at BS har misbrugt sin dominerende stilling paa sukkermarkedet ved at naegte sine kunder valgmulighed mellem at koebe sukker ab fabrik eller franko leveret, hvorved selskabet forbeholdt sig selv den selvstaendige, men naert beslaegtede funktion at levere dette sukker og dermed eliminerede enhver konkurrence om levering af varerne.

(72) Denne konklusion stoettes af EF-Domstolens dom i sagen Centre Belge d'Etudes de Marché-Télémarketing SA mod Compagnie Luxembourgeoise de Télédiffusion SA og Information Publicité Benelux SA, hvor Domstolen udtalte:

». . . det er misbrug af en dominerende stilling, jf. Traktatens artikel 86, at en virksomhed, som har en dominerende stilling paa et bestemt marked - uden at det er objektivt noedvendigt - forbeholder sig selv eller en virksomhed i samme koncern forberedende arbejdsopgaver, som kan udfoeres af en tredje virksomhed inden for dennes erhvervsomraade paa et beslaegtet, men selvstaendigt marked, med fare for, at enhver konkurrence fra denne virksomheds side bliver udelukket.« (Endnu ikke offentliggjort).

Kun roesukker. Diskrimination

(73) Kommissionen finder, at BS har anvendt »lige vilkaar for ydelser af samme vaerdi over for handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen (1), og saaledes har misbrugt sin dominerende stilling ved at naegte at levere udelukkende roesukker til NB, selv om selskabet leverede det til andre.

(1) MMC's anden rapport, punkt 16.6.

(2) Der henvises til EF-Domstolens definition paa begrebet dominerende stilling i Continental Can-sagen, sag 6/72, Sml. 1973, s. 215.

(3) Der henvises til EF-Domstolens afgoerelse i United Brands-sagen, sag 22/76, Sml. 1978, s. 207.

(4) EFT nr. L 177 af 1. 7. 1981, s. 4.

(5) EFT nr. L 110 af 29. 4. 1988, s. 20.

(6) EFT nr. L 21 af 29. 1. 1982, s. 3.

(1) Dom af 6. marts 1973, Sml. 1974, s. 223, praemis 25. Se ogsaa dom af 14. februar 1978, United Brands mod Kommissionen, sag 22/76, Sml. 1978, s. 207.

(2) For en tilsvarende sag inden for rammerne af EKSF-Traktaten henvises til dom af 22. oktober 1975, National Carbonising Company/Kommissionen, sag 109/75, Sml. 1975, s. 1193.

(1) Artikel 86, litra c).

Gruppebonus, loyalitetsrabat

(74) BS afgav tilbud til [ . . . ], der bl.a. gik ud paa, at BS ville yde et nedslag paa den pris, selskabet tilboed de medlemmer af indkoebsforeningen, der paa det tidspunkt udelukkende koebte hos BS, hvis alle medlemmerne af [ . . . ] Group i fremtiden gik ind paa kun at koebe hos BS.

Et saadant tilbud, der er ensbetydende med, at hidtidige BS-kunder opfordres til at overtale andre selskaber til at forpligte sig til kun at koebe hos BS for at opnaa en lavere pris paa detailsukker, har i lighed med en loyalitetsrabat til formaal at fratage de paagaeldende kunder forsyningskilder eller begraense deres valgmuligheder og endvidere spaerre for andre producenters adgang til markedet.

Som foelge af den tilbudte gruppebonus blev der lagt pres paa de medlemmer af [ . . . ] Group, der ikke var kunder hos BS, for at de skulle begynde at koebe hos BS, ikke blot fordi de derved selv ville faa del i denne bonus, men ogsaa fordi de oevrige medlemmer af gruppen ville vaere noedt til at betale en hoejere pris for deres sukker, hvis nogle medlemmer oenskede at koebe hos andre af pris- eller kvalitetshensyn. Som et resultat af BS' tilbud skiftede et medlem af gruppen [ . . . ], som hidtil havde vaeret kunde hos NB, over til BS.

(75) Kommissionen finder, at BS misbrugte sin dominerende stilling ved at tilbyde og derefter indgaa en aftale, der omfattede gruppebonus.

