++++

BETAENKNING

om konventionen om , hvilken lov der skal anvendes paa kontraktlige forpligtelser ( 1 )

udarbejdet af Mario Giuliano

professor ved universitetet i Milano

( der har affattet indledningen og bemaerkningerne til artikel 1 , 3 til 8 , 10 , 12 og 13 )

og Paul Lagarde

professor ved Université de Paris I

( der har affattet bemaerkningerne til artikel 2 , 9 , 11 og 14 til 33 )

( 1 ) Teksten til konventionen om , hvilken lov der skal anvendes paa kontraktlige forpligtelser , er offentliggjort i EFT nr . L 266 af 9 . oktober 1980 .

Konventionen , som blev aabnet for undertegnelse i Rom den 19 . juni 1980 , undertegnedes samme dag af de befuldmaegtigede for foelgende syv medlemsstater : Belgien , Tyskland , Frankrig , Irland , Italien , Luxembourg og Nederlandene .

INDHOLDSFORTEGNELSE

INDLEDENDE BEMAERKNINGER

* Side *

1 . Benelux-landenes regeringers forslag til Kommissionen for De europaeiske Faellesskaber * 4 *

2 . Kommissionens gennemgang af forslaget og opfoelgningen heraf * 4 *

3 . Medlemsstaternes positive holdning til spoergsmaalet om at finde frem til ensartede lovvalgsregler , foretagelse af prioritering under undersoegelsen og nedsaettelse af arbejdsgruppen til foretagelse af forarbejdelse og udarbejdelse af disse regler * 5 *

4 . Gruppearbejdets tilrettelaeggelse og forloeb og dets foerste resultater ved udgangen af 1972 * 6 *

5 . Fornyet gennemgang af gruppens forarbejder paa baggrund af bemaerkninger fremsat af regeringerne i saavel de oprindelige som de nye EF-medlemsstater og resultater opnaaet i februar 1979 * 6 *

6 . Endelig gennemgang af konventionen i Raadet for De europaeiske Faellesskaber * 7 *

7 . Oversigt over nationale kilder til og karakteren af de i EF-medlemsstaterne gaeldende regler om , hvilken lov der skal anvendes paa kontraktlige forpligtelser * 8 *

8 . De ensartede reglers universelle anvendelighed * 8 *

9 . Om konventionens ensartede reglers normalt almene karakter og om deres betydning inden for det arbejde med tilvejebringelse af ensartede retsregler , der allerede er begyndt paa den internationale privatrets omraade * 8 *

AFSNIT I : Konventionens anvendelsesomraade

Artikel 1 : Konventionens anvendelsesomraade * 10 *

Artikel 2 : Anvendelse af loven i en ikke-kontraherende stat * 13 *

AFSNIT II : Ensartede regler

Artikel 3 : Lovvalg ved aftale * 15 *

Artikel 4 : Lovvalget i mangel af aftale herom * 18 *

Artikel 5 : Visse forbrugeraftaler * 22 *

Artikel 6 : Individuelle arbejdsaftaler * 24 *

Artikel 7 : Ufravigelige regler * 25 *

Artikel 8 : Materiel gyldighed * 27 *

Artikel 9 : Gyldighed med hensyn til form * 28 *

Artikel 10 : Omraadet for den anvendelige lov * 31 *

Artikel 11 : Manglende handleevne * 33 *

Artikel 12 : Overdragelse af fordringer * 33 *

Artikel 13 : Subrogation * 34 *

Artikel 14 : Bevisbyrde m . v . * 35 *

Artikel 15 : Udelukkelse af renvoi * 36 *

Artikel 16 : Ordre public * 37 *

Artikel 17 : Ingen tilbagevirkende kraft * 37 *

Artikel 18 : Ensartet fortolkning * 37 *

* Side *

Artikel 19 : Stater med mere end ét retssystem * 38 *

Artikel 20 : Forrang for faellesskabsret * 38 *

Artikel 21 : Forholdet til andre konventioner * 38 *

Artikel 22 : Forbehold * 39 *

AFSNIT III : Afsluttende bestemmelser

Artikel 23 : En kontraherende stats ensidige vedtagelse af en ny lovvalgsregel * 40 *

Artikel 24 og 25 : Nye konventioner * 40 *

Artikel 26 : Revision * 41 *

Artikel 27 - 33 : Saedvanlige bestemmelser af protokolmaessig art * 41 *

Protokol vedroerende § 169 i den danske soelov

NOTER * 43 *

DELTAGERLISTE * 48 *

INDLEDENDE BEMAERKNINGER

1 . Benelux-landenes regeringers forslag til Kommissionen for De europaeiske Faellesskaber

Den 8 . september 1967 opfordrede Belgiens faste repraesentant paa vegne af sin egen regering og Nederlandenes og storhertugdoemmet Luxembourgs regeringer Kommissionen til sammen med eksperter fra medlemslandene og paa grundlag af udkastet til den belgisk-nederlandsk-luxembourgske konvention , at fastsaette ensartede internationale privatretlige regler og kodificere reglerne om lovvalg inden for Faellesskabet .

Dette forslag udsprang af bestraebelserne paa at fjerne de ulemper , der foelger af de forskellige lovvalgsregler , saerlig paa kontraktrettens omraade . Hertil kom en " vis form for paatraengende noedvendighed " i betragtning af de reformer , der kunne forventes i visse medlemsstater , og foelgelig " risikoen for en yderligere fastlaasning af de eksisterende forskelle " .

I den aabningstale , som Kommissionens generaldirektoer for det interne marked og indbyrdes tilnaermelse af lovgivningerne , Th . Vogelaar , i sin egenskab af formand , holdt til regeringseksperterne , der var samlet den 26 . - 28 . februar 1969 , bemaerkede han : " Dette forslag boer , om alt forloeber normalt , foere til fuldstaendig harmonisering af lovvalgsreglerne . I saa tilfaelde vil der i hvert af vore seks lande i stedet for de nuvaerende lovvalgsregler , bortset fra tilfaelde , hvor der skal anvendes internationale aftaler , der er bindende for en medlemsstat , traede ensartede lovvalgsregler i kraft baade for forhold , der beroerer medlemsstaterne indbyrdes , og for forhold , som beroerer stater , der ikke tilhoerer Faellesskabet . Denne loesning vil foere til udfaerdigelse af et faelles saet ensartede retsregler for EF-medlemsstaternes territorier . Den store fordel ved dette forslag er uden tvivl , at man herved opnaar stoerre retssikkerhed , oeget tillid til stabiliteten i retsforhold , lettere adgang til valg af vaerneting i forhold til den anvendelige lov og bedre beskyttelse af erhvervede rettigheder inden for hele privatrettens omraade . I forhold til harmonisering af de materielle regler synes det at vaere lettere at gennemfoere ensartede lovvalgsregler , saerlig paa formuerettens omraade , eftersom lovvalgsreglerne kun vedroerer retsforhold , der rummer et internationalt element " ( 1 ) .

2 . Kommissionens gennemgang af forslaget og opfoelgningen heraf

Ved gennemgangen af det forslag , der var blevet fremsat af Benelux-landenes regeringer , kom Kommissionen til det resultat , at en harmonisering af lovvalgsreglerne , i det mindste paa visse saerlige omraader inden for den internationale privatret , kunne lette faellesmarkedets funktioner .

Hr . Vogelaars ovennaevnte tale giver et sammendrag af de betragtninger , der danner grundlaget for Kommissionens konklusion , og det er vaerd at gentage dem her .

" Efter EOEF-traktatens aand og bogstav har harmoniseringen faaet tillagt den funktion at muliggoere eller lette indfoerelsen af retstilstande paa det oekonomiske omraade , som svarer til dem , der er typiske for et indenlandsk marked . Jeg forstaar godt , at man kan vaere uenig med hensyn til den noejagtige afgraensning af de forskelle , der direkte indvirker paa faellesmarkedets funktioner , og dem , der kun goer det indirekte . Det er dog en kendsgerning , at der findes retsomraader , hvor forskellene mellem de nationale retsordener og mangelen paa ensartede lovvalgsregler haemmer den frie bevaegelighed mellem medlemsstaterne for personer , varer , tjenesteydelser og kapital .

Nogle vil foretraekke , at de materielle regler harmoniseres eller goeres ensartede fremfor en harmonisering af lovvalgsreglerne . Dette er som bekendt allerede sket paa forskellige omraader . Harmoniseringen af materiel ret kan dog ikke altid holde trit med afskaffelsen af de oekonomiske graenser . Foelgelig vil man , saa laenge den materielle ret ikke er gjort ensartet , stadig stoede paa problemet om , hvilke retsregler der skal finde anvendelse . Med vaeksten i de privatretlige forbindelser over graenserne tiltager antallet af tvister , i hvilke man maa loese spoergmaalet om , hvilket lands ret der skal finde anvendelse .

Samtidig vokser antallet af tilfaelde , hvor domstolene skal anvende fremmed ret . Den den 27 . september 1968 undertegnede konvention om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager , herunder handelssager , giver ensartede regler for den internationale kompetence hos retterne inden for Faellesskabet . Den vil lette og fremme afviklingen af mange civile retssager og fogedforretninger . Endvidere tillader den tillige paa mange omraader parterne at indgaa aftaler om vaerneting og at vaelge mellem flere retter . Dette kan medfoere , at man foretraekker retterne i en stat , hvis lovgivning synes at ville give et gunstigere udfald i sagen . For at forebygge denne " forum shopping " , oege retssikerheden og goere det lettere at forudse , hvilket lands ret der vil blive anvendt , vil det vaere oenskeligt , at lovvalgsreglerne goeres ensartede paa oekonomisk saerlig vigtige omraader , saaledes at samme ret finder anvendelse , uanset i hvilken stat afgoerelsen traeffes .

Det er kort sagt tre dominerende hensyn , der ligger til grund for vort forslag om at harmonisere lovvalgsreglerne i ganske bestemte retsforhold . Det foerste foelger af den internationale privatrets historie : at ville goere alt ensartet er et for dristigt og langvarigt forehavende . Det andet er noedvendigheden af hurtigt at styrke retssikkerheden inden for visse sektorer af stoerre oekonomisk betydning . Det tredje er bestraebelsen paa at forebygge en uddybelse af forskellene mellem de forskellige medlemsstaters internationale privatretlige regler " ( 2 ) .

Det var netop paa baggrund af disse hensyn , Kommissionen opfordrede medlemsstaterne til at deltage i et ekspertmoede , for at den kunne faa et fuldstaendigt indtryk af den nuvaerende retstilstand paa omraadet og afgoere , om og i hvilket omfang en harmonisering eller indfoerelse af ensartede regler inden for den internationale privatret i Faellesskabet burde paabegyndes . Med opfordringen fulgte et spoergeskema , der skulle lette droeftelserne ( 3 ) .

3 . Medlemsstaternes positive holdning til spoergsmaalet om at finde frem til ensartede lovvalgsregler , foretagelse af prioritering under undersoegelsen og nedsaettelse af arbejdsgruppen til foretagelse af forarbejdelse og udarbejdelse af disse regler

Det ovenfor omtalte moede blev afholdt den 26 . - 28 . februar 1969 . Det var ved denne lejlighed muligt at danne sig et foerste indtryk af situationen med hensyn til mulighederne for og den eventuelle interesse i at paabegynde udarbejdelsen af ensartede lovvalgsregler i EF-medlemsstaterne ( 4 ) .

Det var dog foerst paa det naeste moede den 20 . - 22 . oktober 1969 , regeringernes eksperter kunne udtale sig praecist om hensigtsmaessigheden af og omraadet for den harmonisering , der skulle ske , og om fremgangsmaaden ved og organiseringen af de arbejder , der skulle foretages .

For saa vidt angaar hensigtsmaessigheden erklaerede medlemsstaternes delegationer , med undtagelse af den tyske , sig principielt enige i , at arbejdet ville vaere nyttigt for styrkelsen af retssikkerheden inden for Faellesskabet . Den tyske delegation , der oplyste , at videnskabsmaend og erhvervskredse havde givet udtryk for visse betaenkeligheder herved , erklaerede , at denne forskel i synspunkter ikke var af en saadan art , at den i oejeblikket burde have nogen indvirkning paa det videre arbejde .

For saa vidt angaar harmoniseringsomraadet erkendte man , uden dog at foregribe den videre udvikling , at det var hensigtsmaessigt foerst at tage fat paa de omraader , som havde stoerst betydning for faellesmarkedets gode funktion , nemlig hvilken lov der skal anvendes paa :

1 . materielle og immaterielle formuegoder ,

2 . forpligtelser i og uden for kontraktforhold

3 . viljeserklaeringers form og bevisspoergsmaal ,

4 . almene spoergsmaal inden for ovennaevnte omraader ( renvoi , kvalifikation , anvendelse af fremmed ret , erhvervede rettigheder , ordre public , handleevne og fuldmagtsforhold ) .

For saa vidt angaar det retlige grundlag for arbejdet var delegationerne enige om , at den paataenkte harmonisering uden udtrykkelig at have tilknytning til art . 220 i EOEF-traktaten ville vaere en naturlig fortsaettelse af konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser .

Endelig fandt samtlige delegationer det nyttigt at foelge samme fremgangsmaade som ved forarbejderne til de konventioner i henhold til art . 220 , som allerede var undertegnet eller var under udarbejdelse , og soege at finde de mest hensigtsmaessige midler til at fremme arbejdet ( 5 ) .

De paa dette moede opnaaede resultater blev af generaldirektoratet for det interne marked og indbyrdes tilnaermelse af lovgivningerne forelagt Kommissionen med forslag om , at denne skulle soege at opnaa medlemsstaternes samtykke til fortsaettelse af arbejdet og udarbejdelse af et udkast til en konvention om ensartede regler paa visse omraader , der henhoerer under den internationale privatret .

Kommissionen efterkom dette forslag . De faste repraesentanters Komité gav paa sit moede den 15 . januar 1970 udtrykkeligt gruppen bemyndigelse til at fortsaette arbejdet med harmonisering af de internationale privatretlige regler , idet det blev tilkendegivet , at det eller de udkast , der skulle udarbejdes , foerst og fremmest skulle omhandle ovennaevnte fire omraader .

I henhold til De faste repraesentanters Komités ovennaevnte beslutning valgte gruppen paa sit moede den 2 . og 3 . februar 1970 departementchef i det belgiske udenrigs - og udenrigshandelsministerium P . Jenard til formand og dommer ved den italienske kassationsret , professor Miccio til naestformand .

Paa baggrund af den allerede paa det foregaaende moede trufne beslutning om at opdele de omraader , der foerst og fremmest skulle behandles i fire sektorer vedtog gruppen , at hver sektor principielt skulle have sin egen ordfoerer med henblik paa fremskyndelse af arbejdet , og at ordfoererne skulle udpeges saaledes :

1 . af den tyske delegation for saa vidt angaar retsreglerne om materielle og immaterielle formuegoder ,

2 . af den italienske delegation for saa vidt angaar retsreglerne om forpligtelser i og uden for kontraktforhold ,

3 . af den franske delegation for saa vidt angaar viljeserklaeringers form og bevisspoergsmaal ,

4 . af den nederlandske delegation i samraad med den belgiske og den luxembourgske delegation for saa vidt angaar de almene spoergsmaal . I medfoer af denne beslutning valgte gruppen herefter foelgende ordfoerere : Oberlandesgerichtspraesident a . D . , professor K . Arndt , professor ved Universitetet i Milano M . Giuliano , professor ved Université de Paris I , P . Lagarde og departementchef i det nederlandske justitsministerium Th . van Sasse van Ysselt .

Paa samme moede kom man tillige ind paa andre problemer . Saerligt droeftedes karakteren af den konvention , der skulle udarbejdes , og paa dette punkt gik det store flertal ind for en alment anvendelig konvention , som ikke var betinget af gensidighed ; endvidere droeftedes arbejdsmaaden og muligheden for at lade observatoerer for Haager-konferencen om international Privatret og for Benelux-kommissionen til fastsaettelse af ensartede retsregler deltage i arbejdet ( 6 ) .

4 . Gruppearbejdets tilrettelaeggelse og forloeb og dets foerste resultater ved udgangen af 1972

Gruppens arbejde tog sit udgangspunkt i en undersoegelse og droeftelse af de spoergeskemaer , som ordfoererne , hr . Giuliano , hr . Lagarde og hr . van Sasse Van Ysselt hver isaer havde udarbejdet paa deres omraade . Denne droeftelse fandt sted paa et moede mellem ordfoererne den 1 . - 4 . juni 1970 under forsaede af hr . Jenard . Paa dette moede blev de tre spoergeskemaer underkastet en ret vidtgaaende analyse , der angik ikke blot de i EF-medlemsstaterne gaeldende lovvalgsregler , nationale saavel som traktatretlige , men tillige de tendenser i udviklingen , som allerede havde vist sig i visse landes retspraksis og litteratur , eller som det ville vaere hensigtsmaessigt at tage i betragtning under hensyn til visse krav , som det internationale samkvem stiller i dag . I den netop omtalte mundtlige analyse blev i oevrigt de skriftlige besvarelser integreret , som hver af ordfoererne gav paa basis af sit eget lands lovgivning , retspraksis og litteratur ( for de tre Beneluxlande af hr . van Sasse van Ysselt ) paa de spoergeskemaer , der var udarbejdet af ham selv og hans kolleger ( 7 ) .

Paa basis af dette forberedende arbejde og det saaledes indsamlede materiale kunne hver af ordfoererne fremlaegge en foreloebig rapport med dertil hoerende forslag til artikler vedroerende sit eget omraade med det formaal at skabe et arbejdsgrundlag for moederne i gruppen . Det aftaltes , at man paa disse moeder skulle droefte hr . Giulianos rapport om retsreglerne vedroerende forpligtelser i og uden for kontraktforhold saavel som de spoergsmaal , der var behandlet i hr . Lagardes og hr . van Sasse van Ysselts rapporter , i det omfang disse havde tilknytning til det af hr . Giuliano behandlede omraade .

For saa vidt angaar hr . Arndts rapport om retsreglerne vedroerende materielle og immaterielle formuegoder aftaltes det at udskyde droeftelsen til et senere tidspunkt , idet hr . Arndt anfoerte , at der forud for hans rapport maatte foreligge en sammenlignende undersoegelse af de vigtigste former for sikringsrettigheder , og idet gruppen principielt anerkendte noedvendigheden af en saadan undersoegelse .

Naar der ses bort fra ordfoerernes moede i juni 1970 , er der medgaaet elleve plenarmoeder i gruppen , paa hvilke man alene har beskaeftiget sig intenst med arbejdet , og hvert moede har i gennemsnit varet fem dage ( 8 ) .

Paa sit moede i juni 1972 afsluttede gruppen udarbejdelsen af et foreloebigt udkast til en konvention om , hvilken lov der skal finde anvendelse paa forpligtelser i og uden for kontraktforhold , og gruppen besluttede at forelaegge konventionsudkastet saavel som de rapporter , der blev endeligt udarbejdet paa ordfoerernes moede den 27 . og 28 . september 1972 , for De faste repraesentanters Komité med henblik paa videresendelse til EF-medlemsstaternes regeringer ( 9 ) .

5 . Fornyet gennemgang af gruppens forarbejder paa baggrund af bemaerkninger fremsat af regeringerne i saavel de oprindelige som de nye EF-medlemsstater og resultater opnaaet i februar 1979

Som det fremgaar af ovenstaaende bemaerkninger , omfattede udkastet af 1972 ikke blot den lov , der skal anvendes paa kontraktlige forpligtelser , men tillige den lov , der skal anvendes paa forpligtelser uden for kontraktforhold . Den gav samtidig loesninger for saa vidt angaar den lov , der skal anvendes paa retshandlers form og i bevisspoergsmaal samt med hensyn til spoergsmaal om fortolkning af de ensartede regler og deres forhold til andre * ovvalgsregler af international oprindelse , selvsagt kun i det omfang , hvori disse spoergsmaal har forbindelse med udkastets formaal .

Efter Det forenede Kongeriges , Danmarks og Irlands tiltraedelse af De europaeiske Faellesskaber i 1973 udvidede Kommissionen arbejdsgruppen med regeringseksperter fra de nye medlemsstater , og De faste repraesentanters Komité bemyndigede den saaledes udvidede gruppe til paa ny at gennemgaa det foreloebige udkast til konventionen , som Kommissionen havde fremsendt til den i slutningen af 1972 , paa baggrund af bemaerkninger fremsat af regeringerne saavel i de oprindelige som de nye medlemsstater . Gruppen udpegede professor Philip til naestformand .

Den fornyede gennemgang af udkastet kunne dog ikke paabegyndes straks . Baade noedvendigheden af at give eksperterne fra de nye medlemsstater fornoeden tid til at raadfoere sig med deres regeringer og de beroerte kredse samt den usikkerhed , der var opstaaet i Det forenede Kongerige omkring dettes tilslutning til De europaeiske Faellesskaber ( som foerst bragtes til ophoer ved folkeafstemningen i 1975 ) medfoerte en vaesentlig nedgang i og endog suspension af gruppens aktiviteter i en periode paa ca . tre aar . Foerst i slutningen af 1975 kunne gruppen i praksis genoptage sit arbejde og give sig til at udarbejde konventionen om , hvilken lov der skal anvendes paa kontraktlige forpligtelser . Paa sit moede i marts 1978 besluttede gruppen nemlig at begraense den foreliggende konvention til alene at omfatte kontraktforhold og optage forhandlinger om yderligere udarbejdelse af en anden konvention om forpligtelser uden for kontraktforhold efter udarbejdelsen af den foerstnaevnte . Flertallet af delegationerne fandt det af tidsmaessige grunde bedst i foerste omfang at afslutte arbejdet med den del , der vedroerer kontraktlige forpligtelser .

Den fornyede gennemgang af det oprindelige foreloebige udkast med ovennaevnte begraensning er foregaaet paa fjorten plenarmoeder i gruppen samt paa tre moeder , der specielt var afsat til problemer vedroerende transport - og forsikringsaftaler , og hvert af disse plenarmoeder har varet fra to til fem dage ( 10 ) . Paa moedet i februar 1979 afsluttede gruppen udarbejdelsen af udkastet til konventionen , traf beslutning om , hvilken fremgangsmaade der skulle foelges ved udkastets fremsendelse til Raadet , som skulle ske inden udgangen af april maaned , og paalagde professor Giuliano og professor Lagarde at udarbejde denne betaenkning , som derefter blev endeligt udarbejdet paa ordfoerernes moede den 18 . - 20 . juni 1979 , som en ekspert fra hver delegation kunne deltage i , hvorefter udkastet blev fremsendt til Raadet og til regeringerne af gruppens formand , hr . Jenard .

6 . Endelig gennemgang af konventionen i Raadet for De europaeiske Faellesskaber

Ekspertgruppens formand , hr . Jenard , fremsendte den 18 . maj 1979 konventionsudkastet til formanden for Raadet for De europaeiske Faellesskaber med oensket om , at regeringerne inden aarets udgang ville meddele deres bemaerkninger til udkastet , saaledes at konventionen kunne indgaas inden slutningen af 1980 .

Den 20 . juli 1979 sendte hr . Jenard formanden for Raadet det udkast til betaenkning om konventionen , som gik forud for det foreliggende .

Generalsekretariatet for Raadet modtog skriftlige bemaerkninger fra den belgiske , nederlandske , danske , irske , tyske , luxembourgske og britiske regering . Endvidere vedtog Kommissionen den 17 . marts 1980 en udtalelse vedroerende udkastet til konventionen , som blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende , nr . L 94 af 11 . april 1980 .

Den 16 . januar 1980 oprettede De faste repraesentanters Komité en ad hoc-gruppe vedroerende international privatret , der skulle varetage foelgende to opgaver :

- gennemgaa konventionens endelige tekst under hensyntagen til bemaerkningerne fra medlemsstaternes regeringer ,

- behandle problemet vedroerende eventuel kompetence for De europaeiske Faellesskabers Domstol til at fortolke konventionen samt graenserne herfor .

Ad hoc-gruppen holdt to moeder , den 24 . - 28 . marts og den 21 . - 25 . april 1980 , under forsaede af hr . Brancaccio fra det italienske justitsministerium ( 11 ) . Gruppen naaede , paa grundlag af regeringernes skriftlige bemaerkninger og andre bemaerkninger , der fremsattes under droeftelserne , frem til en samlet aftale vedroerende konventionens vigtigste bestemmelser og en medfoelgende betaenkning .

De eneste problemer , som gruppen endnu ikke har loest , vedroerer konventionens stilling i forhold til faellesskabsretten . De viste sig isaer i forbindelse med fastsaettelsen af antallet af ratifikationer , der kraeves , for at konventionen kan traede i kraft , samt ved affattelsen af en erklaering fra medlemsstaternes regeringer om Domstolens kompetence .

Efter en raekke droeftelser i De faste repraesentanters Komité , hvorunder der skete en gradvis tilnaermelse af synspunkterne , fandt Raadets formandskab , at de politiske betingelser for , at justitsministrene med god udsigt til et positivt resultat kunne droefte de punkter , hvorom der endnu ikke var opnaaet enighed , paa en saerlig raadssamling i Rom den 19 . juni 1980 , var til stede .

Ved den lejlighed fandt en sidste forhandling sted , hvorunder man vedtog at fastsaette antallet af medlemsstater , hvis ratifikation er noedvendig , for at konventionen kan traede i kraft , til syv . Endvidere godkendtes en faelleserklaering vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen , der var helt identisk med den , som regeringerne for Faellesskabets seks oprindelige medlemsstater havde fremsat ved indgaaelsen af gennemfoerelseskonventionen i Bruxelles den 27 . september 1968 . Ved vedtagelsen af erklaeringen paalagde repraesentanterne for regeringerne , forsamlet i Raadet , endvidere ad hoc-gruppen vedroerende international privatret under Raadet at finde midler til at ivaerksaette punkt 1 i erklaeringen og at fremlaegge rapport herom inden den 30 . juni 1981 .

Efter afslutningen af disse droeftelser konstaterede formanden for Raadet , Italiens justitsminister Tommaso Morlino , at repraesentanterne for medlemsstaternes regeringer , forsamlet i Raadet , var enige om foelgende :

- vedtagelse af konventionen og af de to dertil knyttede faelleserklaeringer ,

- aabning for undertegnelse af konventionen fra 19 . juni 1980 ,

- offenliggoerelse af konventionen og af den medfoelgende betaenkning i De Europaeiske Faellesskabers Tidende .

Konventionen blev allerede den 19 . juni 1980 undertegnet af de befuldmaegtigede for Belgien , Forbundsrepublikken Tyskland , Frankrig , Irland , Italien , Luxembourg og Nederlandene .

7 . Oversigt over nationale kilder til og karakteren af de i EF-medlemsstaterne gaeldende regler om , hvilken lov der skal anvendes paa kontraktlige forpligtelser

Det vaesentligste formaal med denne konvention er , i EF-medlemsstaternes nationale retssystemer at indfoere et saet ensartede regler om , hvilken lov der skal anvendes paa kontraktlige forpligtelser , samt om visse almene internationale privatretlige spoergsmaal , i det omfang disse har tilknytning til saadanne forpligtelser .

Uden at gaa i detaljer i positiv ret , som vi dog forbeholder os at komme tilbage til i kommentarerne til de ensartede regler , finder vi det nyttigt her at give en kort oversigt over de nationale kilder til og karakteren af de lovvalgsregler , der i oejeblikket er gaeldende i EF-medlemsstaterne paa det af konventionen omfattede omraade . Denne oversigt goer det muligt at danne sig et indtryk af baade den interesse og de vanskeligheder , der er forbundet med det harmoniseringsarbejde , som gruppen har paabegyndt , og hvoraf denne konvention kun er et foerste resultat .

Blandt de ni EF-medlemsstater er det kun i Italien , man finder et saet lovvalgsregler , der er fastsat af lovgiver , og som gaelder naesten hele det omraade , der omfattes af konventionen . Det drejer sig saerlig om artikel 17 , stk . 2 , artikel 25 , 26 , 30 og 31 i de indledende bestemmelser i Codice Civile fra 1942 , samt artikel 9 og 10 i soeloven af 1942 .

I alle de oevrige EF-medlemsstater hviler samtlige regler om valg af den lov , der skal anvendes paa kontraktlige forpligtelser derimod kun paa saedvaneretlige regler og regler , som stammer fra retspraksis , til hvis udvikling og indbyrdes harmonisering litteraturen har bidraget i vidt omfang .

Retstilstanden er paa dette punkt ikke blevet vaesentligt aendret , hverken ved det franske lovforslag om en supplering af Code civil paa det internationale privatretlige omraade ( fra 1967 ) eller Benelux-traktaten om ensartede internationale privatretlige regler , der blev underskrevet i Bruxelles den 3 . juli 1969 . Disse to retsakter er ubestrideligt udtryk for en interessant bestraebelse paa at kodificere lovvalgsreglerne , og for Benelux-landenes vedkommende tillige paa at harmonisere disse regler paa mellemstatligt plan , og gruppen har i sit arbejde ikke undladt at tage hensyn til resultatet af disse bestraebelser . Benelux-traktaten er dog endnu ikke traadt i kraft , og des franske forslag synes heller ikke at ville blive gennemfoert i naer fremtid .

8 . De ensartede reglers universelle anvendelighed

Allerede fra begyndelsen af sit arbejde erklaerede gruppen , at den gik ind for ensartede regler , der skulle finde anvendelse saavel paa statsborgere i medlemsstaterne og paa personer med bopael eller fast opholdssted i Faellesskabet , samt paa statsborgere fra tredjelande og paa personer , der har bopael eller fast opholdssted dér . Det er i artikel 2 fastlagt , at konventionen har denne universelle anvendelighed .

Gruppen var af den opfattelse , at formaalet med dens arbejde vaesentligst skulle vaere at opstille almene regler i lighed med dem , der findes i de gaeldende lovbestemmelser i Italien samt i Benelux-traktaten og i det franske forslag . Saaledes vil disse almene regler , der skal anvendes som almindelig gaeldende ret i hver enkelt medlemsstat i tilfaelde af lovkonflikt , ikke komme til at gribe ind i den detaljerede regulering af klart afgraensede spoergsmaal , der er omhandlet i andre arbejder , saerlig det arbejde , der er foretaget af Haager-konferencen om international privatret . Anvendelsen af disse saerlige konventioner har hjemmel i artikel 21 .

9 . Om konventionens ensartede reglers normalt almene karakter og om deres betydning inden for det arbejde med tilvejebringelse af ensartede retsregler , der allerede er begyndt paa den internationale privatrets omraade

Gruppen har i oevrigt allerede fra begyndelsen af sit arbejde maattet tage stilling til karakteren og raekkevidden af de ensartede lovvalgsregler , som den skulle udarbejde . Skulle disse regler vaere almene , altsaa bestemt til at finde anvendelse paa alle former for kontrakter uanset deres art , eller skulle der foretages en opdeling af reglerne om kontraktlige forpligtelser i en raekke saerlige regler for forskellige kontrakttyper , eller skulle man maaske hellere holde sig til en mellemloesning og vedtage almene regler og supplere dem med visse saerregler for visse kontrakttyper ?

Den loesning , som ordfoereren oprindeligt anbefalede , tog netop sit udgangspunkt i sidstnaevnte mulighed . Ifoelge denne loesning skulle kontrakter i mangel af parternes udtrykkelige eller stiltiende lovvalg vaere undergivet en og samme lov , idet der dog fastsattes visse undtagelsesbestemmelser for visse bestemte kontrakttyper .

Under gruppens behandling af spoergsmaalet om , hvorvidt det var hensigtsmaessigt at supplere de almene lovvalgsregler i kontraktforhold med saerregler for visse kontrakttyper , fremgik det klart , at spoergsmaalet ikke laengere fremboed den interesse , det havde haft inden for rammerne af ordfoererens oprindelige forslag . Formuleringen af artikel 4 i den af gruppen endelig vedtagne affattelse aabner nemlig , bl . a . paa grund af sin smidige udformning , mulighed for at naa tilfredsstillende loesninger for de fleste af de aftaler , for hvilke der var givet saerlige lovvalgsregler i ordfoererens forslag . Dette er grunden til , at gruppen kun har opstillet enkelte undtagelsesbestemmelser fra reglen i artikel 4 , saerlig i artikel 5 og 6 , som angaar den lov , der skal anvendes paa henholdsvis visse forbrugeraftaler og arbejdsaftaler , hvis parterne ikke har foretaget noget udtrykkeligt eller stiltiende lovvalg .

De ensartede reglers normalt almene karakter har gjort det noedvendigt at supplere dem med visse undtagelsesbestemmelser og overlade domstolene en vis skoensmargen med hensyn til anvendelsen af disse undtagelser i det enkelte tilfaelde . Vi skal komme tilbage til dette aspekt i kommentarerne til flere af artiklerne i kapitel III i denne betaenkning .

I praeamblen til denne konvention erklaeres det saaledes , at de hoeje kontraherende parter i traktaten om oprettelse af Det europaeiske oekonomiske Faellesskab bestraeber sig paa , inden for den internationale privatrets omraade , at fortsaette det lovharmoniseringsarbejde , som allerede er gjort inden for Faellesskabet , saerlig verdroerende retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgoerelser . Spoergsmaalet om tredjelandes tiltraedelse af konventionen er ikke reguleret ved denne ( se side 41 ) .

AFSNIT I

KONVENTIONENS ANVENDELSESOMRAADE

Artikel 1

Konventionens anvendelsesomraade

1 . I henhold til artikel 1 , stk . 1 , finder de ensartede regler i denne konvention principielt anvendelse paa kontraktlige forpligtelser i alle situationer , hvor der skal foretages et valg mellem lovene i forskellige lande .

Det skal understreges , at konventionens ensartede regler kun finder anvendelse paa ovennaevnte forpligtelser i situationer , " hvor der skal foretages et valg mellem lovene i forskellige lande " . Formaalet med denne praecisering er at give en bedre definition af det egentlige formaal med konventionens ensartede regler . Som bekendt er den lov , der finder anvendelse paa kontrakter og de deraf foelgende forpligtelser , ikke altid loven i det land , hvor problemerne vedroerende deres fortolkning eller deres opfyldelse skal afgoeres . I visse tilfaelde betragter lovgiver eller domspraksis ikke denne lov som den bedst egnede til at finde anvendelse paa kontrakten og de deraf foelgende forpligtelser . Det drejer sig om situationer , hvor der foreligger et eller flere fremmede elementer i forhold til et lands interne samfundsforhold ( f . eks . at en af kontraktparterne eller de alle er udlaendinge eller bosat i et andet land ; at kontrakten er indgaaet i et andet land ; at en eller flere af parternes ydelser skal erlaegges i et andet land ) , og som har til foelge , at kontrakten kan falde ind under retssystemerne i flere lande . Det er netop paa saadanne tilfaelde , de ensartede regler skal finde anvendelse .

De ensartede reglers normalt almene karakter har gjort det noedvendigt at supplere dem med visse undtagelsesbestemmelser og overlade domstolene en vis skoensmargen med hensyn til anvendelsen af disse undtagelser i det enkelte tilfaelde . Vi skal komme tilbage til dette aspekt i kommentarerne til flere af artiklerne i kapitel III i denne betaenkning .

I preamblen til denne konvention erklaeres det saaledes , at de hoeje kontraherende parter i traktaten om oprettelse af Det europaeiske oekonomiske Faellesskab bestraeber sig paa , inden for den internationale privatrets omraade , at fortsaette det lovharmoniseringsarbejde , som allerede er gjort inden for Faellesskabet , saerlig vedroerende retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgoerelser . Spoergsmaalet om tredjelandes tiltraedelse af konventionen er ikke reguleret ved denne ( se side 41 ) .

Desuden indebaerer den nuvaerende ordlyd af stk . 1 , at de ensartede regler skal anvendes , naar tvisten vil give anledning til et valg mellem et eller flere retssystemer . De ensartede regler finder ogsaa anvendelse i tilfaelde af , at disse retssystemer eksisterer side om side inden for én stat ( se artikel 19 , stk . 1 ) . Spoergsmaalet om , hvorvidt engelsk eller skotsk lov skal finde anvendelse paa en kontrakt , falder altsaa ind under konventionens omraade , dog med forbehold af artikel 19 , stk . 2 .

2 . Der gaelder dog en raekke begraensninger i det i stk . 1 omhandlede princip .

Da denne konvention kun gaelder den lov , der finder anvendelse paa kontraktlige forpligtelser , er det for det foerste klart , at tinglige rettigheder og immaterielle rettigheder ikke falder ind under konventionens bestemmelser . Dette var udtrykkeligt tilkendegivet i en artikel i det oprindelige udkast . Men gruppen skoennede , at det var overfloedigt at gentage denne praecisering i den nuvaerende tekst , saa meget mere som det ville have gjort det * dvendigt at naevne de forskelle , der findes mellem retssystemerne i de forskellige EF-medlemsstater .

3 . Der er endvidere de i artikel 1 , stk . 2 , omhandlede begraensninger .

Det drejer sig for det foerste ( litra a ) ) om fysiske personers rets - eller handleevne , dog med forbehold af artikel 11 . Dernaest drejer det sig ( litra b ) ) om kontraktlige forpligtelser vedroerende testamenter og arv , formueforholdet mellem aegtefaeller , rettigheder og forpligtelser , som udspringer af familieforhold , slaegtskab , aegteskab eller svogerskab , herunder underholdsforpligtelser over for boern foedt uden for aegteskab . Gruppen har med denne opregning villet udelukke hele familieretten fra konventionens anvendelsesomraade .

For saa vidt angaar underholdsforpligtelser i henhold til artikel 1 i Haager-konventionen om den lov , der finder anvendelse paa underholdsforpligtelser , skoennede gruppen , at konventionen ikke skulle finde anvendelse paa aftaler , som personer , der har en ved lov fastsat underholdsforpligtelse , indgaar til opfyldelse af denne forpligtelse . Alle andre kontraktlige forpligtelser , selv kontrakter vedroerende et familiemedlems underhold , over for hvem der ikke bestaar underholdsforpligtelse , falder derimod ind under konventionens anvendelsesomraade .

Modsat artikel 1 , stk . 2 , i det oprindelige udkast undtager det nuvaerende stk . 2 , litra b ) , ikke generelt gaver . Flertallet af delegationerne gik ind for , at konventionen skulle finde anvendelse paa gaver , som udspringer af en kontrakt , der falder ind under konventionens anvendelsesomraade , selv naar de gives inden for familiens kreds uden dog at falde ind under familieretten . Det er saaledes kun gaver , der falder ind under familieretten , reglerne om formueforholdet mellem aegetefaeller eller arvelovgivningen , der er undtaget fra de ensartede reglers anvendelsesomraade .

Der har i gruppen vaeret enighed om , at spoergsmaal vedroerende foraeldremyndighed ikke skal falde ind under konventionen , idet saadanne spoergsmaal vedroerer fysiske personers rets - og handleevne . Men gruppen fandt det hensigtsmaessigt ikke at naevne denne undtagelse i selve konventionens tekst , for at undgaa at konventionen af 27 . september 1968 bliver fortolket modsaetningsvis .

For at udelukke enhver mulighed for fejlagtig fortolkning anvendes der i litra a ) og b ) i den nuvaerende affattelse den samme terminologi som den , der er anvendt i konventionen af 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser .

4 . Stk . 2 , litra c ) , undtager i foerste raekke forpligtelser ifoelge veksler , checks og ordregaeldsbreve fra de ensartede reglers anvendelsesomraade .

Da gruppen har skoennet , at konventionens bestemmelser ikke var velegnede til at gaelde for saadanne forpligtelser , er denne undtagelse , som i oevrigt allerede fandtes i det oprindelige udkast , blevet bibeholdt . Inddragelse af disse forpligtelser under konventionens anvendelsesomraade ville i alle tilfaelde have noedvendiggjort udarbejdelse af saerlige ret komplicerede regler . Genevekonventionerne , som er tiltraadt af flere EF-medlemsstater , giver i oevrigt regler for de fleste af disse omraader . Endelig betragtes disse forpligtelser af visse EF-medlemsstater som ikke-kontraktlige .

Stk . 2 , litra c ) , undtager ligeledes andre omsaetningspapirer , i det omfang forpligtelserne ifoelge saadanne andre omsaetningspapirer udspringer af deres negotiable karakter . Naar en forpligtelse kan overdrages , men det dokument , hvori den er indeholdt , ikke betragtes som et omsaetningspapir , falder dette dokument ikke ind under undtagelsen . Heraf foelger , at dokumenter som konnossementer og lignende dokumenter , der er udstedt i forbindelse med en transportaftale , obligationer , kautionsbeviser , skadesloesbreve , indlaansbeviser og oplagsbeviser fra offentlige pakhuse kun er udelukket i henhold til litra c ) , saafremt de kan betragtes som omsaetningspapirer ; desuden gaelder undtagelsen selv i dette tilfaelde kun for forpligtelser , der udspringer af dokumentets negotiable karakter . Desuden er hverken kontrakter , paa basis af hvilke saadanne omsaetningspapirer er udstedt , eller kontrakter om koeb og salg deraf undtaget . Om et dokument kan betegnes som et omsaetningspapir fastsaettes ikke i denne konvention , men hoerer under vaernetingets lovgivning ( herunder dets bestemmelser om international privatret ) .

5 . Voldgifts - og vaernetingsaftaler er ligeledes undtaget fra konventionens anvendelsesomraade ( litra d ) ) .

Spoergsmaalet om , hvorvidt vaernetingsaftaler skulle undtages eller ikke , har vaeret genstand for livlig debat i gruppen . Flertallet endte med at gaa ind for at undtage dem af foelgende grunde : dette omraade hoerer ind under retsplejen og udgoer en del af reglerne om retternes virksomhed ( offentlig statsfunktion ) ; indfoerelse af regler paa dette omraade ville kunne bringe konventionens ratifikation i fare . Det blev ligeledes anfoert , at reglerne om domstolenes kompetence er offentligretlige , og at parternes autonomi her kun spiller en meget begraenset rolle . Den enkelte domstol skal bedoemme spoergsmaalet om en vaernetingsaftales gyldighed efter sine egne retsregler og ikke efter den valgte lov . I betragtning af arten af disse bestemmelser og de materielle forskelle heri kan ingen lovvalgsregel foere til en ensartet loesning . Desuden ville disse regler under alle omstaendigheder vaere doemt til at blive underkendt , hvis tvistemaalene indbragtes for en domstol i et tredjeland . Det er ligeledes blevet bemaerket , at der , for saa vidt angaar relationerne inden for EF , er givet regler for de vigtigste spoergsmaal ( klausulens gyldighed og form ) i artikel 17 i konventionen af 27 . september 1968 . De uloeste problemer , bl . a . vedroerende samtykke , opstaar praktisk taget ikke , da artikel 17 kraever , at saadanne aftaler skal vaere skriftlige . De delegationer , som mente , at vaernetingsaftaler skulle falde ind under konventionens anvendelsesomraade , understregede , at spoergsmaalet om saadanne aftalers gyldighed ofte ville blive afgjort ved anvendelse af den lov , der gaelder for resten af den kontrakt , som den paagaeldende aftale indgaar i , og at den derfor skal vaere underlagt den samme lov som kontrakten . I visse retssystemer betragtes vaernetingsaftalen som en kontrakt i sig selv , og man anvender de normale regler for lovkonflikter til at bestemme , hvilken lov der skal gaelde for denne kontrakt .

For saa vidt angaar voldgiftsaftaler havde visse delegationer , bl . a . den engelske , foreslaaet , at voldgiftsaftaler som saadan ikke skulle undtages fra konventionen . Det blev anfoert , at voldgiftsaftaler ikke er forskellige fra andre aftaler for saa vidt angaar de kontraktlige aspekter , og at visse internationale konventioner ikke afgoer problemerne om , hvilken lov der finder anvendelse paa voldgiftsaftaler , medens andre konventioner kun loeser dette problem paa utilstraekkelig maade . Endvidere har ikke alle EF-medlemsstaterne tiltraadt konventionerne , og selv om dette var tilfaeldet , ville problemet ikke vaere loest , da disse konventioner ikke finder anvendelse paa ikke-kontraherende stater . Det blev tilfoejet at der ikke vil vaere harmonisering inden for EF paa dette punkt , der er meget vigtigt for den internationale handel .

Andre delegationer , bl.a . tyske og den franske , erklaerede , at de var imod det britiske forslag , idet de navnlig anfoerte foelgende : man boer undgaa at foroege antallet af konventioner inden for dette omraade ; udkastet anerkender principielt opdeling , og voldgiftsaftalen som saadan udgoer en selvstaendig del ; det er vanskeligt at anvende begrebet " naermeste tilknytning " paa voldgiftsaftaler ; det er vanskeligt paa dette omraade at adskille de aspekter , der hoerer ind under retsplejen fra dem , der falder ind under kontraktretten ; forholdene er komplicerede inden for dette omraade , hvor eksperternes forslag afviger meget fra hinanden ; da retspleje - og voldgiftsspoergsmaal under alle omstaendigheder ville vaere undtaget , ville det eneste , der skulle afgoeres , vaere spoergsmaalet om samtykke ; Det internationale Handelskammer , hvis store erfaring paa omraadet er almindeligt kendt , mener ikke , at der er brug for yderligere lovgivning .

Under hensyntagen til , at de mulige og planlagte loesninger vedroerende voldgift er meget komplekse og meget forskelligartede , foreslog en af de delegerede , at dette omraade skulle behandles saerskilt , og at der skulle udarbejdes en protokol om de eventuelle resultater heraf . Gruppen godkendte dette forslag , og har derfor undtaget voldgiftsaftaler fra de ensartede reglers anvendelsesomraade , men har dog forbeholdt sig at komme tilbage til disse problemer samt til spoergsmaalet om vaernetingsaftaler , naar udarbejdelsen af konventionen er afsluttet .

Udelukkelsen af voldgiftsaftaler vedroerer ikke blot de retsplejemaessige aspekter , men ligeledes indgaaelse , gyldighed og retsvirkninger af saadanne aftaler . I tilfaelde af , at voldgiftsklausulen er en uadskillelig bestanddel af en kontrakt , gaelder undtagelsen kun denne klausul og ikke hele kontrakten . Denne undtagelse forhindrer ikke , at de paagaeldende klausuler tages i betragtning i forbindelse med artikel 3 , stk . 1 .

6 . Stk . 2 , litra e ) , bestemmer , at de ensartede regler ikke finder anvendelse paa spoergsmaal , der er omfattet af reglerne om selskaber , foreninger og andre juridiske personer , herunder spoergsmaal om disses stiftelse ved registrering eller paa anden maade , deres handleevne , interne organisation og oploesning samt om ledelsens eller deltagernes personlige ansvar i denne egenskab for selskabets , foreningens eller den juridiske persons forpligtelser .

Denne undtagelse er ingenlunde udtryk for , at man undervurderer dette omraades betydning for EF-medlemsstaternes erhvervsliv . Forholdet er det , at der her er tale om et emne , som i kraft af den rolle , det spiller for oekonomien , og den plads , det har faaet i flere af bestemmelserne i traktaten om oprettelse af De europaeiske Faellesskaber , synes at opfylde alle betingelser for at blive inddraget i det arbejde med harmonisering af den internationale privatret , der udfoeres i EF , bl . a . for saa vidt angaar lovkonflikter , der har forbindelse med oekonomiske relationer .

Uanset ovenstaaende betragtninger mente gruppen end ikke i det oprindelige udkast , at det var hensigtsmaessigt at inddrage selskaber , foreninger og andre juridiske personer under konventionens anvendelsesomraade , navnlig under hensyn til det arbejde , der udfoeres paa dette omraade inden for EF ( 12 ) .

Gruppen har ved bekraeftelsen af denne undtagelse fremhaevet , at den gaelder alle de komplekse handlinger ( kontraktlige , administrative , registrering ) , som er noedvendige ved stiftelse af et selskab , eller som vedroerer dets interne funktion eller dets oploesning , dvs . retshandler , som falder ind under selskabsretten .

Derimod er alle de indledende retshandler og aftaler , hvis formaal alene er at skabe forpligtelser mellem de paagaeldende parter ( initiativtagerne ) med henblik paa stiftelse af et selskab , ikke omfattet af undtagelsen .

Det kan dreje sig om et selskab eller en forening med eller uden status som juridisk person og med eller uden erhvervsmaessigt formaal . Paa grund af de forskelle , der findes inden for dette omraade , kan det vise sig , at visse relationer betragtes som hoerende ind under selskabsretten , eller at de eventuelt ligestilles med de relationer , der omfattes af selskabsretten ( f . eks . : société de droit civil , nicht rechtsfaehiger Verein , partnership , vennootenschap onder firma etc . ... ) i visse lande , medens dette ikke er tilfaeldet i andre lande . I betragtning af disse forskelle inden for medlemsstaternes nationale ret har man givet denne regel en vis fleksibilitet .

Ved " intern funktion " forstaas f . eks . indkaldelse af forsamlinger , stemmeret , beslutningsdygtigt antal deltagere , udnaevnelse af selskabets interne ledelse . " Oploesning " kan ske dels som foelge af en bestemmelse i vedtaegterne eller i medfoer af selskabsretten , dels ved fusion eller paa lignende maade .

Paa den tyske delegations anmodning udvidede gruppen den i litra e ) omhandlede undtagelse til ogsaa at omfatte deltagernes eller ledelsens personlige ansvar , samt selskabers handleevne . Forslaget om ligeledes udtrykkeligt at naevne fusioner og koncern-dannelser blev derimod ikke vedtaget af gruppen , da flertallet af delegationerne mente , at fusioner og koncerndannelser allerede var omfattet af den nuvaerende ordlyd .

Angaaende handleevnen , skal det understreges , at der her henvises til de begraensninger , som kan paalaegges selskaber ved lov , f . eks . for saa vidt angaar erhvervelse af fast ejendom . Det drejer sig ikke om , hvorvidt et organ for et selskab har overskredet sine befoejelser , hvilket spoergsmaal hoerer ind under litra f ) .

7 . Den vedtagne affattelse af stk . 2 , litra f ) , undtager fra de ensartede regler spoergsmaalet om , hvorvidt en mellemmand har bundet sin principal , eller hvorvidt et organ for et selskab , en forening eller en anden juridisk person kan binde denne over for tredjemand .

Undtagelsen omfatter udelukkende forholdet mellem den repraesenterede og tredjemand , naermere betegnet spoergsmaalet om , hvorvidt den repraesenterede over for tredjemand kunne bindes af de retshandler , som mellemmanden har foretaget i konkrete tilfaelde . Undtagelsen omfatter ikke de oevrige aspekter af det meget komplicerede repraesentationsforhold , som ligeledes omfatter dels forholdet mellem den repraesenterede og mellemmanden , dels forholdet mellem mellemmanden og tredjemand . Denne undtagelse begrundes med , at princippet om parternes autonomi vanskeligt kan anvendes i dette tilfaelde . Derimod er forholdet mellem den repraesenterede og mellemmanden og mellem mellemmanden og tredjemand ikke forskelligt fra andre forpligtelser og falder derfor ind under konventionens anvendelsesomraade , for saa vidt det er af kontraktmaessig karakter .

8 . Den i stk . 2 , litra g ) , omhandlede undtagelse omfatter " trusts " som defineret i de lande , hvor man har Common Law . Man har netop anvendt det engelske o * " trust " for at angive omfanget af undtagelsen . Derimod falder lignende institutioner efter kontinental ret ind under konventionen , da disse normalt er oprettet ved kontrakt . Domstolene har imidlertid mulighed for at sidestille dem med institutioner efter Common Law , naar de har samme karakteristika .

9 . Ifoelge stk . 2 , litra h ) , finder de ensartede regler ikke anvendelse paa bevisspoergsmaal og processuelle spoergsmaal , dog med forbehold af artikel 14 .

Denne undtagelse synes ikke at kraeve yderligere kommentarer . Omfanget af undtagelsen og de tilfaelde , hvor der gaelder begraensninger heri , er kommenteret under artikel 14 .

10 . Spoergsmaalet om , hvorvidt forsikringsaftaler skulle falde ind under de ensartede reglers anvendelsesomraade , har vaeret genstand for langvarig debat i gruppen . Den loesning , der til slut blev vedtaget , findes i stk . 3 . TEKSTEN FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 380Y1031(01).1

Ifoelge dette stykke finder konventionens bestemmelser ikke anvendelse paa forsikringsaftaler , som daekker risici beliggende i Det europaeiske oekonomiske Faellesskabs medlemsstater . Denne undtagelse er indfoejet af hensyn til det arbejde , der foregaar i EF inden for forsikringsretten . De ensartede regler finder saaledes anvendelse paa forsikringsaftaler , der daekker risici , uden for ovennaevnte omraade . Staterne kan dog frit anvende regler , der er udarbejdet paa grundlag af konventionen , selv paa risici beliggende inden for EF , dog med forbehold af de EF-retsregler , som maatte blive gennemfoert .

Forsikringsaftaler kan naturligvis , for saa vidt de daekker risici beliggende uden for EF , ligeledes eventuelt falde ind under artikel 5 i konventionen .

Ved afgoerelsen af , om en risiko er beliggende inden for EF , skal domstolen ifoelge sidste punktum i stk . 3 anvende sin egen interne ret . Dette skal efter artikel 15 forstaas som de i dette land gaeldende retsregler , med undtagelse af landets internationale privatretlige regler .

11 . I henhold til artikel 1 , stk . 4 , gaelder den i stk . 3 omhandlede undtagelse ikke for aftaler om genforsikring . Saadanne aftaler giver nemlig ikke de samme problemer som forsikringsaftaler , hvor der noedvendigvis maa tages hensyn til kravet om beskyttelse af forsikringstageren . De ensartede regler finder derfor anvendelse paa aftaler om genforsikring .

Artikel 2

Anvendelse af loven i en ikke-kontraherende stat

Af denne artikel fremgaar det , at de ensartede regler i denne konvention er universelle . Konventionen finder ikke blot anvendelse i situationer , hvor der er en vis tilknytning til en eller flere kontraherende stater . Den er universel i den forstand , at de konfliktregler , den indeholder , kan foere til anvendelse af loven i en ikke-kontraherende stat . Eksempelvis kan parterne i en kontrakt i medfoer af artikel 3 vaelge loven i et tredjeland , og i mangel af aftale om lovvalg vil den samme lov i medfoer af artikel 4 og 5 kunne finde anvendelse paa aftalen , saafremt aftalen har sin naermeste tilknytning til denne stat . Med andre ord er denne konvention en harmoniseret international privatretlig lov , som inden for det omraade , den daekker , og med forbehold af de andre konventioner , som de kontraherende parter er deltagere i ( jf . artikel 21 ) . traeder i stedet for alle gaeldende internationale privatretlige regler i alle de kontraherende stater .

Denne loesning er i overensstemmelse med den , der er anvendt i stoerstedelen af Haager-konventionerne om lovvalg ( stricto sensu ) . Affattelsen foelger den , der er anvendt i de Haager-konventioner , der blev udarbejdet paa det XIII . moede ( konventionerne af 14 . marts 1978 om formueforholdet mellem aegtefaeller , artikel 2 , og om fuldmagtsforhold , artikel 4 ) .

AFSNIT II

ENSARTEDE REGLER

Artikel 3

Lovvalg ved aftale

1 . Den i art . 3 , stk . 1 , omhandlede bestemmelse , hvorefter en aftale er underkastet den lov , som parterne har vedtaget , er kun en bekraeftelse af det , der nu er en fast regel i den internationale privatret i alle EF-medlemsstaterne , og for oevrigt ogsaa i stoerstedelen af de oevrige landes retssystemer .