(76) Denne konklusion stoettes af EF-Domstolens dom i sagen Hoffmann-La-Roche mod Kommissionen (1), hvor Domstolen tog stilling til anvendelsen af artikel 86 paa eksklusive koebsaftaler og loyalitetsrabatter, hvori en dominerende virksomhed var impliceret.

D. Paavirkning af handelen mellem medlemsstater

(77) Kommissionen finder, at de ovenfor beskrevne faktiske omstaendigheder tjener som bevis for, at BS har fulgt en praksis, der kunne forudses at ville foere til, at NB blev tvunget til at traekke sig ud af detailsukkermarkedet. Det materiale, der foreligger i denne sag (f.eks. papirerne om erhvervning af NB's kunder) viser, at det paastaaede misbrug blev begaaet med det formaal at traenge NB ud af markedet for detailsukker.

Hvis NB blev elimineret fra det britiske marked for detailsukker, ville det helt klart have paavirket handelen mellem medlemsstater og ogsaa konkurrence- og samhandelsstrukturen inden for Faellesmarkedet.

(78) En britisk sukkergrossist som NB raader over to forsyningskilder - britisk produceret sukker og importeret sukker, og han vil importere sukker til videresalg, naar det kan betale sig, f.eks. paa grund af valutakursudsving. NB har saaledes tidligere koebt, og vil i fremtiden koebe, sukker i andre EF-lande til videresalg baade til detailhandelen og til industrien, naar vilkaarene herfor er gunstige. Denne import kan ikke som paastaaet af BS betragtes som unormal og kunstig, men indgaar derimod i det normale handelsmoenster.

Det var tidligere naesten udelukkende industrisukker, der blev importeret til Det Forenede Kongerige (det er vanskeligt at importere detailsukker, ikke blot fordi dette kraever poser med saerlige engelske paaskrifter, men ogsaa fordi leveringsmaengderne normalt er mindre for detail- end for industrisukker (2).

Da NB startede med at pakke sukker til videresalg, anvendte selskabet - og agter fortsat at anvende - baade britisk produceret og importeret industrisukker. Med NB's fremkomst paa markedet blev der aabnet en ny kanal, hvor der for foerste gang anvendtes importeret industrisukker til pakning i detailpakninger, naar vilkaarene talte til gunst herfor. NB, som er den eneste britiske grossist, der pakker sukker til detailhandelen uden selv at raade over en britisk forsyningskilde, er saaledes den eneste, der frit kan vaelge at koebe enten britisk produceret eller importeret sukker til ompakning, alt efter hvad der bedst kan betale sig paa det paagaeldende tidspunkt.

Hvis NB var blevet elimineret fra markedet, ville den eneste kanal, gennem hvilken importeret sukker frit og let kan saelges paa det britiske detailmarked, vaere blevet effektivt lukket.

NB gik ind paa det britiske marked for detailsukker ud fra en overbevisning om, at forskellen mellem salgsprisen paa pakket sukker og paa sukker i loes vaegt var stoerre end omkostningerne ved at pakke dette sukker effektivt (3). Denne store prisforskel skyldtes, at skoent importeret sukker som naevnt ovenfor faktisk laegger en begraensning paa den pris, der kan beregnes for industrisukker i Storbritannien, laegger det ikke nogen effektiv daemper paa detailprisen, hvilket haenger sammen med de ovenfor beskrevne vanskeligheder ved at importere detailsukker. NB's fremkomst paa detailmarkedet skabte det foerste bindeled, der var uafhaengigt af

britisk produceret industrisukker, mellem prisen paa industrisukker, der paavirkes af prisen paa importeret sukker, og detailsukker, hvor prisen ikke i samme grad er blevet paavirket af prisen paa importeret sukker. Hvis NB var blevet traengt ud af detailsukkermarkedet, ville dette uafhaengige bindeled mellem priserne paa detail- og industrisukker paa det britiske marked og dermed mellem priserne paa importeret industrisukker og britisk produceret detailsukker vaere blevet elimineret.

Kommissionen maa derfor drage en konklusion, at det ville have kunnet paavirke handelen mellem medlemsstater, hvis NB var blevet elimineret fra markedet. Dette bekraeftes af nedenstaaende argument, som BS frembragte over for MMC i 1981, hvor BS anerkender, at stoerrelsen af de maengder sukker, grossisterne importerer, laegger reelle bindinger paa de maksimumspriser, BS kan beregne sig paa det britiske marked:

»Since BS was the price leader in the UK and Tate & Lyle (because of its low margins) was a price follower, imported continental sugar was the key to price competition. As long as there was a substantial surplus of sugar in the EEC, the continental price could effectively set a ceiling on the price in this country and it was the merchants commercial interest in selling imports (on which they earned a margin and not merely a handling allowance) which provided competition between merchants and BS.«

(79) Det blev statueret af Domstolen i United Brands-sagen (sag 27/62, praemis 201), at naar en virksomhed, der har en dominerende stilling inden for Faellesmarkedet, soeger at eliminere en konkurrent, der ogsaa er etableret inden for Faellesmarkedet, er det uden betydning, om denne adfaerd er direkte knyttet til handel mellem medlemsstater, naar det er godtgjort, at denne eliminering af konkurrencen vil paavirke konkurrencestrukturen i Faellesmarkedet.

Dette er specielt tilfaeldet, naar et dominerende selskab som i den foreliggende sag soeger at eliminere en konkurrent, der beskaeftiger sig med import, videreforarbejdning og videresalg af et produkt.

(80) BS' naegtelse af at saelge industrisukker til NB havde desuden direkte og ikke ubetydelige virkninger for handelen mellem medlemsstater. Fordi NB ikke kunne faa leveret roesukker fra BS, koebte virksomheden sukker (der under de i 1986 gaeldende markedsvilkaar var dyrere) hos andre EF-producenter i Frankrig, Danmark og Nederlandene. Indtil den 5. juni 1986 var NB ude af stand til at benytte industrisukker fra T & L til ompakning i detailpakninger, fordi [ . . . ]. Selv om NB havde vaeret i stand til at koebe T & L-sukker hertil, ville virksomheden ikke have vaeret rede til at bruge sukkeret til dette formaal, fordi den ikke kan opnaa lagerstoette fra EF til oplagring af roersukker. Det er i denne forbindelse vaerd at bemaerke, at NB i perioden mellem oktober 1985 og juni 1986 bestilte dobbelt saa meget sukker til import fra kontinentet, som det koebte i perioden mellem oktober 1984 og september 1985.

Der blev saaledes skabt et kunstigt handelsmoenster mellem medlemsstater, fordi NB ikke uden BS' leveringsnaegtelse ville have gennemfoert en stor del af denne import, men hellere have koebt billigt sukker hos BS. At BS' leveringsnaegtelse rent faktisk foerte til en oeget samhandel mellem medlemsstater, udelukker ikke, at BS ved sin adfaerd paavirkede samhandelen efter artikel 86, som det blev anfoert af EF-Domstolen i Consten og Grundig mod Kommissionen (1) (forenede sager 56 og 58/64):

». . . i den henseende kommer det navnlig an paa, om aftalen direkte eller indirekte, faktisk eller potentielt, er egnet til at bringe den frie handel mellem medlemsstaterne i fare paa en maade, der kan skade gennemfoerelsen af maalene for et mellemstatsligt enhedsmarked. Den omstaendighed, at en aftale medfoerer en endog anselig udvidelse af samhandelen mellem staterne, er derfor ikke tilstraekkelig til at udelukke, at aftalen kan »paavirke« samhandelen paa den naevnte maade.«

BS' naegtelse af at levere industrisukker til NB paavirkede derfor samhandelen mellem medlemsstater efter artikel 86.

Kommissionen maa derfor drage den konklusion, at BS' adfaerd som beskrevet ovenfor paavirkede handelen efter EOEF-Traktatens artikel 86.

E. Konklusion

(81) Paa grundlag af ovenstaaende betragtninger finder Kommissionen, at BS overtraadte EOEF-Traktatens artikel 86

1. ved at naegte at levere industrisukker i form af stoedt melis til NB

2. ved at saenke priserne paa detailsukker til et saa lavt niveau, at der ikke blev tilstraekkelig stor margen mellem selskabets priser paa detailsukker og industrisukker

3. ved at naegte at saelge sukker undtagen paa franko-basis

4. ved at diskriminere NB ved at naegte at levere udelukkende roesukker til NB, selv om selskabet leverede udelukkende roesukker til andre kunder efter disses anmodning

5. ved at tilbyde gruppebonusser.