I fransk ret er den regel , som giver parterne denne ret ( princippet om parternes autonomi , som dette normalt kaldes ) , fastlagt ved en retspraksis , der gaar tilbage til en dom afsagt af Cour de cassation den 5 . december 1910 i sagen American Trading Company mod Quebec Steamship Company Limited . Det franske lovforslag fra 1967 , som havde til formaal at supplere de internationale privatretlige regler i Code civil , bekraefter blot gaeldende fransk ret paa omraadet , naar det i artikel 2312 , stk . 1 , hedder : " For aftaler af international karakter og forpligtelser , som foelger deraf , gaelder den lov , som parterne har vedtaget at underkaste sig " .

Fastlaeggelsen af denne regel i fransk domspraksis har vaeret ledsaget af en tilsvarende udvikling inden for den juridiske litteratur .

De mest fremtraedende nutidige forfattere gaar fuldt ud ind for parternes autonomi med hensyn til , hvilken lov der skal anvendes paa aftalen , eller med hensyn til " placeringen " af aftalen i et bestemt retssystem ifoelge en del forfatteres mening ( 13 ) .

Det samme goer sig gaeldende i Forbundsrepublikken Tysklands lovgivning , hvor der ikke er givet regler for kontraktlige forpligtelser i den endelige affattelse af " ikrafttraedelsesloven " fra 1896 . Den regel , der giver parterne ret til at vedtage , hvilken lov der skal finde anvendelse paa deres kontrakt , er dog fastlagt ved en retspraksis , der har udviklet sig og er blevet styrket i loebet af de sidste aartier , paa trods af at hovedparten af den aeldre litteratur er modstander deraf . Den moderne litteratur gaar i alle tilfaelde fuldt ud ind for den loesning , der anvendes i retspraksis ( 14 ) .

Til forskel fra Frankrig og Tyskland har princippet om kontraktparternes autonomi siden 1865 udtrykkeligt vaeret lovfaestet i Italien i de indledende bestemmelser i Codice Civile . Hjemmelen er nu artikel 25 i de indledende bestemmelser i Codice Civile fra 1942 , hvor parternes autonomi med hensyn til , hvilken lov der skal anvendes , udtrykkeligt er fastslaaet , samt artikel 9 og 10 i soeloven , ifoelge hvilke parterne kan vedtage , hvilken lov der skal finde anvendelse baade paa soe - og luftfartspersonalets ansaettelseskontrakter og paa kontrakter om benyttelse af skibe , baade og luftfartoejer . Ifoelge den mest fremherskende mening inden for litteraturen samt ifoelge Corte di Cassaziones faste retspraksis , skal afgoerelsen af , hvilken lov der skal anvendes paa kontrakten , foerst og fremmest afhaenge af parternes udtrykte vilje i saa henseende . Kun hvis der ikke er foretaget et saadant lovvalg , afgoeres det ud fra de i ovennaevnte bestemmelser omhandlede tilknytningsforhold , hvilken lov der skal anvendes paa kontrakten ( 15 ) .

For saa vidt angaar Belgien , Luxembourg og Nederlandene er reglen om kontraktparternes valgfrihed med hensyn til , hvilken lov der skal finde anvendelse , ligeledes anerkendt baade i moderne retspraksis og litteratur .

Den belgiske Cour de cassation har i en dom afsagt den 24 . februar 1938 i sagen SA Antwerpia mod byen Antwerpen for foerste gang , i vendinger der tydeligt var inspireret af den franske dom af 5 . december 1910 , fastslaaet , at " den lov , der finder anvendelse paa kontrakter , med hensyn til indgaaelse , betingelser og retsvirkninger , er den , der er vedtaget af parterne " ( 16 ) . Flere belgiske forfattere har desuden bidraget til fastlaeggelsen af denne regel i teori og praksis ( 17 ) .

I Nederlandene har Hoge Raad med en dom afsagt den 13 . maj 1966 i sagen Alnati saa at sige givet udviklingen paa dette omraade den sidste afpudsning . De domme , der hidtil var afsagt af hoejesteret , samt de forskellige opfattelser inden for litteraturen med hensyn til det noejagtige omfang af princippet om parternes autonomi , havde endnu ikke gjort det muligt med tilstraekkelig stor sikkerhed at angive retstilstanden i Nederlandene paa dette omraade ( 18 ) .

I alle tilfaelde udgoer Benelux-traktaten af 1969 , hvorved der indfoeres ensartede internationale privatretlige regler , skoent den ikke er ratificeret af signatarstaterne , en betydningsfuld tilkendegivelse af disses holdning til spoergsmaalet . I art . 13 , stk . 1 , i den ensartede lov hedder det saaledes : " Aftaler er underkastet den lov , som parterne har vedtaget , baade for saa vidt angaar ufravigelige og fravigelige bestemmelser " .

I henhold til engelsk lov kan parterne i en aftale frit vaelge , hvilken lov denne aftale skal vaere underkastet ( " the proper law of the contract " ) . Dette princip om valgfrihed bygger paa retspraksis ( 19 ) . I sagen Vita Food Products Inc . mod Unus Shipping Co Ltd ( 20 ) anfoerte lord Wright , at parternes valg skal ske i god tro og i henhold til loven , og at en fravigelse er mulig af hensyn til ordre public . Paa visse omraader er parternes valgfrihed underlagt retlige begraensninger ( 20a ) , hvoraf de vigtigste vedroerer fritagelsesklausulerne ( 20b ) .

Skotsk ret gaar i samme retning ( 20c ) , og irsk ret bygger paa de samme principper som det engelske og det skotske retssystem .

Ifoelge engelsk ret ( og det samme gaelder ifoelge skotsk og irsk ret ) undersoeger domstolen , naar parterne ikke udtrykkeligt har angivet , hvilken lov deres aftale er underkastet ( 20d ) , om det kan udledes af aftalens formulering , hvilken lov parterne har valgt . Domstolen kan mere hyppigt vaere noedsaget til at udlede valget af den lov , som skal anvendes , i tilfaelde hvor kontrakten indeholder en voldgiftsklausul eller en kompetenceaftale , hvori der er angivet et bestemt land som hjemsted for voldgiften eller domstolen . En saadan klausul goer det muligt at goere gaeldende , at lovgivningen i det valgte land skal anvendes paa den paagaeldende kontrakt . Denne slutning er dog ikke endelig , og den kan underkendes paa grundlag af enhver modstridende fortolkning af kontraktens oevrige bestemmelser og af andre dertil knyttede relevante enkeltheder ( 20e ) .

I Danmark synes princippet om parternes autonomi med hensyn til valg af den lov , der skal anvendes paa deres aftale , allerede i dette aarhundrede at have ligget til grund for vota , der er afgivet af flere hoejesteretsdommere . I alt fald ligger dette princip i dag til grund for landets retspraksis , saaledes som det fremgaar af dommen fra 1957 i sagen Baltica mod M . J . Vermaas Scheepvaartbedrijf , hvor denne teori er anvendt fuldt ud ( 21 ) .

2 . Princippet om parternes autonomi med hensyn til den anvendelige lov er ligeledes fastlagt i retspraksis inden for voldgift og i internationale traktater , hvis formaal er harmonisering af visse lovvalgsregler inden for kontraktretten .

Denne regel , som allerede i 1929 blev bragt i anvendelse i en dom afsagt af Den internationale Domstol i sagen om de brasilianske laan ( 22 ) , har tydeligvis ligget til grund for den kendelse , der blev afsagt af voldgiftsretten den 29 . august 1958 i sagen Saudi Arabia mod Arabian American Oil Company ( Aramco ) , hvor det hedder : " de internationale privatretlige principper , hvori man skal soege den lov , der skal anvendes , er principperne , om parternes autonomi , i medfoer af hvilke der i en konvention af international karakter foerst og fremmest skal anvendes den lov , parterne udtrykkeligt har vedtaget ... ( 23 ) " . I en voldgiftskendelse afsagt den 15 . marts 1963 i sagen Sapphire International Petroleums Limited mod National Iranian Oil Company , erklaerede M . Cavin som enevoldgiftsmand ligeledes , at det er parternes valg , der afgoer , hvilken lov der skal anvendes inden for kontraktretten ( 24 ) . Denne regel er paa ny blevet bekraeftet af M . Dupuy , der som enevoldgiftsmand afsagde kendelse den 19 . januar 1977 i sagen Den arabiske Republik Libyen mod California Asiatic Oil Company og Texaco Overseas Petroleum Company ( 25 ) .

For saa vidt angaar internationale traktater , er princippet om parternes autonomi lagt til grund i konventionen om internationale loesoerekoeb , der blev afsluttet i Haag den 15 . juni 1955 og traadte i kraft den 1 . september 1964 . I artikel 2 i denne konvention , som gaelder for flere europaeiske lande , hedder det : " Koebet falder ind under den interne lovgivning i det land , som parterne har udpeget " .

I den europaeiske konvention om voldgift i internationale handelsforhold , der blev afsluttet i Genève den 21 . april 1961 og traadte i kraft den 7 . januar 1964 , hedder det i artikel VIII : " Parterne kan frit bestemme , hvilket retssystem der skal anvendes paa sagens materielle spoergsmaal " .

Konventionen fra 1965 om bilaeggelse af uoverensstemmelser vedroerende investeringer mellem stater og statsborgere i andre stater , der traadte i kraft den 14 . oktober 1966 , anvender ligeledes dette princip , naar det i artikel 42 hedder : " Domstolen afgoer stridsspoergsmaal efter de retsregler , som parterne har vedtaget at anvende " .

I Haager-konventionen af 14 . marts 1978 om fuldmagtsforhold , hedder det i artikel 5 : " Den interne lov , som parterne har valgt , finder anvendelse paa retsforholdet mellem fuldmagtsgiveren og fuldmaegtigen " ( 26 ) .

3 . Lovvalget skal vaere udtrykkeligt eller fremgaa med rimelig sikkerhed af kontraktens bestemmelser eller omstaendighederne i oevrigt . Denne praecision , som foelger af artikel 3 , stk . 1 , andet led , indebaerer en vigtig konsekvens .

Parternes lovvalg foelger ofte af en udtrykkelig bestemmelse i kontrakten , men konventionen aabner mulighed for , at dommeren under hensyntagen til alle sagens omstaendigheder kan konstatere , at parterne har foretaget et faktisk lovvalg , uden at dette udtrykkeligt er angivet i kontrakten . Det kan f . eks . dreje sig om en standardkontrakt , som falder ind under et saerligt retssystem , selv om dette ikke udtrykkeligt er angivet , f.eks . en soeforsikringspolice fra Lloyds . I andre tilfaelde kan det forhold , at en tidligere aftale mellem kontraktparterne har indeholdt et udtrykkeligt lovvalg , give dommeren mulighed for med sikkerhed at fastslaa , at kontrakten falder ind under den tidligere valgte lov , selv i tilfaelde af , at lovvalgsklausulen er udeladt , saafremt der ikke foreligger omstaendigheder , der tyder paa , at parterne har aendret dette valg . I visse andre tilfaelde kan den omstaendighed , at parterne har valgt vaerneting i et bestemt land klart angive , at parterne har oensket , at kontrakten skulle falde ind under loven i det paagaeldende land , forudsat at dette er foreneligt med de oevrige bestemmelser i kontrakten eller med alle de i sagen foreliggende omstaendigheder . Ligeledes kan henvisninger i en kontrakt til bestemte paragraffer i den franske Code civil indebaere , at domstolen med sikkerhed kan fastslaa , at parterne har villet vaelge fransk lov , selv om dette valg ikke udtrykkeligt er anfoert . Blandt de oevrige faktorer , som kan medfoere , at dommeren konkluderer , at der er foretaget et faktisk lovvalg , kan naevnes et udtrykkeligt lovvalg i tidligere forhold af samme art mellem de samme parter , eller valg af vaerneting til afgoerelse af uoverensstemmelser ved voldgift under omstaendigheder , der indebaerer , at voldgiftsretten anvender loven paa det paagaeldende sted .

Det er i alle tilfaelde klart , at det punktum i artiklen , der henvises til ovenfor , ikke paa nogen maade tillader dommeren at formode , at der er tale om et lovvalg , hvis parterne ikke med sikkerhed har haft til hensigt at traeffe et saadant valg . Foreligger der ikke saadan en hensigt , falder kontrakten ind under bestemmelserne i artikel 4 i denne konvention .

4 . Ifoelge artikel 3 , stk . 1 , sidste punktum , kan parternes lovvalg omfatte hele aftalen eller kun en del deraf . Vedroerende spoergsmaalet om opdeling har flere eksperter bemaerket , at en aftale principielt boer vaere underkastet én lov , medmindre den paagaeldende aftale - selv om den fremtraeder som en helhed - i virkeligheden bestaar af flere aftaler eller dele , som kan adskilles , og som er indbyrdes selvstaendige ud fra en juridisk og oekonomisk betragtning . Efter disse eksperters mening burde opdeling ikke omtales i selve konventionen . Efter andre eksperters mening er opdeling derimod direkte knyttet til princippet om parternes autonomi , og kan saaledes kun vanskeligt forbydes . I tilfaelde af opdeling skal valget dog vaere konsekvent , dvs . angaa de dele af kontrakten , som kan falde ind under forskellige love , uden at dette foerer til modstridende resultater . F . eks . kan en " klausul om indeksregulering " vaere underkastet forskellige love , hvorimod der for bestemmelser om ophaevelse af aftalen som foelge af misligholdelse utvivlsomt ikke vil kunne gaelde to forskellige love , en for saelger og en anden for koeber . Hvis de valgte love ikke kan forbindes paa en sammenhaengende maade , kommer artikel 4 i konventionen til anvendelse .

Faren for , at opdeling anvendes for at undgaa visse ufravigelige retsregler , kan efter eksperternes mening undgaas ved artikel 7 . De paagaeldende eksperter har ligeledes anfoert , at opdeling ikke burde begraenses til de tilfaelde , hvor der udtrykkeligt er foretaget et lovvalg .

Den loesning , der fremgaar af artikel 3 , stk . 1 , sidste punktum , tager netop sit udgangspunkt heri . Gruppen har ikke kunnet gaa ind for den tanke , at det skulle vaere muligt for dommeren paa grundlag af et delvist lovvalg at formode , at hele aftalen skulle falde ind under én og samme lov . Dette ville kunne foere til fejltagelser i tilfaelde af , at parterne alene havde vedtaget , hvilken lov der skulle finde anvendelse paa et saerligt punkt . I tilfaelde af delvist lovvalg kommer artikel 4 derimod til anvendelse .

5 . Artikel 3 , stk . 2 , foerste punktum , giver parterne en meget omfattende autonomi med hensyn til tidspunktet for lovvalget .

Lovvalget kan foretages ved aftalens indgaaelse , paa et tidligere eller paa et senere tidspunkt . Stk . 2 , andet punktum , giver ligeledes parterne stoerst mulig frihed med hensyn til aendring af et tidligere lovvalg .

Den loesning , som gruppen har vedtaget i stk . 2 , svarer kun delvis til det , der synes at vaere den faktiske retstilstand i EF-medlemsstaterne paa dette omraade .

Baade i Tyskland og i Frankrig synes parternes lovvalg nemlig at kunne foretages selv efter kontraktens indgaaelse , og domstolenes afgoerelse af , hvilken lov der skal finde anvendelse , udledes undertiden af parternes adfaerd under sagen , naar de efter aabenbar faelles overenskomst henviser til en bestemt lov . Kontraktparternes adgang til at aendre et tidligere valg , m . h . t . hvilken lov der skal finde anvendelse paa kontraktforholdet , synes ligeledes i vidt omfang at vaere anerkendt ( 27 ) .

Nederlandsk retspraksis er paa linie hermed ( 28 ) .

For saavidt angaar Italien , udtaler Corte di Cassazione ( in plenum ) i dom nr . 1680 af 28 . juni 1966 i sagen Assael Nissim mod Crespi derimod foelgende : " Parternes lovvalg kan ikke anerkendes , hvis det er foretaget efter aftalens indgaaelse " ( 29 ) .

Ifoelge denne konklusion , som ikke anerkendes overalt i den italienske retslitteratur ( 30 ) , kan parternes lovvalg kun foretages ved aftalens indgaaelse . Naar foerst parterne har vedtaget , hvilken lov der skal anvendes , kan de ikke senere efter faelles overenskomst vaelge en anden lov end den , der blev vedtaget ved aftalens indgaaelse .

I engelsk og walisisk , skotsk , nordirsk og irsk ret har man ingen ubestridt autoritativ tilkendegivelse af , efter hvilke retsregler det skal afgoeres , om parterne har mulighed for at aendre lovvalget .

6 . Den liberale loesning , gruppen saaledes har vedtaget , synes at efterkomme et krav om konsekvens . Naar princippet om parternes autonomi er vedtaget , og det anerkendes , at noedvendigheden af at parterne foretager et lovvalg , kan vise sig samtidig med eller efter aftalens indgaaelse , forekommer det ganske logisk , at parternes autonomi ikke er begraenset til tidspunktet for aftalens indgaaelse . Det samme er tilfaeldet med hensyn til aendring af et tidligere lovvalg ved en ny overenskomst mellem parterne .

Med hensyn til den maade , hvorpaa aendring af et tidligere lovvalg kan foregaa , er det naturligt at bestemme , at dette senere valg skal vaere underkastet samme regler som det oprindelige valg .

Hvis lovvalget eller aendringen af et tidligere lovvalg foretages under sagen , er spoergsmaalet , inden for hvilke rammer det er hensigtsmaessigt at tillade saadanne valg eller aendringer af valg . Dette spoergsmaal hoerer imidlertid ind under de nationale retsplejeregler og kan kun afgoeres paa grundlag af disse .

7 . I artikel 3 , stk . 2 , sidste punktum , bestemmes det , at parternes vedtagelse efter aftalens indgaaelse om at underkaste aftalen en anden lov ikke fratager aftalen dens gyldighed med hensyn til form ifoelge artikel 9 og ikke kan gribe ind i tredjemands rettigheder . Denne beskyttelse af kontraktens formelle gyldighed tilsigter at undgaa , at aftalen mellem parterne om at underkaste aftalen en anden lov end den , den tidligere var underkastet , skal medfoere tvivl om kontraktens gyldighed i perioden inden parternes aftale . Beskyttelsen af tredjemands rettigheder synes at vaere fuldt ud berettiget . Inden for visse retssystemer kan tredjemand have erhvervet rettigheder ifoelge en aftale mellem to andre personer . Saadanne rettigheder maa ikke kunne fortabes paa grund af en senere aendring af * valget .

8 . I artikel 3 , stk . 3 , hedder det : " Parternes aftale om anvendelse af loven i et fremmed land kan , uanset om de tillige har indgaaet aftale om vaerneting i et fremmed land , hvis alle andre omstaendigheder af betydning paa aftaletidspunktet kun har tilknytning til et enkelt land , ikke medfoere tilsidesaettelse af saadanne regler i dette lands lov , som ikke kan fraviges ved aftale , herefter benaevnt " ufravigelige regler " .

Denne loesning er resultatet af et kompromis mellem to retninger inden for gruppen , som var staerkt uenige : paa den ene side oenskede visse eksperter at begraense den autonomi for parterne , der hjemles i denne artikel , ved hjaelp af en aendring , der skulle understrege , at valg af et andet lands lov ikke i sig selv er tilstraekkeligt til at tillade , at denne lov anvendes , hvis omstaendighederne paa tidspunktet for valget ikke indebaerer en anden tilknytning til det andet land ; paa den anden side udtrykte andre eksperter , saerlig de britiske , bekymring for , at en saadan aendring ville kunne medfoere for store indskraenkninger i parternes autonomi , selv i situationer , hvor deres valg synes at vaere berettiget , redeligt og velegnet til at beskytte legitime interesser . Disse eksperter har isaer paapeget , at fravigelse af princippet om parternes autonomi kun burde tillades under saerlige omstaendigheder , f . eks . i tilfaelde af anvendelse af ufravigelige bestemmelser i en anden lov end den , der var vedtaget af parterne . De har ligeledes fremfoert flere eksempler , hvor parternes valg af loven i et andet land var fuldt ud berettiget , skoent der tilsyneladende ikke forelaa andre fremmede tilknytningsmomenter .

Gruppen har erkendt , at denne bekymring var berettiget , men fastholdt , at princippet om parternes vedtagelse om anvendelse af loven i et andet land , naar alle andre omstaendigheder af betydning for forholdet paa vedtagelsens tidspunkt alene har tilknytning til et enkelt land , ikke kan medfoere tilsidesaettelse af ufravigelige regler i det foerstnaevnte lands lov .

9 . Artikel 3 , stk . 4 , henviser blot til bestemmelserne i artikel 8 , 9 og 11 for saa vidt angaar spoergsmaal om , hvorvidt parterne har meddelt samtykke til , at en bestemt lov skal anvendes , og om gyldigheden af et saadant samtykke . Disse spoergsmaal vil derfor blive taget op i forbindelse med kommentarerne til de naevnte artikler .

Artikel 4

Lovvalget i mangel af aftale herom

1 . I mangel af parternes udtrykkelige eller stiltiende lovvalg sker bestemmelsen af , hvilken lov der skal anvendes paa kontrakten , for tiden ikke paa samme maade i de forskellige EF-medlemsstaters retssystemer ( 31 ) .

Fransk og belgisk ret skelner ikke mellem parternes stiltiende og deres hypotetiske ( formodede ) vilje . I mangel af udtrykkelig vedtagelse af , hvilken lov der skal finde anvendelse , soeger domstolen at finde de forskellige " indicier " , paa grundlag af hvilke kontrakten kan placeres i det ene eller det andet land . Denne placering sker dels subjektivt som svarende til , hvad der sandsynligvis ville have vaeret parternes vilje , hvis denne var kommet til udtryk , dels objektivt som svarende til det land , som transaktionen har sin naermeste tilknytning til ( 32 ) .

Det objektive princip synes at finde stadig stoerre udbredelse baade i litteraturen og i retspraksis . Det er med udgangspunkt heri , at Cour de Paris i sin dom af 27 . januar 1955 ( Soc . Jansen mod Soc . Heurtey ) har udtalt , at spoergsmaalet om , hvilken lov der skal anvendes i mangel af udtrykkelig tilkendegivelse af parternes vilje skal " afgoeres objektivt ud fra den omstaendighed , at kontrakten ifoelge sin art og sit indhold er placeret i et bestemt land , idet det land , som transaktionen har sin naermeste tilknytning til , er det land , hvor ydelsen ifoelge den paagaeldende kontrakt skal erlaegges til opfyldelse af den for aftalen karakteristiske forpligtelse " ( 33 ) .

Det er ligeledes denne opfattelse af kontraktens placering , som i vendinger , der tydeligt er inspireret af ovennaevnte dom , anfoeres i artikel 2313 , stk . 2 , i det franske udkast , hvor det siges , at aftalen i mangel af udtrykkelig tilkendegivelse af parternes vilje , " er underkastet den lov , som den ifoelge sit indhold og saerligt hovedopfyldelsesstedet har sin naermeste tilknytning til " .

I tysk ret er det princip , domstolene anvender ved afgoerelsen af , hvilken lov der skal anvendes paa en kontrakt , hvis parterne ikke har foretaget noget valg , ligeledes baseret paa at udfinde " indicier " , paa grundlag af hvilke parternes formodede vilje ( " hypotetischer Parteiwille " ) , fastslaas under hensyntagen til de almene interesser , der er involveret i hvert enkelt tilfaelde . Hvis denne undersoegelse ikke foerer til noget resultat , er ifoelge tysk retspraksis den lov , der skal anvendes paa aftalen , loven paa opfyldelsesstedet , naermere betegnet opfyldelsesstedet for hver af forpligtelserne ifoelge aftalen , idet de tyske domstole finder , at hvis de forskellige forpligtelser ifoelge en aftale skal opfyldes i forskellige lande , falder hver af disse forpligtelser ind under opfyldelseslandets lov ( 34 ) .

Ifoelge engelsk ret er den lov , der skal anvendes paa kontrakten , naar parterne ikke udtrykkeligt har valgt , hvilken lov der skal anvendes , eller der ikke kan udledes et valg , det retssystem , som aftalen har " den naermeste og mest konkrete tilknytning til " ( 35 ) . I saadanne tilfaelde soeger dommeren ikke med sikkerhed at fastslaa de kontraherende parters faktiske hensigter , idet disse hensigter ikke eksisterer , men boer bestraebe sig paa " for parterne at afgoere , hvilken ret en retfaerdig og fornuftig person burde have haft i tankerne , hvis han havde taenkt paa spoergsmaalet ved aftalens indgaaelse " ( 36 ) . Ved denne undersoegelse boer domstolen tage hensyn til alle sagens omstaendigheder . Ingen enkelthed er afgoerende i sig selv . Der skal derimod tages hensyn til en hel raekke enkeltheder som f.eks . parternes bopael eller arbejdssted , stedet for kontraktens opfyldelse , stedet for dens indgaaelse samt kontraktens art og genstand .

I skotsk ( 36a ) og i irsk ret gribes spoergsmaalet an paa lignende maade .

I italiensk ret , hvor parternes formodede vilje ikke spiller nogen rolle , har lovgiver direkte og udtrykkeligt loest det foreliggende problem . Har parterne ikke foretaget noget lovvalg , finder foelgende love anvendelse paa kontraktmaessige forpligtelser :

a ) kontrakter vedroerende arbejde ombord paa udenlandske skibe og luftfartoejer falder ind under skibets eller luftartoejets nationale lov ( soelovens artikel 9 ) ;

b ) kontrakter om leje og befragtning af soegaaende skibe , skibe , der seller paa indenlandske vandveje , samt luftfartoejer falder ind under skibets eller luftfartoejets nationale lov ( soelovens artikel 10 ) ;

c ) alle andre aftaler falder ind under kontrakt parternes nationale lov , hvis disse er undergivet samme lov , i modsat fald falder de ind under loven paa det sted hvor aftalen er indgaaet ( artikel 25 , stk . 1 , i de indledende bestemmelser i Codice Civile ) .

Ovennaevnte love finder kun anvendelse subsidiaert , dvs . i tilfaelde af at parterne ikke udtrykkeligt har vedtaget , hvilken lov der skal finde anvendelse . Italiensk retspraksis gaar netop i den retning , og det samme er tilfaeldet inden for retslitteraturen ( 37 ) .

Som sidste punkt i denne korte oversigt skal naevnes bestemmelserne i artikel 13 , stk . 3 og 4 , i Beneluxtraktaten af 1969 , som ikke er traadt i kraft . Har parterne ikke foretaget noget lovvalg , er kontrakten ifoelge stk . 3 " underkastet loven i det land , som den har sin naermeste tilknytning til " . I stk . 4 hedder det : " Naar dette land ikke kan bestemmes , falder aftalen ind under loven i det land , hvor den er indgaaet " . I nederlandsk retspraksis kan man konstatere en tendens til at fastsaette saerlige referenceregler for visse kontrakttyper ( jf . Journal du Droit Int . 1978 , s . 336 - 344 og Neth . Int . Law Rev . 1974 , s . 315 - 316 ) . Dette gaelder navnlig for arbejdskontrakter , fuldmagtskontrakter og transportkontrakter .

Ovenstaaende oversigt viser , at med undtagelse af Italien , hvor det en gang for alle ved faste og usmidige tilknytningsmomenter er afgjort , hvilken lov der subsidiaert skal finde anvendelse , har alle de oevrige EF-medlemsstater foretrukket og foretraekker stadig at anvende en mere smidig loesning , som i det enkelte tilfaelde overlader det til dommeren paa grundlag af kontraktens forskellige elementer og sagens omstaendigheder at naa frem til den naermeste og mest afgoerende tilknytning og afgoere , hvilken lov der skal finde anvendelse paa aftalen .

2 . Efter at gruppen havde undersoegt argumenterne for og imod de loesninger , der anvendes i EF-medlemsstaternes lovgivning og retspraksis , og efter at den havde analyseret alle de forskellige ideer og alternative formuleringer fremlagt baade af ordfoereren og af flere af de delegerede , blev der opnaaet enighed om den ensartede regel i artikel 4 .

Ifoelge artikel 4 , stk . 1 , er aftalen i mangel af parternes lovvalg underkastet loven i det land , som den har sin naermeste tilknytning til .