STANDSNING AF OVERTRAEDELSEN - FORHOLDSREGLER

(82) Kommissionen finder, at det i betragtning af de omfattende foranstaltninger, BS har ivaerksat for at bringe sin praksis i overensstemmelse med konkurrencereglerne, og BS's eksemplariske adfaerd, siden selskabet modtog Kommissionens meddelelse af klagepunkter, ikke er noedvendigt at paabyde BS at bringe ovennaevnte overtraedelser til ophoer i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17, idet BS efter Kommissionens opfattelse paa eget initiativ har bragt disse overtraedelser til ophoer. Klageren, NB, tiltraeder dette synspunkt.

Det maa imidlertid bemaerkes, at det foreliggende misbrug var af en saa alvorlig karakter, at BS boer paalaegges en boede for sine tidligere handlinger. Paalaeggelsen af boeden kraever en formel beslutning fra Kommissionens side.

FORHOLDSREGLER

a) Boeder

(83) I henhold til artikel 15 i forordning nr. 17 kan der for overtraedelser af Traktatens artikel 86 paalaegges boeder paa hoejst 1 mio ECU eller 10 % af virksomhedens omsaetning i det seneste regnskabsaar, hvis sidstnaevnte beloeb er stoerst. Ved fastsaettelsen af boedens stoerrelse skal der tages hensyn til baade overtraedelsens grovhed og dens varighed.

(84) Det er godtgjort, at BS misbrugte sin dominerende stilling paa flere forskellige, betydelige maader. Alle disse former for misbrug havde samme formaal, nemlig at paafoere en ny konkurrent paa markedet alvorlig skade eller traenge den ud af markedet.

BS soegte ved denne adfaerd at opretholde eller bestyrke sin dominerende stilling.

De omhandlede overtraedelser havde til formaal at paavirke konkurrencestrukturen paa en vaesentlig del af Faellesmarkedet. Desuden ville en konkurrent kunne vaere blevet uigenkaldeligt elimineret fra markedet, hvis Kommissionen ikke havde fremsendt en meddelelse af klagepunkter, der foerte til et tilsagn fra BS' side.

(85) I lyset heraf finder Kommissionen, at der boer paalaegges BS en boede. Ved fastsaettelsen af boedens stoerrelse har Kommissionen ikke blot taget hensyn til BS' misbrug af dominerende stilling som beskrevet ovenfor, men ogsaa til den eksemplariske maade, hvorpaa BS har optraadt efter modtagelsen af Kommissionens klagepunkter.

(86) Da naervaerende beslutning udelukkende er rettet mod BS' tidligere handlinger, er boedens stoerrelse fastsat under hensyntagen til, at det omhandlede misbrug fandt sted i tidsrummet mellem de begivenheder, der foerte til, at NB begyndte at pakke industrisukker til detailsalg, og BS' afgivelse af sit tilsagn og ivaerksaettelse af foranstaltninger for at efterkomme konkurrencereglerne, dvs. fra omkring april 1985 til begyndelsen af august 1986.

(87) Ved fastsaettelsen af boeder er det Kommissionens praksis at tage hensyn til om EOEF-Traktatens konkurrenceregler i tilstraekkelig grad er blevet praeciseret ved beslutninger truffet af Kommissionen paa et bestemt omraade eller ej (1). Som anfoerte ovenfor har Kommissionen fastslaaet, at BS ved udelukkende at saelge sukker paa franko-basis misbrugte sin dominerende stilling efter artikel 86. Dette tilfaelde er foerste gang, Kommissionen har fastslaaet, at et dominerende selskabs fastholdelse af prisordning baseret paa franko-levering kan udgoere misbrug af dominerende stilling efter artikel 86. Paa grundlag heraf agter Kommissionen ikke at paalaegge BS boede for dette konkrete misbrug.