For at fastslaa , hvilket land kontrakten har sin naermeste tilknytning til , kan der ligeledes tages hensyn til de forhold , som er opstaaet efter kontraktens indgaaelse .

I virkeligheden taler stk . 1 ikke om parternes manglende lovvalg , men anvender formuleringen " i det omfang der ikke er foretaget et gyldigt lovvalg i henhold til artikel 3 " . Begrundelsen for anvendelsen af denne formulering er anfoert under punkt 4 i kommentaren til artikel 3 .

Dette smidige princip , som saaledes er opstillet i stk . 1 , indskraenkes dog betydeligt som foelge af de formodningsregler , der er fastsat i stk . 2 , 3 og 4 , og som foelge af en meget begraenset anerkendelse af opdeling ( stk . 1 , in fine ) .

3 . Ifoelge artikel 4 , stk . 2 , er der formodning om , at aftalen har sin naermeste tilknytning til det land , hvor den part , som skal praestere den for aftalen karakteristiske ydelse , paa tidspunktet for aftalens indgaaelse har sin bopael eller , hvis det drejer sig om et selskab , en forening eller en anden juridisk person , sit hovedsaede . Indgaas aftalen som led i denne parts erhvervsvirksomhed , gaelder formodningen dog det land , hvor hovedforretningsstedet er beliggende , eller , hvis ydelsen efter aftalen skal erlaegges fra et andet forretningssted end hovedforretningsstedet , det land , hvor dette andet forretningssted er beliggende " . Denne formodning i artikel 4 , stk . 2 , kan tilsidesaettes af stk . 5 i samme artikel .

Den tankegang , der ligger til grund for bestemmelsen i stk . 2 , er sikkert ikke fremmed for specialister . Den er resultatet af en tendens , som har vundet stadig stoerre udbredelse i en raekke landes litteratur og retspraksis i loebet af de sidste aartier ( 38 ) . Anvendelse af loven paa det sted , hvor den karakteristiske ydelse skal erlaegges , i tilfaelde af at parterne ikke har foretaget noget lovvalg , goer det muligt at konkretisere kontraktens tilknytning efter dens indhold og ikke efter ydre faktorer , som ikke staar i forbindelse med forpligtelsens vaesentligste karakteristika , som f.eks . kontraktparternes nationalitet eller stedet for indgaaelsen af aftalen .

Begrebet den karakteristiske ydelse kan i oevrigt angives endnu mere generelt , nemlig saaledes at denne ydelse defineres som den funktion , som det paagaeldende retsforhold har i et hvilket som helst lands sociale og oekonomiske liv . Begrebet den karakteristiske ydelse goer det kort sagt muligt at henfoere aftalen til de sociale og oekonomiske forhold , hvori den skal indgaa .

Bestemmelsen af en aftales karakteristiske ydelse volder naturligvis ingen vanskeligheder , naar det drejer sig om ensidigt bebyrdende aftaler . Naar det derimod drejer sig om gensidigt bebyrdende aftaler , hvorved begge parter gensidigt forpligter sig til at erlaegge en ydelse , vil den ene af parternes modydelse i moderne oekonomi som regel vaere penge . Denne ydelse er saaledes ikke karakteristisk for aftalen . Det er den ydelse , for hvilken der skal ydes betaling , dvs . , alt afhaengig af de forskellige kontrakttyper , f.eks . overdragelse af ejendomsret , levering af loesoeregenstande , overdragelse af brugsretten til en genstand , udfoerelse af en tjenesteydelse , transport , forsikring , bankforretning , sikkerhedsstillelse etc . ... , som er kontraktens tyngdepunkt og sociale og oekonomiske funktion .

For saa vidt angaar den geografiske placering af den for kontrakten karakteristiske ydelse , er det helt naturligt , at det land , hvor den part , som skal praestere den for aftalen karakteristiske ydelse , har sin bopael eller sit hovedsaede ( hvis det drejer sig om en juridisk person ) eller sit forretningssted - afhaengig af , om det drejer sig om en ydelse , der erlaegges som led i denne parts erhvervsvirksomhed eller ikke - er vigtigere end det land , hvor forpligtelsen opfyldes , hvis dette land vel at maerke ikke er det samme som det , hvor bopaelen , hovedsaedet eller forretningsstedet er beliggende . Efter det synspunkt , der ligger til grund for den af gruppen vedtagne loesning , er det nemlig kun det sted , hvor den part , som skal praestere den for aftalen karakteristiske ydelse , har sin bopael , sit hovedsaede eller sit forretningssted , der synes at vaere afgoerende for aftalens placering .

Naar det saaledes f.eks . drejer sig om en aftale med en bank , er det som regel loven i det land , hvor den bank , med hvilken bankforretningen udfoeres , har sit forretningssted , der anvendes paa aftalen . Ved aftaler om handelskoeb er det saaledes altid loven paa saelgers forretningssted , der anvendes paa kontrakten . Som et yderligere eksempel herpaa kan naevnes , at en agenturaftale indgaaet i Frankrig mellem en belgisk handelsagent og et fransk selskab , hvor det er agenten , der erlaegger den karakteristiske ydelse , falder ind under belgisk lov , hvis agenten har sit forretningssted i Belgien ( 39 ) .

Konklusionen heraf er , at bestemmelsen i artikel 4 , stk . 2 , konkretiserer og definerer det i sig selv for vage begreb " naermeste tilkytning " . Den forenkler samtidig i betydelig grad afgoerelsen af , hvilken lov der skal anvendes paa aftalen i mangel af parternes aftale herom . Stedet for aftalens indgaaelse bliver uden betydning . Det er ikke mere noedvendigt at afgoere , hvor aftalen er indgaaet , med alle de vanskeligheder og problemer vedroerende kvalifikation dette medfoerer i praksis . Det bliver overfloedigt at soege at fastlaegge opfyldelsesstedet eller de forskellige opfyldelsessteder , samt disses kvalifikationer .

For hver kategori aftaler er det principielt den karakteristiske ydelse , som alene er afgoerende , naar der skal opstilles en formodning om , hvilken lov der skal anvendes . Dette gaelder ligeledes for visse saerlige aftaler som f.eks . kautionsaftaler , hvor det altid er kautionisten , der erlaegger den karakteristiske ydelse , baade i forhold til hovedmanden og til kreditor .

For at forebygge eventuelle flydende lovkonflikter ( " conflits mobiles " ) ved anvendelsen af stk . 2 understreges det , at det land , hvor den part , der skal praestere den for aftalen karakteristiske ydelse , har sin bopael , sit hovedsaede eller sit hovedforretningssted , er det land , hvor denne part har henholdsvis sin bopael , sit hovedsaede eller sit forretningssted " paa tidspunktet for aftalens indgaaelse " .

Ifoelge stk . 2 , in fine , formodes det , i tilfaelde af at ydelsen efter aftalen skal erlaegges fra et andet forretningssted end hovedforretningsstedet , at aftalen har sin naermeste tilknytning til det land , hvor dette andet forretningssted er beliggende .

4 . I henhold til artikel 4 , stk . 3 , gaelder formodningen ifoelge stk . 2 ikke , i det omfang aftalens genstand er en ret over fast ejendom herunder en brugsret . I dette tilfaelde er der formodning om , at aftalen har sin naermeste tilknytning til det land , hvor den faste ejendom er beliggende .

Det skal understreges , at der ifoelge denne bestemmelse kun er en formodning om , at det er loven i det land , hvor ejendommen er beliggende , der finder anvendelse . Det drejer sig med andre ord om en formodning , der ligesom formodningen ifoelge stk . 2 kan bortfalde , hvis sagens omstaendigheder kraever det .

Ovennaevnte formodning kunne f.eks . bortfalde i det tilfaelde , hvor to personer , som er bosiddende i Belgien , indgaar en kontrakt om leje af et sommerhus beliggende paa Elba ( Italien ) . I dette tilfaelde kunne det taenkes , at aftalen ikke har sin naermeste tilknytning til Italien , men til det land , hvor de to kontraktparter har deres bopael .

Endelig skal det understreges , at bestemmelsen i stk . 3 ikke gaelder for aftaler om opfoerelse eller reparation af ejendomme . Forholdet er det , at saadanne kontrakters hovedformaal er opfoerelsen eller reparationen snarere end selve ejendommen .

5 . Efter at spoergsmaalet om transportaftaler havde vaeret genstand for en lang og livlig debat , besluttede gruppen at medtage dem under konventionens anvendelsesomraade . Gruppen fandt det dog ikke hensigtsmaessigt , af formodningen ifoelge stk . 2 skulle gaelde for aftaler om transport af gods i betragtning af denne transporttypes saerlige karakter . Aftaler om godstransport er saaledes blevet underkastet en saerlig formodningsregel i stk . 4 . Denne formodning kan tilsidesaettes af artikel 4 , stk . 5 .

Ifoelge stk . 4 er der for aftaler om transport af gods formodning om , at aftalen har sin naermeste tilknytning til det land , hvor transportoeren paa tidspunktet for aftalens indgaaelse har sit hovedforretningssted , hvis dette land tillige er det land , hvor laste - eller lossestedet eller afladerens hovedforretningssted er beliggende . Udtrykket " aflader " anvendes generelt om enhver person , der udfylder den funktion at levere gods til transportoeren ( afsender , expéditeur , Versender , mittente , caricatore , osv . ) .

Formodningen ifoelge stk . 4 er saaledes baseret paa en kombination af tilknytningskriterier . For at forebygge eventuelle flydende konflikter ved anvendelsen af dette stykke , praeciseres det ogsaa her , at henvisningen til det land , hvor transportoeren har sit hovedforretningssted , skal forstaas som hovedforretningsstedet " paa tidspunktet for aftalens indgaaelse " .

Ved anvendelsen af dette stykke , synes der ved laste - og lossested at skulle forstaas de steder , der er fastsat ved aftalens indgaaelse .

Paa den anden side er det ved transportaftaler almindeligt , at en person , som forpligter sig til at transportere gods for en anden , ikke selv udfoerer transporten , men lader tredjemand udfoere den . I artikel 4 , stk . 4 , betyder " transportoeren " den kontraktpart , som har forpligtet sig til at transportere godset , uanset om han selv udfoerer transporten eller lader en anden udfoere den .

I stk . 4 , tredje punktum , hedder det envidere : " Ved anvendelse af dette stykke skal certepartier for en enkelt rejse og andre aftaler , der har transport af gods som hovedformaal , anses for aftaler om transport af gods " . Denne affattelse af stk . 4 tager sigte paa at fastslaa , at et certeparti skal anses som en aftale om transport af gods , naar dette er certepartiets formaal .

6 . For aftaler om befordring af passagerer gaelder saaledes den generelle formodning , naermere betegnet formodningen ifoelge artikel 4 , stk . 2 .

Denne loesning blev vedtaget af flertallet af gruppens medlemmer . Visse delegationer udtalte dog , at den saerlige formodning ifoelge stk . 4 burde finde anvendelse og anfoerte , at ligesom for andre transportformer var en kombination af tilknytningskriterier noedvendigt her , da der var risiko for , at en henvisning alene til det sted , hvor transportoeren ( som erlaegger den karakteristiske ydelse ) , har sit hjemsted , kan vise sig ikke at vaere et tilstraekkeligt entydigt tilknytningskriterium . Som eksempel herpaa naenvtes befordring af franske eller engelske passagerer mellem London og Paris , som udfoeres af et amerikansk luftartsselskab . Det blev ligeledes naevnt , at dette - ved aftaler om transport af baade gods og passagerer - ville medfoere den ulempe , at aftalen ville falde ind under to forskellige love .

De oevrige delegationer var dog imod den saerlige formodning , bl . a . af foelgende grunde : anvendelse af flere love paa de samme passagerer ville medfoere alvorlige komplikationer ; stk . 4 ville paa grund af sin opbygning naesten aldrig finde anvendelse paa passagerbefordring , og det ville saaledes jaevnligt blive noedvendigt at anvende artikel 4 , stk . 1 , som ikke giver domstolene tilstraekkeligt praecise kriterier for at traeffe en afgoerelse ; transportaftaler indeholder normalt en bestemmelse , der som vaerneting vaelger domstolene paa det sted , hvor transportoeren har sit hjemsted , og stk . 2 ville netop foere til sammenfald mellem den anvendelige lov og de kompetente domstole .

Det skal i alle tilfaelde understreges , at domstolene ved undersoegelsen af , hvilket land aftalen har sin naermeste tilknytning til , ikke kan udelukke det land , hvor transportoeren har sit hjemsted .

Det er ikke uden betydning til slut at minde om , at gruppen i loebet af debatten om transportproblemer flere gange har fremhaevet de internationale konventioners forrang paa dette omraade .

7 . Saafremt den for kontrakten karakteristiske ydelse ikke kan bestemmes , finder artikel 4 , stk . 2 , ikke anvendelse . I dette tilfaelde gaelder stk . 1 , og kontrakten er herefter underkastet loven i det land , som den har sin naermeste tilknytning til .

Dette er udtrykkeligt angivet i artikel 4 , stk . 5 , foerste punktum .

Men dette stykke hjemler ligeledes mulighed for , at der ses bort fra formodningerne i stk . 2 , 3 og 4 , saafremt det under hensyn til samtlige omstaendigheder fremgaar , at aftalen har naermere tilknytning til et andet land .

Begrundelsen for sidstnaevnte bestemmelse er foelgende . Da lovvalgsreglen i artikel 4 er meget generel og kun kan fraviges for saa vidt angaar forbrugeraftaler og arbejdsaftaler , har det vist sig noedvendigt at aabne mulighed for , at der kan ses bort fra formodningerne i stk . 2 , 3 og 4 , saafremt det under hensyn til samtlige omstaendigheder fremgaar , at aftalen har naermere tilknytning til et andet land .

Bestemmelsen i artikel 4 , stk . 5 , overlader det tydeligvis i et vist omfang til dommeren i hvert enkelt tilfaelde at vurdere alle de omstaendigheder , der goer det berettiget at se bort fra formodningerne i stk . 2 , 3 og 4 . Der er her tale om et noedvendigt modstykke til en general konfliktregel , som skal finde anvendelse paa naesten alle kontrakttyper .

8 . Artikel 4 , stk . 1 , tillader under visse betingelser opdeling af aftalen . I stk . 1 , sidste punktum , hedder det nemlig : " Hvis en del af aftalen , som kan adskilles fra resten af aftalen , har naermere tilknytning til et andet land , kan loven i dette land dog undtagelsesvis bringes i anvendelse paa denne del af aftalen . "

Droeftelsen af dette spoergsmaal i gruppen viste , et ingen af delegationerne oenskede at fremme opdeling . Stoerstedelen af eksperterne gik dog ind for , at domstolene skulle have mulighed for undtagelsesvis at udskille en selvstaendig og saerskilt del , som - set i forhold til kontrakten og ikke til tvisten - har naermere tilknytning til et andet land ( f.eks . samarbejdskontrakter , komplicerede kontrakter ) .

Vedroerende spoergsmaalet om , hvorvidt muligheden for opdeling skulle medtages i selve konventions eksten eller ikke , gik flertallet af delegationerne ind for en saadan mulighed . Det blev isaer anfoert , at det ville vaere utilstraekkeligt alene at naevnte denne mulighed i betaenkningen , da det i nogle EF-medlemsstater ikke er saedvane at tage hensyn til betaenkninger . Desuden blev det anfoert , at hvis denne mulighed blev medtaget i konventionsteksten , ville det formindske risikoen for forskelligartet anvendelse af konventionen paa dette punkt , da teksten angiver betingelserne for at foretage opdeling .

Disse tanker er netop udtrykt i stk . 1 , sidste punktum . Vendingen " undtagelsesvis " skal herefter fortolkes saaledes , at domstolene skal foretage opdeling i saa faa tilfaelde som muligt .

9 . Det skal anfoeres , at de formodninger , som er omhandlet i artikel 4 , stk . 2 , 3 og 4 , kun er simple formodninger .

Artikel 5

Visse forbrugeraftaler

1 . Artikel 5 i konventionen indeholder en saerlig lovvalgsregel , der finder anvendelse paa visse forbrugeraftaler . Hovedparten af de eksperter , der har deltaget i gruppens arbejde siden 1973 , har nemlig skoennet , at forbrugerbeskyttelse - som i oejeblikket tilstraebes i flere medlemsstaters nationale lovgivning - enten vil medfoere en aendring i modsat retning af det i artikel 4 omhandlede tilknytningskriterium eller en indskraenkning i den i artikel 3 omhandlede valgfrihed . Paa den ene side maa parternes lovvalg ikke medfoere tilsidesaettelse af ufravigelige regler i det land , hvor forbrugeren har sin bopael . Paa den anden side boer loven i koebers land ( den svageste part ) ved saadanne kontrakttyper normalt anvendes fremfor loven i saelgers land .

2 . Definitionen af " forbrugeraftale " svarer til definitionen i artikel 13 i konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager , herunder handelssager . Den boer fortolkes paa baggrund af den fastsatte maalsaetning , som er at beskytte den svageste part , og i overensstemmelse med andre internationale dokumenter , som har samme maalsaetning som konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser . Flertallet af delegationerne mente saaledes , at den generelt kun vil finde anvendelse , naar en person , som leverer loesoeregenstande eller tjenesteydelser , eller som yder en kredit , handler som led i sin erhvervsmaessige virksomhed . Reglen finder heller ikke anvendelse paa aftaler , der er indgaaet af erhvervsdrivende inden for handel , industri eller liberale erhverv ( f . eks . laeger ) , som koeber apparatur eller modtager tjenesteydelser til anvendelse i deres erhvervsmaessige virksomhed . Saafremt en saadan person handler delvis som led i sin erhvervsmaessige virksomhed , delvis uden for denne , falder forholdet kun ind under anvendelsesomraadet for artikel 5 , saafremt han hovedsagelig handler uden for sin erhvervsmaessige virksomhed . Naar modtageren af en loesoeregenstand , en tjenesteydelse eller en kredit hovedsagelig har handlet uden for sin erhvervsmaessige virksomhed , men den anden part ikke har vist dette og under hensyn til alle enkeltheder ikke kunne vide det , er forholdet udelukket fra anvendelsesomraadet for artikel 5 . Hvis modtageren af loesoeregenstanden eller tjenesteydelsen saaledes fremtraeder som erhvervsdrivende og f.eks . paa brevpapir med firmahoved bestiller genstande , der kan taenkes virkelig at indgaa i udoevelsen af hans erhverv , beskyttes den anden parts gode tro , og sagen underkastes ikke artikel 5 .

Reglen daekker baade salg paa kredit og kontantsalg , medens salg af vaerdipapirer er undtaget . Gruppen har med vilje undgaaet at give en mere praecis definition af begrebet " forbrugeraftale " , for ikke at komme i konflikt med de forskellige definitioner , som allerede findes i de nationale love . Reglen finder ligeledes anvendelse paa levering af tjenesteydelser som forsikring samt levering af loesoeregenstande .

3 . I stk . 2 fastsaettes det princip , at lovvalget i en aftale , der er indgaaet af forbrugere , ikke kan medfoere , at forbrugeren beroeves den beskyttelse , der tilkommer ham i medfoer af loven i det land , hvor han har sin bopael . Dette princip anvendes dog kun under visse omstaendigheder , som er angivet i de tre led i stk . 2 .

I foerste led behandles de situationer , hvor den handlende har rettet henvendelser for at saelge sine loesoeregenstande eller tjenesteydelser i det land , hvor forbrugerne har sin bopael . Det kan bl.a . daekke postordresalg og agentsalg . Den handlende skal saaledes have foretaget visse handlinger saasom reklamering i pressen , i radio eller fjernsyn , i biograferne eller i kataloger specielt beregnet for dette land , eller han skal have givet individuelle salgstilbud gennem en agent eller kolportoer . Hvis en tysker f.eks . indgaar en kontrakt som svar paa en annonce fra et fransk selskab i en tysk avis , daekkes denne kontrakt af den saerlige regel . Hvis en tysker derimod reflekterer paa en annonce , som er indrykket i amerikanske aviser , gaelder den paagaeldende regel ikke , selv om aviserne saelges i Tyskland , medmindre annoncen findes i saerudgaver af denne avis , som er beregnet for europaeiske lande . I dette tilfaelde har saelgeren reklameret med saerligt henblik paa koeberens land .

Gruppen har udtrykkeligt vedtaget ordene " noedvendige handlinger " for ikke at komme ind paa det klassiske problem om bestemmelsen af stedet for kontraktens indgaaelse . Dette spoergsmaal er saerlig oemtaaleligt for de angivne situationer , idet der er tale om internationale kontrakter , der normalt indgaas pr . korrespondance . Ordet " handling " omfatter navnlig en skrivelse eller en henvendelse som foelge af et tilbud eller en reklame .

I henhold til andet led anvendes artikel 5 i alle de situationer , hvor den handlende eller hans repraesentant har modtaget forbrugerens bestilling i det land , hvor denne har sin bopael . Denne bestemmelse svarer til bestemmelsen i artikel 3 , stk . 2 , i Haager-konventionen af 1955 om internationale loesoerekoeb . Foerste og andet led overlapper i stort omfang hinanden . Denne overlapning er dog ikke fuldstaendig . Andet led anvendes f.eks . i situationer , hvor forbrugeren selv har henvendt sig til et udenlandsk selskabs stand paa en messe eller en udstilling , som er arrangeret i forbrugerens land , eller til et udenlandsk selskabs faste filial eller handelskontor , som er oprettet i forbrugerens land , selv om det udenlandske selskab ikke har reklameret i forbrugerens land paa en maade , som er daekket af foerste led . Ordet " repraesentant " skal daekke enhver person , som optraeder i den handlendes navn .

Tredje led omhandler en situation , som er temmelig speciel , men i forbindelse med hvilken flertallet af delegationerne mente , at det var klart noedvendigt at beskytte forbrugeren i henhold til bestemmelserne i artikel 5 . Det daekker det forhold , der kan beskrives som " koeb foretaget i forbindelse med udflugter til udlandet " , dvs . f.eks . hvor ejeren af en forretning , der ligger i land A , arrangerer endags busture for forbrugerne til nabolandet B med det hovedformaal at tilskynde forbrugerne til at foretage koeb i hans forretning . Det er en praksis , som er meget udbredt i visse omraader . Denne situation daekkes ikke af foerste led , da forbrugeren i henhold til dette led i sit eget land skal have foretaget alle noedvendige henvendelser fra sin side for aftalens indgaaelse . Tredje led er i modsaetning til de oevrige bestemmelser i stk . 2 begraenset til aftaler om salg af loesoeregenstande . Den omstaendighed , at turen er arrangeret af saelgeren , skal ikke forstaas i den snaevre forstand , at saelgeren selv skal have soerget for transporten . Det er tilstraekkeligt , at saelgeren har arrangeret turen ved aftale med et transportselskab .

For at beskrive de situationer , hvor artikel 5 er anvendelig paa aftaler , som indgaas af forbrugere , holdt gruppen sig ikke til teksten i artikel 13 , stk . 1 , i konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser , saaledes som den er aendret ved tiltraedelseskonventionen . Dels indeholder artikel 5 ikke saerlige bestemmelser vedroerende aftaler om salg og laan med afbetaling i rater . Dels indeholder artikel 13 i konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse ingen bestemmelser , som svarer til artikel 5 , stk . 2 , andet og tredje led .

4 . Artikel 5 , stk . 3 , indeholder en undtagelse fra artikel 4 i konventionen . I stk . 3 hedder det nemlig : " Uanset artikel 4 er en aftale , der er omfattet af naervaerende artikel , i mangel af et lovvalg i henhold til artikel 3 undergivet loven i det land , hvor forbrugeren har sin bopael , saafremt den er indgaaet under de i stk . 2 naevnte omstaendigheder " .

Ordlyden af stk . 3 er tilstraekkelig klar og kraever ikke yderligere kommentarer .

5 . I henhold til artikel 5 , stk . 4 , er artikel 5 ikke anvendelig paa hverken a ) transportaftaler eller b ) aftaler om tjenesteydelser , som udelukkende skal praesteres i et andet land end det , hvor forbrugeren har sin bopael . Udelukkelsen af transportaftaler skyldes , at de saerlige beskyttelsesforanstaltninger , der er fastsat i artikel 5 , ikke er egnede for denne type aftaler . Med hensyn til aftaler om tjenesteydelser ( f.eks . indlogering paa hotel eller sprogkurser ) , som udelukkende skal praesteres uden for den stat , hvor forbrugeren har sin bopael , kan denne heller ikke med rimelighed vente , at hans hjemlands lov skal vaere anvendelig som undtagelse f * a de generelle regler i artikel 3 og 4 . I de i litra b ) omhandlede tilfaelde har aftalen en staerkere tilknytning til den stat , hvor den anden aftalepart har sin bopael , selv om denne har udfoert en af de handlinger , som er beskrevet i stk . 2 ( f.eks . reklamering ) i forbrugerens hjemland .

6 . Stk . 5 har til formaal at sikre , at artikel 5 paa trods af de undtagelser , der er fastsat i stk . 4 , er anvendelig paa aftaler om organiserede rejser ( " package tours " ) , dvs . paa almindelige aftaler , som indgaas med turister , hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold . Saafremt der i forbindelse med en saadan organiseret rejse ydes transport fra det land , hvor forbrugeren har sin bopael , udelukkes aftalen ikke paa grundlag af stk . 4 . Betydningen af stk . 5 ligger derfor i , at det har til formaal ligeledes at sikre , at artikel 5 finder anvendelse i de tilfaelde , hvor den foerste tjenesteydelse i forbindelse med en organiseret rejse er udrejsetransport fra et andet land . Det er dog klart , at artikel 5 udelukkende finder anvendelse paa organiserede rejser , som opfylder de generelle betingelser i stk . 1 og 2 , dvs . naar aftalen kan betragtes som en " forbrugeraftale " og den er indgaaet under en af de omstaendigheder , som er omhandlet i stk . 2 .

Ved udformningen af stk . 5 stoedte gruppen paa vanskeligheder i forbindelse med definitionen af udtrykket " organiseret rejse " ( " package tour " ) . Den begraensede sig til en definition , som understreger hovedelementerne i denne aftaletype , der er velkendt i praksis , og overlader det til domstolene at loese eventuelle problemer vedroerende den noejagtige afgraensning . Opholdet , som udgoer en del af den organiserede rejse , skal normalt vaere adskilt fra transporten , og stk . 5 finder saaledes ikke anvendelse paa ydelse af liggevogn eller sovevogn .

Artikel 6

Individuelle arbejdsaftaler

1 . Ved en fornyet gennemgang af den saerlige lovvalgsregel for arbejdsaftaler har gruppen foretaget dybtgaaende aendringer i denne artikel , der allerede var medtaget i det oprindelige udkast ( som artikel 5 ) , ligesom ordlyden deraf er blevet tilnaermet den nuvaerende artikel 5 om forbrugeraftaler .

Forholdet er det , at det i begge tilfaelde drejer sig om at give mere hensigtsmaessige regler paa omraader , hvor den ene kontraktparts interesser adskiller sig fra den andens , og samtidig ved hjaelp af saadanne regler at sikre bedre beskyttelse af den part , som ud fra en social og oekonomisk betragtning maa anses for at vaere den svageste part i kontraktforholdet .

2 . Paa baggrund af disse overvejelser er der i artikel 6 , stk . 1 , indfoert en begraensning i parternes frihed med hensyn til lovvalg i henhold til artikel 3 i konventionen , idet det hedder , at dette valg i arbejdsaftaler " ikke kan medfoere , at arbejdstageren beroeves den beskyttelse , der tilkommer ham i medfoer af ufravigelige regler i den lov , som i henhold til stk . 2 ville finde anvendelse i mangel af et lovvalg " .

Denne tekst har foelgende betydning :

saafremt den lov , som finder anvendelse i henhold til stk . 2 , giver arbejdstageren en stoerre beskyttelse end den , har faar i henhold til den ret , som parterne har valgt , medfoerer dette ikke , at valget af denne lov bliver virkningsloest i sin helhed . I dette tilfaelde forbliver den valgte lov derimod i princippet anvendelig . Saafremt bestemmelserne i den ret , der finder anvendelse i henhold til stk . 2 , beskytter arbejdstagerne bedre end den valgte lov , f.eks . ved at give en laengere opsigelsesfrist , tilsidesaetter disse bestemmelser de tilsvarende bestemmelser i den valgte lov og anvendes i deres sted .

De bestemmelser , som parterne ikke kan fravige , er ikke alene bestemmelser vedroerende egentlige arbejdsaftaler , men ogsaa bestemmelser vedroerende arbejdshygiejne og sikkerhed paa arbejdspladsen , der i visse medlemsstater betragtes som offentligretlige bestemmelser .

Det foelger navnlig af denne tekst , at saafremt loven i det land , som er angivet i artikel 6 , stk . 2 , goer det obligatorisk for arbejdsgiveren i dette land at foelge de kollektive arbejdsoverenskomster , kan arbejdstageren ikke fratages den beskyttelse , som han faar ifoelge disse kollektive overenskomster , ved valg af en anden stats lov i den individuelle arbejdsaftale .

Artikel 6 finder for oevrigt anvendelse paa individuelle arbejdsaftaler , men ikke paa kollektive overenskomster . Hvis en aftale er undergivet loven i et andet land , kan dette saaledes ikke medfoere tilsidesaettelse af befoejelser , som en fagforening maatte have i medfoer af nationale kollektive overenskomster .

I den nuvaerende affattelse af artikel 6 anvendes udtrykket " arbejdsaftale " i stedet for " arbejdsforhold " , der anvendtes i det oprindelige udkast . Det skal dog understreges , at reglen i artikel 6 ligeledes omfatter tilfaelde , hvor der ikke foreligger en gyldig aftale , samt faktiske arbejdsforhold , navnlig de forhold , der karakteriseres ved , at de kontraktbestemmelser , som er fastsat i loven med henblik paa beskyttelse af arbejdstagere , ikke overholdes .

3 . I artikel 6 , stk . 2 hedder det : " Uanset artikel 4 er en arbejdsaftale i mangel af et lovvalg i henhold til artikel 3 undergivet :

a ) loven i det land , hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen saedvanligvis udfoerer sit abejde , selv om han midlertidigt er beskaeftiget i et andet land , eller

b ) hvis arbejdstageren ikke saedvanligvis udfoerer sit arbejde i et bestemt land , loven i det land , hvor det forretningssted , som har antaget arbejdstageren , er beliggende ,

medmindre det af omstaendighederne som helhed fremgaar , at aftalen har en naermere tilknytning til et andet land , i hvilket fald loven i dette land finder anvendelse " .

Efter en noeje gennemgang af de forskellige spoergsmaal vedroerende arbejdsaftaler i international privatret , hvorunder der saerligt blev taget hensyn til Kommissionens udkast til forordning samt til de mest moderne tendenser inden for juridisk litteratur og retspraksis i EF-medlemsstaterne , har gruppen vedtaget foelgende loesning . Hvis arbejdstageren saedvanligvis udfoerer sit arbejde i et bestemt land , er arbejdsaftalen undergivet loven i dette land , selv om han midlertidigt er beskaeftiget i et andet land . Denne regel findes i stk . 2 , litra a ) . Hvis arbejdstageren derimod ikke saedvanligvis udfoerer sit arbejde i samme land , er aftalen undergivet loven i det land , hvor det forretningssted , som har antaget arbejdstageren , er beliggende . Denne regel findes i stk . 2 , litra b ) .

Der er her tydeligvis tale om loesninger , der i vaesentlig grad er forskellige fra , hvad der ville foelge af formodningsreglen i artikel 4 .

I artikel 6 , stk . 2 , in fine , siges det imidlertid , at hvis det af omstaendighederne som helhed fremgaar , at aftalen har en naermere tilknytning til et andet land , finder loven i dette land anvendelse .

4 . For saa vidt angaar arbejde , der ikke falder ind under nogen stats jurisdiktion , har gruppen skoennet , at reglen i artikel 6 principielt skal kunne finde anvendelse . For arbejde , der udfoeres om bord paa en boreplatform paa internationalt soeterritorium , skal loven i det land , hvor den virksomhed , som har antaget arbejdstageren , har sit forretningssted , finde anvendelse .

Gruppen har ikke soegt at fastsaette nogen saerlig regel for arbejde , der udfoeres af besaetningsmedlemmer om bord paa skibe .

Artikel 7

Ufravigelige regler

1 . Affattelsen af artikel 7 , som allerede fandtes i det oprindelige udkast , er blevet forbedret meget ved den fornyede gennemgang af konventionens tekst , som gruppen siden 1973 har foretaget med henblik paa en bedre fortolkning af denne i de forskellige tilfaelde , hvor konventionen skal finde anvendelse .

Som det er blevet fremhaevet , senest paa gruppens sidste moede , er artikel 7 blot en bekraeftelse af principper , som allerede findes i EF-medlemsstaternes nationale lovgivning .

Forholdet er det , at det princip , * orefter de nationale domstole under visse omstaendigheder kan anvende andre ufravigelige regler end dem , der i henhold til parternes lovvalg eller et subsidiaert tilknytningskriterium skal anvendes paa aftalen , i flere aar har vaeret anerkendt i baade litteratur og retspraksis i flere lande baade inden for og uden for EF .

Som eksempel herpaa kan naevnes den nederlandske hoejesteretsdom fra 1966 i sagen Alnati ( som allerede er citeret ovenfor under kommentaren til artikel 3 , stk . 1 ) hvor retten udtaler , at skoent den lov , der skal anvendes paa internationale kontrakter , principielt kun kan vaere den , parterne har valgt , " kan det for et andet land forekomme , at overholdelsen af visse af disse retsregler , selv uden for landets territorium , er af en saadan vigtighed , at domstolene maa tage hensyn dertil og herefter anvende disse fremfor et andet lands lov , som parterne har vedtaget " .

Denne dom ligger til grund for artikel 13 , stk . 2 , i Benelux-traktaten af 1969 , som ikke er traadt i kraft , hvorved der indfoeres ensartede internationale privatretlige regler ; i denne artikel hedder det : " Naar aftalen aabenbart er placeret i et bestemt land , kan bestemmelser i dette lands lov , hvis saerlige art og formaal udelukker anvendelse af enhver anden lov , ikke fraviges ved parternes vilje .

I alle tilfaelde er det uden tvivl samme tanke , der ligger til grund for artikel 16 i Haager-konventionen af 14 . marts 1978 om fuldmagtsforhold , hvori det hedder : " Ved anvendelse af denne konvention kan ufravigelige regler i ethvert land , som forholdet har en vaesentlig tilknytning til , bringes i anvendelse , saafremt og i det omfang disse regler skal anvendes ifoelge det paagaeldende lands lov , uanset hvilken lov der er anvendelig ifoelge denne konventions lovvalgsregler " .

Paa trods af visse juristers mening maa det derimod blankt erkendes , at der ikke af britisk retspraksis synes at kunne udledes nogen klar anerkendelse af dette princip ( Ralli-Bros . mod Sota Aznar ; Regazzoni mod Sethia ; Rossano mod Manufacturers Life Insurance Co . ) ( 40 ) .

2 . Ifoelge artikel 7 , stk . 1 , kan der ved anvendelsen af denne konvention " tillaegges ufravigelige regler i loven i et andet land , som forholdet har en naer tilknytning til , virkning , saafremt og i det omfang disse regler ifoelge dette lands ret skal anvendes uden hensyn til , hvilket lands lov der i oevrigt skal anvendes paa aftalen " .

Den tidligere formulering gav ikke nogen praecis definition paa arten af den " tilknytning " , der skulle vaere mellem aftalen og et andet land end det , hvis lov er anvendelig . Flere eksperter har gjort opmaerksom paa , at dette hul i formuleringen i visse tilfaelde kunne medfoere , at domstolene ville vaere noedt til at tage hensyn til et stort antal forskellige - og endog modstridende - love . Denne manglende praecision kunne komplicere sagen , bevirke , at den trak i langdrag og give anledning til forhaling . Gruppen har accepteret disse bemaerkninger og besluttet , at der ikke skulle vaere tale om en hvilken som helst tilknytning , men en faktisk tilknytning til det andet land . Faktisk tilknytning kan f . eks . foreligge , naar aftalen skal opfyldes i det andet land , eller naar en part har sin bopael eller sit hovedforretningssted i vedkommende land . Blandt flere forslag , der har vaeret fremsat til formuleringen , er gruppen blevet staaende ved ordet " naer " , som man her fandt mest velegnet til at beskrive det forhold , man ville ramme .

Den tilknytning , som der er tale om , skal foreligge mellem aftalen som helhed og loven i et andet land end det , hvis lov kontrakten er underkastet . Gruppen har forkastet et forslag fra en af delegationerne gaaende ud paa at kraeve tilknytning mellem det omtvistede spoergsmaal og en bestemt lov . Dette forslag ville nemlig have medfoert en beklagelig opdeling af aftalen og foert til anvendelse af ufravigelige love , som parterne ikke kunne forudse . Gruppen har dog foretrukket at erstatte ordet " aftalerne " med " forholdet " .

Da den tidligere bestemmelse forekom visse delegationer meget uklar , har gruppen besluttet sig til at foretage en forbedring af affattelsen . Den har derfor ved den nye ordlyd fremhaevet , at man skal undersoege retssystemet i det land , hvor disse ufravigelige regler findes , for at konstatere , om disse i det konkrete tilfaelde skal finde anvendelse fremfor enhver anden lov . Yderligere er ordet " lov " blevet erstattet af ordet " ret " for at undgaa enhver tvivl med hensyn til reglens raekkevidde , der skal daekke ikke blot bestemmelser , der indeholdes i " lovgivning " , men tillige reglerne i Common Law . Endelig har flertallet i gruppen under hensyn til de betaenkeligheder af forfatningsmaessig karakter , som visse delegationer har givet udtryk for , fundet det bedst at overlade domstolene en vis skoensmargen ved anvendelsen af denne artikel .

3 . Ved afgoerelsen af , om der boer tillaegges saadanne ufravigelige regler virkning , skal der - hedder det videre i artikel 7 , stk . 1 - tages hensyn til " deres art og formaal og til foelgerne af , at de anvendes eller ikke anvendes " .

Anvendelsen af ufravigelige regler i ethvert andet land skal vaere begrundet i deres art og formaal . En af delegationerne havde foreslaaet at praecisere dette udtryk ved at sige , at de paagaeldende reglers art og formaal skulle kunne begrundes i kriterier , der var anerkendt paa internationalt plan ( f . eks . love af lignende art i andre lande eller love , der tjener en alment anerkendt interesse ) . Men andre eksperter bemaerkede , at saadanne internationale kriterier ikke eksisterer , og at man derfor ville skabe vanskeligheder for domstolene . Yderligere ville denne formulering tangere det oemtaalelige problem om udenlandske retssystemers paalidelighed . Ud fra disse betragtninger har gruppen uden at ville underkende tanken dog forkastet dette forslag til affattelse af bestemmelsen .

Ligeledes skal der ved afgoerelsen af , hvorvidt saadanne ufravigelige regler boer bringes i anvendelse , tages hensyn til " foelgerne af , at de anvendes eller ikke anvendes " .

Dette nye led , der ikke fandtes i det foerste udkast afsvaekker paa ingen maade reglen , idet denne tvaertimod fremhaeves , afklares og bestyrkes . Dommeren maa nemlig have ret til at skoenne , navnlig i tilfaelde af at modstridende ufravigelige regler i to forskellige lande finder anvendelse samtidig paa den samme situation , og hvor der noedvendigvis maa traeffes et valg mellem dem .

Som afslutning paa kommentarerne til artikel 7 , stk . 1 , skal det kun understreges , at ordene " tillaegges virkning " overlader domstolene den meget oemtaalelige opgave at forene ufravigelige regler med den lov , der normalt skal finde anvendelse paa aftalen i det konkrete forhold .

Denne bestemmelses nyhed og frygten for den usikkerhed , den kunne skabe , har medfoert , at nogle delegationer har oensket at kunne tage forbehold over for artikel 7 , stk . 1 ( jf . artikel 22 , stk . 1 , litra a ) ) .

4 . Artikel 7 , stk . 2 , siger : " Denne konvention medfoerer ingen begraensninger i anvendelsen af regler i domstolslandets lov i tilfaelde , hvor disse er ufravigelige uden hensyn til , hvilket lands lov der i oevrigt skal anvendes paa aftalen " .

Denne bestemmelse skyldes visse delegationers oenske om at aabne mulighed for anvendelse af visse regler i domstolslandets egen lov , der gaelder ufravigeligt i et forhold uden hensyn til , hvilken lov der skal anvendes paa aftalen ( bl . a . reglerne om karteller , konkurrence , konkurrencebegraensninger , forbrugerbeskyttelse og transportforhold ) .

Bestemmelserne i stk . 2 fremhaever derfor kun betydningen af ufravigelige regler ( lois d'application immédiate , leggi di applicazione necessaria osv . ) ud fra en anden synsvinkel end bestemmelserne i stk . 1 ( 40a ) .

Artikel 8

Materiel gyldighed

1 . I artikel 8 , stk . 1 , hedder det : " Spoergsmaal om eksistens og gyldighed af en aftale eller af en bestemmelse i en aftale afgoeres efter den lov , som i henhold til denne konvention skulle anvendes , hvis aftalen eller bestemmelsen var gyldig " .

Denne bestemmelse omfatter alle forhold i forbindelse med aftalens indgaaelse ud over den formelle gyldighed . Som understreget i punkt 9 i ovenstaaende bemaerkninger til artikel 3 finder denne bestemmelse tillige anvendelse paa spoergsmaal om , hvorvidt parterne har aftalt , at en bestemt lov skal anvendes , og om gyldigheden af en saadan aftale .

Ordet " bestemmelse " er valgt med henblik paa tilfaelde , hvor en af aftalens bestemmelser anfaegtes ( opdeling ) , som f . eks . en klausul vedroerende lovvalget .

2 . Som undtagelse fra hovedreglen i stk . 1 indeholder stk . 2 dog en saerregel , der kun angaar spoergsmaalet om aftalens eksistens og ikke om dens gyldighed .

Efter denne saerregel kan en part nemlig for at godtgoere , at han ikke har samtykket i aftalen , paaberaabe sig loven i det land , hvor han har sin bopael , saafremt det af omstaendighederne fremgaar , at det ikke ville vaere rimeligt at bestemme virkningen af hans adfaerd efter den i stk . 1 angivne lov .

Den af gruppen valgte loesning har bl . a . til formaal at loese problemet om , hvilken betydning det skal tillaegges , at en part har forholdt sig tavs i forbindelse med indgaaelsen af en aftale .

Ordet " adfaerd " skal forstaas saaledes , at det baade omfatter en positiv handling og undladelse fra den paagaeldende parts side , dvs . det vedroerer ikke blot det tilfaelde , hvor han har forholdt sig tavs .

Ordene " saafremt det af omstaendighederne fremgaar " betyder , at domstolen kan tage samtlige omstaendigheder i sagen i betragtning og ikke blot dem , der refererer til de forhold hvorunder den part , der paaberaaber sig , at han ikke har samtykket i aftalen , har handlet . Domstolene skal bl . a . tage hensyn til de saedvaner , som parterne har fulgt , og ogsaa til deres tidligere forretningsforbindelser .

Ordene " en part " kan efter omstaendighederne betyde saavel den , der fremsaetter tilbud om indgaaelse af en aftale , som den , der modtager tilbudet .

Anvendelse af stk . 2 kan resultere i en afgoerelse , som fritager en part , der ville vaere bundet i medfoer af stk . 1 , men bestemmelsen kan aldrig foere til det modsatte resultat , nemlig at en aftale erklaeres for indgaaet i strid med den lov , der skal anvendes paa den .

Artikel 9 , stk . 4 , inderholder en saerlig regel vedroerende viljeserklaeringer , saaledes som de findes i talrige landes lovgivninger , f.eks . tilbud . Disse viljeserklaeringer naevnes ikke i artikel 8 . Ikke desto mindre anvendes reglerne i denne artikel analogt paa dem .

Viljeserklaeringen skal dog knytte sig til en kontrakt . En ensidig forpligtelse , der ikke knytter sig til en kontrakt f.eks . anerkendelse af et skyldforhold uden for kontrakt eller en ensidig viljeserklaering , hvorved der stiftes eller overdrages en tinglig ret , eller hvorved en saadan ophoerer , vil ikke vaere omfattet af artikel 9 , og i oevrigt heller ikke af nogen anden bestemmelse i konventionen , da denne kun gaelder for kontraktlige forpligtelser .

Viljeserklaeringen skal selvsagt endvidere knytte sig til en aftale , der falder ind under konventionens anvendelsesomraade . Artikel 9 finder ikke anvendelse paa formkravene til viljeserklaeringer , der knytter sig til aftaler , der ifoelge artikel 1 , stk . 2 og 3 , falder uden for konventionen .

Ingen af bestemmelserne angaar udtrykkeligt viljeserklaeringer afgivet for notar . Denne undladelse er bevidst . For det foerste er begrebet viljeserklaeringer afgivet for notar ikke kendt i samtlige lovgivninger , og det kunne rejse vanskelige kvalifikationsproblemer . Der synes heller ikke at burde vaere saerlige regler om , hvilken lov der skal anvendes med hensyn til formkravene til privatretlige viljeserklaeringer , der afgives for personer med offentlig beskikkelse . Som nylig paavist ( 41 ) skyldes det ikke , at en person med offentlig beskikkelse kun kan medvirke ved oprettelse af dokumenter efter den lov , i henhold til hvilken han har sin beskikkelse , at en viljeserklaering , der afgives for ham noedvendigvis maa vaere undergivet denne lov . Hvis en notar eksempelvis ikke har overholdt den lov , i henhold til hvilken han har sin beskikkelse , kan den aftale , derer indgaaet for ham , naturligvis ikke have gyldighed som et dokument , der opfylder reglerne om notarialiter attesterede dokumenter , men aftalen vil dog ikke vaere ugyldig , hvis den lov , der skal anvendes paa indholdet ( og som tillige i henhold til artikel 9 kan finde anvendelse paa formen ) ikke kraever notarbekraeftelse af denne form for aftaler .

Artikel 9

Gyldighed med hensyn til form

Artikel 9 vedroerer formkravene til kontrakter og andre viljeserklaeringer . I stk . 1 - 4 opstilles regler , der skal anvendes paa aftaler og viljeserklaeringer i almindelighed . Bestemmelserne i stk . 5 og 6 indeholder saerregler for visse kontrakttyper .

I . Almindelige regler ( stk . 1 - 4 )

De almindelige reglers anvendelsesomraade skal her angives , foer vi kommer naermere ind paa de forskellige love , som de erklaerer for anvendelige .

A . De almindelige reglers anvendelsesomraade

1 . De i bestemmelserne omhandlede viljeserklaeringer

Artikel 9 finder anvendelse paa aftaler og ensidige viljeserklaeringer . Det foreloebige udkast fra 1972 benyttede kun udtrykket " acte juridique " , der efter sin oprindelse i latinsk terminologi omfatter disse to kategorier . At baade aftaler og ensidige viljeserklaeringer er naevnt i artikel 9 skyldes alene oensket om klarhed , idet de regler , der skal anvendes , i begge tilfaelde foelger samme principper .

De ensidige viljeserklaeringer , der er omfattet af denne artikel , er de erklaeringer , der knytter sig til en aftale , der er indgaaet , eller som skal indgaas . De viljeserklaeringer , der knytter sig til en aftale , som skal indgaas er f.eks . tilbud , accept eller blot et loefte om at ville indgaa en aftale ( loefte om salg ) . Viljeserklaeringer i forbindelse med en allerede eksisterende aftale , kan vaere af meget forskelligartet karakter , som afskedigelse , eftergivelse af gaeld , underretning , opsigelse m . v .

De almindelige regler anvendes saaledes paa viljeserklaeringer afgivet for personer med offentlig beskikkelse , hvilket tillige vil have den fordel , at viljeserklaeringer , der oprettes for en notar , der , som det kan ske i Nederlandene , har fundet det hensigtsmaessigt at foelge formkravene i det fremmede lands ret , som finder anvendelse paa viljeserklaeringens indhold , er gyldige .

2 . Artikel 9 naevner ikke , hvad der skal forstaas ved viljeserklaeringers " form " . Det er skoennet realistisk at undlade at tage stilling til dette prekaere kvalifikationsproblem , hvis betydning i oevrigt mindskes noget som foelge af de loesninger , der er givet paa problemet om tilknytning , og som i ret vidt omfang bevirker en tilnaermelse mellem form og indhold .

Til formkrav i henhold til artikel 9 maa man dog kunne henfoere enhver ydre adfaerd , som kraeves af afgiveren af en juridisk viljeserklaering , uden hvilken viljeserklaeringen ikke ville blive tillagt fuld retsvirkning ( 42 ) . Denne definition daekker ikke de saerlige krav , som skal opfyldes , naar det er inhabile personer , som skal beskyttes , f.eks . naar man i fransk ret skal have et familieraads samtykke til en retshandling , som udfoeres for en umyndigs regning , eller naar en handling skal kunne goeres gaeldende over for tredjemand , f.eks . i engelsk ret forpligtelsen til at give meddelelse om enhver retlig overdragelse af immaterielle rettigheder .

B . Anvendelige love

1 . Reglen om alternativ anvendelse af lex causae og lex loci actus

Det i artikel 9 anvendte system er et kompromis mellem paa den ene side favor negotii , der medfoerer en vis liberalisme med hensyn til viljeserklaeringers form , og paa den anden side den respekt , man skylder formen , der som oftest kun er et middel til gennemfoerelse af indholdet .

Det viste sig at vaere umuligt i foerstnaevnte henseende at foelge eksemplet fra Haager-konventionen af 5 . oktober 1961 om lovvalg med hensyn til testamentariske bestemmelsers form . Favor testamenti er begrundet i , at testamentet er en handling , der udtrykker en sidste vilje , og som ikke kan goeres om , naar dens gyldighed anfaegtes efter testators doed . Denne betragtning kan ikke anvendes paa andre viljeserklaeringer , hvor en for stor frihed med hensyn til form ville beroeve de krav paa dette omraade , som , meget ofte med legitimt formaal , er fastsat i de forskellige lovgivninger , enhver form for retsvirkning . Hertil kommer at sammenhaengen mellem spoergsmaalet om form og spoergsmalet om bevis ( se artikel 14 ) goer det oenskeligt at begraense antallet af de paa formen anvendelige love .

For at undgaa , at parterne skuffes ved , at deres viljeserklaering kendes ugyldig paa grund af en uventet formmangel , fastsaetter artikel 9 dog til gengaeld en ret smidig ordning med alternativ anvendelse af enten loven paa det sted , hvor aftalen er indgaaet ( eller i tilfaelde af en ensidig viljeserklaering det sted , hvor den er afgivet ) , eller den lov , der finder anvendelse paa indholdet .

Denne mulighed for valg af anvendelige love er skoennet tilstraekkelig , hvorfor man har forkastet en eventuel anvendelse af parternes nationale lov eller loven i det land , hvor de begge har deres bopael ( 43 ) . Til gengaeld er der ikke indfoert et rangforhold mellem lex causae og lex loci actus . Det er tilstraekkeligt - for at forhindre ugyldighed paa grund af formmangler efter det ene lands ret - at viljeserklaeringen er gyldig ifoelge én af disse to love ( 44 ) .

Arbejdsgruppen har ikke beskaeftiget sig med spoergsmaalet om , hvilken af de to love der skal anvendes under en sag , hvorunder aftalen paastaas kendt ugyldig paa grund af en formmangel , hvis aftalen er ugyldig efter begge disse love . Hvis fristen for anlaeg af sag , hvorunder aftalen paastaas kendt ugyldig , ikke er den samme efter begge love , kan det synes stemmende med aanden i denne artikel at anvende den lov , der fastsaetter den korteste frist , og som i saa henseende er den gunstigste af de to love med henblik paa aftalens gyldighed .

Renvoi skal undgaas paa formkravets omraade saavel som paa alle andre omraader , der er omfattet af konventionen ( jf . artikel 15 ) .

2 . Problemer , der opstaar ved anvendelse af lex causae paa formen

Anvendelse af lex causae paa formen er allerede tilladt , principalt eller subsidiaert , i medlemsstaternes ret og er fuldt begrundet i den sammenhaeng , der bestaar mellem form og indhold ( 45 ) .

Spoergsmaalet om , hvilken lov der skal anvendes paa aftalens indhold , afgoeres efter artikel 3 , 4 og 6 i konventionen ( se nedenfor under II , Saerlige regler om visse aftaler , om de i artikel 5 omhandlede aftaler ) . Artikel 3 , stk . 2 , omhandler saerligt foelgerne for formen af parternes frivillige aendring af det lovvalg , der skal gaelde for aftalens indhold . I henhold til denne tekst er det i tilfaelde af et saadant aendret lovvalg tilstraekkeligt , at kontrakten er gyldig med hensyn til form i henhold til den ene eller den anden af de love , man vaelger at underkaste kontraktens indhold .

En vanskelighed vil opstaa , naar aftalen er underkastet flere love , enten fordi parterne kun har valgt den lov , der skal anvendes paa en del af deres aftale ( artikel 3 , stk . 1 ) , eller fordi dommeren selv undtagelsesvis har foretaget " opdeling " af aftalen ( artikel 4 , stk . 1 ) . Hvilken af de to love skal nu anvendes paa aftalens form ? I denne situation synes det rimeligt at anvende den lov , der skal anvendes paa det materielle indhold af den del af aftalen , som det omstridte formkrav har sin naermeste tilknytning til .

I artikel 8 , stk . 1 , som omhandler samtykke og materiel gyldighed , er der fastsat , at spoergsmaalet om eksistens og gyldighed af en aftale skal afgoeres efter den lov , som skulle anvendes , hvis aftalen var gyldig . Denne bestemmelse har til formaal at undgaa en ond cirkel , idet en lov , hvis der er foretaget et lovvalg , foerst kan erklaeres anvendelig , naar aftalens gyldighed er blevet anerkendt . Der opstaar et tilsvarende problem i forbindelse med gyldigheden med hensyn til form i henhold til artikel 9 , og skoent det ikke udtrykkeligt fremgaar af teksten , er det underforstaaet , at " den lov , som skal anvendes paa aftalen i henhold til denne konvention " , skal vaere den lov , som aftalen ville vaere underkastet , hvis den var gyldig med hensyn til form .

3 . Problemer , der opstaar ved anvendelse af lex loci actus paa viljeserklaeringens form

Anvendelse af loven i det land , hvor en aftale er indgaaet , paa aftalens form og af loven i det land , hvor en ensidig viljeserklaering er afgivet , paa denne viljeserklaerings form foelger af den aarhundredgamle grundsaetning " locus regit actum " , der ligeledes anerkendes i de kontraherende staters retssystemer ( 46 ) , som regel som det vigtigste tilknytningsmoment .

Fastsaettelsen af , i hvilket land aftalen er indgaaet , giver dog anledning til et klassisk problem , naar aftalen er indgaaet mellem personer , der befinder sig i forskellige lande .

For at loese dette problem maa man foerst praecisere , hvad man forstaar ved en kontrakt indgaaet af personer , der befinder sig i forskellige lande . Naar aftalen indgaas gennem en eller flere repraesentanter , angiver artikel 9 , stk . 3 , klart , at det land , der skal tages i betragtning , er det land , hvor repraesentanter befandt sig ved aftalens indgaaelse . Hvis parternes repraesentanter ( eller en part og den anden parts repraesentant ) moedes i et bestemt land og indgaar aftalen der , betragtes denne aftale i henhold til stk . 1 som indgaaet mellem personer , der befinder sig i dette land , selv om den ene part eller begge repraesenterede parter paa det tidspunkt befandt sig i et andet land . Tilsvarende gaelder det , at hvis parternes repraesentanter ( eller en part og den anden parts repraesentant ) befinder sig i forskellige lande paa det tidspunkt , hvor de indgaar aftalen , betragtes denne aftale i henhold til stk . 2 som indgaaet mellem personer , der befandt sig i forskellige lande , selv om de repraesenterede parter i virkeligheden befandt sig i samme land paa dette tidspunkt .