Med hensyn til BS' prispraksis i forbindelse med detailsukker har BS gjort gaeldende, at konkurrencereglerne ikke var tilstraekkeligt praeciseret, da misbruget fandt sted, til at berettige paalaeggelse af en boede. Kommissionen finder, at en saadan prispraksis, hvis formaal eller forudselige foelge var at traenge NB ud af markedet for detailsukker, er en form for agressiv prispolitik, der helt klart falder ind under artikel 86, og den finder derfor, at BS forsaetligt eller i det mindste uagtsomt misbrugte sin dominerende stilling herved. Det er derfor berettiget at paalaegge en boede for dette misbrug. Kommissionen anerkender imidlertid, at den retlige vurdering at et saadant misbrug er blevet mindre udtoemmende praeciseret ved kommissionsbeslutninger og domstolsafgoerelser, end det er tilfaeldet med de andre former for misbrug begaaet af BS, og har ved fastsaettelsen af boedens stoerrelse taget hensyn hertil.

(88) Hvad angaar de andre ovenfor beskrevne former for misbrug finder Kommissionen imidlertid, at der er tale om forsaetlig eller i det mindste uagtsom misbrug fra BS' side. Desuden er EOEF-Traktatens konkurrenceregler blevet belyst ved beslutninger truffet af Kommissionen og domme afsagt af Domstolen eller fremgaar af EOEF-Traktatens bestemmelser i et saadant omfang og med en saadan klarhed, at det er berettiget at paalaegge boede herfor -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

British Sugar PLC overtraadte EOEF-Traktatens artikel 86 ved over for Napier Brown at foelge en praksis, der havde til formaal at skade Napier Browns virksomhed eller traenge Napier Brown ud af det britiske marked for detailsukker, eller begge dele, hovedsagelig ved

1. konsekvent at naegte at levere industrisukker i form af stoedt melis til Napier Brown

2. at saenke sine priser paa detailsukker til et saa lavt niveau, at der ikke blev en tilstraekkelig stor margen mellem selskabets priser paa detailsukker og dets priser paa industrisukker

3. udelukkende at tilbyde sukker leveret paa franko-basis

4. at diskriminere Napier Brown ved at naegte udelukkende at levere roesukker til Napier Brown, men dog levere udelukkende roesukker til andre kunder efter disses anmodning

5. at tilbyde gruppebonusser.

Artikel 2

British Sugar PLC paalaegges en boede paa 3 mio ECU for de i artikel 1 omhandlede overtraedelser.

Dette beloeb indbetales paa

a) Konto nr. 59000204, Commission of the European Communities, Brussels (for betaling i ECU), Lloyds Bank Ltd, The Manager Payments Section, Overseas Centre, Birmingham, PO Box 63, 38a Paradise St., Birmingham B1 2AB England, eller

b) Konto nr. 108.63.41, Commission of the European Communities (for betaling i pund sterling), Lloyds Bank Ltd Overseas Dept., PO Box 19, 6 Eastcheap, London EC3P, 3AB

senest tre maaneder efter meddelelsen af denne beslutning. Herefter paalaegges der automatisk en rente svarende til den sats, som anvendes af Den Europaeiske Fond for Monetaert Samarbejde i dens transaktioner i ECU, paa den foerste arbejdsdag i den maaned, hvor denne beslutning blev vedtaget, plus 3,5 % procentpoints, dvs. 9,75 %.

Sker betalingen i pund sterling, anvendes den gaeldende omregningskurs paa dagen forud for indbetalingen.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til British Sugar PLC, PO Box 26, Oundle Road, Petersborough PE2 9QV, Det Forenede Kongerige.

Denne beslutning kan tvangsfuldbyrdes, jf. Traktatens artikel 192.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 18. oktober 1988.

Paa Kommissionens vegne

Peter SUTHERLAND

Medlem af Kommissionen

(1) Sml. 1979, s. 461, praemis 89. Se ogsaa United Brands mod Kommissionen, Sml. 1978, s. 207.

(2) Se f.eks. punkt 5.8 i den foerste MMC-rapport.

(3) Punkt 2.104 i den foerste MMC-rapport.

(1) Sml. 1965-1968, s. 245.

(1) Der henvises f.eks. til Kommissionens beslutning 78/252/EOEF (IV/29.176 - Vegetable Parchment, EFT nr. L 70 af 13. 3. 1978, s. 54, punkt 83).