Spoergsmaalet om , hvilken lov der ( som lex loci contractus ) skal anvendes paa formkravene til en aftale , der er indgaaet mellem personer , der befandt sig i forskellige lande i den netop omhandlede betydning , har vaeret genstand for omfattende diskussioner . Loesninger , der gaar ud paa at stedfaeste aftalens indgaaelse til det sted , hvor enten tilbud eller accept er afgivet , er blevet forkastet som vaerende temmelig kunstige ( 47 ) . Den loesning , hvorefter man paa hver af viljeserklaeringerne anvender loven i det land , hvor den afgives , som direkte er inspireret af Frankensteins udkast til en europaeisk kodeks om international privatret , og som anvendtes i udkastet af 1972 og i det schweiziske udkast til forbundslov om international privatret af 1978 , artikel 125 , stk . 2 , er ligeledes blevet forkastet . Det har nemlig vist sig , at adskillige formkrav er fastsat med henblik paa aftalen som helhed , og ikke paa viljeserklaeringerne taget hver for sig . Dette er f.eks . tilfaeldet for kravet om , at begge parter skal underskrive , eller at de begge skal have et eksemplar af aftalen . Foelgelig fandt gruppen det bedre at finde en lov , der skal anvendes paa formkravene til aftalen som helhed , end at foretage en opdeling paa love , der skulle anvendes paa formen .

Man kunne saa vaelge mellem en liberal loesning med alternativ anvendelse af loven i enten det ene eller det andet af de lande , hvor parterne befandt sig ved aftalens indgaaelse , eller en strikt loesning med krav om kumulativ anvendelse af disse forskellige love . Den liberale loesning er anvendt i artikel 9 , stk . 2 . Det er saaledes tilstraekkeligt til , at en aftale indgaaet af personer , som befinder sig i forskellige lande , er gyldig med hensyn til form , at den opfylder formkravene i den lov , som skal anvendes paa aftalens indhold , eller i loven i et af de paagaeldende lande .

4 . Forbehold med hensyn til ufravigelige regler

Artikel 7 i konventionen , hvorved der tages forbehold med hensyn til anvendelse af ufravigelige regler , kan foere til forkastelse af den liberale ordning i artikel 9 , der hviler paa alternativ anvendelse af den lov , der skal anvendes paa aftalens indhold , og loven paa det sted , hvor aftalen er indgaaet . Det kan nemlig vaere , at visse formkrav , der er fastsat i loven i det land , som viljeserklaeringen har en vaesentlig tilknytning til , er ufravigelige i saa udpraeget grad , at de maa iagttages , selv om loven i dette land ikke hoerer til dem , der normalt skal anvendes paa formen i henhold til artikel 9 .

I denne sammenhaeng har man naevnt formkrav , der er fastsat i loven i det land , hvor en arbejdskontrakt skal opfyldes , herunder navnlig kravet om skriftlighed ved konkurrenceklausuler , selv om mundtlige erklaeringer er tilladt efter loven paa det sted , hvor aftalen er indgaaet , eller efter den af parterne valgte lov .

Det er naturligvis i overensstemmelse med det ved artikel 7 fastsatte system den ret , ved hvilken sagen er anlagt , der skal skoenne over , hvorvidt disse ufravigelige regler skal anvendes og de i artikel 9 fastsatte regler foelgelig fraviges .

II . Saerlige regler for visse aftaler ( stk . 5 og 6 )

Artikel 9 , stk . 5 og 6 , fastsaetter saerlige formregler for visse forbrugeraftaler og for visse aftaler om rettigheder over eller brugsret til fast ejendom . Man kunne for disse aftalers vedkommende maaske have noejedes med blot at anvende artikel 7 og f.eks . uanset bestemmelserne i artikel 9 , have tilladt anvendelse af visse forbrugerbeskyttende formkrav i lovgivningen i forbrugerens bopaelsland , eller af visse ufravigelige formkrav i det land , hvor ejendommen er beliggende .

I betragtning af det skoen , der ifoelge artikel 7 er overladt den ret , for hvilken sagen er indbragt , er denne loesning dog ikke blevet anset for tilstraekkelig til at sikre , at disse love virkelig blev anvendt . Det er derfor blevet besluttet helt at se bort fra stk . 1 - 4 i artikel 9 for saa vidt angaar disse former for aftaler .

Artikel 9 , stk . 5 , angaar de i artikel 5 , stk . 1 , omhandlede aftaler , der er indgaaet under de i artikel 5 , stk . 2 , beskrevne omstaendigheder , under hensyn til artikel 5 , stk . 4 og 5 .

Paa samme maade som artikel 5 beskytter forbrugeren ved paa trods af det i aftalen fastsatte lovvalg at bestemme , at ufravigelige regler om indholdet i lovgivningen i det land , hvor han har sin bopael ( artikel 5 , stk . 3 ) , skal anvendes , bestemmer artikel 9 , stk . 5 , at reglerne om formen i samme land skal anvendes . Anvendelse af disse regler er begrundet i den meget naere sammenhaeng , der inden for forbrugerbeskyttelsen bestaar mellem reglerne om form og reglerne om indhold .

Af samme grunde kunne man have forventet , at der ligeledes for arbejdskontrakters form gjaldt en ufravigelig regel om tilknytning .

Denne tanke , som man oprindeligt overvejede , blev i sidste instans forkastet . Til forskel fra artikel 5 , der kategorisk bestemmer , at forbrugeraftaler i mangel af parternes lovvalg er underkastet loven i det land , hvor forbrugeren har sin bopael , opstiller artikel 6 i konventionen nemlig kun gendrivelige formodninger angaaende arbejdsaftalers tilknytningsmaessige forhold , formodninger , der bortfalder , hvor det af omstaendighederne fremgaar , at en arbejdskontrakt har naermere tilknytning til et andet land end det , for hvilket disse formodninger opstilles . Hvis man ufravigeligt havde foreskrevet anvendelse paa arbejdskontrakters form af den lov , der finder anvendelse paa indholdet ville det herefter i konsekvens af den usikkerhed , der foelger af artikel 6 , have vaeret umuligt allerede ved aftalens indgaaelse at bestemme , hvilken lov der skulle anvendes paa dens form . Derfor er der ikke givet nogen saerlig regel for arbejdskontraktens form , men man kan taenke sig , at ufravigelige regler om form i loven i det land , hvor aftalen skal opfyldes , ofte vil blive anvendt takket vaere bestemmelserne i artikel 7 .

Artikel 9 , stk . 6 , handler om aftaler , hvis genstand er en ret over fast ejendom , herunder en brugsret . For disse aftaler er der ikke fastsat nogen ufravigelig regel om materielretlig tilknytning , idet artikel 4 , stk . 3 , indskraenker sig til at opstille en formodning til fordel for loven i det land , hvor ejendommen er beliggende . Det fremgaar dog , at reglerne i loven i det land , hvor ejendommen er beliggende , skal anvendes , hvis de indeholder ufravigelige formkrav , dog kun i det sandsynligvis ret sjaeldne tilfaelde , hvor disse formregler skal anvendes i henhold til denne lov , selv naar aftalen er indgaaet i udlandet og er undergivet et fremmed retssystem .

Denne bestemmelses anvendelsesomraade er det samme som anvendelsesomraadet for artikel 4 , stk . 3 .

Artikel 10

Omraadet for den anvendelige lov

1 . Artikel 10 fastsaetter omraadet for den lov , som skal anvendes paa aftalen i henhold til denne konvention ( 48 ) .

Det foreloebige udkast indeholdt ikke nogen speciel regel herom . Det indskraenkede sig til i artikel 15 at bestemme , at den lov , der skal anvendes paa en forpligtelse , ligeledes afgoer betingelserne med hensyn til dens opfyldelse , de forskellige former for dens ophoer og foelgerne af dens misligholdelse . Da artikel 11 i det foreloebige udkast gav detaljerede regler om anvendelsesomraadet for den lov , der skulle anvendes paa forpligtelser uden for kontrakt , tog artikel 15 dog primaert sigte paa spoergsmaalet om anvendelsesomraadet for den lov , der skulle anvendes paa kontrakter .

2 . Artikel 10 , stk . 1 , opregner de spoergsmaal , der falder ind under omraadet for den paa aftalen anvendelige lov . Det drejer sig om en opregning , som dog ikke er udtoemmende , hvilket tilkendegives ved adverbiet " navnlig " .

Den lov , som skal anvendes paa aftalen i henhold til denne konvention , skal saaledes foerst og fremmest anvendes paa spoergsmaalet om aftalens fortolkning ( litra a ) ) .

Den lov , som skal anvendes paa aftalen , skal dernaest anvendes paa spoergsmaalet om opfyldelse ( litra b ) ) .

Dette udtryk synes klart at omfatte samtlige opfyldelsesbetingelser , der foelger af den lov eller den aftale , i henhold til hvilken den for enhver forpligtelse karakteristiske ydelse skal erlaegges . Derimod er reglerne vedroerende fremgangsmaaden ved opfyldelsen ( for saa vidt denne er omhandlet i artikel 10 , stk . 2 ) ikke omfattet og ej heller betingelserne med hensyn til handleevne hos de personer , der deltager i opfyldelsen ( idet der her er tale om et omraade , der er undtaget fra de ensartede reglers anvendelsesomraade , jfr . dog artikel 11 ) . Endelig omfatter det heller ikke de formkrav til en viljeserklaering , der eventuelt skal iagttages med henblik paa opfyldelsen .

Under bestemmelsen i artikel 10 , stk . 1 , falder saaledes : spoergsmaalet om den omhu , der skal udvises ved opfyldelsen , betingelser med hensyn til tid og sted for opfyldelsen , i hvilket omfang opfyldelsen kan ske ved en anden person end skyldneren og betingelser vedroerende opfyldelsen saavel i almindelighed som ved visse saerlige typer forpligtelser ( solidariske skyldforhold , alternative forpligtelser , forpligtelser , der kan deles eller ikke kan deles mellem flere , og pengeforpligtelser ) og , hvor ydelsen bestaar i betaling af en sum penge , omfatter bestemmelsen betingelserne for frigoerelse af den skyldner , der har foretaget betaling , reglerne om betalingens afskrivning paa flere mulige fordringer , kvittering m.v .

Den lov , der skal anvendes paa aftalen , er endvidere inden for graenserne af de befoejelser , der tilkommer domstolene efter deres processuelle regler , bestemmende for , hvilke virkninger misligholdelse af disse forpligtelser medfoerer , herunder erstatningsudmaalingen i det omfang , denne reguleres af retsregler .

Spoergsmaalet om erstatningsudmaaling har givet anledning til visse vanskeligheder . Efter visse delegationers opfattelse vedroerer erstatningsudmaaling nemlig faktiske omstaendigheder , der ikke er omfattet af konventionen . Ved erstatningsudmaalingen skal dommeren tage hensyn til de oekonomiske og sociale forhold i sit eget land ; der findes tilfaelde , hvor erstatningsbeloebet fastsaettes af et naevningeting , og nogle lande benytter beregningsmetoder , der maaske ikke accepteres i andre lande .

Over for disse argumenter fremfoerte de oevrige delegationer dog foelgende : I flere retssystemer findes der regler om erstatningsfastsaettelse ; visse internationale konventioner ( f.eks . transportkonventionerne ) fastsaetter begraensninger af erstatningsbeloebet , og der findes ofte i aftaler bestemmelser om erstatningens stoerrelse i tilfaelde af misligholdelse , og man ville skabe alvorlige problemer for parterne , hvis disse beloeb efterfoelgende skulle fastsaettes af den domstol , for hvilken sagen indbringes .

Som kompromis har gruppen til slut bestemt sig til alene at lade litra c ) omfatte retsreglerne om erstatningsudmaaling , dog saaledes at faktiske spoergsmaal altid henhoerer under den domstol , for hvilken sagen er indbragt .

Udtrykket " virkningerne af misligholdelse " sigter til de foelger , som udloeses i medfoer af loven eller aftalen i tilfaelde af misligholdelse af en forpligtelse i kontraktforhold , hvad enten det drejer sig om ansvar for en part , hvem misligholdelsen kan laegges til last , eller om misligholdelsesindsigelse og ophaevelse af aftalen paa grund af misligholdelse . Den ( eventuelle ) noedvendighed af at give skyldneren paakrav som betingelse for at kunne goere ham ansvarlig indgaar ligeledes i denne sammenhaeng .

Efter stk . 1 , litra d ) , skal den lov , der finder anvendelse paa aftalen , endelig anvendes paa de forskellige ophoersmaader for forpligtelser , herunder foraeldelse og rettighedsfortabelse som foelge af fristoverskridelse . Denne artikel skal anvendes under hensyntagen til den begraensede adgang til opdeling ifoelge artikel 3 og 4 .

I henhold til stk . 1 , litra e ) , er virkningerne af ugyldighed ligeledes underkastet den lov , der gaelder for aftalen . Ved denne bestemmelse har gruppen foerst og fremmest villet lade den lov , der gaelder for aftalen , gaelde for de godtgoerelser , som parterne skal betale hinanden som foelge af en konstatering af aftalens ugyldighed .

Visse delegationer modsatte sig denne loesning , idet virkningerne af en aftales ugyldighed i henhold til deres retssystemer ikke er noget kontraktligt forhold . Flertallet af delegationerne gik imidlertid ind for , at disse virkninger skulle underkastes den lov , der gaelder for aftalen ; i betragtning af de fremsatte indvendinger bestemtes det imidlertid , at enhver kontraherende stat skulle have mulighed for at tage forbehold paa dette punkt ( artikel 22 , stk . 1 , litra b ) ) .

3 . Artikel 10 , stk . 2 , bestemmer , at der for saa vidt angaar fremgangsmaaden ved opfyldelse og foranstaltninger i anledning af mangelfuld opfyldelse skal tages hensyn til loven paa det sted , hvor opfyldelsen sker .

Det drejer sig om en begraensning , der ofte findes i mange landes nationale retssystemer saavel som i visse internationale konventioner . Mange jurister har erklaeret sig og erklaerer sig fortsat for denne begraensning paa kontraktrettens omraade , naar opfyldelsen af en kontraktlig forpligtelse finder sted i et andet land end det , hvis lov finder anvendelse .

Hvad skal man imidlertid forstaa ved " fremgangsmaaden ved opfyldelse " af en forpligtelse ? Begrebet synes nemlig ikke at have noget ensartet og praecist indhold i de forskellige opfattelser inden for litteraturen . Gruppen har ikke for sit vedkommende villet give nogen skarp definition af dette begreb . Bestemmelsen af begrebet " fremgangsmaaden ved opfyldelse " af en forpligtelse maa derfor foretages efter lex fori . Blandt de bestemmelser , der normalt indgaar i begrebet " fremgangsmaaden ved opfyldelse " , synes man dog med sikkerhed at kunne naevne reglerne om helligdage , om undersoegelse af salgsgenstanden samt foranstaltninger , der skal traeffes ved afvisning af denne ( 49 ) .

I artikel 10 , stk . 2 , hedder det , at der skal tages hensyn til loven paa det sted , hvor opfyldelsen finder sted . Dette betyder , at dommeren kan undersoege , om denne lov skal vaere bestemmende for , hvordan kontrakten skal gennemfoeres , og at han kan anvende den helt eller delvis for at oeve retfaerdighed over for parterne .

Artikel 11

Manglende handleevne

Spoergsmaalet om fysiske og juridiske personers handleevne er principielt holdt uden for konventionens anvendelsesomraade ( artikel 1 , stk . 2 , litra a ) og e ) ) . Denne udelukkelse betyder , at hver kontraherende stat fortsat kan anvende sine egne internationale privatretlige regler paa personers handleevne .

For saa vidt angaar fysiske personer er handleevnen dog ikke helt holdt udenfor . Artikel 11 tilsigter at beskytte den part , der i god tro har ment , at han kunne indgaa aftale med en person , der havde handleevne , men som nu efter aftalens indgaaelse moedes med indsigelse om den anden parts manglende handleevne . Dette oenske om at beskytte den part , der er i god tro , mod risiko for ophaevelse af aftalen paa grund af manglende handleevne hos den anden aftalepart paa grund af anvendelse af en anden lov end den , der gaelder paa stedet for aftalens indgaaelse , er et gennemgaande traek i de lande , der lader handleevnen vaere underkastet den nationale lov ( 50 ) .

En regel af samme type synes ligeledes at vaere noedvendig i de lande , der lader handleevnen vaere underkastet loven i domicil-landet . Den eneste undtagelse kunne vaere de lande , der knytter handleevnen til loven paa det sted , hvor aftalen indgaas , eller til den lov , der anvendes paa aftalens indhold .

Artikel 11 giver praecise betingelser for beskyttelsen af en aftalepart i god tro . For det foerste skal aftalen vaere indgaaet mellem personer , der befinder sig i samme land . Konventionen naegter ikke den , der mangler handleevne , beskyttelse , naar aftalen er indgaaet paa afstand mellem personer , der befinder sig i forskellige lande , selv om aftalen ved anvendelse af den lov , der skal anvendes paa den , maatte blive anset for indgaaet i det land , hvor den aftalepart , som har handleevne , befinder sig .

For det andet er det en betingelse for anvendelsen af artikel 11 , at der foreligger en lovkonflikt . Den lov , som ifoelge domstollandets internationale privatretlige regler skal finde anvendelse paa spoergsmaalet om handleevne hos den person , som paastaar at have vaeret inhabil , skal vaere forskellig fra loven i det land , hvor aftalen er indgaaet .

For det tredje skal den , der paaberaaber sig sin manglende handleevne , have handleevne efter loven paa det sted , hvor aftalen er indgaaet . Kun i saa fald kan den anden aftalepart nemlig paaberaabe sig en tilsyneladende handleevne .

Disse tre betingelser er i princippet tilstraekkelige til at forhindre den person , som mangler handleevne , i at goere denne manglende handleevne gaeldende over for den anden aftalepart . Det er imidlertid anderledes , " saafremt den anden aftalepart ved aftalens indgaaelse var eller burde have vaeret klar over denne manglende handleevne " . Det foelger af denne formulering , at bevisbyrden paahviler den person , som mangler handleevne . Det er ham , som skal godtgoere , at den anden aftalepart var eller burde have vaeret klar over den manglende handleevne .

Artikel 12

Overdragelse af fordringer

1 . Artikel 12 angaar viljesbestemt overdragelse af fordringer .

Artikel 12 , stk . 1 , bestemmer , at overdragerens og erhververens indbyrdes forpligtelser i henhold til en aftale om overdragelse af en fordring mod en anden person ( " skyldneren " ) er undergivet den lov , som i henhold til denne konvention skal anvendes paa aftalen mellem overdrageren og erhververen .

Fortolkningen af denne bestemmelse giver ikke anledning til nogen vanskelighed . Det er klart , at retsforholdet mellem overdrageren og erhververen af en fordring er undergivet den lov , der finder anvendelse paa aftalen om overdragelsen .

Selv om bestemmelsens formaal og betydning naeppe giver anledning til tvivl , kunne man spoerge , hvorfor gruppen ikke har formuleret denne bestemmelse paa en mere enkel og foelgelig mere elegant maade . Hvorfor har man f.eks . ikke sagt , at overdragelse af retten til en fordring ved aftale , for saa vidt angaar retsforholdet mellem overdrageren og erhververen , er undergivet den lov , der finder anvendelse paa denne aftale ?

En formulering af denne art havde faktisk i foerste omgang moedt tilslutning fra flertallet af delegationerne . Den blev imidlertid forladt paa grund af de fortolkningsvanskeligheder , som den kunne have medfoert i tysk ret , hvor udtrykket " overdragelse " af en fordring ved aftale omfatter virkningerne af overdragelsen i forhold til skyldneren , hvilket tvaertimod er udtrykkeligt udelukket i henhold til artikel 12 , stk . 2 .

Man endte netop med at vedtage den nuvaerende formulering for at undgaa en formulering , der i retssystemer , hvor overdragelsen opfattes som en " Kausalgeschaeft " , aabnede mulighed for den antagelse , at den lov , der finder anvendelse paa aftalen om overdragelse , ligeledes afgoer spoergsmaalet om overdragelsens gyldighed i forhold til skyldneren .

2 . I henhold til artikel 12 , stk . 2 , er det tvaertimod den lov , der finder anvendelse paa den overdragne fordring , som afgoer spoergsmaal om fordringens overdragelighed , forholdet mellem erhververen og skyldneren , betingelserne for , at overdragelsen kan goeres gaeldende mod skyldneren , samt spoergsmaal om , hvorvidt skyldneren er blevet frigjort for sine forpligtelser .

Ordene " betingelserne for , at overdragelsen kan goeres gaeldende " omfatter saavel betingelserne for fordringens overdragelighed som de regler , der skal iagttages for at bevirke , at overdragelsen faar retsvirkning over for skyldneren .

Uanset bestemmelserne i stk . 2 er de her omhandlede forhold , bortset fra spoergsmaalet om overdrageligheden , for saa vidt angaar forholdet mellem overdrageren og skyldneren i tilfaelde af , at der foreligger en aftale mellem dem , underkastet den lov , der finder anvendelse paa aftalen mellem dem , saafremt disse forhold er omhandlet i denne aftale .

Artikel 13

Subrogation

1 . En fordringshavers indtraeden i et skyldforhold i stedet for en anden kan foelge ikke blot af en viljesbestemt overdragelse af fordringen ( dvs . ved overdragelse i egentlig forstand ) som omhandlet i artikel 12 , men tillige ved en fordrings overgang i medfoer af loven som foelge af fyldestgoerelse ved en anden end skyldneren .

Efter lovgivningen i forskellige EF-medlemsstater sker " subrogation " i fordringshaverens rettigheder uden videre til fordel for den , der i forening med andre eller for andre haeftede for skylden og derfor havde interesse i at indfri denne , jf . herved artikel 1251 - 3 i den franske Code civil og artikel 1203 - 3 i den italienske Codice Civile . F . eks . indtraeder den kautionist , der i et kautionsforhold betaler for skyldneren , i kraft af loven i fordringshaverens rettigheder . Det samme gaelder , hvor en af flere solidarisk haeftende skyldnere foretager betaling , eller hvor der er tale om en forpligtelse , der ikke kan deles .

Artikel 13 i konventionen fastsaetter netop reglen for lovvalg , hvor tredjemand indtraeder i fordringshaverens rettigheder . Da konventionen kun omhandler den lov , der skal anvendes paa kontraktlige forpligtelser , har gruppen dog fundet det hensigtsmaessigt at begraense den i artikel 13 givne regel til kun at omfatte overgang af fordringer stiftet ved aftale . Reglen finder saaledes ikke anvendelse paa subrogation i kraft af loven , naar den skyld , der skal betales , urspringer af et retsbrud uden for kontraktforhold ( f.eks . skadeforsikrerens indtraeden i den sikredes rettigheder over for skadevolderen ) .

2 . Artikel 13 , stk . 1 , lyder saaledes : " Naar en person ( " fordringshaveren " ) har en ved aftale stiftet fordring mod en anden ( " skyldneren " ) , og en tredjemand er forpligtet til at fyldestgoere fordringshaveren eller har fyldestgjort denne i henhold til en saadan forpligtelse , skal den lov , som finder anvendelse paa tredjemandens forpligtelse til at fyldestgoere fordringshaveren , afgoere , hvorvidt tredjemanden over for skyldneren kan udoeve de rettigheder , som fordringshaveren havde mod skyldneren efter den lov , som skal anvendes paa forholdet mellem disse , og , i bekraeftende fald , hvorvidt han kan goere dette i fuldt eller kun i begraenset omfang " .

Den lov , der skal anvendes paa tredjemands forpligtelse til at fyldestgoere fordringshaveren ( f.eks . den lov , der skal anvendes paa kautionsforholdet i tilfaelde af , at kautionisten har betalt for skyldneren ) er saaledes afgoerende for , om og i hvilket omfang tredjemand kan udoeve fordringshaverens rettigheder mod skyldneren efter den lov , der skal anvendes paa deres kontraktforhold .

Ved udarbejdelsen af den her omhandlede regel tog gruppen ogsaa hoejde for den situation , at en person har betalt uden at vaere forpligtet hertil ved aftale eller ifoelge loven , men hvor han dog har en ifoelge loven anerkendt oekonomisk interesse i at goere det , saaledes som det er forudsat i artikel 1251 - 3 i den franske Code civil og artikel 1203 - 3 i den italienske Codice Civile . Principielt gaelder samme regel i dette tilfaelde , men domstolene bevarer en vis margin for at skoenne i saa henseende .

For saa vidt angaar muligheden for delvis subrogation som omhandlet i artikel 1252 i den franske Code civil og artikel 1205 i den italienske Codice Civile synes det klart , at den maa vaere underkastet den paa subrogationen anvendelige lov .

Endvidere har gruppen ved udarbejdelsen af artikel 13 haft den mulighed for oeje , at retsforholdet mellem tredjemand og skyldneren er reguleret ved aftale . Denne aftale er naturligvis underkastet den lov , som skal anvendes paa aftalen i medfoer af denne konvention . Retsforholdet mellem tredjemand og skyldneren er overhovedet ikke reguleret ved artikel 13 i konventionen .

3 . Artikel 13 , stk . 2 , goer ogsaa reglen i stk . 1 anvendelig , hvor flere personer er forpligtede ifoelge den samme ved aftale stiftede fordring ( samskyldnere ) , og en af disse har fyldestgjort fordringshaveren .

4 . Udover problemet om overdragelse og overgang af en fordring i kraft af loven ( artikel 12 og 13 ) findes tillige problemet om skyldnerskifte . Gruppen har dog ikke villet loese dette problem , da det er nyt , og der endnu er megen usikkerhed omkring dets loesning .

Artikel 14

Bevisbyrde m . v .

Artikel 14 bestemmer , hvilken lov der skal anvendes paa visse bevisspoergsmaal .

Der findes ingen principiel regel om bevis i almindelighed . I de kontraherende staters retssystemer er spoergsmaal om bevis , saavel fakta og viljeserklaeringer som fremmed ret , men ikke spoergsmaal om bevisbyrde , principielt underkastet domstolslandets lov . Fra denne hovedregel findes dog visse undtagelser , som ikke er ens i samtlige retssystemer . Det blev derfor vedtaget , at artikel 14 kun skal regulere visse spoergsmaal om bevis , og det blev fundet bedst ikke at binde dommeren ved en almindelig bestemmelse , der underkaster bevisfoerelsen domstolslandets lov , for saa vidt angaar spoergsmaal , der ikke er loest i konventionen , som f.eks . tilvejebringelse af beviser i udlandet eller juridiske dokumenters beviskraft . For at der ikke skal vaere nogen tvivl om omfanget af den frihed , som staterne bevarer med hensyn til de spoergsmaal om bevis , der ikke er loest i konventionen , holdes bevisspoergsmaal og processuelle spoergsmaal uden for konventionen i artikel 1 , stk . 2 , litra h ) , dog med forbehold af artikel 14 .

To vigtige spoergsmaal er blevet reguleret ; de behandles hver for sig i et saerligt stykke . * drejer sig dels om genstanden for bevis og bevisbyrden , dels om anerkendte maader , hvorpaa bevis kan foeres for viljeserklaeringer . Efter nogen toeven har arbejdsgruppen bestemt sig til ikke at give regler om spoergsmaalet om beviskraft .

A . Genstanden for bevis og bevisbyrden

Artikel 14 , stk . 1 , bestemmer , at lovvalget i henhold til denne konvention ogsaa omfatter lovformodnings - og bevisbyrderegler , som opstilles i kontraktretten i den lov , som skal anvendes i henhold til konventionen . Lovformodningsregler er , da de fritager den , til fordel for hvem de gaelder , fra at foere nogen form for bevis , i virkeligheden materielle regler , som paa kontraktrettens omraade bidrager til at klargoere parternes forpligtelser , hvorfor de ikke kan adskilles fra den lov , der skal anvendes paa aftalen . Som eksempel kan anfoeres , at naar artikel 1731 i den franske Code civil bestemmer , at " hvis der ikke er foretaget beskrivelse af det lejedes tilstand , formodes lejeren , medmindre det modsatte bevises , at have modtaget det i god stand med hensyn til den del af vedligeholdelsen , der paahviler ham , og skal tilbagelevere det lejede i samme stand " , paalaegger bestemmelsen ham i realiteten at aflevere det lejede i god vedligeholdelsestilstand . Det er derfor logisk her at anvende den lov , der gaelder for aftalen .

Samme betragtning kan anlaegges paa bevisbyrdereglerne . For eksempel hedder det i artikel 1147 i den franske Code civil , at en skyldner , der ikke har opfyldt sin forpligtelse , anses for erstatningspligtig , " medmindre han beviser , at misligholdelsen ikke skyldes hans forhold , og at den ikke kan laegges ham til last " . Denne regel fordeler bevisbyrden mellem parterne . Fordringshaveren skal foere bevis for misligholdelsen , og skyldneren skal bevise , at denne ikke skyldes hans forhold . Ved fordelingen af bevisbyrden naevner bestemmelsen dog skyldnerens forpligtelser paa et vaesentligt punkt , idet han ifalder erstatningsansvar , selv om misligholdelsen ikke skyldes oplyst culpa fra hans side . Reglen er saaledes klart en materiel regel , der kun kan vaere underkastet den lov , der skal anvendes paa aftalen .

Ved formuleringen af artikel 14 , stk . 1 , er der dog foretaget en begraensning . Bevisbyrdespoergsmaalet er ikke som helhed underkastet denne lov . Det er kun underkastet den , for saa vidt bevisbyrdereglen opstilles " i kontraktretten " i den lov , som skal anvendes i henhold til konventionen , dvs . kun for saa vidt bevisbyrdereglerne virkelig er materielle regler .

Dette er ikke altid tilfaeldet . I visse landes lovgivning findes der bevisbyrderegler , som endda af og til betegnes som lovformodningsregler og helt klart hoerer hjemme i procesretten , og som det ville vaere fejlagtigt at henfoere til kontraktretten . Dette er f . eks . tilfaeldet med reglen om , at der gives den moedende part medhold i hans paastand , hvis den anden part undlader at give moede , eller den regel , der siger , at en parts tavshed under en sag over for den anden parts faktiske anbringender anses for en erkendelse af disses rigtighed .

Saadanne regler er ikke altid opstillet " i kontraktretten " og falder derfor ikke ind under den lovvalgsregel , der er fastsat i artikel 14 , stk . 1 .

B . Anerkendelse af bevismidler for viljeserklaeringer

Artikel 14 , stk . 2 , angaar anerkendelsen af midler til bevis for viljeserklaeringer .

Bestemmelsen giver adgang til alternativ anvendelse af domstolslandets lov og den lov , der skal anvendes paa viljeserklaeringens form . Denne liberale loesning , der er meget gunstig med hensyn til beviset for viljeserklaeringen , er allerede anerkendt i Frankrig og Benelux-landene ( 51 ) . Den synes at vaere den eneste maade , hvorpaa man kan forene kravene ifoelge domstolslandets lov med bestraebelserne paa at respektere parternes legitime forudsaetninger ved indgaaelsen af aftalen .

Det er normalt domstolslandets lov , der er afgoerende for , hvilke midler der kan benyttes som bevis for en viljeserklaering . Hvis denne lov f.eks . giver adgang til at foere vidnebevis for en aftale , skal den foelges , uanset hvor strenge bestemmelser der maatte gaelde herom ifoelge den lov , der skal anvendes paa aftalens indhold eller form .

Omvendt vil man i det modsatte tilfaelde , altsaa hvis en mundtlig aftale er tilstraekkelig efter den paa aftalens form anvendelige lov , og denne lov giver adgang til at foere vidnebevis for aftalen , tilsidesaette forudsaetningerne hos parter , der har handlet i tillid til denne lov , hvis dette bevismiddel naegtes dem , blot fordi der ifoelge domstolslandets lov kraeves skriftligt bevis for alle viljeserklaeringer . Der skal herefter ved den domstol , for hvilken sagen er indbragt , gives parterne adgang til benyttelse af bevismidler , der er tilladt ifoelge den lov , der skal anvendes paa formen .

Denne liberale loesning maa dog ikke foere til , at det paalaegges den domstol , for hvilken sagen indbringes , at anvende bevismidler , som dens retsplejeregler ikke giver mulighed for at benytte . Artikel 14 afgoer ikke spoergsmaalet om , hvorledes beviset skal foeres ; dette spoergsmaal er ifoelge alle de kontraherende staters retssystemer underkastet domstolslandets lov . Og anvendelse af en anden lov end domstolslandets paa anerkendelse af bevismidler maa ikke foere saa vidt , at den er til hinder for anvendelse af domstolslandets lov paa bevisfoerelsen .

Dette er forklaringen paa den udtrykkelige regel , der direkte tillader domstolen , endog uden at henvisning til " ordre public " er noedvendig , at forkaste bevismidler , som generelt ikke kan benyttes i henhold til dens retsplejeregler , som f.eks . edsbevis , vidneforklaring fra en af parterne eller abstrakte udsagn om alment kendte forhold . Man har ligeledes taenkt paa tilfaelde , hvor rettigheder skal indfoeres i offentlige registre , og fundet , at den myndighed , der foerer vedkommende register , i kraft af denne bestemmelse maa kunne naegte at anerkende andre bevismidler end dem , der hjemles ved den lov , der gaelder dér , hvor registret foeres .

Paa grund af vedtagelsen af denne almindelige ordning har der maattet gives en klarere regel om den lov , der skal anvendes paa formen , og som skal kunne anvendes alternativt med domstolslandets lov .

Bestemmelsen naevner " en af de i artikel 9 angivne love , i henhold til hvilken viljeserklaeringen er gyldig med hensyn til form " . Denne formulering betyder , at hvis viljeserklaeringen f . eks . er gyldig med hensyn til form efter den lov , der skal anvendes paa indholdet , men ikke efter loven , paa det sted , hvor den er afgivet , kan parterne alene benytte bevismidler , der er hjemlet ved den foerstnaevnte af de to love , selv om den anden er mere liberal i bevisforhold . Den stilling , som i forbindelse med bevisspoergsmaal gives den paa formen anvendelige lov , forudsaetter naturligvis , at denne lov er overholdt . Omvendt kan parterne , hvis viljeserklaeringen er gyldig med hensyn til form efter begge de love ( lex causae og lex loci actus ) , der omhandles i artikel 9 , benytte sig af de ved begge disse hjemlede bevismidler .

C . Der findes ingen bestemmelser , der angaar viljeserklaeringers beviskraft . Det foreloebige udkast af 1972 indeholdt en bestemmelse , der regulerede to spoergsmaal , som i de lande , der bygger paa romerretten , henhoerer under begrebet beviskraft , nemlig spoergsmaalet om , hvorvidt et skriftligt dokument er tilstraekkeligt bevis for de i dette omhandlede forpligtelser , og spoergsmaalet om , hvilke bevismidler der anerkendes " ud over eller imod indholdet " af et saadant dokument , som det hed efter den aeldre terminologi i Code Napoléon ( artikel 1341 ) . Trods lang diskussion kunne der ikke opnaas enighed blandt delegationerne , og det blev derfor besluttet at holde spoergsmaalet om beviskraft uden for konventionens omraade .

Artikel 15

Udelukkelse af renvoi

Denne artikel udelukker renvoi .

Det er for saa vidt angaar kontraktlige forpligtelser klart , at renvoi ikke maa spille nogen rolle , hvis parterne har valgt den lov , der skal anvendes paa aftalen . Har de truffet dette valg , er det klart sket i den hensigt , at den valgte lovs materielle bestemmelser skal gaelde , og parternes valg udelukker derfor enhver renvoi til en anden lov ( 52 ) .

Udelukkelse af renvoi er ligeledes noedvendig , naar parterne ikke har valgt den anvendelige lov . I saa fald er aftalen i medfoer af artikel 4 , stk . 1 , underkastet loven i det land , som den har sin naermeste tilknytning til . I stk . 2 opstilles den formodning , at aftalen har sin naermeste tilknytning til det land , hvor den part , der skal praestere den for aftalen karakteristiske ydelse , har sin bopael . Det ville ikke vaere logisk , hvis domstolene trods denne udtrykkelige placering ved anvendelse af renvoi underkastede aftalen loven i et andet land , blot fordi lovvalgsreglen i det land , hvor aftalen er placeret , indeholder andre tilknytningsregler . Dette gaelder ogsaa , naar artikel 4 , stk . 5 , finder anvendelse , og domstolene har placeret aftalen ved indicier , de har fundet afgoerende .

I bredere almindelighed er udelukkelse af renvoi begrundet i internationale konventioner om lovkonflikter . Naar det ved en konvention tilstraebes at placere retsforholdet bedst muligt og bestemme det land , som det har sin naermeste tilknytning til , kan det ikke tilstedes , at den lov , der skal anvendes ifoelge lovvalgsreglen i konventionen , igen aendrer denne placering . Denne loesning er i oevrigt den , der er anvendt i de siden 1951 indgaaede Haager-konventioner .

Artikel 16

Ordre public

Artikel 16 giver en klar og restriktiv formulering af ordre public forbeholdet .

Det fremhaeves indledningsvis , at ordre public forbeholdet ikke gaelder abstrakt og universelt over for den efter konventionen gaeldende lov . Det gaelder kun , hvis anvendelse af en konkret bestemmelse i den anvendelige lov i det foreliggende tilfaelde ville foere til et resultat , der strider mod ordre public i domstolslandets lov . Det kan derfor vaere , at en fremmed lov , der fra et abstrakt synspunkt kan anses for stridende mod ordre public i domstolslandet , ikke desto mindre anvendes , hvis det konkrete resultat af anvendelsen ikke i sig selv stoeder an mod ordre public i domstolslandet .

Dernaest skal resultatet vaere " aabenbart " uforeneligt med ordre public i domstolslandet . Denne betingelse , som traeffes i alle siden 1956 indgaaede Haager-konventioner , goer det til en pligt for domstolene saerligt at begrunde anvendelsen af indsigelsen ( 53 ) .

Det fremhaeves i artikel 16 , at det er ordre public i domstolslandet , der skal vaere kraenket ved anvendelse af den ifoelge konventionen anvendelige lov . Det foelger af sig selv , at dette udtryk omfatter ordre public inden for Faellesskabet , der er blevet en integrerende bestanddel af ordre public i EF-medlemsstaterne .

Artikel 17

Ingen tilbagevirkende kraft

Artikel 17 betyder , at konventionen ikke har tilbagevirkende kraft for eksisterende aftaler . Den skal kun anvendes paa aftaler , der indgaas efter dens ikrafttraedelse , men ikrafttraedelsen skal bedoemmes saerskilt for hver stats vedkommende , da konventionen ikke kommer til at traede i kraft samtidig i alle de kontraherende stater ( jf . artikel 29 ) . Ingen bestemmelse er naturligvis til hinder for , at domstolene i en af de kontraherende stater , hvor konventionen endnu ikke er traadt i kraft , foregriber anvendelsen af konventionen som ratio scripta .

Artikel 18

Ensartet fortolkning

Til grund for denne artikel ligger en regel , der er formuleret af FN's Kommission for International Handelsret .

Forslaget til revision af loven om ensartede regler om internationale loesoerekoeb og udkastet til konvention om foraeldelse og frister i internationale handelsforhold indeholdt nemlig foelgende bestemmelse : " Ved fortolkningen og anvendelsen af denne konvention skal der tages hensyn til dens internationale karakter og noedvendigheden af , at dens ensartede anvendelse fremmes " . Denne bestemmelse , som er blevet omformuleret i mindre grad , er blevet optaget i De forenede Nationers konvention om kontrakter vedroerende internationale varekoeb ( artikel 7 ) , der blev undertegnet i Wien den 11 . april 1980 .

Ved artikel 18 goeres der opmaerksom paa , at man ved fortolkningen af en international konvention skal tage hensyn til dennes internationale karakter , og at domstolene foelgelig ikke i henseende til fortolkning maa sidestille konventionens bestemmelser med rent interne bestemmelser . Man har skoennet , at en af fordelene ved denne artikel kunne vaere , at den goer det muligt for parterne under en sag at paaberaabe sig retsafgoerelser truffet i andre lande .

Det er i overensstemmelse med aanden i denne artikel , at man skal loese kvalifikationsproblemet , som konventionen i lighed med loven om ensartede regler for Benelux , det franske forslag og adskillige Haagerkonventioner afstaar fra at opstille en saerlig regel om .

Artikel 18 vil fortsat have betydning , selv om der i henhold til den af regeringsrepraesentanterne ved aabningen for undertegnelse af konventionen den 19 . juni 1980 fremsatte faelleserklaering vil blive udarbejdet en protokol , der henlaegger fortolkningen af konventionen til EF-Domstolen .

Artikel 19

Stater med mere end ét retssystem

Denne artikel bygger paa lignende bestemmelser i en raekke Haager-konventioner ( se f . eks . artikel 17 og 18 i konventionen om formueforholdet mellem aegtefaeller og artikel 19 og 20 i konventionen om fuldmagtsforhold ) .

I henhold til stk . 1 gaelder , at hvis en stat omfatter flere territoriale enheder , som hver har sine egne retsregler vedroerende kontraktlige forpligtelser , skal hver territorial enhed anses for et land ved fastlaeggelsen af den lov , som skal anvendes i henhold til konventionen . Hvis f . eks . den part , som leverer den karakteristiske ydelse i et tilfaelde , der falder ind under artikel 4 , har bopael i Skotland , skal aftalen anses for at have sin naermeste tilknytning til skotsk lov .

Stk . 2 , som saerlig har interesse for Det forenede Kongerige , har den situation for oeje , hvor der foreligger tilknytning til flere territoriale enheder inden for samme stat , men ingen tilknytning til nogen anden stat . I saa fald foreligger der en lovkonflikt , men den er rent intern og vedroerer alene denne stat , som foelgelig ikke har nogen international forpligtelse til at loese den ved anvendelse af reglerne i konventionen .

Artikel 20

Forrang for faellesskabsret

Formaalet med denne artikel er at undgaa en eventuel konflikt mellem konventionen og retsakter udstedt af De europaeiske Faellesskabers institutioner , idet der gives sidstnaevnte retsakter forrang . Formuleringen er inspireret af bestemmelsen i artikel 52 , stk . 2 , i konventionen af 27 . september 1968 , som aendret ved tiltraedelseskonventionen af 9 . oktober 1978 .

Det er de EF-bestemmelser , der paa visse saerlige omraader regulerer lovkonflikter inden for kontraktretten , der har forrang . Som eksempel kan naevnes , at forordningen om lovvalg ved arbejdskontrakter vil faa forrang , naar den er endeligt vedtaget .

Regeringerne i medlemsstaterne fremsaetter dog i en faelleserklaering det oenske , at disse faellesskabsakter maa komme til at harmonere med konventionens bestemmelser .

De i artikel 20 omhandlede faellesskabsakter kan vaere ikke blot retsakter , der udstedes af De europaeiske Faellesskabers institutioner , det vil foerst og fremmest sige forordninger og direktiver samt konventioner indgaaet af disse Faellesskaber , men tillige nationale love , der harmoniseres til gennemfoerelse af disse retsakter . Love eller administrative bestemmelser , der gives af en EF-medlemsstat med henblik paa tilpasning af lovgivningen til et direktiv , har paa sin vis deres gyldighed paa faellesskabsplan i kraft af direktivet , hvilket begrunder den forrang , der tillaegges dem ved denne konvention .

Endelig gaelder den forrang , som artikel 20 tillaegger faellesskabsretten , ikke blot den ved konventionens ikrafttraedelse gaeldende faellesskabsret , men tillige den , der vedtages efter konventionens ikrafttraedelse .

Artikel 21

Forholdet til andre konventioner

Denne artikel , hvis tilsvarende bestemmelse findes i Haager-konventionerne om formueforholdet mellem aegtefaeller ( artikel 20 ) og om fuldmagtsforhold ( artikel 22 ) , betyder , at denne konvention ikke er til hinder for anvendelse af internationale konventioner , som en kontraherende stat er eller bliver deltager i , f.eks . konventioner vedroerende transport . Man har saaledes forbeholdt muligheden af en mere fremskreden international harmonisering paa hele denne konventions omraade eller en del deraf .

Denne bestemmelse fjerner ganske vist ikke enhver vanskelighed ved anvendelsen af baade konventionen og en sideloebende konvention , saerlig hvis denne indeholder en bestemmelse , der svarer til artikel 21 . Men loesningen af disse vanskeligheder ved anvendelsen skal soeges , uden at man hindrer de stater , der er deltagere i flere konventioner , i at respektere deres internationale forpligtelser .

Yderligere skal bestemmelsen i artikel 21 laeses i sammenhaeng med artikel 24 og 25 . Artikel 24 angiver , under hvilke betingelser en kontraherende stat kan blive deltager i en multilateral konvention , efter at den foreliggende konvention er traadt i kraft for denne stat . Artikel 25 har den situation for oeje , at afslutningen af andre konventioner maaske kunne bringe den harmonisering , der gennemfoeres ved den foreliggende konvention , i fare .

Artikel 22

Forbehold

Denne artikel omhandler de forbehold , som kan tages med hensyn til konventionen ; de begrundes i denne betaenkning i forbindelse med artikel 7 , stk . 1 , og artikel 10 , stk . 1 , litra e ) . Artiklen fastsaetter i overensstemmelse med den praksis , som almindeligvis foelges , navnlig i Haager-konventionerne , den procedure , ifoelge hvilken disse forbehold kan tages eller tilbagekaldes .

AFSNIT III

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 23

En kontraherende stats ensedige vedtagelse af en ny lovvalgsregel

Artikel 23 er en enestaaende bestemmelse , idet den paa visse betingelser tillader de kontraherende stater ensidigt at fravige konventionens bestemmelser . Denne svaekkelse af konventionens bindende karakter er indfoert paa grund af konventionens meget omfattende anvendelsesomraade og reglernes oftest almene karakter . Man har haft det tilfaelde for oeje , at en stat af politiske , oekonomiske eller sociale grunde noedvendigvis maa aendre en lovvalgsregel , og har villet give en loesning , der er tilstraekkelig smidig og som tillader staterne at ratificere konventionen uden at vaere forpligtet til at opsige den , den dag de maatte blive noedt til at fravige den paa et enkelt punkt .

Muligheden for ensidig fravigelse af konventionen er dog underkastet visse betingelser og begraensninger .

For det foerste kan fravigelse kun ske ved gennemfoerelse af en ny lovvalgsregel for en saerlig art aftaler . Det ville f . eks . ikke vaere en stat tilladt efter artikel 23 ar gaa bort fra principperne i konventionen . Men det vil efter artikel 23 vaere staten tilladt paa de i denne artikel fastsatte betingelser at gennemfoere en saerlig regel , der afviger fra konventionens , f . eks . for aftaler indgaaet af rejsebureauer eller aftaler om undervisning pr . korrespondance , hvis saerlige art kan begrunde fravigelse af den almindelige regel . Naturligvis kraeves fravigelsesproceduren kun fulgt af staterne , hvis den kontrakt , i forbindelse med hvilken de oensker at indfoere en ny lovvalgsregel , falder inden for konventionens anvendelsesomraade .

For det andet er der til fravigelsen knyttet betingelser af proceduremaessig art . En stat , der vil fravige konventionen , skal give de oevrige stater , der har undertegnet konventionen , meddelelse herom gennem generalsekretaeren for Raadet for De europaeiske Faellesskaber . Denne skal efter anmodning fra en stat foranstalte konsultationer mellem de stater , der har undertegnet konventionen , med henblik paa opnaaelse af enighed . Hvis ingen stat inden to aar har anmodet om konsultation , eller hvis der ikke er opnaaet enighed , kan den paagaeldende stat aendre sin lovgivning som tilkendegivet .

Gruppen undersoegte , hvorvidt denne procedure skal anvendes , naar de kontraherende stater oensker at vedtage en regel af den type , som er omtalt i artikel 7 i konventionen , dvs . en ufravigelig retsregel , hvis anvendelse er obligatorisk uden hensyn til , hvilken lov der i oevrigt skal anvendes paa aftalen . Gruppen mente , at staterne ikke skulle vaere bundet til at foelge den procedure , der er fastsat i artikel 23 , foer de vedtager en saadan regel . For ikke at falde ind under artikel 23 , skal den paagaeldende regel imidlertid opfylde de kriterier , der er fastsat i artikel 7 , og kunne begrundes med graden af ufravigelighed af den materielle retsregel , som den skaber . Formaalet er ikke at goere det muligt for de kontraherende stater at unddrage sig betingelserne i artikel 23 ved at betegne en lovvalgsregel , som vedroerer spoergsmaal , hvis absolutte ufravigelighed ikke er konstateret , som en ufravigelig retsregel af typen i artikel 7 .

Artikel 24 og 25

Nye konventioner

Den konsultationsprocedure , som artikel 23 paalaegger den stat , der har til hensigt at fravige konventionen ved aendring af sit nationale retssystem , skal ligeledes foelges af en stat , der oensker at fravige denne konvention ved at blive deltager i en anden konvention .

Dette system med " frihed under tilsyn " , som de kontraherende stater er forpligtet til at foelge , anvendes kun paa konventioner , der som deres hovedformaal eller et af deres hovedformaal har at fastsaette internationale privatretlige regler paa et af de omraader , som omfattes af denne konvention . Derfor kan staterne frit tiltraede en konvention , som goer den materielle ret for en eller anden aftale , f . eks . vedroerende transport , ensartet , og som desuden indeholder en international privatretlig regel . Men paa det saaledes afgraensede omraade skal samraadsproceduren ogsaa anvendes paa konventioner , som maatte vaere aabnet for undertegnelse foer den foreliggende konventions ikrafttraeden .

Artikel 24 , stk . 2 , indskraenker endvidere omraadet for den forpligtelse , der er paalagt staterne , ved at bestemme , at proceduren ifoelge stk . 1 kan undlades :

1 . Saafremt den nye konventions formaal er at revidere en aeldre konvention . Den modsatte loesning ville nemlig have haft den skadelige virkning , at den var til hinder for modernisering af eksisterende konventioner .

2 . Saafremt en eller flere kontraherende stater eller et af De europaeiske Faellesskaber allerede er deltagere i den nye konvention .

3 . Saafremt den nye konvention er indgaaet inden for rammerne af traktaterne om oprettelse af De europaeiske Faellesskaber , saerlig hvis der er tale om en multilateral konvention , som et af Faellesskaberne allerede er deltager i . Disse regler harmonerer med den forrang , der er tillagt faellesskabsretten i medfoer af artikel 20 .

Artikel 24 drager saaledes en klar sondring mellem de konventioner , i hvilke de kontraherende stat * r frit kan blive deltagere , og dem , hvori de kun kan blive deltagere , hvis de foelger en konsultationsprocedure .

For saa vidt angaar de foerstnaevnte konventioner omhandler artikel 25 det tilfaelde , at indgaaelsen af disse ville beroere den ved den foreliggende konvention opnaaede harmonisering . Hvis en kontraherende stat er af den opfattelse , at dette er tilfaeldet , kan den anmode generalsekretaeren for Raadet for De europaeiske Faellesskaber om at foranstalte konsultationer . Artiklens ordlyd indebaerer , at generalsekretaeren for Raadet har en vis frihed til at skoenne . I den faelleserklaering , som er knyttet til denne konvention , fastsaettes det endog , at staterne ogsaa inden denne konventions ikrafttraeden skal raadfoere sig med hinanden , naar en af dem oensker at blive deltager i en saadan konvention .

For saa vidt angaar de sidstnaevnte konventioner er konsultationsproceduren den samme som i artikel 23 , dog at fristen paa to aar nedsaettes til ét aar .

Artikel 26

Revision

Denne artikel forudsaetter , at revision af konventionen kan blive noedvendig . Den er identisk med artikel 67 i konventionen af 27 . september 1968 .

Artikel 27 - 33

Saedvanlige bestemmelser af protokolmaessig art

I artikel 27 fastlaegges de territorier inden for medlemsstaterne , for hvilke konventionen skal vaere gaeldende ( jg . artikel 60 i konventionen af 27 . september 1968 i dens reviderede form ) . Artikel 28 og 29 vedroerer aabning for undertegnelse og ratifikation af konventionen . Artikel 28 tager ikke stilling til den maade , hvorpaa den enkelte kontraherende stat indfoerer konventionens bestemmelser i sin nationale lovgivning . Der er nemlig her tale om et spoergsmaal , hvis loesning i henhold til international praksis overlades til staterne selv . Hver kontraherende stat kan saaledes gennemfoere denne konvention , enten ved direkte at ophoeje den til lov eller ved at indfoere dens bestemmelser i sin nationale lovgivning i en form , der passer til denne lovgivning . Den mest bemaerkelsesvaerdige bestemmelse er den , der findes i artikel 29 , stk . 1 , hvorefter ikrafttraedelsen finder sted efter deponering af syv ratifikationsdokumenter . Det er skoennet , at et krav om forudgaaende ratifikation i de ni kontraherende stater kunne forsinke ikrafttraedelsen i laengere tid .

Artikel 30 bestemmer , at konventionen gaelder i ti aar , og at den fornys stiltiende for fem aar ad gangen . For de stater , som ratificerer konventionen efter dens ikrafttraeden , er den tiaars - eller femaarsperiode , der skal tages i betragtning , den periode , der loeber for de foerste stater , for hvilke konventionen er traadt i kraft ( artikel 29 , stk . 1 ) . Artikel 30 , stk . 3 , bestemmer , at der skal vaere adgang til opsigelse i lighed med den , der gaelder ifoelge Haager-konventionerne ( se f . eks . artikel 28 i konventionen om fuldmagtsforhold ) . En saadan opsigelse faar virkning fra udloebet af tiaars - henholdsvis femaarsperioden ( jf . artikel 30 , stk . 3 ) . Der findes ingen tilsvarende bestemmelse i konventionen af 27 . september 1968 . Forskellen forklares ved , at den foreliggende konvention i modsaetning til 1968-konventionen ikke direkte har sit grundlag i artikel 220 i Rom-traktaten . Den er en frivilligt mellem EF-medlemsstaterne indgaaet konvention , der ikke hviler paa traktaten .

Artikel 31 og 33 overlader administrationen af konventionen ( deponering af konventionen og underretning af signatarstaterne ) til generalsekretaeren for Raadet for De europaeiske Faellesskaber .

Der findes ingen bestemmelse om tredjelandes tiltraedelse af konventionen . Spoergsmaalet er blevet diskuteret i arbejdsgruppen , der ikke har kunnet naa til enighed . Under disse omstaendigheder skal der vaere enighed mellem medlemsstaterne , hvis et tredjeland anmoder om at maatte tiltraede konventionen .

Derimod er der givet en loesning for saa vidt angaar tiltraedelse af konventionen af stater , der senere bliver medlemmer af De europaeiske Faellesskaber .

Arbejdsgruppen har dog ikke set sig i stand til at regulere dette spoergsmaal ved konventionen , idet det snarere henhoerer under konventionen om nye medlemsstaters tiltraedelse . Gruppen har derfor begraenset sig til at formulere en faelleserklaering , hvorefter nye medlemsstater ligeledes boer tiltraede denne konvention .

Protokol vedroerende § 169 i den danske soelov

Den danske soelov er en ensartet lov , som er faelles for de skandinaviske lande . I betragtning af de metoder for retligt samarbejde , som de skandinaviske lande har vedtaget , bygger denne lov ikke paa en konvention , men er resultatet af , at disse landes parlamenter samtidig har vedtaget identiske love .

§ 169 i den danske soelov indeholder en raekke regler vedroerende valg af den lov , der skal anvendes . Disse regler bygger delvis paa den internationale konvention af 1924 om indfoerelse af visse ensartede regler om konnossementer som aendret ved protokol af 1968 ( Haag - og Visby-regler ) . I det omfang dette er tilfaeldet , opretholdes disse regler i henhold til artikel 21 i denne konvention , ogsaa efter Danmarks ratificering .

§ 169 indeholder imidlertid visse supplerende regler om valget af den lov , som skal anvendes med hensyn til aftaler om soetransport . Disse regler kunne vaere opretholdt af Danmark paa grundlag af artikel 21 , saafremt samarbejdet mellem de skandinaviske lande havde fundet sted ved vedtagelse af konventioner . Det blev vedtaget , at det forhold , at en anden samarbejdsmetode var vedtaget , ikke skulle forhindre Danmark i at opretholde sine regler , som er et resultat af samarbejdet mellem de skandinaviske lande vedroerende indfoerelse af ensartede lovgivninger . Den regel i protokollen , hvorefter det er tilladt at revidere § 169 uden at skulle foelge den procedure , der er fastsat i artikel 23 , svarer til den regel i artikel 24 , stk . 2 , i konventionen , som vedroerer revision af andre konventioner , som de stater , som deltager i den foreliggende konvention , ligeledes deltager i .

NOTER

til betaenkningen om konvention om , hvilken lov der skal anvendes paa kontraktlige forpligtelser

( 1 ) Referat af moedet den 26 . - 28 . februar 1969 , s . 1 f .

( 2 ) Referat af moedet den 26 . - 28 . februar 1969 , s . 3 , 4 og 9 .

( 3 ) EF-Kommissionens dokument nr . 12.665/XIV/68 .

( 4 ) Referat af moedet den 26 . - 28 . februar 1969 .

( 5 ) Referat af moedet den 20 . - 22 . oktober 1969 .

( 6 ) Referat af moedet den 2 . og 3 . februar 1970 .

( 7 ) EF-Kommissionens dokumenter : nr . 12.153/XIV/70 ( spoergeskema opstillet af hr . Giuliano og ordfoerernes svar ) , nr . 6.975/XIV/70 ( spoergeskema opstillet af hr . Van Sasse Van Ysselt og ordfoerernes svar ) og nr . 15.393/XIV/70 ( spoergeskema opstillet af hr . Lagarde og ordfoerernes svar ) .

( 8 ) Moederne fandt sted paa foelgende datoer :

28 . september - 2 . oktober 1970 , 16 . - 20 . november 1970 , 15 . - 19 . februar 1971 , 15 . - 19 . marts 1971 , 28 . juni - 2 . juli 1971 , 4 . - 8 . oktober 1971 , 29 . november - 3 . december 1971 , 31 . januar - 3 . februar 1972 , 20 . - 24 . marts 1972 , 29 . - 31 . maj 1972 og 21 . - 23 . juni 1972 .

( 9 ) Referat af moedet den 21 . - 23 . juni 1972 , s . 29 f .

( 10 ) Moederne fandt sted paa foelgende datoer :

22 . og 23 . september 1975 , 17 . - 19 . december 1975 , 1 . - 5 . marts 1976 , 23 . - 30 . juni 1976 , 16 . og 17 . december 176 , 21 . - 23 . februar 1977 , 3 . - 6 . maj 1977 , 27 . - 28 . juni 1977 , 19 . - 23 . september 1977 , 12 . - 15 . december 1977 , 6 . - 10 . marts 1978 , 5 . - 9 . juni 1978 , 25 . - 28 . september 1978 , 6 . - 10 . november 1978 , 15 . - 16 . januar 1979 og 19 . - 23 . februar 1979 .

( 11 ) Listen over de regeringseksperter , der har deltaget i arbejdet i denne ad hocgruppe eller i gruppen , som hr . Jenard var formand for , saavel i foerste som i anden fase , medfoelger som bilag til denne betaenkning .

( 12 ) Der udfoeres arbejde inden for EF paa tre omraader vedroerende selskabsretten . Det drejer sig for det foerste om direktiver , der er udstedt i medfoer af artikel 54 , nr . 3 , litra g ) , i EOEF-traktaten . Fire af disse direktiver er traadt i kraft . Det foerste ( af 9 . marts 1968 , EFT nr . L 65 af 14 . marts 1968 ) omhandler offentlighed vedroerende aktie-og anpartselskaber samt gyldigheden af deres forpligtelser og selskabernes ugyldighed . Det andet ( af 13 . december 1976 , EFT nr . L 26 af 31 . januar 1977 ) angaar stiftelse af aktieselskaber samt bevarelse og aendring af deres kapital . Det tredje ( af 9 . oktober 1978 , EFT nr . L 295 af 20 . oktober 1978 ) angaar fusion af selskaber , og det fjerde ( af 25 . juli 1978 , EFT nr . L 222 af 14 . august 1978 ) angaar aarsregnskabet . Fire andre foreligger i oejeblikket som forslag fra Kommissionen til Raadet . De angaar aktieselskabers struktur ( EFT nr . C 131 af 13 . december 1972 ) , adgang til boersnotering af vaerdipapirer ( EFT nr . C 131 af 13 . december 1972 ) , koncernregnskaber ( EFT nr . C 121 af 2 . juni 1971 ) . Det fjerde angaar minimumskrav til de personers kvalifikationer , som udfoerer lovpligtig revision i selskaber med ansvarlig kapital ( EFT nr . C 112 af 13 . maj 1978 ) . Der er dernaest tale om konventioner i medfoer af artikel 220 i EOEF-traktaten . En af disse konventioner angaar gensidig anerkendelse af selskaber og juridiske personer . Den blev undertegnet i Bruxelles den 29 . februar 1968 ( teksten er offentliggjort i supplement til bulletin for De europaeiske Faellesskaber , nr . 2 , 1969 ) . Udkast til en anden konvention vil inden laenge blive forelagt Raadet . Denne konvention angaar internationale fusioner . Endelig er de foretaget forarbejder til udfaerdigelse af en statut for europaeiske selskaber . Disse forarbejder har foert til udfaerdigelse af et forslag til forordning om statut for europaeiske aktieselskaber dateret den 30 . juni 1970 ( EFT nr . C 124 af 10 . oktober 1970 ) .

( 13 ) Angaaende teksten til dommen se Rev . crit . 1911 , s . 395 , Journal dr . int . privé 1912 , s . 1156 . I litteraturen se Batiffol et Lagarde , Droit international privé ( 2 bind ) , 6 . udg . , Paris 1974 - 76 , II , nr . 567 - 573 s . 229 - 241 .

( 14 ) Kegel , Internationales Privatrecht . Ein Studienbuch , 3 . udg . , Muenchen-Berlin , 1971 , § 18 , s . 253 - 257 , Kegel , Das IPR im Einfuehrungsgesetz zum BGB , ( bind 7 ) , i Soergel-Siebert , Kommentar zum BGB , 10 . udg . , 1970 , 220 - 225 , Reithmann , Internationales Vertragsrecht . Das internationale Privatrecht der Schuldvertraege , 3 . udg . , Koeln , 1980 , nr . 5 og 6 , og Drobning , American-German Private International Law , 2 . udg . , New York , 1972 , s . 225 - 232 .

( 15 ) Morelli , Elementi di diritto internazionale privato italiano , 10 . udg . Napoli , 1971 , nr . 97 - 98 , s . 154 - 157 , og Vitta , anf . vaerk III , s . 229 - 290 .

( 16 ) Rev . crit . , 1938 , s . 661 .

( 17 ) Frederic , La vente en droit international privé i Recueil des Cours de l'Ac . de la Haye , bind 93 ( 1958 - I ) , s . 30 - 48 , Rigaux , Droit International privé , Bruxelles , 1968 , nr . 348 - 349 , Vander Elst , Droit international privé . Règles générales des conflits des lois dans les différentes matières de droit privé , Bruxelles , 1977 , nr . 56 , s . 100 ff .

( 18 ) Ordlyden af dommen i sagen Alnati ( Nederlandse Jurisprudentie 1967 , s . 3 ) er gengivet paa fransk i Rev . crit . , 1967 , s . 522 ( Struycken , note ad dommen i Alnatisagen ) . For saa vidt angaar opfattelsen i litteraturen , se J . E . J . Th . Deelen , Rechtskeuze in het Nederlands internationaal contractenrecht , Amsterdam , 1965 : W . L . G . Lemaire , Nederlands internationaal privaatrecht , 1968 s . 242 ff . ; Jessurun d'Oliveira , Kotting , Bervoets en De Boer , Partij-invloed in het Internationaal Privaatrecht , Amsterdam 1974 .

( 19 ) Princippet om valgfrihed har vaeret kendt i England i hvert fald siden 1796 ; jf . Gienar mod Mieyer ( 1796 ) , 2 Hy . Bl . 603 .

( 20 ) ( 1939 ) A . C . 277 , s . 290 .

( 20a ) Jf . f . eks . loven af 1978 om beskyttelse af ansaettelse ( konsolidering ) ( Employment Protection ( Consolidation ) Act 1978 ) s . 153 ( 5 ) og loven af 1974 om fagforeninger og forbindelser paa arbejdsmarkedet ( Trade Union and Labour Relations Act 1974 ) , s . 30 ( 6 ) .

( 20b ) Loven af 1977 om urimelige aftalebetingelser ( Unfair Contract Terms Act 1977 ) , s . 27 ( 2 ) .

( 20c ) Anton , Private International Law , s . 187 - 192 .

( 20d ) Incl . de tilfaelde , hvor parterne har bestraebt sig paa at foretage et udtrykkeligt valg , men hvor de har gjort dette paa en for uklar maade .

( 20e ) Sagen Compagnie d'Armement Maritime SA mod Compagnie Tunisienne de Navigation SA ( 1971 ) A.C . 572 , s . 584 , 587 - 591 , 596 - 600 og 604 - 607 .

( 21 ) Lando , Contracts i International Encyclopedia of Comparative Law , bind III , Private International Law , ( Lipstein , Chief Editor ) , afsnit 51 og 54 , s . 28 og 29 , og Philip , Dansk international privat - og procesret , 2 . udg . , Koebenhavn 1972 , s . 291 .

( 22 ) C.P.J.I . , Publications , Serie A , nr . 20 - 21 , s . 122 .

( 23 ) International Law Reports , bind 27 , s . 117 - 223 , saerlig s . 165 , og Riv . dir . int . , 1963 , s . 230 - 249 , saerlig s . 244 .

( 24 ) Angaaende et resumé af denne dom med lange citater se Lalive , Un récent arbitrage suisse entre un organisme d'Etat et une société privée * gère , i Annuaire suisse de dr . int . , 1963 , s . 273 - 302 , saerlig s . 284 - 288 .

( 25 ) Int . Legal Mat . , 1979 s . 3 - 37 , saerlig s . 11 , og Riv . dir . int . , 1978 , s . 514 - 517 og s . 518 .

( 26 ) Den foerste konvention , der er dateret den 1 . oktober 1976 , var gaeldende mellem foelgende otte europaeiske lande : Belgien , Danmark , Finland , Frankrig , Italien , Norge , Sverige og Schweiz . Niger har ligeledes tiltraadt konventionen . Angaaende teksten til den anden og tredje konvention , se Associazione Italiana per l'Arbitrato , Conventions multilatérales et autres instruments en matière d'arbitrage , Roma , 1974 , side 86 - 114 . Agaaende teksten til den fjerde konvention se Haagerkonferencen om international privatret , Recueil des conventions ( 1951 - 1977 ) , s . 252 . Angaaende ratifikationsstadiet og tiltraedelse af disse konventioner pr . 1 . februar 1976 se Giuliano , Pocar et Treves , Codice delle convenzioni di diritto internazionale privato e processuale , Milano , 1977 , s . 1404 , 1466 f . og 1497 ff .

( 27 ) Kegel , Das IPR , anfoert ovf . , nr . 269 - 273 med note I og 3 , Batiffol et Lagarde , Droit international privé , anfoert ovf . , II , nr . 592 , s . 243 , og Den franske Kassationsrets dom af 18 . november 1959 i sagen Soc . Deckardt mod Etabl . Moatti i Rev . crit . , 1960 , s . 83 .

( 28 ) Jf . Trib . Rotterdam , 2 . april 1963 , S § S 1963 , 53 , Kollewijn , De rechtskeuze achteraf , Neth . Int . Law Rev . 1964 , 225 ; Le * aire Nederlands Internationaal Privaatrecht ; 1968 , 265 .

( 29 ) Riv . dir . int . priv . e proc . , 1967 , s . 126 ff .

( 30 ) Se Treves T . , Sulla voluntà delle parti di cui all'art . 25 delle preleggi e sul momento del suo sorgere , Riv . dir . int . priv . e proc . , 1967 , s . 315 f .

( 31 ) Angaaende en komparativ fremstilling se Rabel , The Conflict of Laws . A comparative study , II , 2 . udg . , Ann Arbor , 1960 , kap . 30 , s . 432 - 486 .

( 32 ) Batiffol et Lagarde . Droit international privé , cit . ovf . , II , nr . 572 f . s . 236 f og tidligere Batiffol , Subjectivisme et objectivisme dans le droit international privé des contracts , optrykt i " Choix d'articles ressemblés par ses amis " , Paris 1976 , s . 249 - 263 .

( 33 ) Rev . crit . , 1955 , s . 330 .

( 34 ) I tysk retspraksis forstaar man ikke ved " hypothetisher Parteiwille " , at man skal soege at finde parternes formodede vilje , men man skal for at finde den anvendelige lov foretage et fornuftigt og rimeligt skoen paa objektivt grundlag over de interesser , der staar paa spil ( BGH af 14 . april 1953 i IPRspr . , 1952 - 53 , nr . 40 , s . 151 ff . ) . I en anden dom hedder det : " ved udoevelsen af dette skoen over de interesser , der staar paa spil , er det vaesentligste spoergsmaal , hvor tyugdepunktet findes i det paagaeldende kontraktforhold " ( BGH af 14 . juli 1955 i IPRspr . , 1954 - 55 , nr . 67 , s . 206 ff . ) .

Om dette begreb kan laeses i : Kegel , Internationales Privatrecht , anfoert ovf . , § 18 , s . 257 ff . , Kegel , Das IPR , anfoert ovf . , nr . 240 - 268 , saavel som de talrige henvisninger til retspraksis , der er anfoert i noterne , og Reithmann , Internationales Vertragsrecht , anfoert ovf . , s . 42 ff .

( 35 ) Jf . Bonython mod Commonwealth of Australia ( 1951 ) A.C . 201 , s . 219 ; Tomkinson mod First Pennsylvania Banking and Trust Co . ( 1961 ) A.C . 1007 , s . 1068 , 1081 - 82 ; James Miller and Partners Ltd . mod Whitworth Street Estates ( Manchester ) Ltd . ( 1970 ) A.C . 583 , s . 603 , 605 - 606 og 601 - 611 ; Compagnie d'Armement Maritime S.A . mod Compagnie Tunisienne de Navigation S.A . ( 1971 ) A.C . 572 , s . 583 , 587 , 603 ; Coast Lines Ltd . mod Hudig and Veder Chartering N.V . ( 1972 ) 2 Q.B . 34 , s . 44 , 46 og 50 .

( 36 ) Mount Albert Borough Council mod Australian Temperance and General Mutual Life Assurance Society ( 1938 ) A.C . 224 , s . 240 af lord Wright ; The Assunzione ( 1974 ) s . 150 s . 175 - 179 af Singleton L . J .

( 36a ) Anton , Private International Law , s . 192 - 197 .

( 37 ) I denne retning gaar : Cour de Cassation , dom af 28 . marts 1953 ( nr . 827 ) , citeret ovf . , Cour de Cassation in pleno i dom af 28 . juni 1966 ( nr . 1680 ) , citeret ovf . , Cour de Cassation , dom af 30 . april 1969 ( nr . 1403 ) i sagen Officina Musso mod Société Sevplant ( Riv . dir . int . priv . e proc . , 1970 , s . 332 ff . I litteraturen : Morelli , Elementi di diritto internazionale pri vato , tidl . cit . nr . 97 , s . 155 og Vitta , Dir . intern . privato ( 3 . bind ) Torino 1972 - 1975 , III , s . 229 - 290 .

( 38 ) Se bl . a Vischer , Internationales Vertragsrecht , Bern 1962 , saerlig s . 89 - 144 . I naevnte vaerk henviser vi tillige til en oversigt over domme , der har lagt dette tilknytningskriterium til grund . Adde-dommen afsagt den 1 . april 1970 af Appelretten i Amsterdam i sagen NAP NV mod Christophery .

( 39 ) Denne loesning er lagt til grund af appelretten i Limoges i dom af 10 . november 1970 saavel som af Handelsretten i Paris i dom af 4 . december 1970 ( Rev . crit . , 1971 , s . 703 ff . ) Det samme gaelder Kassationsretten i Nederlandene i dom af 6 . april 1973 ( N . I . 1973 , N . 371 ) . Se tillige art . 6 i Haager-konventionen af 14 . marts 1978 om den lov , der skal anvendes paa fuldmagtsforhold .

( 40 ) Ang . de i teksten omtalte domme se : Rev . crit . 1967 , s . 521 - 523 , ( 1920 ) 2 K.B . 287 , ( 1958 ) A.C . 301 , ( 1963 ) 2 K.B . 352 og fra nyere tid R . Van Rooij , De positie van publiekrechtlijke regels op het terrein van het internationaal privaatrecht , 1976 , 236 f . og L . Strikwerda , Semipubliekrecht in het conflictenrecht , 1978 , 76 f .

( 40a ) Angaaende denne artikel se i litteraturen de af Vischer i The Antagonism Between Legal Security and Research of Justice in the Field of Contract i Receuil de l'Académie de la Haye , Bind 142 ( 1974 II ) s . 21 - 30 anfoerte betragtninger , Lando , anf . vaerk , nr . 200 - 203 , s . 106 - 110 , Segre ( T ) , Il diretto communitario della concorrenza come legge d'applicazione necessaria , i Riv . dir . int . priv . e proc . 1979 , s . 75 - 79 , Drobnig , comments on art . 7 af the draft convention in European Private International Law of Obligations edited by Lando og von Hoffman-Siehr , Tuebingen 1975 , s . 88 f .

( 41 ) Se Delaporte , Recherches sur la forme des actes juridiques en droit international privé , Thèse Paris I , 1974 , multigraphie , nr . 123 f .

( 42 ) Se Delaporte , anf . vaerk , nr . III .

( 43 ) Eventuel anvendelse af faelles national lov har udtrykkelig hjemmel i art . 26 . i de indledende bestemmelser til den italienske codice civile .

Se tillige art . 2315 i det franske forslag af 1967 .

( 44 ) Den antagne loesning stammer fra den , der er fastlagt , men paa et stoerre omraade , ved Den italienske Kassationsret den 30 . april 1969 , Riv . Dir . Int . Priv . e Proc . , 1970 , s . 332 f . Den gaar imod dom afsagt af Den franske Kassationsret den 10 . december 1974 , Rev . crit . dr . int . pr . 1975 , 474 , note A.P . Den alternative loesning er ogsaa den foretrukne i Det forenede Kongerige , Van Gruitten mod Digby ( 1862 ) , 31 Beav . 561 , jfr . Cheshire and North , P.I.L . , 8 . udg . s . 220 .

( 45 ) Den i Tyskland foretrukne loesning , se art . 11 i E.G.B.G.B . , den subsidiaere loesning i Italien ( art . 26 i de indledende bestemmelser til codice civile ) og i Frankrig ( Kassationsrettens dom af 26 . maj 1963 , Rev . crit . dr . int . pr . 1964 , 513 note Loussouarn og 10 . december 1974 , citeret ovf . note 44 og hjemlet forudsaetningsvis i Benelux-forslaget ( art . 19 ) .

( 46 ) Se de i note 45 citerede kilder .

( 47 ) Se f.eks . art . 13 , stk . 4 i Benelux-traktaten , som ikke er traadt i kraft .

( 48 ) En sammenlignende undersoegelse findes i : Toubiana : Le domaine de la loi du contrat en droit international privé ( contrats internationaux et dirigisme économique ) Paris 1972 , navnlig s . 1 - 146 ; Lando , Contracts in International Encyclopedia of Comparative Law , vol . III , Private International law ( Lipstein , chief editor ) afsnit 199 - 231 , s . 106 - 125 .

( 49 ) Se herom art . 4 i Haager-konventionen af 1955 om den lov , der skal anvendes paa internationale loesoerekoeb .

( 50 ) Se Benelux-traktaten , som ikke er traadt i kraft ( art . 2 ) , de indledende bestemmelser til den italienske codice civile ( art . 17 ) , den indledende lov til den tyske borgerlige lovbog ( art . 7 ) og fransk retspraksis i Req . af 16 . januar 1861 , Lizardi , D . P . 1861.1.193 , S . 1861.1.305 .

( 51 ) Se art . 20 , stk . 3 i Benelux-traktaten og i Frankrig Cass . 24 . februar 1959 ( Issac ) , D . 1959 J . 485 , 12 . februar 1963 ( Ruffini mod Sylvestre ) og Rev . crit . d.i.p . , 1964 , s . 121 .

( 52 ) Jfr . Kegel , IPR , 4 . udg . , s . 173 , Batiffol et Lagarde , 6 . udg . , s . 394 , art . 2 i konventionen om , hvilket lands lov der skal finde anvendelse paa internationale loesoerekoeb , og art . 5 i konventionen om , hvilket lands lov der skal finde anvendelse paa agenturaftaler af 14 . marts 1978 ; Dicey and Morris 9 . udg . , s . 723 - 724 .

( 53 ) Se forhandlinger og dokumenter fra Haager-konferencen , IX moederaekke t . III , testamenter ( 1961 ) sammenfattende beretning , s . 170 .

DELTAGERLISTE ( 1 )

Arbejde udfoert under Kommissionen

Formand

P . Jenard

Directeur d'administration , Ministère des Affaires étrangères et du commerce extérieur , Bruxelles .

Arbejde udfoert under Raadet

Formand

A . Brancaccio

Ministero de Grazia e Giustizia , Rom .

BELGIEN

M . Hanotiau

Chef de service , Ministère de la Justice , Bruxelles .

P . Gothot

Professeur à la Faculté de droit à l'Université de Liège .

R . Vander Elst

Professeur , Université Libre de Bruxelles .

DANMARK

A . Philip

Professor , Justitsministeriet , Koebenhavn .

P . Blok

Professor , Justitsministeriet , Koebenhavn .

H . C . Abildtrup

Attaché ( Justitsministeriet ) , Danmarks faste Repraesentation , Bruxelles .

N . Waage

Attaché ( Justitsministeriet ) , Danmarks faste Repraesentation , Bruxelles .

H . Wendler-Pedersen

Fuldmaegtig , Justitsministeriet , Koebenhavn .

Forbundsrepublikken TYSKLAND

Prof . Dr . Arndt

OLG Praesident * R . , Sachverstaendiger , Bremen .

Dr . B . Klingsporn

Ministerialrat , Bundesministerium der Justiz , Bonn .

E . Rebmann

Regierungsdirektor , Bundesministerium der Justiz , Bonn .

W . Hantke

Regierungsrat , Bundesministerium fuer Wirtschaft , Bonn .

H . Koenig

Richter AG , Bundesministerium der Justiz , Bonn .

FRANKRIG

H . Batiffol

Doyen honoraire , Prof . à la Faculté de Droit à Paris .

P . Lagarde

Professeur à l'Université de Paris I .

T . Cathala

Conseiller à la Cour d'Appel , Paris .

IRLAND

The Hon . J . B . Walsh

Senior Ordinary Judge of the Supreme Court of Ireland Law Reform Commission .

E . Hanley

Legal Adviser , EEC Division , Department of Justice , Dublin .

J . Brennan

Assistant Legal Adviser , EEC Division , Department of Justice , Dublin .

M . G . Gleeson

Administrative Officer , Department of Justice , EEC Division , Dublin .

L . Cahill

Administrative Officer , Department of Justice , EEC Division , Dublin .

M . Gleeson

Assistant Principal Officer , Department of Tourism and Transport , Dublin .

ITALIEN

M . Giuliano

Esperto , Professore all'Università di Milano .

L . Battaglini

Magistrato di cassazione Ministero degli Affari Esteri , Roma .

L . Giampaolino

Vice-Capo di Gabinetto , Ministero del Lavoro , Roma .

F . Di Filippis

Magistrato administrativo , Ministero dell'Industria , del Commercio e del'Artigianato , Roma .

L . Rovelli

Magistrato Tribunale , Ministero de Grazia e Giustizia , Roma .

De Renzis

Magistrato , Ministero dell'industria .

G . Fienga

Ministero dell'industria .

LUXEMBOURG

A . Huss

Procureur Général d'Etat Honoraire , Ministère de la Justice , Luxembourg .

A . Weitzel

Conseiller à la Cour Supérieure de Justice , Ministère de la Justice , Luxembourg .

R . Heiderscheid

Président Honoraire de Tribunal , Luxembourg .

C . Wampach

Conseiller à la Cour Supérieure de Justice , Ministère de la Justice , Luxembourg .

NEDERLANDENE

J . van Rijn van Alkemade

Raadadviseur , Ministerie van Justitie , 's Gravenhage .

R . van Rooy

Administrateur , Ministerie van Justitie , Den Haag .

J . Schultsz

Hoogleraar , Ministerie van Justitie , Den Haag .

J . G . Sauveplanne

Hoogleraar , Fakulteit van Rechtsgeleerdheid , Utrecht .

A . J . van Duyne-Strobosch

Administrateur , Ministerie van Justitie , Den Haag .

DET FORENEDE KONGERIGE

The Hon . Lord P . Maxwell

Judge , Court of Session , Edinbourgh .

A . L . Diamond

Director , Institute of Advanced Legal Studies , London .

K . M . Newmann

Under-Secretary , Lord Chancellors' Office , London .

P . M . North

Law Commissioner , Law Commission , London .

A . Akbar

Senior Legal Assistant , Law Commission , London .

HAAGER-KONFERENCEN

M . H . van Hoogstraten

Secrétaire Général de la Conférence de la Haye de Droit International Privé , 's Gravenhagen .

BENELUX-KOMMISSIONEN

M . Weser

Professeur , Membre de la Commission Benelux pour l'unification du droit , Bruxelles .

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER

Generaldirektoratet for det interne marked og industri ( DG III )

W . Hauschild

Kontorchef .

G . Di Marco

Ekspeditionssekretaer .

O . Czerny

Kontorfuldmaegtig .

Juridisk afdeling

P . Leleux

Juridisk konsulent .

A . McClellan

Juridisk konsulent .

J . Seche

Juridisk konsulent .

Generaldirektoratet for beskaeftigelse og sociale anliggender ( DG V )

H . Ollenhauer

Kontorchef .

K . M . Schilz

Ekspeditionssekretaer .

Generaldirektoratet for penge - og finansieringsinstitutter samt skattespoergsmaal ( DG XV )

G . Imbert

Direktoer .

H . Schlude

Fuldmaegtig .

SOM EKSPERTER FOR KOMMISSIONEN

Transport

F . Berlingieri

Professor ved universitetet i Genova .

E . Selvig

Professor ved Oslo Universitet .

Arbejdsaftaler

G . Schnorr

Professor ved universitetet i Innsbruck .

GENERALSEKRETARIATET FOR RAADET FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER

R . Fornasier

Direktoer , juridisk afdeling .

V . Scordamaglia

Kontorchef , GD for det interne marked .

O . Petersen

Fuldmaegtig , GD for det interne marked .

J . F . Faure

Fuldmaegtig , GD for det interne marked .

( 1 ) herudover har saerligt sagkyndige , der ikke er naevnt ved navn i denne liste , deltaget i arbejdet ved undersoegelsen af bestemte problemer . Det drejer sig bl . a . om foelgende omraader .

Forsikring , transport , arbejdsret og fortolkning af konventionen ved EF-Domstolen .